Odense Bys Museers udstillinger og magasiner rummer ca. 150.000 oldsager, der er dukket op fra den danske muld. Langt de fleste af disse genstande er fra det fynske område, og de er indkommet til museet i løbet af de mere end 150 år, hvor der har været et museum i byen[1].
Genstandene tæller alle kategorier fra simple flintafslag, prøver af trækul og jord over flintøkser og hele lerkar til våben og smykker af ædle metaller. Nogen vil måske spørge, hvad museet dog skal med alle disse genstande, hvoraf mange umiddelbart synes at være helt ens eller så beskadigede, at de ikke er værd at udstille? Andre vil spørge, hvorfor man fortsat samler ind, når langt hovedparten af sagerne ikke engang er udstillet, men ligger trygt i museets magasin? Det korte svar er, at oldsagerne ikke blot er skuestykker eller "kunstgenstande" – de er vigtige at gemme, fordi de er vores eneste kilde til at få viden om de dele af Danmarkshistorien, som ikke kan belyses med skriftlige kilder.
Kun ganske få arkæologiske fund trækker overskrifter i de landsdækkende medier på grund af deres åbenlyse værdi eller kunstneriske skønhed. Det er imidlertid ikke fundenes udseende, der er vigtig for arkæologerne. De følgende fundberetninger er således gode eksempler på, at det ikke kun er guldhorn og solvogne, der kan give betydningsfuld ny viden om Danmarks og altså dermed også Fyns oldtid. Set fra arkæologens synsvinkel kan små øksefragmenter, stumper af mønter, ødelagte dragtnåle eller simple potteskår sagtens give meget mere viden end den mest fantastiske guldhalsring! Det helt afgørende, når en genstands betydning for den arkæologiske samling skal vurderes, er fundoplysningerne. I de tilfælde, der præsenteres her, var vi måske hverken kommet på sporet af ny viden om kultiske ritualer og forfædretro på overgangen mellem sten- og bronzealderen eller havde fået et indblik i de elitære miljøer i yngre jernalder og vikingetid, hvis vi ikke havde haft findernes detaljerede oplysninger om fundsted og fundomstændigheder.
Da Odense Bys Museers forgænger blev grundlagt i 1860, foregik opbygningen af en oldsagssamling ved gaver eller køb – og med tiden ved at bytte med privatsamlere og andre museer, herunder Nationalmuseet. Målet var at få skabt en bred samling, der kunne illustrere den materielle kultur i oldtid og middelalder. Det var altså genstandene selv, der var i fokus, mens oplysninger om, hvor de kom fra, hvorledes de var fundet – og evt. hvad de var fundet sammen med – var af mindre betydning. Gennem slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet fik man således opbygget en stor samling, der primært bestod af "skuestykker", som set med moderne videnskabelige briller ikke havde så stor værdi (fig. 1).
Indtil 1930’erne var det forbeholdt Nationalmuseet at foretage arkæologiske udgravninger i Danmark, mens det ikke var tilladt provinsmuseerne at forøge deres samlinger på denne måde[3].
Til gengæld stod det helt frit for privatpersoner at gennemføre udgravninger! Set med nutidens øjne var denne lovgivning ikke særlig gunstig, for mange selvbestaltede "arkæologer" plyndrede mere, end de foretog egentlige udgravninger[4].
På Fyn stod det heldigvis ikke helt så grelt til som i andre dele af landet, for her udførte dygtige amatørarkæologer som kammerherre N.F.B. Sehested fra Broholm Gods og apoteker Poul Helweg Mikkelsen fra Odense omhyggelige og systematiske udgravninger. Fundene fra Sehesteds udgravninger endte i første omgang i hans eget museum, men væsentlige dele blev siden overført til Odense Bys Museer[5]. Mikkelsen overlod derimod straks de fleste af sine fund til byens museum – eller til Nationalmuseet[6].
Med ansættelsen af Erling Albrectsen som museumsinspektør ved Fyns Stiftsmuseum i 1940 startede en ny epoke i museets historie[7]. Fra dette tidspunkt blev museets samling overvejende forøget ved arkæologiske undersøgelser, som for en stor dels vedkommende må betragtes som redningsgravninger i grusgrave, i tørvegrave, i forbindelse med anlægsarbejder eller hvor ploven tilfældigt stødte på et fortidsminde. Landmænd og amatørarkæologer var dog også flittige leverandører af genstande, mens indkøb og tilbytning af oldsager med tiden ebbede ud. Nye og mere professionelle museumstider var på vej!
Den udvikling, der blev startet med Albrectsens ansættelse, er siden accelereret, og i dag kommer langt de fleste oldsager til Odense Bys Museers samling fra udgravninger, der udføres som nødudgravninger i medfør af museumslovens bestemmelser. Med andre ord graver arkæologerne ikke, hvor muligheden for at finde de fleste eller mest spektakulære oldsager er størst, men simpelthen dér, hvor det vurderes, at truslen mod fortidsminderne og oldsagerne er mest akut.
Ved siden af denne lovbestemte indsamlingsaktivitet, som næsten helt styres af det omgivende samfunds udvikling og konjunkturer, samarbejder museet stadig med et stort netværk af amatørarkæologer, som hvert år indleverer hundreder eller ligefrem tusinder af genstande fra Fyns oldtid. Deres ofte meget målrettede og i nogle tilfælde tillige meget problemorienterede arbejde drives udelukkende af interessen for fortiden og ønsket om at være med til at skrive et lille stykke lokal Danmarkshistorie. Parallelt med disse indleveringer modtager Odense Bys Museer hvert eneste år genstande fra personer, som ikke bevidst har opsøgt spor fra fortiden, men som tilfældigvis er stødt på dem under aktiviteter i det fynske landskab.
Med udgangspunkt i nogle konkrete sager fra de sidste år vil vi i denne artikel give nogle eksempler på betydningen af nogle fund og iagttagelser, der er indlemmet i museets samling som et resultat af samarbejde med vedholdende amatørarkæologer såvel som heldige tingfindere. Vi starter med en af de sidste.
Den 12. maj 2011 fik arkæologerne ved Odense Bys Museer en telefonopringning fra Henriette Jørgensen i Søndersø. Hun kunne oplyse, at hendes 10-årige søn Emil dagen før havde fundet "noget", som nogen mente, stammede fra et gammelt markredskab, mens andre foreslog, det kunne være en genstand fra oldtiden. For en sikkerheds skyld ville Henriette Jørgensen gerne have arkæologerne til at se på Emils fund – og godt for det, for det viste sig at være en meget spændende oldsag.
Emil Jørgensen havde efter skoletid været på en spadseretur med sin hund Simba ud over markerne nordøst for Søndersø by på Nordfyn. Pludselig fik hunden færten af en fasan og rev sig løs og strøg over stok og sten med Emil i hælene. Under løbeturen i den nysåede majsmark ramte Emils fod noget, der fangede den kvikke skoledrengs opmærksomhed. En knap 16 cm lang og ganske tung metalgenstand, som Emil ikke lige kunne se, hvad var. Derfor kom stykket i lommen og blev fremvist derhjemme, siden hos en nabo og efterfølgende for en skolelærer, der opfordrede Emil til at kontakte museet (fig. 2).
På museet kunne det straks konstateres, at det, Emil havde fundet, var en såkaldt randliste-økse af bronze[8]. Denne øksetype har intet skafthul, men derimod to lave forhøjninger – lister – langs kanterne. Deres funktion har været at holde et vinkelbøjet skaft på plads, når øksen blev brugt til at hugge med (fig. 3).
Emils økse er 14,9 cm lang og vejer 389 gram, og bortset fra en mindre ridse fra mødet med et markredskab er stykket særdeles velbevaret med en flot "mosepatina". Sådan har øksen ikke set ud fra starten, for da den var frisk fra formen har den fremstået med en varm gylden lød. Overfladens nuværende farve og tilstand er et resultat af, at øksen har ligget i fugtige moselag siden oldtiden (fig. 4).
Randlisteøkserne kan inddeles i en række undertyper, og Emils fund tilhører den såkaldte Værslev-type[9]. Der kendes knap 35 økser af denne type fra det nuværende danske område, og på Fyn er der tidligere fundet to eksemplarer; begge disse er fremkommet på den sydlige del af øen[10].
Spredningen af randlisteøkserne af Værslev-typen viser, at der utvivlsomt er tale om hjemlige produkter, men de råmaterialer — kobber og tin – som er anvendt ved støbningen, stammer fra miner i den centrale del af Europa. Randlisteøkserne er blandt de tidligste former for metalredskaber, der er fremstillet på disse breddegrader, og det skete i den sidste del af yngre stenalder – i den periode, der kaldes senneolitikum eller dolktid (ca. 1950-1700 f.Kr.).
Få dage efter indleveringen til museet udpegede Emil Jørgensen findestedet, der lå nær en afvandingskanal, der gennemskærer et forholdsvis jævnt landskab med flere små tørvefyldte lavninger (fig. 5). I dag er det kun muligt at dyrke området, fordi det er drænet, men på luftfotos og på ældre kort kan man se, at der har været mange af disse fugtige huller i landskabet omkring Søndersø. Der er næppe tvivl om, at øksen oprindeligt har været nedlagt i en af de fugtige lavninger; spørgsmålet er derimod, hvordan landskabet så ud, da øksen blev efterladt på stedet for mere end 3700 år siden. Et sikkert svar kan man kun få, hvis der laves geologiske undersøgelser i de lavninger, der af geologer betegnes som dødishuller. Iagttagelser i en lang række tilsvarende sænkninger i det fynske landskab har vist, at dødishullerne som regel blev forvandlet til sumpede moser kort efter istidens slutning, og noget lignende kan antages at have været tilfældet her. Derfor er øksen ikke nødvendigvis "druknet" i en åben vandflade, men den kan være henlagt på en fugtig overflade, som dog hurtigt blev overgroet af de tørvelag, som har bevaret bronzeøksen i så fin tilstand frem til nutiden. Når øksen kom for dagen, skyldes det utvivlsomt, at dræningen har fået tørvelagene til at falde sammen, og med tiden har plovskæret således haft mulighed for at nå stadig dybere ned i jorden på dette sted.
I landskabet nordøst og øst for Søndersø er der registreret flere gravhøje, som for størstedelens vedkommende nu er sløjfede og dermed kun synlige i marken for det trænede øje. Heldigvis rummer museets arkiver dog oplysninger om nogle af højene – og ikke mindst om, hvad der er fundet i dem. De fleste er fra den tidlige eller mellemste del af yngre stenalder og dermed mere end et årtusinde ældre end bronzeøksen, men de har utvivlsomt været synlige monumenter i landskabet, da øksen endte i dødishullets tørvelag. I nogle tilfælde har der endvidere været foretaget efterbegravelser i højene flere århundreder efter opførelsen, og det er bl.a. tilfældet i en langdysse, der har ligget 700 m nordøst for øksens findested. Denne høj rummede således gravanlæg med flintdolke, der kan være omtrent samtidige med bronzeøksen[11].
Afstanden fra øksens findested til de kendte højtomter er ca. 400-700 m. Nok så væsentligt er det, at gravhøjene har været placeret på højere punkter i landskabet, og flere af dem har utvivlsomt været synlige fra det sted, hvor øksen blev lagt i jorden. Rent bogstaveligt har man således kunnet se op til forfædrenes gravpladser, når man stod ved dødishullets kant. Denne iagttagelse er ganske væsentlig, når man skal forsøge at tolke baggrunden for, at Emils økse i sin tid endte lige netop på dette sted, men herom senere[12].
Emil Jørgensens heldige fund skulle nærmest vise sig at blive trendsættende, for inden udgangen af 2011 havde Odense Bys Museer fået indleveret endnu tre randlisteøkser. Indtil da var der registreret ca. 40 randlisteøkser fra Den fynske Øgruppe, så fundene fra 2011 udgjorde med ét slag en forøgelse på ca. 10 %!
Den ene af de "nye" økser fik museet besked om, efter at TV2 Fyn havde bragt et indslag, hvor Emil fortalte om og fremviste sit fund. Denne økse var fundet i kanten af Serup Mose, der ligger blot ca. 2,5 km sydøst for det sted, hvor Emil havde sparket sin økse op (fig. 6). Randlisteøksen fra Serup fandt Johannes Christensen ved roehakning omkring 1976, men først i forbindelse med tvudsendelsen forstod han betydningen af sit fund[13]. Serup-øksen er ikke helt af samme type som Søndersø-stykket, den er heller ikke helt så velbevaret, men også i dette tilfælde afslører overfladen, at den har ligget i moselag. Nok så interessant er det, at der også i dette tilfælde er registreret gravhøje i de højereliggende landskaber omkring mosen.
At dette kan være mere end blot et tilfælde blev klart, da årets tredje randlisteøkse blev fundet ved Barløse på Sydvestfyn (fig. 7)[14]. Denne gang fremkom øksen ikke ved et tilfælde, men fordi amatørarkæolog Per Svensson systematisk havde afsøgt et stort markområde med sin metaldetektor. I kanten af et mindre vådområde gav metaldetektoren et godt signal, og en meget velbevaret randlisteøkse dukkede op af de formuldede tørvelag. På et højdedrag ca. 100 m øst og nord for vådområdet er der registreret mindst fem gravhøje; deres alder kendes ikke, men vurderet ud fra deres landskabelige placering er det sandsynligt, at de er fra ældre bronzealder. Dermed kan de være samtidige med randlisteøksen.
Den sidste af årets fire randlisteøkser blev også fundet med metaldetektor; det skete, da amatørarkæologen Paul Uniacke afsøgte et udstykningsområde i udkanten af den midtfynske landsby Søllinge (fig. 8)[15]. Øksen fandtes på tør grund, men ældre kort viser, at der tidligere har været en lille fugtig lavning i landskabet ganske tæt syd for fundstedet. Det kan ikke bevises, at øksen oprindeligt har været nedlagt i denne lavning, men det er da fristende at tro. I modsætning til de tidligere nævnte lokaliteter er der ikke registreret gravhøje i nærheden af dette fundsted, men det kan ikke afvises, at dette blot skyldes, at der hidtil har været begrænset arkæologisk aktivitet i området.
De fire øksefund fra 2011 gav materiale til et lille sammenlignende studium af landskabet på de steder, hvor randlisteøkserne er blevet deponeret i århundrederne omkring overgangen fra bondestenalderen til bronzealderen. Som beskrevet har de fire fundsteder det til fælles, at de ligger i kanten af små vådområder, og i tre af tilfældene er der registreret gravhøje i de højereliggende landskaber her omkring. Om vi er på sporet af et mønster, kan kun afklares, hvis der foretages et nærstudium af landskabet omkring fundstederne for de øvrige randlisteøkser fra Den fynske Øgruppe. En sådan analyse vanskeliggøres desværre af, at mange af fundene er fremkommet for længe siden, hvor man ikke var helt så omhyggelig med at få nedfældet præcise oplysninger om fundomstændigheder, findested eller jordbundsforhold. For de fire nye funds vedkommende kender vi fundstedet med meget stor nøjagtighed, så de kan danne et rigtig godt udgangspunkt for videre studier af en evt. sammenhæng mellem nedlægningssteder i eller ved vådområder og nærliggende samtidige eller ældre gravhøje.
Vi ved allerede, at ganske mange enkeltgenstande fra yngre stenalder og bronzealderen er fundet i eller ved vådområder. Der er både tale om våben, økser, redskaber og smykker, og i mange tilfælde er det i realiteten vanskeligt at afgøre, om genstandene er tilfældigt tabt, om de er henlagt som en midlertidig foranstaltning, eller om de har været nedlagt som et offer – eller evt. en del af en større offernedlæggelse, hvoraf man altså kun har fundet en enkelt genstand[16]. Ved de fire her beskrevne fund synes der at være så mange fællestræk i de landskaber, hvor de er fremkommet, at det er vanskeligt at tro, at økserne er tilfældigt tabt. Placeringen i et vanskeligt tilgængeligt landskab kunne tyde på, at man ikke har haft til hensigt at bjærge økserne igen, og en tolkning som ofre synes derfor at være mest sandsynlig. Spørgsmålet er så, om det var vådområdet i sig selv, der var mål for ofringen, eller om det blot var et "medium", der fungerede som porten til en anden verden? Og hvis hypotesen om sammenhæng mellem nedlægningssted i vådområder og gravhøje virkelig viser sig at være mere udbredt, kan økserne så opfattes som gaver til forfædrenes ånder? Vi kan kun gisne, og indtil videre må vi konkludere, at de fire flotte økser har givet mange svar, men samtidig har de åbnet op for endnu flere spørgsmål. Det er imidlertid sådan, at arkæologisk grundforskning meget ofte ender!
Tålmodighed betaler sig – og dette ikke mindst i forbindelse med arkæologi! Det kan den 57-årige klejnsmed og detektorarkæolog Benny Pennerup fra Ringe på Midtfyn godt skrive under på. Gennem de seneste fem år har Benny haft et nært samarbejde med Odense Bys Museer, og han har ugentlig gået med sin metaldetektor 4-15 timer og afsøgt utallige fynske marker for fortidens efterladte genstande af metal (fig. 9)[17].
Det er gennem årene blevet til rigtig mange fine fund og et for museet uvurderligt bidrag til den fynske forhistorie; senest eksempelvis en offerplads ved Sdr. Nærå med bronzesegl, flintdolk og en sjælden dolkstav fra slutningen af stenalderen (fig. 10). Af denne type dolkstave kendes fra Fyn kun fem andre eksemplarer (11 fra hele Danmark)[18].
Der er imidlertid langt mellem så fine fund, og selv om man er så dygtig som Benny Pennerup, skal man foruden det fornødne held forvente at bruge rigtig mange timer med detektoren, før der er bid af den kvalitet.
En af de efterhånden mange gange, hvor Benny havde det fornødne held, indtraf kort før jul i 2008. Det var koldt, og Benny gik som så mange gange før med sin metaldetektor på en mark øst for Herringe. Detektoren bippede pludselig med en lyd, der indikerede, at der var fundet sølv, og da Benny havde samlet genstanden op og børstet den fri for jord, kunne han se, at der var tale om en velbevaret mønt med arabisk inskription – en såkaldt dirhem. Benny fortsatte afsøgningen, og efter kort tid var der fundet ti hele mønter, og Benny kontaktede Odense Bys Museer. Hvad derefter fulgte, skal her kort berettes.
De mange møntfund betød, at Kulturarvsstyrelsen bevilgede penge til en arkæologisk undersøgelse af fundstedet. Undersøgelsen[19] blev herefter gennemført i april 2009 og 2011 i et tæt samarbejde mellem Odense Bys Museer, Benny Pennerup og lodsejer Arne Bonde.
Ved udgravningen i 2009 stod det hurtigt klart, at marken stadig gemte på størstedelen af det, der viste sig at være en egentlig sølvskat, og da det hele blev samlet, omfattede den 58 sølvmønter, en armring, lidt brudsølv samt en itubrudt thorshammer. Skatten består af mindst 266 g rent sølv, hvilket var en formue i vikingetidens samfund (fig. 11).
Den største og tungeste (98 g) genstand i fundet – og dermed også den, der i vikingetiden har repræsenteret den største værdi – er en snoet armring. Sådanne ringe er typiske for vikingetiden og kendes fra en lang række sølvdepoter, og de har formentlig udgjort en fast del af vikingetidens økonomiske system. Mens armringen er fundets tungeste stykke, er en lille itubrudt thorshammer fundets fineste stykke (fig. 12).
Thorshammeren er et ypperligt håndværk, der er lavet ved at sammenlodde to stykker udbanket pladesølv og efterfølgende pryde disse med små sølvkugler og sølvsnor. Ved snoreophænget ses et dyr med to store øjne, en næseryg og pels/fjer angivet af små samlinger af sølvkugler, antagelig repræsenterende en fugl. At der er tale om en fugl, er dog ingen tilfældighed, når man tænker på de mange myter om Thors hammer Mjølner, der altid fløj tilbage i kasterens hånd efter at have truffet sit mål. Pragtstykker som thorshammeren fra Herringe er sjældne, men lignende fund kendes dog fra Nordtyskland og Bredsätra på Öland samt Odeshog i Östergötland, Sverige.
Mens thorshammeren er et skandinavisk arbejde, stammer de mange mønter primært fra islamiske områder (fig. 13).
De fleste af mønterne stammer fra det Samanidiske Rige, der blev grundlagt i 819 e.Kr. af Saman Khuda, der var guvernør i det østlige Afghanistan. De samanidiske mønter fra Herringe er slået mellem ca. 900-954 e.Kr. (år 286-342 efter islamisk tidsregning) af forskellige samanidiske emirer. De ældste mønter i skatten er dog ikke samanidiske, men i stedet to såkaldte Abbasidemønter fra 850’erne. De er slået i hhv. Samarra (ved Bagdad i Irak) og Fars i det nuværende Iran. Blandt de yngre mønter, der ikke kan tilknyttes den samanidiske gruppe, hører en Buwaihid slået i Basra omkring 930-940[20].
På de originale islamiske mønter er der efter tidens tradition på forsiden præget hele eller dele af den islamiske trosbekendelse: أشهد أن لا إله إلا الله وأشهد أنّ محمّد رسول الله (ašhadu ‘an lā ‘ilāha ‘illā llāhu wa ‘ašhadu ‘anna muḥammadun rasūlu llāhi), hvilket betyder:
"Jeg bekender, at der ingen gud er foruden Allah, og jeg bekender, at Muhammed er Allahs profet". På bagsiden ses bl.a. et årstal (efter den islamiske tidsregning) samt møntherren og navnet på kaliffen i Bagdad.
Foruden de helt officielle islamiske mønter omfatter Herringe-fundet også otte imitationer, der er produceret ved Bulgar i det nuværende Rusland. Mønternes herkomst skal ses i nær sammenhæng med vikingetidens internationale handelsruter. Her spillede Gotland og Bornholm centrale roller og fungerede som regulære transitstationer på handelsruterne til og fra de fjerne østlige egne. Således antages hovedparten af de mere end 90.000 kufiske mønter, der er fundet i det nuværende Sverige og Danmark, at være kommet til Sydskandinavien gennem de russiske flodsystemer og transitstationerne på Østersø-øerne – således også mønterne fra Herringe.
Omkring 960’erne e.Kr. havde mønterne fundet vej til Midtfyn, sikkert i skiftende lommer på adskillige købmænd via østeuropæiske og russiske flodsystemer, måske endda med et handelsstop i Bulgar ved Volga.
Sølvskatten blev fundet lidt spredt i en fugtig lavning på en mark ca. 300 meter øst for Herringe. Der er dog næppe nogen tvivl om, at de mange genstande er nedlagt samlet, formentlig i en prangerpung eller lignende (fig. 14).
Årsagen, til at sølvet blev lagt i jorden, kender vi ikke med sikkerhed, men det er muligt, at det skal ses i sammenhæng med de magtkampe og konfrontationer, der prægede tiden, og som gjorde det nødvendigt at gemme store værdier i jorden, når bander og slyngler hærgede rundt om i landet. I mange tilfælde kunne ejeren genfinde sin skat, når faren var drevet over. I andre tilfælde var frygten velbegrundet og hændelserne fatale for skattens ejer. En anden forklaring, på at sølvskatten fra Herringe er endt i jorden, kan dog være, at de store kostbarheder er ofret til tidens guder.
Alt dette skete som sagt i vikingetiden i Harald Blåtands regeringstid (ca. 958-986 e.Kr.), en tid hvor det danske rige blev konsolideret gennem interne og eksterne magtkampe. Men det var også en tid, hvor kristendommen var i kraftig fremmarch og blev "statsreligion", og en tid, hvor imponerende og stadig synlige monumenter og bygningsværker blev anlagt og udbygget: monumenterne i Jelling, ringborgene, Danevirke osv.
Det er imidlertid ikke meget, vi med sikkerhed ved om sølvskattens oprindelige ejer, udover at han var formuende og befandt sig i Herringe i slutningen af 900-tallet. Var der mon tale om en lokal købmand med internationale forbindelser? To udgravninger i den østlige udkant af Herringe har vist sig at omfatte spor efter gårde fra netop vikingetiden og ældre middelalder[21] – måske er det ligefrem den gamle velhavers gård, der er udgravet spor af (fig. 15)?
Fundene fra Herringe fremviser under alle omstændigheder en stor koncentration af forskelligartede religiøse symboler og manifestationer fra vikingetidens sidste begivenhedsrige århundreder. Kunne den kasserede thorshammer ligefrem antyde, at ejermanden har tilhørt den del af samfundseliten, der sammen med kongemagten i Jelling konverterede til kristendommen midt i 960’erne? I så fald er det sjovt at tænke på, at selvsamme rigmand havde lommerne fulde af fremmede islamiske mønter med en fremmed religions trosbekendelse, skrevet med nogle for ham uforståelige skrifttegn.
Men hvad gik forud for vikingetidsgårdene i Herringe og sølvskatten på marken? Ja, det spørgsmål fik vi antydet allerede i 2009 og endelig svar på ved udgravningerne i 2011 – igen godt hjulpet på vej af endnu en perlerække af Bennys fornemme detektorfund. Ved udgravningen i 2009 fandtes nemlig andet end den prægtige vikingeskat. Særlig opmærksomhed samlede sig omkring to meget fine bronzegenstande: et dragtspænde og en nitteknop fra en pragtlanse fra 400-700-tallet (germansk jernalder) samt en række jordgravede huller. Fundenes sammensætning tydede på, at marken ved Herringe allerede i århundrederne forud for nedlæggelsen af sølvskatten kunne have dannet bosted for en lokal rigmand.
Ældste spor var dragtspændet, der blev fundet umiddelbart syd for sølvskatten. Der er tale om en såkaldt korsformet fibel af bronze fra ældre germansk jernalder (400-550 e.Kr.) (fig. 16).
Lidt yngre end dragtspændet er en meget detaljeret øjeformet lanseknop fra yngre germanskjernalder (550-800 e.Kr.) (fig. 17). Sådanne lanseknopper har siddet parvis på nogle særlige pragtlanser. Men hvorfor har disse pragtlanser været forsynet med store øjeformede nitteknopper? De karakteristiske øjeformede lanseknopper har siddet på en sådan måde, at de sammen med det slanke lanseskaft mindede om en slanges hoved og krop! Netop denne parallel forekommer naturlig på et våben, når man tænker på slangens hurtige og nogle gange dødelige hug. Slangen var da også et ofte anvendt aristokrati- og krigersymbol i romersk og germansk jernalder. Men øjnene kunne måske også skyldes et ønske om, at lansen ikke skulle tabe sit mål af syne og dermed altid ramme sin fjende? Måske symboliserer øjnene ligefrem Odins spyd Gungner, der, når det blev sendt ind over fjenden, sikrede sejr. Lanseknoppen dateres til ca. 600-700 e.Kr.
De fine fund fra 2009-kampagnen havde skabt store forventninger til udgravningerne i 2011, der var fokuseret på kanten af et stort fladt plateau umiddelbart syd for lavningen med sølvskatten. Glæden var da også stor, da vi i april åbnede udgravnings feltet og med det samme kunne konstatere, at vores forhåbninger om en bebyggelse kunne indfries (fig. 18).
På tværs af udgravningsfeltet og orienteret øst-vest fandtes nemlig resterne af to store såkaldte hovedhuse. Hovedhusene kan arkitektonisk dateres til den sidste del af romersk jernalder eller germansk jernalder (300-700-tallet) og er sandsynligvis samtidige med de fine fund af dragtnål og pragtlanse. Bopladsområdet er endnu ikke afgrænset mod syd og vest, men der er næppe tvivl om, at der på det store flade plateau mellem sølvskatten og det nuværende Herringe befinder sig et omfattende bopladsområde fra romersk og germansk jernalder.
Da udgravningen var på sit absolut sidste, og vi glade og tilfredse med udgravningens mange spændende resultater netop havde pakket sammen, gik Benny Pennerup en ekstra tur med sin metaldetektor og afsøgte blandt andet den maskinomgravede jord. Pludselig gav detektoren igen signal, og denne gang fremkom endnu et fantastisk pragtfund: et helt lille kunstværk i form af et vedhæng udformet som et mandsansigt (fig. 19).
Ansigtet er lavet af bronze og med bl.a. det kraftige overskæg passer det stilistisk ind i en eksklusiv gruppe af fynske bronzefigurer – såkaldte Fynske Mænd[22]. Masken er unik, og en præcis datering kan derfor ikke angives.
De foreløbige resultater fra udgravningen antyder dog, at såvel maske som nitteknop og dragtspænde er tabt af medlemmer fra en rigmandsslægt, der i germansk jernalder beboede de huse, vi i 2011 fandt på marken øst for nutidens Herringe. Det var en slægt, som formentlig i løbet af 700-tallet flyttede til det nuværende Herringe, og hvis efterkommere næsten 200 år senere bortgemte eller ofrede en omfattende sølvskat.
De meget forskellige fundhistorier viser med al tydelighed betydningen af, at heldige, ihærdige og frem for alt omhyggelige amatører stadig bidrager med genstande til museets oldsagssamling. Pladsen i museernes udstillinger og magasiner er dog ikke ubegrænset, og godt for det. Det er hele tiden vigtigt at holde sig for øje, at museerne ikke som tidligere ukritisk skal indsamle oldsager bare for at få mere materiale på hylderne. I stedet skal vi sørge for, at genstandene ledsages af præcise fundoplysninger, således at arkæologerne kan anvende dem til at lirke og kradse i fortidens ofte komplicerede sammenhænge og historier. På den måde kan et, for lægmand, ubetydeligt potteskår med detaljerede fundoplysninger fortælle arkæologen mere end selv de mest fantastiske guldfund!
