Naturligt nok har den skarpsindige forsker af de fynske jernaldergravpladser søgt og fundet spor efter selve ligbrændingen. Erling Albrectsen meddeler, at han har iagttaget rester, der synes at vise, at branden er foregået på eller umiddelbart ved gravpladsen.[1] Dette svarer til forholdene på den sene bronzealdergravplads i Håstrup, Sydfyn, men kun tre førromerske gravpladser har efterladt sig vidnesbyrd om ligbrandsteder, og ingen af de romerske store pladser med deres talrige brandgrave har brændingspladser tilbage. Det er forståeligt ud fra den gode agerjord, som dækker stederne, og som har lokket senere generationer af beboere til at tage den under plov. Derved er de afgørende lag omrodet.
Som en heldigere stillet parallel – og som en beslægtet repræsentant for den østlige danske øgruppe – kan i denne forbindelse nævnes Slusegårdgravpladsen, beliggende på en høj bakke ud mod Østersøen på Bornholms sydkyst. Den har for størstedelen været dækket af sandflugt, der allerede satte ind i jernalderen, medens stedet blev brugt til begravelser. Under dette sandlag er derfor jernalderens oprindelige overflade bevaret, og på partier ses et 1-8 cm svært trækullag med forbrændte bensplinter og spredte oldsager. Her og der indgår (som på Fyn) stenlægninger i laget.
Afgørende for forståelsen af dette lag er imidlertid, at man kan følge det ned i brandgrave, som det fremgår af snit, dvs. at gruben til optagelsen af ligbålets rester har stået åben lige i nærheden af bålet, og at man så godt som muligt – men ikke altid særlig omhyggeligt – har skuffet resterne ned i graven. Det er ikke få smykker, skår, dele af glaskar m.m. der undgik de efterladtes opmærksomhed og belønnede udgravernes omhu. Nogle af disse fund underbygger sammenhængen mellem brandlag og brandgrav, idet de passer sammen, fra grav og det nære brandlag. Fundene er desuden af betydning for dateringen af brandlaget. Størstedelen tilhører romersk jernalder ganske som hovedparten af gravene.
Medens man således kan påvise samtidighed mellem en del grave og brandlaget, der tydeligt nok er resultat af adskillige ligbrande, er der andre som ved at være skåret ned gennem brandlaget er yngre end dette. Det indebærer imidlertid ikke, at et stykke brandlag på et andet parti af den omfangsrige gravplads ikke kan være aflejret samtidig med at graven blev skåret ned gennem et ældre stykke brandlag. Mange grave, både skelet- og brandgrave ligger under og uden forbindelse med brandlag og er formentlig ældre end deres dannelse.
Slusegårdgravpladsen – ganske som Mandhøjvidnesbyrdene[2] – bekræfter de iagttagelser der er gjort på fynske gravpladser, at ligbålene har flammet ved gravene. De døde er bragt hertil og efter branden har man samlet så mange rester efter bålet som man kunne finde; men det er ikke underligt, at et og andet er undgået opmærksomheden. Men uden sandfygningen, der nok fjernede nogle dele af bålresterne, men lagde sig over brandlaget og bevarede dette, ville vi vel næppe kunne følge de dødes sidste vej.
