Som det vil være mange bekendt, er det nye Museums- og kulturcenter “Hollufgård” sydøst for Odenses centrum i disse år under opbygning omkring den gamle herregård af samme navn. For enden af gårdspladsen står renæssancehovedfløjen fra 1577.[1] Bag hovedbygningen ligger parken, som er anlagt i engelsk havestil med fritstående træer og græsplæner. Her indgår moderne skulpturer nu i skiftende kunstudstillinger. Med tiden vil man sydvest for selve parken kunne bevæge sig ud i de oldtidslandskaber, som Linved Å skal sno sig igennem. At åen overhovedet slynger sig som den gør i dag, skyldes at dens forløb via et genopretningsprojekt i 1990-91 blev ændret af museale og naturmæssige hensyn.
Fra at have været en flad og langsomtflydende å, udgør Lindved-åen nu et mere varieret vandløb, som skaber bedre forudsætninger for fisk og smådyr – og omgivelserne vil igen kunne fungere som decideret engområde. For enden af den del af vandløbet eller åen som nu kaldes Hollufgård Møllebæk, findes en mølledam med opstemmet vand. Derfra løber en række store kastanietræer langs kampestensmuren op til herregårdens bygninger, og på den anden side af vejen ligger Hollufgård Vandmølle. Stående på gårdspladsen ser man tre bygninger, nemlig et stuehus og en udlænge bygget sammen, mens selve møllehuset ligger for sig selv – ned mod åen selvfølgelig.
Af gammelt mølleværk kan man ikke umiddelbart få øje på noget, men der står en turbine inde i det lille træhus, som er bygget udenpå møllehusets gavl. Dér hvor vandet skulle løbe ned på turbinen, falder der ikke en dråbe, for gennemstrømningshullet under vejen er blokeret. Et par meter længere henne løber vandet dog gennem to rør via en betonkonstruktion fra 1926 under vejen og ud i åløbet. Dette udgør et slags sideløb eller afløb fra mølledammen, så her findes der stigbord, som kan hæves og sænkes og dermed regulere vandstanden i mølledammen.
Inde i møllens øverste etage kan man konstatere, at gulvet på et tidspunkt er blevet lagt om og sænket. Det er velsagtens sket af pladshensyn. Resultatet er under alle omstændigheder, at ældre spor af mølleværket vanskeligt kan spores. Nede i kælderen findes en stor stenopfyldning, dér hvor møllehjulenes aksler kunne have været, og enkelte dele af træværket har sandsynligvis været en del af det gamle mølleværk. Alt i alt er der således ikke mange rester tilbage af det mølleværk. som før turbinens tid har givet møllens beboere deres udkomme. Helge Jørgensen og Peter Steen Johansen fra Den fynske Landsby mente dog ved vores besigtigelse af møllen, at det store hul i hele kælderens bredde ved stenopfyldningen godt kan have givet plads til to gravhjul.[2] Møllehuset med eternittag kan tælles til 9 fag bindingsværk, mens der i gavlene og i vestsiden er grundmur i underste etage. Ret fremme ligger så stuehuset, som man kan tælle til 19 fag, og der er en kvist til gårdsiden; huset har tegltag. Man bemærker også to fine fyldningsdøre. I begge gavle er der udtaget et stykke af bindingsværket i en dørs højde, nu udfyldt med mursten. Der er malet et kryds udenpå stenene i samme farve som bindingsværket, så det fremstår som “fupbindingsværk”. Udlængen, hvori der stadig findes et par krybber i stalden, er på 14 fag, men gavlen mod vejen har man på et tidspunkt muret op i grundmur. Ligesom møllehuset prydes også denne længe af et eternittag. Anlægget og dets bygninger er ellers nok værd at se på, og stuehuset er nu – i juli 92 – igang med at blive restaureret og ombygget til lejligheder. Umiddelbart er det lidt svært at forestille sig det som rammen om møllefamiliers liv og færden gennem år og dag. Hvornår og i hvilken sammenhæng blev bygningerne mon opført?
Hollufgård omtales første gang omkring 1510, og som hovedgård blev den muligvis først oprettet kort før Jørgen Marsvin (den ældres) død i 1524.[3] Før den tid har der næppe været en vandmølle på stedet, og først omkring år 1600 finder vi det første skriftlige belæg for den. I Jacob Madsens visitatsbog fra denne tid nævnes Hollufgårds vandmølle med to kværne, og må da, som i stort set hele eftertiden, have været ejet af godsejeren på Hollufgård.[4] To kværne er ensbetydende med at der også var to vandhjul, altså ét til at drive hver sin kværn. Der var dengang (mindst) 172 vandmøller på Fyn, og heraf vides 49 at have to kværne, mens kun en enkelt havde tre kværne.[5] Videre nævnes Hollufgård bl.a. 1622 i forbindelse med Otte Marsvins forpligtelser som værge for den afdøde Peder Marsvin, og igen i 1625 vedrørende uenigheder om godsregnskabet mellem Peder Simmensen og hans husbond, den nævnte Otte Marsvin.[6] Men i ingen af disse tilfælde nævnes vandmøllen dog. Fra senere i århundredet – 1660erne – ved vi imidlertid at møllerens landgilde var hele 30 tønder mel, mens møllen var skyldsat til 15 tønder hartkorn (td.htk.). Hartkornsansættelsen var den vurdering, hvorefter der skulle betales skat til staten, og denne blev fra 1662 sat efter landgilden, ligesom det var tilfældet for bøndergårdenes vedkommende.[7] Landgilden er betegnelsen for den årlige afgift, som fæsteren skulle svare godsejeren for brugsretten til bedriften. I 1664 får vi endvidere det første navn på rækken af møllere. Han hed da – eller blev kaldt for – Mads Møller. Et par år senere ser det ud til, at ejeren af møllen var rådmand Erik Nielsen (død 1675), og i 1667 brændte den for ham. I øvrigt kan det tilføjes, at den senere borgmester i Odense og ejer af Hollufgård, Jens Erichsen, muligvis opstaldede stude på vandmøllen i denne periode.[8]
I 1680erne havde Hollufgård vandmølle stadig to kværne, men kun én var dog anvendelig i stærk frost eller tørke. Ved udarbejdelsen af en ny matrikel skyldsatte man nu møllerne både på jordtilliggende og efter deres tilstand og ydeevne: Mølleskylden. Mølleskyldshartkornet var i 1689 6 td., mens ager og eng sattes til 3 skæppe (skp.).[9] Ligesom flere af de andre store fynske møller langs de store vandløb havde Hollufgård vandmølle underfaldshjul, hvor vandet løber ind nederst på hjulet. Hvis åen har en jævn vandstrøm hele året kan underfaldshjul give en udmærket malekraft, mens man ved mindre vandløb, hvor man måske ikke har en konstant strøm, kan have størst nytte af overfaldshjul.[10] Med samtidens øjne må møllen dengang have haft en pæn formalingskapacitet.
Om fæsteforholdene før 1760 vides ikke meget, men et par oplysninger kunne dog tyde på stabile fæsteforhold i første tredjedel af århundredet: En Peder Jensen nævnes som fæster både i 1718 og i 1735.[11] Såvel mølleskyld som landgilde er nævnt, men derudover kunne der påhvile fæsterne mange andre pligter og afgifter i landbosamfundet. F.eks. skulle mølleren ved Hollufgård i begyndelsen af 1700-tallet erlægge 3 skæpper mel til degnen i Fraugde.[12]
Først fra 1760erne begynder kildematerialet at flyde lidt rigeligere. Jørgen Andersen nævnes som møller i godsets jordebog i 1766, men på dette tidspunkt havde han formentlig været fæster en årrække – selvom hans kontrakt ikke er indført i fæsteprotokollen. I hvert fald afstod han og hustruen året efter møllen til deres svigersøn og foretog arveskifte med børnene.[13] En af deres døtre, Helene Jørgensdatter, var død, og ægtemanden Anders Nielsen mødte op på hendes og børnebørnenes vegne. Anders Nielsen var møller i Lundegårds mølle. En anden (levende) datter, var gift med mølleren i Torpegårdens mølle. Endelig var der så den tredje datter, Catrine Jørgensdatter, gift 20.7.1764 med Ole Rasmussen, som skulle efterfølge den gamle fæster på Hollufgård vandmølle. Ligesom der er en grund til at skiftet blev begæret af Jørgen Andersen selv, som det udtrykkeligt betones, så er der også betingelser for, at han samtidig godvilligt overlod møllen til svigersønnen:
“..siden han såvelsom hans hustru ej længere kan forestå samme (møllen), formedelst alderdom og store svaghed, som daglig jo mere og mere tiltager….at der efter accordt imellem dem selv, måtte ske deling, såvelsom han og hustruen, hvad de herefter skal have til underholdning, som og hvad den nye fæster hans svigersøn bemeldte Ole Rasmussen, skal give hans 2de svogre, imod at han beholder alle ting som nu i møllen forefindes..”
I en tid uden myndigheders socialhjælp eller alderdomssikring, var det vigtigt på anden vis at søge sin alderdom sikret så godt som muligt. Derfor anføres “underhold” ofte i fæstebrevene fra anden halvdel af 1700-tallet, hvor den nye fæster – som i dette tilfælde – vurderedes at kunne forsørge de gamle. Alle de tilstedeværende ved skiftehandlingen påhørte, at Ole Rasmussen ville skaffe gamle Jørgen Andersen Møller og hustru “…frie husværelse med Ildsted udi hvor bekvemmeligt kan eragtes, samt frie underholdning med mad og drikke ligesom han det selv nyder..” Yderligere skal de gamle have en årlig “håndskilling” på 2 rdl, og den gamle skal forsørges med al den “Røgtobak in natura”, som han tid efter anden kan behøve at bruge. Som det ses er princippet altså, at de gamle skulle have mad og drikke o.s.v. på samme niveau som Ole Rasmussen selv, men om de så virkelig fik det, er en anden sag. At underhold nævnes i skifter og fæstebreve er nok i sig selv tegn på, at de gamle ikke så sjældent måtte gå for lud og koldt vand.
Den unge møller havde også at befordre de gamle med hest og vogn, såfremt “…de gamle blive i den stand at de i tiden ville til kirke eller anden sted..” At blive befordret med hest og vogn er udover det rent praktiske heri, ensbetydende med at markere standsforskelle: På den tid var det især gårdmændene, der kunne gøre brug af vogn og hest, men kun sjældent husmændene. “Og naar det behager Gud, at bortkalde dem ved Døden..”, da skal svigersønnen på hans bekostning “..lade dem Hæderlig og skikkelig begrave, efter deres stand og vilkaar.” Ja, det gamle møllerpar skulle begraves efter deres stand. I det hele taget viser landbosamfundets skiftehandlinger, at det som oftest blev anset for vigtigt at få en ordentlig begravelse. Såvel mølledøtrenes giftermål med møllere som de nævnte eksempler ovenfor, kunne tyde på at en form for standsbevidsthed var tilstede blandt møllerfamilierne her i anden halvdel af 1700-tallet. Den skulle Ole Rasmussen nu prøve at leve op til.
Det meste af indboet overtog Ole Rasmussen sammen med konen, dog således at han med svogrene delte de småting, der ellers fandtes i møllen. Indboet var næppe særlig omfattende.
Der blev ikke foretaget en værdiansættelse af de enkelte dele, fordi svigerfamilien nemt kom til enighed (“accort”) med den nye møller: Som godtgørelse skulle Ole Rasmussen give hver af svogrene 10 rdl., hvormed de “..ere fornøyet”, d.v.s. tilfredse. De tilbød at give deres kvittering for pengene, indtil de officielt på stemplet papir gav fuldstændig afkald på på yderligere arv, når de gamle forældre engang afgik ved døden.
1 1767 fæstede Ole Rasmussen altså møllen. Fæstebrevets formelle bekræftelse herpå fik han dog først i 1769, men heri er der intet usædvanligt.[14] Her får vi for første gang en summarisk optegnelse af møllegårdens bygninger, som “..bestaar af bygning 29 fag hus med møllehuset iberegnet som er 7 fag med 3de overfalds vand qvær-ne behørige og andet redskab..” Der var næppe tale om én bygning på 29 fag, men om et fritliggende møllehus samt en eller (mere sandsynligt) flere bygninger. Bemærkelsesværdigt er det, at man siden slutningen af 1600-tallet har set sin fordel i at ændre underfaldet til overfald, og at antallet af kværne og vandhjul nu er forøget til tre. Endvidere får vi at vide, at der til møllen ligger frugthaver ved den indhegnede græslykke og alt det andet tillæg, som ligger til vandmøllen. Tillægget er de tidligere nævnte 3 skp. ager og eng. Ole Rasmussen får møllen til fæste på livstid, naturligvis mod at opfylde forpligtelserne, som bl.a. går ud på at betale de kongelige skatter og godsejerens landgilde til tiden. Landgilden er årligt 26 tønder rug, som skal erlægges i 2 terminer, den første til mikkelsdag, den anden til påske. Og så skal han holde hus- og mølleværk vedlige, “.. og år efter andet forbedre..”, ligesom han skal gøde og dyrke jorden, og lade være med at bortleje noget af den. Disse betingelser er temmelig konventionelle, d.v.s. helt almindelige betingelser, som begge parter finder det naturligt at indgå på. Mølleren har også at besørge “..enhver som søger møllen med deres korn at male og med nidkærhed at faa dem befordret saasnart muligt den ene efter den anden..”, og han må ikke tage mere i toldkorn end sædvanlig skik var. Udover godset selv har det vel især været fæstegårdmændene fra de nærmeste landsbyer, som søgte til møllen, d.v.s. Neder-Holluf og Over-Holluf. Malepenge og toldkornet, som er nævnt her, var betegnelsen for den afgift eller løn, som møllerne tog sig arbejdet betalt med. Man havde et såkaldt toldekar – et kobbermål med håndtag – som rummede en attendedel skæppe korn, der var den fastsatte maleløn. Målet skulle være strøget.[15]
Ole Rasmussens hustru, Catrine Jørgensdatter, døde i foråret 1780, hvorfor der skulle foretages skifte. Godset så i den anledning en chance for at komme af med den møller, man havde indgået aftale med i 1767.[16] I løbet af de 13 år, der var gået siden Ole Rasmussen indtog møllen (og mølledatteren), var det gået rigtig skidt for ham – ihvertfald indenfor det sidste stykke tid.[17] Det lakkede mod enden for enkemanden, thi han var syg og skrøbelig og kunne “..ikke selv bestyre sine ting..” Møllersvenden Søren Rasmussen beordredes på herskabets vegne til at holde øje med stedet, indtil skiftehandlingen kunne færdiggøres 30 dage efter anmeldelsen af dødsfaldet. I opgørelsen over boet nævnes mange sager, men ingen særlig værdifulde – “et 24 timers klokkeværk” hørte til det mest værdifulde foruden ulddynerne. I svinestien gik der 2 åringesvin, og der var 7 får og 1 vædder med 10 lam. Det hele vurderedes til 140 rdl. Dette beløb var langt fra nok til at dække den meget store gæld, som mølleren var blevet skyldig til stat og gods. Den største gæld var til godset. De 4 synsmænd som på herredstingets vegne gennemførte en synsforretning, fandt bygningerne brøstfældige for over 312 rdl., og hertil kom hvad selve synsforretningen kostede. Der er tale om et meget stort beløb, selvom det jo på et møllested både er bygningerne og selve mølleværket, som kan misligholdes. Gælden var så meget højere end den værdi boet blev opgjort til, at boværdien næppe af hensyn til godset blev sat urimeligt lavt. Herved kunne godset jo alligevel intet opnå. Vandmøllen må have gjort et noget forfaldent indtryk. Desuden indrømmede enkemanden at være godt 18 rdl. skyldig i skat og landgilde. Det er klart, at velstanden var til at overse, som vi også videre skal se nedenfor. Til sammenligning blev boværdien af Over Mølle (under Harritslevgård) i 1783 opgjort til 1203 rdl og af Hårby Mølle (under Holstenshus) i 1769 til 1544 rdl. Men Horne Mølle (under Hvedholm) havde i 1777 værdier for 203 rdl. og i 1792 for blot 181 rdl. Mølleren blev her betegnet som uformuende i 1789.[18] Møllernes evner og muligheder for at drage fordel af et forøget formalingsbehov i 1700-tallet var meget forskelligartet, og der var tilsvarende en meget ulige formuefordeling møllerne imellem.
Ridefoged Johan Kiehler, som repræsenterede herskabet og dermed godsejer og kammerjunker von Heinen, erklærede, at gælden efter at boets indboværdi var fratrukket, var over 250 rdl., og at arvingerne intet kunne arve. Arvingernes fuldmægtige, Chr. Larsen fra Torpegård, var enig med ham heri, men gik i forbøn for en meget fattig kone blandt arvingerne: Om ikke hun kunne arve den afdødes gangklæder? Sådan blev det. Forinden havde det dog været Johan Kiehler magtpåliggende at understrege, at hvis hans høje herskab tilstår arvingerne noget, da er dette “..en godhed af herskabet og ingen lydighed.” Men Ole Rasmussen måtte krybe for herskabet: “Det skulde og gøre enkemanden særdeles ondt, om det høje Herskab ikke af nåde vilde forunde ham en seng på hans alderdom at ligge på..” Han havde altså ikke engang en seng at sove i, staklen. Når han ikke havde det, skyldes det bl.a. at hans kones arvinger ville have alle sengestederne og sengeklæderne vurderede ved skiftehandlingen – selvom om begge parter vidste, at der ikke ville blive en jante tilovers at dele. Så meget som muligt af gælden skulle jo udbetales af dødsboet. Og det skulle blive værre endnu: Ole Rasmussen “.. ville ønske at hans medarvinger ville Declarere, at være ham behjælpelig, thi ellers vilde han vist gaa fra møllen som en forgældet og fattig mand.” Det var sikkert lige præcis, hvad han gjorde, for af skiftehandlingens videre gang fremgår det hverken, at han blev tilstået en seng, eller at konens arvinger viste ham ham nogen som helst barmhjertighed.
Måske havde godset i Ole Rasmussens tid intet alternativ til ham som fæster af møllen. Ihvertfald var der i det følgende årti ingen, der fæstede møllen. I godsets jordebog fra oktober 1783, er det Johan Kiehler, der nu har titel af forvalter, som anføres i forbindelse med vandmøllen. Kiehler holdt sikkert blot opsyn med møllen. Ifølge folketællingen fra 1787 boede der i møllen en 38-årig enke og inderste samt Lars Christensen, som var en ugift møllersvend på 28 år. Det er således ikke overraskende, at der ikke betaltes selvstændig næringsskat af Hollufgårds vandmølle i 1789.[19] Møllens aktivitet må have været på lavt blus. Hvis den overhovedet har malet, har det nok udelukkende været for godset selv, og så kunne man i en snæver vending godt nøjes med en møllersvend og ekstra hjælp i spidsbelastninger. Eller rettere omvendt: FORDI der ingen møller var, malede møllen udelukkende til godset.
Først omkring 1791 fandt godset en mand, der kunne og turde binde an med vandmøllen.[20] Han hed Jens Larsen, og skulle uden vederlag male og sigte alt det, som Hollufgårds egen husholdning forbruger både af mel, malt og gryn. Og skulle fæsteren blive tilsinds, med godsejerens “..forvidende og samtykke at lade for hans egen regning indrette et grubbeværk i møllen, forbindes han ligeledes uden told eller malepenge at grubbe, hvad her til min husholdning årligen måtte behøves.” Grubbekværnen, også kaldet skalkværnen eller pillekværnen, blev anvendt ved fremstilling af gryn, men blev også udnyttet til at forbedre melets kvalitet, hvor der i forvejen fandtes en melkværn. Netop i slutningen af 1700-tallet fik mange møller indlagt grubbekværn, og omkring 1830 havde omkring halvdelen af de fynske vandmøller grubbeværk. Anlæggelsen heraf var en stor investering, dels fordi hele mølleværket skulle bygges om med indlæggelse af et såkaldt stjernhjul, dels fordi afgifter og skatter blev forhøjet p.g.a. den forøgede kapacitet. Grubbekværnen krævede så stor en hastighed, at den kun kunne opnås v.h.a. stjernhjulet – en kraftoverføring, der desuden betød, at ét vandhjul kunne drive mere end én kværn.[21] Fæstebrevet til Jens Larsen afspejler, at godset ville sikre sig den gratis betjening af møllen, også ved anvendelse af grubbeværk, hvis mølleren ville investere i et sådant. Hvis han selv betalte, kunne godset næppe have noget at indvende herimod.
Møllestedet blev i forbindelse med fæsteskiftet synet og takseret, og det viste sig, at bygningerne sine steder trængte til reparation.[22] Stuehuset, “vaaningshuset” på 9 fag, hvoraf 2 fag er bryggehus med ovn og esse, er i slet stand..” Storstuen og dagligstuen med sengekammer og ildsted var derimod i forsvarlig stand, men under hele længen på begge sider skulle der skiftes tømmer ud. Også loftet skulle repareres, og 32 traver langhalm ville medgå til at reparere stråtaget. Desuden nævnes nu en vestre længe på 17 fag “..god Ege bindings værk..”, der var i fin stand. Selve møllehuset var som i 1769 på 7 fag, og vi får at vide, at der også stadig findes “..3 Qwærne hvoraf 2de Møllestene var Nye og altså forsvarlige, på nærværende Tid er vel den 3die brugelig, men Vi formene, at om et par Aars Tid, kunde en nye Skaansk-sten..” være nødvendig. Ligeledes har der altså på dette tidspunkt været et vandhjul til hver kværn, da der ikke var stjernhjul, grubbeværk eller lignende.[23] Endelig mente syns-mændene, at møllens gulv “..bæst kunde omlægges med Kampesten..” En del inventar fulgte med møllestedet, både indbo i stuehuset og lidt redskaber til møllen.
Godset måtte sikre sig, at mølledriften ikke var til hinder for udnyttelsen af det lave engareal nede bag haven: “Naar Hovedgaardens enge skal slaaes, enten en eller tvende gange om aaret, skal mølleren være forpligtet, saa-snart det forlanges, at lade vand …af Mølledammen udløbe, og saaledes at ophøre med malingen, indtil høet er indavlet.”[24] Engdragene skulle da være så tørre som muligt. Den citerede passus gentages naturligt nok i fæstebrevene helt frem til og med det sidste fæstebrev, som godset udsteder i 1861. Fra 1813 tilføjes det, at det kan være indenfor 1 til 3 dages varsel, mølledammen skal tømmes for vand. I 1789-90 var landsbyerne Over-Holluf og Neder-Holluf blevet udskiftede, således at de 3 skp. ager og eng, der hørte til møllen, nu kom til at ligge “..samlede på et sted..” De 3 skp. er en mindre jordlod, svarende til et gennemsnitligt husmandssted med jord. Situationen er nu sådan, som man kan se det på det første anvendelige kortmateriale.
Med møllen fulgte udover selve fæstejorden frugt- og køkkenhave, og “de næst ved liggende 2de andre smaae hauger samt græsningen af den saakaldte Damhauge”. De to nævnte småhaver og damhaven udgøres af det areal, som ligger i forgreningen mellem indløbet til mølledammen, selve åen og vejen. Landgilden skulle ikke længere svares i naturalier, men i form af 100 rdl. i penge, og der nævnes en indfæstning på hele 600 rdl. Indfæstningen var det éngangsbeløb, som fæstere af gårde og huse normalt måtte betale ved deres tiltrædelse.
Jens Larsen var omkring 29 år gammel, da han overtog møllen, men havde forinden sammen med hustruen Anna Hansdatter, kunnet forsørge dem selv og en søn. Og må have haft noget på kistebunden, eller skaffet sig gode lånebetingelser for at kunne betale den ret høje indfæstningssum. Et årti senere, altså i 1801, var sønnen 15 år, og nu var Hans Jensen på 8 år samt yderligere en yngre søn og en datter kommet til. Foruden møllerparret og de 4 børn var der i husstanden to møllersvende og en ung tjenestepige.[25] Jens Larsen døde omkring 42 år gammel 5.4. 1803. Enken forblev ugift på møllen i de følgende 10 år, og bestyrede den med hjælp fra de opvoksende børn og møllersvendene. Men 28.10. 1813 døde også Anna Hansdatter, og det i en alder af ca. 55 år.[26]
Den 21-årige Hans Jensen erklærede ved registreringen af dødsboet efter sin mor, at han havde fået møllen i fæste af herskabet. Og han overdrages efter sin salig moders bestemmelse, som den der “..har fremholdt møllen for hende..”, den jordlod, som hun i 1811 havde købt fra en Lars Christensen i Højby. Af denne arv skulle han endvidere udrede 250 rdl. til hver af hans to søskende. Det må være gået rimeligt med mølledriften frem til 1813.
Hollufgårds fæsteprotokol ophører i 1808, men heldigvis blev fæstebrevet fra 1813 nedfældet i Bjerge-Åsum herreds skøde- og panteprotokol, som det også er tilfældet med de senere fæstebreve.[27] I indfæstning betalte Hans Jensen i 1813 2666 rdl., hvilket lyder som en halv herregård, men det er det ikke: Det store beløb skyldes inflationen i tiden omkring statsbankerotten. Hvis han finder en anden næringsvej, kan hans bror få møllen i fæste på samme betingelser, imod at betale 166 rdl. i indfæstning, men dette blev ikke aktuelt. Udover de 100 rdl. årligt i landgilde skal der også erlægges et velfedet svin på 7-8 lispund i den almindelige slagtetid samt 4 høns og 4 snese æg (ét lispund = 8 kilo). På egen bekostning skulle Hans Jensen indhegne sin jordlod mellem hans gård og møllelykken, eller vogte skellet nøje. Han modtager i god stand “Møllens bygninger tilligemed male- og grubbeværket, malekarm og bagslusen, samt øvrige specificerede inventarium..” Møllen fik således indlagt grubbeværk på et eller andet tidspunkt mellem 1791 og 1813, sandsynligvis efter 1802.[28] En brandtaksation fra 1813 viser, at der stadig var “..3 Qværne hvortil fornødne aksler..”, som det desværre alt for summarisk hedder.
Der var ikke i bygningsmæssig henseende sket det helt store på møllen siden 1791.[29] Stuehuset blev nu talt til 7 fag og 9 alens dybde. (En alen = ca. 0,63 m.) Det havde klinede vægge og stråtag og vendte mod vejen, ligesom det nuværende stuehus gør i dag. Desuden var der en udbygning til bryghus med bageovn, som udgjorde 5 fag. Det nævnes, at der mod nord er stald, lade og lo i 10 alens dybde og på 17 fag – akkurat som i 1791, hvor taksationsmændene ganske vist placerede den i vest. (Når man havde lidt svært ved at bestemme sig for nord eller vest, skyldes det, at bygningen lå nogenlunde dér, hvor en senere staldlænge ligger i dag, nemlig i nordvest.) Endelig nævnes selve møllehuset af 9 fags længde med de 3 kværne.[30] I de følgende år konsolideredes såvel møllerens som møllens stilling. Mod slutningen af sin livsbane (i 1824) købte Hans Jensen en jordlod på godt 1 td.htk. af gårdmand Lars Knudsen i Højby for 500 rbd. Ikke engang et år var gået, siden Lars Knudsen havde købt sin gård til selveje fra Hollufgård for 3400 rbd. i sedler. Måske gårdmanden havde sine likviditetsproblemer.[31]
Hans Jensen døde i begyndelsen af 1825, ca. 43 år gammel. Boets indbo og ejendom efter at gælden var fratrukket, blev i februar opgjort til hele 3000 rbd., hvoraf enken Gjertrud Olesdatter fik det halve, mens de to fælles børn delte den anden halvdel.[32]
Niels Rasmussen efterfulgte Hans Jensen som møller, og fik hurtigt adkomst til dennes jord i Højby. I Fraugde kirke blev han nemlig viet til Gjertrud Olesdatter 22/4 1825.[33] Sådan en chance lod Niels Rasmussen ikke gå fra sig, og også for enken var der tale om et godt parti. Niels Rasmussen nævnes et sted som “forpagter” på Hollufgård, og han var svoger til ejeren af Hollufgård, Hans Langkilde. Niels og Gjertrud var begge omkring 35 år gamle, og hun bragte to børn fra det tidligere ægteskab med sig.
I juni fik Niels Rasmussen fæstebrev på møllen med en indfæstning på 600 rbd., og han skulle årligt betale 140 rbd. i landgilde samt levere to velfedede svin på 15-16 lispund. Det kunne mølleren snildt klare, bl.a. fordi skalresterne fra grubningen m.v. fint kan anvendes til svinefoder. Allerede i sin første tid som møller investerede Niels Rasmussen stort i fast ejendom. Af svigerfaderen Ole Pedersen, som var sognefoged i Holev, købte han i 1829 en gård på over 9 td.htk. for 3400 rdl.[34] Samtidig måtte han skrive under på en aftægtskontrakt, som sømmede sig for en gårdmand og sognefoged. Aftægten blev alt inklusive anslået til 600 rbd., og var åbenbart tidsbegrænset til 5 år. Udover de sædvanlige krav om naturalier og brug af hest og vogn, drejer det sig bl.a. om, at en ordentlig pigeseng skal udleveres samt 10 rdl. årligt til at aflønne en pige for. Disse bortfalder dog, “..saasnart jeg måtte givte mig..” som Ole Pedersen anfører, og fortsætter: “Skulle jeg blive tilsinds at givte mig må sådant ikke ske med et Fruentimmer, som er under 50 år..”(!) Især Niels Rasmussen var næppe interesseret i, at få småfolk rendende i gården, og det var vel netop idéen, at svigerfaderen indenfor de næste 5 år skulle ud af gården. Hvordan møllefæsteren Niels Rasmussen nu fik fæstet eller forpagtet sin ejendomsgård ud vides ikke, men på en eller anden måde skulle den jo drives.
Næsten 20 år senere, i 1847, købte Niels Rasmussen “Uglebjerghus” med et jordtilliggende på godt 6 skp. af en husmand i Højby. Købesummen var på 1400 rbd., og i 1852 var den sidste gæld betalt, så panteobligationen kunne annuleres.[35] På dette tidspunkt var allerede påbegyndt store forandringer ved møllen, som har adresse til stedets nuværende udseende. I 1843 opførtes der et stuehus på “..19 fag 12 alen dyb og en halvkvist til gårdsiden over 5 fag af eg under fyr overtømmer, murede vægge af brændte sten, tegltag, indrettet til storstue, gæstekammer, gang, dagligstue, sovekammer, folkestue, spisekammer, pigekammer og køkken med bræddegulv, forstue..” m.m. Der nævnes ligeledes engelske vinduer og hollandske døre samt 3 skorstene. Hvert fag blev vurderet til 80 rbd., således at det flotte stuehus ialt blev vurderet til 1520 rbd.[36] Beskrivelsen fra 1843 passer m.h.t. de ydre forhold fint med det stuehus, der i dag ligger på stedet. Ifølge brandtaksationen lå stuehuset i nord, og herudover nævnes en vestre længe på 27 fag og et søndre hus på 3 fag, samt en lille tilbygning til møllehuset, også på 3 fag. Selve møllehuset takseredes først i 1850, og igen i 1852 – i begge tilfælde på 9 fag, som det jo også kan ses i dag. Mølleværket blev i 1850 endnu drevet af tre overfalds-vandhjul, men der var 4 kværne: En rugkværn, en maltkværn, en grynkværn og en skalkværn.[37] Møllehuset, som det nu ligger ved åen, stammer fra 1852. “2 etager, 9 fag, 15 alen dyb af ege bindingsværk med murede vægge af brændte sten undtagen begge gavle og sønden i underste etage som er af 1 1/2 stens grundmur, fyr overtømmer og stråtag..” (I 1850 var huset kun 10 1/2 alen bredt). Et helt nyt mølleværk blev indlagt. Værket blev nu drevet “..ved et under og et overfalds vandhjul, det første af 8 og det sidste af 3 alens diameter, består af 5 kværne, som drives med dobbelt gangtøj..” Kværnene, som var en sigtekværn, rugkværn, maltkværn, grynkværn og skalkværn samt de to stjernhjul med aksler blev sammen med vandhjulene og malekarmen vurderet til 1785 rbd. I 1856 anfører brandtaksationen dog 2 overfaldsvandhjul af hhv. 3 og 8 alens diameter, men her har skribenten vist været lidt hurtig på hånden. Et overfaldsvandhjul af 8 alens diameter (= ca. 5 meter) ville kræve et fald langt større, end der kan blive tale om ved Hollufgårds vandmølle. Der har utvivlsomt stadig været tale om et underfaldsvandhjul på 8 alen og et overfaldshjul på 3 alen.
I 1854 blev en ny længe opført og lagt til en ældre hestestald og foderlo, som var der i forvejen. Det drejer sig om en 17 fags bygning, som er 15 alen dyb og betegnes som “vestre hus”.[38] Det må være det meste af denne længe, som stadig eksisterer i dag sammen med stuehuset og møllehuset.
Udviklingen som den foregik på Hollufgård vandmølle i 1800-tallet er ikke enestående, men følger tværtimod en almen tendens: Møllerne får flere kværne, som kan drives af færre vandhjul v.h.a. stjernhjul med dertil hørende aksler og drev. De flere kværne afspejler landbrugets forøgede formalingsbehov af kornprodukterne til gryn og mel, som skulle leveres til den stærkt voksende befolkning. Det var først fra slutningen af 1800-tallet, at formalingen til husdyrfoder for alvor begyndte at gøre sig gældende.[39] Endvidere havde det stor betydning, at møllenæringen blev givet fri i 1852, men dog først med fuldstændig virkning fra 1862. Den restriktive lovgivning var allerede blevet lempet i 1825. At næringen blev givet fri vil sige, at man nu ikke længere skulle den lange vej om Rentekammeret for at søge om ret til oprettelsen af sin mølle. Og møllerne fik nu udover formalingen, også lov til at handle med melet. I tiden 1852 og frem til 1862 kunne alle de eksisterende møllere frit udvide deres mølleværker.[40]
Trods Niels Rasmussens status som fæster, kan der ikke herske tvivl om, at det var ham, der bekostede såvel investeringer i bygninger som i mølleværket. Fæsteforholdets begrænsninger bestod så deri, at han ikke kunne sælge bygningerne eller anvende dem og mølleværket som sikkerhed ved optagelse af lån. Men mølleren havde ikke svært ved at få optaget lån, bl.a. takket være hans faste ejendom. Peter Nielsen Meng, trompetér i 6. dragonregiment(!), betænkte sig f.eks. næppe meget, da han i 1855 lånte en velstående møller som Niels Rasmussen 1000 rbd. kontant til en rente af 4%. Han fik 1. proritet panterettighed i møllerens store gård i Holev. Møllens indtjening var god: Godt 4 år senere havde mølleren betalt lånet tilbage.[41] Kan hænde at bygningsaktiviteterne midlertidigt drænede hans kasse noget, men ovenstående lån skal sikkert ses i forbindelse med en ret omfattende investering, som han vel foretog netop omkring 1855-56. På denne tid fik Niels Rasmussen nemlig sin egen vindmølle. Der var tale om en hollandsk vindmølle, som anføres at være blevet forbedret og forsikret for ialt 3200 rbd [42]
Niels Rasmussen solgte i 1861 sit hus og sine to stykker jord i Højby til sønnen Hans Vilhelm Nielsen, som samtidig fik fæsterettigheden til møllen efter sin far. Da var det allerede i praksis ham, som styrede mølleriet.[43] Møllen, som stadig havde 3 skp. jord tilliggende og mølleskyld på 6 td., bortfæstedes på de sædvanlige betingelser. Dog afgav den nye fæster den jord og det engstykke “..som ligger sydvestlig for Svendborg haverne imod slusen..”, mens han til gengæld fik et stykke af det til “..hovedgården liggende Ellehave.” Som yderligere kompensation for afgivelsen af engstykket skulle Hans Vilhelm Nielsen årligt have leveret to læs hø samt to læs brænde. Det understreges nu, at “Fiskeriet i Mølledammen saavelsom i åen forbliver fæsteren uvedkommende..” Den årlige afgift var stadig 140 rbd., og “ I stedet for de hidindtil leverede fedesvin på 15 å 16 lp betaler fæsteren 35 rbd..” Her i anden halvdel af 1800-tallet, hvor fæstevæsenet de fleste steder var afviklet, betaltes der stadig indfæstning. Den var nu på 1400 rbd. Naturligvis blev der også udfærdiget en aftægtskontrakt mellem faderen og sønnen, og den var ligesom ved Niels Rasmussens køb af svigerfaderens bondegård i 1829 ganske omfattende. Faderen og moderen flyttede nu over i de to værelser med køkken, som sønnen hidtil havde beboet med sin kone og to små børn. Som en ekstra sikkerhed understregede Niels Rasmussen, at “..skulle vi gamle ej finde os tilfredse her i Møllen, da kunde vi flytte til hvilket som helst sted, uden at det skal have nogen indflydelse på leveringen af ovenstående præstationer..” Udover de udspecificerede fødevarer, adgang til urtehave m.v., drejede “præstationerne” sig bl.a. om 40 rbd. i penge årligt, og om at en pige skulle stilles til rådighed for de gamle, om sygdom indtraf. Bygningssituationen på møllestedet godt 15 år senere, i 1877, kender vi temmelig nøjagtigt (figur 6). Sammenholdt med hvad vi ellers ved om husstanden, er dette møllen som den så ud på et tidspunkt hvor det (endnu) gik virkelig godt med erhvervet. Selve møllehusets tagkonstruktion blev iøvrigt ændret, og stråtaget udskiftet med tagpap.[44] Endvidere byggedes et skur over vandhjulet (eller vandhjulene) beklædt med brædder og stråtag. Af vandhjul var der stadig to stk. med dobbelt gangtøj og 5 kværne, inklusive grubben, og det hele var naturligvis vel vedligeholdt.
Som en lille tilføjelse kan vi her referere Hans Vilhelm Nielsen fra 1877, og dermed lade ham udtale sig om et sundhedsskadeligt forhold. Han meddelte “..at der i Møllen benyttes aabne Lamper med Plante Olie, at sammesteds ryges tobak, men at fornøden forsigtighed derved iagttages, og at der ved den nærliggende Hovedgård Hollufgaard holdes sprøjte som også er til afbenyttelse ved Møllen saafremt Ildebrand skulle udbryde.” Det kan måske undre en kende, at man ligefrem lader sig berolige med tidens ikke just effektive brandvæsen.
Ved mølleeftersynet i 1889 havde man endnu mølleværket fra 1852 i behold, inklusive 5 kværne, men med visse ændringer. Udover bygsigten fandtes nu også en såkaldt fransk kværn med sigte.[45] Dette betød, at man kunne male hvedemelet finere end hidtil, og altså også at folk var begyndt at efterspørge dette finere mel. Der var m.a.o. ved at ske en forfinelse såvel af befolkningens smag som af møllens formaling – fiberkost var næppe in.[46] 6 år førend dette eftersyn fandt sted, var der sket en vigtig ændring i forholdet mellem ejeren af møllen og brugeren af den: Godset købte i 1883 alt det i forbindelse med møllestedet, som ikke i forvejen var dets ejendom. Det drejede sig vel især om selve mølleværket. Desuden købte man både møllerens egen vindmølle (der jo ligesom vandmøllen stod på hans fæstejord) og Hans Vilhelm Nielsens ejendomsjord i Højby, som tilsammen udgjorde godt 30 tdr.land. Transaktionerne betød, at godsejer Juel Brockdorff nu skyldte Hans Vilhelm Nielsen 44,000 kr., som skulle betales med mindst 5000 p.a., mens renten løb med 5%. Og: “Jeg H.V. Nielsen fraskriver mig derfor herved for mig og arvinger min fæsteret til Hollufgaards vandmølle med tilliggende og tilbehør samt enhver anden mig til fæstebrevet tilkommende ret eller rettighed og er jeg fratrådt fæstet samt har overleveret den fæstede ejendom med tilbehør til ejeren.”[47] Det gamle fæsteforhold blev altså ophævet, og mølleren gik vel over til at have status af bestyrer, som almindeligt var, når mølleren ikke selv ejede møllen.[48]
Hvis man en efterårsdag i 1895 kiggede forbi møllen, ville man i bygningsmæssig henseende se nogenlunde det samme som idag. I forhold til 1877 var et svinehus, et brygge- og huggehus med karlekammer m.m. samt en staldlænge blevet nedbrudt, mens den vestlige staldlænge havde fået den længde, den har i dag. (Fig. 8).
Denne bygningsudvikling har sine grunde. Fra 1883 var møllen jo uden jordtilliggende, hvilket alene mindskede behovet for udbygninger. I øvrigt havde beboerne ingen rettighed over bygningerne, og godset så ingen grund til at lade dem vedligeholde. Folkene blev færre, og det skyldtes ikke udelukkende, at landbruget var væk. Den bedste tid var ovre for møllen.
Af figur 9 fremgår det, hvordan husstandsstørrelsen og fordelingen på familie og ansatte så ud fra 1787 til 1901. I det meste af denne periode var der mindst tre personer i husstanden udover selve familien. Det har haft betydning, om de hjemmeboende “børn” var voksne eller ej, så man evt. kunne udnytte deres arbejdskraft. I 1850 var de tre hjemmeboende børn eksempelvis mellem 19 og 25 år, men det hørte til undtagelserne. Hans Vilhelm Nielsen var da 22 år. og boede vel på møllen i hele perioden frem til 1861, hvor han formelt overtog vandmøllen efter sin far. Da var han allerede gift og havde to små børn, som naturligvis også boede på møllen. I 1860 var der tre møllersvende. I 1870 boede de gamle aftægtsfolk, Niels Rasmussen og hustru, endnu i møllen. Husstanden omkring 1870 tog sig i det hele taget ret imponerende ud. De 9 personer udover familien var to møllersvende, en møllekusk, en “dreng”, en avlskarl, en barnepige, en malkepige, en kokkepige, og – ikke at forglemme – en lærerinde. 1870 er første gang en møllekusk nævnes, så nu bragte møllen sine egne og bøndernes produkter ud, hvor de vel tidligere selv havde afhentet dem.
Store forandringer indtrådte fra omkring 1890. Allerede afståelsen af fæstejord og ejendomsjord i 1883, virkede i retning af færre folk, men det er som sagt næppe hele forklaringen. Mølleriet var simpelthen begyndt at give mindre arbejde. Der har ikke her været tid til at få eventuelle lokale faktorer hertil belyst. Generelt kan man imidlertid pege på konkurrencen fra byens dampmøller, som efterhånden må være blevet mærkbar. Desuden opstod der efterhånden små husmøller (vindmøller) rundt omkring på gårdene, som kunne male fodermel til eget brug. Dette fik stadig større betydning efter overgangen i landbruget til en mere intensiv animalsk drift.[49]
Endnu i 1890 var Hans Vilhelm Nielsen fungerende møller, og foruden ham selv var der en møllersvend, en møllekusk, en husholderske og en tjenestepige i møllen. Stedet var temmelig affolket sammenlignet med bare 10 år tidligere, men malede i endnu en række år. I 1895 indlagde man to nye vandhjul.[50]
Fra 1906 boede der mere end én husstand på møllen. Ved denne tid boede der foruden møllerfamilien samt en møllersvend og en tjenestepige, også to pensionærer, nemlig godsets gartner og en gartnermedhjælper. Møllebestyrer var da Johs. Andreas Petersen, og han skulle blive den sidste, der drev mølleriet som erhverv ved Hollufgårds vandmølle.[51] Omkring 1910 kørte man foder ud til gårdmænd og husmænd i området, og leverede også mel til brødfabrikken i Vindegade inde i Odense. I møllehuset var der til forarbejdning af foderkager i 1906 blevet indlagt en “ kagebrækker”, og i 1911 nedlagde man grynkværnen og grubbeværket.[52]
| År | Antal beboere ialt | Heraf familie | Heraf svende, tjenestefolk |
| 1787 | 2 | – | – |
| 1801 | 9 | 4 | 3 |
| 1834 | 10 | 5 | 3 |
| 1840 | 10 | 4 | 4 |
| 1845 | 9 | 2 | 5 |
| 1850 | 8 | 3 | 3 |
| 1860 | 12 | 4 | 6 |
| 1870 | 17 | 6 | 9 |
| 1880 | 10 | 2 | 7 |
| 1890 | 5 | – | 4 |
| 1901 | 4 | – | 2 |
I 1917 kom en vigtig teknologisk nyskabelse til møllen, nemlig den turbine, som stadig står og samler rust ved åen. Mange turbiner blev netop installeret i forbindelse med forsyningsvanskelighederne omkring 1. verdenskrig.[53] Ved Hollufgård drev turbinen sikkert i starten såvel kværne som valse og kagebrækker, men kort efter gik man over til udelukkende at producere strøm ved hjælp af turbinen og en generator.[54] Fra omkring 1918-19 blev møllen således ikke brugt til formaling. En overgang i 30erne leverede man endog strøm til elektricitetsværket i Killerup, hvor et lille hus med turbine iøvrigt stadig findes i fin stand.[55]
Hvad angår stuehuset, så undergik det i 1944 en reparation, og de tre lejligheder, der var kommet til engang efter 1906, blev lagt sammen til to boliger.[56] Ved denne lejlighed blev dørene i gavlene sløjfet, jfr. “fup-bindingsværket” nævnt i indledningen. Møllen fik vistnok en kort renæssance som formalingssted under krigen, men det ophørte i 1946.[57] Så var stedets århundredlange epoke som mølle endegyldigt forbi.
Møllens nyeste historie er især blevet belyst takket være mundtlige oplysninger fra:
