Først, – hvor havde H.C. Andersen ideen fra, at kalde sin roman: »Improvisatoren«? Dels skulle bogen handle om en digter, hans eget livseventyr, dels improviserede man i Rom på den tid Andersen var der. Andersen selv improviserede, Thorvaldsen applauderede og Rom var fuldt af improvisatorer.
Andersen optrådte altså selv som improvisator i Rom bl.a. med »Agnete«. Se f.eks. Dagbøger I, mandag d. 11. november 1833, Dagbøger I, s. 229: »Læste hos Blomstermaler Jensen: »Agnete« for mine Landsmænd, de vare alle henrykte, Bøtcher bad om at drikke Dus med mig. -« eller Dagbøger I, mandag d. 18. november, s. 233: »Hver opbød sit Talent«, som der står. Det var altså coutume i den danske kreds i Rom.
Improvisatoren handler om den fattige hyrdedreng Antonio fra Rom, som efter at hans mor er kørt over af løbske heste ved blomsterfesten i Genzano kommer til Campagnen, hvor han frelser Borghesernes herres liv fra de vilde bøfler og siden kommer til Villa Borghese som Borghesernes Eccellenzas og Francescas protegé, får en uddannelse i Jesuitterskolen og uddannes til Abbate.
Antonio har en dejlig stemme og henrykker alle. Han er egentlig digter med et blødt sind, og det er i virkeligheden H.C. Andersens eget livseventyr, der er indlagt i romanen med hans selvportræt. Antonio er rent åndeligt anlagt og der siges i Improvisatoren 2. del disse ord om ham: »Du er ikke forelsket! nu, det er jo sandt, Du er jo ogsaa af disse aandelig Amphibier, man ikke veed, om de egenlig høre Legem- eller Drømmeverdenen til!« (s. 153)
Det er Bernardo, hans ven, en rask officer, som disse ord er lagt i munden på. De er begge betaget af operasangerinden: Annunziata, og da det derfor kommer til en duel imellem dem, afbrydes Antonios liv i Jesuitterskolen. Han må flygte efter at have såret Bernardo, ender blandt røvere men frelses af spåkvinden Fulvia, der spåede ham som barn: »Du har en Lykkestjerne i Øjet«.
Så er vejen banet for en karriere som improvisator, da han siden kommer til Neapel, og han gør da også lykke. Højdepunkterne i bogen udover karnevallet i Rom, da han endnu var Abbate, følger nu med bestigningen af Vesuv og besøget i den blå grotte. Her møder han under sit omflakkende liv den blinde pige Lara, som han siden træffer igen som Maria. Hun har nu fået synet igen, og bogen ender lykkeligt med at de to får hinanden og dertil en lille pige, som de kalder Annunziata.
I den rene apoteose slutter denne ideelle bog. Der er noget sværmerisk, drømmende og æterisk over hele bogen med undtagelse af de realistiske Italiensbilleder. Det smukkeste ved bogen er næsten dens begejstring for Italien og den sarte og følsomme Antonio.
Jeg vil i mit studie ikke begive mig ud i de store visioner, men beskedent følge i H. Topsøe-Jensens fodspor i betragtningen af Andersen som økonom – betragte fakta rent filologisk og se, hvilket stof i dagbøgerne han har benyttet i sin roman Improvisatoren.
Litteraturen på dansk om Improvisatoren er ikke så stor eller i hvert fald til at overse. Først må nævnes Elisabeth Hudes afhandling i »Anderseniana«, 1967: »Rom en verden fuld af skatte«. Det er især H.C. Andersens kunstoplevelser i Italien, der har interesseret E. Hude, og her drages nogle paralleller mellem dagbøgerne og Italiensromanen. En mindre afhandling: »Gensyn med Improvisatoren«, Anderseniana, 2 rk, bd IV, 3 bør også nævnes. Af andre artikler kan nævnes Paul Krüger: »Rejsebøgerne«, Anderseniana, 2 rk, 3, 2 endelig Jørgen Breitensteins: »To kilder til Improvisatoren«, Anderseniana, 2 rk, bd V, 2. De to kilder er Mme de Staëls »Corinne« og W. Müllers: »Rom, Römer und Römerinnen«. Det bemærkes, at om dagbøgerne er der slet ikke tale. En større bog Gérard Lehmanns: »Improvisatoren og H.C. Andersens første Italiensrejse« er et æstetisk arbejde af høj kvalitet med et psykoanalytisk perspektiv. Dagbøgerne – ikke blot den ældre »Romerske Dagbøger«, men også bd I af den store udgave – er her nævnt, dog uden som jeg med noget sigte på en gennemført parallelisme. Der findes rundt om i litteraturvidenskaben afsnit om Improvisatoren, men et egentligt comparativt studie foreligger endnu ikke.
Vi vil nu se på parallelismerne mellem dagbøger og romanen.
Parallelismer: Først en ren juvel: om digtekunsten som guldet i bjerget. Der står i dagbøger I d. 22. september 1833 følgende: »Den sande Poesie er en guddommelig Indskydelse, den er Guldet i Bjerget, Dannelse og Opdragelse er den snilde Bjergmand der veed at rense og forædle det, tidt kan man finde ganske ublandede Stykker, saaledes ogsaa en enkelt Sang af en Naturdigter. – I andre Aarer er Tin og ringere Metaller, disse kan forarbeides, saa de see ud som Sølv, med Billedværk og Udgravning kan det blænde Mængden. Slig en Pocal er Gjengangerbrevene, den er poleret til Sølv og viser de Enkeltes Pletter den er holdt henimod. – Det er et nydeligt Arbeide, men ikke Guld, men af den Genre skal man jo ogsaa have. Hertz er saaledes en Slags poetisk Kandestøber, en Plattenslager, jeg vil derfor ikke sige… – Mange arbeide i simpelt Pottemager Leer, saaledes de fleste ikke Poeter, men som vil med i Lauget; Molbeck har brugt det til at gjøre Natpotter, som han slaaer over Folk med en hvis poetisk Frihed…« (s. 186)
Der står i romanen følgende: »Som Ældre har jeg tidt tænkt over Poesien, denne sælsomme guddommelige Indskydelse. Den staaer mig, som det rige Guld i Bjerget, Dannelse og Opdragelse ere de snilde Bjergmænd, som vide at rense det; stundom kan man støde på ganske ublandede Stykker: Naturdigterens lyriske Improvisationer. Een Aare bringer Guld, en anden Sølv, men der findes ogsaa Tin og ringere Metaller, som ikke ere at foragte, tidt kunne de ved Polering og Udziringer endogsaa komme til at see ud, som det ægte Sølv og Guld; … Men nu kommer der en ny Skare, de, som kun arbeide i simpelt Pottemagerleer, Ikkepoeterne, som dog saa gjerne ville med i Lauget. Habbas Dahdah var een af disse og stod just da paa det Punct, at have bragt det til at gjøre en vist Slags Potter, som han med en Art poetisk Frihed slog over Folk…« (s. 78, 79)
De samme ord går igen i begge perioder. Dagbogen har udpræget været forlæg.
En virkelig oplevelse, beskrevet i dagbogen, ligger til grund for den næste parallelisme. Dagbøger I, søndag 24. november 1833: »Var i Capucinerkirken … vi stege ned i en Gang med 6 Kapeller af Dødningehoveder, Hvirvelbeen og Skulderblade sad som Rosetter og Guirlander i Loftet. Lysekroner af Dødningebeen og Altre af samme. I Nicherne sad hele Beenrade af Munkekapper, Munken der fulgte os saae ud som de. Een havde en vissen Bouket i Haanden…« (s. 237). I Improvisatoren er besøget som virkelig fandt sted i Capucinerkirken henlagt til de første sider i romanen. Der står: »Der vare ordenlige Nicher og i disse sadde hele Skeletter af… Munke… med en Bønnebog eller en vissen Blomsterkost i Haanden. Altre, Lysekroner og Udziringer vare af Skulder- og Hvirvelbeen…« (s.4)
En sød oplevelse står i Dagbøger I, 1. december 1833: »Udenfor ere der tre Messinkors, slaaede paa Kirkedøren, som Folk kysse. H og jeg saae fire af fem Børn, den ældste kun 6, den mindste 2 Aar, lege og løfte hinanden op for at kysse Korset, men som oftest kom de smaae netop til Korset og spidste Munden, da Kræfterne slap for den ældre som løftede det, og det dumpede da ned og kyssede i Luften.« (s. 243)
I romanen står: «… men vi kunde ikke naae saa Høit, løftede derfor hinanden op, men idet vi spidsede Munden til Kys, gik Kræfterne fra den, der løftede op, og den Kyssende faldt ned just som Munden skulde møde det usynlige Jesusbarn.« (s. 2)
Coloseum. De fremmede, der i måneskinnet med en rød fakkel besøger Coloseum, er et direkte lån fra dagbogen. Dagbøger I, 26. oktober 1833: »Da vi kjørte forbi Coloseum hvor Maanen skinnede mellem Ruinerne gik nogle deroppe over os med en rød Fakkel, det gjorde en ypperlig Virkning.« (s. 224)
Se således Improvisatoren: »Oppe i den mellemste Søilegang gik Folk, sikkert Reisende, der sildigt i det smukke Maaneskin besaae denne mærkelige Ruin;…« (s. 48)
De vilde bøfler, som kommer til at spille så afgørende rolle i romanen, nævnes flere gange i dagbogen således den 15. december 1833: »Her mødte vi en ridende Bonde, der drev fire Bøfler, de ere meget farlige og løbe stærkere end Heste…« (s. 252)
Et vigtigt fundsted, en uhyggelig oplevelse er 2 gange nævnt i dagbogen. Tirsdag d. 14. januar 1834: «Gik ud til Porta Angelica, som fører til Monte Mario, paa denne Port sidder i Jernbuur, Dødningehovederne af flere henrettede Røvere, der vare Plader af Marmor med Skrift endnu under hvert Buur.« (s. 275) Eller torsdag den 13. februar 1834: »I Cisterna stod et Jernbuur med Dødningehoved i uden paa en Cafee, man havde i Marmor Inskription at det var en Røver.« (s. 309)
Sammenlign hermed Improvisatoren: »Tæt ved, fra den høeie hvide Muur, som Maanen skinnede paa, stirrede tre blege Hoveder bag ved Jerngitteret, henrettede Røveres Hoveder, der, som i Rom paa Porta del Angelo vare satte i Jernbuur til Skræk og Advarsel.« (Imp. II del, s. 169)
Nu kommer et af de centraleste steder i dagbøgerne og romanen, Carnevallet i Rom. D. 3. februar 1834: »Mandeltræerne stode i Blomster« (dbg. s. 295) »Det var de første dage i Februar, Mandeltræerne blomstrede... det lystige Carneval forestod,« (Imp. s. 121) D. 3. februar 1834: »da Klokken var 3 kom Senatoren i Purpur med Guldkanter fire Pager med Fjere i Hatten bare hans Slæb« (s. 296) Analogierne i Imp.: »Senatoren sad i Purpur… nydelige smaa Pager med Fjer i deres Fløiels Barret, stod på venstre Side… Nu traadte en Skare af de ældste Jøder ind;« (s. 123) Dette er efter gammel skik carnevallets åbning: Jøderne beder begge steder om tilladelse til endnu eet år at forblive i Rom.
Andre analogier imellem dagbogen og romanen er kampen med confetti, som nævnes begge steder, og de forskellige masker, særlig Harlqvinnerne. En direkte analogi om det udsvævende liv, der førtes i disse dage, finder vi også: Torsdag d. 6. februar 1845: »Konerne havde da frit Spil; han kjendte Een… men hun gik nu ret og fornøiede sig med sine Galaner.« (s. 303) Direkte fra dagbogen står der: »Da have I frit Spil, da flyve I om med eders Galaner i corso og paa Festino.« (Imp. s. 125)
Relativt uafhængige af hinanden, men dog med de samme ingredienser og stundom rene og fine analogier er dette karneval i Rom beskrevet.
Som et element i karnevallet indgik hestevæddeløbet, hvor hestene fløj op ad Corsoen med brændende ild på ryggen, en ikke helt ufarlig oplevelse. 4. februar 1834: »Jeg kom netop, da man løsnede Tougene og Hestene med Ild paa Ryggen eller med Plader, hvis Pikke ideligt piinte og ansporede; de arme Dyr foer da nu som vilde Dyr op ad Gaden og svandt mellem Mængden.« (s. 299) Sammenlign hermed Imp.: »Brændende Svamp var klæbet dem paa Ryggen, smaa Raketter bag Ørerne og løse Jernplader, der i Løbet sporede til Blods, hæftet paa Siderne.« (s. 127)
Et vigtigt sted i dagbogen står her, der viser hvor farlige disse løbske heste op af Corsoen var. 10. Februar 1834: »Hestene løb en Dreng om og han laae død paa Stedet.« (s. 306) Det er måske her fra denne virkelige oplevelse, at Andersen har fået ideen til Antonios moders død. Hun køres også ihjel af løbske heste, ved blomsterfesten i Ganzano.
Karnevallet varede flere dage i Rom og fylder som sådan en anselig plads i begge versioner. Slutningen på karnevallet eller et af højdepunkterne er kampen om at slukke Lys. Der står i dagbogen 11. februar 1834 følgende: »Hver fik sit Lys. Somme havde et heelt Bundt og nu opstod der en Kamp med at slukke… Mine Lys slukkede man for mig skønt jeg havde sat det paa Enden af min Stok;« (s. 307) »Lys svævede paa lange Stænger ud over Gaden; hver søgte at beskjærme sit Lys, men at slukke sin Naboes…« (Imp. s. 160)
Der er en vis analogi i rækkefølgen af højdepunkter i roman og dagbog, således karnevallet i Rom, bestigningen af Vesuv og besøget i den blå grotte. De følger begge steder i samme rækkefølge efter hinanden.
I 2. del af romanen går turen til Herculanum og Pompeji. Bestigningen af Vesuv har gode og klare paralleller. Andersen har uden tvivl brugt dagbogen som forlæg.
24. februar 1834, se dagbogen. Her har vi et virkeligt klart bevis på hvilken økonom Andersen var med at bruge sine optegnelser litterært. Der står følgende: »Havet var som Indigo og Øerne laa som blegblaae Skyer derpaa. Det var en Feverden som viiste sig. Neapel rundt om Bugten blegnede meer og meer, Bjergene med deres hvide Snee lyste saa herligt, de laae langt derude i den blaae Luft, og vi saa tæt ved os alt den røde Lava paa Vesuv.« (s. 324)
Der står i Improvisatoren følgende: »Havet var et Indigo og Øerne blegblaa Skyer. Det var en Feverden, jeg skuede. Rundt om Bugten blegnede Neapel meer og meer; langt borte laae Bjergene bedækkede med Snee, der lyste herligt, som Alpernes Gletscher, mens til Høire, ganske nær ved os, den røde Lava glødede fra Vesuv.« (Imp. II del, s. 46)
Bestigningen af Vesuv med undtagelse af det sidste stykke vej foregår begge steder på æselryg. Dagbogen har flg.: »ved hver andet Skridt gleed vi eet tilbage« (s. 324). I Romanen »Ved hvert andet Skridt gled vi eet tilbage, …« (Imp. II del s. 47). De vandrer over den størknede lava, som endnu er varm. Dagbogen 24. februar 1834: »kun den øverste Skorpe var fast og sort, men i Revnerne skinnede den røde Ild, vi traadte ud, den brændte os under Fødderne gjemmen Støvlesaalerne, var Skorpen bristet da vare vi sjunkne i et Ildhav.« (s. 325)
Romanen: »det varmede gjenem Saalerne! rundt om havde Heden brændt store Revner i den, og vi saa under os den røde Ild; var Skorpen bristet, vare vi styrtede ned i et Ildhav.« (II del, s. 49) Parallellerne er meget klare. 24. februar 1834: »Rundom saa vi Gab af Ild, det susede fra Krateret, som naar en Skare Fugle med eet flyve op fra en Skov.« (s. 325) I romanen står: »det susede i Luften, som naar Fuglenes Skare med eet flyver op fra en Skov.« (II del, s. 51)
Nedturen går betydeligt hurtigere – Dgb. 24. februar 1834: »Nedfarten var høist moersom; vi fløi afsted, maatte sætte Hælene imod, faldt imellem i den bløde Aske. (s. 325) Improvisatoren: »Nedfarten af Bjergsiden, i den bløde Aske, svarede til vort bevægede Gemyt.« (II del, 2. 51)
En sidste fin analogi: 24. februar 1834: »Lavaen saae ud som kolossale nedfaldne Stjerner.« (s. 326) Romanen: »Lavaen laae som kolossale nedfaldne Stjerner.« (II del, d. 51)
I Neapel brændte hele Sydens blod i H.C. Andersens årer. Han følte sig ifølge dgb. umådelig sanselig. Den 23. februar 1834: »Mit Blod i stærk Bevægelse. Uhyre Sanselighed og Kamp med mig selv. Er det virkelig en Synd at tilfredsstille denne mægtige Lyst da lad mig bekjæmpe den; endnu er jeg uskyldig, men mit Blod brænder, i Drømme koger mit hele Indre.« (s. 320-321)
Han fik også som det ses af dgb. adskillige tilbud fra rufferdrenge som forfulgte ham med ordene: »Donaen multa bella Excellenca« (dgb. s. 318), men modstod. I denne forbindelse og en parallel til Italiensromanen må nævnes den livlige frue Santa, som frister ham og prøver at forføre ham. »Neapel er en farlig by«, siger hun, og hun er altså her blevet symbol på denne bys sanselighed og frivolitet og H.C. Andersens egne oplevelser og kamp med sig selv.
På vej til Vesuv ser Andersen i Herculanum: »paa Muren Aftryk af et Fruentimmer der var trykket her op til.« (s. 334) Det er d. 3. marts 1834 i dgb. Det bliver i Imp. til »og i Asken Aftryk af et qvindeligt Bryst, saa uendeligt skønt.« (II del, s. 45)
Det sidste store centrale sted i dgb. og Imp. er den blå grotte. Vi ville atter som en anden detektiv kikke efter paralleller. Bestigningen af Vesuv har næsten flere direkte analogier end karnevallet. Karnevallet var så festlig og broget en oplevelse, at her kunne der digtes lidt friere, bestigningen af Vesuv mere konkret.
Beskrivelsen af den blå grotte fylder kun 2 1/2 side i dagbogen, henimod 8-9 sider i romanen, hvor den er et betydningsfuldt sted. Der er kun få direkte paralleller. Således nævnes begge steder navnene på de to mænd, der opdagede grotten, nemlig maleren Friis og Kubitz, der svømmede derind. (Dgb. 6. marts 1834, s. 342, noten Imp. II del, s. 115)
I dagbogen står 6. marts 1834: »Vandet var som en feed Blaae Olie, Skyggen af Aaren bevægede sig liig en mørkeblaae Slange.« (s. 341) Sammenlign hermed romanens »Skyggen på Vandet, Baaden kastede, var det reneste Sortblaa, Aarens Skygge var en bevægelig Slange i alle Nuancer af Blaat. (II del, s. 112)
Vi går nu videre med beskrivelsen af den blå grotte. Der står i dagbogen d. 6. marts 1834 følgende: »Tæt ved Capri blev Vandet som gjennemsigtigt, som var det Luft man saae igjennem’,« (s. 342) I romanen: »Nu saae vi først Vandets uhyre Reenhed og Klarhed. Det var saa uendeligt gjennemsigtigt, som var det Luft, vi gled hen over.« (II del, s. 113)
Dagb. 6. marts 1834 står der: »Nede ved Vandet var Klipperne begroede med røde Søæbler, det saae ud som Stenene græd Blod-Taarer i Brændingen.« (s. 343) I romanen: »Nede i Brændingen, der slog op som en blaa Ild, voxte paa Klippen de blodrøde Søæbler... det syntes som Klippen blødte ved hvert Bølgeslag.« (II del, s. 114)
En skypumpe møder vi også dog lidt senere i dgb., nemlig d. 14. marts 1834: »Med eet saae vi ned mod Mola di Gaeta en stor Skypumpe berøre Havet…« (s. 355) Sml. hermed skypumpen i Improvisatoren som bliver katastrofal, idet den dræber en af de rejsende medpassagerer.
Som det sidste mål for rejsen er vi nu i Venedig. Der står ganske parallelt i dgb. og roman. Først dagbogen: »Venedig er en død Svane der flyder paa Vandet« (19. April 1834, s. 398) I romanen står der: »en død Svane laae det prægtige Venedig paa Bølgen« (II del, s. 178)
Et meget vigtigt træk i dagbogen er indførelsen 27. december 1833, som ikke kan vurderes nok. Nemlig disse følgende ord: »Begyndte om Aftenen paa min Novelle ’Improvisatoren’.« (s. 262) Allerede på stedet i Rom er Andersen begyndt at skrive på sin roman, men som vi ser af de mange paralleller har han alligevel benyttet den endnu friske dagbog som forlæg i mange tilfælde.
Endelig må man ikke overse eller glemme det hele selvbiografiske, der ligger gemt i romanen. Bitterheden med forholdene derhjemme, der var grunden til hans rejse og f.eks. disse ord i dagbogen 9. januar 1834: »Det er svært at rive sig ud af gamle Forhold der trykke.« (s. 271)
Eller dette citat dgb. 26. januar 1834: »Evige Gud lad det blive mig mueligt aldrig at see Hjemmet, det er mig forhadt.« (s. 287) Eller dette citat: »Jeg gyser kun for Hjemmet, der vente mig intet godt, derfra kommer ingen Glæde, der har man spottet, haanet, bedraget mig. – Hun – Han – de Alle!« (s. 295)
Sammenligne hermed kan man de mange bitre udfald i Improvisatoren mod Antonios protegéer og de trykkende forhold han vokser op under. Således: »jeg, den tilsidesatte Hyrdedreng fra Campagnen, der spiste Naadsens Brød i det rige Palais.« (II del, s. 172) Eller her i romanen: »Af Eccellenza og Francesca var jeg vant til stedse at høre Meddelelser, der krænkede mig, de fortalte mig altid, hvad der maatte være mig ukjært at høre, næsten var det som de samlede alt Ondt mod mig.« (II del, s. 180) Eller: »min større Aandsfrihed havde just lagt mig i Afhængighedens Lænker!« (II del, s. 210)
Peterskirkens illumination nævnes i dagbogen Søndag (1ste Paaskedag), 30. Marts 1834 s. 372 og i Improvisatoren s. 190, 191. Der synes dog ikke at være nogle direkte paralleller. Tivoli nævnes i dagbogen og Italiensromanen, også uden lån.
Improvisatoren er en rent åndelig og idealistisk roman, men også først og fremmest et billede af og en hyldest til Italien. Som H.C. Andersen selv udtrykker det: »Italien er et Velsignelsens Fyldehorn!« (II del, s. 10)
