Tale den 2. april 1979 i H.C. Andersen-Samfundet i København ved Samfundets prisoverrækkelse til udgiverne af Andersens dagbøger.
H.C. Andersens dagbøger er en besværgelse. Hans vilje og måske især hans instinkt bevægede ham til at række ud efter det konkrete i livet med den hensigt at skaffe sig besiddelsesmagt over sine drømme, det eneste der for alvor optog ham fra fødselen og indtil døden. Den oplyste og erfaringsmættede Andersenske enevælde. Og i pagt med magterne, men uden at kuske med dem, underlagde han sig sine forvovne drømme, en efter en, op gennem tilværelsens overmål af småtterier.
„Værket maa jeg fuldføre! Billedet som staar broget og stærkt for min Siæl, maa jeg male for Menneskene,“ – med så frimodig en fromhed er han i stand til at profetere om sin tillempede Aladdin-skæbne i en alder af tyve, hvor konturerne omkring den kommende H.C. Andersenske kolossalfigur allerede var sat på papiret.
Men besværgelserne følger tæt i hælene på de uskyldige udbrud af overmod. En enkelt gang lagt frem som strategi, for det hørte nu med og forstyrrede ikke fromheden nævneværdigt. Oftest imidlertid, fordi han virkelig var from nok til ikke at ville overtrække den konto af nåde, som han følte at Vorherre havde oprettet til støtte for hans intensive arbejde med at fuldbyrde sin skæbne. Med rette var Andersen bange for at forgribe sig. Bagtankerne gennemskuede han, endnu mens han udformede dem. Magterne og han sleb hinanden til og opnåede ret snart fuld gensidig forståelse.
I juni 1874 tog han afsked med beboerne på Holsteinborg efter en lille måneds feriedvale: „Grevinden var saa kærlig og blød: beed for mine Børn! sagde hun og jeg følte mig ydmyget derved at jeg skulde særligt kunde frembære en Bøn til Herren for Andre; jeg som er bundløs syndig!“ Det er ikke en ytring, der er tonet af den scenevante Andersens koketteri. Det er heller ikke en dialog med manden i Månen. Det er den skæbneindviedes intime besværgelse.
H.C. Andersens dagbøger er en ajourføring af det uendeligt små, som i hans hænder altid fører i lige linje hen til det uendeligt store.
„Kom til at rive Benet af en Ædderkop,“ noterer han i september 1825 (p.t. latinskolen i Slagelse) og snubler åndeløst videre ind i den nærmest følgende hændelse: „Stod mig herligt i Mathematik!“ Og igen uden pause, idet alle verdens åbenbarelser har samme herlighedsværdi for H.C. Andersen, buser han ud med en taksigelse til den gode Gud: „Tak! mit Hiertes hele Tak! ja! ja! du er min Hiælp, du vil vist ikke hæve mit Mod for at det maa deshaardere knuses.“
På sin vej fra den ene tue af fortrædelighed til den næste lærte han at sætte sit væsens mysterium i system. At akkumulere sig selv, at tage vare på det forhåndenværende: vanddråben, skræppebladet, edderkoppens ben. Han så alt, og han hørte alt, ligesom den dæmoniske titelfigur i eventyret om Skyggen, hvormed han undsagde eller besværgede sin egen digtereksistens med en frygtløs nihilistisk alvidenhed om tilværelsens grundvilkår, det godes og det ondes alt for menneskelige evne til ombyttelighed.
H.C. Andersen havde i 1870, på Thorvaldsens 100-års dag, begivet sig gennem gadernes mylder hen til museet. Her fandt han Maler-Sangforeningen i færd med at frembære en krans. „Vil De ikke for os lægge den på graven!“ sagde bæreren, der må have ejet den højt noterede egenskab vi kalder hjertets dannelse. Og Andersen rørtes heftigt.
„Jeg var bevæget, men det sygelige Mismod det uendelig Nedtrykte, ja den Opgivelse af mig selv jeg fra Krigens blodige forfærdelige Gang, Kanonernes raadende Vorherre der havde gjort mig idiotforfærdet, gudløs, løftede sig; jeg var som vaagnet kraftig og sund af en Feberdrøm. Jeg tør ikke skjule paa disse Blade, som aldrig trykkes, men fødes i min Dagstanke, at jeg følte saa Meget i mit Liv beslægtet med Thorvaldsen, vor fattige Fødsel, vor Kamp og vor store Verdens Erkjendelse. Jeg er tilvisse saa bekjendt i Verden som han; det vore Landsmænd nu ikke see, men vist er det; men han lever længere vistnok end jeg. Ja jeg troer mit Navn er nu mere kjendt Verden rundt end hans, men mit vil slukkes, hans vil leve. Er det Forfængelighed? Mon jeg engang skal vide det. Herre Herre! er Udødelighed: en Forfængeligheds Drøm og vi kun Legetøi for din Almagt.“
Parallelløbet med Thorvaldsen, det sindbilledlige ved dem begge, Aladdin-ekkoet, havde Andersen hæftet sig ved i mange sammenhænge. Men også i repetitionen ligger der en besværgelse, en hvisken med skæbnen. Tilmed røber Andersens lønkammerbetroelse, at dagbogens optegnelser er en part af hans indre monolog: „disse Blade, som aldrig trykkes -,“ hans dagtanker, hans nattetanker, lysets følgeskab med skyggen, ællingens og grantræets komplementære erkendelse. Undertiden synes monologens symfoniske forløb ligefrem at være ledemotivisk styret, som Kierkegaards. Det er skæbne det hele.
Med brevene forholdt det sig anderledes. Her var et publikum inviteret indenfor, og Andersen vidste med en indre, gammelklog latter, at gassen ville blive i ballonerne. Dem, han skrev til, og hovedparten af dem, han skrev om, ville kun holde sig svævende, fordi det var ham, der havde blæst liv i dem. Elskværdigere form for afstraffelse har man ikke set.
Det, vi i vore dage med et nyfigent ord kalder bekendelseslitteratur, havde Andersen givet sig af med fra det øjeblik han kunne fatte om et penneskaft. Men han forarbejdede sin tanke, gav den fra sig i syntesens form, lod ikke munden løbe ublufærdigt som en dilettant. Tidligt var han klar over, at H.C. Andersen-figuren hørte fiktionen, poesien, til. „Mit Livs Begivenhed er selv Poesie,“ skrev han til Henriette Hanck i maj 1838, „det vil altid have samme Interesse, som mine bedste Arbei-der, men det hører jo ikke mig selv til.“
Det var en grundanskuelse hos H.C. Andersen helt tilbage i opkomlingsårenes virvar, at et studium af hans liv var den brugeligste nøgle til hans digtning. Ikke med det partiprogram for øje, at læseren kunne nøjes med at anskaffe sig en biografisk facitliste for at begribe ham ret. Altså den slidte skolelærerfidus med at omregne Nattergalen til Jenny Lind og oven i købet indbilde sig, at tallene stemmer. Andersen, der nødig spildte tid på at være troskyldig, havde til ærinde at ekspandere, ikke at indskrænke. Han var dimensionernes mand og valgte at bruge sin egen alen.
„Vor Fortælling er intet Phantasiebillede, men Virkeligheden vi leve i, Blod af vort Blod og Kjød af vort Kjød. Vi skulle see vore Dage, vor Tids Mennesker. Dog er det ikke blot Hverdagslivet, ikke blot en Dvælen ved Overfladens Mosarter; det hele Træ, fra Rødderne til de duftende Blade, ville vi beskue.“
Igen må han have haft sit vældige gehør for det sindbilledlige i tankerne, evnen til at udvide øjeblikkets stumper og stykker til poesi, springet, der i et fantastisk nu sætter ham i stand til at bjerge det lokale med ind i det universelle uden at bringe uorden i helhedens balancecenter. Hele verden og et par nye skøjter.
Men efterhånden har han jo taget magten fra sig selv, alting ses at løsne sig i hans nærhed og svippe hen på det Andersenske magnetbjerg, de små spigre og søm i dagbøgerne, der skulle holde sammen på hukommelsen, løftes samme vej, alting viser sig at få eksistens og flyveevne i det uendeligt stores nærhed.
Man kan ikke komme udenom, at Andersen var frygtindgydende konkret. En professionalist, der ødslede med detaljerne og økonomiserede med vejrtrækningen. Hukommelsen hverken svækkede hans mod eller berøvede ham hans takt. Det skinner igennem på hver eneste side af dagbøgerne, fra skoletiden i Slagelse, hvor Andersen på det nærmeste stigmatiserede, til de seneste, endda dikterede, meddelelser fra sygelejet på landstedet „Rolighed“ i sommeren 1875. Fragmentariske fortroligheder, som i deres samlede sum fornemmes at antage den Andersenske helheds monumentale karakter, fra rødderne til de duftende blade.
De nu offentliggjorte dagbøger imødekommer et legitimt ønske om at strejfe hans ånd på lokaleste hold, at mærke vindens pust i gardinerne, endnu inden digteren er begyndt at overveje de praktiske muligheder for poetisk genbrug.
Hvem kan så lynhastigt som Andersen vende medaljen i luften, så vi i samme nu ser dens bagside? „I Aften glædede jeg mig over den franske Udgave af mine Eventyr, men kunde derved ikke falde isøvn.“ Med værdighed gør han ret og skel. Godmodig tømmer han livets kalk. Eller tingenes komiske vanvid tager fart, de fikse idéer render med ham: han „koger over,“ bliver „lynende gal,“ føler en „vild lyst i blodet,“ vender sig fra de „vammelkolde danskere,“ holder regimente med stuepigerne, der ikke har redt sengen efter forskrifterne, geråder i heftighed over bydrengen Laurenzius, der er „så kolosal dum,“ får et fiskeben i halsen, opdager røde pletter på lårene, marerides af hæslige drømme, frygter for at blive sindssvag, bides i benet af en hel del hunde, støder hovedet mod dørkarmen i Ørslev kirke, døjer med fru Ørsteds onsdags-sødsuppe. „Aftenen var umaadelig lang, jeg vimsede ud og ind og blev tilsidst aldeles nerveus.“
Men man skal ikke tro, at han ikke samtidig var forlystet. Han måtte nærmest brøle det ind i øret på de tungnemme, at „det Naive var kun een Deel af mine Eventyr, at Humoret var egentligt Saltet i dem.“
Ordblindheden følger den ellers klartseende op i alderdommen. Bloch bogstaverer han Blog; eller det kan pludselig falde ham ind at skrive Kolin, skønt han må have stødt på navnet tidligere. Men han havde andet at bestille end at konsultere en retskrivningsordbog, herunder især beskæftigelsen med at have mod til at være sig selv, undertiden endda at tumle med Vorherre, hvis ikke det går som det skal. „Herre min Gud kan Du lade os heelt forsvinde! der er en Angst derfor og jeg er blevet for klog – og ulykkelig.“ Altings ophør, altings forbliven. Men der sker, hvad der skal ske, og det går, det går.
„Dovnet paa Sophaen, drevet aandløs om i Skoven, vegeterer kun.“ Han skælder sig selv huden fuld ind imellem. Men undervejs i drivertperioderne undfanges eventyrene, Skyggen, Kometen, Solskinshistorier, Det Utroligste. Det sidste kan han selv være.
Adolph Drewsen (af Andersen stavet med enkelt-v) brummer, da han har læst Dryaden. Det er hans anskuelse, og han gør den gældende, at et eventyr og en beskrivelse af verdensudstillingen i Paris er to forskellige ting. Svaret kommer som en pisk: „Jeg sagde ham at Eventyret skulde bygge paa vor Tid for ret at erkjendes i Fremtiden.“ I dagbøgerne tager Andersen varsler af sin egen fremtid.
Årvågent sanser han at ihukomme sine sansninger. Sverige, den 16. juli 1849: „Paa den ikke belyste Deel af Søen sover Alt, Søen er som Søvnens udspændte Lagen.“
Hverdagens mirakuløse irritationer, intimiteter og inspirationer skrider så at sige aldrig ud af deres leje, selv om Andersen altid er dynamisk i sin beskrivelse af det statiske. Den overfrakke, han låner af skrædderen, og som ikke er hans egen, volder ham den samme art af poetiske nervefeber som en notits i en avis, flaben Jonas Collin den Yngres råkulde, rottestanken under gulvbrædderne eller fyrstemodtagelserne i det sydlige. Tandpine og skåler, ringorm og dusbroderskab, trædemølle og evighedshåb. „Selv Øiensygdommen er jeg glad for,“ skrev han i Rom i det indtryksømme år 1833, „den lader mig skjønne paa Sundheden.“ Ingen har skønnet på som Andersen, ingen har forstået at udvinde så megen sundhed af alverdens anfægtelser som han.
Edvard Collin var den første, der fandt vej til dagbøgernes usorterede overdådighed, med mindre man da ville nævne digteren selv. Siden har brudstykker af journalen været præsenteret rundt omkring, af mere eller mindre kyndige, mere eller mindre lødige forskere og meddelere. Visse blade er blevet væk under tumulterne. At omsmelte guldhornene er dog ikke lykkedes.
Fra og med 1971 er alt, hvad der endnu eksisterer af dagbøger, lagt kronologisk frem i ti videnskabeligt fuldkomne tekstbind. Hertil føjer sig to register-bind, et med de titusind personnavne, et med værk-, sag- og stedfortegnelse. Begge disse sidste materialesamlinger, der bør læses som selvstændige poetiske helheder, eksaktheden til trods, eller måske på grund af den, er udarbejdet af mesteren H. Topsøe-Jensen. Forskningsarbejdet, der repræsenterer endnu et stykke ufattelighed lagt til hans øvrige, nåede han at gøre færdigt umiddelbart inden sin død i december 1976. – Det danske Sprog- og Litteraturselskab, hvis administrator og inspirator, dr. phil. Erik Dal, naturligvis har været virksom i forbindelse med udgivelsesarbejdet, kunne derfor bringe offentliggørelsen af H.C. Andersens dagbøger til afslutning året efter, idet man under behørig iagttagelse af digterens skæbnedato sørgede for at datere værkets senest udsendte bind den 6. september 1977. Det kan man kalde en udgivelsespolitisk besværgelse.
I værkets første og elvte bind gøres der rede for initiativet og principperne bag publikationen. Afskrivningen af dagbøgerne og redaktionen af teksten har påhvilet de tre forskningsbibliotekarer, mag. art. Helga Vang Lauridsen, mag. art. Kirsten Weber og dr.phil. Tue Gad, der står som værkets udgivere. Førstebibliotekar, cand.mag. Kåre Olsen har i fællesskab med Topsøe-Jensen tilrettelagt og overvåget arbejdet, således at Kåre Olsen bl.a. har påtaget sig den kritiske gennemgang af tekstmanuskriptet.
Udgivelsen af H.C. Andersens dagbøger in extenso er noget nær et mirakel – i videnskabeligt regi. De tolv bind må umiddelbart vurderes som den mest imponerende bedrift i Andersen-udgivelsernes i forvejen imponerende historie.
H.C. Andersen-Samfundet i København har ønsket at påskønne publiceringen af dagbøgerne ved, at H.C. Andersen-Prisen for 1979 tildeles Helga Vang Lauridsen, Kirsten Weber, Tue Gad og Kåre Olsen. Med beklagelse erfarer vi, at Tue Gad har afslået at modtage prisen. Men de tre øvrige pristagere er til stede i aften, og det takker vi dem for. Tak, fordi De har været med til at vise os så mange nye sider af H.C. Andersens genius.
Og nu ligger dagbøgerne foran os, hele historien. „Forbi, forbi, og det blive alle Historier!“ – Kun ikke Andersens.
