Den forandring i landskab og landsbybillede, der fulgte med det gamle bondesamfunds ændrede sociale opbygning i slutningen af 1700-tallet, var mere eller mindre gennemgribende afhængig af den form for udstykning, der anvendtes. Mindst forskydning i bebyggelsen gav jo Stjerneudskiftningen med de enkelte gårdes kileformede jordstykke gående ud fra flest mulige bygninger på deres oprindelige plads i landsbyen.
Hvor man derimod, uden hensyntagen til øjeblikkelige byggeomkostninger, gennemførte en rationel udstykning med regulære jordstykker fordelt over hele det forhåndenværende areal, bevirkede den nødvendige udflytning i forbindelse hermed en langt større ændring af byens udseende, som det eksempelvis har været tilfældet med Ulbølle i Salling herred. Her lå indtil 1775 alle byens 29 gårde tæt samlede ved kirken og i nord og nordvestlig retning, men da reformerne var gennemført, var alle daværende gårde nyopførte midt i deres jordtilliggender udenfor byen efter Jens Langes plan.
Lange[1] havde 1734 købt Rødkilde af Johan Lehn til Hvidkilde for 14.000 rigsdaler. Til gården, der er en af landets ældste – den nævnes allerede 1314 – hørte bøndergårde på tilsammen 200 tdr. hartkorn samt en del huse i Vester Skerninge, Ulbølle, Ollerup, Dongshøjrup og Egebjerg. Selve hovedgården var foruden det nævnte bøndergods på 60 tdr. hartkorn.
Langes spændte forhold til sine bønder har naturligt nok tillagt ham mange dårlige egenskaber og handlinger, og endnu fortælles på egnen historien om, at Lange som bestyrer af Rødkilde skulle have franarret Johan Lehn gården ved at bilde ham ind, at bønderne ikke ville lystre, men at det ville hjælpe på dette, hvis Lange blot fik skøde på ejendommen. Historien bunder vel sagtens i, at Lange ikke ejede ret mange penge ved købet og derfor først fik skøde i 1740.
Lange beskrives som stor og kraftig af skikkelse og meget foretagsom, men han er voldsom og hidsig i sin fremfærd. Hans mening om bonden og dennes plads i samfundet lader han hverken i mund eller pen tvivl om, og det er ikke tanker til fremme af bondens frigørelse, der optager ham mest; men hans faglige dygtighed og praktiske greb om de ting, han går ind for, kan ikke bestrides.
Med hensynsløs energi omsætter han i årenes løb sine ideer i praksis. Således indførelse af 5vangs drift med 2 tilsåede og 3 hvilende agre i stedet for den hidtidige 3vangs drift, og avlen sættes herved betydeligt op. Han anlægger frugtplantage, grøfter, hegner, anlægger veje og en vandmølle, der senere udvides til at omfatte stivelses- og pudderfabrik, bygger teglværk, skibsværft og anløbsbro ved Strandhuse, hvorfra han med egne skibe udfører sin overskydende avl.
I 1768 køber Jens Lange Flintholm i Hundstrup sogn, i 1775 Løjtved i Stenstrup sogn, og det må formentlig have været i 1760erne han erhvervede de resterende gårde i Ulbølle, hvorved han blev eneejer af denne og dermed fik mulighed for en fuldstændig samlet udskiftning og udflytning af hele byen i overensstemmelse med tankerne i det skrift, han udgav i 1765 „Tanker om landvæsenets bedste indretning og deraf flydende nytte, grundede på erfarenhed, forfattet den 5. febr. 1759“.
Udflytningen begyndte efter at 4 gårde og en del huse i Ulbølle brændte i 1775. De 4 gårde blev nyopført på de yderste og hidtil dårligst drevne jorder, og da de bedre resultater heraf viste sig, fulgte omkring 1780 udflytningen af de resterende gårde i Ulbølle og de 8 af Vester Skerninges som tilhørte Lange.
Gennemførelsen af hele dette foretagende må have stillet betydelige økonomiske krav til Lange. Ulbøllebønderne og velsagtens også dem i Vester Skerninge har formentlig alle været dårligt stillede og har ikke kunnet yde kontant bidrag til de nye gårde, de fik. Af beretningen om stridighederne mellem Lange og hans bønder fremgår, at i hvert fald de 11, der anses for hovedmændene i konflikten ved den endelige dom i 1777 ikke ejer kontanter, og under de stedfundne udlægsforretninger kommer vurderingssummen af deres bo kun for en enkelts vedkommende op omkring 80 rigsdaler, og heri er medregnet besætning, redskaber og inventar. Bøndernes bidrag har været deres arbejdsindsats, og Lange har vel også kunnet nyde fordel af forordningen af 1781, der gav mulighed for tilskud på indtil 100 rigsdaler til opbygning af en udflyttet gård.
Gårdene må antages at have været ens af bygninger og med lige meget jord, i hartkorn 5-6 tdr. svarende til nogle og fyrre tønder land efter de forskellige jorders bonitet. Det er den gårdstørrelse, Lange anser for den ideelle, fordi, som han siger, gårdmændene og bondestanden er bestemt til ved det grove arbejde at erhverve sig brødet og ikke hengive sig til lediggang og dovenskab, hvad der bliver tilfældet, hvis gårdene er for store. „En bondegård skulle derfor ikke være større, end at manden med kone, karl, pige og dreng foruden hoveriet netop kan nå også at forrette sit eget arbejde. Thi jo flere mindre gårde, des flere familier og desto flere børn til landets gavn i alle retninger.“ Hermed mener han at kunne modvirke den herskende folkemangel indenfor landbruget, og bedre ligeligt fordele de enkelte fæsteres ydelser og pligter.
Når det et sted er anført, at alle gårdene – bortset fra de 4 efter branden – blev udflyttet „i løbet af 3 år“, må det vel tages med et vist forbehold, men selv om tiden måske mere sandsynligt kan sættes fra ca. 1780 til omkring 1790, er det dog bemærkelsesværdigt, at det har været muligt i et sådant omfang at skaffe faglig arbejdskraft til tømrer- og snedkerarbejde. Har Lange som skibsværftsejer omstillet sine skibsbyggere, og sammen med anden stedlig arbejdskraft indsat dem alle i denne seriefremstilling af typegårde?
De fleste af gårdene har i tidens løb fået de oprindelige bygninger udskiftet med nyere, men endnu findes i 12 af dem gamle bygningsdele i sådan udstrækning, at man ved sammenligninger ret nøjagtig kan angive de oprindelige bygningers udstrækning, udseende og ensartethed. Det er gårdene: Jerntvedgården, Allekilde, Assenshøj, Gallebjerg, Tommerød, Bilkeris, Søndergaard, Skadegaard, Ellehøj, Norregård og Stenhøjgård i Ulbølle. I Vester Skerninge er vistnok kun Holmegård tilbage, Søndre Hannemose brændte lige før undersøgelserne nåede dertil, den havde ellers dele af det gamle stuehus.
Forskellig fra den andre steder anvendte form for udflyttergård, der jo oftest er en videreførelse af de smalle helt eller delvis sammenbyggede længer omkring gårdspladsen, er Rødkildegårdene 2-fløjede, vinkelbyggede anlæg. De har en klar og koncentreret plan, hvor beboelsen med normal husdybde udgør den ene fløj, og den anden betydelig bredere fløj rummer både stald og lade. Ved bygningernes placering synes verdenshjørnerne overhovedet ikke at spille ind, men udelukkende hensynet til vejføringen, der oprindelig har sluttet til ladeport og port mellem lade og stuehus; de nuværende tilkørselsveje er for flere gårdes vedkommende af nyere dato.
En konstruktionsdetalje som gennemstukne bjælkehoveder, der jo endnu omkring 1800 har tilhængere, er der helt gjort op med her; både i stuehus og lade er bjælkerne lagt på overremmen. Tømmeret i tagværker, bjælkelag og skillerum har været nyt regulært fyrretræ – ikke nedbrydningstømmer. Det samme er stort set tilfældet med det udvendige egebindingsværk. I et enkelt stuehus kan ses et par stolper, der måske har været anvendt før, og den samme iagttagelse kan med større sikkerhed gøres på nogle af laderne, men kun på Holmegårdens lade kan man se, at bindingsværket i laden væsentlig har været tidligere anvendt egetræ. På en enkelt undtagelse nær er bjælkerne alle steder i beboelsesrum undtagen i bryggers indklædt med brædder. De få synlige nøgne bjælker er stærkt bomkantede og groft behuggede, og sådan har de formentlig alle fremtrådt oprindelig. Til de underordnede rum ved bryggers er der endnu en del revledøre, men ellers er alle dørene i stuehusene ens trefyldingsdøre, og mange har gl. beslag og krydsgreb, i enkelte tilfælde i forbindelse med klinkefald. Der er enkelte vinduer af den gl. type med de 6 rudede rammer og vinduesbredde og højde på ca. 90 × 82 cm.
Tømmerkonstruktionerne er ens i de forskellige gårde, og det samme gælder træets dimensioner, der ikke varierer mere fra sted til sted end det kan gøre i den enkelte gård. Stolpebredden er 14-16 cm, tykkelsen 13-15 cm, fodtømmer 12-15 cm højt og overrem 8-10 cm. Fagbredderne i stuehusene varierer fra 1.69 til 1.74 m fra midte til midte af stolper og højden fra underkant fodtømmer til overkant rem fra 2.00 m til 2.06 m Taghældningerne er 50°, og husdybderne har ikke større afvigelser fra hinanden end fra 6.82 til 6.87 m. – Laderne har fagbredder på 1.88 m til 1.93 m, højder på ydervægge 2.51 m til 2.55 m, taghældninger på ca. 52°, og husdybder udvendig målt 10.15 m til 10.19 m. Målet fra ladegulv til kip er alle steder meget nær 8.90 m.
På grund af de mange påførte farvelag kan nummereringen kun ses ganske enkelte steder på det udvendige bindingsværk og er da 2-3 cm høje romertal, på spærene større romertal og enkelte steder i forbindelse med trekantsafmærkning. Fodtømmer og rem er samlet med slids og tap og går på langsiderne 7-8 cm udenfor hjørnestolpe. Spærene er samlet foroven med tap og forneden med tap i bjælkerne, og hanebånd og spær er samlet med tap. I laderne går de høje stolper i det langsgående skillerum med tap op i den langsgående drager, der i gavlen er slidset ned i gavlstolpens tap foroven; dragerens ende går lidt udenfor gavlen som et hoved, der låser samlingen. Bjælkerne over tærskelade og korngulv er tappet i den lodrette stolpe ovenover hinanden og kommer derved til at skråne ud mod ydermurene.
Det første sæt „hanebånd“ er samlet af 2 længder, der lige under den langsgående drager fra begge sider er tappet i stolpen; de yderste ender går helt ud glat med spæroversider. Spærene er også samlet af 2 længder; den nederste med indtapninger i bjælke og første sæt „hanebånd“, og den øverste længde går med tap fra første hanebånds overside til kip.
Fordelen ved denne konstruktions mange samlinger, og det er vel det, der har tiltalt Langes økonomiske sans, er tømmerets korte længder og ringe dimensioner; ellers ville gennemgående længder i spær og første sæt „hanebånd“ vel nok være at foretrække. Den anvendte konstruktion kræver i hvert fald stormlægter, og det ser det ikke ud til man har brugt, ellers er de i tidens løb fjernet. De fleste steder hælder de øverste spær da også mere eller mindre, og flere af laderne siges jo at være blæst om. Ejeren af Skadegården, hvor laden helt er væk, siger, at de øverste spær her under en storm „lagde sig ned som en harmonika“.
Bindingsværkstavlerne har haft fletværk med lerklining; det kan endnu konstateres i ladernes skillerum, i skillerum mellem port og stuehus, og enkelte steder kan tidligere tilstedeværelse heraf ses på bjælken mellem bryggers og tilstødende rum. Der er også endnu i mange af de indvendige tavl rå lersten, og i Holmegården er der få skifter, heraf i enkelte af ladens øverste udvendige tavl, men ellers er der alle steder nu udvendig brændte sten i ler eller kalkmørtel. Brugen af brændte sten fra Langes teglværk har indskrænket sig til gårdenes 2 skorstenspiber og måske i en vis udstrækning til gulvbelægning i beboelsesrummene. I bryggers har der været brolægning.
Jerntvedgården matr. nr. 37 er den af gårdene, hvor det bebyggede areal er udvidet mindst, fordi der i tidens løb gentagne gange er solgt jord fra.
Opmålingerne fig. 1 til 11 viser gårdens nuværende udstrækning og indretning.
Der har netop fundet ejerskifte sted, men den tidligere ejer, Vilhelm Madsen, bor endnu på gården, og foruden oplysninger om denne har han givet museet så mange gamle brugsting herfra, at en 4 tons lastbil ikke kunne køre det på een gang.
Vilh. Madsen, der er ugift, er født på gården i 1899, som han overtog omkring 1953 efter faderen, Niels Madsen, der var død. Denne havde haft gården efter sin morbroder Peter Jensen, der var gift med Katrine Jensdatter, der fik gården efter sin fader Jens Andersen.
I den tid V. Madsen kan huske, har bindingsværket på stuehusets gårdside og på sydgavlen været trukket op med kromgrøn oliemaling og tavl og haveside hvidkalket. På stald- og ladebygning har bindingsværket været strøget med dodenkop og tavlene hvidkalkede.
Der er ikke, medens han har været ejer, sket nogen ændringer; men i faderens tid har storstuen fået sin nuværende form, og det samme gælder vognport, huggehus og kammer nr. 3, på planen; før havde storstuen været på 3 fag, fra portgennemkørsel i hele husets dybde. Mellem storstue og forstue var kammer på 1 fag, men hvordan adgangen til storstuen så har været, vides ikke. I 1897-99 er døren fra rum nr. 4 til haven indsat, i 1912 blev bageovnen fjernet, den var da bag bryggers mod haven i nuv. kammer nr. 9. Der havde været indfyring fra den store skorsten til ovn og bryggekedel, og i venstre side af skorstenen var et muret ildsted, men ingen køllegris; der var spisekammer ved siden af ovnen. Samtidig med at ovnen fjernedes, blev der på dette sted sat et vindue mere i mod haven. I køkkenet er der vægpanel fra bænkehøjde til underkant vinduer på ydervæg og ind på skillerum. Der er muret kappe over komfur, men V. Madsen ved ikke af, at der her i køkkenet skulle have været åbent ildsted. Stuehuset er udvidet mod syd med 2 fag til mælkekammer med 60 cm forsænket gulv, kammer og rullestue; det er rummene nr. 11-13 og 14 på planen. Tidspunktet for denne udvidelse vides ikke. I 1899 skal der være føjet 2 fag til laden mod vest til svinestier, og i 1912 er port mellem lade og stuehus mod gårdside indsat.
Besætningen var på 9-11 køer og som regel en tyr og 2 heste. I de yderste hestestader blev besøgendes heste opstaldet. I rummet bag hestestalden, der hvor der nu er ungkreaturer, var indrettet karlekammer; pigekammeret var i stuehuset med adgang fra bryggers. Der var altid karl og pige indtil 1914 og 15, da V. Madsen og hans ældste søster ved konfirmationsalderen skulle erstatte dem.
Havens nu viste udstrækning er antagelig den oprindelige; den begrænses mod syd og øst af et åbent vandløb. Der er en nøddegang langs østsiden og derudover de angivne frugttræer og buske med græs i den midterste del af haven indenfor gangen. Træerne i sydskellet er birk af samme alder som beplantning vest for tilkørselsvejen og er fra 1906. Den afgrænsende beplantning vest for vejen er blommetræer, hyld m. m., samt mod syd yderligere en række birketræer; de øvrige træer er frugttræer. Tidligere var vest for stuehus og udfor ladens vestgavl et vandhul, der nu er opfyldt.
Gårdens tilliggende er nu 17½ td. land, stort set god agerjord med lidt eng, mose og sandjord imellem, så boniteten derved varierer fra 8 til 19 efter bonitetsmål 0 til 24.
I 1802-03 er der solgt jord fra, og i 1850 skal der være solgt et skoveller engmål af ukendt størrelse. Ved omlægning af vejen fra Vester Skerninge til Ulbølle i 1936, hvorved gårdens tilkørselsvej formindskedes med 1/3 i længden, blev der ydet erstatning på 20 til 25 øre pr. m2 afstået jord til det nye vejareal. I 1947 solgte V. Madsens fader en byggegrund ved vejen og i 1951 solgtes yderligere 5 td. land.
Den oprindelige vej ned til gården har gået fra et punkt nogle hundrede meter nærmere Vester Skerninge, over markerne og var ved en stenkiste ført over vandløbet til lade- og vognport på østsiden.
Ved vurdering til ejendomsskyld i 1956 står gården til 48.000 kr., heraf er grundværdien 25.900 kr., og købesummen i september 1960, da Ejner Nissen Hansen overtog den, var 70.000 kr. – Den nye ejer lod straks ved istandsættelse bygningernes bindingsværk, både på forside og bagside male rødt, og stuehusets vinduer og dør, der var ensfarvet brun, har fået brune karme og hvide rammer, dørfyldingerne har hvide stafferinger. Der tales om evt. udskiftning af stråtaget, og flere ændringer følger sikkert snart med den nye driftige ejer.
De tidligere nævnte ejernavne fra gården kan suppleres med navnene i tiden forud ved hjælp af bevarede gamle papirer og dokumenter, der samtidig belyser forhold og vilkår for fæsterens overtagelse af gården.
Af en fæstekontrakt dateret og underskrevet d. 29 juni 1790 af Jens Langes næstældste søn, Johan Lange (Jens Lange var død samme år 83 år gammel), fremgår det, at gården har nye bygninger, og der nævnes ikke nogen tidligere fæster, hvilket godt kunne være rimeligt, hvis der var tale om et fæsteskifte; det må derfor antages at være den første fæster, der omtales i kontrakten, der begynder sådan:
”Jeg Johan Lange til Rødkilde og Flintholm gjøre hermed vitterlig at have stædt og fæst ligesom jeg og hermed stæder og fæster til Anders Rasmussen, barnefødt på Rødkilde gods en gård i Ulbølle Nørre Mark, Jerntved gården kaldet, som står for hartkorn, ager og eng 6 tdr. 4 skp. hvilken gård bemeldte Anders Rasmussen må nyde bruge og sin livs tid i fæste beholde når han til rette tider opfylder og i alle skulle efterkomme følgende Conditioner:“
Betingelserne nævnes i 8 punkter og går ud på:
„løvrigt retter og forholder fæsteren sig efter kongelig allernådigste lov og forordning, er mig og mine befuldmægtigede hørig og lydig, samt i alle skule efterkommer og opfylder denne fæste contrakt alt under dette fæstes forbrydelse og anden vedbørlig straff.“
Han skal ikke betale indfæstning, men skulle han blive til sinds at opgive fæstet, kan dette ske til hvilken 1ste maj, han finder for godt med ½ års opsigelse forud, og han må medtage hvad han har modtaget af besætning og inventar mod at betale 160 rigsdaler, som Johan Lange har indbetalt til Løjtved.
Anders Rasmussen fæstede i 1779 en gård i Hundtofte under Løjtved, som Jens Lange dengang ejede, også ved den lejlighed slap han for indfæstning, fordi han havde tjent som ladefoged på Rødkilde. Da han tiltræder sit nye fæste, giver inspektøren på Løjtved en skriftlig erklæring om, at Anders Rasmussen har opfyldt sine forpligtelser her, så han med kone og børn kan henflytte, hvor de lyster, uden tiltale af Løjtveds herskab.
Synsforretningen, der henvises til under kontraktens punkt 7, er foretaget af byfogeden i Faaborg, birkedommeren i Holstenshuus’s birk, der tillige er byskriver i Faaborg, og med 2 gårdmænd fra Aastrup som udvalgte synsmænd. Heri nævnes besætning og redskaber:
| En mørkebrun hoppe – 11 år | 24 rdl. | |
| En dito – 7 år | 30 „ | |
| En sort hoppe med føl – 12 år | 20 „ | |
| En dito – 6 år | 30 „ | |
| En mørkebrun dito – 13 år | 34 „ | |
| En sort hingst – 2 år | 34 „ | |
| En jernbeslået færredsvogn med tilbehør | 16 „ | |
| En dito arbejdsvogn med høsthaver | 16 „ | |
| En plov med tilbehør | 2 „ | |
| En harve med jerntænder | 1 „ | 2 mark |
| En dito med dito | 1 „ | 2 „ |
Det nævnte anser synsmændene „fuldkommen tilstrækkelig til gårdens og avlingens drift, hoveri ægter, m. v.“ – Herudover er medtaget det i kontrakten anførte sæde- og fødekorn.
Vedrørende bygningerne står der, at de „befandt våningshuset at bestå af 13 fag bygget af eg, som befandtes i høj grad beboelig brugbar og forsvarlig stand.“ Derefter nævnes „Fæe og lade huus længden som består af 11 fag befandtes ligeledes i god brugbar og forsvarlig stand.“
– Desværre nævnes der ikke noget om bygningernes ruminddeling.
I 1803 er Anders Rasmussen selvejerbonde; dette fremgår af en udstedt panteobligation, hvori han erkender ved købet af gården at være Johan Lange 1000 rigsdaler skyldig. Ved denne obligation, der forrentes med 4 % sikrer Lange sig 1ste prioritets panteret i gården, „med alle sine nu tilliggende jorder og grunde, stående for hartkorn ager og eng 3 tdr. – 1 skp. – 1 f.“ Det vil altså sige, at gårdens tilliggende allerede på daværende tidspunkt er halveret, og det er rimeligvis sket netop i forbindelse med købet, enten for at skaffe fornøden udbetaling, eller fordi Anders Rasmussen ikke har villet sætte sig for større renteudgifter og evt. afdrag.
Allerede året efter dør Anders Rasmussen, og i skifte af 5. juli 1804 efter afdøde er hele boet med inventar, besætning, afgrøde, jord og bygninger opgjort til 1792 rigsdaler, 2 mark og 12 skilling. – Af besætning nævnes her 2 kalve, 4 køer – 2 sorte – 1 rød og en grå; den sidste anmeldes at tilhøre svigersønnen Rasmus Hansen. I hestestalden er yderligere en sort ko, der tilhører sønnen Rasmus Andersen; han ejer også den ene af de i hestestalden værende 3 heste (1 hest og 2 hopper).
I inventarfortegnelsen er nævnt dagligstue, den øverste stue, bryggerhuset, ølkammer og spisekammer; derefter karlekammer, kohuset, hestestald og vognport.
Den særlige bygningsbeskrivelse lyder: „Stuehuset, som består af 10 fag indrettet til 2 stuer, et byggerhus og en kælder bygget af eg og fyr, klinede vægge og stråtag“, derefter „Den vestre længde 11 fag indrettet til hestestald, kohus, lade og lo, bygget af samme materiale som forrige.“ På den vestre længe er desuden en tilbygning på et fag med skrågavl. Bygningerne er ialt sat til 444 rigsdaler.
Jorderne er Egebjerglykken på 7 tdr. land, Jerntvedlykken på 5 tdr., og Bylykken på 7 tdr., ialt vurderes jorden til 1070 rdl.
De nævnte jordstykker giver tilsammen kun 19 tdr. land, men i skiftet, hvor Lange sikrer sig panteret for sin obligation, anføres samme hartkorn, som ved obligationens udstedelse.
Afdødes enke Anne Jensdatter fortsætter gårdens drift med sine børn; der var 4 børn i ægteskabet, 2 sønner på henholdsvis 23 og 16 år og 2 døtre, hvoraf den ene er gift og den anden 9 år.
Ved skøde af 7. maj 1829 overdrager Anne Jensdatter gården til den yngste søn Jens Andersen på følgende betingelser:
Jens Andersen er gift med Else Margrethe Nielsdatter fra Allekilde-gården, og det må være deres datter, den Katrine Jensdatter, der bliver gift med Vilhelm Madsens faders morbroder, Peder Jensen.
Anne Jensdatter, der omhandles af den ovenfor gengivne aftægtskontrakt, dør 1831, og da sønnen Jens Andersen dør 1863, overdrager hans kone Else Nielsdatter gården til deres yngste datter, der er ugift, og samtidig sikrer hun sig sit underhold i en aftægtskontrakt, enten ved at bo sammen med datteren, eller hvis hun måtte foretrække at bo for sig selv, da at få indrettet en bolig „i eller ved gårdens stuehus, bestående af 3 fag til 2 stuer, 1 kammer og et tørve- og brændselsrum, hvilken lejlighed indrettes i alle henseender solid og forsvarlig efter egnens skik og brug“. Hvis moderen ønsker at give afkald på fri bolig og de nærmere specificerede ydelser i naturalier, skal hun i stedet årlig have udbetalt 85 rdl.
Det er ikke utænkeligt, at der efter datterens giftermål er stillet krav om selvstændig aftægtsbolig, og det er måske den fritliggende lille bygning, der på planen er vist øst for stuehuset ved haven. – Både på Laugaarden og Allekildegården fortælles, at der har ligget aftægtsboliger med samme placering i forhold til stuehuset. Eksemplet smitter, men skik og brug ændres; i 1890 nedrives aftægtsboligen ved Allekildegaarden, og der bygges nyt og større stuehus, så det formentlig nu kan rumme også aftægtsfolkene. På de gårde, der ikke får nye stuehuse, klarer man sig ved at udvide det gamle i længderetningen; ved portrum kan inddrages 1 fag, og ved stuehusets frie ende tilføjes efter behov flere eller færre fag.
Ved Peder Jensens død i 1896 stiller Katrine Jensdatter sine betingelser for at gå på aftægt. Hvis hun ikke er tilfreds med at bo sammen med den øvrige familie, er svigersønnen Niels Madsen, der nu får skøde på gården, „pligtig at indrette hende en lejlighed på to værelser og køkken, hvor i ejendommens bygninger hun forlanger“, og da hun vel ikke ville forlange at komme til at bo i stald- eller ladebygning, må det kunne opfattes som et valg mellem stuehuset og den formodede aftægtsbygning. Katrine Jensdatter kan også forlange, at ejeren skal lønne og koste en voksen pige til hendes opvartning og pleje. Bliver hun utilfreds med kosten, har hun istedet for denne krav på 600 kr. årlig udover boligen og pigeholdet. Kosten er udtrykkelig nævnt at skulle være god og forsvarlig i enhver henseende, og hun kan nyde den ved ejerens bord eller særskilt anrettet i sit værelse; ligesom hun skal være berettiget til at erholde spise og drikke udenfor de almindelige spisetider, hvis hun måtte føle trang dertil.
Ved tegningerne fig. 12 og 13 er i rekonstruktion forsøgt at vise den oprindelige udflyttergårds udstrækning og udseende.
Ladens længde er på 11 fag som nævnt i fæstekontrakten, og det passer med det bestående længdeskillerum, der i tagetagen slutter ved den her viste vestgavl. Selve gavlen her var der intet tilbage af; den er vist som østgavlen, kun er skråstiverne, her hvor der ikke er port, angivet udfor længdeskillerummet. I overgavle er anvendt fyr til bindingsværk, og fagbredden er kun den halve af undertømmerets; der er i stedet for dokker kun brugt gennemgående stolper. Det er muligt, at overgavlenes bindingsværk er yngre end undertømmeret, fordi gavlene oprindelig kan have været bræddeklædte, som tilfældet endnu er på „Allekildegaarden“; men højden på gavlen er givet ved den øverste rem i længdeskillerummet, der som tidligere nævnt går igennem og forankrer skillerum og gavle. Udbygningen mrkt. 17 på planen skulle svare til den nævnte lille udbygning i synsforretningen 1804, og placeringen er motiveret ved taphul i hjørnestolpe og tredie stolpe lige under ladens overrem. På „Allekildegaarden“ er der tilsvarende taphuller på ladens gavl, og her ved ejeren, at der har været en lille udbygning, hvis udstrækning svarer til den her viste og endnu markeres ved eksisterende skarpt afgrænset brolægning med en større sten i hvert af de udvendige hjørner. Disse huller kan have tjent som indtapning for udbygningernes spær.
Med hensyn til staldens og ladens indretning skal udover den viste plan tilføjes, at der sikkert ikke har været tæt og skarp adskillelse mellem kørelo og hestestald. På Jerntvedgården var der her i køreloens bredde opsat et nyere skillerum, men Vilh. Madsen kunne huske, han havde hørt tale om, at der inden da havde været så meget åbning, så at trækken kunne mærkes helt ind i kostalden fra hestestalden. Det passer med iagttagelser fra Allekildegaarden og Holmegaarden, hvor der på de eksisterende gamle bjælker ikke findes tegn på fast skillerum i køreladens bredde ind til hestestald, medens man på bjælkerne 2 fag efter, altså ind til kostald, kan se, der har været tværgående skillerum i hele bygningens bredde. Formentlig har det da været muligt, når der skulle sættes til hen over staldloftet, at lade hestene gå helt frem i hestestalden, så afstanden fra vognen til gavlen her ikke blev for stor. Denne ret åbne staldindretning er måske grunden til de udrilninger, der er i fodtømmeret på begge sider af ladernes porte, så man med et tværgående brædt i hele portbredden kan lukke åbningen forneden mellem port og gulv. Den rigtige placering af båsene og karlekammeret er der ingen sikkerhed for, men 6 heste af den størrelse, der var almindelig dengang, kunne godt stå ved siden af hinanden på tværs af bygningen, samtidig med at der har været forbindelse fra rum mrkt. 12 til 11.
På Jerntvedgaarden var rygningen fra stuehuset ført vandret hen over porten, men det skyldtes senere ændring af spærene. Den stigende rygningslinie, der endnu er på en del af gårdene er den oprindelige. Portrummet på 3 fag findes nu kun på Holmegaarden og Norregaarden, men det er givet, at det alle steder har haft den bredde. På en enkelt af de ombyggede gårde kan det ses på bjælker og stolper, at der har været skillerum her; på den anden kan man se nummeret på stolpen i facaden herud for, den har nr. I og angiver begyndelsen på stuehusets bindingsværk. De 2 gårde, hvor det brede portrum er bibeholdt, har trappe fra portrum til loft over stuehus, og over portskillerum er der lukket i tagrummet med bræddebeklædning og dør ved trappen.
Stuehusets udstrækning er på facaden yderligere markeret ved de viste skråstivere, der også findes i de tilsvarende fag mod haven. Alle 4 skråstivere findes eller kan spores det ene eller andet sted. Stuehuset er hermed på de tidligere nævnte 10 fag, eller hvis portrummet medregnes, på 13, som nævnt i den første synsforretning. Den forskel i det angivne antal fag fra de 2 vurderinger foretaget med få års mellemrum på en bygning, der givet i begge tilfælde har haft samme størrelse, er ikke ukendt i de gamle synsforretninger. I den fra 1804 har man sat en enhedspris på 20 rigsdaler pr. fag gældende for både lade og stuehus, og heri er så uden videre indgået de mindre regulære fag i porten; ligeledes kan de lavere „billigere“ fag, der afslutter stuehuset, godt være medregnet også uden udtrykkelig at være nævnt. De afsluttende fag med det skrånende tagskæg – en udformning, der jo ellers bedst kendes fra småhuse, hvor „kabudstaget“ dækker over de underordnede rum ved gavlene – findes ingen steder mere, da alle stuehusene er udvidet her, og derfor skal de enkelte ting fremhæves, der rimeliggør denne del af rekonstruktionen.
I flere tilfælde findes den gamle skorsten endnu på sin oprindelige plads, og man fortæller, at den nedrevne ovn gik ud som vist på planen; på Assenshøj har den nuv. ejer fjernet ovnens fundamentsten bortset fra en enkelt, der ligger så højt, at den kan ses over det nuværende gulv, og på Holmegaarden kan ejeren også angive ovnens udstrækning. Desuden er her endnu de gamle skorstensvanger med det murede ildsted og ovnens tilmurede indfyringsåbning. Sidstnævnte sted findes desuden endnu en mindre ovn ved siden af den større fjernede. Den lille ovn har været brugt til bagning af hvedebrød eller andet „finbrød“ og er sikkert en senere foreteelse. På Skadegaarden og Laugaarden angives samme placering for ovn og i sidstnævnte gård er også den gamle skorstensplacering. Oprindelig skorstensplacering og videre udstrækning af stuehuset efter skråstiveren i det tiende fag kan der ikke være tvivl om. Den skorsten og ovn, der som før nævnt i 1912 blev fjernet i Jerntvedgaarden, må have været en senere opført. På Laugaarden kan ejeren huske, at hans fader, der satte den nye gavl på stuehuset her, har fortalt, at taget på den gamle gavl gik omtrent helt ned til jorden. At husdybden for de sidste lave fag har været som for det øvrige stuehus, begrundes med, at overremmen alle steder er samlet over sidste stolpe i fag med skråstiver, medens fodtømmeret de steder, hvor det er bevaret, fortsætter forbi denne stolpe.
I den gamle bygningsbeskrivelse var anført, at stuehuset havde „kjelder“, og det ville være naturligt og hensigtsmæssigt at sænke gulvet her i forbindelse med de lavere fag, og flere steder er der stadig 1 eller 2 trin fra bryggersgulvet ned til de her placerede rum. Den gamle gennemgående bjælke mellem skorsten og ovn – skillerum mellem bryggers og kælder – kan ses på Stenhøjgaard og i Allekildegaardens nuv. kostald, og den har til begge sider fra ydermurene huller til fletværk hen til et taphul, der antages at være den ene dørstolpe for dør til kælder på begge sider af ovn.
Den viste deling af rum 6 og 7 på planen er efter nuv. skillerums placering de fleste steder.
Forstuens alle steder ens bredere fag kan have været udnyttet som sengekammerrum 5., fagets bredde passer til en alkovelængde, og på Stenhøjgaard kan man på den bevarede gamle bjælke se, at der har været et kammer på kun 1 fag; der har været lerklinet væg fra ydermur til den viste dør ind mod rum 4. Om det sidste rum har gået helt igennem som det er vist, er der ingen sikkerhed for, alle steder findes jo nu skillerum midt igennem, men en del af skillerummene er vel kommet ved en senere stærkere opdeling for flere soverum og aftægtsstuer. Køkkenets åbne ildsted med muret kappe over og skorsten har været placeret ved skillerum til dagligstue, så der herfra kunne tilsluttes en kakkelovn.
Med fuld sikkerhed kan man heller ikke sige, om storstuen har gået helt igennem på tværs. På alle gårdene er der skillerum af betydelig alder mellem storstue og et smalt kammer bagved, eller også kan man på bjælkernes indklædning se, at der har været skillerum. De få steder de gamle bjælker er „nøgne“, er der ikke tegn på ophængning i overliggende dragere, og det er vel tvivlsomt, om man turde lade dem bære frit i hele husdybden og risikere en belastning på loftet med f.eks. korn.
En mere nøjagtig og sikker beskrivelse af stuehusets indretning ville måske være mulig, når et af de gamle stuehuse nedrives, så man kan få mulighed for at undersøge de enkelte bygningsdele uden hensyntagen til puds og maling.
Udflyttergårdenes fuldstændige ensartethed ude og inde har man vel nok ret hurtigt begyndt at ændre lidt ved efter overgangen til selveje; dette skete for de førstes vedkommende i begyndelsen af 1800 tallet, og købesummen der ikke har varieret meget på de enkelte gårde var i 1803 for Jerntvedgaarden med det fulde oprindelige tilliggende på godt 6 tdr. hartkorn 2.800 rigsdaler.
Inden Lange begynder at sælge af gårdene, sikrer han sig ved kongelig resolution af 17. juni 1800, at hovedgården ved sådan afhændelse ikke taber den „skattefrihed og andre rettigheder som i følge loven og fra alders tid have tilhørt den.“ Han skal ikke hæfte for de skatter, der måtte påhvile bønderne, der køber, men han må ikke pålægge de tilbageblevne bønder større hoveripligt end de i forvejen har efter den gældende hoverivedtægt, og han skal endvidere tillægge de huse, der ikke har jord nok 3-4 tdr. land middelgod jord. Dette sidstnævnte må hovedsagelig være møntet på de huse næsten uden jord Lange lod opføre på de gamle gårdes plads i selve byen.
I købekontrakten vedrørende Jerntvedgaarden står der, at bygningerne „bør forsikres i Landets Almindelige Brand-Kasse“. Et forlangende, der sikkert gælder alle de solgte gårde, som sikkerhed for panthaverens tilgodehavende.
Den almindelige Brandforsikring for Landbygninger oprettet 1792, brugte indtil 1888 den fremgangsmåde at angive de enkelte bygninger ved fag med en enhedspris herfor i forbindelse med en kort beskrivelse af bygningernes ruminddeling. Derved er de istand til at give et vægtigt bidrag til belysning af bygningernes vekslende indretning, uden at de derfor i hvert enkelt tilfælde kan opfattes som fuldt nøjagtige og helt udførlige bygningsbeskrivelser.
For Jerntvedgaardens vedkommende viser brandtaxationerne fra 1803, 1840 og 1857, selv med en rimelig margin til stedfundne ombygninger, at der er unøjagtigheder både ved angivelse af anvendte materialer i de udv. bindingsværks tavl, i mål på husdybder og rumplacering, og man kan heller ikke se bort fra, at enkelte rum måske helt er udeladt i beskrivelsen.
Ifølge brandtaxationen fra 1803 er laden nu på 9 fag, og det kan være rimeligt nok med det formindskede jordtilliggende. Husdybden er med det opgivne alenmål omsat på 9.57 m, men den er målt nu til 10.15 m. I stuehuset nævnes bryggers, skorsten af brændte sten og ovnskjul, der går udenfor huset. Om det så betyder, at ovnen allerede da er flyttet dertil, hvorfra den i 1912 blev fjernet, kan kun nævnes som en mulighed. På stolperne i det udv. bindingsværk udfor bryggers var der under overremmen taphuller, der måske kan stamme fra ovnskjulets tagspær. Efter bryggers kommer „dernæst 2 fag delt, vester pigekammer og øster mælkestue og ølkælder, og er heri trægulv“; skal det tages bogstaveligt skulle pigekammer være i rum 6 på rekonstruktionsplanen og mælke- og ølkammer i 7, men det ser nu ikke rimeligt ud; der er måske taget fejl af verdenshjørnerne, som det ihvertfald er tilfældet med portfagene, der er „de 3 østerste“ (skal være de 3 nordligste). Pigekammer og mælkestue kan have været i 7; på Holmegaarden er der endnu en tilspigret dør fra bryggers til dette rum. I rum 4 er der nu delt 1/4 af husdybden fra mod øst til 2 alkover, og der er ildsted til madlavning i dagligstuen. Faget med forstue har i midten fået skorsten af brændte sten, og mod øst i rum 5 er der spisekammer. Pige- og ølkammer har trægulv, bryggers gulv af kampesten og de andre nævnte rum murstensgulve. – Ved denne indretning her kan man ikke se bort fra, at den ældste gifte datter og svigersønnen også kan have boet her; svigersønnen er i inventarfortegnelsen efter Anders Rasmussens død nævnt som ejer af bl.a. den ene af de 2 senge i storstuen, en vugge, en kobberkedel m. m.
I 1840 siger brandtaxationen at laden er 10 fag og dybden er 16° mod 15½ i 1803. Stuehuset har samme længde som hidtil, men dybden er nu 10° mod godt 15° i den tidligere, der er murede vægge, 2 skorstene, 1 ovn og kølle, 2 fag bryggers og 2 fag pigekammer og ølkælder, 2 fag dagligstue og sovekammer, det sidste går nu også ind i faget bag forstue, og ildstedet her i midten af forstuefaget er bibeholdt. Storstuen er her som i 1803 stadig 3 fag. Der nævnes ikke i 1840 noget om gulvbelægning.
I 1857 er laden på 12 fag og dybden 16°. – Stuehuset har stadig samme længde på 13 fag, men dybden opgives her til 11°, og indretningen er fra syd: 2 fag bryggers, 2 fag mælkestue og kammer, stengulv, 3 fag for- og dagligstue, bagstue og 2 indklædte senge, stengulv, 3 fag storstue, fjælegulv.
Hvor mange udløbere af Rødkildegaardene, der kan være i omegnen, er endnu ikke undersøgt; en enkelt er set i Hvidkildedistriktet, og det er vel rimeligt, der findes enkelte andre, men stort set har det nok været et lokalt fænomen, ligesom Valdemar Slots 4 "Holstensgaarde" blev det. De store ladebygningers dominerende tagflader i begge typer minder på afstand meget om hinanden, og også i udformning og det rent konstruktive er der lighedspunkter, enten dette så skyldes tilfældigheder eller en bevidst sammenligning og vurdering af det, man det ene og det andet sted har fundet mest hensigtsmæssigt. I alder kan der ikke være mange års forskel på de to former, og de anker brugerne af dem i tidens løb har fremsat er ens, nemlig de store tagfladers vanskelige vedligeholdelse og det store mandskab, der fordres, når laderne skal sættes til og ulemper under arbejdet ved de mange bjælker. Der er ingen, der nævner noget om, hvor meget tradition og skik og brug andre steder betyder ved bedømmelsen af de nye former. I dag vil de fleste landmænd dog godt indrømme, at Rødkildeladerne er mere hensigtsmæssige i dimensioner end de sammenbyggede smalle længer.
På efterfølgende planer af de nuværende bygningsanlæg er de bevarede oprindelige bygningsdele markeret med skravering, og de enkelte bygningers nummerering med romertal henviser til deres beliggenhed på det gengivne gamle matrikelkort.
