En stor del af de mange jernaldergrave, der i tidens løb er fremdraget på Fyn, er kommet for dagen i forbindelse med grusindvinding. Og mange er forsvundet, før oplysninger nåede til museerne, det er ganske sikkert. Således kunne det også være endt med en gravplads i Herring bys grusgrav – og det gjorde det næsten – hvis ikke havde det været for to historisk interesserede skoledrenge.
I 1969 legede Jørgen og Hans Havelund i kanten af den lille grusgrav på Bjerregårds mark nær Ringe. I grusgravens kant kunne de se skår og sorte pletter, som de 11-årige skoledrenge nysgerrigt undersøgte. De fandt snart rester af tre urnegrave og en urnebrandgrube. Sidstnævnte skal dateres til overgangen mellem førromersk og romersk jernalder, tiden omkring vor tidsregnings begyndelse, medens urnegravene er fra 1. og 2. årh. Indholdet i gravene var jernknive, jernnål og fibler af bronze. Drengene hjemtog forsigtigt oldsagerne og opbevarede dem i deres oldsagssamling, indtil de kunne konserveres forsvarligt på museet.
Grusgraven blev tildækket omkring 1980, og så skulle gravpladsen jo ellers ikke være truet mere. Men landbrugets stadig mere effektive maskiner går dybere, og i årene efter tildækningen kunne der flere gange ses rester af oppløjede grave udenom den tildækkede grusgrav. Derfor rykkede museet Fyns Oldtid ud i efteråret 1993 for at se, om grusgravning og pløjning havde udvisket alle spor, eller om der endnu kunne udpines lidt oplysninger fra dette hærgede sted. Det blev til to grave i de få udgravningsfelter, der var tid til at anlægge ud fra kanten af grusgraven. En brandpletgrav fra ældre romertid og en urnegrav fra slutningen af ældre romertid blev det til. Især urnen var spændende ved sit indhold af ikke mindre end tre bronzefibler. Og det på trods af, at den var pløjet så meget ned, at kun 8 cm var tilbage! Men virkelig interessant er det, at to af fiblerne havde nøje paralleller i et sæt fibler, som skoledrengene havde optaget på stedet over tyve år tidligere. Fiblerne er så ens, selv i detaljer, at de må være udgået fra samme hånd i sin tid.
Udskiftningskortet over Herring by viser, at grusgraven allerede var i brug i 1797. På det tidspunkt var indvindingen koncentreret omkring toppen af den højning, som grusgraven var anlagt i. Der kan således fra slutningen af 1700 tallet og frem til idag være bortskovlet i snesevis af grave fra stedet. At det nok er sket, understreges af to bronzefibler fra ældre romertid (1. årh. e.v.t.), som i 1924 blev fundet på dette sted (Albrectsen 1956 nr. 80). Og i den nærliggende Rudme Friskole findes en samling lerkar, som må stamme fra jordfæstegrave fra yngre romertid (4. årh. e.v.t.). Disse menes også at være opgravet i Herring bys grusgrav, men ingen kan længere huske, hvem der har fundet karrene, eller hvornår det er sket!
På trods af den hårde skæbne, som gravpladsen har været udsat for, har den altså vist sig endnu at rumme værdifulde oplysninger og endda ganske rige grave. Og som et supplement kan det nævnes, at der i foråret 1994 blev afdækket dele af en boplads fra ældre romertid på nabogården Havelund, bl.a. med bevarede rester af hegn og grøfter. Antagelig er det beboerne på denne boplads, der i sin tid anlagde gravpladsen på en gold grustop midt i et område med god landbrugsjord. En rationel udnyttelse af marginaljord kan man vel kalde det. Og måske er netop spørgsmålet om marginaljord forklaringen på, at mange fynske jernaldergrave er fundet ved grusgravning: Man brugte de ufrugtbare grusbakker og -åse til noget så uproduktivt som gravpladser på en tid, hvor man ikke kunne frådse i god agerjord til hvad som helst.
