En forårsdag i 2013 tog arkæologerne fra Odense Bys Museer det første spadestik til det, der skulle blive en fire år lang udgravningskampagne i forbindelse med det store byomdannelsesprojekt “Fra Gade til By” – lukningen af Thomas B. Thriges Gade.[1] Sideløbende med udgravningerne er de mange fund hentet hjem, renset, beskrevet, katalogiseret og analyseret. Nogle fund kræver dog yderligere bearbejdelse og detailstudier, før de kan fortælle deres historie. Det er resultatet af en sådan undersøgelse, vi fremlægger her.
Takket være de tykke kulturlag og fugtige jordbundsforhold i byens centrum har mange kasserede hverdagsgenstande fra middelalderen såsom keramik, lædersko og husgeråd af træ overlevet de mange hundrede år i jorden. Blandt disse er også omtrent 200 genstande fremstillet af dyreknogle eller hjortetak, herunder kamme, nåle, spillebrikker og forskelligt værktøj. Knogle og tak er fleksible og robuste materialer, som har et attraktivt ydre, der kan minde lidt om elfenben. En stor del af de 200 genstande er brugte og kasserede redekamme, dele af kamme og værkstedsaffald fra fremstilling af kamme. Alt er fra den tidlige middelalder, det vil sige perioden ca. 1050-1300 e.Kr.
Den professionelle kammager kender vi allerede fra vikingetidens handelspladser, hvor råmaterialet til kamfremstillingen primært bestod af hjortetak. På baggrund af udgravninger i flere middelalderbyer har man hidtil antaget, at kamme i denne senere periode i højere grad blev fremstillet af knogle fra større pattedyr, særligt kvæg. Selvom det kan synes som en lille detalje, kan sådanne ændringer i en håndværkers forsyningskæder, betingelser eller præferencer være med til at fortælle os mere om, hvordan livet i byerne formede sig.
Med en ny analysemetode kaldet ZooMS (Zooarchaeology by Mass Spectrometry) kan man bestemme dyrearter ud fra små forskelle mellem arterne i proteinet kollagen, som findes i store mængder i f.eks. hjortetak og knogle.[2] Metoden gør det muligt at artsbestemme materiale, der er meget nedbrudt eller bearbejdet i en sådan grad, at den oprindelige form eller overflade er borte. Dette er tilfældet for adskillige af de kamme og kamfragmenter, som blev fundet i Odense. Derfor udtog vi om sommeren i henholdsvis 2016 og 2017 i alt 44 prøver af 42 kamme og affald fra fremstillingen af kamme for at finde ud af, hvilke dyr råmaterialet stammer fra.
Fremstilling af kamme var et specialiseret håndværk. I vikingetiden og middelalderen var råmaterialet enten knogle eller tak, anskaffet lokalt eller importeret. Takken kom som regel fra hjortens gevir (kastestænger), som de fleste arter kaster i foråret. Kastestængerne kunne dermed samles op, uden at slagtning af dyrene var nødvendig. Hovedbestanddelen af hjortetakken fundet på Thomas B. Thriges Gade har stadig rosenstokken, hvilket betyder, at der formentlig er tale om kastestænger. Udover kastestænger er det desuden nærliggende at antage, at håndværkeren anvendte knoglemateriale fra det lokale husdyrhold. Dette gjaldt også i Odenses middelalder, hvor alene den store mængde af knoglefragmenter hjembragt fra Thomas B. Thriges Gade peger på et omfattende husdyrhold.[3]
Med materialet lige ved hånden kunne håndværkeren påbegynde fremstillingen af selve kammen. Drejede det sig om en enkeltkam af hjortetak (se fig. 2), savede man et passende stykke af takken og delte den på langs i halve og derefter kvarte stykker. Delingen skete ved hjælp af en hammer og ved at bruge en af takkens afhuggede spidser som kile. Den svampede kerne samt yderste hårde skal blev fjernet med en mejsel eller en høvl. Skinnerne blev tillige høvlet til den rette let buede form, hvor de to bedst matchende blev parret og justeret yderligere med fil, indtil de matchede hinanden komplet. De to skinner skulle holde tandsættene sammen. Herefter blev skinnerne dekoreret med streg-, kryds- og/eller cirkel-punkt-ornamentik, men ornamentikken kunne også påføres til sidst. Rækkefølgen kan normalt vurderes efter nitternes placering ift. kammens ornamentik. Proceduren for fremstillingen af tænderne var den samme som for skinnerne, men pladerne skulle være flade og rektangulære. Pladerne blev placeret klos op ad hinanden mellem skinnerne. Med tanke på plader, skinner og æstetik blev der boret huller, hvori nitter, typisk af jern eller kobber, blev anbragt og holdt skinnerne permanent fastspændt omkring pladerne. De overskydende pladedele på rygsiden af kammen blev savet af på linje med skinnerne, og herefter blev tænderne udformet. Det har krævet en rolig hånd at save de små fine tænder – og en fin lille sav. Tændernes ender blev til sidst slebet i en let spids, og det færdige produkt blev varmebehandlet eller poleret med et grovkornet materiale. Den her beskrevne fremgangsmåde er rekonstrueret ud fra arkæologiske fund af værktøj, halvfabrikata[4] og hele kamme, der giver et generelt billede af fremstillingen af kamme. Personlige friheder i håndværket har dog formentlig eksisteret.
Det undersøgte materiale fra Odense består som nævnt af 42 genstande, hvoraf der blev taget i alt 44 prøver. De fordeler sig på 14 stykker værkstedsaffald (heraf tre stykker afsavet hjortetak), 20 kamfragmenter, seks færdige kamme, en mulig spillebrik og et fragment af en langtandskam (se fig. 2). Det antages, at de 20 kamfragmenter er halvfabrikata. I nogle tilfælde kan det være vanskeligt at fastslå, hvilken kamtype fragmentet stammer fra, men der er både usammensatte og sammensatte enkelt- og dobbelt-kamme blandt materialet. Om de seks færdige kamme var fremstillet i Odense eller et andet sted, ved vi ikke. Vi kan heller ikke vide, om de blev solgt på markedet, eller om de kom til byen som nogens personlige ejendom. Derfor kan disse kamme mest sige noget generelt om kamfremstilling i middelalderen og ikke noget om forholdene i Odense specifikt. Derimod kan vi være ret sikre på, at værkstedsaffaldet stammer fra Odense.
Materialet er fundet dels i de jordlag, der var akkumuleret på den bebyggede grund, dels i lagene på Overgade. Her kan de være endt som resultat af, at nogen har tabt en kam, eller at den kasserede kam har befundet sig i den jord, der blev brugt som fyld i huller og planering af vejen. Værkstedsaffaldet kan være endt der på samme måde eller i forbindelse med, at man har fremstillet kamme i en eller flere af de boder, der lå langs Overgade.[5] Boderne var små trækonstruktioner, der blev udlejet til håndværkere og kræmmere. De fungerede formentlig som både værksteder og salgsboder. Sammenlignet med fund af kammagerværksteder i f.eks. Ribe, hvor der er fundet mere end 16.000 fragmenter af værkstedsaffald, er det vanskeligt at tolke de beskedne fund i Odense som sporene af et egentligt kammagerværksted. Måske var kammene blot ét af mange produkter fremstillet i boden.[6] Der er ikke de store forandringer i selve måden, kamme blev fremstillet på fra vikingetid til middelalder og formentlig heller ikke i det værktøj, man anvendte. Derimod er der tegn på, at valget af råmateriale ændrede sig. En undersøgelse fra 2015 af 400 stykker kammateriale fra vikingetidens Ribe, Aarhus samt ringborgen Aggersborg viser, at omkring 5 % af råmaterialet i 800-tallet var dyreknogle, mens resten var tak fra kronhjort, rensdyr eller rådyr.[7] I 900-tallets Aarhus steg denne andel til 10 %. Værkstedsaffald fra udgravninger i middelalderbyer som Roskilde og Lund viser, at dyreknogle i højere grad udgjorde råmaterialet end før. Artsbestemmelse af kammaterialet fra Odense ved hjælp af ZooMS kan fortælle mere præcist, i hvor høj grad det er tilfældet her.
ZooMS er en relativt ny metode i det arkæologiske felt, men har et stort potentiale. I forhold til DNA-analyse er metoden billigere, hurtigere og minimalt destruktiv, hvilket er afgørende med hensyn til etik og bevaring. ZooMS benytter sig af, at proteinet kollagen har unikke forskelle eller ‘fingeraftryk’ mellem mange dyrearter. Databasen over registrerede kollagen-fingeraftryk fra dyrearter er, siden metoden blev taget i brug, vokset bemærkelsesværdigt og udgør således et glimrende sammenligningsgrundlag for arkæologiske prøver.
Proteiner består af sammenkædede aminosyrer, som i kortere kæder betegnes som peptider. Der findes tyve forskellige aminosyrer, og det er kombinationen af disse, som definerer de enkelte proteiner som f.eks. kollagen. Kollagen er det mest almindelige protein i dyr og mennesker og findes bl.a. i væv, knogler, tak, hud og tænder. Udover at kollagen har vist sig at have specifikke forskelle i aminosyresammensætningen mellem dyrearter, som gør dette protein velegnet til artsbestemmelse, har kollagen også vist sig at være særligt modstandsdygtigt over for nedbrydning.[8]
Eftersom kollagen findes i meget animalsk organisk materiale, er mulighederne for prøveudtagninger gode. Til analysen skal man typisk kun bruge 10-30 mg knoglemateriale. Det er endda muligt at udtage prøven ved hjælp af et viskelæder og dermed ‘viske’ noget af genstandens overflade ned i et plastikrør, hvorfra det kan analyseres.[9] Den metode har man f.eks. anvendt på skrøbelige og særdeles værdifulde pergamenter.[10] Prøveudtagningen foregår som resten af analysen i så sterile omgivelser som muligt for at mindske forurening. I laboratoriet gennemgår prøvematerialet forskellige kemiske processer, som har til formål at bryde proteinets struktur ned til aminosyrekæder, bl.a. tilføjelse af enzymet trypsin, der som en saks klipper proteinet over ved ganske bestemte aminosyrer og dermed skaber kortere peptider af ganske bestemte og genkendelige længder. Peptiderne afsættes med en pipette i små dråber på en prøveplade, en såkaldt MALDI-plade. Her krystalliserer væsken og tørrer ind (se fig. 3).[11]
Pladen indføres i massespektrometret, et såkaldt MALDI-TOF, der fungerer som en avanceret vægt. Lettere peptider vil rejse hurtigere gennem massespektrometrets elektrisk ladede felt end større og tungere peptider.[12] Dette bliver udtrykt via et spektrum, hvor massen af kollagenpeptiderne registreres som toppe med forskellige intensiteter alt efter deres hyppighed i materialet. Toppene udgør det eftertragtede ‘fingeraftryk’. Peptid-‘fingeraftrykket’ kan via referencedatabasen sammenlignes med andre kendte ‘fingeraftryk’ og resulterer forhåbentlig i en artsbestemmelse. Dårlig bevaring af materialet, forurening eller fejl i selve laboratoriearbejdet kan lede til utilstrækkelige resultater. Bl.a. kan vandholdige miljøer være skadelige for proteinets holdbarhed, medmindre der er tale om moselignende forhold, hvor der er et syreholdigt og iltfattigt klima samt stabil lav temperatur. Proteiner nedbrydes også grundet indre forhold, men i forhold til DNA sker dette 10 gange langsommere, dvs. at proteiner bevares i meget længere tid.[13] Men selv under relativt gode bevaringsforhold kan ‘fingeraftrykkene’ mellem arterne være så ensartede, at en præcis artsbestemmelse er vanskelig. F.eks. kan en skelnen mellem kronhjort, dådyr og elg være problematisk, da deres ‘fingeraftryk’ stort set er identiske. Impalaen deler bl.a. også ‘fingeraftryk’ med ovennævnte, men her virker impalaens tilstedeværelse i Odenses middelalder dog en smule usandsynlig.[14]
ZooMS-analyserne på materialet fra Odense viste, at kamfragmenterne og værkstedsaffaldet hovedsageligt er kronhjort/dådyr/elg, hest og kvæg. Fem kunne ikke identificeres, og tilsvarende fem kunne kun bestemmes til den overordnede familieCervidae/Bovidae.[15] Heriblandt er fem af de seks færdigfremstillede kasserede kamme. Den sjette er lavet af hjortetak. De resterende knoglefragmenter viste sig at være fra en atlantisk hvalros, to forskellige hvalarter, en gris og en ged (se tabel 1).
Samlet set ser vi, at lidt mere end halvdelen af det identificerede råmateriale til kamme stammer fra dyreknogle, mens resten er hjortetak. Det ser ud til, at hesteknogle og hjortetak blev foretrukket til kamskinnerne, og at hjortetak var det foretrukne materiale til tandplader, selvom også hest, gris, kvæg, ged og endda hval er repræsenteret. Et stykke værkstedsaffald, der tydeligvis skulle være blevet til en usammensat dobbeltkam, var lavet af kvæg (fig. 4).
En af overraskelserne i det analyserede materiale er mængden af hesteknogler på hele 20 %. Analyser af det samlede knoglemateriale fra husdyr på mere end 31.000 fragmenter viser, at kun 0,5 % stammer fra heste, og dette skyldes især fundet af en næsten hel hest, der var kulet ned i området.[16] Til sammenligning stammer 49 % af knoglematerialet fra kvæg. Det lille antal hesteknogler i det samlede knoglemateriale er i overensstemmelse med, at man ifølge middelalderens kristne ret og sædvane ikke spiste hestekød. Interessant nok viser kammaterialet og andre fund af hesteknogler med snitmærker dog, at hesteskind og -knogler blev anvendt på trods af dette. Flåning af heste blev i senmiddelalderen anset for at være et urent job for ‘uærlige’ mænd og dermed rakkerens privilegium og indtægtskilde. Det er muligt, at håndteringen af slutproduktet efter rakkerens arbejde, dvs. hesteknogler og -skind, blev anset for mindre urent, eller også var døde heste ikke helt så tabuiserede i den tidlige middelalder, som de senere blev det. Det giver god mening, at man brugte de store robuste lemmeknogler fra hest og kvæg til kamfremstilling, men man kan undres over, at også småknogler fra gris fandt anvendelse. Måske skal anvendelsen af griseknogler i kammene ses som et udtryk for husflid eller de forhåndenværende søms princip. Altså at denne kammager brugte de knogler, der var umiddelbart tilgængelige efter slagtning eller tilberedning af et måltid. Fra de skriftlige kilder ved vi, at grisen var et allestedsnærværende dyr i middelalderbyen. Som oftest fordi grise voldte problemer, når de løb løse omkring i byen, eller fordi anlæggelsen af en svinesti for tæt på naboen spredte ‘ond lugt’.[17] Analyser af knoglematerialet fra Odense viser, at grise var en del af den selvforsyning, der faktisk forekom i byen.[18] Man kunne snildt have et par grise gående i en indhegning i baggården og fodre dem med husholdningsaffald for til sidst at slagte dem. Det betyder også, at grisen formentlig ikke var en del af den professionelle slagters repertoire i samme grad, som kvæg var det.
Efterhånden som flere håndværk kom til og professionaliseredes op gennem middelalderen, opstod der kæder eller netværk af forsyning, hvor det ene håndværk leverede råmateriale til det andet. For kvægets vedkommende kan man forestille sig, at slagteren leverede kohorn til hornmageren, knogler til kammageren og huder til garveren, som siden leverede læder til skomageren. På den måde blev råmaterialerne lettere tilgængelige i store mængder for den enkelte håndværker, og det er muligt, at kammageren dermed kunne producere flere og billigere kamme til en stadigt voksende kundekreds.
Ged, gris og kvæg var alle almindeligt forekommende arter i byen, og selvom tilstedeværelsen af gris i kammaterialet er overraskende, er det ikke så uventet som fundet af hval og hvalros. Disse dyr er ikke hjemmehørende i danske farvande, og man må derfor overveje, om knoglerne er importerede. Hvalrostanden – som det retteligt er – skulle muligvis have været anvendt som spillebrik. Hvalrostand var en meget eftertragtet luksusvare i middelalderen og blev anset for at være Nordens elfenben. Blandt andet kædes den norrøne bosættelse i Grønland i perioden ca. 1000 til 1400 e.Kr. sammen med handlen med hvalrostand.[19]
Hvis ikke hvalknoglerne er importerede, kan de være et resultat af sjældne strandinger. Kongen havde principielt ret til alt strandingsgods, men lokale bønder havde ret til at tage deres del. Måske er det sådan, hvalknoglerne er endt i Odense – som en eksotisk vare, en bonde fra de kystnære egne havde bragt med sig hjem for at sælge den i byen.
ZooMS-metoden har vist sig nyttig i artsbestemmelser af det bearbejdede knogle- og takmateriale, hvor det ikke er muligt at udføre en artsbestemmelse på materialets udseende. DNA kan også bestemme arter, men er som metode dyrere, mere tidskrævende og kræver mere knoglemateriale end ZooMS. Ydermere er sandsynligheden for, at proteiner er bevaret i nedbrudt arkæologisk materiale større end ved DNA, hvilket sammenlagt gør ZooMS til et stærkt metodisk redskab. Ved at anvende ZooMS har vi fået et bedre indblik i, hvilke råmaterialer der var tilgængelige og foretrukket af middelalderens kammager. Hvor kammageren i vikingetiden stort set kun anvendte hjortetak, begyndte man i middelalderen at anvende lige dele dyreknogle og tak til kamfremstillingen. Langt størstedelen af materialet blev formentligt hentet lokalt eller regionalt.
Skyldes den inddragelse af knoglemateriale en begrænset adgang til tak? Da byer som Odense opstod i den sene vikingetid/tidlige middelalder, var det stadig skove, heder og enge, der fyldte det meste af landskabet.[20] Hjortenes levesteder blev derfor ikke som sådan indskrænket, hvilket ellers kunne have påvirket populationen og dermed adgangen til takmaterialet. Derimod fik kongen og adelen i stigende grad eneret på jagten, og adgangen til skovens ressourcer reguleredes i højere grad. Dermed er det muligt, at hjortetak var vanskeligere at få fat i, mens det var nemmere at skaffe knoglemateriale fra husdyrholdet.
Den stigende hyppighed af dyreknogler i kamproduktionen kan også være et udtryk for kammens og måske kammagerens faldende status, specielt i forbindelse med fundet af hesteknogle. Måske gik takmaterialet til andre genstandstyper til fordel for dyreknogler. I vikingetiden var kamme prestigeobjekter, der var rigt udsmykkede og hang fra bæltet i fornemme futteraler. De blev brugt som ceremonielle gaver og blev tilmed givet den døde med i graven sammen med andre symbolske genstande. Udsmykningen af middelalderens kamme er ofte mere skematisk med en variation over temaet streger og punkt-cirkel, og kun få har ophængningshuller. Det kunne tyde på, at kamme ikke længere nød samme status og symbolske værdi, men i stedet blev anset som udbredte og ordinære, men uundværlige hverdagsgenstande.
Som nævnt blev der blandt de 44 stykker knogle og tak fundet hvalros og hval, hvilket kan være udtryk for et større handels- og kontaktnetværk og for hvalens vedkommende også resultatet af strandinger. Det omfattende kontaktnetværk, der eksisterede allerede i vikingetiden, manifesterede sig tillige i kammaterialets form og dekoration. Kammene i det sydlige Østersøområde delte mange karakteristika med de danske kamme, og de mest almindelige kamtyper var spredt over et enormt areal fra De Britiske Øer og Frankrig til det yderste nordøstlige Rusland.[21] Færdige kamme samt knogle- og takmaterialer af varierende art var sandsynligvis i omløb i store geografiske landområder, men der var måske i lige så høj grad tale om udveksling af idéer mellem håndværkere – et netværk af idéer og inspiration.
Forandringerne i kamproduktionen i Odense har givet os et indblik i, hvordan bylivet forandrede hverdagen for kammageren, og hvordan denne formåede at tilpasse sig en ny virkelighed, da udbuddet af råmateriale ændrede sig, og efterspørgslen på det færdige produkt blev en anden. Mængden af bearbejdet knogle og tak, som ikke er artsbestemt, er fortsat omfangsrig. Yderligere artsbestemmelser via ZooMS vil kunne give et fyldigere og endnu mere virkelighedsnært billede af bl.a. kammenes materielle kompleksitet. Metoden giver os også mulighed for at undersøge, om de nye vilkår, begrænsninger og muligheder, bylivet bød på, skabte lignende forandringer inden for andre håndværk som f.eks. skomageri, vævning og skrædderarbejde, der ligeledes fremstillede produkter af råmaterialer fra dyr.
Analyserne og artiklen er et produkt af forskningsprojekterne Fur and Skin Trade in Viking and Medieval Denmark – A Biomolecular Investigation of Archaeological Fur, Skin, and Leather from Denmark and Its Contribution to the Understanding of the Viking and Medieval Fur and Skin Trade og Urbaniseringens Møder og Mennesker støttet af Carlsbergfondet (CF15-0573), Danmarks Grundforskningsfond (DNRF119 – Centre of Excellence for Urban Network Evolutions), DNRF128 og Velux Fondens museumssatsning.
