Netop nu arbejder Kulturarv ved Odense Bys Museer med udmøntningen af museets overordnede forskningsstrategi i et konkret projekt omhandlende centrale rum og centralitet som fænomen. Projektet tager sit udgangspunkt i museets forskningsstrategiske fokus på stedets betydning i samspillet mellem menneske og landskab.[1] Herved forstås en interesse for, hvordan et givet landskab og de mennesker, der bebor og færdes i dette landskab, gensidigt påvirker hinanden og derigennem giver steder forskellig betydning. Dette er baseret på den grundantagelse, at et sted ikke bare er et sted, men at såvel sociale som fysiske rum er dynamiske og foranderlige størrelser. Således kan et og samme fysiske sted antage varierende betydninger for forskellige grupper og individer, der samtidig kan strides om magten over et givet sted og dermed retten til at definere stedets betydning. Det gør sig gældende i den moderne by, hvor byplanlæggere og andre aktører forsøger at skabe forskellige byrum ud fra intentioner og forestillinger om, hvordan byens borgere skal bruge dem – hvilket dog ikke nødvendigvis betyder, at borgerne faktisk oplever og bruger rummene på den vis, de var intenderet. Dette er dog langtfra noget moderne fænomen, men gjorde sig også gældende i tidligere tiders Odense, som Jens Toftgaard har demonstreret i sin afhandling om citydannelse i 18- og 1900-tallets Odense.[2]
Overordnet vil projektet tage fat på centralitetens dynamik og på, hvordan centrale rum og steder i den fynske region er opstået, har udviklet sig og for nogles vedkommende atter er forsvundet – i et tidsperspektiv, som strækker sig fra oldtiden til i dag. Her udgør spørgsmålet om Odense som nyere tiders dominerende regionale centrum naturligvis en vigtig del, særligt set i lyset af de pågående gravninger i byens centrum i forbindelse med den forestående omdannelse af området ved Thomas B. Thriges Gade. Der sættes fokus på de forskellige faktorer, funktioner og sociale processer, som er med til at gøre et sted centralt for et givet samfund eller fællesskab, såsom topografiske forhold, handel og økonomi, magt og politik, religion og ritualer samt sociale identiteter og relationer. En mangfoldighed af faktorer er således på spil, når man ønsker at forstå forskellige steders betydning som centrale for det levede liv i en by.
Det følgende er et kortfattet bud på, hvordan man ad forskellige veje kunne belyse spørgsmålet om centrale rum i det sene 1700-tals Odense med et særligt fokus på, hvordan sociale identiteter og relationer udspillede sig i byens rum. Jeg vil blandt andet se nærmere på, hvordan byens rum blev opfattet og brugt af forskellige sociale grupper til at markere kollektive identiteter og ikke mindst blev scene for kampe om magt og autoritet.
Som de fleste andre byer på dette tidspunkt havde Odense ikke blot ét centralt torv, men et netværk af forskellige pladser og gaderum, der tjente forskellige formål. Der var Flakhaven, som lå ved landstingshuset og byens rådhus. Det er dog værd at bemærke, at rådhuset ikke var orienteret mod Flakhaven, men mod byens hovedfærdselsåre Overgade-Vestergade, som samtidig var en del af landevejen tværs over Fyn. Hvor de to gader mødtes lidt øst for Flakhaven, havde vejen en lille bredning kaldet Korsgade, hvor også Skomagerstræde fra syd og Stålstræde fra nordvest stødte til. Mod nord lå Fisketorvet og Nørregade. Fisketorvet havde i tidligere tider været kendt som Justitstorvet, da det indtil 1600-tallet havde været hjemsted for byens tingsted. På Braunius’ afbildning fra 1598 betegnes pladsen således Forum Justiciarium et Piscerium – altså som både justits- og fisketorv. Strækningen fra Skjolden, pladsen hvor Overgade og Nedergade mødtes, over Korsgade og Fisketorvet til Flakhaven var ét langt kontinuerligt torv, hvor forskellige varer blev solgt. Således hørte de pænere varer til på Flakhaven. Et andet markant torv var Albani Torv, der oprindeligt blev anlagt som et kongeligt pragttorv i forbindelse med den store lenshyldning i 1580, hvor de sønderjyske hertuger ved en storslået ceremoni svor Christian II troskab. Kongen forærede herefter torvet til byen til brug for markedshandel. Nord for Overgade lå Sortebrødre Torv, hvor byens øksnehandel havde hjemme. De forskellige torve og pladser tjente altså forskellige formål, om end handel var den primære funktion.
En potentiel kilde til at forstå, hvilke steder i byen der var centrale, er beboelsesmønstre. Ved at studere eksempelvis folketællinger nærmere kan man få et indblik i, hvor bestemte grupper søgte hen, og hvordan det formede byens sociale geografi.
Ved Albani Torv, der lå tæt på domkirken, fandtes en del embedsfolk, personer med forbindelse til kirken samt skomagerlauget, der havde deres laugshus her. Omkring Flakhaven og i Vestergades begyndelse nær rådhuset fandtes en del embedsmænd. Ellers var centrale adresser på byens hovedgader Overgade, Vestergade og Nørregade helt overvejende domineret af de mere velstående, heriblandt mange købmænd og embedsmænd, men også de større håndværksmestre. En opgørelse over nogle af byens mest velhavende mænd i henholdsvis 1760 og 1789 viser, at de stort set alle boede langs med Overgade, Vestergade og Nørregade.[3] I gaderne bag Flakhaven, såsom Pogestræde og Sct. Knuds Kirkestræde, boede eksempelvis håndværksmestre og gifte svende med egen husholdning. Flere steder havde man adskillige logerende, eksempelvis enker, som ernærede sig ved at sy eller spinde. Det samme gjorde sig gældende i smågader som Dansestræde og området omkring Sortebrødre Torv. Byens fattige, såsom daglejere og aftakkede soldater, samlede sig i gader som Ramsherred, Skulkenborg, Hans Jensens Stræde og ved Sortebrødre Torv og Kirkegård. Byens militærfolk var indkvarteret rundt omkring i borgernes hjem eller i dertil indrettede kaserner. Koncentrationerne var her stærkest i områderne nord for byen i Skulkenborg, Vindegade, Nørregade og uden for Nørreport – i nærheden af slottet – samt vest for byen ved Skt. Jørgensgade, nær det sted hvor rytterkasernen senere kom til.[4]
Ikke overraskende viser det sig, at det var eftertragtet at bo ved byens hovedstrøg, hvor tingene skete, og hvor mulighederne for at afsætte sine varer var gode. Ikke mindst var det her, mange af byens pragtbygninger og store gårde lå. Det var derfor også her, byens bedre borgere samlede sig, mens jævne og fattige folk var henvist til side- og baggader nær byens udkant eller uden for portene. Disse mønstre var givetvis også selvforstærkende, således at magten og de velstillede søgte mod de centrale steder, der derved opnåede en endnu mere central placering – ikke mindst i folks forestillinger.
Der fulgte dog visse forpligtelser med placeringen ved byens centrale strøg. I september 1788 blev købmand Johannes Bang således indklaget til politiretten, fordi han på fortovet foran sin gård på hjørnet af Overgade og Overstræde havde ladet opstille et ”Rækværk af Tømmer ligesom der sædvanlig findes uden for kroerne paa landet til at binde Heste ved.” Det var ikke blot stridende mod politianordningerne, men også ”til største Vanziir” i byens ellers mest ordentlige gade.[5] Bang var dog tilsyneladende særdeles tilfreds med anordningen, og i foråret 1790 sad rækværket der stadig på trods af adskillige påbud og idømte bøder. Faktisk havde Bang forøget uordenen ved sin gård, idet han nu også havde adskilligt tømmer opmagasineret på Sortebrødre Torv. I oktober 1790 klagedes der over, at Bang nægtede at brolægge og istandsætte fortovet ved sin gård i det såkaldte Köhlers Stræde (Overstræde) eller overhovedet at renholde det og bortføre den der liggende mødding og gødning, hvorfra urenlighed flød ud på gaden.[6] Den lange række af klager er udtryk for forestillinger om, at det at være en del af det pæne selskab ved byens hovedgader var forbundet med visse forventninger, men også at nogle borgere afviste at leve op til disse forventninger – enten af egennyttige årsager eller fordi de ikke delte deres medborgeres æstetiske sans og afsky for landlige indslag som rækværker og møddinger.
Boligmønstret afspejlede en fordeling i henhold til folks erhverv og embeder, men også i høj grad i forhold til sociale distinktioner og identiteter. Bag de generelle mønstre var de fleste kvarterer i byen dog socialt sammensatte, idet der side om side med de store gårde fandtes mindre udlejningsboder. Desuden havde folk gerne logerende i deres hjem. Byens forskellige sociale grupper og fællesskaber levede således langtfra isoleret, men konfronteredes hele tiden med hinanden inden for byens rum. I disse konfrontationer afspejlede sig ofte en kamp om forskellige rum i byen og deres tilknytning til forskellige sociale identiteter.
Endnu en potentiel kilde til viden om byens rum er de kampe, der udspillede sig i hverdagslivet. I byfogedens politiprotokoller kan man se nærmere på, hvilke konflikter der opstod hvor, mellem hvem og ikke mindst hvorfor. Herigennem kan man få et indblik i, hvordan forskellige grupper og fællesskaber markerede deres kollektive identitet i forskellige rum og dermed tillagde disse rum betydning som mere eller mindre centrale for denne identitet.
En juninat i 1769 mellem klokken to og tre blev lærredshandlerne Gres og Döcker anholdt på Vestergade af korporal Thessen og sat i arrest på den militære hovedvagt, der lå på rådhusets vestside ud mod Flakhaven. Her havde militæret vagter posteret døgnet rundt, som sammen med vægterne opretholdt orden i nattemørket. Årsagen til, at de to lærredshandlere befandt sig på gaden så sent, var at Döcker ikke kunne komme ind i sit logi hos sadelmager Horns enke i Vestergade over for rådhuset, hvor han forgæves havde banket på. De to mente dog ikke at have gjort alarm på gaden eller på anden måde at have forset sig. Tværtimod mente de som borgere at have frihed til at gå på gaden, hvorfor de udtrykte deres forundring over anholdelsen over for korporalen. Han svarede, at årsagen var, at Gres havde set på korporalen ”med en foragtelig Miine” samt ”Fordi I forhen har Leet af mig paa Gaden.” En mand i selskab med lærredshandlerne havde appelleret til en vægter, der hørte optrinnet og kom til fra vagtstuen på rådhuset, om at gå med for at se, hvad der passerede. Da de kom til hovedvagten, trak korporalen imidlertid sin pallask (en ryttersabel) og truede vægteren såvel med denne som med den spanske kappe[7], hvorpå vægteren fortrak.
Korporal Thessen markerede dermed med al tydelighed grænsen mellem den borgerlige vægters autoritet og et rum af militær autoritet på hovedvagten. En autoritet han tilsyneladende også forsøgte at opretholde, mens sagen stod på. Således bemærkede Döcker under et af de adskillige politiforhør, at Thessen konsekvent mødte op i retten i fuld uniform og med sin pallask, selv om der var en regimentsofficer til stede som repræsentant for den militære jurisdiktion.[8]Her ser vi altså et sammenstød mellem den borgerlige og den civile magt i gaderummet og ser, hvordan parterne efterfølgende søger at etablere deres ret og autoritet i forskellige rum i og omkring rådstuen.
Byen var i perioden hjemsted for en hel del militærfolk. I 1700-tallet svingede antallet mellem 100 og 200.[9] Militærfolkene var særdeles synlige i bybilledet med deres farverige uniformer, men som det fremgik af den netop omtalte sag, blev de langtfra modtaget med udelt ærefrygt af byens borgere. Dykker man ned i retsmaterialet fra perioden, finder man da også, at konflikten mellem det militære og det civile var et tilbagevendende problem. Det gjaldt blandt andet sammenstød mellem vægtere og soldater. Eksempelvis klagede vægter Rasmus Henningsen over at være blevet overfaldet på sin post ved Nørreport af rytter Hans Hansen. Da Henningsen stod og råbte sit vers klokken ti, kom Hansen – irriteret over støjen – løbende ud af sit logi hos kromand Hans Jørgensen, vrængede ad vægteren og slog ham i ansigtet, indtil blodet løb.[10] I 1789 klagede korporal Jespersen over, at han en nat var blevet overfaldet af skipper Anders Hansen ved Nørreport, og da vægteren dukkede op, gjorde han blot ondt værre ved at tildele korporalen nogle hug af sin vægterknippel – tilsyneladende i den forestilling at det var Jespersen, der havde overfaldet skipperen og ikke omvendt.[11]
Problemet opstod dog ikke kun i de nattemørke gader, men trængte helt ind i borgernes hjem. I tiden før egentlige kaserner slog igennem, logerede en stor del af soldaterne på værelser hos byens borgere, der havde indkvarteringspligt. Ikke alle havde dog lyst til at have militærfolk i deres hjem, og muligvis øjnede nogle også chancen for yderligere indtjening, hvorfor de oprettede mindre private kaserner eller barakker. Det havde eksempelvis konsumptionsforvalter Borch i Nørregade gjort, men på trods af det kom han i 1763 i tvist med en rytter ved navn Barth, som han tidligere havde haft indkvarteret. Da Barth – efter at have været i Holsten med regimentet – vendte tilbage, fandt han, at Borch havde etableret sengesteder til nogle husarer i barakken. Det huede ham ikke, og han brød derfor straks disse sengesteder ned. Borch retablerede sengene og gjorde Barth klart, at han ikke havde ret til at fjerne dem, hvorpå rytteren angiveligt mødte op i Borchs hjem, overfusede ham med en mængde grovheder, truede med sin pallask og spurgte Borch, hvad han ”havde i hans Braque at bestille og Raisonere; det var hans og ikke mit [Borchs] Huus”. Borch understregede i sin klage det forkastelige i, at rytteren havde forbrudt sig mod hans ret til at have fred i sit eget hjem. Samme ret, Barth mente at have over barakken, hvis status som hjem, indkvartering eller militær institution var afgørende for, hvem der besad autoriteten over dette rum.
Et andet fællesskab med en stærk identitet i byen var håndværkssvendene, som opererede efter et særligt æreskodeks, zünften, der baserede sig på en række ritualer, hemmelige hilsner osv.[12] I februar 1778 klagede snedkerlaugets nyligt afsatte oldermand Hans Eidorff sin nød til magistraten. Han besværede sig over, at svendene grundet manglende midler ikke havde været i stand til at flytte laugets skilt og inventarium fra hans hus ”med de sædvanlige og over alt brugelige honeurs” og derfor havde nægtet dette ”for ikke at spilde Amtets anseelse og udelukke sig selv fra den Sympht dem er erhvervet paa fremmede Stæder.”[13] Den stort anlagte procession forbundet med skilteflytningen var en stolt tradition inden for laugene, som på ceremoniel vis markerede valget af en ny oldermand og etableringen af et nyt herberg, samtidig med at den med pomp og pragt, musik og stærk symbolik demonstrerede laugenes magt i byen.[14] Som det fremgår af Eidorffs klage, markerede optoget samtidig det lokale laugs forbindelser til den europæiske svendekultur og dens særlige æreskodeks, hvorfor det ikke kunne forsømmes. Eidorffs modstandere internt i lauget påstod dog, at der alene var tale om et påskud for at udskyde flyt- ningen, idet Eidorff ikke ønskede at afstå sit hverv som oldermand.[15]
At ære var af stor betydning iblandt svendene ses også i en sag fra 1763, hvor sadelmagersvend Herman Pröbstler kom i problemer, da han forsøgte at hjælpe en sadelmagerenke i Kolding med at skaffe en svend blandt sine odenseanske kammerater. Det fik flere andre svende til at beskylde ham for at have ”øvet et Skiælms Stykke”[16] samt påstå, at hans mester, sadelmager Lausen, var en fusker – altså opererede som håndværker uden at have lært sin profession. Lausen var regimentssadelmager ved grev Moltkes regiment, hvilket han selv understregede, gav ham ret til at holde svende.[17] Årsagen til anklagen mod Lausen var sandsynligvis blandt andet det forhold, at han var i militæret. Det var et stort problem i byerne, at soldater ofte arbejdede som håndværkere for at supplere deres ringe løn. Selv om en del faktisk havde en profession, inden de lod sig hverve, praktiserede de uden for laugene, hvilket ikke overraskende fremkaldte stor utilfredshed.[18] I 1717 var det rent faktisk blevet tilladt både for tidligere og nuværende soldater at slå sig ned som frimestre – uden at have svende – men dette blev indskrænket igen i 1739, hvorefter militærfolk kun måtte arbejde for andre militærfolk.[19] En regel, der dog ofte blev brudt.
Forholdet mellem håndværkerne og soldaterne var altså anspændt. Samtidig var netop gruppen af svende og soldater – hvoriblandt der var mange unge enlige mænd – særdeles hyppige gæster på byens mange værtshuse, hvor der var varme og godt selskab. Det medførte naturligvis, at der jævnligt opstod sammenstød. I julen 1768 var en del af byens håndværkssvende forsamlet i svendestuen hos værtshusholder Langhoff i Nedergade. Pludselig opstod der tumult i svendestuen, da en korporal og en regimentstambur indfandt sig og kom op at toppes med en garversvend ved navn Volmar. Angiveligt fordi Volmar inde i værtshusets skænkestue havde sagt til en pige, ”hør min lille Pige, er Du icke bange, at gaae saa sildig, at icke nogen kommer og Drager enten Pallasch eller Kaarde imod dig”, hvilket korporal Fraun havde taget ilde op. En svend forklarede, at Volmar rejste sig fra bordet, lagde sin hånd på tambur Hintzes bryst og bad om, at svendene måtte have fred i deres stue. Hintze fandt dog ikke, at Volmar var berettiget til at vise ham ud, og det kom derfor hurtigt til egentligt håndgemæng mellem de to. Slagsmålet var ikke mere end lige begyndt, før flere dragoner brød ind. En stor dragon greb fat i svenden og begyndte at slå ham i ansigtet, mens en lille dragon sprang op, stødte sin pande ind i Volmars hoved og efter vidners udsagn bed ham i næsen samt udskældte ham med ordene ”Dievelen skal gale i dig, din Hunsvot og Skielm.” Til sidst slæbtes den gennembankede Volmar ud igennem den forreste skænkestue og ud på gaden, hvor han fik yderligere slag, indtil vagten greb ind, hvorefter svenden førtes til byfogeden og siden til stadskirurg Tiedke.[20]
Det fremgår af sagen og Volmars udsagn, hvorledes svendene oplevede det som en krænkelse, at dragonerne på så aggressiv vis trængte ind i svendestuen for at sætte en svend i rette. Samtidig afspejler de andre tilstedeværende svendes tilbageholdenhed i konflikten, hvad der nok mest af alt var en velbegrundet frygt for de voldsomme soldater, der med al tydelighed satte forsvaret af den kollektive militære ære -beklikket af Volmars kommentar til pigen – forud for respekten for svendenes sociale rum, om end de til sidst trak Volmar med sig ud på gaden. Husets ejer, Søren Langhoff, holdt sig ligeledes tilbage fra at sætte sin autoritet over sit hus i spil. For en stund vandt den militære aggressivitet altså magten over værtshusets semioffentlige rum, indtil vagtpatruljen ankom og sendte soldaterne på flugt ud i nattemørket.
De her præsenterede konflikter udgør ganske få af de mange historier, som gemmer sig i det righoldige retsmateriale i byfogedens arkiv, og de repræsenterer en værdifuld kilde til byens kulturhistorie. Alle afspejler de brydningsfelter såvel imellem som internt i de centrale sociale fællesskaber i byen, såsom borgere, håndværkssvende og militærfolk. Sammenstødene viser, hvordan forestillinger om autoritet var uløseligt knyttet til forståelsen af forskellige steder, og hvordan forskellige grupper oplevede deres egen og andres autoritet over disse steder i relation til deres sociale og civile status. Sagerne kan således, blandt meget andet, give os en indsigt i, hvordan forskellige fællesskaber tillagde forskellige steder betydning og anvendte forskellige strategier til at markere – og ikke mindst til at forsvare – såvel fysiske som sociale rum af særlig betydning for deres kollektive ære og identitet.
