Kong Knud regerede fra 1080 til 1086; Knud ”den Hellige” blev han i sagens natur først senere efter død og helgenkåring. Det er scenen og begivenhederne omkring drabet i Skt. Albani Kirke d. 10. juli 1086, der oftest anvendes som motiv, når Knud tegnes eller males. Det er tydeligt, at Ælnoths beretning er grundlaget, og at det er den hellige mand, der står over for mødet med sin Gud. Billeder af kong Knud findes som kalkmalerier, altertavler og som illustrationer i bøger. I nyere tid er begivenheden i Skt. Albani Kirke gengivet på lærred to gange med vidt forskellige motiver både på lærredet og bag kunstnernes tilgange til opgaven. Det drejer sig om C.A. von Benzon (1843) og Thomas Kluge (2017).
”Knud den Helliges drab i Sct. Albani kirke 1086” (1843) af Christian Albrecht von Benzon (1816-1849). Maleriet er fra 1843 og altså 10 år efter den sidste og blivende fremdragelse af helgenskrinene. Det er meget sandsynligt, at al virakken omkring genopdagelsen af den dræbte konge og de afledte videnskabelige diskussioner har inspireret von Benzon til at formidle den dramatiske begivenhed for et bredere publikum. H.C. Andersen mødte von Benzon i Düsseldorf og har her set det, der vel må betegnes som von Benzons hovedværk. I ”Mit Livs Eventyr” skriver han bl.a.: ”Jeg traf en Landsmand, et Byesbarn fra Odense, det var v. Benzon; hjemme hos os, strax da han begyndte at male, havde han malet mit Portrait, der havde aldrig været noget før, men dette første var ganske skrækkeligt, det saae ud som Skyggen af et Menneske stærkt illumineret, eller En der Aar og Dag har ligget i Presse mellem Folianter, og nu mumietør er tagen ud og stillet op; Boghandler Reitzel afkjøbte ham det; her i Düsseldorf havde Benzon hævet sig til Kunstner, og nylig fuldendt et smukt Billede, Knud den Hellige, der dræbtes i St. Albani Kirke i Odense ….”. Maleriet er typisk for den såkaldte ”Düsseldorfer-skole”, der bestemt ikke var ubetinget populær i danske kunsthistoriske kredse. Kunsthistorikeren N.L. Høyen (1798-1870) beskrev maleriet som ”en sammenplyndring af tyske motiver, og malet på tysk”. I 1863 stillede Høyen spørgsmålet: ”Skylder vi ikke endnu at rejse Knud den Hellige et mindesmærke? Katolicismen gjorde ham til helgen; nyere historikere har vist, hvilken ædel karakter det var, hvorledes han faldt som offer for sine bestræbelser. Skylder vi protestanter ham ikke at lade vore bedste kunstnere rejse ham et minde som vidne om, at vi erindrer ham?”. Underforstået, at den opgave var ikke løst af nogen dansk kunstner endnu – heller ikke von Benzon. Desuagtet har mangen en gæst på Fyns Kunstmuseum og i dag på Møntergården igennem årene glædet sig over maleriet og levet sig ind i det danmarkshistoriske øjeblik, det formidler.1
2Med sit maleri ”Den hellige Knud. Knud den Hellige” (2017) har Thomas Kluge haft som ambition at inddrage publikum via en direkte øjenkontakt mellem kong Knud og beskueren. Med Kluges egne ord: ”Knud er ved at rejse sig fra stolen og ser os direkte ind i øjnene, han er koncentreret, fattet og forstår, at hans skæbne bliver afgjort i dette øjeblik. I forgrunden ses hans knogler liggende i helgenskrinet. Han er iført datidens klædedragt; draperet på Knud den Helliges skulder ses ørnetæppet. Den kristne konge bærer et guldkors om halsen – det hænger lidt ude i luften over hans knogler – han er i bevægelse. Med direkte øjenkontakt indfanger Knud beskueren, der herved inddrages i noget, der skete for længe siden. Beskueren får tavst stillet spørgsmålet, om Knuds historie skal tilintetgøres, eller om hans historie skal leve i vores bevidsthed som en del af vores identitet. På den måde bliver tiden en faktor i billedet. Knoglerne ligger imellem Den Hellige Knud og beskueren og fortæller om de mange år, der er imellem os. Men blikket, som Knud den Hellige holder fast, danner en bro på tværs af tiden og gør hans død til et aktuelt politisk spørgsmål: Har Den Hellige Knud noget med vores identitet som moderne danskere at gøre, eller er hans betydning tørret ind som gamle knogler?” De to malerier er vidt forskellige, men det til trods har de det fælles mål at formidle historien for beskueren. Ikke som det definitive og autoriserede billede af en begivenhed, men som et bud på, hvordan historien kan gøres levende og vedkommende. Så står det beskueren frit for at male videre inde i sit eget hoved. På denne vis fungerer maleriet som en tidsmaskine, der kan hjælpe os med at komme tættere på begivenheder, der som drabet på kong Knud ligger over 900 år tilbage.
