I 1941 fandtes skeletrester ved tørvegravning i en lille mose dybt nede mellem bakkerne ved Koelbjerg på gården Grøftebjerg i dødis-landskabet ved Vissenbjerg. Fundhistorien er forlængst skrevet.[1] De bevarede knogler var allerede gravet op, da den første arkæolog – stiftsmuseets leder Erling Albrectsen – kom derud den 23. maj; men arbejdsmændene huskede, hvor de havde fundet de første knogler. Kraniet havde ligget højest i mosen, de fleste andre knogler 7-8 m derfra og venstre lårben 2 m længere væk. Utvivlsomt ligger der endnu flere knogler i tørven, idet væggen i tørvegraven skred ind i nærheden af kraniet; her havde arbejderne set flere knogler. Ved et besøg på findestedet i september 1986 (fig. 1) fortalte Svend Andersen, at det var ham, der havde fundet kraniet på mosens bund, eller i hvert fald nær bunden. Kraniet havde stået opret med underkæben på plads. Han havde først bemærket sømmene (suturerne) på kalotten, og havde derefter kunnet tage kraniet helt op.
Under disse forhold kan det naturligvis ikke bevises, at de opsamlede knogler stammer fra et og samme individ. Anthropologerne ser dog ingen grund til at betvivle dette, så det må være udgangspunktet. Mosehullet er formentlig opstået det sted, hvor en stor klat is, efterladt af indlandsisen ved dens afsmeltning for ca. 15.000 år siden, havde ligget. (Fig. 2) Prøver af tørvelagene blev under utaknemmelige forhold udtaget ved siden af findestedet i en 3,5 m høj profil. Ved at undersøge støvkornenes sammensætning i tørvelagene ville man prøve at datere skeletresterne. Hvis ikke det var lykkedes, var skelettet aldrig blevet publiceret, og det havde ikke i dag været berømt. Pollenbotanikeren Jørgen Troels-Smith daterede i 1943 skelettet til det, som botanikerne kalder zone V – boreal tid, d.v.s. skovtid.[2] Dette er det afsnit af Danmarks naturudvikling, som dannede rammen om den tidlige Maglemosekultur.
Vi befinder os altså tidligt indenfor de jæger- og fiskerkulturer, som man skelner imellem i Danmarks 5.000 år lange skovtid. Det var en periode, hvor haslen erstattede birken og hvor egeblandings-skoven knap nok havde overtaget fyrreskovens plads, d.v.s. en endnu ret åben skov med gode muligheder for jagt og fiskeri. Der var dengang betydeligt mere land end i dag, Danmark var landfast med England, så Vissenbjergområdet lå bogstavelig talt midt inde i landet. Det var endnu uroksens og elsdyrets glansperiode, som velbevarede knoglefund af urokser[3] og elsdyr[4] viser. Klimaet havde en juli-middeltemperatur på 15-16° og rådyr, vildsvin, kronhjort, bjørne o.s.v. færdedes i skovene.
Grunden til at skelettet fra Koelbjerg allerede i 1943 blev publiceret i det førende arkæologiske tidsskrift var, at det p.g.a. pollenanalysen måtte anses for det ældste danske skelet!
Da Nationalmuseet i 1972-73 skulle indrette nyudstillingen af Danmarks oldtid, lånte man kraniet fra Koelbjerg, fordi det stadig var den ældste »dansker«. Det kom tilbage til stiftsmuseets egen udstilling i 1979, så nu er det en afstøbning der ses på Nationalmuseet.
Der er gået en menneskealder siden fundet blev gjort, og både vort kendskab til moserne, menneskene og kulturen er forbedret en del siden. Pollenanalyse kan ikke give en absolut datering, men kun vise en udvikling. Med den nye dateringsmetode, måling af det radioaktive kulstof 14, som endnu ikke var opfundet i 1940’erne, kan skeletdele dateres uden at skelne til pollen eller arkæologiske fund. Derfor har man systematisk foretaget en serie kulstof 14-dateringer af skeletfund, der ikke ad anden vej kunne dateres – med adskillige overraskelser til følge.[5] Koelbjergknoglerne indgik i denne undersøgelse. De blev sendt til Anatomisk Laboratorium i København, hvor man tog et stykke af lårbenet ud til kulstof 14-datering, d.v.s. til destruktion. Derfor blev knoglen først afstøbt. Resultatet afventedes med spænding, og det var med lidt lettelse, i hvert fald for mit vedkommende,[6] at vi i 1983 modtog resultatet. Tænk, hvis stenalderkvinden havde været et moselig fra jernalderen, gravet ned i de gamle tørvelag! Koelbjergskelettet var stadig Danmarks ældste menneskefund. Resultatet af de nye undersøgelser fremgår af de to følgende bidrag.
Maglemosekulturen er ikke det bedst belyste afsnit af Fyns oldtid. Under krigen blev der ganske vist samlet et stort materiale fra fynske stenalderbopladser og tørvemoser, men markarbejdet blev aldrig fuldt op af en afsluttende behandling.[7]
I det store moseområde vest for Vissenbjerg med Neverkær og Ejby moser ligger (eller lå) et fantastisk bopladsområde med den ene Maglemose- og Ertebølle-boplads ved siden af den anden. Herfra er mange gode fund nået til museerne, og endnu flere ligger formentlig ude hos private. Hvis ikke afvandingen når at ødelægge tørvelagene og dermed alt det organiske materiale fra bopladserne, inden området bliver erklæret for marginaljord og taget ud af dyrkningen, så ligger der stadig mange gode bopladser og venter på undersøgelser.[8] Det kan ikke bevises, men er unægtelig en nærliggende tanke, at Koelbjergkvinden hørte hjemme på en af disse bopladser, og at hun på sin søgen efter bær eller andet spiseligt er kommet galt afsted. Der er ikke mere end 2,5 km fra Neverkær-moserne til findestedet. Knoglernes spredte, usammenhængende positioner forklares ved »at Liget i halvrådden Tilstand har drevet om i Overfladen af Vandet, og at Hoved og Lemmer til lidt forskellig Tid er sunket til Bunds«.[9]
Det er umuligt at sige noget om, hvorfor eller hvordan skelettet havnede i mosen; en bevidst anbringelse i stil med jernalderens moselig kan vel ikke udelukkes, men en regulær drukneulykke er nok lige så sandsynlig. Der er ingen spor på knoglerne, som kan vise dødsårsagen.
Søens bredder »var kantede af Tagrør, og længere ude stod mørkegrønne Bevoksninger af Søkogleaks; hist og her knejsede Dunhammer, og paa mere aabne Steder i Sumpen strakte Klaseskærm sine krogede Stængler op gennem Andemaden. Langs Bredden voksede Pil og Birk, og paa Bakkernes Sydskraaninger bredte Hasselkrat sig mellem de høje mørke Fyrretræer. Hist og her voksede Ælm og Røn. I denne Sø druknede en Kvinde. Straks sank hun til Bunds, men da Liget var begyndt at gaa i Forraadnelse, kom det atter op til Overfladen og drev rundt mellem Aakandernes store, runde Blade. En sydvestlig Vind førte det op i den nordlige Del af Søen; her laa det og skvulpede udenfor Rørsumpen, til det gik helt i Opløsning og de enkelte Dele sank til bunds«.[10]
Det er ikke nogen verdensbegivenhed, at de ældste rester af et menneske fra dansk jord kan ses på Fyns Stiftsmuseum, men med kulstof 14-dateringen er det i hvert fald slået fast som en kendsgerning – indtil den dag, hvor en rensdyrjæger kan graves frem.
