Det fynske område har leveret nogle af de vigtigste gravfund til dansk vikingetidsforskning såsom skibsgraven fra Ladby og kammergravene fra Søllested og Møllemosegård. Langt størstedelen af de fynske vikingetidsgravfund er fremkommet under tilfældige omstændigheder. Det gælder således også den her behandlede gravplads.
I forbindelse med udgravningen af to overpløjede bronzealderhøje sydøst for landsbyen Køstrup på Nordvestfyn i efteråret 1980 blev der umiddelbart syd for den ene høj udlagt en søgegrøft, hvori der fremkom en del brandgrave fra ældre romertid. Da det pågældende område var truet af grusgravning, blev der udlagt flere søgegrøfter med efterfølgende fladeafdækning. Herved fremkom en brandgravplads fra ældre og yngre romertid (Henriksen 1991), en boplads fra ældre romertid, samt en jordfæstegravplads fra vikingetid (Lorentzen 1984). Det af grusgravning truede område blev udgravet af Fyns Stiftsmuseum i efteråret 1980 og i foråret 1981[1]. I det følgende vil kun jordfæstegravpladsen blive fremlagt.
Gravpladsen ligger på toppen og nordsiden af en sandet morænebakke, som hæver sig ca. 10 m over det omgivende terræn. Mod nord aftager denne jævnt ned mod et fladt område. Sydsiden, der som vestsiden var bortgravet ved undersøgelsens start, aftager ned mod Gremmelykke Å, som her løber mod nordøst på sin vej til Båring Vig ca. 5 km nord herfor. Bortgravningen af dele af bakken betyder, at man ikke kender en naturlig afgrænsning af jordfæstegravpladsen mod vest. Mod øst aftager bakken forholdsvist brat. På et rekonstrueret vådbundskort kan det ses, at lokaliteten har været omgivet af vådområder, især mod nord, vest og syd (fig. 1).
Morænebakken består af lysbrunt til gulbrunt gruset sand med lokale lommer af fint sand og lommer af grus. På et jordbundskort over området ses, at lokaliteten ligger på lerblandet sand (smeltevandssand), som mod nordvest grænser op til lerjord.
De i alt 15 jordfæstegrave lå i et nærmest øst-vest orienteret bælte (fig. 2). Gravene har tilsyneladende ligget under flad mark. I ét tilfælde kunne en klar stratigrafi mellem to grave erkendes; grav ACS ser ud til at have været nedgravet i ACR, men desværre var begge grave fundtomme. Da de øvrige grave ikke skærer ind i hinanden, kunne det tyde på, at de har været markeret på overfladen. I en af gravene, ACQ, iagttoges en mindre nedgravning i gravens sydvestlige ende. Dette kunne være et spor efter en markering, f.eks. i form af en træpæl eller en sten (fig. 3).
Efter muldafrømning fremtrådte gravene som nærmest rektangulære fyldskifter. Længden varierede mellem 1,25 m og 5 m. Bredden lå mellem 0,55 m og 2,15 m (fig. 4). Her skelnes mellem nedgravning og kistespor. Man kan se, at de fleste graves længde ligger mellem 1,50 m og 3,25 m, og det samme gælder for kistesporenes længde (fig. 4). Bredden ligger gennemsnitligt mellem 0,40 m og 1,25 m. Gravenes dybde varierer fra 10 cm til 76 cm.
Grav ADCs kiste var samlet med jernsøm og udfra disse kan man se, at kisten har målt 90 × 35 cm. Fremkomsten af mælketænder bekræfter, at dette var en barnegrav. Bortset fra grav ADC ser det ud til, at de fleste grave været beregnet til voksne individer. Dog indeholdt en dobbeltgrav, ACT, en voksen og et barn.
Klare kistespor forekom i 5 grave (ACN, ACO, ACQ, ACS og ACT). I disse ser kisten ud til at have været rektangulær. I grav ACQ og ADC var der bevaret træfragmenter fra kisten. Fra grav ACQ var der bevaret træ fra såvel kistebund som -låg[2]. Bunden har muligvis været ask (Fraxinus sp.) og låget har været bøg (Fagus sp.) (Malmros 1993:1).
I grav ADC var bevaret træspor i rusten på kistesømmene. Disse giver et indtryk af, at kisteplankernes gennemsnitstykkelse har ligget på knap 15 mm (Lønborg 1993). I rustskorperne fandtes mineraliserede vedrester af eg (Quercus sp.) (Malmros 1993:3).
Stenkonstruktion forekommer i to grave (ACO og ACN) (fig. 5). Det er dog uklart, hvorvidt der også har indgået en kiste i stenkonstruktionen. Det sandsynligste er, at stenkonstruktionerne skal opfattes som støtte til en kiste.
Da der i de fleste grave ikke kunne registreres kistespor, er det muligt, at ligene her blot har været nedlagt i svøb.
3 af gravene (AGP, ACT og ACX) indeholder mere end ét individ, og disse må således betegnes som dobbeltbegravelser. I 4 grave ligger den døde med hovedet i vest, i 3 grave med hovedet i nordøst og i 4 grave med hovedet i øst (fig. 6). I de fleste tilfælde ser det ud til, at den døde blev nedlagt i udstrakt rygleje, bortset fra én grav, hvor den døde er lagt på maven.
Følgende resultat af de antropologiske analyser foreligger: Af 11 grave med bevaret skeletmateriale var 3 uden bestemmelige skeletdele, 5 med ét skelet, 2 med to skeletter og en med en overtallig fod ved hovedet. Der er kønsbestemt 6 grave, heraf var 1 kvinde og 5 mænd. Af de to dobbeltgrave indeholdt den ene 2 ældre mænd og den anden en voksen og et barn. I graven med et skelet og en overtallig fod var skelettet, en mand, lagt på maven i kisten. Fra ACX stammer et underkæbebrudstykke med atrofi (knoglesvind) efter tab af kindtænder. Men udover atrofi er der ikke påvist sygelige forandringer (Jørgensen 1985).
To legemshøjder har kunnet beregnes: ACP 170-175 cm og ACT 170-174 cm. Disse legemshøjder ligger inden for den variation, som kendes fra andre vikingetidsskeletter (Bennike 1985:51).
En meget interessant detalje er, at der i grav ACZ’s gravfyld fremkom fragmenter af brændte ben. Disse stammer ifølge den antropologiske analyse fra et menneskekranie. Da der ligger en gravplads fra romersk jernalder i nærheden, kunne de brændte ben stamme fra denne. Afstanden mellem jordfæstegravpladsen og den nærmeste brandgrav er ca. 20 m. Det virker dog ikke sandsynligt, at brændte ben kun skulle være sekundært indblandet i en enkelt grav, og disse kan dermed formodes at være direkte knyttet til vikingetidsgravlæggelsen. Brændte ben i fylden på jordfæstegrave kendes også fra andre vikingetidsgravpladser, f.eks. Rosenlund, Kjølvejen og Ottestrup (Jacobsen 1978; Nielsen et al. 1986:9; Eriksen 1992:187). Det har vist sig, at knoglerne i mange tilfælde stammer fra mennesker, men i nogle tilfælde også fra dyr (Nielsen et al. 1986:12). Dette fænomen ser ud til at være så almindeligt forekommende på de danske vikingetidsgravpladser, at skikken må betragtes som et led i vikingetidens gravkult.
På Køstrup-gravpladsen findes 3 dobbeltgrave, men der ses ikke nogen tegn på vold på skeletterne. En af disse dobbeltgrave indeholdt et barn og en voksen (ACT), en anden indeholdt 2 voksne, hvoraf den ene var en mand (ACX). Den sidste dobbeltgrav er lidt anderledes. Her lå en voksen mand, men ved kraniet fremkom fodrodsknogler fra et andet individ (AGP). I grav ACP, hvor der kun var fodrodsknogler tilbage af et andet individ, kunne det måske være tale om en slags offer, men der kunne også være tale om en ældre, forstyrret grav. Fra Bogøvej (Langeland) kendes der en grav, hvori der på bunden af graven fandtes skelettet af en midaldrende mand og spredt i gravfylden knogler af en kvinde. Her er den yngste grav ført helt til bunds, og har næsten fuldstændig ødelagt det ældre skelet (Skaarup 1989:4 ff.). Noget lignende kunne måske være tilfældet i grav ACP fra Køstrup.
Fra Langeland kendes to slags dobbeltbegravelser, trælleoffer (Stengade II) og to efter hinanden følgende begravelser i den samme gravgrube (Kågården, Bogøvej). Men på Langeland er næsten alle skeletter i dobbeltgravene placeret etagevis, og ved mange af disse kan det ses, at de døde ikke er begravet samtidig. Når man betragter det samlede antal dobbeltgrave fra Langeland, kan man se, at disse optræder forholdsmæssigt sjældent. F.eks. er kun 1 ud af 83 grave på Stengade II og et par ud af 97 grave på Kågården dobbeltgrave (Skaarup 1989:4 ff.). Dette taget i betragtning er det forbavsende, at 3 ud af 15 grave på Køstrup er dobbeltgrave. Det er svært at tro, at alle disse mennesker er døde samtidig. Hvis der var tale om en kvinde og et mindre barn i samme grav, ville det være mere logisk. Man kunne tolke dobbeltgravene således, at familien har genåbnet graven for at begrave et andet medlem af familien i den samme grav – altså en slags familiegravsted.
Gravpladsens rigeste grav, ACQ, har mange små detaljer, der fortæller om vikingetidens gravskik. Fra den dødes brystregion blev bl.a. optaget to skålformede bronzespænder[3]. Under disse sad et stort stykke textil. I tilknytning til spænderne fandtes en del organisk materiale, heriblandt træ, læder og fjer/dun fra en gåsefugl. Disse stammer muligvis fra enten en kappe eller en dyne. Udfra tekstilresterne har det været muligt at rekonstruere kvindens dragt, som det omtales i en artikel andetsteds i denne årbog (Rasmussen & Lønborg 1993). Her skal blot nævnes, at den døde tilsyneladende har været iklædt en til lejligheden specialsyet ligdragt.
Ved gravens gavl lå resterne af et jernbeslået træskrin, som havde textilaftryk på låget, på de lodrette sider og under bunden. Dette betyder, at skrinet sandsynligvis har været indsvøbt i et klæde. Faktisk viser textilaftrykkene, at der har været to forskellige slags stoffer omkring skrinet: Groft stof, måske uld – og et meget fint stof, sandsynligvis hør (Lønborg i app. 1). Det ser ud til, at det fine stof var inderst og det grovere stof har overlejret dette. Ovenpå dette grovere stof fandtes rester af dun/fjer. Dette kan tolkes som om, at den døde kvinde enten har haft en kappe eller dyne over sig, og skrinet i fodenden har også været viklet ind i stof. Eller også har man dækket hele graven med en dyne, inclusive det i forvejen stofindviklede skrin. Vedanatomiske undersøgelser af kistefragmenter fra graven viste, at lag med fjer forekommer såvel over som under den døde (Malmros 1993:3).
Medgivelse af en dyne med fjer eller dun kendes også fra den rige kvindegrav i Hvilehøj, fra Mammen samt fra Hedeby og Birka, og kan ifølge I. Hägg ses som et rangsymbolsk element i graven (Nielsen et al. 1986:14, Hägg 1991:156). Fra Hedeby kendes en grav, hvor den døde var lagt på en dunfyldt dyne med et overtræk af hørlærred (Hägg 1991:156). Kvinden i grav ACQ i Køstrup har måske haft en sådan dyne over sig. I både Birka og Hedeby har man eksempler på, at den døde har været overdækket med et klæde (Hägg 1991:155 ff.).
| Køstrup | Orientering | Skålspænde | Ringnål / nål | Perler | Skrin | Jerngenstand | Kniv | Bæltespænde | Jernnøgle | Jernnagler | Tenvægt | Køn | Alder | Ligets lejring – placering |
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| UO | VNV-ØSØ | 1 | ♂? | Voksen | Hoved i V. | |||||||||
| ACN | SV-NØ | ? | ||||||||||||
| ACO | NØ-SV | ? | ||||||||||||
| ACP | SV-NØ | 1 | ♂? | 18-25 | Hoved i NØ. 2 individer. Udstrakt maveleje Fodknogler af et andet individ ved kraniet. | |||||||||
| ACQ | SV-NØ | 2 | 8 | 1 | 1 | 1 | ♀ | Hoved i NØ. | ||||||
| ACR | Ø-V | ♂? | 35-55 | Hoved i Ø. | ||||||||||
| ACS | SV-NØ | ♂? | 25-45 | Hoved i NØ. | ||||||||||
| ACT | Ø-V | 1 | 8-10 35-55 |
Hoved i V. 2 individer. Barn – voksen. |
||||||||||
| ACU | Ø-V | 1 | Ældre end barn | Hoved i Ø. | ||||||||||
| ACV | VNV-ØSØ | 1 | Hoved i Ø. | |||||||||||
| ACX | Ø-V | 1 | 1 | 1 | ♂? | 35-55 55-70 |
Hoved i Ø. 2 individer. |
|||||||
| ACY | Ø-V | |||||||||||||
| ACZ | Ø-V | 1 | Hoved i V. Gravfylden indeholdt brændte ben. |
|||||||||||
| ADB | SV-NØ | |||||||||||||
| ADC | ØSØ-VNV | 10 | Barn | Hoved i V. |
Tilstedeværelsen af en foret yderbeklædning kunne også antyde, at begravelsen er sket om vinteren. Ved mikroskopering af prøverne fra grav ACQ bemærkedes, at der ikke forekom maddiker, fluepupper og biller. Talrige fluerester plejer at indikere, at dødsfaldene er sket i sommerhalvåret, hvor insekterne er særligt aktive. Hvis kvinden er død og begravet om vinteren, kan det være forklaringen på, at der ikke er fundet rester af de varme årstiders insektfauna (Malmros 1993:3 ff.).
Køstrup-gravpladsen indeholdt, som de fleste andre danske vikingetidsgravpladser, kun få daterbare genstande (fig. 7).
Den almindeligst forekommende gravgave har været en simpel jernkniv, som har siddet i bælteregionen. Den enæggede jernkniv forekommer i 4 grave og muligvis i 2 andre grave (ACP, ACQ, ACT, ACU, ACX og ACZ). Størrelsen varierer lidt – fra to temmelig lange til to kortere. Knivene er forsynet med en angel, der smalner jævnt til udad og har ofte et rektangulært tværsnit. Den ene af knivene har et træskaft bevaret, dette med et rundt tværsnit. To af knivene har konkav ryglinie, og på to af knivene krummer æggen yderst op mod ryggen. I Køstrup fandtes yderligere 2 kortere knive, men p.g.a. kraftig korrossion kan kun den ene klassificeres. Den kan betegnes som en kort kniv med krum ryglinje, ifølge B. Arrhenius en vendeltids-/tidlig vikingetidstype (Arrhenius 1970:49). Det skal påpeges, at den almindelige jernkniv forekommer i stort set samme form fra ældre jernalder og op i vikingetiden. Derfor er en datering til vikingetid, kun på basis af en jernkniv, meget vanskelig.
Den enæggede jernkniv er også den mest almindeligt forekommende gravgave på andre danske gravpladser, f.eks. Stengade II og Fyrkat (Skaarup 1976; Roesdahl 1977). Knive ser ikke ud til at have været et kønsbestemt redskab, de findes i såvel mands- som i kvindegrave – således også i Køstrup. Knivens tilstedeværelse i gravene skal nok ses som en dagligdags brugsting, som den døde skulle have med hinsides.
Bælte- eller remspænder af jern forekommer i 2 grave, begge mandsgrave (UO og ACX) og de lå i bælteregionen. Det ene spænde har en rektangulær ramme, det andet kan nærmest klassificeres som et D-formet spænde med bagplade (fig. 8). De rektangulære og D-formede bæltespænder er meget almindelige i vikingetid og findes bl.a. på Stengade II, Fyrkat, Trelleborg og Thumby-Bienebek (Roesdahl 1977:33).
Fra grav ACV stammer en konisk tenvægt (fig. 9). Graven er ikke kønsbestemt, men kunne vel formodes at have tilhørt en kvinde. Tenvægten lå ved den dødes fødder. Koniske tenvægte af ler er almindelige i jyske og fynske gravfund fra 800-900-tallet. Typen kendes fra bl.a. Stengade II, Fyrkat og Trelleborg (Skaarup 1976:176; Roesdahl 1977:31). Den koniske tenvægt kendes dog med variationer fra ældre jernalder til tidlig middelalder (Madsen et al. 1971:227 ff.; Christensen 1984). Tenvægten må, som knive og bæltespænder, betegnes som en dagligdags brugsting.
I mandsgraven ACX fremkom en ornamenteret bronzenål (fig. 10). Nålen har et rundt tværsnit med flad spatelformet spids og et oprullet, båndformet øje. Ornamentikken er hovedsagelig koncentreret til den øverste del af nålen og består af små koncentriske cirkler med en prik i midten. På begge sider og på forsiden findes 3 koncentriske cirkler med prik på række, og på bagsiden findes 4 tilsvarende dekorationer på række, både i den øverste og den nederste ende.
Nålen har sandsynligvis været en del af en ringnål, men ringen mangler. Nålen stammer fra en dobbeltbegravelse, hvoraf kun det ene skelet er kønsbestemt, og det stammer fra en mand i alderen 35-55 år. Ifølge L. Thunmark-Nylén har ringnålen oftest været et mandssmykke og har oftest været anbragt i den dødes højre brystregion (Thunmark-Nylén 1984:5 ff.). Således lå også nålen i grav ACX ved den dødes højre bryst.
Fra Hesselbjerg-gravpladsen (grav XXI), Ladby (grav 9) og fra Bregninge (Falster) kendes lignende ringnåle af bronze (Brøndsted 1936:186 f.; Thorvildsen 1957:92 ff.; Andersen 8c Klindt Jensen 1971:31 ff.). Disse øvrige ringnåle af bronze er dog uden ornamentik, men her anses ligheden i udformningen at være det væsentligste. Simple ringnåle af bronze er mest kendt fra danske grave på Lolland, Sjælland og Bornholm. Som tidligere nævnt kendes typen også fra Birka. Typen synes at have en udpræget østlig udbredelse. Nålen skal sandsynligvis dateres til 900-tallet, selv om en tidligere forekomst ikke kan udelukkes (Thorvildsen 1957:92 ff.).
I den rige kvindegrav ACQ fremkom som nævnt to dobbeltskallede forgyldte skålspænder af bronze. Imellem disse lå 6 glasperler og 2 bjergkrystalperler. De to skålspænder var identiske og har dannet par (fig. 11). I fig. 12 ses en rekonstruktion af smykkesættet i grav ACQ.
Rammeverket består af to 8-kantede romber og korte stolper mellem rombernes hjørner og overskallens kant. Rombelisterne er belagte med furer. Midtknopper, sideknopper og endeknopper er faste og perforerede. De fire hjørneknopper har været løse. Rygfeltsmønstret dannes af en lille cirkel omgivet af en firtakket figur, der omgives af fire ben. I det ene felt er alle ben vendt væk fra cirklen, og i det andet felt er benene nærmest spændets midtknop vendt mod cirklen. Disse to mønstre optræder altid sammen på hver sit rygfelt på det samme spænde. Sidefeltsmønstret forestiller to dyr, der klatrer opad på hver sin side af sideknoppen og krydser halsene ovenover denne knop. Halsenes krydsningspunkt markeres af en rombe. Hjørnefeltsmønstret forestiller et dyr i spring. Knopperne er lave med stejle sider og med store perforeringer.
Underskallen kendetegnes af en bort bestående af 8 felter. Underskallen har nittehuller for at holde overskallens nitter fast. Nærmest over kanten løber en jævnbred ornamentikbort. Ornamentikken inddeles af stolper i felter. Stolperne består af tværgående lister uden ornamentik. I hjørnefelterne ses en nærmest båndformet dyrefigur med hovedet vendt mod endestolpen og med en fod mod hjørnestolpen. I de små sidefelter ses en slags knude med to vingelignende flige. Dyrenes nakketop, hals og hæle er forskelligt sammenflettede på de venstrevendte og de højrevendte dyr. De venstrevendte dyr har en længere snude end de højrevendte dyr. Skålspændernes ornamentik må henføres til Oseberg-stilen. Denne stil er den fremherskende på skålspænder i både ældre og yngre Birkatid, d.v.s. 800 og 900-tallet. Stilen har således spillet en fremtrædende rolle i Skandinavien i lang tid (Jansson 1985:197).
Forskellige fremstillingsspor kan ses på Køstrup-spænderne. På underskallernes indersider ses positive textilaftryk, som det kendes fra mange andre vikingetidige skålspænder (Jansson 1985:67 ff.). Textilernes funktion i fremstillingsprocessen må have været at danne spændernes vægtykkelse. Overskallerne viser reparationer på bagsiderne. Disse reparationers udformning viser, at de må været udført i voks, altså reparationer, der er udført på voksmodellerne. Oversidens ornamentik er eftergraveret for at få den skinnende blank. På den ene af underskallernes bagside ses en støbefinne. Denne er sandsynligvis fremkommet på følgende vis: Når formen af ler brændes, krymper den og kan revne. Når metallet hældes i formen, løber metallet også ud i revnen. Dette ses som en støbefinne på den færdige genstand (Lønborg mundtl. medd.).
De dobbeltskallede skålspænder af bronze kan ifølge I. Janssons typoplogi henføres til type P 51, variant Al (Jansson 1985:71). P 51 er den almindeligste type af skålspænder fra yngre vikingetid; hele 47% af Janssons materiale tilhører således denne gruppe. Typen dateres ifølge Jansson til yngre Birkatid, d.v.s. fra slutningen af 800-tallet og 900-tallet (Jansson 1985:182). Med Janssons inddeling kan man altså ikke komme videre med en findatering af spænderne i grav ACQ. Jansson hævder, at en storproduktion af spændetypen medfører, at en smykketype kan have været produceret gennem en lang periode eller i forskellige perioder i forskellige områder, uden at dette kan ses i spændenes udformning. Dette gør helt klart spændernes findatering temmelig vanskelig (Jansson 1985:12). Men Jansson gør også opmærksom på, at der uden tvivl fandtes regionale kronologiske forskelle i Norden i denne periode (Jansson 1985:175).
Alt dette betyder, at man må overveje, om man umiddelbart kan overføre det svenske materiales kronologi på det danske. Men konklusionen må blive, at selvom der i materialet kan ligge nogle kronologiske forskydninger i forhold til de forskellige regioner, så kan disse forskydninger ikke være store i et område på størrelse med Skandinavien.
De 6 glasperler og 2 bjergkrystalperler lå sammen med skålspænderne ved den dødes bryst jvnf. fig. 12. Af glasperler forekom en rødbrun tøndeformet, en hvid tøndeformet, en orange tøndeformet, en rød/hvid meleret tøndeformet, en sort tøndeformet og en grøn kvadratisk glasperle. De fleste af disse er perletyper, der er almindeligt forekommende gennem hele vikingetiden (Callmer 1977:77 ff.).
De kugleformede bjergkrystalperler skal ifølge Callmer hovedsageligt dateres til 915-980, men ifølge andre forskere skulle netop denne kuglerunde type af bjergkrystalperler være temmelig vanskelig at datere (U. Näsman mundtl. medd.). De to bjergkrystalperler skal betragtes som import. Bjergkrystal forekommer ikke naturligt i Danmark, men var i vikingetiden en almindelig importvare. Bjergkrystal kunne f.eks. importeres fra Norge.
Det jernbeslåede træskrin fremkom i hovedenden af den rige kvindegrav (ACQ) (fig. 13). Som tidligere nævnt var det viklet ind i 2 lag stof (app. 1). Her skal blot nævnes, at der er tale om et rektangulært, jernbeslået træskrin, ca. 45 cm langt og 20 cm bredt og med et hvælvet låg. Træet er bestemt til at være navr (Acer canoestre), som tilhører ahornslægten[4]. Det ser ud til, at en del af de vikingetidlige skrin har været lavet af navr, men også skrin af bøg forekommer (Malmros 1993:3). Træskrin ser ud til typisk at forekomme i rigere kvindegrave. Fra Fyn kendes de også fra Davinde (B. Lønborg, mundtl. medd.) og muligvis i kammergraven fra Rosenlund (Jacobsen 1978), altså i en mandsgrav. Småskrinene i vikingetidens kvindegrave synes at afspejle en vis social status, og kan måske betragtes som modsvarende våben i mandsgravene.
Fra samme grav som skrinet stammer også en jernnøgle, (fig. 14). Denne lå ved bæltestedet parallelt med jernkniven. Nøglen har et langovalt greb, et fladt skaft og pladeformet kam. Her kan nævnes, at nøglen ikke passer til skrinet. Denne type nøgle med håndtag uden indre dekoration stammer fra en anglofrisisk basistype, som findes både i ældre og yngre vikingetid (Almgren 1955:61 f.). En anden nøgle af samme type kendes fra Kværndrup Lunde på Fyn (Almgren 1955:111). Nøgler ser ud til at være en karakteristisk gravgave i kvindegrave (Müller-Wille 1987:59). Sammen med skrinet har jernnøglen udgjort et vist værdighedstegn for kvinder, noget der viste, at kvinden havde ansvar over hjemmet, gården.
På grund af det sparsomme og ukarakteristiske gravgods er det faktisk kun 3 ud af de 15 grave, der med sikkerhed kan dateres til vikingetiden. De øvrige grave formodes at være samtidige med de daterede grave. Således bliver gravene delt op i to kategorier. Til den første hører de grave, der med sikkerhed kan dateres til vikingetid, og til den anden kategori hører grave med en løsere dateringsramme, men som må formodes at stamme fra vikingetid.
Grav ACQ er den grav, der kan dateres mest præcist. De 2 skålformede, dobbeltskallede bronzespænder giver en datering til slutningen af 800-tallet og 900-tallet. De fleste af glasperlerne i graven er typiske hele vikingetiden igennem, men den sorte glasperle skulle være en type som, bortset fra nogle løsfund, findes fra 960-990. De 2 kugleformede bjergkrystalperler skulle dateres til perioden 915-980. Nøglen kan ikke dateres mere præcist indenfor vikingetiden. Vikingetidens småskrin henføres oftest til 900-tallet (Roesdahl 1977:134). Graven må derfor som helhed dateres til 900-tallet.
Grav ACV indeholdt en konisk tenvægt i ler, der ikke kan dateres nærmere end 800-900-tallet.
Grav ACX indeholdt en enægget jernkniv, som ifølge B. Arrhenius kunne være en tidlig vikingetidstype. I graven fremkom også et bæltespænde af jern, som nærmest kan betegnes som D-formet, hvilket er almindeligt gennem hele vikingetiden. I graven fremkom yderligere en bronzenål, ornamenteret med små prik/cirkelmønster. Nålen har været en del af en ringnål og må sandsynligvis dateres til 900-tallet.
Grav UO indeholdt et bæltespænde af jern med en rektangulær ramme. Graven kan faktisk ikke dateres nærmere end jernalder-vikingetid. Det samme gælder gravene AGP og ACU, som hver indeholdt en enægget jernkniv.
De mest præcist daterede grave kan næppe placeres mere præcist indenfor 800-900-tallet, mens de øvrige grave formodentlig kun kan dateres til vikingetiden generelt udfra samhørigheden med de daterede anlæg. Dette betyder, at man ikke med fuld sikkerhed kan argumentere for alle graves samtidighed, men alle oldsagstyper, der findes repræsenteret på gravpladsen, kunne teoretisk set forekomme samtidig. Derfor kan gravene formodes at være nogenlunde samtidige – måske alle fra 900-tallet.
Gravpladsens struktur svarer til en række andre danske gravpladser fra vikingetiden; placeringen af en eller flere centralt beliggende rige grave med omliggende fattigere grave. Noget tilsvarende kendes f.eks. fra Rosenlund og Kjølvejen (Jacobsen 1983; Nielsen et al. 1986).
Sammenfatningsvis kan det siges, at man ved Køstrup ser en typisk vikingetidsgravplads, både hvad angår gravskik og oldsager. Det er svært, for ikke at sige umuligt, at udtale sig om den kønsmæssige og sociale udbredelse af gravene. Kun 6 ud af 15 grave er blevet antropologisk kønsbestemt. Der er kun én sikker kvindegrav og 5 mandsgrave, men grav ACV med tenvægten indeholdt sandsynligvis også en kvinde.
De gravlagte synes aldersmæssigt at vise et bredt udsnit af en befolkning. Der er aldersbestemt individer stort set fra 8-70 år, men som nævnt må man ud fra gravenes størrelse antage, at de fleste var beregnet til voksne. Gravpladsen kunne godt repræsentere en enkelt gårds befolkning. Et så lille materiale, som det fra Køstrup, fortæller ikke så meget om hverken social status eller familiestrukturer. Blot kan det siges, at den afdøde i den rige kvindegrav (ACQ) ser ud at have været en rimeligt velhavende kvinde, medens de øvrige grave indeholdt et mere jævnt udsnit af befolkningen, der kun fik de mest nødvendige brugsting fra hverdagen med i graven, såsom knive, bæltespænder, en tenvægt og en dragtnål. Hertil må føjes tekstilerne i grav ACQ, der kun var bevaret p.g.a. de metaller, som de lå i forbindelse med. Man må formode, at ringnålen i grav ACX viser, at der også her har været tekstil tilstede; evt. har nålen holdt en kappe sammen.
Samtidige gravpladser fra Fyn viser, at Køstrup-gravpladsen er ganske typisk, både hvad angår gravtyper, -skik og gravgodset. Sammen med Ladby og Rosenlund er Køstrup-gravpladsen blandt de største vikingetids-gravpladser på øen.
Ser man på de forskellige gravtypers spredning på Fyn, kan man se nogle spændende tendenser (fig. 15). F.eks. fremgår det, at ryttergravene fortrinsvis ligger på den nordøstlige del af Fyn tæt ved Ladby-området, og på den sydøstlige del af Fyn. På kortet kan man se, at ryttergravene, bortset fra Møllemosegård, ligger i et bælte langs med den østlige kystlinie, som vender mod Langeland og Sjælland. På Sjælland er både rytter- og våbengrave hovedsagelig koncentreret til den vestlige kystzone. På Langeland er antallet af rytter- og våbengrave meget højt i forhold til øens størrelse (Näsman 1991:167). Tages dette i betragtning, kan man bedre forstå denne østlige, kystnære koncentration på Fyn. Muligvis har det været vigtigt at kontrollere/forsvare Store Bælt. Man kunne også fristes til at tro, at det næppe er noget tilfælde, at en del af ryttergravene er koncentreret omkring Ladby.
Gravformernes kronologiske spredning på Fyn viser en mangfoldighed af variationer. Der findes kun én grav, der med sikkerhed kan dateres til 700-tallet – en formodet jordfæstegrav fra fladmarksgravpladsen i Ladby (Thrane 1987:47). Fra 800-tallet kendes én brandgrav (Ejdø) (Ramskou 1951), men ellers er det jordfæstegrave under flad mark, der dominerer (Hjallese Torp, Davinde/Rolighedskroen). En grav i høj kendes (Nørre Højrup), men yderligere oplysninger om fundet mangler. Øvrige gravfund dateret til 800-tallet mangler oplysninger om gravformen (Øksenbjerg, Middelfart) (Brøndsted 1936).
I 900-tallet fortsætter kremering muligvis (Glavendrup), hvis man antager, at brandgravene og skibssætningen er lige gamle (Albrectsen 1959). Men bortset fra det er det jordfæstegravene, nu i forskellige former, der præger billedet. Disse forekommer i den almindelige form under flad mark (Køstrup, Ladby, Hesselagergård, Rantzausminde, Rosenlund). Nogle af jordfæstegravene var stensatte og/eller dækket med sten (Hjulby Kirkebakke, Horne, Køstrup) og nogle af jordfæstegravene havde en form for stolpekonstruktion (Rosenlund). Kammergravene i høj (Søllested, Møllemosegård) og en kammergrav under flad mark (Rosenlund) hører til 900-tallet. Det gælder også for en skibsgrav i høj (Ladby) og en skibssætning (Glavendrup).
I 900-tallet findes der gravpladser med forskelligartede, men samtidige grave, (f.eks. Ladby, Køstrup og Rosenlund). I ét tilfælde forekommer brand- og jordfæste-grave på samme gravplads (Ladby), men deres eventuelle samtidighed kan ikke dokumenteres.
Fra 1000-tallet findes kun én dokumenteret grav, en stensat jordfæstegrav i en skibssætning (Høje Stene). Skelettet herfra er C-14 dateret til ca. 1070 e.Kr. (Madsen 1985:27). Sammenfatningsvis kan det siges, at jordfæstelse har været den foretrukne gravskik på Fyn i vikingetiden; kremering forekommer kun i sjældne tilfælde. Den sidstnævnte påstand skal dog tages med forbehold, da brandgravene ofte er svære at datere på grund af det fattige og af ilden ødelagte udstyr. Dette forhold gør dem endvidere lette at overse, og brandgravsskikken kan formodes at have været mere udbredt på Fyn, end vi i dag har kendskab til. Billedet på Fyn svarer således ganske til udviklingen i det øvrige Danmark.
Sammenligner man Køstrup og øvrige fynske gravpladser med andre danske gravpladser fra vikingetiden, virker de fynske gravpladser meget små, men ikke ubetydelige; skibsgraven fra Ladby, Søllested- og Møllemosegård-gravene anses for at være fyrstelige, kongelige grave – forgængere til Jelling- og Mammengravene (Andersen 1985:11 ff.). Større gravpladser kan også endnu skjule sig på Fyn. Således er der ikke foretaget undersøgelser af områderne omkring gravhøjene ved Søllested og Møllemosegård for at påvise eventuelle fladmarksgravpladser. Det ville være mærkeligt, hvis de to rige kammergrave lå helt isoleret. Ganske vist er en del af området omkring Ladbyskibet undersøgt, men her kun i en lille skala. Undersøgelser omfattende et større areal ved Ladby kunne måske give nogle spændende oplysninger om områdets betydning i vikingetiden. Sammenfatningsvis kan det siges om de fynske vikingetidsgravpladser, at man skal være forsigtig med at drage konklusioner angående deres størrelse i forhold til andre danske gravpladser. Det er muligt, at de små gravpladser på Fyn afspejler en bebyggelsesstruktur bestående af flere enkeltgårde i stedet for koncentrerede landsbybebyggelser, som det kendes fra f.eks. Vorbasse i Vestjylland (Hvass 1983; 1988:86 ff.). Fra Fyn kendes en del bopladsspor fra overgangen vikingetid/tidlig middelalder (Jeppesen 1981:44 ff.), men kun Bytoften, Gudme Søndergade, Gudme Børnehave og Hjulby er undersøgt ved større fladeafdækninger. Ved disse undersøgelser er der fremkommet bebyggelser af enkeltgårdskarakter (Henriksen 1992; Madsen 1992; Michaelsen 1993; Naamansen 1993).
Det kan nævnes, at man fra Langeland har over 250 registrerede grave fra vikingetiden mod de ca. 90 fra Fyn. Forskellen er meget stor mellem de to ellers tætliggende områder. Alene størrelsen på gravpladserne ser ud til at være forskellig. Gravpladser på størrelse med Stengade II, Bogøvej og Kågården (h.h.v. 83, 52 og 97 grave, O. Grøn mundtl. medd.) er ikke fundet i det fynske område. Måske har man haft en anden bebyggelsesstruktur på Langeland. Bebyggelsen har måske været mere koncentreret i landsbybebyggelser. Sådanne er dog ikke afdækket endnu. En anden forklaring kunne måske være, at man i højere grad brugte fællesgravpladser på Langeland.
Rekonstruktion af skrin fra grav ACQ
Af Bjarne Lønborg
I grav ACQ blev der i gravens hovedende fundet rester af et jernbeslået skrin i navr, bestående af lås, bærehank og hængsler[1]. I rusten fra jernbeslagene og låsen er bevaret store mængder tekstil.
Inderst modjernbeslagene er bevaret et lærredsvævet hørstof. To steder, begge ved kanter, henholdsvis mod låg og bund, ses sammensyninger af ægkanter. To steder er bevaret fragmenter af et meget fint lærredsvævet hørstof (sandsynligvis rester af bånd, sammensyet som et rør). Disse er igen overlejret af et kipervævet stof (2/2 kiper), hvor trådene i den ene væveretning består af hørtråde, mens de i den anden består af uld. Ovenpå kipervævningen ses rester af dun/fjer. Dele af disse tekstiler kunne være rester af en syet pose eller lignende.
Store dele af skrinets låg og sider har været udsmykket med påsømmede jernbånd. Ud fra jerndelene og trærester bevaret i rusten på jerndelenes bagsider, kan en nogenlunde sikker rekonstruktion af skrinet udarbejdes. Skrinet har været beslået med bånd af jernblik af uens bredde, fæstnet på træet med uregelmæssigt anbragte (2-6 cm’s mellemrum) småsøm med fortinnede hoveder[2]. Jernbåndenes tykkelser ligger på omkring 0,5 mm.
Skrinlågets overside har været buet, både på langs og på tværs. På langs af lågets midte har der siddet et knapt 2 cm bredt jernbånd. På hver side af midterbåndet har siddet 9 båndstykker. Mellem hvert af disse bånd har der sandsynligvis været anbragt kortere båndstykker af uvis længde. Midt på låget har der siddet en bærehank. På lågets forreste halvdel har der været anbragt to overfald, hvis nærmere placering ikke kan afgøres. Forbindelsen mellem lågets overfaldsdele og låsens ditto kan ikke etableres. Både bærehank og overfald har været fæstnet på låget med kramper.
Ud fra lågets jernbeslag kan udledes, at skrinkassens sider har været lodrette. Lågets og dermed skrinkassens størrelse kan, ud fra graveplaner og jernbeslag, bestemmes til ca. 20 × 45 cm. Skrinets højde kan ikke afgøres.
På skrinkassens forside har låsen været anbragt, uvist hvor. Låseblikket har været fæstnet på træet ved hjælp af fire ca. 1 cm brede jernbånd, fastsømmet langs kanten af låseblikket. Fire sådanne smalle jernbånd har fortsat lodret ned fra låseblikkets nederste kant (en fra hvert hjørne og to imellem). I låseblikket er de to overfalds afslutninger indpasset. Overfaldenes rundede partier er langs dele af kanterne dekoreret med vinkelret anbragte indlagte striber, sandsynligvis med tin eller sølv[3]. Hængslerne har været fæstnet i henholdsvis lågets bagkant og i skrinkassens bagerste overkant, men det kan ikke afgøres i hvilken del, hængslernes kramper har været indslået.
Skrinets fire sider har sandsynligvis været beslået med lodretgående jernbånd, der viser en tendens til at være bredest på midten. Opadtil, mod skrinkassens overkant, har disse været skarpt afskåret på tværs, mens de nedadtil har været bukket ind under bunden, uden at det kan afgøres, hvorledes de har været fæstnet her. Antallet af de lodretgående beslag har sandsynligvis korresponderet med antallet af lågets tværgående bånd.
Ved bukket på jernbåndene ved endefladernes nederste kant kan iagttages, at bundpladens træ har været affaset. Ud fra trærester på søm etc. kan måles, at både bund og sider har været mindst 1,1 cm tykke, mens bundens kant har været affaset ned til ca. 0,8 cm. Udformningen af lågets inderside og dermed lågets tykkelse kan ikke afgøres.
Skrinets udformning lægger sig tæt på tidligere kendte småskrin med bærehank fra vikingetidens kvindegrave, f.eks. fra Birka, Thumby-Bienebek og Fyrkat (Arbman 1940-43; Müller-Wille 1976; Roesdahl 1977).
