Der er ikke ret mange, der i dag er klar over, hvad et kogehus er. Det ved jeg fra min virksomhed som guide. Med mindre deltagerne i turistturen er fra Assens eller Dragør, for disse to byer har ligesom Ærøskøbing et »rigtigt« kogehus. Slår man op i et leksikon, får man at vide, at et kogehus er en bygning til massekogning, en del af et saltværk, af et sukkerkogeri, et vaskeri eller et lille hus, hvor fiskerne kan begkoge deres garn.
Kogehuset i Ærøskøbing, der ligger i et hjørne mellem to veje eller en mole og en »bro«, der er med til at danne havnebassinet, burde vel hedde køkse-hus, for det er oprindeligt bygget som et sted, hvor man kunne eller rettere skulle lave mad. Ordet køkse kendes fra ældre tid og især i Sønderjylland og på Ærø. Som bekendt var Ærø jo en del af det slesvigske amt indtil 1864. Køkse kan direkte oversættes ved kokkerere, selvom dette ord måske dækker over tilberedning af større og finere måltider.
Og det var sandelig ikke den finere madlavning, der foregik i dette lille primitive køkken. Det var den daglige og enkle og spartanske kost for søfolk, der lå ved kaj. Ved et kongeligt dekret var det forbudt at have åben ild ombord, når man lå i havn. Skibene var indtil 1820 alle af træ, bolværket var af træ og det frembød en vis brandfare. I kogehuset var der ildsted og de rette grejer, som kunne betjene enhver gryde, pande og kasserolle.
Trods henvendelser til alle relevante myndigheder er det umuligt at få fastslået kogehusets præcise alder, men da det er nævnt i havneforordningen af 1815 må det være fra dette årstal, hvis det var nybygget ellers ældre. Kogehuset i Assens er fra ca. 1825, mens det i Dragør er fra slutningen af 1700 tallet.
På grund af brandfaren var der et kogehus i alle søkøbstæder, og de fungerede indtil kun de små både stadig var af træ, mens de store nu var af jern eller eller stål og bolværkskanten var af granit eller cement. Og tid efter anden var kabysserne blevet moderniseret, så brandfaren var blevet minimal. Og derfor nedrev man kogehusene; kun i Assens, Dragør og Ærøskøbing fik de lov at blive stående, og de er i dag alle tre fredede.
Omkring 1850 blev kogehuset her forsynet med en lille kvist, hvori der blev installeret et havne- eller ledefyr. Da rutedamperen ikke mere gik ind i havnebassinet, og der blev bygget færgeleje udenfor havnen og anbragt ledefyr andetsteds, lukkede kogehuset sit røde øje. 1893 blev der på hotel Harmonien spillet en revy »Fra Skjoldnæs til Erikshale«, øens to yderpunkter, og her var indlagt en sang, der hed »Havnefyret« og gik på melodien »På Søen naar den skummer vredt«.
Første vers lyder:
I Stille og i Bølgebrus
Jeg stod som Ledestjerne.
Man kaldte mig et Kogehus,
Og det jeg hørte gerne.
Men snart jeg bliver rent konfus
Ved det, der skal mig møde:
Jeg dække skal et Nødtørftshus,
Og har faaet Øjne røde.
Ja, et hæsligt, brunmalet das blev smækket op ved siden af det nydelige kogehus. Også det var til brug for de søfolk, der lå ved kaj, og det holdt skansen i et halvt hundrede år.
Da nu kogehuset ikke længere fungerede som køkken, men stadig stod på sin plads, fik fiskerne det til begkogning af deres garn, og det kom derved på lige fod med de mindre huse, der var bygget udelukkende til dette formål.
Under sidste verdenskrig blev det benyttet som beskyttelsesrum, og i dag er det offentlige toiletter med vaskekummer, ligesom der er udvendige haner, så lystsejlerne kan få frisk vand.
Men da byen fik rensningsanlæg, glemte man kogehusets toiletter, og de intetanende turister badede, børn soppede, og fiskerne satte ruser op omkring kogehuset. Kredslægen lukkede huset, indtil alt var i orden.
Kogehuset er et smukt lille minde om en svunden tid, da byen Ærøskøbing mere end nu stod i søfartens tegn.
Jeg er glad for, at det lykkedes mig i 1979 som formand for Ærøskøbing Byhistoriske Forening at få fredet kogehuset, selvom det netop var på et tidspunkt, hvor Bygningssynet var yderst tilbageholdende med fredninger, fordi den nye bygningsfredningslov var under behandling i folketinget.
Naturligvis skulle pressen lave grin med denne fredning. »Danmarks eneste fredede toilet« var overskriften om sagen i et københavnerblad.
Til brug for fredningen ønskede man en seriøs tegning og opmålinger, og dette arbejde påtog arkitekt Kjeld Værge Petersen, Ærøskøbing, sig.
