1100-tallet er et begivenhedsrigt sekel i Danmarkshistorien. På det tidspunkt foregik der en omfattende ændring af stats- og samfundsopbygningen i Danmark. I århundrederne forinden var kongemagten blevet centraliseret, og med Harald Blåtands indskrift på Jellingestenen ca. 960 (»og gjorde danerne kristne«) var Danmark så at sige blevet kristent. Allerede omkring 735 var der dog tale om direkte kristen mission ind i det hedenske Danmark, et missionsforsøg ved Willibrord, som dog mislykkedes. Først i 800-tallet bar missionsforsøgene i nogen grad frugt, nemlig i skikkelse af munken Ansgar, som senere tider har døbt Nordens Apostel, en dog noget tvivlsom titel. Dog satte Ansgar gang i omvendelsen og i de ca. 100 år, der går til Harald Blåtands dåb, breder kristendommen sig stilfærdigt.
At Harald lod sig døbe, var dog ikke så meget et udtryk for from kristen mission, som det var et udtryk for kristendommens sejr over afguderne, idet det fortælles, at den kristne biskop Poppo bar glødende jern for at bevise, at der kun var én sand Gud. Poppos jernbyrd overbeviste Harald, og han lod sig døbe. Dermed var vejen for alvor banet for kristendommens indtog i Danmark, for kongens tro var basis for undersåtternes tro.
I løbet af de næste ca. 200 år blev der bygget godt et par tusinde kirker i Danmark, en kæmpepræstation, teknologien og det betydeligt lavere indbyggertal taget i betragtning.
I 1100-tallet blev der indført tiende for at sikre kirken en stabil økonomisk basis, uafhængigt af kongemagten.
Desuden grundlagdes og udbyggedes domkapitlerne, hvilket også øgede kirkens selvstændighed. Kirken blev landets rigeste og mest indflydelsesrige institution ved siden af kongemagten (Tolderlund-Hansen 1967:31ff.).
Når det gælder udforskningen af den tidlige middelalder, er der på to fronter sket en betydelig udvikling i de senere år; nemlig dels hvad angår hustypologien i den tidlige middelalders landbebyggelse, og dels hvad angår forholdet mellem stormandsgård og kirke, og i den forbindelse, hvem der stod bag kirkebyggeriet. Der skelnes i forskningen mellem to former for »bagmænd« bag kirkebyggeri: Kirker opført af en enkelt person (kongen eller en stormand), eller kirker opført af flere personer i fællesskab (landsbyen). Udgravninger gennem 1980’erne og 90’erne har ført en del ny viden med sig på dette felt, og der er hermed åbnet mulighed for, at et endnu bredere billede tegner sig af denne side af det middelalderlige samfund i Danmark.
Som dansk arkæolog har man i udforskningen af dette årtusindes begyndelse nogle muligheder, som udforskningen af de forudgående tidsaldre ikke har givet. Udgravningerne kan nogle gange kombineres med skriftlige kilder, der kan stille udgravningsresultaterne i helt andet lys.
Hvor fører alle disse betragtninger over det verdslige og gejstlige middelalderlige Danmark os så hen?
Til Hjulby vest for Nyborg (figur 1) , hvor der i begyndelsen af dette årtusinde skulle have ligget en kongsgård (Aakjær 1934:107; Trap 1957:874).
I foråret 1992 blev der foretaget udgravninger øst for det nuværende Hjulby, og syd for Hjulby kirketomt. Udgravningerne medførte en fornyet debat om kongsgården, og om hvorvidt fundresultaterne kunne be- eller afkræfte formodningen om denne kongsgård i Hjulby (Naamansen 1993:17ff.).
Som så mange gange før var anlægsarbejde grunden til, at en arkæologisk undersøgelse blev sat i gang. Øst for Hjulby skulle der anlægges en vej på et område udlagt til industri.
Forskellige faktorer gjorde, at en undersøgelse blev sat i gang:
Undersøgelsen blev udført i foråret 1992 af Fyns Oldtid, Hollufgård[1].
Hjulbylokaliteten ligger på den centrale del af en øst-vest orienteret bakkeknold, der mod vest skyder sig ud i et lavtliggende område på tre sider (figur 2). Mod øst går bakkeknolden over i et større højereliggende område. Det var ikke muligt at undersøge området mod øst p.g.a. gården Toftegårds bygninger. Mod syd skrånede terrænet i tidlig middelalder kraftigt ned mod Hjulby sø, men senere er området drænet og reguleret, så højdeforskellen i dag er næsten udlignet; noget tilsvarende gør sig gældende mod vest. Mod nord ses i dag tydeligt en lavning mellem det undersøgte område i syd og kirketomten.
Ved fladeafdækning, hvor muldlaget blev fjernet med gravemaskine, blev ca. 6.000m2 undersøgt. Det drejer sig om hele den markante højning. Under pløjelaget viste der sig spor efter bebyggelse i form af stolpehuller og gruber i undergrunden, der bestod af gult lidt leret sand[2].
Med enkelte undtagelser må hovedparten af de anlæg, der dukkede op ved undersøgelsen, tilhøre samme bebyggelse. Det drejer sig om tre gårde (hus I-III), der var placeret tæt ved hinanden (figur 3). Hus I var et vestnordvest-østsydøst orienteret etskibet hus med buede langvægge, tagbærende vægstolper bestående af 9 sæt stolper. Der var bevaret gavlstolper samt skillerumsstolper. Huset var 21 meter langt, 4,75 meter bredt i vestgavlen, 5,75 meter bredt på midten og 5,50 meter bredt i østgavlen. De bevarede skillerumsstolper skilte husets østlige 1/4 del (=5,25 meter) fra resten af huset (figur 4).
Lige syd for hus I og parallelt med dette lå hus II. Huset var et vestnordvest-østsydøst orienteret etskibet hus, bestående af 8 sæt tagbærende vægstolper, der gav væggene et konvekst forløb. Huset var 19,5 meter langt, 5,00 meter bredt i vestgavlen, 5,50 meter bredt på midten og 4,50 meter bredt i østgavlen. Det sydlige vægforløb af tagbærende stolper var ikke fuldstændig bevaret (figur 4).
Mellem hus I og hus Il’s østgavle og i forlængelse mod øst lå hus III. Et vestnordvest-østsydøst orienteret etskibet hus med 10 sæt tagbærende vægstolper. Længde 19 meter, bredde i vest 5,00 meter, på midten 6,00 meter og i østgavlen 5,50 meter (figur 4). Da de tre huse ligger delvis over hinanden, kan de ikke være samtidige. Byggestilen viser dog en ensartethed, der må betyde, at husene har afløst hinanden.
Den tagbærende konstruktion har ved de tre langhuse været placeret i de svagt buede vægforløb. Nedgravningen til de tagbærende stolper er generelt større i fladen, end man ser det i forhistorien, de varierer i størrelse fra 30 × 50 cm til 70 × 110 cm, og tegner sig oftest ovalt i undergrunden. Der blev konstateret stenforing i flere af stolpehulsnedgravningerne, den bedst bevarede fandtes i en mindre sidebygning. De konvekse vægforløb og manglen på indvendige stolper gør, at husene af udseende minder om de såkaldte Trelleborghuse. Langhuse med buede vægforløb er karakteristiske for vikingetiden og den tidlige middelalder.
Vest for ovennævnte tre gårde blev der fundet et meget dårligt bevaret grubehus med en nedgravet stolpe i syd (hus IV). Grubehuset var kun bevaret 4 cm i den sydlige del, og 22 cm i den nordlige. Grubehusets enlige stolpe var placeret mod syd og gravet 40 cm længere ned end resten af huset.
Udover hovedbygningen i tre faser var der tale om tre koncentrationer af stolpehuller, der kan tolkes som sidebygninger til hver af de tre hovedbygninger. Det var kun muligt at udskille én bygning i disse stolpe-hulskoncentrationer, nemlig sydøst for hovedbygningerne. Det drejer sig om en bygning af treskibet konstruktion, 10,25 meter lang og med 3 sæt tagbærende stolper, det ene med støttesten (figur 5). De to andre stolpehulskoncentrationer må være resterne af nogle dårligt bevarede bygninger, som det ikke var muligt at udskille.
Nord for de tre gårde blev der registreret, hvad der sandsynligvis var et midtsulehus (hus VI). Huset bestod af 4 tagbærende stolper, var 15 meter langt og var orienteret på samme måde som hus I, II, III og V.
Mod nord på overgangen fra bakkeknolden til lavningen blev der registreret rester af et dårligt bevaret hegn.
Udover hustomterne blev der udgravet en del gruber. Derfra er der muligvis blevet taget ler til fremstilling af keramik, til lerklining og til at stampe gulvene i husene. Fra en af gruberne blev der udtaget en lerprøve til nærmere undersøgelse, efter den var blevet udgravet og tømt. Prøven viste, at leret var af en kvalitet god nok til ovennævnte formål[3].
Der må med bebyggelsen på den markante højning være tale om en gård i tre faser med tilhørende sidebygninger, hvor hus I, II og III ikke er samtidige. Hus III skærer ind over hus I og II, der samtidigt er placeret med mindre end 2 meter imellem. Orienteringen af alle husanlæggene er den samme. Hele bebyggelsen er koncentreret øverst på bakkeknolden.
Keramikken, der blev fundet både i husstolperne og i de nærved liggende gruber, kan deles i to grupper: Den ene bestående af uornamenteret keramik og den anden af Østersøkeramik med tynde, vandrette furer.
Et tegn på at Østersøkeramikken har været værdsat i Hjulby er, at der har været foretaget reparationer på den. Lignende fund af skår med reparationshuller kendes fra udgravninger i Lejre (Christensen 1991:59) og Lisbjerg (Jeppesen & Madsen 1990:301). Et udsnit af keramikken ses på figur 6.
Der blev fundet en hel vævevægt samt fragmenter af yderligere en vævevægt (figur 7) foruden en del keramik i grubehuset.
Udover keramikken blev der fundet rhinsk basaltlava samt metalgenstande. En jernkniv (figur 8) blev fundet i et stolpehul. Det virkede ikke, som om kniven forsætligt var anbragt i stolpehullet. Tynd metaltråd blev fundet bl.a. i husstolperne. Endelig blev der udgravet et relativt stort, godt bevaret dyreknoglemateriale både fra stolper og gruber[4]. Den store mængde dyreknogler tyder på, at gården har været velforsynet med kød.
I 1970’erne blev der foretaget en stor undersøgelse af landsbyernes opståen på Fyn. Der blev foretaget udgravninger i et utal af landsbyer, og man fandt bebyggelse fra vikingetid og tidlig middelalder. Den anvendte metode med kun små udgravningsfelter medførte, at der ikke blev afdækket hustomter, noget der i de senere år er rådet bod på.
Huse med træk, der ligner Hjulbyhusene I-III, er udgravet over hele landet i de seneste år.
Et par fynske eksempler herpå (figur 1):
Ved Gudme blev der også i 1992 to steder registreret huse med tagbærende vægstolper med et let konvekst forløb:
Ved Gudme Søndergade har Fyns Oldtid undersøgt flere hustomter fra begyndelsen af middelalderen (Madsen 1992:85ff.). Ved Gudme Præstegård lige nord for Gudme kirke har Svendborg & Omegns Museum undersøgt syv hustomter fra tidlig middelalder (Michaelsen 1992:22ff.). Husene fra Gudme Søndergade havde næsten samme længde og bredde som husene fra Hjulby, ca. 100-120 m2 under tag. Husene fra Gudme Præstegård var længere end husene fra Hjulby, det længste 32 meter, et af de længste vi kender herhjemme fra sen vikingetid/tidlig middelalder.
Ved Langeskov er der på Bytoften undersøgt Trelleborghuse fra vikingetid samt mindre huse med tagbærende vægstolper fra tidlig middelalder. I et af middelalderhusene er der fundet et bronzespænde fra 1100-tallet (Henriksen & Naamansen 1992:150ff.). Hustypen uden indre tagbærende stolper, som findes i Hjulby, befinder sig dateringsmæssigt mellem huse af Trelleborg type med eller uden støttestolper, som huse fra Bytoften og hustypen med lige vægforløb, som kendes fra Aastrup.
I 1980 blev der for første gang på Fyn, nemlig i Aastrup, frilagt en middelalderlig gårdtomt. Huset, der var 20 × 7,5 meter stort, havde lige væg- og gavlforløb, og taget blev båret af en indre række tagbærende stolper, midtsuler. Gårdtomten var dækket af et brandlag, der daterer hustomten til højmiddelalderen, tidligt i 1300-tallet (Jeppesen 1981:59ff.).
Også andre steder i landet har der været lignende fund, f.eks. på Sjælland nord for Skælskør, hvor der er fundet huse med lige gavle og lige vægforløb, og med et sparsomt materiale af både Østersøkeramik og glaseret keramik, der daterer husene til 1200-1300 (Andersen 1987:180ff.).
Ligeledes udgravedes ved Nr. Farup nord for Ribe et 26 × 6 meters stort middelalderhus med lige væg- og gavlforløb og en række tagbærende stolper midt i huset. Huset er ved hjælp af dendrodatering dateret til tidligst at være opført 1161-66 (Madsen 1985:168ff.).
Hjulbylokaliteten kan dateres udfra den fundne keramik og hustyperne med følgende resultat: Østersøkeramikken, der blev fundet både i gruberne ved husene samt i stolperne fra husene, giver en dateringsramme fra ca. 950-1225 e.Kr. Der er ikke fundet glaseret keramik i tilknytning til husene.
Hustyperne kan dateres til den seneste del af vikingetiden og den tidligste del af middelalderen. Da husene er med konvekse vægforløb, uden midtsule og uden syldsten, er dateringsrammen 1000-1200 for hus I-III’s vedkommende. Traditionelt har huse med buede vægforløb været dateret til vikingetid (Michaelsen 1992:24). De senere års undersøgelser viser dog, at husene ofte hører hjemme i den tidlige middelalder med eksempler som Margrethehåb ved Roskilde (Christensen 1990:205ff.) og Tovrup ved Esbjerg (Siemen 1989:30ff; 1991:74ff.) samt de seneste udgravninger på Fyn (Henriksen & Naamansen 1992:150ff.; Madsen 1992:85ff.; Michaelsen 1992:22ff.).
Den indbyrdes datering af husene ser således ud: Hus I er, hvis man ser bort fra det vestligste sæt tagbærende, det typologisk seneste hus med næsten lige vægforløb. Stratigrafien mellem hus I og III viser også, at hus I er senere end hus III. Hus I er altså det seneste, mens det ikke er muligt at afgøre rækkefølgen mellem hus II og III. Hvis hvert hus repræsenterer en tidsperiode på ca. 40 år, giver det 120 år med bebyggelse på højningen.
Lige nord for udgravningsfeltet ligger den fredede kirkegård og kirketomt. Der er ca. 80 meter mellem udgravningsfeltet og den sydlige del af kirkegårdsdiget. Kirken ligger på en lille bakkeknold.
I 1991 blev området med kirkegården partielt undersøgt af Susanne Andersen fra Skov- og Naturstyrelsen med henblik på at afgrænse kirkegård og kirketomt. En sådan afgrænsning var nødvendig af hensyn til godkendelsen af en lokalplan for området, og for at ophæve 100 meters reglen, som siger, at der ikke må bygges i en radius af 100 meter fra fredede mindesmærker. Kirkegårdsdiget/- grøftens nøjagtige placering blev registreret, men selve kirketomten blev ikke undersøgt. I de snit, der blev foretaget, var der stort set kun bevaret urørte begravelser og andre strukturer i de allernederste centimeter før urørt undergrund. Kirketomten virkede meget diffus, og det kan næppe formodes, at andet end fundamentgrøfterne er bevaret[5].
Kombinationen af fund med gård og kirke kendes der en del eksempler på i Danmark. Flere steder er der gjort fund, som i større eller mindre grad minder om fundene i Hjulby. Med andre ord: En stormandsgård fra slutningen af vikingetiden/begyndelsen af den tidlige middelalder placeret i umiddelbar nærhed af en kirke. Gårdens placering leder frem til en tolkning gående ud på, at personen eller slægten, som havde stået for opførelsen af kirken, selv var bosiddende på gården.
Følgende 4 jyske og 4 sjællandske eksempler minder om fundet i Hjulby:
I Gødvad er der 50-100 meter nordvest for kirken fundet rester af en stormandsgård, bestående af 10-12 huse, der dog ikke alle er samtidige. Bebyggelsen strækker sig fra midten af 900-tallet til slutningen af 1000-tallet (Jensen 1990:159).
I 1988-90 og 1992 er der i Nørre Felding udgravet godt 10.000 m2 150-200 meter nordvest for kirken. Udgravningerne har vist spor af 7 langhuse, 5 mindre huse og 11 grubehuse. Heraf kan en gård med et 35 meter stort hus og flere sidebygninger dateres til 11. årh. (Olsen 1990:184; 1993:79f).
I 1989 blev der omkring Lisbjerg kirke undersøgt en indhegnet stormandsgård i 3 faser med den nuværende kirke centralt placeret i indhegningen. Gården dateres til midten af 900-tallet (Jeppesen & Madsen 1990:289ff.).
Ved gentagne undersøgelser omkring Tamdrup kirke blev der i 1984 registreret et øst-vest orienteret hus med tagbærende vægstolper. I 1990 afdækkedes yderligere to huse, begge mindre end det første (Schiørring 1991).
I Rye blev der ved kirken i 1989 påvist ruiner af en stormandsgård fra slutningen af 1100-tallet (Andersen 1990:123).
I Karlstrup ved kirken er der ved udgravninger konstateret kontinuerlig bebyggelse fra 1100-tallet frem til 1300-tallet i form af en storgård (Olsen 1986:16)
Ved Ottestrup kirke er der udgravet en bebyggelse fra overgangen vikingetid/middelalder. Der blev registreret rester af 6 huse, både med 2 rækker indre tagbærende stolper, med midtsulekonstruktion og med tagbærende vægstolper (Holm 1987:182ff.).
Fra skriftlige kilder kendes til Hvide-slægtens gård ved den tvetårnede kirke i Fjenneslev (Horskjær 1967a:81).
Der er i alle ovennævnte tilfælde – til forskel fra udgravningen i Hjulby – tale om udgravninger ved eksisterende kirker.
Hjulby hørte fra tidlig middelalder ind under kronen, og skal i 1100-tallet have huset en kongsgård. Byen er en adelsby, som i modsætning til torp-bebyggelser ikke er anlagt ved udflytning. Hjulby nævnes første gang i 1180 i et diplom (middelalderligt brev med retsgyldigt indhold), udfærdiget af Valdemar d. I, den Store (1157-82). I diplomet står, at Vor Frue Kloster i Odense fritages for afgifter til kronen. Dokumentet er underskrevet i Hiwlvbye d. 6. februar 1180 af bl.a. Saxo Roskildesis. Den 21. marts 1183 udstedes af Knud d. VI et diplom, hvori fritagelsen bekræftes[6]. Ovennævnte skrives i Hjulby, mens grundstenen til Nyborg slot lægges i sidste l/4 af 1100-tallet. I 1388 bygges på forordning af Dronning Margrethe d. I Vor Frue kirke i Nyborg (Horskjær 1967b: 19). Den 7. januar 1555 blev på kongelig forordning (Christian d. III) Hjulby sogn nedlagt som selvstændigt sogn, og henlagt under Vor Frue kirke i Nyborg som en del af Nyborg landsogn. Kirken i Hjulby blev revet ned.
I præsteindberetningerne til Ole Worm i 1623-25 nævnes det, at der vest for Nyborg har ligget en lille annexkirke til Nyborg kirke, kaldet Hiulbye kirke. Kirken skulle have ligget øst for Hjulby på marken. Citat: "Noch haffuer der weret en liden annexkircke thill Nyborigh wj kaldet Hiulbye kircke, den laa østen fraa Hiulbye på marcken, den lod kongh Christian affbryde, der hand restaureret slottet, och loed sette di(SS)e huelffuinger heromkring. Men for:ne Hiulbyes folck søger nu thill Nyborighs kircke" (Jørgensen 1974:133). I 1883 blev den nuværende kirke i Hjulby bygget.
600 meter vest for udgravningsfeltet blev der i august 1938 ved Hjulby Kirkebakke fundet oldsager fra en sen vikingetidsgrav. Fundet blev gjort af to arbejdsmænd, der var i gang med at grave grus. En avisartikel og beretning skrevet af apoteker Helweg Mikkelsen, hvori der gøres opmærksom på, at man skal passe på ved jordarbejder, da man kan støde på fortidsminder, blev foranlediget af dette fund.
Ved udgravningen af stormandsgården i 1992 blev graven igen trukket frem, og det viste sig, at den aldrig var blevet medtaget i sognebeskrivelserne. En nøjagtig placering af fundet var ikke beskrevet. Efter et stykke »detektivarbejde« viste det sig, at den ene arbejdsmand fra 1938 stadig var i live. Det drejede sig om Ludvig Rasmussen, Kogsbølle, som blev kontaktet. Han huskede svagt, at han for mere end 50 år siden havde været med til at finde graven. Med hensyn til placeringen huskede han, at de spøgte med, at de ikke skulle komme for tæt på kirkegårdsdiget, for så kom de døde under ud.
Ifølge Helweg Mikkelsens avisartikel drejer det sig om en stensat grav. Arbejderne blev, da de gravede grus, opmærksomme på en af syv store sten fra en stensat aflang kiste. Arbejdet blev dog først stoppet, da kisten viste sig at indeholde oldsager. Det drejer sig om et sværd, bevaret i 63 cm’s længde, hvor spidsen mangler, en lanse, 31 cm lang, en spore 15,5 cm lang (figur 9)[7]. Oldsagerne må stamme fra en sen vikingetids ryttergrav. Der skal angiveligt have været flere mindre oldsager samt menneskeknogler i graven, som ikke blev optaget. Ud fra de oplysninger Helweg Mikkelsen kunne indsamle, må det dreje sig om en øst-vest orienteret stenkiste. Kisten har været gravet ned i ca. 1 meters dybde under jordoverfladen. Den måde, fundet var fremkommet på, bevirkede, at Helweg Mikkelsen skrev en avisartikel med overskriften: »Interessant Vikingetidsgrav ødelagt ved Uforstand«[8]. Helweg Mikkelsen henstiller i artiklen til folk, der arbejder i jorden, om at være nænsomme med ting, der kan stamme fra Danmarks fortid.
Afslutningsvis må det konstateres, at vi i diskussionen om, hvorvidt der har ligget en kongsgård i Hjulby eller ej, blot kan opregne de tilstedeværende facts. Øst for det nuværende Hjulby, har der i begyndelsen af dette årtusinde ligget en gård gennem ca. 100-150 år. Gårdens ejere har muligvis stået for opførelsen af den første kirke i Hjulby. Det kan være bygherren og hans familie, der gennem tre generationer omkring 1100-tallet har boet lige syd for kirken. Samtidigheden mellem den første gård og den sene vikingegrav taler for, at det er grundlæggeren af bebyggelsen, «den sidste hedning« i området, der ligger begravet her. Dog mangler der fund, som kan dokumentere, at der har boet en person af en sådan økonomisk formåen, at denne kunne stå bag kirkebyggeriet. Måske er det grundlæggeren af bebyggelsen ved Hjulby kirketomt, der i slutningen af vikingetiden er begravet, pudsigt nok, ved den nuværende kirke i Hjulby.
Museumsinspektør Karsten Kjer Michaelsen, Svendborg og Omegns museum, har på baggrund af udgravningerne ved Gudme Præstegård med en gård uden rige fund fra den tidlige middelalder placeret tæt ved kirken, foreslået, at det kunne være en præstegård. Udgravningen ved Hjulby peger i samme retning, en gård tæt ved kirken uden rige fund. Kan der være tale om en præstegård?
Det har bl.a. af trafikmæssige årsager været vigtigt for kongen at have en kongsgård tæt ved Storebælt, og Hjulbygårdens placering ved kirken tyder på en vis status, mens husene og fundene ikke er prægnante nok til med sikkerhed at afgøre diskussionen om kongsgården i Hjulby.
Kun yderligere udgravninger i området eller fund af skriftlige kilder vil kunne afgøre Hjulbygårdens status (Naamansen 1993:21).
