I efterårsmånederne er der stille i skoven. De småfugle, som i forsommeren fløj kvidrende mellem stammerne, smutter nu stilfærdigt og tavst rundt mellem grenene i krat og buske. Sangfuglene, som i Syden stadig efterstræbes med snarer og limpinde, er her i landet fredet, men freden mellem menneskene og skovens småfugle er ikke gammel. Helt op mod århundredskiftet blev der hængt fuglesnarer op i vore skove.
Snarer til fuglefangst har utvivlsomt været i brug langt tilbage i tiden. Fra Sverige kendes et fund af en fuglesnare, der kan dateres til sen bronzealder,[1] men ellers er fuglesnarer fra oldtiden og historisk tid praktisk taget ukendte. Redskaberne til denne form for jagt blev lavet af let forgængelige materialer, der kun kan bevares under de heldigste forhold, og de er så enkelt udformet, at de næppe bliver bemærket, hvis de skulle dukke op, når der graves i moser og enge.
Selv den her omtalte fuglesnare, donen, som blev fremstillet i stort tal indtil omkring 1900, er det i dag sjældent at finde på lofter og i udhuse, hvor så mange forældede redskaber har fundet et sidste fristed.
På det skovrige Langeland og på Sydfyn blev der tidligere drevet megen jagt med doner, og fra dette område foreligger der et par beretninger om fangsten, som den formede sig i de sidste tiår af det 19. århundrede.[2] Fra Langeland kendes også et knippe doner fra en gård i Hennetved i Lindelse sogn, de er af den type, som i den ældre jagtlitteratur benævnes hængedoner. Det er kun selve rammen, der er til stede. Den er dannet af en tynd, lige pilekvist, som har fået et knæk tre steder, og er bøjet i trekantet form og flettet sammen i grundlinien. Midt på de lange arme har der været bundet snarer af hestehår med løbeløkker, der var anbragt således, at løkkerne hver fra sin side nåede halvt ind over donens åbning lige over grundlinien. De blev bundet til eller hængt på en gren i den øverste spidse vinkel. En lidt anderledes formet done omtales fra Sydfyn, hvor den blev brugt sammen med hængedonen. Omkring 2/3 af pilekvisten blev bøjet i cirkel- eller bøjleform med kvistens spids snoet omkring dens frie, tykke ende, denne blev brugt til at fastgøre donen i et i forvejen boret hul i et træ. I ældre jagtlitteratur benævnes lignende doner bøjledoner, på Sydfyn var den som hængedonen forsynet med to snarer af hestehår. Lokkemaden, en lille gren af en rønnebærklase, blev på begge donetyper hængt forneden, på hængedonen indstukket i sammenfletningen.
Når de nordiske småfugle i efterårsmånederne på træk mod syd søgte ly i skovene, blev donerne taget i brug. Fangsten, som gik under fællesbetegnelsen kramsfugle, bestod først og fremmest af drosler, men også sanglærken, solsorten, dompappen, irisken og en enkelt gang skovskaden blev tiltrukket af rønnebærrene. Fangsttiden begyndte sidst i september og varede til ind i november. Den forberedtes med, at der hvert år blev flettet nye doner af friske pilekviste og plukket et forråd rønnebær, til brug når der ikke længere kunne hentes friske bær i skoven. En jagtbog råder til „at tage Rønnebærrene, naar de netop ere modne og have en ret høirød Farve; thi bier man, til de blive mørkerøde, saa falde de ikke Fuglen, især i mørke Buske, saa let i Øinene“.
I en meddelelse fra Nordlangeland siges, at antallet af doner afhang af, hvor meget egnet hestehår til snarer der kunne skaffes. Mankehår angives at have været både for kort og svagt, det eneste anvendelige var hingstens halehår, som besad den fornødne længde og styrke, hvorimod hoppens halehår var så skørt, at det brast, når en fugl sprællede i snaren.
Donerne blev hængt ud om aftenen i buskfyldte skovbryn, i tæt ungskov, langs mosekanter i løvskove og i elle- og mosekrat, på Langeland var bøndergårdenes stubhaver, d.v.s. hasselskove med spredt trævækst, også gode fangststeder. Bøjledonen blev vistnok især brugt i mere åben skov med sparsom buskvækst. Fuglene gik i donerne i de tidlige morgentimer, når de satte sig for at æde rønnebærrene. Men da fangsten var afhængig af, om fuglen kom ind i en af løkkerne og fik denne trukket sammen om sig, var mange doner tomme, når de op på morgenen blev samlet sammen.
Fuglefangst i snarer er, set med vor tids øjne, en utiltalende form for jagt, og datiden følte også et vist ubehag ved tanken om de lidelser, småfuglene ofte blev udsat for, derom giver meddelelserne tydeligt udtryk. Det er også betegnende, når en jagtbog med anvisninger på mange former for snarefangst fraråder brugen af fodsnarer til agerhøns, altså en snare, der ikke afliver byttet, men kun fastholder dets ben i en hestehårsløkke, fordi „de arme Høns sædvanligen lide meget ved at fanges på denne Maade, og man desuden ingen Fornøielse har derved“. Men donerne var ofte et lige så utiltalende fangstredskab. Da fuglen ikke altid fik løbeløkken om halsen, var det ikke ualmindeligt mellem de fugle, der hang kvalt, at finde andre hænge sprællende med en vinge eller et ben i snøren.
I tiden lige før 1900 blev donefangst uden for herregårdene næsten udelukkende drevet af drenge, og kramsfuglene blev i de fleste tilfælde solgt. Fra Nordlangeland berettes, at der i hængedoner, som en 13-14 års dreng anbragte i stubhaver og i Egelykkes skov, kunne fanges en snes fugle om dagen. De blev bundtet sammen og sendt med postkøreren til Rudkøbing, hvor de solgtes for 10 øre stykket, en for den tid høj pris. Andre erindrer, at prisen var 6 øre for en lille og 8 øre for en stor fugl. Medens bønderne på denne egn ikke havde noget imod fuglefangst i deres stubhaver, søgte skovfogeden på Egelykke forgæves at håndhæve forbudet mod fangst i godsets skove, hvor ejeren ønskede skabt et fristed for småfuglene. Dette var nok en undtagelse. Det hørte sikkert på de fleste herregårde til skyttens pligter at skaffe kramsfugle til herskabets bord. Et par eksempler kan nævnes. Fra Hvidkildes skove afgik der hver uge en kurv kramsfugle til udenrigsminister Otto Ditlev Rosenørn-Lehn i København, og på Tranekær drev jægeren fangsten rationelt i donegange hugget gennem skovenes kratvækst, de fangede kramsfugle blev leveret til slottets køkken. Det blev også tolereret på Tranekær, at egnens folk fangede kramsfugle på godsets enemærker.
Dronefangsten har i dens sidste tid her i landet næppe i større omfang hørt til de bierhverv, som kunne give de økonomisk svage en lille indtægt. De tilgængelige beretninger tyder på, at det i hvert tilfælde i den her omtalte egn især var gårdmændenes og skovbetjentenes børn, som drev fangsten. De havde adgang til at skaffe de nødvendige hestehår til snarerne og til egnede fangstpladser.
Kramsfuglene var en skattet spise, der, indtil donefangsten blev forbudt 1894, ofte blev serveret til tidens pompøse middagsselskaber. Fra den seneste tid fortælles, at fuglenes fjerdragt blev plukket af og næb og fødder fjernet.
Indvoldene sammen med den urensede mavesæk blev lagt tilbage i fuglen og stegt sammen med denne. Ved bordet tog man først mavesækken ud, skar den op og skrabede den ren med en fingernegl, før den blev spist. Mavesækken ansås i mange kredse for det bedst smagende på fuglen. De udtømte tarme blev stegt for sig og serveret på ristet brød, – „der er aldrig noget i en fugletarm.“
I en kogebog fra 1821, forfattet af E. Jacobsen, „Kok hos Hs. Exellence, Generallieutnant Ahlefeldt Laurvig på Tranekjær Slot“, anbefales at stege kramsfuglene med deres indmad eller fylde dem i postejer. En lidt ældre kogebogsforfatter ønsker heller ikke indmaden taget ud af fuglene; når fjerene er fjernet, sætter man „dem net op, og steger dem paa Fuglespidde af Sølv, naar man har dem, hvormed de anrettes“.
