De første bønders grave kender vi, især dysser og jættestuer. Men også gravene fra enkeltgravskulturen har været arkæologisk undersøgt igennem mere end 100 år (Nielsen 1981). Vi har også kendskab til flere af de såkaldte befæstede anlæg eller “Sarupanlæg”, opkaldt efter det første fundsted i Danmark på Sydvestfyn (Andersen, u.å.). De dateres til overgangen mellem perioderne tidligneolitikum og mellemneolitikum A (ca. 3400 f.Kr.). Derimod har bøndernes boliger ikke givet sig tilkende i det arkæologiske materiale. Ganske vist blev huse fra senneolitikum fundet for ca. 25 år siden, bl.a. ved Myrhøj i Himmerland, og siden er flere kommet til, især i Jylland (Aarup-Jensen 1973: 61 ff.), men huse fra begyndelsen af bondestenalderen udeblev. Et skridt i den rigtige retning blev gjort, da der for få år siden dukkede huse op på Bornholm med en datering til slutningen af mellemneolitikum A (ca. 2800 f.Kr.), (Nielsen & Nielsen 1985: 101 ff.).
Det var derfor med håbet om at finde spor af huse, at Fyns Oldtid Hollufgård i efteråret 1989 gik i gang med undersøgelsen af en stor boplads fra Store Valbyfasen (Becker 1955: 127 ff), som slutperioden af mellemneolitikum A kaldes.
Baggrunden for undersøgelsen var grusgravning hos gårdejer Børge Jørgensen ved Krogsbølle nord for Otterup – Pladsen kaldes Krogsbølle II 1. Fig 1. Der blev undersøgt et område på ca. 3500 kvadratmeter. Som forberedelse til etableringen af grusgraven blev muldlaget fjernet med maskine. Der fremkom tydelige anlægsspor, hvorefter den resterende overjord blev fjernet under arkæologisk opsyn, da det primært var huse og andre konstruktioner, vi søgte, og ikke oldsager i muldlaget.
Derved fremkom 274 nedgravninger, hvoraf kun en mindre del skal omtales. Der fandtes, som vi havde håbet, spor af huse. Der er ikke tale om så tydelige spor som efter yngre bronzealders og jernalderens treskibede langhuse, men alligevel utvetydige nok.
Der er påvist spor efter fem sikre huse. Fig 2.
Et hus, der har været ca 14 m langt med tre tagbærende midterstolper, hvor stolpehullerne har en diameter mellem 34-41 cm og en dybde mellem 26-41 cm. I to af stolpehullerne er der flere sten, der kan tolkes som en stenpakning.
Et hus, der har været mindst 11 m langt med fire tagbærende midterstolper, hvor stolpehullerne har haft en diameter mellem 22-28 cm og en dybde mellem 18-26 cm.
Et hus, der har været mindst 10 m langt med tre tagbærende midterstolper. Stolpehullerne har haft en diameter mellem 29-44 cm og en dybde mellem 15-43 cm.
Et hus, der har været mindst 14,5 m langt med fire tagbærende midtstolper, hvor stolpehullerne har haft en diameter mellem 24-40 cm og en dybde mellem 8-18 cm.
Et hus, der har været mindst 10,6 m langt med tre tagbærende stolper, hvor stolpehullerne har haft en diameter mellem 24-26 cm og en dybde mellem 3-9 cm.
I alle fem tilfælde er det huse med en række tagbærende stolper. Såkaldte sulehuse eller toskibede huse. Fig 3.
De samtidige huse fra Bornholm var ca. 7 m brede; det giver pænt store huse – hvis der kun har været tale om menneskeboliger.
Den toskibede konstruktion passer med de huse, der kendes fra bl.a. Bornholm (Nielsen & Nielsen 1985: 101 ff.) fra samme periode og som vel kan forventes i den øvrige del af Danmark. Under alle omstændigheder bliver de fynske huse, så gamle de end er, endnu en brik i det spændende puslespil i dansk forhistorie, hvis emne er boligerne.
Husene var orienteret syd-nord med nordgavlen vendt ud mod kysten, således at husene i bopladsens brugsperiode har været placeret næsten på stranden, formodentlig ikke mere end ca. 50 meter fra kysten. Placeringen var sikkert mere et udtryk for et ønske om at have gavlen vendt mod kysten, end resultatet af et fast skema med alle huse orienteret syd-nord. Fig 4.
Placeringen af husene viser mindst to faser, da tre af husene ikke kan have stået samtidig p.g.a. deres indbyrdes placering. Hvor langt et tidsrum, bopladsen fungerede over, må indtil videre stå åbent. Den foreløbige gennemgang af materialet tyder dog kun på bebyggelse i Store Valbyfasen.
Syd- og nord for tre af husene fandtes skaldynger (køkkenmøddinger). Den mod nord ligger på et knæk ca. to meter over den samtidige kystlinie. Husene lå ca. 10 meter bag skaldyngen. Af skaldyngen var der bevaret ca. 20 cm i tykkelsen. Den indeholdt store mængder flint, især afslag, keramik, knogler og hjerte- og blåmuslinger. Den syd for liggende skalddynge var af samme tykkelse og placeret ca. 15 meter bag husene. Placeringen var på overgangen til en svag lavning, inden terrænet stiger mod syd. Indeholdet i denne skaldynge var stort set det samme som i ovennævnte. Skaldyngerne dateres også til Store Valbyfasen, måske hører de til hver sin fase af bebyggelsen.
Det mest overraskende fund var et skelet af et 7 måneder gammelt barnefoster. Fig 5. 2 Fundet i en grube mellem husene og den nordlige skaldynge. Det var nedlagt i rygleje i en grube, der netop kunne rumme det ca. 35 cm lange skelet. Gruben var ca. 20 cm dyb. Der fandtes ingen oldsager i gruben, så en datering ad den vej var ikke mulig. Det er dog i år blevet muligt at foretage en 14 C datering med en ny teknik, der kun kræver en ganske lille materialemængde (Heinemeier 1987: 37 ff.). Datering fra Århus-laboratoriet lyder på 3370-2920 f.Kr. f 3, hvilket er 100-400 år ældre end MNA V, men samtidig med lerkarret fig. 9, dateret til MNA II ca. 3100 f.Kr.f. (Ebbesen 1975: 77).
Der er formentlig ingen grund til at tro, at skelettet skulle være et offer eller lignende. Dels er det ikke fundet i forbindelse med huse eller andre anlæg, dels virker det også usandsynligt, at man skulle ofre et foster. Der er efter al sandsynlighed tale om en for tidligt født, der er skaffet af vejen. Genbegravelser i jættestuerne var den sædvanlige måde at begrave de døde på, men i så tilfælde er der altid tale om voksne.
Børn finder man sjældent i det arkæologiske materiale fra denne periode.
Der findes dog en enkelt undtagelse. I 1985 udgravede Fyns Stiftsmuseum et større bopladsområde fra vikingetid ved Nab. Udover bopladsen fandtes også en jordfæstegrav østvest orienteret. I graven fandtes der en kraveflaske og et øskenbæger, de daterer graven til 3500 f. Kr. De få rester der fandtes af et kranium, kunne bestemme alderen på den gravlagte til at være 3-4 år (Jensen 1987: 7 ff.).
En foreløbig gennemgang af flintmaterialet viser flere hundrede skrabere, især skiveskrabere og få flækkeskrabere. Der er i det hele taget få flækker i materialet. Derimod blev der fundet mange fragmenter og fliser af slebne økser og en enkelt hel tyknakket økse. Af andre flintoldsager kan nævnes to tværpile, bor og flækkeknive. Fundedene illustrerer et udpræget boplads materiale med brugte ting. Fig 6.
Endvidere blev der i en rest af kulturlaget fundet et depot af flintplanker, forarbejder til redskaber. Det drejer sig om 7 planker, der dog er så små og uregelmæssige, at de måske snarere er kasserede. To steder blev der fundet større og mere reelle flintplanker.
Til den sidste afpudsning af flintøkserne er der benyttet slibesten af sandsten. Af dem blev der fundet en enkelt hel og flere fragmenter.
Endelig var der en del redskaber af ben og tak, især trykstokke og prene. Fig 7.
Dateringen bygger på en foreløbig gennemgang af keramikmaterialet, der giver en klar datering til MNA V – Store Valby. Fig 8 (Becker, 1955:127 ff.). Det eneste indslag fra andre perioder er et lerkar fundet i en grube, lerkarret dateres til MNA II, kaldet Blandebjerg fasen. Fig 9.
Der er ikke fundet andre yngre anlæg eller oldsager, så der er tale om en meget ren neolitisk boplads.
En gennemgang af knoglematerialet viser følgende dyr i rækkefølge efter antallet af fragmenter 4: Tamokse, tamsvin, får og/eller ged, hund, kronhjort, skovmår, rødspætte/skrubbe, vildkat og elsdyr, der er tale om en tand. Denne fordeling af knogler kunne forventes ud fra andre fund fra Store Valbyfasen (Nyegaard, 1985: 426 ff.). Det viser et bondesamfund, der har drevet jagt og fiskeri og indsamling, da der i skaldyngerne blev fundet skaller og hele hasselnødder. Jagten har været efter kød og tak fra kronhjorten og sikkert pelsværk fra skovmår og vildkat.
Tilstedeværelsen af en elsdyrtand er overraskende, da elsdyr ellers ikke er påvist i Danmark i denne periode (Aaris-Sørensen, 1988). Der er tale om en tand med snitmærker. Mon ikke den er en del af et smykke, der er bragt til pladsen, e.v.t. i forbindelse med udveksling af kvinder. Der er dog to andre muligheder: Den kan være fra ældre aflejringer, eller der er tale om en tand fra et strejfende elsdyr.
Ses bopladsen under ét, er det ikke mange huse, der er påvist. Bopladsen er beliggende tæt ved kysten, beskyttet af en lavvandet fjord med øer og holme. Bag bopladsen har der inde i landet været mulighed for agerbrug og græsning for kreaturerne og jagt i skovene, og mulighed for at svinene kunne gå på olden.
Placeringen ved fjorden giver mulighed for fiskeri og jagt på øerne og holmene. I det hele taget giver den gode muligheder for at udnytte naturressoucerne. Det er sikkert tale om et samfund, der normalt ikke har manglet noget.
Den kystnære placering er den normale for bopladser fra Store Valbyfasen på Fyn, hvor ingen bopladser fra perioden hidtil er fundet over 5 km fra kysten. Krogsbølle II ligger mere end 5 km fra den nuværende kyst, men det skyldes den generelle landhævning siden sidste istid og inddæmning.
På Fyn kendes flere samtidige pladser, der i det følgende vil blive beskrevet i katalogform. Medtaget er lokaliteter, hvor der er foretaget udgravninger, og i et vist omfang områder, hvor der er foretaget omfattende rekognosceringer. Dette gør sig især gældende omkring Helnæs Bugt, hvor Niels H. Andersen, Forhistorisk Museum Moesgård, foretager undersøgelser af Tragtbægerkulturens bebyggelse i disse år.
På fig 1 ses en tydelig tendens til, at bopladserne er kystnære. For Helnæsområdets vedkommende kan dette skyldes den intensive undersøgelsesaktivitet, medens der for den øvrige del af Fyn ikke kan gives nogen umiddelbar forklaring på denne tendens.
Tyknakkede flintøkser, der dateres til MNA IV og V, findes over hele øen, så der har færdedes mennesker næsten overalt.
