Kulturarvens tilstand i agrarområderne i Odense Kommune

Der var engang 54 landsbyer i Odense Kommune. Om de er der endnu, skal diskuteres i denne artikel. Byen Odense (købstaden) har nemlig gennem de seneste godt 100 år ca. 20- doblet sit bebyggede areal, hvilket ikke havde kunne ske uden at bygge hen over en række landsbyer. Jeg skønner på baggrund af kortanalyser, at 25-30 landsbyer er blevet ”spist” af byen.

Som udgangspunkt er det ganske interessant, at der oprindelig slet ikke var en fundamental forskel på by og land. – Jo, i byen måtte man handle, på landet ikke, og i byen måtte man drive en række specialiserede håndværk, som ikke måtte udføres på landet osv. Men hvis man tror, at det betød, at landbrug kun fandt sted på landet og ikke i byen, tager man fejl. Der var mange landlige træk i Odense. For det første ”transportdyrene”: der var behov for mange heste til kørsels- og ridebrug. For det andet malkedyrene: selvfølgelig skulle man have mælk, smør, ost og oksekød i Odense og også flæskekød og æg. Alle disse produkter kunne man ikke nødvendigvis forsyne sig med via handel, og det var også en kendt sag, at fattige ikke havde råd til kød, men derimod kunne holde en gris i baghaven og fodre den med madrester og lignende.

Dyreholdet et tilfældigt år var således:^[1]

Dyr skulle have foder, og heldigvis hørte der en del landbrugsjord til Odense. I 1837 var det 1473 tønder land, hvad der svarer til godt 700 ha eller lidt over 7 km². Arealet var værdiansat til 176 tønder hartkorn. Dette svarer til størrelsen af ca. 30 gennemsnitsgårde på Fyn. Hertil kommer, at det var skattefrit, da brugerne var skattepligtige af deres byerhverv (hovederhverv). Der var ikke tale om noget ubetydeligt agerbrug i byen. Størrelsen svarede til halvdelen af Danmarks største landsby, Horne på Sydfyn, som havde 60 gårde. I Horne levede alle indbyggerne, ca. 800 mennesker, af landbruget. Hvis vi overfører tallene til Odense, kan man skønne, at én ud af 20 indbyggere (der var ca. 8.000 i 1837) levede af landbrug.^[2]

Tilstedeværelsen af dyrehold og agerjord fortæller os, at selvforsyningsøkonomien stadig havde et godt greb om landet i 1837. Man kunne ikke forlade sig på forsyninger udefra.

Dyrene prægede også bybilledet: små 2300 dyr havde behov for stalde. Disse var at finde i alle bebyggelser: i baggårde, udhuse, skure osv. Desuden prægede den gødning, dyrene leverede, byens miljø. Der må have lugtet særdeles landligt.

Dyreholdet i Odense fortsatte langt op i tiden. Svinehold krævede tilladelse fra 1857, men tilladelsen blev oftest givet, da det som nævnt betød meget for fattiges økonomi. Kvægholdet faldt ikke før i slutningen af 1880’erne, idet kvæget spiste masken fra brændevinsbrænderierne indtil da. Hesteholdet voksede med den voksende befolkning og var i 1898 1300. Det faldt, da andre muligheder for transport blev tilgængelige.^[3]

Byens udvikling i 1800-tallet begyndte med bebyggelsen af kommunens agerjord, som lå rundt om det bymæssige centrum. Heden, Natmandslykken, Kræmmermarken, Sankt Jørgens Mark m.fl. Denne proces er fint beskrevet af daværende stadsingeniør H.V. Rygner i Odense Bys Historie fra 1926 og skal ikke gentages i detaljer her. Byen overskred fra midten af 1800-tallet den sydlige grænse, Odense Å, da der blev bygget broer. Nyborgvej-Langegade-området kom først, straks efterfulgt af Albanigade-området og Nonnebakken-Hunderup Mark. Som en yderligere del af processen, hvor byen voksede, udviklede tre landområder, Tarup-Paarup, Dalum Kommune og Sankt Hans Landsogn, sig til bymæssige bebyggelser igennem de samme 100 år. De to første af disse var selvstændige sogne-kommuner fra 1841 – 1970, og det tredje, Sankt Hans Landsogn, blev lagt sammen med Odense i 1932. Et væsentligt udgangspunkt for bebyggelsen var, at Dalum og Paarup havde lavere skatter end Odense, men for Dalums vedkommende var en del af grunden også, at en arbejderby var opstået syd for Dalum Papirfabrik. For både Dalum og Paarup spillede det endelig en vis rolle, at infrastrukturen blev udbygget, således at man kunne transportere sig mellem hjem og by. Både jernbanen mod vest, som havde stoppested ved Snapind, og sporvejen fra Odense til Dalum blev anlagt i 1911.^[4] Udgangspunktet for Sankt Hans Landsogn var villaer og karréer til industriarbejderne ved Thomas B. Thriges fabrikker (siden 1898) og Odense Staalskibsværft (siden 1917).

Skematisk tog byens formelle sammenlægning med nye områder sig således ud^[5]:

Bebyggelsen i Odense Kommunes landdistrikter

Som nævnt var der 54 landsbyer inden for grænsen af den nuværende kommune. Samlet udviklede antallet af bebyggelsesenheder, gårde og huse sig således:

I 1688 var gårdtallet næste tre gange så højt som hustallet. Dette kan skyldes, at man fra kronens side var interesseret i et stabilt landbrug hovedsagelig bestående af gårde, som hver især var stor nok til at producere, så både en familie med tyende kunne leve af det, og så der var en pæn sikkerhed for skatter til kronen, landgilde til godsejeren og tiende til kirken. Disse gårde kunne rumme næsten hele landbefolkningen. Kun en fjerdedel boede i huse. Man skal dog betænke, at opgørelsen stammer fra en jordskattematrikel, og at husmænd uden jord, som jo ikke svarede jordskat, kan være udeladt.

I 1844 havde hustallet oversteget gårdtallet. Man regner med, at der var omtrent lige mange gårde og huse ca. 1800. Udviklingen i hustallet har sin årsag i to forhold: befolkningsvækst og forandring af landbrugets vilkår. Formentlig skyldes befolkningsvæksten bedre ernæring som følge af øget landbrugsproduktion siden slutningen af 1700- tallet. Denne befolkningsvækst kunne ikke optages i den eksisterende landbrugsstruktur med fastlåste 60.000 fæstegårde i Danmark (614 i Odense Kommune). Fra 1760’- erne og frem solgte kronen og de private godsejere dele af fæstegodset, hvilket medførte dynamik i strukturen. For de nye selvejerbønder blev det muligt at udparcellere og frasælge jord til mindre brug, hvad enten der var tale om små gårde eller egentlige husmandssteder (mindre end én tønde hartkorn). Derved lettede de terminsbyrderne, og en mængde jordbrugere fik foden under eget bord. Niels Hørlück Jessen har undersøgt dele af Odense Kommune med hensyn til bl.a. bebyggelsesudviklingen. Han konkluderer, at gårdtallet vokser frem til 1844. Herefter er der kun vækst i antallet af jordløse huse. Der skete imidlertid ændringer i gårdenes størrelse. Fra gennemsnitlig ca. 8 tønder hartkorn til et ”mindre gårde”.^[6] En årsag, til at man kunne leve af de mindre brug, var forbedrede dyrkningsmetoder, som gjorde dyrkningen mere intensiv, men mange måtte også se i øjnene, at de var deltidslandbrugere og måtte virke som daglejere ved siden af. En stor gruppe landboer fik nok foden under eget bord, men blev ikke selvstændige landbrugere. De arbejdede ofte på godser, hvor der var stort behov for arbejdskraft, fordi gårdenes hoveri, pligtarbejde på godserne, forsvandt, når gårdbrugerne blev selvejere. I Odenseområdet var det dog nok i højere grad på de større gårde der var stort behov for arbejdskraft. De beskæftigede mange landarbejdere. Senere i 1800- tallet betød tiltagende mekanisering, at behovet for arbejdskraft i landbruget blev mindre. Flere måtte søge væk, til byen eller fx til Amerika. Dermed var der basis for byvækst generelt og også i Odense. Heldigvis medførte en øget produktivitet i landbruget, at flere kunne leve i byen, og heldigvis medførte teknologiske landvindinger, at industrialiseringen slog igennem, således at mange kunne beskæftiges her. Mange af industriprodukterne blev solgt i landdistrikterne, hvor selvforsyningsøkonomien mødte sit endeligt i anden halvdel af 1800-tallet.

Bebyggelsesudviklingen

Agerbruget blev introduceret for ca. 6.000 år siden. Landsbyernes historie på Fyn er noget diffus, men de første kan nok dateres til jernalderen.^[8] Siden engang i jernalderen levede man altså som udgangspunkt i landsbyer.^[9] I visse egne, bl.a. på Højfyn, blev der fra middelalderen og frem anlagt enestegårde. De var ofte, men ikke udelukkende, begrundet i topografiske forhold, som ikke levnede plads til landsbyer. De var ikke mange i antal. Nogle få har sneget sig ind i det vestligste af Odense Kommune, i Ubberud og Sanderum sogne, som til dels ligger i det kuperede højfynske område. Dette område er i øvrigt også karakteriseret af meget små landsbyer, præget af skove og moseterræner.

Bortset fra enestegårdene boede man i landsbyer. Dette skal tages meget bogstaveligt, som det fremgår af det følgende. I henhold til de ældste kort fra ca. 1800 var der reelt ingen bebyggelse mellem landsbyerne. Jorden på Fyn var så god, boniteten så høj, at et ret lille område kunne rumme en rimelig landbrugsejendom. Dette medførte frem til ca. 1800, at landsbyerne lå så tæt, at man, selv om man boede inde i landsbyen, kunne dyrke hele sin mark.

For bedre at illustrere denne overordnede udvikling har jeg valgt at se nærmere på, hvorledes bebyggelsen i kommunens planområde 8 har udviklet sig.^[10]

Der er taget udgangspunkt i Original 1-kortene fra ca. 1800. Det er de ældste kort, som viser bebyggelsen i detaljer. Oplysningerne vedrørende bebyggelsesenheder (gårde og huse) er blevet digitaliseret og gengivet i rødt. Dernæst er bebyggelsen på kort fra ca. 1880, de høje målebordsblade, blevet digitaliseret med blåt. Tanken hermed er at sammenligne kortene for at belyse forandringen fra ca. 1800-1880. Der er lidt usikkerhed med hensyn til, om Original 1-kortene har alle bygninger med. Sommetider mangler der huse inde i landsbyerne. Kortene blev til i overgangsfasen mellem det gamle og det nye landbrug. Jordfordelingen viser det nye, udskiftede, landbrug, mens bebyggelsen tenderer mod at vise det gamle. Vi ser ofte nye husmandsudstykninger (jordlodderne) på Original 1-kortene. Disse udstykninger kan dateres til udskiftningstidspunktet (oftest i slutningen af 1700-tallet), mens selve husene først ses på kortet fra 1880.

Kort 1. fortæller alt: Den røde struktur viser det, som eksisterede ca. 1800. Gårde, huse og veje. Landsbyerne (fra oven fra venstre) Villestofte, Snestrup, Tarup. I midten Paarup og længst nede mod den helt lige Middelfartvej Stegsted og Bolbro. Der lå så at sige ingen ejendomme uden for landsbyerne, bortset fra de tidligere omtalte, få, enestegårde. Længst til højre finder vi øverst den nye hovedgård fra 1767, Åløkkegård. Den bebyggelse, som kom til mellem 1800 og 1880 er markeret med blåt. Det er bemærkelsesværdigt, at den fuldstændig konsekvent er placeret uden for den gamle landsbystruktur. Der er tale om mindre gårde og huse anlagt mellem landsbyerne, for det meste på jord udparcelleret eller udlejet fra de ældre gårde. Hvis billedet var komplet, ville der også være blå veje til at forbinde de bebyggelser, som ikke ligger ved røde veje. Det ser ikke ud til, at der kommer megen bebyggelse til i 1800-tallet nærmest Odense. Det skyldes til dels, at meget jord tilhører Åløkkegård, men det kan også spille en rolle, at Bolbro ligger meget tæt på Odense og allerede i 1800-tallets anden halvdel er under stærk indflydelse af byens udvikling. En første overvejelse, billedet giver anledning til for en kulturarvsforvalter fra museet, er: hvis man skal finde de rigtig gamle bygninger, skal man søge inde i landsbyernes kerner. Det, som ligger imellem landsbyerne, er yngre og givetvis af velkendt bygningstype.

Kort 2. viser det grønne tilvæksten mellem ca. 1880 og ca. 1930. Villabebyggelser i Åløkkekvarteret, i Bolbro og Tarup og nogle få mindre landbrugsejendomme længere mod vest. Det er ikke længere muligt at udskille det enkelte hus eller gård af kortene, så det nye er vist som fladedækkende farver.

Kort 3. Mellem ca. 1930 og 1944 tager bebyggelsen i Bolbroområdet til. Først og fremmest anlægges det store almennyttige boligområde ved Bolbro-Højstrup, men også idrætsfaciliteterne i området fylder meget. Det bemærkes, at Bolbro nu er fuldstændig forsvundet.

Kort 4. Tendensen fra forrige kort fortsætter mellem 1944 og 1956. Flere villaer kommer til lige vest for Odense. Oftest murmestervillaer med to etager og to boliger og en lille have og inden for rækkevidde af den offentlige transport og cyklen.

Kort 5. Situationen er i 2008 totalt ændret. Mellem 1956 og nu er bebyggelsen mangedoblet. Landsbyerne Tarup, Snestrup, Villestofte og til dels Paarup er nu fanget af urbaniseringen. Man er nu så langt borte fra Odense, at en bil er en god ting at have, og den almindelige bebyggelsestype er blevet parcel- eller rækkehuset med tilhørende garage. Befolkningen er flyttet bort fra centrum og ud i større huse og omgivelser med lettere adgang til grønne områder.^[11]

Denne bebyggelsesudvikling i område 8 afspejler overordnet set udviklingen i hele Odense Kommune, således som det også ses af det første kort i artiklen. En mere detaljeret beskrivelse ville indebære nærmere analyse af de politiske beslutninger i perioden. Fra de første byudviklingsplaner i 1951 over kommunalreformen i 1970 og sammenlægningen af/indlemmelsen af omegnskommunerne til de rullende kommuneplaner, som lægges i nutiden. Det karakteristiske i byudviklingen var, at Odense manglede udviklingsplads, at omegnskommunerne var skattely for købstaden, og at man skulle tage stilling til, om udviklingen skulle ske i ringe rundt om byen, i bestemte områder, som satellitter rundt om Odense eller i en slags stjerne, som gav muligheder for at bevare grønne kiler til rekreative områder. Overordnet set blev der udviklet meget øst for byen og bygget et alternativt bycenter i Odense SØ (Rosengårdcentret) efter kommunalreformen i 1970. Man valgte at bevare kiler i bebyggelsen, men også at udvikle enkelte landsbyer i oplandet (Villestofte og Kirkendrup fx). Se nærmere om dette i Steen Nørskov Laursens interessante og instruktive beskrivelse i Odense Bys Historie, 1945-1988, fra 1988.^[12]

Beskyttelsen af den rurale kulturarv

På grund af tre faktorer: strukturudviklingen i landbruget, den nye bynære beliggenhed, og at markerne bebygges med by, ophører driften af de gårde og husmandssteder, som rammes af byen ofte. Generelt trues den landbrugsstruktur, som de gamle gårde repræsenterer (hvis den overhovedet eksisterer mere). Derfor er det rimeligt at se for sig, at bygninger og restarealer kun kan anvendes af deltidslandmænd, hobbylandmænd, hesteholdere eller til andre formål (fx mindre virksomheder). At bevare erindringen om tidligere tider i de ”overbyggede” områder er en vigtig opgave dels for at undgå historieløshed/”intethed” i områderne dels for at gøre bebyggelserne interessante og tankevækkende og ikke bare villaørkener eller sovebyer. Det karakteristiske er imidlertid, at de, medmindre en station eller andet bymæssigt har skabt en ”rural by”, har taget et kæmpe kulturhop fra landbrug til moderne bebyggelse uden nogen mellemregninger. Hvad var der før? Landbrug i 6.000 år! Med indsigt og pietet kan og bør man tilpasse det nye i det gamle, så fortælleværdien bevares. Gamle vejforløb, skel, diger og beplantninger, gadekær og vandhuller, ler- og grusgrave, åbne pladser (forter og gadejord) kan bevares, uden at det skader det nye, fylder meget eller koster meget. Derimod kan det blive positive bosætningsparametre. Kulturarv skaber værdi! Centralt i forståelsen af det rurale fortidslandskab står imidlertid bygningsmassen. Hvad sker der med de gamle gårde og huse og den struktur, de danner? Nogle skal bevares. Hvor mange? Hvor? Hvordan?

Strukturerne

Strukturerne er de mønstre og udtryk, som dannes af elementernes samvirke. For en landsby kan det være gadeforløb, gårdenes og husenes placering og størrelse. Om husenes alder og udseende betyder noget for strukturen, er omtvistet. Derom senere.

I 1980 analyserede Fyns Amt alle 614 landsbyer i den fynske region. Man fandt ud af, at ca. 250 var meget velbevarede strukturer, når man sammenlignede med de ældste kort fra ca. 1800. Disse landsbyer var ikke i nævneværdig grad blevet ofre for moderne udvikling sådan som ny bebyggelse. Nogle slet ikke. Ingen eller næsten ingen gårde var nedlagt eller flyttet, og vejene havde stadig de gamle forløb. Desuden rummede disse landsbyer spændende – typiske eller usædvanlige træk – og evt. en god fortælling. Det var overraskende mange, idet man havde ventet et meget mindre antal, som så ville have peget på sig selv som bevaringsemner, så at sige. Omvendt knæsatte det den fynske region som en landsbyregion med mange bevaringsværdier. For at reducere de 250 landsbyer til en håndterlig regionplan gennemførte man en ny analyse, som indbefattede deres fremtoning, dvs. bygningernes karakter og byggeskik (bindingsværk med stråtag var godt, grundmuret fra slutningen af 1800-tallet frem til medio 1900-tallet var også godt, hvis det omfattede det meste af bebyggelsen). Desuden så man på beplantning, gadernes udtryk osv. Resultatet var, at 24 landsbyer, som var ekstremt velbevarede både som struktur og fremtoningsmæssigt, og 46, som var næsten lige så fine, blev udpeget i regionplanen i 1984. To af disse landsbyer ligger i Odense Kommune.^[13] Den ene er Lumby Torp, den anden Rågelund. Det var tanken fra amtets side, at kommunerne skulle sikre de 24 landsbyer ved lokalplanlægning. Det er sket i 10-12 tilfælde. I Odense har man ikke gjort noget. Dette medførte, at Rågelund ændrede sig så meget, at den blev taget ud af kommuneplanens liste over landsbyer med bevaringsinteresse (som efterfulgte regionplanen fra 2007). Der røg dét middelalderlige monument… Lumby Torp er stadig interessant og venter på sin lokalplan, men den er stærkt truet. I den seneste kommuneplan fra 2011 tog man fat på kulturhistorien i kommunen: arkæologiske interesseområder, middelalderens Odense, industrimonumenterne i byen samt landsbyerne.^[14] Her blev Vester Kærby inddraget i planen, da den var i den næstbedste kategori fra Amtets tid. Der arbejdes i øjeblikket på en lokalplan til beskyttelse af dens struktur, fordi det på grund af truslen om nedrivning af en bevaringsværdig gård i landsbyen (se nedenfor) blev nødvendigt for kommunen at nedlægge et §14-forbud efter Planloven. Et §14-forbud indebærer, at man inden for et år skal lave en lokalplan for området. Hvordan det ender, er uklart i øjeblikket.

I Odense Kommune gennemførte man i 1970’erne og -80’erne en række landsbyanalyser mhp. at pege på bevaringsinteresser.^[15] Der var mest tale om æstetiske betragtninger, som ikke i større omfang inddrog betydningen af den reelle historiske strukturs bevaring (fx at antallet af gårde i forhold til den fortidige virkelighed var vigtig og ikke blot, at de få, der var tilbage, så pæne ud). Der er siden udarbejdet ca. 15 lokalplaner, som i større eller mindre omfang rummer bevaringsbestemmelser.^[16] Blandt disse har planerne for Killerup, Over Holluf, Højby, Brændekilde og Kirkendrup et vist sigte på at bevare landbrugsbygninger i en større struktur. Hertil kommer en række lokalplaner, som beskytter en enkelt ejendom, et gadeforløb, en bevoksning eller lignende. De bliver kun i varierende omfang holdt i hævd. Fx er gårde i Over Holluf forsvundet på trods af lokalplanens bestemmelser. Generelt er det meget lettere at lokalplanlægge og regulere bygninger i byzone, hvor Planlovens § 15 (uddrag nedenfor) kan anvendes fuldt ud:

§ 15. En lokalplan skal indeholde oplysninger om planens formål og retsvirkninger. Formålet skal fastlægge den planlægningsmæssige begrundelse, eksempelvis varetagelse af klimatilpasning eller forebyggelse af forurening.
Stk. 2.
I en lokalplan kan der optages bestemmelser om:

1. overførsel til byzone eller sommerhusområde af arealer, som planen omfatter,
2. områdets anvendelse, herunder om at nærmere angivne arealer forbeholdes til offentlige formål,
3. ejendommes størrelse og afgrænsning,
4. vej- og stiforhold og andre forhold af færdselsmæssig betydning, herunder om adgangsforholdene til færdselsarealer og med henblik på adskillelse af trafikarterne,
5. beliggenhed af spor- og ledningsanlæg, herunder til elforsyning,
6. bebyggelsers beliggenhed på grundene, herunder om den terrænhøjde, hvori en bebyggelse skal opføres,
7. bebyggelsers omfang og udformning, herunder til regulering af boligtætheden,
8. anvendelse af de enkelte bygninger,
9. udformning, anvendelse og vedligeholdelse af ubebyggede arealer, herunder om terrænregulering, hegnsforhold, bevaring af beplantning og beplantningsforhold i øvrigt, herunder beplantningens tilladte højde, samt belysning af veje og andre færdselsarealer,

Fordi man ikke må anvende stk. 2, pt. 2,3,6,8,9 vedrørende landbrugs-erhvervsdrivende, er det meget vanskeligt at passe på kulturarven i landzone. ”Denne lov gælder ikke for landbruget, som man siger om Planloven”…

Enkelte gårde og huse: ”elementer”

I midten af 1990’erne tog man fat på ”elementerne”: de enkelte gårde og huse. Der blev udarbejdet ”kommuneatlas” for de fleste købstadskommuner. Kommuneatlasserne rummede ”SAVE-analyser”^[17]af kommunens bygninger fra før 1940. Hensigten var, at man ud fra arkitektonisk værdi, kulturhistorisk værdi, originalitet, miljømæssig betydning og tilstand skulle nå frem til en samlet vurdering af hver enkelt bygning, således at man vidste, hvilke der var bevaringsværdige, og hvilke der ikke var. Vurderingen skete på en skala fra 1 til 9. 1 er det bedste, 9 det ringeste. Godt 3.300 bygninger i kommunen fik en værdi på mellem 1 og 4^[18], og de blev efterfølgende ved byrådsbehandling optaget i kommuneplanen og erklæret bevaringsværdige. De er altså ”lokalt” bevaringsværdige i modsætning til fredede bygninger, som har national betydning. Om bevaringsværdige bygninger gælder det, at de ikke må rives ned uden kommunalbestyrelsens tilladelse, og at det skal i offentlig høring, hvis en sådan tilladelse gives. Kommunen kan nægte at give tilladelse til nedrivning, men kan derved blive pligtig til at overtage bygningen. Dog kun hvis man ved at nægte nedrivningstilladelse stiller ejeren i en situation, der er anderledes end situationen for ejere af tilsvarende ejendomme. Kommunen kan undgå overtagelsespligten, hvis man ved lokalplanlægning, inden et år, sikrer, at bevaringsværdierne opretholdes, uden at ejeren stilles specielt sammenlignet med andre (§ 14-forbud).

En hurtig undersøgelse, hvorved kortmateriale over landsbyernes bevaringsværdige bygninger er identificeret, har givet følgende resultat:

Ud af de ovenfor omtalte 872 gårde, som eksisterede i 1903, er ca. 43 hele firlængede gårde erklæret bevaringsværdige.
Hertil kommer ca. 30 fireller trelængede gårde, hvor nogle af længerne, oftest stuehuset plus én eller to avlslænger, er erklæret bevaringsværdige.
Endelig er der ca. 50 tilfælde, hvor kun stuehuset er udpeget, og de tre øvrige længer i den firlængede gård ikke er det.

Ca. 5 % af de firlængede gårde er herved principielt sikret for eftertiden. Ca. 3 % af dem er delvis sikrede, og desuden er yderligere ca. 6% af stuehusene sikrede. Hertil kommer skønsmæssigt 3-400 andre bygninger: individuelle længer, huse, villaer, tolængede anlæg m.v., som ses på kortet, uden at det er klart, hvilken karakter de mere præcist har. De kan være bindingsværksbygninger med klart ruralt tilhørsforhold, men de kan også være almindelige beboelseshuse, som er kommet til.

”Principielt sikret” står der ovenfor. Det betyder, at de reelt er meget usikrede. Det er op til en politisk beslutning i hvert enkelt tilfælde, om en bygning skal bevares, og i den beslutning indgår mange elementer: ligger den ensomt, så den ikke kan ligestilles med tilsvarende bygningers situation, er den generende for erhvervsdrivende (det kan være landbrugsaktiviteter eller andet), er ejeren imod bevaring og vil blot lade bygningen forfalde, er den pæn eller grim m.m.? Det har i høj grad tilfældighedens præg, om en bygning be- skyttes af sin udpegning eller ej. Det er ufor- udsigeligt, hvorledes det politiske niveau vil reagere.

Nok er ca. 14 % af gårdene i Odense Kommune underlagt en form for bevaringsklausul som bevaringsværdig bygning, men de 9%, som batter noget (de fire eller tre længer), er individuelt udvalgt og ligger tilfældigt fordelt i de 54 landsbyer. Intet sted danner de en landsbystruktur. Sanderum, Bellinge og Åsum rummer hver fire, men med mange flere gårde i landsbyen udgør de ingen struktur eller helhed. Ingen af de landsbyer er heller særligt strukturelt velbevarede, vurderet ud fra om alle gårde og vejforløb er bevarede. I Killerup er tre firlængede gårde bevaringsværdige foruden én trelænget, men halvdelen af landsbyen er allerede revet ned, så den er måske æstetisk korrekt, men ikke kulturhistorisk.

6 % af gårdenes stuehuse er bevaringsværdige, uden at avlslængerne er det. Det tangerer det absurde. Her har man af rent æstetiske grunde udpeget noget pænt og amputeret resten af det rurale anlæg, således at man står tilbage med en selvstændigt uforståelig bygning den dag, længerne er fjernet. Den situation er bl.a. opstået i Villestofte og Over Holluf. Heraf kan man lære, at hvis man skal bevare landbrugslevn, er det vigtigt at bevare i det mindste en del af avlsbygningerne, således at historien kan fortælles.

Det er Odense Bys Museers og undertegnedes principielle opfattelse, at landbrugets historie gennem årtusinder skal afspejle sig i landskabet, også i de ”overbyggede” landsbyer. Om ikke i andet så i form af en enkelt eller få bygninger, herunder avlsbygninger. Noget skal trigge oplevelsen, når man færdes i sovebyerne. Det er også museets opfattelse, at strukturer skal sikres (og bevares!), ikke blot i kommuneplanens hensigter men gennem lokalplanlægning, som håndhæves. Dette er undervejs i Vester Kærby, men Lumby Torp halter bagefter. Retfærdigvis skal det dog nævnes, at der i de senere år er gennemført lokalplanlægning med bevaringsindhold i Bellinge og Stige. Det er fint, men udspringer af ”hovsa”: nogen vil rive en bygning ned. Tilfældigheden styrer.

En samlet tema-lokalplan for de bevaringsværdige landbrugsbygninger uden for de bevaringsværdige landsbystrukturer er stærkt savnet, og en lokalplan for enkelte hele landsbyer ønskes!

Afslutning

Afslutningsvis besluttede forfatteren at undersøge, hvorledes det står til i virkeligheden. Ude i landskabet. Hvad er der tilbage af de gamle rurale bebyggelser. De som sås på kort fra 1925. Det ledte til en besigtigelse i det ovenfor omtalte område 8 i kommuneplanen. Stor var min overraskelse, da jeg fandt mange gårde bevarede. – Eller bevaret? De står der endnu, bruges ofte til andre formål, er i dårlig forfatning, holdt sammen af forhåndenværende materialer eller malet med plastikmaling i grelle farver. Der er masser af bindingsværk bevaret. Det danner bare ikke et helt hus eller en hel gård. Derfor er de nærmest umulige at bevare. Hvert enkelt element i bygningen er oftest mærkeligt eller i dårlig stand eller uharmonisk eller… Nogle af gårdene er faktisk pæne, harmoniske og seværdige. Uden bevaringsplan eller -strategi slutter vi dog med et kaotisk og tilfældigt billede.

I Villestofte, som er helt urbaniseret, er 12 ud af oprindelig 14 gårde bevaret. I Stegsted er der bevaret syv gårde med fire længer samt et tilsvarende antal med færre længer. Bolbro er helt forsvundet. I Tarup var der fire gårde. Én, præstegården, er bevaret blandt alle 1930-40’er-villaerne. Den er fredet. I Snestrup, som også er helt bebygget, er der to firlængede og en trelænget gård bevaret. Paarup er strukturelt meget velbevaret. Gårdene er der endnu, men halvdelen af landsbyen domineres af skole og idrætsanlæg. Område 8 rummer hele spektret: fra alt til intet.

Noter

1. ^ Dansk Center for Byhistorie, købstadslandbruget i Danmark i tal., http://dendigitalebyport.byhistorie.dk/ landbrug/default.asp?mukobstad=40&muprodukt=0&orderRadio=3&initSearch=DONE%21
2. ^ Se Trine Locht Elkjær, ”Købstadslandbrugets betydning for købstadens erhvervsliv og økonomi i. 1700- og 1800-tallet. i Fortid og Nutid december 2001, s. 251-272.
3. ^ Per Boje og Henning Nielsen i Odense Bys Historie 1868-1914, Dk. 1985, s. 287-88.
4. ^ Rygner i H.St. Holbeck: Odense Bys Historie 1926, s. 597-644.
5. ^ Efter Anders Myrtues bidrag til Odense Kommunes hjemmeside ”Kulturhistorie”, http://www.odense.dk/web3/udeliv/topmenu/kulturhistorie
6. ^ Niels Hørlück Jessen, utrykt speciale: Omkring Odense, Landsbyerne i skyggen af en købstad, uden år, s. 1.
7. ^ Kortet er tidligere brugt i ”Kulturhistorie”. Se ovenfor.
8. ^ Se Torben Grøngaard Jeppesen: Middelalderlandsbyens opståen, 1981; Erland Porsmose: Den regulerede landsby, 1981 og Jesper Hansen: ”Rynkeby – 14C-dateringer i en fynsk landsby med stedskontinuitet fra yngre germansk jernalder” i: Fynske minder 2011, s. 95-103.
9. ^ Se andetsteds i denne bog artiklen ”Gamle landsbyer i Odense – stednavne som kulturarv” af Lisbeth Eilersgaard Christensen.
10. ^ Egentlig en analyse udviklet i forbindelse med kommuneplanarbejde. Det såkaldte ”Plan09-projekt”. Se: http://www.byplanlab.dk/plan09/www.plan09.dk/Projekter/Projekter_om_KP09/Odense_01.htm.
11. ^ Om forstædernes historie og betydning se: Johannes Nørregaard Frandsen: ”I den centrale periferi” i: Johs. Nørregaard Frandsen og Jens Toftgaard, Odenses Forvandling, 2013, s. 131-57.
12. ^ Sten Nørskov Laursen: ”Bebyggelsens udvikling” i: Sten Nørskov Laursen m.fl., Storby og servicecenter. Odense 1945-1988, s. 9-56. Se s. 65.
13. ^ Skema med uddrag af landsbyregistreringen for Odense Kommune. I felterne ”type” og ”relikt” klassificeres med tal. Den bedste tilstand har det laveste tal. Ligeledes i kategorien ”samlet”, som er ”type” og ”relikt” lagt sammen og delt med 2. I kategorien ”udpegning” indregnes besigtigelsen, som kun omfattede de bedste af landsbyerne. Derfor har de ikke alle et tal her. Igen er de laveste tal udtryk for den højeste bevaringsværdi.
14. ^ Se Odense Kommunes hjemmeside: http://odense.dkplan.niras.dk/DKplan/DKplan.aspx? PlanId=15
15. ^ Sanderum, Birkum, Killerup, Davinde, Allesø, Allerup, Fangel og Højby var blandt de undersøgte landsbyer. På biblioteket findes rapporter om hver enkelt.
16. ^ Der kan være flere, men i så fald fremgår det ikke af titlen eller stikordene. Se: http://www.odense.dk/topmenu/borger/bymiljoe/by udvikling%20og%20trafik/strategier%20og%20pla ner/lokalplaner/lokalplanoversigt.
17. ^ SAVE betyder: Survey of Architectural Values in the Environment og er blevet anvendt i Danmark siden 1987.
18. ^ Se kommunens hjemmeside.