“En sund sjæl i et sundt legeme” er et velkendt motto, som mange søger at efterleve – ikke mindst tilskyndet af alskens sundhedsfremmende kampagner, der har til formål at få folk til at spise sundere og dyrke motion, samt af ugebladenes uophørlige strøm af opfordringer til at hoppe på wellness-bølgen.
Men kaster man et blik på kunst og kultur omkring år 1900, viser det snart, at man dengang var mindst lige så fokuseret på sundhed og styrke. Tilskyndelsen hertil var dog nok af en anden art; hvor vi i dag kæmper for en sundere livsform, fordi den moderne velfærd har ført til vellevned, var kampen for et bedre og sundere liv tidligere livsnødvendig. De hastigt voksende storbyer bød på elendige livsvilkår, byer og boliger var usunde. Man taler om, at samfundet og kulturen var præget af en stivnet, borgerlig dekadence, og inden for kunst og litteratur fortolkedes dette tilværelsessyn i en stilsøgende, dekorativ stil, der ofte tematiserede melankolske sjælstilstande og kredsede om døden.
Tiden var inde til en reformering af tilværelsen, og dette skulle ske gennem bedre boliger, sundere kost, forbedret hygiejne, motion etc. Disse reformbevægelser fejede fra slutningen af 1890’erne og de første årtier af 1900-tallet gennem Europa – især i Tyskland og Norden – og kilede sig ned i selv de mindste dele af hverdagskulturen. De kom med tiden til at forme mange af de livsformer, som er en selvfølgelig del af den nuværende moderne kultur.
Set i større perspektiv var målet for hele denne sundhedsbølge en revitalisering, der ikke bare skulle være til gavn for det enkelte menneske, men for hele kulturen. Den er et udtryk for en ganske omfattende kulturkritik, der blev rejst i kølvandet på det sene 1800-tals stivnede, borgerlige – eller dekadente – kultur; der skulle frisk luft til – såvel i de beklumrede stuer som i livet og i samfundet som helhed!
Denne strømning eller livsindstilling betegnes ofte som en “vitalisme” (latin: Vita = liv) og omfatter en intens dyrkelse af alt liv og af en livskraft, der gennemstrømmer alt. Strømningen – hvad enten den er filosofisk, naturvidenskabelig, kulturhistorisk eller en kunstnerisk betegnelse – rummer i sin positive formulering det handlekraftige, aktive, vitale og enkle.[1] Det er først og fremmest den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900), der i skrifterne Tragediens fødsel, 1872, Historiens nytte, 1874, Således talte Zarathustra, 1883-85 og Ecce Homo, 1888, formulerer tankerne om det kraftfulde, intense liv. I Tragediens fødsel, der omhandler to grundaspekter i antikken, det apollinske – det harmonisøgende tilværelsessyn – og det dionysiske, der bygger på det sanselige, ekstatiske og dynamiske tilværelsessyn, ser Nietzsche en parallel til sin egen samtids kultur og dens livsprincipper, og han påpeger, at det dionysiske livsprincip nødvendigvis må styre livsviljen og “den evige livslyst”[2]:
“Vi er virkelig i korte øjeblikke urvæsenet selv og føler dets ubændige livsbegær og livslyst; fremtrædelsernes kamp, kval og tilintetgørelse forekommer os nu at være nødvendig på baggrund af det overmål af talløse livsformer, der stræber og skubber sig ind i livet, på baggrund af verdensviljens overvældende frugtbarhed; vi bliver gennemboret af disse kvalers rasende brod netop i det øjeblik, hvor vi så at sige er ét med den grænseløse urlyst ved tilværelsen, og hvor vi i dionysisk henrykkelse aner uforgængeligheden og evigheden i denne lyst. Trods frygt og medlidenhed er vi de lykkeligt-levende, ikke som individer, men som ene levende, hvis avlelyst vi er smeltet sammen med”.[3] Hvor naiv og ubekymret denne livslyst end kan tage sig ud, er der tale om en hyldest til livet, herunder også til den lidelse og smerte, livet byder på. Denne vitalistiske livslyst og livskraft kom til at præge hverdagslivet, og strømningen satte sine tydelige spor i kunsten, ikke alene billedkunst, men også i arkitektur, litteratur, musik, dans etc.
Emnet “vitalisme” er netop omdrejningspunktet i udstillingen LIVSLYST – sundhed – skønhed – styrke i dansk kunst 1890-1940, der vises på Fyns Kunstmuseum i efteråret 2008. Her vil det fremgå, hvorledes man i maleri og skulptur kan spore den vitalistiske impuls, det vil sige en dyrkelse aflivet, der blandt andet kommer til udtryk i en ny frisættelse af kroppen og i en tydelig fascination af den store natur, solens kraft – herunder samspillet mellem det nye, sunde menneske og naturen.
LIVSLYST er et udstillingsprojekt, der udspringer af et nært samarbejde mellem Odense Bys Museer og Fuglsang Kunstmuseum — en efterhånden fast samarbejdspartner, der også medvirkede i projekterne Himlens spejl (2002) og ARS UNA – Johan Rohde (2006). Vitalisme-projektet har længe været på tegnebrættet, men at projektet først realiseres i 2008, skyldes ikke mindst, at Storstrøms Kunstmuseum er flyttet til godset Fuglsang (og har skiftet navn til Fuglsang Kunstmuseum), som netop er en lokalitet, hvor kunstnere og musikere, der kan beskrives som vitalistiske, tog ophold i perioden 1885-1947.
Projektet er med til skabe ny viden om en kunstnerisk strømning, og det er således også første gang herhjemme, at der præsenteres en udstilling med dette tema, ligesom den ledsagende tværfaglige antologi om emnet sætter en væsentlig periode i dansk kunst og kultur i et nyt perspektiv. Dertil kommer, at det er et emne, der kun er beskrevet meget sporadisk herhjemme, fortrinsvist i artikler og oversigtsværker.[4] Vender man blikket mod udlandet, har emnet i de seneste fem-seks år derimod været genstand for omfattende forskning og udstillinger.[5]
Forud for udstillingen LIVSLYST har vi foretaget en længerevarende research, der både har omfattet studier i museernes egne samlinger, studieture til andre danske kunstmuseer og samlinger og til institutioner, der hviler på et vitalistisk ideal, bl.a. Gymnastikhøjskolen i Ollerup. Dertil kommer studierejser til Oslo, hvor Munch-Museet i 2005 viste en udstilling om vitalisme i norsk, svensk og finsk kunst 1900-1930 — krydret med værker af danske J.F. Willumsen og Oscar Matthiesen, til Tyskland (Berlin, Dresden og Weimar) og til Stockholm for at se på vitalisme i hhv. tysk og nordisk billedkunst og arkitektur samt undersøge dens mulige korrespondancer med dansk kunst fra perioden.
Udstillingen LIVSLYST omfatter fortrinsvist vitalismens kunst, men den nære forbindelse mellem livet og kunstnen viser netop, at kunsten kan ses som et filter, en membran mellem på den ene side filosofiens og naturvidenskabens vitalisme og på den anden side hverdagslivet; selv mange kunstnere dyrkede livet og kroppen med en fornyet intensitet. Disse teoretiske og kulturhistoriske dimensioner fremstilles derfor i den ledsagende bogudgivelse, der – med bidrag også fra en række eksterne fagfolk – udgives som en tværfaglig antologi om dansk vitalisme, der kan læses uafhængigt af udstillingen.
Forudsætningen for hele projektet er, at en lang række vitalistiske kunstværker og kunstnere er rigt repræsenterede på begge kunstmuseer, og det giver muligheder for at indsætte betydelige dele af begge museers samlinger af kunst fra 1890-1940 i en helt ny sammenhæng, suppleret med adskillige værker fra andre museer og private ejere.
Der skabes således en ny forbindelse på tværs af et tidsspand på ca. 40-50 år, hvor afsættet er kunstnere fra 1890’ernes kunstmiljø (Carl Johan Bonnesen, Valdemar Schønheyder-Møller, Rudolph Tegner, J.F. Willumsen), den efterfølgende generation (Peter Hansen, Oluf Hartmann, Johannes Larsen, Anne Marie Carl-Nielsen, Fritz Syberg, Sigurd Swane) samt de tidlige modernister (Johannes Bjerg, Jean Gauguin, Harald Giersing, Gerhard Henning, Knud Nellemose, Kai Nielsen, William Scharff, Erik Stæhr-Nielsen og Edvard Weie). Hertil kommer en række mindre kendte danske kunstnere, fx Viggo Jarl, Oscar Matthiesen, Carl Mortensen, Albert Naur, Svend Rathsack, Gunnar Sadolin og Henrik Schouboe. Omfanget viser, at strømningen har haft en langt større betydning i Danmark end tidligere antaget, om end den næppe kommer på højde med den tyske vitalisme, som havde stor gennemslagskraft og i en periode blev dyrket som et politisk redskab, der kunne tjene flere ofte modsatrettede ideologier.
En væsentlig præmis for at forstå vitalismen er, at den i modsætning til andre ismer inden for kunsthistorien ikke betegner en særlig stil, der kan genkendes på baggrund af formelle, tekniske træk eller udspringer af en eksplicit kunstteoretisk teori. På tværs af perioden 1890-1940 kan betegnelsen vitalisme netop gælde værker, der er karakteristiske ved at være symbolistiske, naturalistiske, modernistiske (abstrakte, kubistiske) eller klassiscistiske. Der er heller ikke tale om, at nogle kunstnere er rendyrkede vitalister, men at de kan have skabt et eller flere værker, der netop kan ses i denne sammenhæng, selv om nogle, fx Peter Hansen, Gerhard Henning, Viggo Jarl, Kai Nielsen, Rudolph Tegner og J.F. Willumsen indtager en særlig fremtrædende plads i projektet. Det afgørende kriterium for at forsvare et værk som vitalistisk er derfor en blanding af motivvalg og fortælling, stil og fremstillingsform, og at det i denne kombination samlet set udtrykker en hyldest til livet. Flere af kunstnerne beskrives sædvanligvis udfra en mere modernistisk-formalistisk vinkel, dvs. at man er optaget af at se formelle strukturer frem for at undersøge, hvorfor dette eller hint motiv går igen, og hvilke indholdsmæssige og kulturelle betydninger det kan rumme.
Det er nærliggende at fremhæve værker, der skildrer kroppens bevægelse og kraft, fx sportsmotiver eller de mest markante fremstillinger af sollysets kraft, men vitaliteten findes også i mere stationære figurer, der udstråler en iboende skønhed, kraft eller frugtbarhed, eller i landskaber, der knytter an til noget oprindeligt eller afspejler menneskets tilstedeværelse i og samklang med naturen, eksempelvis gennem arbejde eller friluftsliv.
Der er god hjælp at hente i litteraturen, når man skal begrunde, hvorfor et værk eller et bestemt motiv er vitalistisk.[6] Særligt periodens digtning og essays sætter ord på en vitalistisk tilværelsestolkning, der formuleres igennem såvel kroppen, naturen og lyset som myten, historien og troen (Johannes V. Jensen, Thøger Larsen, Martin Andersen Nexø, Jeppe Aakjær m.fl.) og kan derved være klangbund for bestemmelsen af vitalistiske elementer. Med denne litterære indfaldsvinkel revideres opfattelsen af, hvad vitalisme er i dansk sammenhæng, også set i forhold til den forskning, der hidtil er pågået om emnet.
Udstillingen og de ledsagende artikler tager afsæt i følgende emner og motiver, som er talrigt repræsenteret i periodens kunst. For det første præsenteres emnet “det mytiske menneske”, der omfatter motiver fra både de græsk-antikke, de bibelske og de oldnordiske myter. Her er der en bemærkelsesværdig repræsentation af motiver, der beretter om åndelig og fysisk styrke og skønhed — herunder det maskuline og det kvindeligt frodige, og som dyrker den erotiske kraft. Der er tale om arketyper, som er forankret i historiske myter, helte og heltinder, men som i den moderne kunst bliver et billede på det nye, store menneske. I den sammenhæng kan man fremhæve værker af både Gerhard Henning og Kai Nielsen, der med en særdeles vitalistisk fremstillingsform dyrker de store fortællinger om guder og helte med hovedpersonernes sædvanlige symboler og atributter om end med en ret så fri måde at forholde sig til fortællingen på.
Det nye, sunde menneske fremstilles dog også meget direkte med motiver hentet i samtiden og hverdagen. Man ser det blandt andet i dyrkelsen af udprægede maskuline og feminime motiver (sportsmænd, de arbejdende bønder og moderskikkelser). Hverdagens mennesker bliver de nye helte og heltinder, der med sundhed, skønhed og styrke både inkarnerer tidens æstetiske idealer og selve livet. Sportsmotiverne vises især i skulptur, både som statuetter og i monumentale formater, fx ved sportsanlæg — eksempelvis den imposante Nævefægter af Jean Gauguin, der er opstillet i hallen på Århus Stadion. Den arbejdende bonde, der bearbejder jorden, har rødder i 1880’ernes realistiske skildringer af arbejderbefolkningen.
Vitalismen er en kamp for kroppen og for livet, og (livs) kraften og styrken kommer måske mest direkte frem i tematiseringen af kampen. Det kan måske forklare mange af tidens kampmotiver på tværs af det mytiske og det profane (sportskampe, elskovskampe, styrke- og slåskampe og mytologiske kampe). Men tættest på livets kilder kommer man måske i de motiver, hvor vitalismens æstetiske idealer siver ud i hverdagslivet – både i det private og det offentlige rum. Man ser talrige strand- og bademotiver, hvor børn og voksne færdes nøgne i solen, og skildringer af børn, der gennem leg og bevægelse udfolder sig frit. I det omfang, at leg, sport og især dansen skildres, finder man også heri den frie kropslige udfoldelse igennem bevægelsen og især rytmen. I det hele taget udgør børn og unge en vigtig motivkreds. De rummer det uspolerede og uskyldige i livet, men henviser tillige til en oprindelighed og ægthed, som vitalisterne også dyrkede; i den sammenhæng kan man have den samtidige Sigmund Freud in mente! Det er i disse livsnære motiver, at man kan se pendanter til tidens nye bevægelser inden for sundhedsfremme, idrætsbevægelser, friluftsliv, naturfredning, børneopdragelse, kvindefrigørelse, pædagogik. Mange værker er skabt til det offentlige rum (fx byens pladser, parker, idrætsanlæg) og minder os om, hvorledes kunstens æstetiske idealer helt konkret er med til at iscenesætte en vitalitet i hverdagens rum, og gerne i samklang med arkitekturen.
Med de nævnte eksempler på motivkredse fremstår vitalismen som en figurkunst, der af indlysende årsager sætter menneskekroppen i centrum for livskraften. Den præsenteres ofte i skulpturen, som i sig selv er et medium, hvor kunstneren skaber liv i den “døde” materie (sten, træ, gips, bronze etc.). Men vitalismen viser sig også i mange af periodens landskabsmalerier. Her skildres naturens kraft og lysets magt i den storladne og sunde natur med bjerge, skove, hav, sollys. Det er en natur, som mennesket spejler sig i, bliver en del af eller ligefrem søger at erobre, og naturen indgyder mennesket en ny sjælelig og legemelig sundhed. Livskraften er forbundet med naturens vækst og cyklus: I og med at solen er den vigtigste kilde til liv, ser man ofte solopgangen eller morgenstunden skildret som billede på lysets livgivende kraft; skumringstimen og natten hører 1800-tallets mere melankolske romantik og sjælelige symbolisme til. Det spirende liv i naturen som sindbillede på en ny start på livet antydes i de mange motiver af forår og sommer, hvor lyset er kraftigst, og træerne står i fuldt flor eller i sensommerlandskaberne, hvor de bølgende marker – frugten af menneskets indsats – står gyldne i det varme solskin. I den sammenhæng er Fynboernes arbejde med landskabet og tilværelsen på landet af ganske omfattende betydning for forståelsen af vitalismen.
To helt væsentlige aspekter adskiller den nutidige kropsdyrkelse fra 1900-tallets vitalisme. Det ene er, at man omkring år 1900 forbandt krop og ånd, og at forudsætningen for et sundt legeme er en sund ånd og omvendt. Det andet er, at krops- og naturopfattelsen var dybt forankret i en mytologisk og historisk fortid — dette være sig den græsk-antikke, nordiske eller bibelske mytolgi og historie eller en romantisk naturopfattelse og -tilbedelse med rødder i 1800-tallets tidlige romantik. Vitalismen udstikker således retningen og idealerne for det nye, “store” menneske, men bruger i mange tilfælde fortidens livsformer som forbillede. Men til forskel fra tidligere kulturer sættes mennesket i centrum frem for det religiøse; kroppen er det nye tempel, og ritualerne til livsdyrkelsen er af næsten religiøs art. Vitalismen kan af samme grund karakteriseres som en moderne erstatnings-religion. Som nævnt er vitalismen en reaktion mod 1890’ernes dekadence og en stræben efter moderne livsformer, men den er samtidig et udtryk for en skepsis over for det moderne samfunds tekniske fremskridt, der netop giver sig udslag i dyrkelsen af det oprindelige, af en fordums urkraft i naturen og kulturen.
Der findes mange konkrete eksempler på tiltag, hvor disse idealer kommer klart til udtryk. Fx franskmanden Pierre de Coubertin (1863-1937), der tog initiativ til etableringen af de Olympiske Lege, som blev genindført i 1896, og hans bevæggrunde var af både samfundsmæssig og sundhedsmæssig karakter. Hans tanker om olympismen er samlet i en række taler og skrifter,[7] og her finder man en række synspunkter, der kan forklare dele af vitalismens idégrundlag både som en antikkens genkomst og som en moderne frelsende sundhedsbølge: “Den græske arv er så umådelig stor, mine herrer, at alle, som i den moderne verden har udøvet en eller anden form for sport, med rette har kunnet henføre den til Grækenland, thi derfra stammer alle idrætter. Nogle har brugt sporten som forsvar for fædrelandet, andre har søgt fysisk skønhed og sundhed gennem en heldig balance mellem sjæl og legeme. Atter andre har søgt den sunde blodets brusen, som man kalder livsglæde, og som ikke findes mere intens og udsøgt end ved kropslig udfoldelse.”[8] Foruden at fastholde forbindelsen mellem sport, historie og sundhed formulerede Coubertin grundlaget for OL, der skulle styrke forbindelse mellem sport og kunst. Med inspiration fra det græske Olympia, som både var et kultisk sted, hvor man fejrede de græske guders overhoved, Zeus, og havde sportskonkurrencer, hvor der dyrkedes sport med ledsagelse af fløjtemusik, skulle de nyindstiftede olympiske konkurrencer finde sted ud fra mottoet “en levende ånd i en veltrænet krop”.
I Åbningstale ved den rådgivende konference om kunst, litteratur og sport i Paris den 23. maj 1906 fremsatte Coubertin dette synspunkt: “ Det drejer sig om at sammenføre to førhen adskilte parter i et lovformeligt ægteskab: muskler og ånd.”[9] Coubertin foreslog, i hvilket omfang og i hvilken form kunst og litteratur skulle knyttes til sportsudøvelse til gensidig berigelse og glæde. Der skulle afholdes fem konkurrencer i relation til OL: Arkitektur, billedhuggerkunst, malerkunst, musik og litteratur, hvor det var formålet hvert 4. år at kåre nye kunstværker, der var direkte inspireret af sportsidéen. Sådanne konkurrencer skulle først og fremmest tiltrække kunstnere og forfattere, som selv giver sig af med sport, for hvordan skulle fx billedhuggeren kunne skildre muskelspændingen, hvis han ikke selv har mærket den.
Med denne sammenstilling af kunst og sport ønskede Coubertin at genskabe den såkaldte “eurytmi”, hvor der fastholdes et harmonisk forhold mellem flere kunstarter på én gang, og han håbede derved, at det store publikum kunne opøve en evne til at glæde sig over sammenstillingen af disse mange udtryk, ligesom de gamle grækere havde været i stand til.
Coubertin indsendte i øvrigt selv et digt, Ode til sporten, til OL litteraturkonkurrencen i 1912. Det består af 12 hyldestdigte til sporten, hvor ordlyden i II er nok så relevant, også i forhold til den skønheds- og sundhedsæstetik, der vandt genklang i billedkunsten:
Oh, sport, du er skønhed!
Du er menneskekroppens bygmester.
Om resultatet bliver usselt eller storslået afhænger af,
Om nedrige laster eller sund stræben vil sejre.
Skønhed lever kun i kraft og balance og harmoni,
og du er den uforlignelige mester for begge dele.
Du skaber ligevægt, du afbalancerer bevægelser,
Du gør styrken smidig og smidigheden stærk.[10]
Billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen deltog sammen med Poul Bille Holst, Knud Gleerup,Th. Hagedorn Olsen og Aage Edwin Nielsen i de olympiske kunstkonkurrencer ved OL i Berlin 1936.[11] Disse kunstkonkurrencer indgik i de olympiske lege helt frem til 1948, men sidenhen har man gradvist afviklet den åndelige og kunstneriske side af de olympiske lege, og det er blevet “en kult uden mytologi”, “en iscenesættelse, som med edsaflæggelsen, hymnen, ilden på alteret og relikvier af forskellig art fra flag til duer ikke lader nogen ceremoni noget efter.”[12]
Selv om OL først og fremmest var til for elitesporten, tænkte Coubertin også sundheden ind i hverdagslivet, fx ved at opfordre folk til at få frisk luft og sol, til at få etableret offentlige brusebade i alle byer og til at lade kunst og arkitektur skabe rammerne for folks liv.
Sporten skulle også gerne ud til den brede befolkning: “Et land er ikke en sportsnation, før den dag flertallet af dets indbyggere føler et personligt behov for at dyrke sport”. De enkelte lande bør fremme sport for voksne og ikke kun børn og unge, og de bør etablere byområder, hvor man kan dyrke sport, og offentlige parker, der er forsynet med redskaber (og han nævner i øvrigt, at sådanne anlæg kun fandtes i Chicago, Danmark og Tyskland). Alle voksne skulle uden videre kunne dyrke løb, spring, kast og gymnastik i offentlige anlæg.[13] Også herhjemme slog sundhedsbølgen igennem, både som en dyrkelse af den græske antik som forbillede og af idealet om sundhed til alle. Væsentligst og mest berømt i den henseende er J. P Müller (1866-1938), der skrev bogen Mit System – 15 minutters dagligt Arbejde for Sundhedens Skyld, der udkom i 1904 og efterfølgende blev oversat til 24 sprog og udgivet i en særlig version til kvinder i 1924.
Forsiden til Mit System fra 1904 prydes meget sigende af den berømte græske skulptur Skraberen af Lysippus (4. årh. f.Kr.), som forestiller en ung, veltrænet idrætsudøver, der renser sin hud for olie, sved og støv efter endt sportsudøvelse. Skraberen er en legemliggørelse af bogens indhold: “Det er idrætsmanden, der efter Øvelser renser og plejer sin Hud, og det er det Ideal, til hvilket min Bog viser frem.”[14] Mit System for Damer – 15 minutters dagligt Arbejde for Sundhedens Skyld viser derimod Venus fra Milos (ca. 2. årh. f.Kr.), denne antikke skulptur, der frem for alt viser den virkelige klassiske skønhed i kvindekroppen. Uden at kommentere skulpturen direkte skriver Müller indledningsvist, at “hvor ønskelig legemelig Skønhed end kan være for Mænd, har den dog langt mere at betyde for Kvinder. Er i Virkeligheden næsten en Nødvendighed.[…] Historien og Livet viser, at der er ingen Grænser for en skøn Kvindes Magt.”[15] Med disse idealer om styrke, sundhed og skønhed udstikker Müller en æstetik for såvel kunsten som kroppen, og det er netop disse idealer, vi ser i den vitalistiske dyrkelse af hhv. maskulin styrke og kvindelig skønhed og frodighed – i livet som i kunsten.
Metoden til at nå den rette sundhed og skønhed får blandt andet disse ord med på vejen:
“Brug frisk Luft og koldt Vand, lad solen skinne på Dig og lad ikke en Dag gaa hen uden at enhver Muskel, ethvert Organ i hele dit Legeme bliver sat i kraftig Bevægelse, om end kun i en kort Stund! Stilstand er her som i hele Naturen unormal, fører til Hensygnen og for tidlig død. Bevægelse er Liv og bevarer Livskraften til Livets normale sene Grænse.”[16]
Müller havde selv gennemprøvet forskellige eksisterende gymnastiksystemer, men udviklede et hjemmegymnastikprogram med frotteringsøvelser, som alle burde være i stand til at udføre med henblik på at øge musklernes styrke og kroppens sundhed og skønhed. Gymnastikprogrammet blev suppleret med en lang række råd om hygiejene, påklædning, søvn, mad etc. “Ved at følge mit System og nu og da tage en løbetur (på Fodballerne) vil man ikke alene erhverve et godt Helbred, men samtidig vil Legemets Form og Udseende Dag for Dag nærme sig det klassiske Skønhedsideal, af den simple Grund, at dette ganske falder sammen med det højeste Ideal for Legemets Sundhed, Bevægelighed og alsidige brugbarhed.”[17]
At legemelig skønhed og kunst er nært forbundet, fremkommer i Müllers henvisning til en Dr. F.B. Hutchinson: “I det gamle Hellas stod Legemsøvelser og Kunsten i det nøjeste forhold til hinanden. Uden de gymnastiske Øvelser vilde Kunsten i Virkeligheden slet ikke have eksisteret. Da skabtes de til alle Tider gældende Idealer for det menneskelige Legeme […] I alle skoler, i alle Klublokaler og Gymnastiksale bør ophænges Billeder af de smukkeste antike og moderne Statuer, navnlig de første, og saa vidt muligt opstilles Afstøbninger i naturlig Størrelse, for at vænne Øjet til at fatte den fuldkomne Form, for at vænne Øjet til at værdsætte Formens Skønhed og for at give Ungdommen idealer at uddanne sig efter. Ved alle Gymnastik – og Sportsfester bør der udsættes Præmier for dem, der udviser de bedst uddannede Legemer.” [18] Præmien skulle da være, at vedkommende blev afbildet i form af en skulptur udført af en berømt billedhugger og opstillet side om side med antikke skulpturer! Mit system blev særdeles populært, og flere kunstnere hoppede selv på sundhedsbølgen. Kunstnerparret Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen, som både i livet og kunsten dyrkede vitaliteten, nævner endda deres hjemmegymnastik i en ganske underholdende brevveksling:
AMCN til CN: “Du kan tro jeg bliver slank min Ven, jeg tror ikke min Bagdel er saa stor mere.” (22.1.1905), og CN til AMCN: “Du skriver at din Bagdel bliver mindre! Gud, hvor det glæder mig Fru Nielsen. Du gjør altsaa rimeligvis “Mit System”. Ikke sandt? Det med Bagdelen er et uomtvisteligt Tegn herpaa; men glem nu ikke, at “den eneste virkelige Basis for den sande Kjærlighed er et Par gode store” – ! …Jeg gjør, og har heleTiden gjort Systemet med Bad, Frottering og det hele og mine Muskler og Legemsforhold er blevne saa smukke og kraftige, naar jeg selv skal sige det.” (6.2.1905).[19]
Kendetegnende for tidens sport var da også, at man søgte inspiration i de klassiske dicipliner, og at man i gymnastikkens positurer søgte at efterligne positurerne i de græske statuer. Vi ser det først og fremmest hos den karismatiske Ollerup-gymnastik-pædagog Niels Bukh (1880-1950), og selve Gymnastikhøjskolen i Ollerup er vel det bedste eksempel på denne brug af antikkens kunst, idet man lod opstille afstøbninger af antikke statuer, blandt andet Diskoskasteren og Skraberen i det klassicistiske anlæg. At antikkens statuer i afstøbning i det hele taget udgjorde et vigtigt grundlag for tidens dannelsesideal, ser man i de danske kunstmuseers etablering af omfattende afstøbningssamlinger, blandt andet på Fyns Kunstmuseum og Storstrøms Kunstmuseum, grundlagt hhv. 1885 og 1890.
De hjemlige tiltag inden for sundhed var helt i overensstemmelse med sundhedsfremmende tiltag i Europa inden for sundhedsvidenskab, udstillinger, tidsskrifter, arkitektur og byplan, herunder opførelsen af bade- og sportsanlæg, havebyer, naturbevarende foreninger, sportsklubber m.m. På Verdensudstillingen i Paris i 1900 var der en afdeling for hygiejne, og i 1911 var der en stor hygiejne-udstilling i Dresden, der stadig huser Tysklands eneste hygiejnemuseum, hvis grundlæggelse går tilbage til denne udstilling. I forbindelse med udstillingen var der i øvrigt et dansk gymnastikhold fra Ryslinge Højskole under ledelse af gymnastikpædagogen Jens Ovesen, der gav opvisning.[20]
Både den historiske bevidsthed om, at det moderne samfund måtte søge tilbage til de klassiske perioder, og interessen for sundheden gik direkte ind i dansk kunst omkring år 1900. Både maleren Kristian Zahrtmann og flere af kunstnerne fra Den frie Udstilling (Johan Rohde, Ludvig Find, Joakim Skovgaard og Anne Marie Carl-Nielsen (sammen med Carl Nielsen)) dyrkede Grækenland – Hellas og hellensk kultur – med fornyet interesse, og det var både kunstens og arkitekturens former og de arkaiske livsformer, der interesserede kunstnerne fremfor idealet om at genskabe en guldaldercivilisation.
Interessen for friluftsliv og legemsøvelser kombineret med interessen for græsk kultur fik sit mest markante gennembrud i etableringen af Hellener-bevægelsen på Refsnæs (i dag kaldet Røsnæs) ved Kalundborg. En gruppe af unge kunstnere, blandt andre Gunnar Sadolin, Svend Hammershøi, Erik Struckmann og brødrene Johannes og Rasmus Ottesen, alle elever af maleren Kristian Zahrtmann, slog sig allerede i 1894 ned for at dyrke legemssøvelser (løb, kast, svømning og gymnastik) og skabe kunst under åben himmel efter græsk forbillede. Deres mål formuleres helt klart i deres manifest, den såkaldte Hellenermappe, der i dag befinder sig på Den Hirschsprungske Samling. Her skriver de blandt andet, at de ønsker at bryde med århundredeskiftets dekadente kultur og skabe en ny kunst, der bygger på sundhed og legemsøvelser. Deres ambitioner om både at dyrke denne sunde kunst, skabe nogle faste rammer for den og søge opbakning blandt kunstlivets koryfæer var på alle måder helhjertet og idealistisk. Det danske klima var dog ikke helt så befordrende for projektets autenticitet og konsekvente gennemførelse; i stedet for et græsk tempel havde de i starten et filttelt, og senere byggede de Hellener-hytten, et lille primitivt hus. Et arkitekttegnet forslag af Andreas Clemmensen til en græsk “tempelbygning” blev der aldrig penge til trods ihærdig indsats. Friluftsøvelserne skulle helst foregå i fuld nøgenhed, men kunstnerne måtte af og til ty til grå sengetæpper, der kunne minde om togaer, for at holde varmen. Hellenerbevægelsen viste kun en gang, i 1901, en gruppeudstilling hos den navnkundige Kleis Kunsthandel – en udstilling, der blev præsenteret med den ambitiøse titel ARS NOVA (ny kunst).
Hellener-gruppen er det bedste eksempel på kunstnere, der sammentænkte kunst og liv og formede et på én gang klassisk og moderne kunstsyn, der også rakte ud i hverdagslivet.[21] Deres idealistiske projekt fik stor betydning for de kunstnere, der i de efterfølgende årtier ligeledes dyrkede kroppen og antikken på en meget vitalistisk måde, og det er dem, der udgør kernen i nærværende projekt om dansk vitalisme. Ikke alle kunstnere har sidenhen været velanskrevne i dansk kunsthistorie og i modernismens gode smag. Den ofte monumentale, livskraftige og til tider svulmende stil – kombineret med, at nogle af kunstnernes liv og værk har været associeret med nationalsocialismen – har givet vitalismens kunst et dårligt ry og er blevet beskrevet som tysk og propagandistisk i sit udtryk.
Dette bør ikke spænde ben for en revurdering af strømningen, men er måske gavnligt at holde sig for øje, når de store nationale sundhedskampagner iværksættes for at styrke sundheden – i livet som i samfundet.
