I Anderseniana, 3. rk., bd. I, 1, 1970, blev der gjort rede for „Oversættelsesbibliografien“, d.v.s. Bidrag til H.C. Andersens Bibliografi, udgivet af Det kgl. Bibliotek, Nationalbibliografisk afdeling; om dens tilblivelse, samt nogle iagttagelser gjort under arbejdet.
Sådanne udpluk eller gengivelse af især udenlandske tekster kaldtes f.eks. i 1800-tallet Læsefrugter efter det tyske Le-sefrüchte, hvad der egentlig betyder opsamlingsfrugt eller frasorteret frugt.
Under denne betegnelse skal nedenstående linjer læses.
Udenlandske oversættere eller udgivere har jo ofte bearbejdet – eller mishandlet -Andersens tekster. Til den første gruppe hører en hidtil upåagtet, nydeligt udstyret bog, fundet i Laage-Petersens samling på Kgl. Bibliotek:
Hans Andersen’s fairy tales set to music by Annie Armstrong. Words by Jessie Armstrong. London: Hart & Co. [1884].
Bogen indeholder versificering af 9 eventyr samt af 3. Aften af Billedbog uden Billeder. Teksterne er som i Danmarks Melodibog sat under noderne. Damernes navne er indtil videre ikke fundet i tilgængelige håndbøger. Bogen omtales som meget sjælden. Men tekstmæssig er den ikke nogen gevinst for Andersens eventyr.
Fra Laage-Petersens samling stammer også et klip fra „The Mirror“, februar 7, 1874, som er en skildring af H.C.A.’s (ingen andre steder omtalte) besøg hos Victor Hugo på hans redaktionskontor i Paris, hvor han også traf Hugo’s søn. Forfatteren til den engelske tekst er indtil videre ukendt, og det samme er den gådefulde kildehenvisning: Goldschmidt’s Skandinavisk Review.
I nævnte samling ligger også – med kildehenvisn. til Harper’s Magazine — et xerox-tryk af „Supplement to the Manchester Weekly Times“, Dec. 1863, som indeholder en overordentlig levende skildring af en californisk journalist’s besøg hos Andersen i Nyhavn 67 i 1862. Nærmere herom foreligger i Kgl. Biblioteks publikation „Fund og forskning“, Juni 1980.
En overraskelse må man vel nok kalde den oplysning man får i et klip fra Chambers’ Edinburgh Journal, Jan.-June, IX, 1848, hvor udgiveren af The ugly duckling, by Hans Christian Andersen (muligvis selve udgiveren af Chambers’s Journal) med megen pomp meddeler, at oversættelsen er ejendommelig alene derved, at „oversætteren er en ung dansk dame, Zona Groos fra Kolding, som er selvlært i engelsk og kun een gang har talt med en indfødt englænder“!
Man frygter det værste, men opdager, at arbejdet efter omstændighederne er hæderligt.
Kolding-biblioteket oplyser, at en familie af dette navn har levet i byen i fyrrerne. Frk Zona er ialtfald konfirmeret der i 1840.
Dette afsnit skal sluttes med megen anerkendelse af N. R. James’ forord til Forty stories. By Hans Andersen. London: Faber and Faber. [1930]. Han giver en grundig vurdering af eventyrene og røber godt kendskab til dansk og klassisk folklore. Desværre rummer udgaven to tekster under Andersens navn – men ikke af ham.
I det følgende skal omtales en del fejl og ejendommeligheder i visse italienske, spanske og engelske udgaver.
Andersen, Grimm, Tolstoi e altri . . . Bologna, Ediziona A. & G.M. 1953 har på omslaget: Andersen, Grimm, Per Gynt e altri. Ibsens helt er uforvarende kommet i fint selskab!
Le piú graziose novelle [af HCA, oversat af Lucia Petrali Castaldi], Milano 1927, beretter i slutningen af Lykkens Kalosker om et snusket værtshus på landet mellem Firenze og Roma. Men oversætterinden giver i parenteser med kursiveret tekst sine indignerede kommentarer, f.eks. „Skulle denne værtshusholderske ligne vore yndige værtinder i Toscana? Og er der lutter fluer og tyveknægte der? Nej, fremmede . . .!“ På de engelske agre kan der også plukkes mærkelige vækster. Følgende titelblad lyder noget påfaldende: The garden of paradise. Based on The little mermaid by Hans Andersen. N.Y.: Macmillan. 1915. Eller samme titel i en Heinemann-udgave fra 1923: The garden of paradise. (From the Norwegian of Hans Chr. Andersen). [Efter en norsk udgave?]
I Fairy tales and stories. Translation Dulcken. N.Y.: Burt & Co. [1923], foreligger to af eventyrene med forskellig titel i henholdsvis indholdsliste og tekstoverskrift. Dulcken kan næppe have oversat Fem fra en Ærtebælg både som Five out of one shell og The pea blossom. Eller I An-degaarden som In the duck yard og som The Portuguese duck.
Det ellers så respektable forlag Collins i London udgav i ca. 1929 The golden picture book . . . Pictures by Ann Anderson illustrating Hans Andersen’s and Grimm’s fairy tales. Men hverken tekst eller illustrationer har nogen relation til Andersen!
En mærkelig oplysning om Andersens forældre finder man i en malebog for børn: Hans Andersen’s fairy pictures my children love to color, N.Y. 1919, hvor udgiveren i forordet meddeler, at HCAs forældre boede på kvisten i et 6-etages hus i Odense!
Lidt ejendommeligt, men måske praktisk, forekommer det, når der i en udgave af Thumbelina, N.Y. 1939, på forsatspapiret er afsat „Plads til fingeraftryk“. Sluttelig skal et par ældre tryk omtales — det ene p.g.a. fejlagtige oplysninger, de andre for at illustrere samtidens smag og tænkemåde:
Mrs. Pauli oversatte i en udgave N.Y. 1882 Andersens eventyr, med originale illustrationer. I forordet siges der, at far-vetavler og træsnit er gjort af en dansk kunstner, „som menes at have særlige anlæg for at skildre de scener, hans berømte landsmand beskriver“. — Men illustrationerne er absolut u-danske at se på. Iflg. noter i Laage-Petersen-katalogen er det illustrationer „efter Erdmann, Wagner og Herman Vogel“. Enkelte af Vilh. Pedersen forekommer. Kyndige folk i KBs billedafdeling erklærer, at L-Ps oplysninger er korrekte.
I den anden kategori træffer man i Fairy tales and stories, London [1887], oversat af Carl Siewers, en fodnote til Metalsvinet: Jeg har anset det for rigtigst at udelade nogle sætninger her . . . (Det drejer sig om to søfolk, der kommer hjem „fra nattens lystigheder“).
Og endelig møder vi atter i de to følgende eksempler tidens opfattelse af „sømmelighed“. Madame de Chatelain har oversat eventyr i Tales and stories, London 1852 og gør undskyldning for en ændring i teksten til „De røde Skoe“; hun stryger simpelthen det afsnit, hvor heltinden kommer til skarpretterens hus og beder ham om at hugge hendes fødder af. Han gør det – og snitter hende både træben og krykker. Engelsk citat: „The close of the story was really too repulsive to be admitted within the in other respects eminently humanizing pages. Could Hans Andersen have invented such a fate for his poor little heroine?“
I en senere udgave, London 1856, viser madame Chatelain sig som en sand Victorianer. I alle de foregående udgaver har hun tilladt den lille havfrue at være absolut nøgen, som vel rimeligt er for en havfrue. Men i denne udgave er hun så sandelig iført et gevandt (anden glose ville ikke sømme sig her).
Opfattelsen af Andersen som en skribent, der ikke kan tænkes at være af et grusomt men af et helt igennem blidt dansk gemyt fornemmes både i de anførte eksempler og i følgende, nemlig eventyret Psyche, oversat af A. F. Sheridan (the Victorian Review, vol. X, May 1, 1884, s. 8-15) hvor oversætteren indledningsvis bemærker, at („the sketch), som han kalder eventyret, frembyder nogle vanskeligheder i sproget. Men det har antaget en mere dæmpet tone ved at omformes fra „the wild Norse“ [til Engelsk, som jo er et meget civiliseret sprog!].
Sidst – og værst — er følgende utrolige misfoster, som så lyset i Rom 1964, en grammofonplade med denne (oversatte) titel på omslaget: Den vidunderlige beretning om Jesu fødsel. Oversat efter et eventyr af H.C. Andersen. Oplæst i Italiens radio af [en kendt skuespillerinde]. Holdt i en barnlig – sødladen tone. Men ikke en oversættelse af Lukas evangeliet.
I de indtil nu udkomne, så vel som i de mulige kommende oversættelsesbibliografier vil vi kunne nyde det brogede billede af Andersens skiftende oversættere, udgivere og udgaver og høste både underholdning og viden, selv om det ikke sker på hans eget bøjelige, underfundige og alvorsfulde sprog.
