I hele det fynske område bliver haverne passet og plejet med meget stor omhu, og der er oftest mange blomstrende planter. Haverne er generelt meget velpassede og smukke med mange forskellige planter, hvoraf en stor del er blomstrende, og haver og huse optræder som en helhed, der føjer sig smukt ind i landskabet. Det er ikke naturgivet, men et kulturelt særpræg for området, og det har været gældende igennem århundreder, hvor Fyn har haft ry for sine mange smukke og frodige haver, blomster- såvel som køkkenhaver.
I det følgende fortælles om de ændringer, der er sket med haverne, med hovedvægten lagt på ændringer i plantevalg. Det gøres ved at beskrive de fynske haver på fire forskellige tidspunkter: omkring 1750, 1820, 1890 og 1970.
Overalt i Danmark har der eksisteret små haver ved husene langt tilbage i tid. Haven var et lille hegnet stykke jord, som blev dyrket individuelt af det enkelte hus’ eller gårds beboere. Den lå gerne lige op ad stuehuset ud mod markerne og var modsat i dag ikke synlig for forbipasserende. Almindeligvis hørte haven ikke med til landsbyfælleskabet. Enkelte steder som i Rønninge var den en del af gadejorden, og blev lejet ud til de enkelte brugere. Haverne lå samlet i landsbyen, og kun smeden fik sin have placeret direkte ved huset, selv præstegårdens have var med i fællesskabet. Udover de egentlige haver var der i Rønninge fire personer, der lejede jord til plantebede.
Hegningen var nødvendig for at holde løsgående dyr ude. Nogle af de ældste skriftlige oplysninger, der findes om landbohaver, er da netop også landsbylovene, hvor hegningen af haverne gang på gang nævnes. Hegnene skal holdes i orden og bliver synet sammen med landsbyens øvrige hegn. I Beldringe skal de endog vedligeholdes mindst to gange om året ind til nabohaver.
Haven bestod af tre dele:
Derudover kunne der i haven findes et større eller mindre stykke med humlekuler.
I kålgården fandtes hovedsagelig grønkål. Det var den mest brugte grøntsag og husholdets vigtigste vitaminkilde. Man sagde, at den, der havde en god kålgård, behøvede ingen læge.
Ved hjælp af regler og love beskyttede man sig mod tyveri af kålen og indtrængende dyr, men kållarverne var sværere at komme til livs. Der findes fra Sydfyn endog en optegnelse om, hvordan kålorm højtidelig er blevet stævnet og anklaget for at ødelægge kålen: »Stevnes eder hermed, at alle Kaalorme i N.N. Hauge at møde én den N.N. paa Herreds Tings Rett med 14 Dages Kald og Varsel, som er N.N. Dag, for at høre på Vidners Føring og der derefter Dom at lide, paa hvad Skade der er øvet og begaaet i samme Hauge, med mindre I eder straks heraf ud pakker og ingen videre Skade øver og begaar i mer bemeldte Hauge«.
I en del landsbyer havde man midt i landsbyen et fælles indhegnet plantebed, hvor grøn- og hvidkålen blev sået til senere udplantning. I Skårup vidner stednavnet Plantebedet endnu derom, selvom det er knapt 150 år siden skikken ophørte.
Hvidløg var en anden vigtig plante, der kunne findes i hele bede i bondehaverne. De blev brugt som krydderi, men især som lægeplante, og var et af de mest anvendte midler i folkemedicinen, såvel til mennesker som til kreaturer. Almindelige løg var dog også en af de gamle urter og ligeledes purløg.
I nogle haver kunne også stå planten Syre, der blev anvendt om foråret. Den blev på Sydvestfyn ribbet og kogt og spist til flæsk.
Udover disse få grøntsager var der planter, der kunne sætte smag på den ensformige kost. I et hjørne stod ofte Peberrod, og overalt på Fyn dyrkede man Sennep. Af og til blev Sennep endog sået på grøftekanter for at den ikke skulle brede sig til hele haven.
Blomsterhaven lå gerne helt op mod huset. Den var inddelt i små kvadratiske bede efter renaissanceskik og disse bede eller »kvarteer« var gerne kantet med forskellige kantplanter såsom Buksbom, Bellis, Kodriver, Porcelænsblomst og den selvsående blå Stedmoder eller forårsløgplanter – for slet ikke at tale om Lavendelhække.
Der var kun få såede sommerblomster såsom Morgenfrue, Reseda og Gyldenlak, og ofte var de selvsåede. Til gengæld var der stort set alle de forårsløgblomster, som vi også kender i dag: Vintergækker, Erantis, Krokus, Elyacint, Påske- og Pinselilje, Kejser-krone o.s.v.
De øvrige blomster var stauder, der alle er kendt i dag, omend de nu for en dels vedkommende er mutanter med mere fyldte blomster og flere farver. Der kunne være Ridderspore i mange forskellige krydsninger og farver, Akeleje eller Stormhat, der allerede var en yndet staude i 1600-tallet. I mange haver havde man også Julerose og Nyserod, der begge to blev meget anvendt i såvel folkemedicinen som farmacien. Da Pæoner kan blive over 100 år gamle, og da de var almindelige allerede omkring år 1600, er der ikke noget at sige til, at de 100 år senere fandtes i næsten alle haver.
I haverne kunne endelig være Stokrose, der også anvendtes som lægeplante for sin slimløsnende virkning samt en enkelt eller to roser, der blev formeret ved rodskud. Roserne havde som oftest duft og en kort men meget intens blomstring midt på sommeren.
Mange af de gamle planter har en pragtfuld duft, og de tiltrækker også bier. Der har derfor været en egen fortættet atmosfære i haven på en solskinsdag med blomstrende Gyldenlak, Viol, Reseda, Lavendel, Balsam eller Timian.
I frugthaven stod gerne et par æbletræer, et par pæretræer og nogle få stenfrugter. Æblerne og pærerne var meget små og ofte ikke særlig gode. Lidt af frugten blev tørret ved eftervarmen i bageovnen, og af æbler og pærer blev der presset most, men ellers blev frugten ikke konserveret.
I de fynske haver fandtes der væsentlig mere frugt end i det øvrige land, og der blev afsat frugt herfra til andre steder i landet. På Tåsinge blev der i midten af 1700-tallet tvangsplantet æbletræer ved mange af Valdemar Slots huse og gårde. De podede træer kom fra slottets planteskole, men ellers var frugten ofte af en ringe kvalitet.
Sammen med frugttræerne stod ofte en enkelt ribs- og stikkelsbærbusk, hvis bær blev brugt til at spise friske, eventuelt til at koge lidt saft af.
I haverne fandt man ofte også humlekulerne, det vil sige beplantninger med humle. Igennem århundreder blev der lavet forordninger om at plante humle i haverne for at begrænse humleimporten, men kun på Fyn blev der plantet noget videre. Især på Nordfyn blev der dyrket megen humle, og denne blev solgt til andre egne af landet. På Kærsgård i Brenderup gjorde man så meget ud af humleavlen, at fire fæstebønder i 1720-30 blev sendt til Magdeburg for at lære humleavl.
Slutningen af 1700-tallet var en tid med radikale ændringer, der også fik betydning for ændringer af haverne.
I 1769 stiftedes Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab, der blandt andet ved præmieringer af foregangsmænd søgte at fremme udviklingen af landbruget. Ved en gennemgang af samtlige præmieringssager, viser det sig, at Fyn er det sted, hvor der gives flest præmier for havebrugets fremme i 1700-tallet. Præmierne gives for at plante frugttræer og for at pode træer. Således fik husfæster Anders Hansen i Sørup i 1787 en belønning på 4 rdl for »For syv år siden at have plantet 16 æble- og kirsebærtræer af stammen og opelske 26 asketræer, 6 kastanietræer og 8 yngre æbletræer«. Husmand Mathias Thaysen fra Davinde fik i 1785 en førstepræmie i sølv for frugttræs-skolers anlæg. I 1772-76 havde han plantet og podet 2000 træer i andres haver, og fra 1776 og frem plantet og podet 1737 frugttræer. – Der bliver dog også givet præmier på Sydfyn for avl af peberrod, og en husmand i Vissenbjerg får i 1792 præmie for anlæg af to haver, en frugt- og køkkenhave og en blomsterhave.
I forbindelse med udskiftningen kom haverne til at ligge ved bygningerne. Samtidig kom man til at sidde mere »fast« på gårdene og begyndte derfor at anlægge et længere tidsperspektiv, blandt andet hvad beplantning af haven angik. Der blev således plantet væsentlig flere træer og buske end tidligere.
Omkring 1820 er der efterhånden sket så mange ændringer i bondehaven, at der er tale om en anden have end i midten af 1700-tallet. Havens areal er blevet forøget, og den er nyindhegnet med stendige eller risgærde, hvori der er plantet pil eller poppel. Haven er stadig opdelt i tre dele, hvor hver del er opbygget af firkantede bede med kantbeplantning og helt uden græs.
I begyndelsen af 1800-tallet avlede fynboerne ifølge Begtrup mere i deres haver end sjællænderne, og det var medvirkende til, at de var bedre stillede økonomisk. Endvidere siger han, at de fynske haver var godt passede. En anden kilde siger i 1823, at der i de seneste 10-15 år er blevet anlagt mange velanlagte og smukt vedligeholdte urtehaver, der giver et godt udbytte. Samtidig var der mange steder på Fyn så stor avl af forskellige haveprodukter som Kirsebær, Humle, Kommen, Sennep, Peberrod og æbler, at det i kilderne bliver regnet som industrigrene, og det er derfor ikke egentlige haver. De vil derfor ikke blive behandlet i denne artikel.
I kålgården var Grønkålen stadig den mest dominerende plante, men der blev dyrket mere Hvidkål end tidligere. Fra både Ærø og Tåsinge bliv der solgt Hvidkål til andre egne.
På dette tidspunkt kom der Kartofler i haverne, men endnu ikke alle steder. I 1820 siges fra Tåsinge, at der var 10-12 gårde, der lagde 20-30 tdr Kartofler, mens de øvrige kun lagde nogle få tønder og adskillige slet ingen. Også husmændene havde Kartofler.
Rødbeder var blevet ganske almindelige, og til slutningen af 1800-tallet var det den eneste konserverede grøntsag. I mange haver var der også kommet Jordbær, men der var kun få i hver have, og de blev kun brugt friske.
Også Bønner vandt indpas. De fleste blev brugt som brune Bønner, men der blev også spist snittebønner. Endelig blev der også dyrket lidt Gulerødder og Ærter og nogle få Porrer.
I begyndelsen af 1800-tallet begynder man at anlægge direkte prydhaver. Det var et led i den mere prestigegivende anlæggelse af hele gårdsanlægget, der begyndte i denne periode. Haven var ved at tage form som en have til at vise frem for gæster.
De firkantede bede blev gjort større, og der blev ofte anvendt Buksbom som kantplante. Afklippet Buksbom blev også brugt til at binde kranse af, og i Sallinge og på Avernakø blev kviste af Buksbom majdags aften (30.4) stukket op i tagskægget over døren.
En af de nye blomsterplanter er Landløber. Den kommer oprindelig fra Peru, og bliver helt almindelig i landbohaver. Flere steder blandt andet på Langeland bliver den kaldt Stavrenakke, der refererer til, at den ikke udsprungne blomst minder om en kroget kølle til at banke gærdestave i jorden med.
Der blev de fleste steder ikke givet penge ud til frø eller planter, i stedet blev planterne formeret ved at tage stiklinger eller frø. På dette tidspunkt blev der også ofte plantet vilde planter ind i haverne som Dansk Ingefær, Liljekonval, Storkonval og Iris. Ligeledes kom forskellige liljetyper med i plantesortimentet.
Der var mange duftplanter som Balsam, Lavendel, Reseda og Ambra. Sammen med rosenblade blev de brændt af på ovnen for at overdøve den ildelugt, der ofte var i stuerne. De blev også brugt til at lægge i salmebogen ved kirkegang, så der var lidt behageligt at lugte til under den lange gudstjeneste.
De største ændringer skete i abildgården eller frugthaven. Der blev plantet mange flere frugttræer, og de var af bedre kvalitet. Frugthaverne var med til at give kulturlandskabet med de nyudflyttede huse og gårde et helt andet præg med »Afvexlende Naturskjønheder«. »Hvad der må fryde rejsende her på selve øen, er dels synet af frugttræerne, der om foråret forlyste ved deres blomsters brogede farver og behagelige lugt, og om efteråret bugner under vægten af herlige frugter« siger præsten F C. Lund i 1823 om Tåsinge.
Nødder fandt vej til haverne, og Valnød, der havde været kendt i større haver og i byerne, blev også plantet i bondehaverne. I frugthaven kom der flere frugtbuske, og man begyndte så småt at koge mere ribssaft og -gelé, der blev gemt hen.
På denne tid var Morbær på retur i de københavnske haver, hvor det tidligere havde været et modetræ. Til gengæld blev det plantet i adskillige fynske haver, vistnok indført fra hertugdømmerne. Morbær trives særlig godt på øerne på grund af det mildere klima.
I den forløbne periode skifter haven helt karakter. Slutningen af 1800-tallet var generelt en fremgangsperiode for dansk landbrug, og mange steder blev der opført nye stuehuse. Det kom til at betyde, at haven blev lagt om. Den gamle opdeling i prydhave, køkkenhave og frugthave blev bibeholdt, og ofte blev de enkelte dele adskilt af hække eller af rækker af frugtbuske.
På gårdene blev havens areal meget større og tit kunne gårdmandskonen dårligt få haven stor nok. Det var blevet muligt at holde den store have, fordi der var piger på gården, der kunne være med i havearbejdet, og fordi det var muligt at afse tid dertil, efter mange af de tidskrævende kvindearbejder såsom rugbrødsbagning og smørkærning var ophørt.
Prydhaven blev opbygget som ét stort rum med mange forskellige detaljer, og selve anlægget var symmetrisk omkring en midterakse. Ofte blev der lavet et rundt bed midt i haven, hvor der blev sat en flagstang, hvorom der blev plantet sommerblomster, såsom Petunea og Asters.
Det gamle ord kålgård bliver ikke længere brugt, i stedet taler man om køkkenhaven, den er blevet væsentligt større, og der bliver dyrket væsentligt flere urter.
Et stort areal blev udlagt til kartofler, der var blevet hverdagskost i alle familier. Ofte havde man yderligere et stykke med kartofler i marken. Der blev hvert år sat mange kålplanter, og nu var der også kommet Rødkål til. Også Løg og Porrer, var der mange af, kun Hvidløget var forsvundet. De traditionelle suppeurter, Gulerod, Selleri og Rodpersille, fandtes i enhver have, da de let kunne vinteropbevares i kule, stald eller kælder i baljer med sand. Bladpersille, der i dag er den mest anvendte krydderurt, var kommet til i den forløbne periode. Ærter og Bønner var der stadig en del af, men den eneste måde, de blev konserveret på, var ved tørring.
Radise og Ræddike havde været kendt i Danmark i flere hundrede år, men blev først almindelig i de fynske landbohaver efter 1860. I en del haver kom der ligeledes Asparges, der havde været kendt i købstæderne siden 1700-tallet.
Som ovenfor nævnt blev prydhaven også lagt helt om, og den blev meget, meget større. Mange af bedene var runde, nyreformede eller med andre former for rundede kanter. Der blev stadig anvendt kantplanter til at afgrænse bedene med, og Buksbom var det mest anvendte.
Et helt nyt træk i haven er græsplænerne; ikke så store som i dag, og ikke anlagt for at man skulle opholde sig på dem, men som et grønt element i havens billede. Græsset var forholdsvis langt, fordi det skulle slåes med le, og det var mændenes arbejde at slå græsset. Der kunne ofte opstå et modsætningsforhold mellem mandens og konens interesse for, hvor meget græs der skulle være.
I de store haver blev der nu plantet prydtræer, der blev placeret symmetrisk i forhold til havens midterakse. Det kunne være nåletræer som Thuja, Kristtorn eller Rødtjørn.
De store og smukke Blodbøge, som ofte står plantet i plænen ved gårdene, blev også plantet på dette tidspunkt, og et træ som Lind blev sat, enten som skyggegiver eller som et lindelysthus.
Lysthusene var fint klippet og vældig smukke, men i virkeligheden blev de ikke anvendt ret meget, selvom de i erindringen står som noget af det mest romantiske i haven. Lind blev også plantet foran huse og gårde ud mod vejen, og de blev ofte figurklippede. Der eksisterer stadig en del af disse figurklippede lindetræer på Langeland.
På Fyn er der gamle traditioner for at brug Lind, idet den ofte er blevet brugt som bystævnetræ. En del af disse står endnu, for eksempel i Davinde og i Marslev. Marslevs Lind er Plantet i 1816.
Hidtil havde man mest samlet nødder fra hegnene, men nu blev der i baggrunden af haven ofte plantet en nøddegang. Kristine Reimers beskriver den således fra Nordfyn: »Der hviler en vis glans over de lukkede nøddegange, som både i virkeligheden og i poesiens verden hører sammen med gamle præstegårds- og herregårdshaver til under navne som Filosofgangen, Den Mørke Gang eller Kærlighedsstien«.
Der blev plantet mange blomstrende buske såsom Jasmin, Forsythia og Hortensie. Hortensie var en modeplante i slutningen af 1800-tallet og et stykke ind i dette århundrede, og den blev plantet i uhyre mange landbohaver, hvor der stadig står adskillige af dem. Den har ofte kunnet overleve, fordi den også trives i halvskygge under træer, der med tiden er blevet store. Hortensie er både blevet kaldet en livsplante og en ulykkesplante! Livsplante fordi dens farveskift symboliserer menneskelivet: Først er planten grøn som barndommen, dernæst rosa eller lyseblå som ungdommen og manddommen, atter grøn (gamle bliver ofte som børn) og til slut vissenbrun som døden. Ulykkesblomst er den blevet kaldet på Fyn, fordi den varslede død, hvis den kom ind i huset, eller hvis den blev foræret væk.
Et andet modefænomen var grønne planter, der blev valgt på grund af bladens former og farver, såsom Bregner og forskellige Hosta’er. De blev plantet på skyggefulde steder i haven, ofte langs husmuren.
De mange blomster blev sat i staudebede, der enten blev placeret i siden af haven eller for enden. Der var mange forskellige stauder, men en del af de gamle og mere undseelige duftplanter forsvandt.
Georginer eller Dahlia, som de hedder i dag, kom til Danmark i 1810 og vandt efter 1850 hurtigt indpas i landbohaver. Sammen med Asters, Margeritter og Phlox var de nogle af de mest yndede blomster, der blandt andet blev brugt til at pynte op til høstfesten med. En staude som Løjtnantshjerte kom først til Danmark i 1849, men var på få årtier helt almindelig.
Endelig blev der plantet mange roser. Der var kommet rigtig mange forskellige roser i handlen, og man kunne få roser til næsten enhver placering: som espalier, som slyngrose op ad en væg, som lave roser til et bed eller som store solitærbuske. Det var meget moderne at lave jernbuer eller -treben, op ad hvilke slyngroserne klatrede. Mange af roserne var fyldte, og de havde for det meste en pragtfuld duft. Roser som Henri Martin, Gerbe Rose, Maiden Blush, Souvenier d’Alphonse Lavallée, Ghislaine de Fenigonde og Gloire de Dijon var alle i handlen omkring århundredskiftet.
Roserne var okkulerede og måtte købes i en planteskole. I det hele taget skulle mange af de nye planter – buske såvel som træer – købes. Ændringen i samfundet fra en naturalieøkonomi til pengeøkonomi slog også igennem i haverne.
De gamle frugttræer var blevet for gamle, og der kom nye og bedre sorter frem. Der skete derfor en meget stor udskiftning af frugttræer. Samtidig var der blevet fremavlet myriader af forskellige æblesorter på Fyn i sidste halvdel af 1800-tallet, nogle bedre end andre, og mange af disse sorter forsvandt relativt hurtigt igen. Frugten indgik i meget større grad i den daglige husholdning, og der blev konserveret en del. Henkogning var dog endnu ikke almindelig, det kom først til i 1920-erne.
Den gamle skik med systematisk at indsamle vilde bær i skov og hegn blev fortrængt af de mange forædlede frugtbuske, der blev plantet i haverne. Således kom der både Hindbær og Brombær, og de blev netop almindelige omkring 1890. På Brenderup-egnen blev der yderligere dyrket mange Hindbær til afsætning.
Også Solbær blev nu almindelige, og der kom mange buske af hver slags i haven. Hvide Ribs havde været kendt igennem århundreder, men kom på mode som et kuriosum, der samtidig krævede mindre sukker end de røde Ribs.
En så almindelig plante som Rabarber kommer også først i sidste halvdel af 1800-tallet.
Det vi i dag almindeligvis betragter som den gamle landbohave er netop haven fra 1890-erne. I alle de erindringer og monografier, der stammer fra den tid, bliver haven meget ofte beskrevet som et sted, hvor man var sammen med gæster, og hvor man nød duften og synet af de velpassede planter. Den ny type have var blevet et repræsentativt rum på linie med stuehusenes mange ny stuer, der var indrettet i klunkestil.
I den mellemliggende tid blev landbohaverne endnu en gang lagt om. Da der ikke længere var piger på gårdene, blev det umuligt for en enkelt person at holde bede og revne grusgange, og derfor blev mange af haverne ændret i løbet af 1960-erne og 1970-erne. Det store areal blev dog bibeholdt. I mange tilfælde havde man en havebrugskonsulent til at tegne den nye haveplan, og uheldigvis havde kun ganske få af dem veneration overfor de gamle haver og deres beplantning. Derfor blev det meste ryddet og nyt plantet.
De skuffede og revne gange er væk og ligeledes de mange mindre bede, men haven bliver stadig beplantet som ét stort rum, der kan overskues fra stuehuset. I den største del af haven blev der sået græs, og langs siderne blev der lavet bede. Kanten mellem græsset og bedene blev buet, og man gik helt væk fra kantplanter. De store græsplæner var det letteste at passe efter at man fik motoriserede græsslåmaskiner.
Beplantningen skiftede karakter i og med, at der blev plantet vældig mange stedsegrønne nåletræer og -buske samt mange forskellige blomstrende buske. Det var væsentligt at dække så stor en del af jorden som muligt for at lette vedligeholdelsen, og det blev gjort med krybende stedsegrønne planter som Vinca. Gårdmandskonen har måske arbejde uden for hjemmet og skal i modsætning til sin bedste- og oldemor klare alt arbejdet i huset og haven alene; kun til hækklipning og græsslåning får hun hjælp af manden.
Der er stadig mange blomstrende stauder i en farve- og artsrigdom, der næsten er ubeskrivelig. De gamle stauder findes også, men en del af dem i mutationer med fyldte blomster, og hvert eneste år kommer der ny stauder og sommerblomster frem.
Haven bliver også brugt på en anden måde, idet man nu opholder sig meget mere udendørs. Fra en af stuerne er der blevet gennembrudt en havedør og opført en terasse udenfor stuehuset. Selv om man ikke sidder så meget ude som folk, der bor i parcelhus, er der alligevel blevet behov for en siddeplads og for direkte adgang fra huset til haven. Som en kompensation for de forsvundne blomsterbede, er der nu ofte potter og krukker på terassen med sommerblomster. De er lettere at holde her end i et bed.
I modsætning til prydhavens areal, er køkkenhaven blevet væsentligt reduceret, idet der nu kun skal bruges grøntsager til at dække kærnefamiliens behov. De store ændringer, som konserveringsmetoderne har gennemgået, har også resulteret i, at der bliver dyrket andre vækster end tidligere, for eksempel mange flere Ærter og Bønner, der nu kan komme i fryseren. Den har også resulteret i, at der bliver dyrket mange flere Jordbær.
I nyere tid indgår også Agurk og Tomat i afgrøderne og ligeledes Salat.
Haven har ændret karakter flere gange i den forløbne periode. Den vil altid tilpasse sig de vekslende krav i tiden, såvel i sin ydre form som i sit indhold. Hvem ved, måske vil vi om en række år igen få en meget mindre landbohave end nutidens?
