Som særegent for Langeland kunne de Straahatte betragtes, Fruentimmerne her alle bære. Disse Hatte forfærdiges i Rudkjøbing. Madame Andersen leverer de fineste. Prisen er 2 Rbd. Mellemsorten koster 1 Rbd., og det simpleste Slags 4 Mk. Af sidste to Sorter blive ogsaa mange forfærdigede i Clausebølle (Tullebølle Sogn) og baarne omkring paa Landet til Salg. Hattene gjøres af Hvedestraae, og ere ganske underkastede Modens Luner«. Således står der at læse i C. Dalgas’ amtsbeskrivelse for Svendborg amt fra 1837[1]. Med andet udgangspunkt skal jeg forsøge at belyse de hævdede synspunkter om det særegne for de langelandske kvinders hovedbeklædning og om tilvirkningen, der endog skulle have givet anledning til eksport.
Holder man sig ikke snævert til Danmark endsige Langeland, kan stråhatte som kvindelig hovedbeklædning følges langt tilbage i tiden. Det er ikke meningen her at forsøge en oversigt i tid og rum af fænomenet, men blot at trække de nødvendige paralleler til belysning af det danske fænomen.[2] Et nylig udsendt modeleksikon[3] hævder, at helt fra 1500 årene omtales stråhatte for Tysklands og Italiens vedkommende, som bønder og bondekoner i de to lande bærer ved markarbejdet som beskyttelse mod solen, men tilføjer forfatteren: »Die feinere Mode lehnte jedoch noch lange Zeit hindurch Strohgeflechte als Hutmaterial ab und bevorzugte textile Materialien . . .« I England kan stråhatte følges tilbage til slutningen af middelalderen og synes at have været i brug både i købstæder og på landet både blandt folk af stand og blandt jævne folk, og tilsvarende har forholdene været i Svejts, selv om stråhatte ikke her kan følges så langt bagud i tid.[4] I Danmark synes stråhatte at have været en undtagelse såvel hos mænd som kvinder ialtfald hos bondebefolkningen. Hovedbeklædningen hos den kvindelige del af bondestanden har — bortset fra ganske enkelte eksempler — været huen, og selv til ganske bestemte arbejdsdragter som høstdragter, hvor stråhatte ville forekomme naturlige, synes de at være undtagelsen. Som en generel karakteristik af den almene tilstand kan vistnok anføres kredslæge Møllers ord: »(I høsttiden) tog man derfor heller ikke den varme, tørklædeomvundne Hue af, men beskyttede sig mod Solens Brand ved ovenpaa Huen at anbringe en »Solhat«, d. e. et stort, aflangt Stykke Pap med afrundede Hjørner; den kunde være uden Dekoration eller overtrukket med blomstret Kattun eller malet . . . Den holdtes fast ved et Par Baand, der knyttedes i Nakken. Saadanne Solhatte var iøvrigt i Brug over hele Sjælland for omkring 100 Aar siden . . . Senere (efter 1850) erstattedes de af »Helgolænderen« . . . .«[5]
Også for Fyns vedkommende holder dette stik. Fyn synes endog at have været et af hovedcentrerne for fremstillingen af de malede »solhatte«. Således skriver Junge[6], at »paa Fyn blev Ane Marie i 1795 offentlig belønnet for at have forfærdiget 900 af de malede og fernisserede Pap-Soelhatte, hvormed den fynske Bondekarl sædvanlig giør sin Kiereste den første Present«, og ikke få solhatte af den nævnte type opbevares på danske museer, mærket med fremstillingsstedet Flemløse. I den nævnte fynske landsby lever endnu traditionen om solhattetilvirkningen, der var organiseret håndværksmæssigt, ligesom man véd at fortælle om afsætningen af de færdige hatte, der bl.a. solgtes til store dele af Jylland.[7]
Hvordan skal da Langelands særstilling forklares? Hvor gammelt fænomenet er på øen, kan endnu ikke oplyses. Det ville bl.a. kræve en omfattende gennemgang af langelandske skifter, som kun er foretaget for få år. Måske skal skikken at bære stråhat forklares ved Langelands handelsforbindelse med Nordtyskland og hertugdømmerne, hvorom Begtrup bemærker: »I September reise alle Kjøbmænd (fra Rudkøbing) til Lybeck, hvor der indkjøbes alt hvad der behøves i Handelen … I Lybek kjøbes ikke alene alle Slags Nødvendigheder, men endog Luxus Vare, der i Kjøbenhavn kunde bekommes baade for bedre Kjøb og bedre Bonitet . . . «[8] At stråhatte også har været indbefattet i disse indkøb, fremgår af en indberetning fra sognepræsten i Humble 23/1 1826 om husfliden i sognet.[9] Han siger her om forfærdigelsen af de stråhatte, »som Almuens Fruentimmer her almindelig bruger, men som for noget over et Decennium siden næsten alle bleve indførte fra Lübeck (og Holsteen)«, at den nu er så almindelig, at den ikke længere kan betragtes som nogen særskilt industrigren.
Denne handelsforbindelse var velkendt. Således oplæstes ved mødet i det Fyenske patriotiske Selskab 18/11 1812 et brev fra skolelærer Friderichsen i Tranekær med redegørelse for husflidsvirksomheden på Langeland. Her kom han også ind på en omtale af stråhattetilvirkningen, som allerede da var i gang på øen, hvor – som han siger – »Almuens Børn finde særdeles Fornøielse i dette Haandarbeide, da det er en gammel Mode paa Langeland, at Almuens Fruentimmer bruge Straahatte isteden for Solhatte og Kyser. Disse Straahatte ere forfærdigede af uspaltede Straae, forhandles af Kræmere i Rudkjøbing, som tilforhandle sig dem fra Provstiet i Holsteen«.[10]
At en almindelig udbredelse af stråhattetilvirkningen skulle have bevirket, at den ikke længere kunne betragtes som en særskilt industrigren, forekommer som en modsigelse, men trods det indeholder den anførte og indberetningerne iøvrigt så mange reale oplysninger om denne bestemte gren af den langelandske husflid, så det vil være muligt at tegne et omrids af den. Det må dog indledningsvis bemærkes, at præsternes svar på det stillede spørgsmål er af varierende godhed både indbyrdes og for den enkelte præsts vedkommende fra år til år. Ofte nøjes man med at henvise til en embedsbroders besvarelse, eller besvarelsen sammenfattes for visse år så summarisk, at der intet kan bygges derpå. Heller ikke har alle hvert år gjort sig den ulejlighed at svare, måske ud fra den betragtning, at forholdene var uændrede.
Man må gå ud fra, at de tidligste besvarelser forsøger at give udtømmende besked om det stillede spørgsmål, så langt præsternes viden rakte. Tager man derfor indberetningerne fra 1819 for sig, oplyser sognepræsten i Humble, at i sognet findes ingen særskilt industri »undtagen Straahatte Fletning, hvormed adskillige i Sognet beskæftige sig«, og sognepræsten i Rudkøbing, at »Straaehatte-Fabricatjon er den eneste Industrie, som uden for de sædvanlige Professjoner, drives i Rudkjøbing«. For de følgende tre år mangler indberetningerne fra en række sogne. Fra Rudkøbing indberettes dog stråhattetilvirkningen hvert år og fortsætter dermed regelmæssigt indtil 1835. Derefter er der et spring indtil 1842, hvor der for dette og det følgende år påny berettes om tilvirkningen med udtryk, der gør det klart, at tilvirkningen har været i gang i hele periodem.
Gennemgås indberetningerne år for år, dukker stadig nye sogne op som tilvirkningssteder for stråhatte for at kulminere med året 1836, hvor ikke færre end 8 sogne med tilliggende 2 annekssogne registreres. I 1822 meldes fra Simmerbølle, at enkelte har været beskæftiget »med at flette Straaehatte ligesom de forrige Aaringer«. 1824 kommer Lindelse med, 1830 Longelse sogn, hvor stråfletning drives i Fuglsbølle skole, og i 1836 foruden de allerede nævnte Magleby, Tryggelev med annekssognet Fodslette, Tranekær med annekssognet Tullebølle og Bødstrup. Hermed er alle de sogne anført, hvorom indberetningerne direkte angiver, at der finder tilvirkning af stråhatte sted.
Den anførte fortegnelse samt indberetningernes ordlyd lader formode, at den hjemlige tilvirkning stadig er øget. Ovenfor er citeret Humble-præstens udsagn fra 1826. I sin indberetning for året 1826 uddyber han sine kommentarer ved at skrive, at »Hatte af Straa til daglig Brug forfærdiges her i Sognet, som overalt paa Øen, hvor denne Art af Haandarbeide nu i 15 a 16 Aar har været indført og er bleven mere og mere almindelig«. Og fra Rudkøbing lyder kommentaren for 1824 og 1827: »Straaehatte, som i ei ubetydelig Mængde her fabrikeres« og »den særskildte Industrie, der i Rudkiøbings Skoler af Pigebørnene, uden for Skoletiden, drives, bestaaer i Fabricatjonen af Straahatte, hvoraf saare mange forbruges her paa Landet«. Baggrunden for den stigende produktion forklares i kommentaren sammesteds for året 1835: »I Rudkøbing drives, foruden de i Kjøbstæder sædvanlige Industrigrene, ogsaa den: at en Art simple Straahatte forfærdiges til Fruentimmer, og afsættes i stor Mængde her paa Øen, hvor denne Hovedbedækning er bleven national for Almuen«. Udtalelsen falder helt sammen med oplysningen i Provincial-Lexicon over Danmark[11], hvor det om Langeland hedder: »Huusfliden er meget roesværdig . . . Ogsaa er Fletning af Straahatte – uden en saadan sees sjelden end ikke den ringeste Kone eller Pige — en vigtig Industri-Green paa Landet«.
Disse udtalelser er imidlertid ikke de eneste vidnesbyrd om den hjemlige tilvirknings stigende betydning. Den viser sig også derved, at tilvirkningen rationaliseres. Allerede i 1812 var man i gang med at ophjælpe den.[12] Grev Ahlefeldt Laurvig tilbød at betale omkostningerne ved oplæring i stråfletning, og man sendte da en pige til lærer Frederik Andersen i Nøbbet på Lolland, hvor hun opholdt sig i 3 måneder. Efter hjemkomsten underviste hun pigebørn i stråfletning til hatte. For at få et finere materiale beskæftigede man sig meget med at finde frem til et spaltejern og »gjorde det til en Priisopgave for Fleres Kappelyst«. En smed i Rudkøbing leverede et hjemmegjort spaltejern, som var »om ikke ganske ubrugeligt, dog langt fra ikke fortrinligt«. Et langt bedre fik man fra sadelmager Dalbek ved Langelands ridende jægerkorps. Man var klar over, at der anvendtes spaltejern ved de eksisterende stråfabrikker, men antog — som det nedenfor fremgår med rette — at det ville være vanskeligt at få lov at kopiere dem.[13]
En arbejdsdeling omtales tidligst i indberetningerne fra Rudkøbing, hvor stråhattetilvirkningen i 1821 »drives af adskillige, tildeels ved fattige Børns Hjelp«. I 1820 er stråfletningen omtalt udført af »unge Piger«. I 1827 forklares stråfletningen at foregå i Rudkøbings skoler af pigebørnene uden for skoletiden, mens den i det følgende år for Fuglsbølles vedkommende finder sted i skolen og måske også i skoletiden. Ialtfald forsøgte man i denne tid på Fyn at kombinere lektielæsning med håndarbejde. Det mest udbredte var at vænne børnene, såvel drenge som piger, til at strikke strømper og handsker samtidig med undervisningen, men visse steder forsøgte man altså med stråfletning. Adskillige lærere og præster var stærkt optaget af eksperimentet, mens andre med pastoren i Simmerbølle må fastslå, at i sognets skoler drives ingen »Industriegreen, thi Skoletiden er knap nok endda«.
Tager man indberetningernes udsagn under ét, viser arbejdsdelingen sig på den måde, at selve fletningerne, hvoraf hattene fremstilles, tilvirkes af børn og unge mennesker, hovedsageligt piger. Det er nævnt, at denne tilvirkning foregår i skolerne enten i selve skoletiden eller senere, og at husflidsinteresserede lærere virker som vejledere. Efterhånden som tilvirkningen vokser, overtages instruktionen af andre, der i regelen samtidig udgør sidste led i produktionsprocessen. Allerede i 1834 meddeles fra Longelse sogn, at »nogle Skolebørn arbeide med Straaefletning og nogle Voxne sye Straaehatte«, og året efter oplyses fra Lindelse sogn, at her »opholder sig et Fruentimmer, der driver Straaehatte-Fletning som Næringsvei og oplærer flere unge Piger i Samme«. Sandsynligvis er hun identisk med den jomfru Hansen, der omtales flere gange fra året 1837 og fremefter. I 1837 hedder det således: »I Lindelse Sogn ere der fleere Familier, som lade deres Børn oplære i Straae-Hatte Fletning under Anviisning af en Jfr. Hansen, til hvem de og afsætte deres Arbeide for en vis Betaling«.
Denne måde at organisere tilvirkningen på er velkendt fra udlandet, hvor traditionen er betydeligt ældre end på Langeland.[14] Det må betegnes som et slags forlagssystem, selv om vi endnu ikke kender opbygningen i alle dens led. Således savner vi efterretninger om, hvordan afsætningen til kunderne fandt sted. Indberetningerne tillader kun at følge processen indtil det færdige produkt, men herom findes endnu et par oplysninger udover de allerede meddelte. Fuglsbølle i Longelse sogn er allerede nævnt et par gange. Her synes tilvirkningen at have været livlig takket være skolelærer Jacobsen, der — som det hedder for 1835 — »med sine egne Børn har først givet Exemplet og siden Undervisning«. Resultatet var i det nævnte år, at »adskillige snilde og hændige Skolepiger syer Stråhatte hjemme af den Fletning, som de mindre Børn forfærdige«. Rundt om i sognene sad en del familier, der flettede strå og forfærdigede hatte deraf med salg for øje, hvad enten de så havde en fast aftager eller de selv opsøgte kunderne. Den del af befolkningen, der har givet sig af med tilvirkningen, er nok mest husmandsfamilierne og enligtstillede kvinder. Indberetningerne går desværre kun i enkelte tilfælde ind på spørgsmålet. For 1836 oplyses fra Simmerbølle, at stråhatte flettes i adskillige huse, og samme år fra Bøstrup, at »et Fruentimmer, som formedelst Svaghed ej kan tjene, nærer sig med at forfærdige og vaske Straahatte, som af Fruentimmerne her bruges meget«. At det for Simmerbølles vedkommende virkelig drejer sig om husmandsfamilier, fremgår af indberetningen for 1839, hvor det hedder: »I Simmerbølle Sogn er i afvigte Aar ligesom før af enkelte Huusfolk og Indsiddere gjort Straahatte til Salg«. Tilsvarende oplysninger vil kunne fremdrages fra enkelte andre sogne og for Rudkøbings vedkommende fremhæves, at flere lever af stråfletning.
Det ville være af interesse at få disse mere tilfældige oplysninger om stråfletningens sociale placering og talmæssige omfang belyst af andet materiale. En gennemgang af folketællingslisterne fra 1834, der falder på et tidspunkt, hvor tilvirkningen synes at have blomstret, giver desværre kun magre oplysninger herom. Det var vel kun, hvad man kunne vente. Kun ganske få har ernæret sig udelukkende af stråfletning eller hattefremstilling, mange, for hvem det var en mere eller mindre vigtig indtægtskilde, rubriceres som daglejere eller husmænd eller under karakteristikken: »nærer sig ved håndarbejde«. For landsognenes vedkommende har folketællingen i alt fem familier, hvor stråhattetilvirkningen drives. I Klausebølle by, Tullebølle sogn, bor i hus nr. 71 to daglejer- og indsidderfamilier. Heraf består den ene af mand, kone og fire mindreårige børn. Men desuden holder tre ugifte piger, Anne Dorthea Hansen, 23 år, Anne Kirstine Rasmussen, 16 år, og Johanne Margrethe Larsen, 16 år, til i huset. Deres stilling i husstanden er ikke angivet, men de ernærer sig alle af at flette stråhatte. I Humble Koehauge, Humble sogn, fæstehus nr. 51 boede flere familier bestående af almisselemmer, daglejere og spindersker. Blandt dem var en daglejer og almisselem med kone og 5 børn i alderen fra 1-14 år. Desuden levede i familien en 34-årig ugift pige, Maren Elisabeth Andersdatter, der var almisselem og syede stråhatte. I Vindeby, Lindelse sogn, holdt to husmandsfamilier til i hus nr. 74. Deraf var den ene brolægger, den anden anføres som husmand, der fletter stråhatte. Det er Niels Peder Jensen, 28 år, hvis familie består af en jævngammel kone, en datter på 2 år og en 17-årig tjenestepige. I samme sogn men i Hårslev by boede enken Maren Sophie Pedersdatter, 56 år, i hus nr. 18. Hun angives at leve af sin jordlod. Hendes 24-årige datter, Karen Jensdatter, fletter og syer hatte, og i huset bor ligeledes datterens forlovede, der er rokkedrejer og tækker. Endelig bor i Hennetved, hus nr. 29, Jens Hansen, 40 år, der er inderster og stråhattearbejder, med sin 54-årige kone og en 18-årig datter samt Inger Jørgensdatter, 16 år, der »tjener, for at leve, at gjøre Straaehatte«. Den jomfru Hansen, der omtales i præsteindberetningerne, holder til i Pallehuset, nr. 29 i Hårslev by. Husstanden består af Hilleborg Hartvigsdatter, 62 år, enke, der lever af syning, spinden m. v., Lisbeth Sophie Jørgensdatter, 79 år, almisselem, jfr. Anne Kathrine Hansen, 34 år, ugift, ernærer sig med at forfærdige hovedtøj m. v., hendes pige, Christine Christensdatter, 16 år, og Marie Margrethe Hansdatter, 45 år, der er enke og ernærer sig af at spinde m.v. Havde man ikke præsteindberetningernes oplysninger, turde man ikke slutte af folketællingens ord, at jomfru Hansen gav sig af med at forfærdige stråhatte, endsige at hun underviste heri og aftog de færdige fletninger til videre forarbejdelse.
Efterprøver man indberetningernes udsagn om, at flere i Rudkøbing lever af stråfletning, med folketællingens oplysninger, kommer man til samme resultat som ved landsognene. Kun ganske få opføres som tilvirkere af stråfletning eller -hatte. Det gælder for Smedegade nr. 125, hvor der bor tre familier. Her ernærer Bodil Cathrine Hansen, der er 52 år og separeret, sig ved strafletning. Husstanden består yderligere af en 21-årig tømmermand, en 17-årig tjenestepige og husmoderens søster, der er 61 år. I Østergade nr. 60 bor to familier. I den ene drives stråfletning. Husstanden består af et ældre ægtepar på henholdsvis 70 og 68 år, et 33-årigt kvindeligt fattiglem samt to 24-årige kvindelige logerende, hvoraf Jacobine Jeang angives at flette og sy stråhatte. Endelig bor i Kirkestræde nr. 36 litr. A den 60-årige Anders Nielsen, der kaldes stråhattefabrikant, med sin 43-årige kone, to tjenestepiger, en kvindelig slægtning og et 10-årigt plejebarn for fattigvæsenet. Der er ingen tvivl om, at rundt omkring i huse, hvor man »nærer sig ved håndarbejde«, har stråfletning været drevet, men flere oplysninger er altså ikke at hente i folketællingen.
Om Anders Nielsen med den imponerende titel kan dog bringes nogle enkeltheder[15]. 1822 møder han for rådstueprotokollen og erklærer at være sømand men for tiden uden anden borgerlig næring end den, »som hans Kone driver med at sye nye Hatte og reparere gamle af Straae for Fruentimmer«. 1829 15/12 begærer han at erholde borgerskab på stråfletning i byen, som tildeles ham. 1835 13/1 får han det udvidet med værtshushold, så det er nok hans yngre kone, der bestandig har været den egentlige stråhattefabrikant. Ingen af de to virksomheder viste sig lukrative i det lange løb. 1852 26/2 meldes værtshusholder Anders Nielsen død uden at efterlade sig noget, »da han har nydt Understøttelse af Fattigvæsenet«.[16]
De anførte indberetninger om husfliden på Langeland har sat grænsen for nærværende undersøgelse. Det ville være af interesse at efterspore, hvor længe den lokale tilvirkning holdt sig, men her kan kun en enkelt oplysning anføres. Den findes på Langelands Museum, Rudkøbing, og skyldes fru Kristoffer Gaarde, Rudkøbing, der tidligere boede på Bagenkopegnen.[17] Jakob Jensens kone lavede omkring 1880-90 hatte af strå, vistnok kun damehatte. På det tidspunkt boede familien i Bagenkop og var meget fattig; manden ernærede sig ved dagleje og som spillemand. Om fremstillingsmåden kunne fru Gaarde intet oplyse, blot vidste hun, at enkelte småbønder på egnen såede »sommerrug«, hvoraf stråene blev brugt til hattene. Almindelige rugstrå var ikke anvendelige.
De anførte oplysninger tyder på, at det endnu skulle være muligt at få fat i den sidste ende af den langelandske stråhattetilvirkning. Her skal nu ganske kort undersøges, om stråhattetilvirkning udelukkende er et langelandsk fænomen, eller om det også har forekommet andetsteds i Danmark. Opmærksomheden vil først og fremmest være vendt mod den produktion, der fandt sted med henblik på landbefolkningen. Problemstillingen er en noget anden, i det øjeblik det drejer sig om købstadsbefolkningens brug af stråhatte, selv om det ikke skal nægtes, at en påvirkning fra det ene område til det andet finder sted.
I Napoleonstiden var tilvirkning af stråhatte som andre produktioner på basis af hjemlige råstoffer genstand for samfundets opmærksomhed. Som et udtryk herfor må ses det indlæg i Handels- og Industrietidende, 1803,[18] hvor der gøres rede for arbejdsprocessen ved tilvirkning af stråhatte i Italien, Svejts og Frankrig med begrundelsen: »Da vi nu har en Straahatte-Fabrik i København«. Den nævnte kortfattede redegørelse følges op af en langt udførligere i samme skrift 1813.[19] Også her er begrundelsen Hr. Hinrichsens fabrik i København, der »udmærker sig ved Arbeidernes Mængde og derved, at den ene forbruger, endog til det fineste Arbeid, dansk Straa, flettet med danske Hænder«. Allerede på dette tidspunkt var tilvirkningen taget op af andre. Så tidligt som i 1802[20] tildelte Landhusholdningsselskabet 3 søstre i Stavanger sølvmedalje for forfærdigelse af stråhatte af norsk strå, og i Danmark udsatte Det oekonomiske Selskab for Aarhuus Amt i sin præmieliste for 1810 og 1911 en belønning på 15 rdlr. til »det Fruentimmer af Aarhuus Amt, som inden den iste August 1811 foreviser den bedste Straaehat, der beviislig af hende selv er forfærdiget«.[21] Året efter kom Fyn med, idet pastor Schiødt i Højrup tilstillede Det Fyenske patriotiske Selskab et forslag om at tildele en husmand Christian Rasmussen, Ulbølle, en opmuntringspræmie »for nogle af Halmstraae og Seilgarn forfærdigede Hatte«.[22] I selskabets møde 29/1 1812 vedtog man at vente med belønning, indtil han »ved længere Øvelse i dette Arbeide havde forfærdiget et større Antal, helst af et finere Material, saasom Avenestraae, og afsat dem til en med Materialets Kostbarhed passende Priis«.[23]
Disse sparsomme tilløb frugtede dog ikke meget. Der manglede undervisning i tilvirkningen og organisation af produktionen. Allerede i 1809 havde forvalter J.L. Tommesen, Frijsenborg, lovet at skaffe underretninger til veje fra de københavnske stråhattefabrikker. Det glippede i første omgang; først en henvendelse til General-Land Oeconomi og Commers-Collegiet bevirkede, at en af de københavnske stråhattefabrikanter besvarede visse, men ikke alle spørgsmål om processen. Tommesen så da ingen anden udvej for »Straae Fabricationens Forplantelse paa jydsk Grund end at antage oplærte Folk«.[24] Dette er oprindelsen til den fabrik for stråhatte i landsbyen Hammel, der kom i gang ved denne tid, og hvor Tommesen beskæftigede skolebørn med fletning og kvinder med syning.[25] I 1813 fik Tommesen og købmand Meulengracht kgl. privilegium på anlæggelse af en stråfabrik i Århus, men den fik kun en kort levetid af mangel på flettere.[26]
På dette tidspunkt var en fynsk produktion kommet i gang, ikke blot på Langeland, men også på selve hovedøen. I Hesselager havde en seminarist undervist såvel skolelærer Holck som skolebørnene i kurvefletning og hattesyning med det resultat, at børnene ved eksamen i 1812 kunne fremlægge 24 hatte. Den 12-årige husmandsdatter, Maren Jensdatter, havde især udmærket sig, hvorfor skolelæreren som belønning af det Fyenske patriotiske Selskab udbad sig, at den nævnte pige måtte blive uddannet på selskabets bekostning i at forfærdige fine spån- eller stråhatte.[27] Allerede tidligere på året havde selskabet haft stråfletning på programmet, idet der anonymt var indsendt et forslag om præmie til fattigvæsenet for fremme af finere stråfletning, som blev behandlet i selskabets møde 29/1 1812.[28] Forslaget og lærer Holcks bøn kombineres med en samtidig ansøgning fra bøssemager Delcomins kone om støtte til oprettelse af en stråfabrik i Odense. Sagen skal her refereres i al korthed, som den fremgår af forhandlingsprotokollen for 18/11 1812.
Selskabets kunstkomité havde taget sagen om Maren Jensdatters videre uddannelse op og skrevet til forvalter Tommesen, der havde svaret positivt tilbage, »at Pigen, naar hun hensendes, oplæres frit i denne Industrigreen ved Fabriken (i Hammel), men maa tinges i Kost og Logis hos en skikkelig Bonde, med hvem derom akkorderes. Et halvt Aar formodes at ville medgå for at lære Straafletningen til nogen Fuldkommenhed«. Komitéen har imidlertid skrupler ved at sende den lille pige så langt bort uden opsyn, og gør derfor opmærksom på mad. Delcomin, der har planer om en stråfabrik og til den ende er trådt i underhandling med fattigkommissionen »om at overlade hende et vist Antal Børn daglig til Arbejde, hvortil Fattigkommissionen ogsaa har givet sit Samtykke«. Imidlertid ønsker hun først at gøre en rejse til Hammel »for at lære at kjende den Fabriks Indretning og tillige erhverve sig mere Færdighed i en eller anden Green af denne Fabrikation«. Da rejsen imidlertid vil overstige hendes evner, har hun søgt komitéen om en understøttelse på 200 rdl. mod, når hendes virksomhed kommer i gang, at tage pigen Maren i huset et halvt år og oplære hende uden bekostning for selskabet. Disse vilkår går det patriotiske selskab ind på; ganske vist må det senere skyde yderligere 100 rdl. til, idet det modtager et brev fra Tommesen efter hendes ankomst til Hammel, hvor han gør opmærksom på »Umuligheden for hende af at kunne bestride Reiseomkostningerne frem og tilbage og tillige betale Kost og Logis i 8te Uger, som vare bestemte til hendes Ophold ved Fabriken, for at hun ikke skulde blive nødt til at reise med uforrettet Sag tilbage«. Endvidere stiller selskabet 300 rdl. til hendes rådighed til anskaffelse af de fornødne maskiner og materialer til anlæggets fremme, imod at hun oplærte nogle af fattigvæsenets børn i dette fabriksarbejde.
På dette fundament grunder mad. Delcomin sin stråfabrik først på året 1813. 30/6 samme år kan der tilføjes protokollen, at »Mad: Delcomyns anlagte Straafabrik lykkedes ret godt og havde allerede frembragt et rivaliserende Anlæg«.[29] Hendes virksomhed består derefter til 1819, hvor hun endnu skyldte selskabet 100 af de nævnte 300 rdl., som hun fik som startkapital. I 1819 ser hun sig imidlertid tvunget til at standse »af Mangel paa ordentlig Søgning af de Børn, som fra Fattigvæsenets Side skulde didsendes«. Et rekonstruktionsforslag på selskabets bekostning og med mad. Delcomins praktiske medvirken blev henlagt som for tyngende for selskabets midler.
Forsøget fik altså samme skæbne som omend længere levetid end stråfabrikken i Århus. Og i sit første år havde mad. Delcomin overholdt forpligtelsen over for Maren Jensdatter. I selskabets møde 29/6 1814 kunne fremlægges to stråhatte, som hun havde forfærdiget efter sin tilbagekomst til Hesselager, samt et brev fra lærer Holck, hvori han fortæller om, at Maren har gjort gode fremskridt i stråfletningen samt har lært at forfærdige stråblomster. Hun fortsætter da også med hattefremstillingen på hjemegnen, men — og det er værd at mærke sig — hendes produktion består af mindre fine hatte, »da de fine Hatte ikke der finde Afsætning«. Hesselager var da heller ikke det eneste sted på Fyn, hvor stråhatte vandt frem. Amtmand Schumacher beretter således i 1814 fra Svendborg amt, at »allerede lærer den Ene af den Anden f. Ex. at forfærdige Straahatte, Caschetter m.m. og heri giøres Fortskridt«.[30]
Desværre har det ikke været muligt at finde samtidige illustrationer, der kunne vise den fynske bondebefolknings stråhatte, og hattene selv synes ikke bevaret. De par stykker, der findes på Langelands Museum i Rudkøbing, og i Odense Bys Museer, synes alle at stamme fra højerestands miljø. De oplysninger, der er refereret i det foregående, viser dog tydeligt nok, at de har været almindeligt brugt af landbefolkningens kvinder på Langeland, og samme resultat giver skifter fra tiden.[31] En husmandskone fra Kædeby (1810) efterlader i sin beskedne beholdning af gangklæder en stråhat, en anden fra Tullebølle (1818) med en velforsynet garderobe har en stråhat uden bånd, en tredie fra Frellesvig (1820) en stråhat med bånd, og det samme har selvejer Claus Hages steddatter i Illebølle (1821) blandt sit meget rige udstyr. Den ansættes så højt som 1 rdl., mens de øvrige svinger fra 2 sk. til 2 mk. I mandsskifter er ingen fundet. Mæn-dene synes at have været mere træge til at acceptere stråhatten, selv om den her og der kom i brug. Således oplyser præsteindberetningen fra Lindelse sogn for 1836, at et der bosiddende fruentimmer forfærdiger såvel mands- som fruentimmerhatte af strå. Og fra Friisenborg meddeler Tommesen i 1811, at nogle bønderdrenge og karle efter eksempel af de gennem grevskabet sidste vinter marcherende norske matroser havde begyndt at forfærdige sig selv hatte af halm. »Hine ere igien efterlignede af Andre, og disse Hatte ere allerede blevne saa almindelige, at man neppe seer en halv Snees Mandfolk samlede ved Hoverie eller deslige, uden at jo nogle af dem bære disse gule Straahatte«.[32] Disse stråhatte var dog forfærdiget i en slags løbbindingsteknik. Set på baggrund af dansk materiale er det bemærkelsesværdigt, at stråhatte i Sverige udelukkende synes at være en mandlig hovedbeklædning, ialtfaldt at dømme efter de foreliggende dragtstudier.[33]
