Et af de oftest udlånte motiver fra bymuseet i Odense er et broget glasmaleri fra 1583, der viser et skomagerværksted.[1] Det har siden indretningen af Møntergården til historisk museum i begyndelsen af 1940erne været udstillet i den store sal – nu kaldet Falk Gøyes sal i forhusets første etage. Dengang hed rummet laugssalen efter museets usædvanlig store samling af laugsting, der i begyndelsen vistes dér. I 1969 fremkom en bog om denne samling, og kort efter blev udstillingen moderniseret og flyttet til det noget mindre, nuværende biografrum i Eiler Rønnovs Gård.[2] Her hænger endnu som lidt umotiverede minder laugsting på væggene og ned fra loftet. De øvrige genstande fra de odenseanske håndværkerforeninger opbevares på fjernmagasin. Bortset fra de bedste stykker fra renæssancetiden, som indgår i en nyetableret udstilling om perioden 1550-1660 – i byhistorien ikke uden grund kaldet de fede år – i Falk Gøyes sal.
I salens vinduer ud mod gården ses derfor stadig 20 glasmalerier fra skomagernes og skræddernes laugshuse – en af museets største kulturhistoriske skatte.[3] Vinduernes oprindelse i håndværkermiljø viser sig dog kun i to af motiverne, det nævnte skomagerværksted og i et skjold med en skræddersaks som symbol. De øvrige malerier kan lige så godt illustrere byggeskik og boligindretning hos købmænd, rådmænd eller adelige i byen. Motiverne er, så vidt det kan skønnes ud fra materiale i andre samlinger, heller ikke særligt stedbundne. Vinduer som disse fandtes overalt i det område, der var præget af kontinentalt inspireret boligkultur og bindingsværk. De havde en lidt senere blomstring visse steder på landet – f.eks. blandt jyske selvejerbønder og i lidt mere afsides egne af Skandinavien.
I 1589 klagede borgeren Hans Mule over, at herremanden Karl Bryske søndag den 6. april klokken 9 om aftenen, da Mule allerede lå i sin seng og ingen fare ventede, var kommet til hans dør med sine folk. Og da de ikke blev lukket ind, havde de slået 54 vinduer i stykker og ødelagt vindueskarmene, så langt som de kunne nå med spyd og lanser. Derefter havde de kastet sten ind i huset og blandt andet ramt Hans Mule selv på den ene arm, så han havde måtte rømme stuen. Siden havde de fortsat stenkastningen og forurettet ham med hustru og børn og råbt skældsord efter ham på gaden. Rudeknusningen var et led i en længerevarende fejde mellem de to adelsfamilier.[4] Men også mere generelt har renæssancetidens barske omgangsformer sørget for rigeligt med opgaver til tidens glarmestre og glashandlere. Det ser ud til, at mode, tekniske muligheder og omgangsform har betinget en glansperiode for branchen.
Museets malede vinduer blev købt den 19. januar 1878 sammen med guldsmedelaugets signet for ikke mindre end 200 kr, som Odense kommune efterfølgende bevilligede den 1. februar.[5] Det var en pæn stor ekstra bevilling set i relation til de 150 kr, som netop var blevet museets årlige kommunale tilskud – i et nært samarbejde mellem borgmester og museet chef, apoteker Gustav Lotze.
Museumslederen skrev på vegne af Bestyrelsen for det nordiske Museum følgende til byens gamle laug:
Da der i disse Dage er bleven tilbudt Museet her Glasmalerier fra to Laugshuse til Salg, tillader Museets Bestyrelse sig at henlede de respective ældre Laugs Bestyrelsers Opmærksomhed paa det Uheldige i, at disse og lignende Sager af historisk Interesse gjøres til Genstand for Salg, og saaledes udsættes for at splittes og bortføres fra Byen. Det turde formentlig være det naturligste om de Laug, der endnu maatte være i Besiddelse af Sager vedrørende deres indre Organisation og Historie, i Lighed med, hvad der allerede er sket for flere Laugs Vedkommende, overdrog disse Gjenstande til det nordiske Museum, hvor de da vilde blive bevarede, men det er indlysende, at det under alle Omstændigheder er den uheldigste Vei at følge, naar slige Sager ligefrem gjøres til Gjenstand for Salg, saa at Museet for at bevare dem for Byen, i Dyre Domme maa kjøbe dem af Trediemand.
De brogede vinduer blev restaureret af glarmester F. Grønning i Slotsgade for 8 kr. Hans arbejde blev betalt 9. februar. Andre bilag findes desværre ikke. Det kan derfor ikke helt sikkert afgøres, hvem sælgeren var. Men det var rimeligvis museet, der stod for samling af ruderne i en større jernramme udformet i gotisk stil. I brevarkivet ligger en skitse af indfatningen med praktisk taget alle personnavne og enkelte årstal angivet. Det er nok en arbejdstegning til monteringen. Det store vindue, som senere var udstillet i Fyns Folkemuseum i Nørregade, bestod i følge en beskrivelse fra begyndelsen af 1930erne af rundjern; det var 126 cm højt og 104 cm bredt.
Den 15. februar 1878 skrev Fyens Stiftstidende om:
Gamle Ruder med Glasmalerier. Af meget gamle Glasmalerier paa Ruder har der i Odense tidligere været ikke saa ganske faa; man ved saaledes, at Raadhuset indtil Ombygningen i 1794 havde flere saadanne, hvilke nu opbevares i det oldnordiske Museum i Kjøbenhavn. I Skrædernes og Skomagernes forhenværende Lavshuse fandtes indtil for kort Tid siden ogsaa adskillige, som turde være de sidste af dem, som have faaet lov til at sidde der, hvor de fra Først af bleve indsatte…. Malerierne paa disse Ruder, som ere meget smaa, have vel ikke nogen kunstnerisk Værd, ja flere af dem ere ligefrem Karrikaturer, men de have historisk Værd, og man kan derfor kun glæde sig over, at de ere blevne reddede fra at gaae tabt.
Som nævnt er et af motiverne, og det er utvivlsomt det mest seværdige, vist mange gange ofte endda i farver, mens resten blot er nævnt i forbifarten. Dog er helheden flere gange betegnet som den bedste og største samling af den art i landet.[6] I museumshistorien skrev Svend Larsen om erhvervelsen … den smukkeste Bedrift i denne Retning udførte Lotze i 1877. I Skomagernes og Skrædernes Lavshus havde der siddet 20 Glasmalerier fra det 16. Aarhundrede. De gamle, solbrændte Billeder viste i smaa Glimt Interiør af dagligt Liv i hine fjerne Tider; kun få tilsvarende kendes. Det er dog lidt af en gåde, at han ikke nåede at skrive om dem. Det kunne evt. skyldes, at de kildemæssigt er forholdsvis utilgængelige. Håndværkere hører til byens mellemklasse. Selv om laugsarkivalier er bevaret i et forholdsvis stort omfang, og der findes flere registre til dem end tidligere, kan kun et fåtal af de mange personer beskrives nærmere.
De tre største håndværkerlaug havde siden senmiddelalderen deres gildeshuse samlet i Sankt Albani Stræde tæt ved den gamle Albani sognekirke og kirkegård. Skræddernes hus nævnes fra i hvert tilfælde 1544 på hjørnet af nuværende Sankt Knuds Plads og I. Vilhelm Werners Plads – tidligere Skomagerstræde = Søndre Korsgade = Smedestræde = Sankt Albani Stræde. Tidligere lå det på strædets modsatte side.[7] Derefter fulgte på samme side af færdselsåren, hvor nu Rådhusets nyere del ligger, skomagernes laugshus, nævnt fra 1488.
Skræddernes ejendom lå på ét stykke lejet jord (grundtakst 1743, nr. 5), mens skomagerne havde bygget på tre grunde (nr. 6, 7 og 8). De to laugshuse var af vidt forskelligt omfang. Skræddernes blev vurderet til 60 rigsdaler ved den første brandforsikring i 1761, mens skomagernes var 600 rigsdaler værd.[8] Til sammenligning var Fynbo Landstingshus på det andet hjørne af Sankt Knuds Plads og Flakhaven vurderet til 3.000 og selve Rådhuset til 6.000 rigsdaler. Hos skrædderne fandtes en enkelt lejebolig, mens der hos skomagerne var plads til tre. En af dem må have udmærket sig frem for de andre, den var nemlig udlejet til en lærer ved Latinskolen.
Smedenes hus lå lige overfor på hjørnet af strædet og senere Albani Torv; på denne grund lå senest Brockmanns Hotel. Odense Smedelaug flyttede imidlertid til Nørregade i 1749. Det er måske grunden til, at der ikke er overleveret vinduer fra den i øvrigt meget pietetsfulde gamle forening.
Efter ophævelsen af håndværkerlaugene i deres gamle form 1857/62 solgte skræddernes deres hus til Jørgen Steffensen i 1866. Han var født i Skovshøjrup og havde været bolsmand i Næsbyhoved Broby. I april 1867 tog han borgerskab som høker, i oktober samme år som værtshusholder og to år senere tillige som købmand. Skomagerne afhændede i 1874 deres forsamlingsbygning til gæstgiver Jørgen Rasmussen fra Næsbyhoved Broby kro og Hans Nielsen, der dengang var kudsk hos etatsråd Langkilde på Bramstrup. De tog begge borgerskab som værtshusholdere i Odense året efter.
Fra to af Odenselaugene findes regnskaber fra renæssancetiden. De ældste er smedenes, der begynder 1586. Deres ejendom var opført af solidt egebindingsværk med tegltag. Indvendig var rummene udstyret med paneler og enkelte vægge var beklædt med lærredstapeter, træværket malet. I 1586 leverede Kristin glarmesters 20 vinduer for 20 mark og samtidig blev 4 nymonteret for 2 mark. I 1589/90 blev der indkøbt 150 søm til vinduer og en tømrer blev betalt for at hugge af bjælkerne på den østre gavl, for at vinduerne kunne gå op. I 1590/91 nævnes en lygte med glas i forstuen. Det var ofte nødvendigt at forny eller bøde dens vinduer – vel sagtens efter festlige lejligheder. Ved en ombygning samme år nævnes også et nyt vindue i stegerset, hvor det nævnes, at løsholten måtte sænkes. Det nye vindue var antagelig højere end det gamle. Der købtes samtidig nye hængsler, kramper og søm. 1606/07 fik Lauritz Glarmester 26 skilling for et nyt vindue i kabussen og for at flikke de andre vinduer. 1610/11 fik en glarmester 4 skilling for en forgyldt rude, der blev sat i et vindue.
Smedene forholdt sig også til drikkeglas på bedste renæssancemanér. I anledning af en fest til pinse 1610 blev indkøbt mjødurter for én mark. Henrik Trompeter fik 2 mark fordi han blæste på laugshuset – efter alle laugsbrødrenes sigelse. Desuden blev der indkøbt et halvt dusin glas for 12 skilling Regnskabet beretter om deres skæbne: Og blev de alle sønderslagen samme aften på kvindebordet.
Skomagerne lejede i 1582 en 13 meter lang strimmel af naboens grund. Skolemesterresidensens gårdsrum lå nemlig belejliget for godtfolks skyld… når enten bryllupskost eller andre værtskaber gøres på deres laugshus … Måske kan man af denne aftale i kombination med Jesper Pedersens gave, der er dateret til året efter, slutte at skomagerne har bygget nyt eller i hvert tilfælde meget radikalt om på deres laugshus i de år.[9]
Skomagerlaugets regnskaber er betegnet: Oldermænds-Regnskaber for det 1600de.
Arkivpakken er beskrevet med yderårene 1600-1840. Men overskriften på det ældste er: Fortegnelse paa Indtægter og Udgifter, som Hindrich Caspersen Oldermanden for Skomagerne skal indføre til Regnskab fra Aar 1634 Pinsedag og til 1635 Pinsedag igen.
Allerede de første poster handler pudsigt nok om byggeri i laugshuset. Det drejer sig om restaurering af et hus – måske det 50 år gamle byggeri? Hertil blev der købt 10 nye vinduer og 7 gamle blev forsynet med nye blysprosser, enkelte defekte ruder blev skiftet ud. Man har lov til at forestille sig, at denne renovering har bidraget til at de 7-8 af skomagerlaugets vinduer, der er ældre end år 1600, er blevet bevaret for eftertiden. Oldermanden noterede glarmesterens regning først i sin liste – rimeligvis fordi den var den største.
De refererede 2 sider af oldermandens regnskab beskriver renovering af 9 vægge med udskiftning af lidt tømmer og lægter samt klining med ler af tavlene. Efter markante faser i arbejdet blev der drukket for 2-3 mark.
Efter overleveringen skal de ovale vinduer være fra skræddernes og resten fra skomagernes laugshus. De er blevet forsynet med nye blysprosser, indramning og støttejern adskillige gange i deres levetid og som nævnt også restaureret i museumssammenhæng mindst to gange.
I den forrige montering, det store gotiske vindue (se billedet), var halvdelen (10 stk.) små ovale billeder. Resten falder i tre grupper:
Fire store skjoldformede motiver anbragt for neden, hver bestående af 10 stykker malet glas. Det ene af dem kan ud fra centralmotivet, et værksted med rimelig sikkerhed henføres til skomagerlauget og er som nævnt dateret 1583. De øvrige viser mere anonyme skjolde med bomærker. For neden ses en todelt frise med navn. Detaljer ved den gotiske skrift og motiverne tyder på, at de er fremstillet i samme værksted – og altså formodentlig er nogenlunde samtidige.
Fire lidt mindre motiver anbragt i midten, hver bestående af 9 stykker malet glas. De nederste tre er domineret af bomærker anbragt i et skjoldformet felt – det midterste ser ud til nu at være monteret omvendt. Navnefeltet er dateret til 1563. Der findes eksempler på, at denne form for skjold har været monteret i et rhombeformet vindue (Troels Lund). Oven over de tre ses en kombination af glasstykker, der formmæssigt svarer til de tre andre. Men højst fem af glassene kan høre sammen, deriblandt navnefeltet, hvor Niels Mule nævnes. De øvrige fire ruder synes tidligere at have været monteret enkeltvis. To af dem er dateret til 1639 og 1641, tre bærer bomærke i skjold.
I anden række yderst til venstre og til højre ses ovale ruder monteret i en kvadrat. Til venstre en fra 1630 med skomager Peder Wibes navn og til højre en fra 1639 til minde om endnu en skomager, Johan Jespersøn. Begge med bomærke i skjold.
Langs kanten for oven ses endelig de 10 ovale enkeltruder. Seks af dem bærer årstallet 1607 og tre af dem røber umiddelbart, at de er opsat til minde om en skrædder eller en skrædderkone. En af dem viser som nævnt en saks i stedet for et bomærke.
Facit bliver, at det drejer sig om oprindeligt mindst 24 vinduer, hvoraf fire dog kun er bevaret som brudstykker. Der er ikke umiddelbart noget, der taler imod, at de 10 ovale ruder er fra skræddernes laugshus og resten fra skomagernes. Jeg vil derfor anvende følgende rækkefølge og nummering i katalogen:
Skomagerlauget 1-4. Fire kombinerede vinduer (9 ruder) – med det allerældste fra 1563. 5-8. Fire skjoldformede kombinerede vinduer (10 ruder) – ét med årstal 1583. 9-14. Seks enkelte ruder – heraf fire dateret 1630-41.
Skrædderlauget 15-24. Ti enkelte, ovale ruder – heraf seks dateret 1607.
Selv om glarmesteri i renæssance- og baroktiden må karakteriseres som et blomstrende håndværk, blev der ikke oprettet nogen forening i Odense før 1741. I forbindelse med en fynsk laugsstrid, hvor håndværkerne stredes for og imod Odenses dominans, blev oprettet fire nye foreninger centralt og en mænge decentralt, deriblandt glarmesterlauget.
Oplysninger om start af håndværksvirksomhed i byen, dvs. erhvervelse af borgerskab findes generelt fra 1611. Modsætningen, behandling af et bo efter dødsfald eller fallit, er fyldigt dokumenteret i en lang række skifteprotokoller og løse skifter lige fra 1550erne. Til borgerskaber og skifter har der længe eksisteret alfabetiske registre på Landsarkivets læsesal.
Desuden er der bevaret en lang række skattelister og tingbøger, der begynder hhv. 1576 og 1606. Begge dele er dog mere sporadisk overleveret, idet der er en del huller i rækkerne. Men til gengæld er det ved at lysne med hensyn til registre. Arkitekt Per Nørbach, Odense, arbejder sammen med museet på en topografisk database især ud fra skattelister. Med tiden vil det nok lykkes at placere de fleste grundejere og øvrige skatteydere i bestemte ejendomme. Lokalhistorikeren Ole Nederland, Munkebo, har allerede afskrevet de bevarede tingbøger frem til årtiet efter svenskekrigene og forsynet dem med udførlige navne-, sag- og stedregistre. En kopi af materialet findes i Stadsarkivet.
I skattelisterne fra 1578, 1607 og 1638 nævnes henholdsvis 3, 4 og 7 glarmestre – inklusive en enke i hver af de to sidste lister. Det understreger tendensen i det ekspanderende fag. Men ligesom i andre brancher, der producerede modeprægede luksusvarer, f. eks. guldsmede, herskede der store individuelle forskelle både med hensyn til færdigheder og formue. Allerede før svenskekrigene begyndte de magre år for Odense. I en udførlig skatteliste fra 1672 optræder kun 3 glarmestre. En af dem benævnes også soldat, en anden karakteriseres som fattig. Ingen af dem havde læredrenge eller svende. Man fornemmer en normalisering af tilstandene efter renæssancen.
I 1578 boede Jørgen Marchorsen i vester kvarters 1. rode samt Laurits og Christoffer Glarmester i over kvarters 11. rode.
I 1607 boede Marin [glarmesterenke?] i vester kvarters 1. rode, Staffen i 4. rode, Thomes i over kvarters 11. rode og Laurids Glarmester i neder kvarters 14. rode.
I 1638 boede Steffen [Black / Block] samt Knud [Jacobsen] og Povl Lauridsen i hhv. 1. og 2. rode i vester kvarter, Christen i nørre kvarters 8. rode, Rasmus og Emanuel Glarmester i hhv. 10. og 12. rode i over kvarter samt Anne salig Hans Glarmesters i neder kvarters 14. rode.
Kun seks af de de nævnte fjorten glarmestre kan beskrives mere udførligt ud fra de øvrige kilder. De to gange nævnte (Laurids og Steffen) er næppe identiske. Og heldigt nok fremstår Steffen Glaser, der arbejdede for skomagerlauget i 1634, som den mest velbelyste og økonomisk velfunderede håndværker af den slags.
Steffen Block døde selv 1656. Der blev holdt skifte 28.10. Han efterlod sig en anden kone, Karen Stisdatter og en mindreårig datter, Kirsten. Sønnen af første ægteskab optrådte på egne vegne. Datteren Elisabeth var gift med Hans Mortensen, mens den anden datter, Ingeborg, havde efterladt sig en søn Staffen Andersen, som Jens Andersen var værge for. Glarmesteren døde virkelig velhavende. Ejendommen blev takseret til 850 rigsdaler, og der var knap 250 rigsdaler i sølv og rede penge – bl.a. sølvkander (store drikkekrus) til 62 og 43 daler. Formuen var i alt på 2.288 rigsdaler, gælden kun 474. Der blev et overskud på ikke mindre end 1.573 rigsdaler – af hvilke enken fik halvparten.
Glarmesterfamiliens bolig var veludstyret. I salen nævnes f.eks. 7 kontrafejer og 13 kobberstykker (kobberstik) – velegnede modeller for malede vinduer. Trævare, dvs. møbler m.v. samme sted, blev vurderet til 124 daler. Der var sengeklæder for 112 og gangklæder for 108 daler. Derefter fulgte værkstedet, der blev sat til 98 daler. Det mest kostbare var varelageret: 2 kurve fransk glas til 20, en kurv gement dito til 4 og 6½ kister [kasser] holstensk glas til 52 daler. 2 brugelige vinduer kostede 6 daler. Det dyreste stykke værktøj var en ny vinde med tilbehør til 9 daler. Den brugtes til at valse blyprofiler til sprosser. En gammel maskine kostede 1½ daler, blybeholdningen kun 10 skilling, mens 3 gamle støbeforme var 1 mark værd. I værkstedet var der i alt fem arbejdsborde og en del mindre værktøj: 3 loddebolte, 2 naptænger, 2 krøssel jern – til at finpudse skarpe kanter, 2 rundknive og en diamant – til at skære glas med. Til allersidst nævnes malebøtter for 1 daler og farve for 1½ daler. Til sammenligning kan bruges vurderingen af glarmester Hans Andersens værksted fra 1694 til i alt 6 rigsdaler 4 mark 8 skilling.
Blandt Steffen Glarmesters tilgodehavender nævnes ikke udtrykkeligt malede vinduer. Men en så stor post som borgmester Thomas Brodersen Riisbrichs gæld på 18 daler 2 mark og 9 skilling kan vel bedst tolkes som en leverance enten til rådhuset eller privaten af den art. Måske findes en enkelt rude fra denne bestilling. I Nationalmuseet opbevares én med en våbenafbildning og gråsort bemaling samt datering og navn: 1654 Bergitte Thomas Brodersen (Birgitte Ottesdatter Seeblad, 1619-59). Ruden skal stamme fra Højme[12].
I Odense Bys Museers samling findes flere ruder fra renæssance- og baroktiden, og på andre museer findes ruder fra Odense og Fyn i øvrigt[13]. Siden Nationalmuseets start i 1807 er malede glasvinduer blevet indsamlet. Adskillige hører til de aller-ældste museumsgenstande, og malede vinduer blev som nævnt også tidligt gjort til genstand for handel som antikviteter.
I avisens omtale af malerierne fra laugshusene i Odense 1878 nævnes tilsvarende vinduer fra Rådhuset, som skulle være nedtaget ved en ombygning i 1794. Et af dem befandt sig den gang i Nationalmuseet (inv. nr. 684). Det blev overdraget til Oldnordisk Museum i 1811 af glarmester Pflug i Odense. Mathias Henrik Pflug (ca. 1762-1815), der havde lært faget på Sjælland (Kalundborg, Hillerød og København), etablerede sig i Odense 1784.
Et skjoldformet blyindfattet vindue med en fremstilling af Odense bys våben 1610 og indskriften INSIGNIA CIVITATIS OT THONIENSIS [Odense Bys Våben] 1610. Højde 41 og bredde 30½ cm. Kong Knud den Hellige ses stående iklædt en blå rustning med gul kappe og krone. I højre arm holder han en blå fane med en klar lilje og i venstre et blåt rigsæble med et gyldent kors. Baggrunden er rødbrun. Imellem kongens ben gentages den klare lilje. Her ses også slyngornamenter udskrabet i gråt. Det er ikke lykkedes at finde regnskabsposter eller bilag i Odense kommunes regnskaber fra tiden, som kan afsløre fremstillerens identitet. Denne gengivelse af byvåbenet er ikke helt identisk med det i samtiden brugte signet fra 1584.
I september 1888 blev vinduet udlånt til etatsråd, borgmester J.G.C.F. Koch i Odense til brug ved en korrekt kolorering af byens våben til Købstadforeningens Album i anledning af kong Christian den 9’s 25 års regeringsjubilæum[14]. Allerede den gang fik etatsråd, apoteker G. Lotze fra samtaler med justitsråd, museumsdirektør C.F. Herbst det indtryk, at Det kgl. Museum for Nordiske Oldsager ikke ville være uvillig til at bytte det malede vindue med andre sager fra Odense. Men vinduet blev i oktober returneret efter en rykker. Først efter Lotzes død gik sagen i orden, idet Odense Museum i 1894 modtog vinduet mod at aflevere et gammelt granitkapitæl. Magnus Pedersen malede en akvarel af det (nu Nationalmuseets arkiv) og det blev fotograferet til Lexow 1928.
