Anne Marie Carl-Nielsen var jyde! Men man kan roligt sige, at hun mødte sin fynske skæbne, da hun i Paris den 2. marts 1891 første gang stiftede bekendtskab med den talentfulde unge komponist, Carl Nielsen. Anne Marie hed dengang Brodersen til efternavn og stammede fra en stor gård, Thygesminde, i Sdr. Stenderup lidt syd for Kolding. Her blev hun født den 21. juni 1863 som det tredje af forældrenes i alt fire børn. I en kort opsats, som hun mange år senere skrev om sin opvækst, fortæller hun, at hun tidligt følte lyst til både at tegne og modellere – bl.a. misundte hun vogterdrengene, der lå i marken ved deres flokke af kvæg. Hun ønskede sig i deres sted og ville meget hellere tegne dyrene i stedet for at kede sig i skolen. Ligeledes fornemmede hun allerede som barn, at hun adskilte sig markant fra sin tre år yngre søster, Lucie, der "var i Modsætning til mig meget kvindelig og bestandig inde hos min Mor med Haandarbejde, hvorimod jeg elskede at være hos Dyrene og paa Markerne."
Hendes store interesse for dyr og for gårdens udendørs aktiviteter fandt forældrene en anelse bekymrende, og de blev ligefrem skeptiske over for hendes fremtid, da hun som tolvårig slog sig på at modellere i ler, som hun simpelthen gravede op i køkkenhaven. Men hendes præstationer blev samtidigt bemærket dels af den lokale præst og dels af en af faderens forretningsbekendte fra Sydslesvig, og som syttenårig fik hun for første gang lov til at modtage egentlig undervisning i at modellere. Det blev til tre måneder i Slesvig, hvor der fandtes en "snitteskole". Det er uklart, hvilken form for undervisning, der reelt blev tilbudt her, men opholdet gav hende mod på mere, skønt forældrene holdt på, at hun som syttenårig pige i højere grad havde brug for at lære husligt arbejde. Da hun hen mod jul genfremsatte sit ønske om at lære mere, fik hun en lussing af sin far med beskeden om, at han "vilde hverken give sin Datter eller sine Penge til noget, som han ikke vidste hvad kunde blive til."
Det blev derfor til yderligere et par år hjemme på gården, hvor hendes pligter dog bød på andet og mere end køkkentjans. På faderens anmodning påtog hun sig at passe gårdens kalve to vintre og benyttede anledningen til omfattende studier i dyrenes anatomi bl.a. ved at overdænge dyrlægen med spørgsmål, når som helst denne besøgte Thygesminde. Hun modellerede altså fortsat på livet løs, og endelig i 1882 lod det sig arrangere, at hun kom en tur til hovedstaden, hvor hun med hjælp fra bekendte fra Kolding-egnen fik kontakt med billedhuggeren Vilhelm Bissen – den yngre (1836-1913). Han ville dog ikke modtage hende som elev. "Han tog ikke Kvinder, for det bliver aldrig til noget med dem. De gifter sig!" I stedet henvendte hun sig til August Saabye, hvis kendteste arbejde, H.C. Andersen-monument i Kongens Have, var afsløret i 1877, og her blev hun så privatelev i de følgende år og debuterede på Charlottenborgs forårsudstilling i 1884. I 1887 vandt hun med gruppen "Thor og Midgaardsormen" den neuhausenske præmie på 600 kr. (den blev i 1965 opstillet i Hørsholm Slotspark), og da hun samme sommer var hjemme på Thygesminde, blev der ved en ungdomsfest udråbt et leve for hende i anledning af den fornemme pris. Denne begivenhed opfattede Anne Marie Carl-Nielsen selv som den endelige accept i hjemmet af hendes kunstneriske ambitioner. Der er dog næppe grund til at tro andet, end at hendes fortsatte ophold i København har bekymret forældrene. Det viser sig bl.a. senere, da hun meddeler sine forældre om mødet med Carl Nielsen: hendes fader gav da udtryk for sin stærke bekymring m.h.t. de unge menneskers økonomiske situation. Det er vel næppe heller sandsynligt, at Anne Marie – og senere begge de unge kunstnere – klarede sig helt uden hjælp fra det relativt velhavende hjem på Thygesminde.
Anne Marie Brodersens og Carl Nielsens veje havde krydset hinanden et par gange i studietiden: efter deres møde i Paris fandt de ud af, at Carl Nielsen en gang havde været med samme tog fra København vestpå, som Anne Marie og hendes søster samt et par andre unge fra Kolding-egnen. Denne gruppe havde moret sig højlydt i toget og spillet kort, alt sammen til den unge komponists lette misundelse. Han var alene på vej til Fyn og havde hellere end gerne været i et festligere selskab. Til daglig savnede han nu ikke venner, og reelt kunne han tidligere let have truffet den to år ældre billedhuggerinde, idet de havde en nær, fælles bekendt i Margrethe Rosenberg, som studerede klaver på konservatoriet på samme årgang som Carl Nielsen og samtidig var en god bekendt af Anne Marie. Margrethe Rosenberg havde personlig tilknytning til Kolding og havde haft anledning til at aflægge besøg på Thygesminde. Bekendtskabet fortsattes naturligt i København, men selvom Carl Nielsen kom en hel del ud til det Rosenberg’ske hjem på Pile Allé, blev der af én eller anden grund ikke anledning til, at de skulle mødes der.
Året 1888 blev imidlertid et slags "fællesår" for Anne Marie og Carl, idet de begge to fik deres reelle gennembrud og tillige mødtes – uden Carl Nielsen dog fandt ud af det! Årets største begivenhed i København var sommerens "Nordiske Landbrug-, Industri- og Kunstudstilling", der fandt sted på det område, hvor Københavns Rådhus i dag ligger. Martin Nyrop havde tegnet en kæmpemæssig udstillingshal, som blev nedrevet efter udstillingen – kun Tuborgs udsigtstårn i form af den berømte kæmpeflaske blev bevaret og flyttedes til bryggeriet på Strandvejen i Hellerup, hvor den stadig står. Anne Marie havde hele tre værker med på udstillingen, nemlig "Thor og Midgårdsormen" samt de to fremragende figurer: "Kalv, der slikker sig" og "Kalv, der klør sig", begge modelleret hjemme på Thygesminde i 1887. Mod slutningen af den store udstilling blev der den 8. september tillige afholdt en koncert i Tivoli, der ikke direkte indgik i udstillingsprogrammet, men som ikke desto mindre i lyset af sommerens begivenheder blev kaldt "Nordisk Festkoncert". Her fik Carl Nielsen opført sin "Suite for Strygere" for første gang og med ubetinget succes. Selvom anmeldelserne var lidt reserverede, kunne den unge komponist sole sig i publikums udelte begejstring, som bl.a. resulterede i, at midtersatsen, Intermezzo’et med den fængende vals, måtte spilles da Capo. Koncerten var ikke Carl Nielsens debut, men det var ved denne lejlighed, at han første gang gjorde sit navn kendt i en bredere kreds, foruden at han afsatte sig en stærk erindring hos en enkelt af de tilstedeværende: den 25-årige billedhuggerinde Anne Marie Brodersen. Hun blev bl.a. vidne til, hvorledes det unge komponisttalent blev hevet frem fra sin plads blandt strygerne og forrest på podiet modtog publikums hyldest. Denne gang var det velsagtens Anne Maries tur til at blive lidt misundelig!
Året efter udtoges Anne Maries kalve til Danmarks udstilling på Verdensudstillingen i Paris, hvor hun tilmed modtog en bronzemedalje for disse arbejder. Blandt gæsterne på denne del af udstillingen var tillige samtidens største billedhugger, Auguste Rodin, og Anne Marie havde senere den glæde, at han kunne huske kalvene og komplimenterede hende for dem, da hun i 1890 opsøgte Rodin i Paris. Denne gang var hun rejst til Paris på et legat fra Kunstakademiet og havde planlagt opholdet frem til sommeren 1891. På samme tid var Carl Nielsen med det Ancker’ske Legat i ryggen rejst først til Tyskland og derefter til Paris, hvor han ankom den 26. februar. Han styrede straks mod den skandinaviske klub, hvor de mange skandinaviske kunstnere mødtes under deres studieophold. Netop denne aften havde Anne Marie besluttet sig til at blive hjemme, og hendes noget ældre bofælle, malerinden Augusta Dohlmann, var gået alene. Da denne senere vendte hjem og aflagde kort beretning om aftenens tildragelser, omtalte hun ganske kort Carl Nielsen med …og så en dansk komponist, som for resten ikke er noget for dig – store øjne og københavnske vittigheder." Anne Marie Brodersens og Carl Nielsens møde få dage senere og deres stormfulde forelskelse er en af dansk kulturhistories store "love-stories", som man kan læse om i udførlige detaljer andre steder (se litteraturlisten). Det blev indledningen til 40 års dramatisk samliv med store glæder og ligeså store sorger, men også – nok så væsentligt i denne sammenhæng – en dyb kunstnerisk afhængighed af hinanden, som tilmed efter Carl Nielsens død i 1931 knyttede Anne Marie Carl-Nielsen stærkere end nogensinde til Fyn.
Efter parrets lidenskabelige møde i Paris lod de sig formelt vie i Firenze den 10. maj 1891. Efter en lykkelig tid i Rom og Norditalien – idet dog opholdet måtte afbrydes noget pludseligt pga. pengemangel – vendte de tilbage til Danmark i slutningen af juni. Anne Marie var gravid i femte måned, men alligevel cyklede de til Thygesminde og senere til Nr. Lyndelse. Carl Nielsens forældre var naturligvis ganske begejstrede for deres nye svigerdatter. De havde kun en plejesøn, Thorvald, boende hjemme, så der har været fin plads til, at det nygifte par kunne blive nogle dage på "Petersborg", som huset kaldtes. Vi ved stort set intet om dette ophold – hvor længe det varede, eller om man drøftede forældrenes mulige salg af huset og deres nært forestående afrejse til Chicago. Hvis det har været bragt på bane, må det have gjort indtryk på det unge par, for perspektivet omfattede bl.a. risikoen for, at de ikke så hinanden igen. Carl Nielsens forældre, Maren Kirstine og Niels "Maler", var i denne sommer hhv. 58 og 56 år og kunne langt fra vide, hvad et sådant amerikansk eventyr kunne føre til.
Et væsentligt minde står dog tilbage fra det unge pars første – og sidste – fælles ophold i Nr. Lyndelse, nemlig et smukt portrætrelief af Carls mor, som Anne Marie udarbejdede eller måske blot skitserede i disse dage. At det kun blev til Maren Kirstines portræt kan hænge sammen med, at der ikke blev tid til mere, men det var uden tvivl også et udtryk for, at Anne Marie allerede fornemmede betydningen af den rolle, moderen livet igennem havde spillet for den musikalske søn. Fra Carl Nielsens barndoms- og ungdomserindringer kender vi hans stærke oplevelser med moderens omsorg for børnenes velfærd – også i musikalsk henseende – og ikke mindre hendes visionære ambitioner, som den voksne Carl Nielsen senere bl.a. omsatte i egne kunstneriske ambitioner. Dette relief hænger nu i Carl Nielsens Barndomshjem – her hører det rettelig hjemme, for det var her, det blev til, og dette hus var rammen om Carl Nielsens senere syntese af moderens betydning og barndomshjemmet som symbol på hans fynske forankring, således som komponisten gav det udtryk i erindringsbogen "Min fynske Barndom" fra 1927.
Efter forældrenes forgæves forsøg på at skabe sig en ny tilværelse i Chicago, hvor fem af deres børn boede, vendte de i 1894 tilbage til Fyn, hvor de i et par år drev en købmandshandel i Nr. Søby. De mange omvæltninger var naturligt nok ikke gået sporløst hen over det ældre ægtepar, og Carl Nielsens mor døde i januar 1897. I årene herefter boede faderen flere forskellige steder på Fyn og i perioder også i København hos Carl Nielsen og dennes familie. Anne Marie Carl-Nielsens portrætrelief af Niels "Maler" er sandsynligvis blevet til under ét af disse ophold. Relieffet er dateret 1901, og selvom det altså blev til med ca. ti års forsinkelse, er det uden tvivl tænkt som en direkte pendant til det første. Mens Maren Kirstine-relieffet er modelleret som en højre-profil, er Niels "Maler" en venstre-profil, og de to relieffer udgør således et "par" med nogenlunde samme størrelse (ca. 50 × 30 cm). Desuden anskueliggør de to portrætter i sammenhæng både en psykologisk kontrast og en psykologisk udvikling, som Anne Marie Carl-Nielsen ikke kan have været uden øje for: Maren Kirstine fra 1891 var fremdeles en stovt kvinde med rank holdning, håret smukt ordnet og med karakterfulde træk. Anne Marie har modelleret sin beundring ind i portrættet – eller modellerede hun måske snarere loyalt og forelsket sin mands beundring? Niels "Maler"-relieffet er ti år, et Amerikaophold og tabet af hustruen senere, og i højere grad end beundring bærer portrættet præg af en vis vemodig ømhed. I en alder af 66 år vidste Niels "Maler" dårligt, hvad der på dette tidspunkt skulle blive af ham, og har formentligt været ganske afhængig af de muligheder, som hans to sønner i Danmark kunne se for ham. Hos Carl Nielsen blev der ikke tale om at bo permanent, og Valdemar, der var lærer i landsbyen Bryndum ved Esbjerg, var tilsyneladende heller ikke endnu indstillet på at lade faderen flytte ind. Det skete først endeligt i løbet af 1902-03. Relieffets Niels "Maler" er en gammel mand, som livet har tæret hårdt på: duknakket, med trætte øjne og langt til smilet under det buskede overskæg.
De to relieffer kom til Carl Nielsens Barndomshjem i anledning af, at huset åbnede som museum i 1956, men på det tidspunkt var Anne Marie Carl-Nielsen for længst repræsenteret med sine værker på Fyn. Allerede i efteråret 1930, mens Carl Nielsen stadig levede, havde Fyns Stiftsmuseum som gave fra Ny Carlsbergfondet modtaget Anne Marie Carl-Nielsens "Lugekone" (1905). Der var i sommeren 1930 etableret en god forbindelse mellem museet og ægteparret Carl Nielsen i forbindelse med festlighederne i anledning af 125-året for H.C. Andersens fødsel. Carl Nielsen havde til lejligheden skrevet musik til festspillet på Odense Teater, "Amor og Digteren", med tekst af Sophus Michaélis og havde selv haft den musikalske ledelse ved premieren den 12. juli. Sammen besøgte Anne Marie og Carl Nielsen dagen efter premieren den nyligt indviede Mindehal ved H.C. Andersens Hus i Hans Jensens Stræde "under Inspektør Petersens førelse", som Carl Nielsen skriver i sin dagbog. De blev desuden inviteret på middag hos museumsinspektøren (Chr. M.K. Petersen) på Platanvej den næstfølgende dag sammen med bl.a. konsul P.A. Kruse, der var formand for museumsbestyrelsen. Mødet med det berømte ægtepar fra København har naturligvis gjort indtryk på museets ledelse, ligesom H.C. Andersen-festlighederne uden tvivl har inspireret til at knytte en forbindelse mellem den fynske komponist, der var samtidens største, danske kulturpersonlighed, og dét Odense, hvor han – ligesom den i disse dage fejrede H.C. Andersen – havde tilbragt vigtige ungdomsår.
Anne Marie Carl-Nielsen havde i 1927 fremstillet en buste af sin mand. Straks lod hun den støbe i gips, men det vides ikke, hvorvidt det var originalen i ler eller én af gipserne, som blev forevist museumsinspektøren og bestyrelsesformanden i hendes atelier i oktober 1930. De bestilte ved denne lejlighed en kopi i marmor, ligesom også Koncerthuset i Göteborg bestilte én i marmor. Prisen aftaltes til kr. 3.500, og i maj 1931 kunne busten opstilles i Stiftsmuseet, hvor Anne Marie og Carl Nielsen beså den på deres vej over Fyn den 29. maj. Da Carl Nielsens yngste datter, Anne Marie Telmànyi, døde i 1983, overgik et stort antal værker af hendes moder til det projekterede Carl Nielsen Museum, og heriblandt befandt sig en gipsafstøbning af busten, der fra 1990 har haft sin plads i Barndomshjemmet i Nr. Lyndelse. Siden er endnu to gipsafstøbninger kommet til museet, hvilket har muliggjort udlån i forbindelse med det efterhånden stigende antal eksterne udstillinger med værker af Anne Marie Carl-Nielsen. Endelig bestiltes i 1932 en afstøbning i bronze til opstilling i Det kgl. Teaters foyer. Om denne buste i dens forskellige versioner udtalte Anne Marie Carl-Nielsen i et interview i anledning af hendes 80-års fødselsdag i juni 1943: "Min Mand var ogsaa en vanskelig Opgave at modellere, et lige saa omskifteligt Ansigt, hans Smil, hans Ironi, alvorlig i sin Musik, men med en Skælm bag Øret."
Dette arbejde var Anne Marie Carl-Nielsens anden portrætbuste af sin mand. Allerede i de første år af deres ægteskab skabte hun en buste af ham med en væsentligt anderledes fremtoning. Her er han iklædt en påfaldende stor overfrakke, som får den unge komponist til at synes relativt lille – hvad han jo altså også var (166 cm). Kontrasterne i figuren som helhed gør den mindre prætentiøs og i hvert fald nok så levende. Carl Nielsen Museet har i sin store samling af Anne Marie Carl-Nielsens værker også en gipsafstøbning af denne buste, som det desværre ikke hidtil har været muligt at udstille. Alligevel har vi på Fyn haft god mulighed for at se den, idet den i anledning af 100-året for Carl Nielsens fødsel i 1965 blev opsat i bronze i skolegården ved Carl Nielsen-Skolen i Nr. Lyndelse. Initiativet hertil blev taget af Carl Nielsens døtre, Irmelin Eggert-Møller og Anne Marie Telmànyi, der siden deres moders død i 1945 havde skænket nogle af hendes værker til forskellige institutioner. Ved samme lejlighed modtog skolen en skitse i bronze til Carl Nielsen-monumentet i København, som hidtil har stået på skolens bibliotek. Indtil for et par år siden fungerede biblioteket tillige som en filial af folkebiblioteket i Årslev Kommune, men denne filial er nu nedlagt, hvilket desværre har betydet, at færre har anledning til at se den fornemme figur.
Skitsen er i mange henseender nært beslægtet med Anne Marie Carl-Nielsens vel nok væsentligste repræsentation på Fyn: fløjtespilleren i Nr. Lyndelse. Den blev rejst på komponistens fødselsdag, den 9. juni i 1933. Den valgte placering i præstegårdens sydlige ende ud mod landevejen mellem Odense og Faaborg gav den gang skulpturens fløjtespillende hyrdedreng udsyn over det landskab, Carl Nielsen havde kendt så godt som dreng, og hvor han også selv havde arbejdet som hyrde. Omgivelserne er nu ganske forandrede. Begge monumenter for Carl Nielsen havde hans enke påbegyndt ganske kort tid efter hans død, men det var det fynske arbejde, der først blev realiseret. En komité med biskop Anders Rud, Odense, som formand havde stået for indsamling og bestilling af monumentet, og biskoppen sagde ved indvielsen bl.a.: "Det er først og fremmest jævne folk, der har samlet sig om at få dette minde rejst. Lad den større verden rejse minde for hans store toneværker. Vi har samlet os om det, Carl Nielsen tog med sig hjemmefra i arv og indtryk, og det, han bragte tilbage til det brede folk i sine 400 danske sange." Selvom antallet af sange ansættes til næsten det dobbelte af det faktiske tal, er talen alligevel udtryk for både Carl Nielsens sam- og eftertid, der identificerede ham med naturmennesket, der sublimerede de mange naturindtryk til kunst.
Monumentet i København lod vente længere tid på realisering, og først i 1939 blev det afsløret på den trekantede plads på østsiden af Nyboder, der afgrænses af Grønningen, St. Kongensgade og Poul Ankers Gade. Anne Marie Carl-Nielsen ville ikke lave et monument med portrætlighed – ligesom fløjtespilleren i Nr. Lyndelse heller ikke har det – hun ville i højere grad søge "at Fæstne Musiken i Monumentet". Derfor tog hun poesiens evige symbol, den vingede hest Pegasus, og satte musikeren på dens ryg. Desværre blev der ved den endelige udformning ikke midler til at sætte vinger på hesten, men som kunstnerinden sagde: "Hvis jeg ikke kan lave en Hest, der gaar i Vejret uden Vinger, duer jeg ikke! Det er den vingeløse Pegasus, han sidder og lytter efter Blæsten og Vejret." Men på Carl Nielsen-Skolen i Nr. Lyndelse kan man altså se Pegasus’en, således som den oprindeligt var tænkt.
De to monumenter i Nr. Lyndelse og København udgør tilsammen den vel nok fornemste tolkning af Carl Nielsens musik, ikke blot fordi de begge har fløjten med – naturens ur-instrument – men i højere grad pga. figurernes karakter. Monumentet i København er en Pan (med Panfløjten!), der på sin Pegasus bliver en udøvende kunstner, der ligesom guden Pan må sublimere sin lidenskab til fløjtespil. I den græske mytologi efterstræbte skovguden Pan en lokal nymfe, Syrinx, der imidlertid hellere lod sig omdanne til et siv ved flodens bred end at lade sig favne af guden. Han skar derfor en fløjte af hende! Hyrdedrengen er den anden side af kunstneren, mennesket og komponisten: han har musikken som et integreret og naturligt udtryksmiddel, men har i den afbildede situation kort afbrudt sit spil og er opmærksom på sine omgivelser. Således mærkede Carl Nielsen nemlig verden – i én sammenhængende sansning – hvilket bl.a. var én af forudsætningerne for, at han dyrkede symfoni-genren så relativt meget. Symfonien er musikkens mest omfattende enhed med det i sit udgangspunkt begrænsede, tematiske materiale, der herefter udfoldes stort i symfoniens sædvanligvis lange forløb (hos Carl Nielsen ca. en halv time). Dette enhedspræg bliver tydeligere i Carl Nielsens senere værker, f.eks. i fløjte- og klarinetkoncerter fra 1926 og 1928, men måske mest tydeligt i et andet værk fra de senere år, "Min fynske Barndom", som Carl Nielsen ligefrem forsynede med et forord, hvor han understregede, at ikke alle begivenheder ville blive fortalt i den "rigtige" rækkefølge, og at han ville lade erindringer og fortællinger tilsammen skabe en samlet oplevelse af hans barndom: "Jeg tror, at skildringen af min barndom derved bliver sandheden mere tro, end om jeg i hvert enkelt erindringsbillede småligt ville søge at udrede digt fra virkelighed". Senere i forordet hedder det: "Oplevelse! Ja, ved dette ord er hele verden åben, men alting bevæger og forskyder sig" – bevægelserne og forskydningerne i oplevelsens enhed var Carl Nielsens kunstneriske trosbekendelse, og alle disse elementer er netop til stede i den sansende hyrdedreng.
Ved indvielsen af monumentet i Nr. Lyndelse skænkede Anne Marie Carl-Nielsen desuden endnu et værk til sin mands hjemegn. Carl Nielsens mor, Maren Kirstine, var begravet på Nr. Søby kirkegård, og Carl Nielsen havde indtil sin død betalt for pasning af gravstedet. Nu skulle der imidlertid findes en ny ordning, og det blev arrangeret således, at menighedsrådet påtog sig denne pasning, og som led heri skænkede Anne Marie Carl-Nielsen et relief til ophængning i kirken. Det blev et halvcirkulært relief (89 × 168 cm), der forestiller Lazarus’ opvækkelse. Det var oprindeligt udarbejdet i marmor til Kristkirken i Kolding i 1927, hvor det er placeret over indgangsdøren. Relieffet til kirken i Nr. Søby var en gipsstøbning i samme dimension, som efter kirkens restaurering omkring 1980 nu er opsat i indgangen til præstegårdens konfirmandstue.
Ved sin død i februar 1945 havde Anne Marie Carl-Nielsens fynske tilknytning resulteret direkte i fem forskellige "fynske" arbejder samt indirekte "Lugekonen", som 20 år senere suppleredes med de to værker på Carl Nielsen-Skolen. Men allerede i 1950 havde Anne Marie og Carl Nielsens tre børn skænket yderligere to arbejder til Fyns Stiftsmuseum: dels en gipskopi af fløjtespilleren i Nr. Lyndelse og dels – måske nok så væsentligt – en 78 cm høj gips fra 1936, der forestiller "Den lille pige med svovlstikkerne". Det er i mange henseender en bevægende figur, hvor kunstnerinden søgte at fremstille "hvor den lille fryser, hun trækker sig helt ind i sig selv." Fløjtespilleren ses dog bedst i Nr. Lyndelse (men kan i øvrigt også ses i bronze på Rødovre Skole, hvor en kopi opstilledes 1939), selvom placeringen efterhånden ikke er så indlysende mere: dels er området for længst ganske bebygget, og hyrdedrengen har således ikke længere det oprindeligt tiltænkte udsyn, og dels betyder trafikkarakteren, at kun de færreste opdager figuren, medmindre man ved, at den er der! Pigen med svovlstikkerne hører derimod fint hjemme i Odense. Den er netop i sommeren 2002 sat på magasin, men vil snarest komme frem i større glans og glæde, om end det i skrivende stund ikke er afgjort, hvorvidt det bliver på Fyns Kunstmuseum, i Carl Nielsen Museet – eller måske i H.C. Andersens Hus.
Anne Marie og Carl Nielsen var trods ægteskabets flere alvorlige kriser, som bl.a. medførte en langvarig separation fra 1915-22, livet igennem hinandens vigtigste kolleger. Musikkens abstrakte væsen og skulpturernes konkrete tredimensionalitet kan umiddelbart forekomme at være uforenelige modsætninger, men hos disse to kunstnere kom de to kunstarter meget tæt på hinanden. Begge tilstræbte det naturlige og monumentale udtryk – for Anne Marie Carl-Nielsens vedkommende endda således, at hun så det monumentale i figurens naturlige positur, hvad enten der var tale om dyre- eller menneskefigurer. Derfor er det også sagt om hende, at hun ikke "komponerede" – hun lod ikke (med få tidlige undtagelser) skulpturerne bestå af flere dele, der så at sige kunne belyse hinanden – men hun søgte derimod at lade bevægelsen og det omskiftelige være indeholdt i den enkelte figur. Denne tanke var ifølge Carl Nielsens forord til "Min fynske Barndom" selve grundstenen i hans egen opfattelse af levende kunst, og derfor lykkedes det faktisk hans enke at fastholde musikken i de to monumenter. Intet kunne således være mere naturligt, end at de begge findes i hans fødeby. Her kan musikken i virkeligheden ses – hvis man altså lige opsøger dem – men det må man jo med de fleste store oplevelser.
