For 20 år siden fik museerne i Odense en erhvervelse, der gav et nyt træk til det sammensatte fysiognomi, som er Odense Bys Museers, 1. april 1938 skænkede førstelærer H.C. Frydendahl i Krarup den samling af udklip og optegnelser om Fyns topografi, personalhistorie og kulturhistorie, som han igennem en længere periode havde indsamlet personligt og ved medarbejdere overalt i det fynske område. Med grundlag i sine samlinger havde Frydendahl da i ti år udsendt månedsskriftet Fynsk Hjemstavn, hvortil det var lykkedes ham at knytte en række frivillige medarbejdere. Et meget værdifuldt materiale til fynsk kulturhistorie blev på denne måde offentliggjort, også af det originalstof, der sammen med udklippene var ordnet i det, som Frydendahl kaldte Fynsk Hjemstavnssamling.
I 1938 kunde det forudses, at månedsskriftet måtte få en begrænset levetid, ikke p. gr. af stofmangel, men af økonomiske årsager. I 1939 gik Fynsk Hjemstavn ind, men Frydendahl fortsatte ufortrødent indsamlingsarbejdet. Aftalen mellem Odense Bys Museer og Frydendahl var da også, at samlingen skulde forblive i Krarup, så længe Frydendahl skønnede det nødvendigt for sit arbejde med fynske folkeminder. Han havde endnu på dette tidspunkt planer om at få mere af stoffet i trykken. I 1945 lykkedes det ham at få udsendt et bind fynske folkeminder, der var tænkt efterfulgt af et eller flere tilsvarende for på denne måde nogenlunde at få udtømt, hvad der fandtes af egentligt folkloristisk materiale i samlingen. Ved hans død i 1947 overflyttedes Fynsk Hjemstavnssamling til museet i Møntergården.
I årene fra 1938 redegjorde Frydendahl for arbejdet med og væksten af Fynsk Hjemstavnssamling i årsberetningerne fra Odense Bys offentlige Samlinger. Den sidste redegørelse kom i årsberetningen for 1945/46. Siden overflytningen til museet har hans samling ført en stilfærdig tilværelse, selv om den har været tilgængelig for benyttelse og også nu og da har været brugt. Det kan dog vist siges, at efter at Frydendahl var borte, har den ligget hen som en død skat. Det er nu museets plan at puste nyt liv i den og føre indsamlingen af den mundtlige tradition videre. I det følgende skal der fortælles om, hvorledes dette arbejde er tænkt organiseret, og hvilken rolle Frydendahls samling er tiltænkt i denne sammenhæng.
Frydendahl havde ordnet sit materiale i tre rækker: en topografisk, en biografisk og en saglig. De to første består overvejende af avisudklip eller andet trykt materiale, og det er ikke planen at røre ved dem. De får lov at stå, som museet modtog dem. Men den saglige række har man anset det for nødvendigt at omordne, sådan at den naturligt kan glide ind på plads i museets sagligt og topografisk ordnede arkiv.
Mens Frydendahls materiale var ordnet efter opslagsord, sker grupperingen nu efter de retningslinier, som er opstillet i saglig registrant for danske kulturhistoriske museer, der i revideret udgave blev udsendt af Nationalmuseet i 1954. Som nævnt indgår det derved som et naturligt led i hele det øvrige arkivmateriale og vil være umiddelbart tilgængeligt. Der indvindes også plads derved, idet Frydendahls brug af opslagsord medførte en lang række dubletter, der nu kan udskilles og overlades til andre institutioner, der måtte være interesseret. Ved de mangeartede oplysninger, der hyppigt findes samlet i en enkelt optegnelse hos Frydendahl, rækker det med et henvisningskort under de respektive grupper.
Omordningen af den saglige række er i fuld gang, omend der endnu vil gå en rum tid, inden alt er bragt i den tilsigtede orden. Det vil også være nødvendigt at gennemgå såvel den topografiske som den biografiske række for at skrive henvisninger til de oplysninger med »sagligt« indhold, der måtte befinde sig der. Alt primært stof er blevet medtaget, uanset om det måtte være trykt helt eller delvis i Fynsk Hjemstavn eller andet steds, eftersom originalmaterialet har kildeværdi fremfor den eventuelle benyttelse i anden sammenhæng.
På denne måde kommer Frydendahls samling til at danne grundstammen i det optegnelsesarkiv, som så småt er ved at tage form. I det væsentlige skal arkivet rumme fynsk materiale, selv om Fyn ikke kan og heller ikke vil blive betragtet som en isoleret enhed. Det endelige mål må være at kunne placere det fynske område og de fynske kulturelementer i den større sammenhæng, der hedder europæisk kultur.
Den fremtidige indsamling til arkivet vil ske ad forskellige veje. Personalet ved Odense Bys Museer vil selv medvirke hertil ved de undersøgelser, der med basis i Den fynske Landsby foretages for at udrede byggeskikken på Fyn. Det gælder her ikke blot om at få belyst den tekniske side af problemet, men lige så fuldt af få klarlagt bygningernes funktion i den daglige tilværelse. Dette arbejde sker i den bedste forståelse med Nationalmuseets landsomfattende bondegårdsundersøgelse. Tilsammen skulde de to institutioners arbejde for Fyns vedkommende kunne supplere og uddybe vor viden om fortidens byggeskik, der vil kunne være af stor interesse for hele studiet af dette kulturelement.
Selv om studiet af byggeskikken er en stor mundfuld, har man fra museets side ikke tænkt at begrænse sig hertil. Mange andre nærliggende opgaver venter på at blive taget op både indenfor landsby- og købstadsamfund. Et fristende emne vil de fynske specialiteter være. Her tænkes bl.a. på Slettens vævere, som tidligere har været genstand for omtale i Fynske Minder (1955, 156-172) og sikar-fremstillingen i Karhuse. Det sidstnævnte problem har museet allerede taget fat på og har sikret sig en fyldig beskrivelse, som forhåbentlig kan suppleres med flere andre.
Men museets personale er ikke stort og har mange andre gøremål end at tage på optegnelsesrejser. I vid udstrækning må indsamlingsarbejdet med den mundtlige tradition baseres på medarbejderskab fra den fynske befolkning, på tilsvarende vis som indsamlingsarbejdet drives fra Nationalmuseets 3. afdeling, og som Frydendahl også havde organiseret sit. Et tæt net af frivillige medarbejdere over hele det fynske område er målet. Foreløbig har vi to sikre medarbejdere og en, der betænker sig lidt på at blive »skrivende«. Hvad museet kan yde sine medarbejdere er råd og vejledning i, hvordan arbejdet skal gribes an, papir til optegnelse af erindringerne og en dybfølt taknemmelighed ved modtagelsen af de beskrevne blade. Arbejdet er som sagt i gang. Fra en enkelt medarbejder på Østfyn har vi modtaget fyldige og interessante optegnelser om hørrens dyrkning og behandling, fårehold og uldens tilberedning og rugbrødsbagning, der tilsammen fylder 78 tætskrevne sider, og fra en vestfynbo 47 sider om tyendeforhold.
For at blive klar over problemerne i det fynske kulturområde er det planen at registrere på seddeludskrifter, hvad der findes af ældre trykt litteratur herom, et arbejde, som allerede er i gang. En lignende registrering finder sted af det fynske landsarkivs materiale.
Som de første numre i optegnelsesarkivet er placeret Eskel Sørensens optegnelser fra Vends herred fra første fjerdedel af 1800-tallet. Om denne ejendommelige mand og hans indsamlingsarbejde kan læses i Fynsk Hjemstavn 1934, 134-140, ligesom optegnelserne selv findes aftrykt sammesteds 1934, 153-157, 1935, 38-46, 54-63, 85-93, 119-128 og 153-158 samt 1939, 151-158 og 163-174. Selv om dette er samlingens pragtstykker, vil kendere af Fynsk Hjemstavn vide, hvor meget værdifuldt materiale der findes som resultat af Frydendahls indsamlingsarbejde. Fra årene efter Fynsk Hjemstavns ophør foreligger meget materiale af interesse, som endnu er utrykt. Som smagsprøve skal her gives et par af disse optegnelser. Den første er ganske kort, men vigtig, fordi man vel har beskrivelser af bindebreve og deres udseende, men få præcise, stedfæstede oplysninger om, hvordan det gik til ved selve »bindingen«. Den stadigt genkomne forklaring er hentet fra Feilbergs Dansk Bondeliv, og den dækker vel nærmest skikkens udformning i den sydvestlige del af Jylland. Den fynske optegnelse giver besked om, hvordan det gik til på Avernakø. Meddeleren er husmand og væver Anders Falk, der fødtes i Korshavn 1851, og oplysningerne er nedskrevet af Frydendahl i august 1938. Således fortæller Anders Falk:
I Munke blev de bunden alle, hvem der ikke havde våren der før. Da jeg var kommen dertil og var kommen i væverlære, blev jeg også bunden. Vi var 8, der blev bunden det år. Mit brev var lagt i en spolebakke. Hvem der ikke kunde løse knuderne på silketrådene, var bunden. Vi havde gildet ved møllerens det år. Vi fik punch, og der var musik og dans. Alle byens unge var med. Det var første eller anden onsdag i fasten. En fætter til mig tjente dengang i præstegården. Ham kunde de ikke binde. Han blev sendt hen til købmanden efter søm. De svøbte papir om pakken; men han forstod nok, hvad det var for noget papir. »Tag det papir af«, sagde han, »sømmene vil jeg nok have«. – Bindebreve har ikke våren brugt på Korshavn, men både i Munke og Avernakke, hver by for sig.
Til forklaring af den anførte beskrivelse skal kort anføres, hvad Feilberg oplyser om skikken.[1] Bindebrevene indeholdt enten en skreven gåde, som skulde gættes, eller de var forsynede med nogle silketråde, der knyttedes i knuder, hvis løse ender lagdes ind under laksegl. Hermed var sagen dog ikke afgjort. Vanskeligheden var at få den, til hvem bindebrevet var bestemt, til at modtage det. Derfor blev bindebrevet skjult eller camoufleret på forskellig vis — f. eks. som ovenfor ved at blive svøbt om søm eller andre købmandsvarer —, for hvis vedkommende blot kom til at røre ved brevet, var han bundet. For skikken i almindelighed må henvises til Feilberg og Johs. E. Tang Kristensen,[2] men for Avernakøs vedkommende kan yderligere anføres, at i Munke blev både nykonfirmerede og nytilflyttede bundet med bindebrev. Bindegildet, som de skulle afholde i fællesskab, var ikke fastlagt til nogen bestemt dag.[3]
Den næste optegnelse er ligeledes fra Avernakø og giver i al sin korthed et storartet billede af tilværelsen på en gård, set med lillepigens øjne. Optegnelsen er fra august 1939, og er meddelt af bager R. Juul og hans kone i Munke, men oplysningerne stammer fra bagerens mor, Karen Marie, der var født i Ulbølle i Salling herred, men allerede før sin skolegang kom til Avernakø. Hendes oplysninger er da fra samme tid som de allerede meddelte om bindebrevene. Om sine erfaringer som lillepige havde hun tit og ofte fortalt:
Om vinteren måtte de op, mens det endnu var brandmørkt. Når de malkede, havde de tændt en lysestump, som de satte i gødningen bag køerne. Ellers måtte de gå og rave i mørke. De skulde være færdig med morgenarbejdet til kl. 8. Når de bryggede eller bagte, måtte de op kl. 3—4. Så skulde de mænge grut og give køerne, og så skulde de have malketøjet gjort i stand. De kappedes om, hvem der havde det pæneste malketøj; båndene skulde skures på malkebøtten. Så skulde de passe mælkefadene under loftet.
Til hverdag skulde de blot feje ud, men om lørdagen skulde de skure bord og bænke. Til davre fik de øllebrød uden sukker, og alle spiste af eet fad. Hvis de kunde nå alt det inden kl. 8, kunde de få tid til at vaske og rede sig; men ellers måtte de gå ind, som de var. De skulde være ved arbejdet kl. 8.
Arbejdet var at spinde og karte. Hen på formiddagen fik de mellemmad. Det var en pande stegt flæsk og lidt brød til at dyppe i fedtet. Så arbejdede de igen med ulden, til de skulde ud og malke til middag. Middagsmaden lavede konen selv, men de skulde vaske op. Om eftermiddagen skulde de igen spinde eller karte.
Fra mikkelsdag til den 12. marts sad de aftensæde undtagen lørdag og søndag. De sad til kl. 9. Lyset var et hjemmelavet tællelys i en høj buk. Den ene kone, hun tjente ved, havde et stykke brød stående på sit hoved at bide af for ikke at falde i søvn.
Om eftermiddagen fik de mellemmad kl. 4. Det var et par stykker rugbrød med øl at drikke til. De spiste til aften kl. 7, når de havde malket. Hveranden aften fik de nykogt grød med kold mælk og hveranden aften kold grød i varm mælk. Det var byggrød.
Det værste var, når de havde bagt, så skulde pigen ind i ovnen og rense den ekstra, for så skulde rugen ind og tørres til bagning næste gang. Hun måtte kravle ind med en skæppe, hælde kornet af og jævne det ud. Det var sådan, at kulden kunne slå dem, når de kom svedt ud. De bagte af 5 skæpper hver måned. Til jul bagte de så meget sigtebrød og hvedebrød, at de kunde gemme noget helt til fastelavn. Der blev gemt nogle stykker oppe i kornet på loftet. Efter julebagningen måtte lillepigen op i ovnen og gøre den ren til pebernødder. — Når de bryggede, lagde de to strå i kors i bunden af karret, for at øllet skulde gøres.
De slagtede 8 lam. De sad mange gange oppe til kl. 12-1 og hakkede kød med en økse — de havde jo ikke kødhakkemaskiner dengang — til pølser, lammekødpølser. De lavede også rullepølse. Af fåreblodet lavede de svede. De kom løg i, og så blev det kogt i en stor pande. Det blev brugt i de nærmeste dage. Af vommen af lammene lavede de finker. Vommene blev skoldede og skrabede og blev kogt sammen med lever og skankerne med kød på. Finkerne blev spist med ske efter øllebrød om morgenen. De var lavet til med eddike, sukker og æbler. Finkerne kaldtes også kallun (med tryk på første stavelse). Lammene slagtedes før grisene.
De slagtede et par grise en af de sidste dage i oktober, så de kunde rejse til Fåborg og sælge bøsterne den 1. november. Det, der skulde sælges, blev lagt i lagener. Småhåndværkerne i byen købte gærne hver en halv gris.
Blodet af grisene saltede de og satte det hen i store lerdunke. Nogle lod blodet løbe sammen og saltede det som et stykke kød. Når de kogte sortpølser, måtte de slet ikke tale, hverken mens de stod og stoppede pølserne, eller når pølserne var kommet i gryden – det var den store hedegryde -, for så gik pølserne i stykker og kogte ud. Det var altid lillejuleaften (de kogte dem).
Nogen udtømmende beskrivelse af livet på en af øens gårde giver beskrivelsen ikke, men man får et godt indtryk af pigernes virksomhed vinteren igennem, selv om det vilde have været ønskeligt at få besked om, hvor stor gården var, og hvor mange beboere der fandtes på den.
Efter disse prøver på Frydendahls materiale, der viser, hvad der endnu kan hentes fra de utrykte optegnelser, skal til slut gives en prøve på, hvad man den dag i dag kan samle af oplysninger om ældre tiders forhold.
Da Sortebro kro hentedes ind til Den fynske Landsby for godt ti år siden, hørte man på egnen tale om en løftesten, der skulde have været brugt til kraftprøver af krogæster. Trods eftersøgninger lykkedes det ikke dengang at finde frem til stenen, men håbet holdtes i live på museet. Det var efterhånden blevet en rutinesag for museets arkitekt at spørge folk, om de kendte noget til vedkommende sten, og i år gav det resultat. Et spor blev fulgt og førte til stenens opdagelse i et havegærde (se fig. 2), ikke ved Sortebro kro, men ved den ikke så meget sydligere liggende »Pælekro«, der nedlagdes omkring 1930. På stedet ligger nu et privat hus, Vildtbanehuset, hvis ejer Anders Kristoffersen har vist museet den interesse at overlade det stenen. En omtale af erhvervelsen i de fynske dagblade skete med den bagtanke, at man derigennem kunde få sikrere oplysninger om de skikke, der knyttede sig til stenen. Museet blev da heller ikke skuffet i sin forventning, selv om der kun meldte sig én meddeler, der til gengæld kunde fortælle virkelig interessante ting.
Meddeleren, fru Hanne Rasmussen i Øksendrup, er født i Galdbjerg, hvor hun tilbragte sin barndom. Galdbjerg ligger nær den gamle landevej til Svendborg, og bønderne fra Galdbjerg har mangfoldige gange på deres købstadsture passeret såvel Sortebro kro som Pælekroen og vel også været af vognene for at prøve kræfter på løftestenen. Hanne Rasmussens far fortalte, at når man samledes ved Pælekroen, som ungdommen i datiden havde for skik, så skulde man prøve kræfter ved at forsøge at løfte stenen. Den, som ikke kunde løfte den, skulde give en pægl mjød.
Denne oplysning var en bekræftelse på, hvad museets egne folk havde hørt, så længe de havde kendt stenens eksistens, og det falder godt i tråd med, hvad man iøvrigt kender om kraftprøver, behændighedsprøver eller spil, hvis formål alle er at få den tabende part til at give en omgang.
Ulige interessantere var, hvad meddeleren yderligere med faderen som kilde kunde fortælle, nemlig at det at kunne løfte den blev af de unge, opvoksende karle taget som bevis for, at nu var man værdig til at blive optaget i karlenes lav. Løftestenen bliver derved ophøjet fra et tidkort for krogæster til midtpunktet i de kraftprøver, der i ældre tid satte skel i landsbysamfundenes sociale opdeling. Den almindeligst kendte kraftprøve har været at stå i en skæppe og løfte en tønde korn på nakken, men specielt udformede genstande til kraftprøver er et særsyn i Danmark. Sandsynligvis er løftestenen fra Pælekroen med sin tilknytning til karlelavene den eneste af sin slags på Fyn. En lignende løftesten skal have været på Bjørnø, men er nu forsvundet. Det er da et vigtigt bidrag til Fyns kulturhistorie, der her er sikret, og ekstra perspektiv får det ved de tilsvarende forekomster, der kendes fra vore nabolande.
I Sverige er opdelingen indenfor det gamle bondesamfund blevet specielt studeret, og Sigurd Erixon har i afhandlingen: Aldersklasser och ynglingalag[4] redegjort for de forskellige prøver, der gav adgang til optagelse i karlenes lav. Blandt disse spiller kraftprøver med løftesten en betydelig rolle, kendt fra Småland, Öster- og Västergötland og Närke, ligesom den også forekommer i Österbotten.[5] Ikke alene er benævnelsen identisk med den danske – sv.: »lyftsten«, men formen også overraskende lig den fynske. Det gælder en løftesten fra Östergötland, der afbildes hos Erixon, mens andre løftesten er utildannede. Visse steder har man brugt flere sten af forskellig vægt, sådan at den mandlige ungdom kunde opdeles i flere lav. Fra Karleby i Västergötland kendes således en »pojkasten« på 67 kg og en »drängasten« på 107 kg.
Meddelelserne om den fynske »løftesten« har ført til, at en tilsvarende fra Nørresundby er blevet trukket frem af glemselen. Indtil nu er det ikke blevet oplyst, om den har spillet en rolle ved kraftprøver i karlelavene, men af udseende er den meget lig den fynske.
Løftestenen er nu anbragt ved indgangen til den gamle Sortebro kro, ikke for at krogæster skal kappes, og kromandens omsætning øges, men som et synligt minde om sammenholdet i det gamle landsbysamfund. Det vilde være af betydning, om folk, der kender til løftesten eller andre kraftprøver fra de gamle karlelav, vilde videregive deres oplysninger til Odense Bys Museer, og det vilde være interessant at få at vide, hvor langt omkring fra karlene mødte op ved Pælekroen for at vise deres styrke og blive anerkendt for at være »karl for sin hat«.
