21. april 1971 holdt overbibliotekar, dr. Topsøe-Jensen efterfølgende foredrag på Statens Museum for Kunst, der her optrykkes efter foredragsholderens manuskript.
Det begynder med havfruer og det ender med havfruer. Det begynder 1837, da den 17-årige Lorenz Frølich tegner de tidligst kendte danske H.C. Andersen-illustrationer, 11 tegninger til Den lille Havfrue, der var udkommet i april samme år, og det ender 1905, da den gamle mester på opfordring af Gyldendals direktør Peter Nansen smykker med sine billeder den statelige kvart, der hedder: Den lille Havfrue. Kærestefolkene. Den grimme Ælling. Illustreret til Forfatterens 100-Aars Jubilæum af Lorenz Frølich, hvor de 21 billeder til eventyret om havfruen er bogens fleste og kunstnerisk vigtigste. Der ligger altså 68 år og et langt virksomt kunstnerliv mellem det første og det sidste arbejde med illustrationer til H.C. Andersens eventyr. Billederne fra 1837 er ikke meget kendt; de blev først udgivet allesammen i 1955[1]; Illustrationerne fra 1905 huskes vel kun af særligt kunstinteresserede og af besøgende i H.C. Andersens Hus i Odense, hvor en række af de smukkeste, gave fra kunstneren selv, er udstillet. Til gengæld er billederne til Andersens eventyr fra 1858-72 nok nogle af Frølichs i vore dage mest kendte, og om samarbejdet i anledning af dem mellem kunstner og digter skal de følgende betragtninger handle. Det bliver ikke et kunsthistorisk foredrag; om illustrationernes plads i Frølichs produktion, deres kunstneriske værdi og Frølichs inspiration af de Andersenske tekster kan læses i en meget fin afhandling i bogvennen 1964 af museumsinspektør Hanne Westergaard, hvori der også findes en fremragende analyse af eventyret Dynd-kongens Datter[2]. Her gælder det om at samle lidt af vor viden om det personlige forhold mellem de to mestre.
Jeg nævnede havfruetegningerne fra 1837. Som vi senere skal høre, har H.C. Andersen set dem og husket dem, men hvor og hvornår han har set dem, kan jeg ikke sige noget om. Jeg mindes aldrig at have læst, at han kendte grosserer Frølich eller var kommet i hans hus. Men han kendte Lorenz Frølichs morbroder Ferdinand Tutein, der var gift med syngemester Sibonis datter Pepina; han havde jo i sit første eventyrlige københavnsår 1819-20 sin daglige gang i Sibonis hus, og bekendtskabet med fru Pepina varede til hendes død i 1866. Andersen var flere gange gange gæst i konsulens statelige hus på hjørnet af Vimmelskaftet og Badstuestræde, det ligger der den dag i dag, og fra Tuteins vinduer så han i februar 1851 troppernes indtog i København efter Treårskrigen[3]. Han kan også have truffet kunstneren hos fru Signe Læssøe, hvis søn, maleren Thorald Læssøe, var en af Frølichs nærmeste venner.
Oktober 1840 rejste Frølich udenlands; sent på efteråret 1842 slog han sig ned i Dresden, hvor han malede hos historiemaleren Bendemann. Imidlertid var han i 1844-45 igen i Danmark, inden han i oktober 1845 vendte tilbage til Dresden. Under besøget hjemme tegnede han den første danske publicerede H.C. Andersen-illustration, nemlig det berømte og meget smukke billede til Hyldemoer. Eventyret stod trykt i P. L. Møllers Nytaarsgave Gæa for 1845.[4] Som vi nu kender billedet, er det en venlig gammel mand med langt hvidt hår og kalot, der sidder ved den lille forkølede drengs seng. Men der eksisterer et gennemarbejdet udkast hvor manden, der kan fortælle eventyr, er omkring de 40, digterens alder, med kort hår og briller.[5]
1845-46 var H.C. Andersen på en lang og vigtig udenlandsrejse. Han var nu blevet så gruelig berømt i Tyskland (som en af hans gode veninder sagde), at først en Berliner-forlægger, dernæst tre forlagsboghandlere i Leipzig kappedes om at erhverve retten til at udgive hans Samlede Skrifter. Den danskfødte Carl B. Lorck i Leipzig gik af med sejren og det var hans hensigt at udgive ikke blot Gesammelte Werke, men også en fuldstændig, illustreret udgave af eventyrene. Der var allerede dukket flere eventyroversættelser op med billeder; den første kom allerede 1838 med gode illustrationer af G. Osterwald; på rejsen ned havde Andersen i Hamburg set på billeder hos Otto Speckter og fundet dem „høist geniale“; mindre fornøjet var han med Ludwig Richters illustrationer.[6] Efter at have sluttet kontrakt med Lorck var digteren taget til Dresden og her var han 24. februar 1846 til middag hos den norske maler J. C. Dahl sammen med Lorenz Frølich. Tre dage senere skriver han til Lorck:
„Jeg har talt med Frøhlich, han gik strax ind paa at levere Tegninger til Eventyrene, det vil sige til Enkelte, f. Ex. den lille Havfrue etc., han havde lovet at skrive selv til Dem derom … Hvad iøvrigt hans Tegning til „Hyldemoer“ angaaer, som De har den i „Gæa“, da maa jeg gjøre Dem opmærksom paa, har De ikke selv læst Eventyret, at det ikke ganske passer; saaledes som det er i Gæa kan det ikke blive i vor Udgave; Frøhlich maa ikke have læst Eventyret, men gjort Tegningen efter en mundtlig Fortælling; thi det er ikke Amor, men Hyldemoer, der meget nøiagtig er beskrevet i Eventyret, som kommer ud af Thepotten, dette maa bringes i Harmoni, Billede og Fortælling“.[7]
Frølich bekræfter i en efterskrift, at han gerne vil gøre tegninger til enkelte af fortællingerne; — „til alle kan jeg umulig paatage mig det, men det ønsker De maaske heller slet ikke“. Han beder om at få opgivet formatet og hvilke eventyr Lorck allerede har tegninger til, så at dubletter kan undgås, og forresten vil han om muligt have eventyrene sendt, da han selv ikke ejer dem.[8] Andersen nedskrev, inden han rejste videre, „nogle Antydninger med Hensyn til Motiver for Billeder til Eventyrene“, bestemt for Frølich,[9] og han fortalte i brev fra Wien 6. marts, at „Maleren Frøhlich nu gjør Tegninger til en Deel af Eventyrene i den ilustrirte Udgave“.[10] Et halvt år efter skriver han til Lorck fra Lyon 24. juli 1846: „har De faaet Tegninger af Frøhlich?“[11] Det havde Loreck åbenbart ikke, og så hører vi ikke mere om sagen.
I april 1847 har Andersen opgivet tanken: „Frøhlich er, saa vidt jeg veed, i Rom“; Andersen vil helst nu overdrage hele arbejdet til en enkelt mand. Constantin Hansen har ikke tid; Niels Simonsens fantasi spiller mest i de afrikanske ørkener, og lutter beduiner kan vi ikke have, siger Andersen. Men der er dukket en ung genial mand op, Petersen, officer i Søe-Etaten, og bekjendt her hjemme ved sine virkelig geniale og iderige tegninger.[12] Og som bekendt løste han opgaven og tegnede billeder til eventyrene, de sidste til De Vises Steen. Vilhelm Pedersen døde 13. marts 1859 af tuberkulose, og 1862-63 udsendte Reitzels Forlag den bekendte 2-binds udgave med de eventyr, han havde nået at illustrere. Men siden 1858 havde H.C. Andersen efter en pause på et par år skrevet en lang række nye eventyr, i efteråret 1865 var han nået op på 42 nye, og da de to bind med Pedersens billeder indeholder 80 eventyr, var der god mening i at lade dem følges af et nyt tredie bind med nye tegninger.
Herom skriver digteren i sine bemærkninger til eventyrene:
„Efter V. Pedersens Død var det om at gjøre at finde en lignende Dygtighed til at illustrere de senere fremkomne nye Eventyr og Historier. Mellem de mange herhjemme, som for deres egen Fornøjelse med Held havde forsøgt, tidligere end V. Pedersen, at tegne Billeder til disse smaa Digtninger, var Hr. Lorenz Frølich der allerede ved Tegninger til et Par franske Børnebøger, læste af store og smaa, ogsaa i denne Retning havde vakt Opmærksomhed“.[13]
Andersen henvendte sig nu 7. november 1865 til Reitzel „for at Frølich skal gjøre Billeder til mine Eventyr“ og opsøgte d. 13. Frølich, der havde været på besøg hos sin mor; han var to dage før rejst til Paris, men Andersen skriver i dagbogen: „Jeg havde sendt Reitzel til ham og faaet arangeret at han sætter Billeder til mine Eventyr som Fortsættelse af Petersen“[14]. 31.1.1866 svarer Frølich Theodor Reitzel, at han med største glæde påtager sig arbejdet, han vil levere 150 billeder til 36 eventyr mod et honorar på 6000 fres; Billederne leveres færdige i ætsninger efter brd. comtes metode. Han tilføjer: „I Almindelighed vilde jeg begynde og slutte hver Beretning med en Vignet, som i de ældre, men forresten anbringe Billederne der og i den Størrelse, som Indholdet opfordrer mig til, paa den Maade faaer De de bedste Tegninger“.[15] Det blev i årenes løb til 322 tegninger til 76 eventyr.
Frølich gik straks igang med arbejdet, og da Andersen kom til Paris samme forår – han var der fra 29. marts til 13. april 1866 på vejen til Portugal – besøgte han flittigt Frølich, første gang 2. april på sin fødselsdag, hvor kunstneren viste ham flere skitser til eventyrene, som digteren i breve betroede sine venner, at han var yderst tilfreds med, han kaldte dem „deilige“, „glimrende“, „prægtige“, „smukke“;[16] så sent som 11.3.1867 skriver han til Frølich selv: „jeg er, veed De, saare glad over de Tegninger jeg allerede har seet“.[17] Det var Reitzels tanke, at eventyrene nu, som det 1849 havde været tilfældet med udgaven med Vilhelm Pedersens tegninger, skulde udkomme i hefter; Andersen skriver til fru Melchior, at „eet Hefte vil udkomme til Nytaar“[18]. Men Reitzel vilde kun udsende et hefte, når han var sikker på, at de øvrige vilde følge hurtigt efter. Det turde Frølich ikke love, og på dette tidspunkt var der kommet yderligere uorden i værkets køreplan.[19]
Sagen var den, at Frølich havde fået den smukke tanke, at lejligheden skulde benyttes til at foretage et fremstød for H.C. Andersen i Frankrig, hvor han var langt mindre bekendt end i de tysktalende og engelsktalende lande. Han tog digteren med til sin forlægger Hetzel 11. april. Hetzel skrev selv teksterne til de berømte billedbøger om Mlle Lili, un Froelich, kaldtes de, og det lod nu til, at han kunde tænke sig at udgive nogle af Andersens skrifter. De tre spiste frokost sammen, og Hetzel sørgede for, at Andersen blev fotograferet hos en af byens ansete fotografer Emile-Antoine Bertall, der forresten var maler og tegner og havde lavet gode illustrationer til den første ordentlige franske oversættelse af eventyrene.[20] I tilslutning hertil skrev Frølich 18.4. til Andersen, der imidlertid var nået til Bordeaux:
„Jeg haaber med Dem, at Franskmændene meer og meer maa kjende det Taarn, De har sat paa Dannevirke. – Jeg søger ogsaa at slæbe nogle Steen sammen, drømmer ogsaa om et Taarn; blot det ej bliver un château d’Espagne [altsaa et Luftkastel]. Vist er det at det blot er i Aandens Verden, Danmark kan faae en større Betydning, – men det er ogsaa det Bedste“.[21]
Uover en forsinkelse på et år af eventyrbindet kom der imidlertid ingenting ud af projektet, og man har i grunden ikke indtryk af, at Hetzel på noget tidspunkt har taget det alvorligt. Affæren kan følges gennem en livlig korrespondance mellem kunstner og digter, men enkeltheder er i denne forbindelse uden interesse. Hetzel skød først skylden på den politiske situation – optrækket til krigen mellem Preussen og Østrig – som (skriver Frølich om ham) „i den Grad har deprimeret Forholdene, at han intet nyt begynder, tvertimod ønskede at gjøre ugjort, hvad der er i Gang“.[22] Derefter tænkte han kun paa børnebøgerne – „Hetzel er fortvivlende, hver Gang jeg taler med ham, faaer man en ny Mening“.[23] Så kom der i september forbigående økonomiske vanskeligheder på grund af en forretningsforbindelses fallit. De blev overstået, men tanken at udgive værker af Andersen udenfor eventyrene, nye eller gamle, var definitivt skrinlagt. Frølich håbede dog endnu at redde i al fald et udvalg af eventyrene. Han vilde gjøre et hefte, rigt illustreret og i stort format, „som det jeg i Aar gjør af La Fontaine; i Valget bryder jeg mig ej om det bliver af de allerede oversatte eller nye; vi tage nogle ret frappante, og da det bliver rigt udstyret, haaber jeg for os begge, at det vil tiltrække sig Publicums Opmærksomhed; – det vilde jo være ret om jeg som Dansk kunde lykkes at ledsage min berømte Landsmands Digtninger med characteristiske Billeder“.[24] En god oversætter var svær at finde; forlæggere var „tørre Speculanter, kom og byd dem noget – tilmed heelt færdigt – de gider knap see på det, før hele verden kjender det og råber på det, og hvem af dem kan andre sprog, at de kunde læse det før oversættelsen“.[25] Han vilde nu prøve på selv sammen med sin svenskfødte kone og forfatteren Sauvage, som Andersen havde truffet i Frølichs hjem, at lave en oversættelse, men var klar over vanskelighederne: „ved Æventyrene udfordres Deres Æventyrtone, som just paa fransk er meget sværere at finde, næsten at skabe, end f. Ex. paa tydsk eller engelsk, som har meget meer naive Elementer“.[26]
Museumsinspektør Hanne Westergaard har fortalt mig, at der i MS. eksisterer en sådan, rigtignok ikke meget vellykket prøveoversættelse af Prindsessen paa Ærten, Vanddraaben, Det er ganske vist, Svinedrengen og Det nye Aarhundredes Musa, ligesom enkelte illustrationer hertil er bevaret. Frølich, der selv udgav bøger, vilde nu i fællesskab med Hetzel stå som forlægger; Frølich skulde bekoste gravuren, Hetzel trykning og papir. Men Hetzel havde en ny indvending parat: han havde fået moralske skrupler! Han erklærede, at et hefte med sådanne eventyr vilde det franske publikum absolut ikke acceptere for børn og unge – skønt man jo i forvejen havde Soldis oversættelse med Bertalls billeder — navnlig Det er ganske vist gik slet ikke an; han tænkte – skriver Frølich – „strax paa Paralellen, af unge Damer, som tage Fjedre af sig o. s. v.“[27] Andersen svarede forskrækket, at Hetzel ganske måtte have misforstået eventyret.[28] Frølich skriver videre:
„Jeg undrer mig ej over, at De ej kan begribe Hetzel; det var efter Gjennemlæsning af Oversættelsen, vi expres havde gjort; -jeg har tænkt, at han har havt andre Aarsager, han ej har udtalt, men hans Venner sige, det ligner ham. – Alligevel haaber jeg en Gang at udføre min Plan; – Jeg troer vel ej, at De her bliver saa populair, som i de Germaniske Folkeslag; Franskmændenes Gemytsliv er saa forskjelligt fra vort; – men en Deel af Deres Arbeider vil nok slaae igjennem her, – De har jo alt begyndt“.[29]
11. marts 1867 skriver Andersen så til Frølich: „Paa næste Julebord ville Deres Tegninger give Solskin over mine Historier og Eventyr, . . . Reitzel venter hver Dag paa en Sendelse fra Dem, lad den nu ikke forlænge udeblive“.[30] Og så kom da omsider i 1867 det første eventyrbind, som Frølich havde illustreret. Udsendelsen i hefter var opgivet, heller ikke fik man nu, hvad både Andersen og Reitzel havde ønsket, eventyrene så vidt muligt i kronologisk rækkefølge, som det havde været tilfældet i 2-binds udgaven 1862-63, og som det også skulde ske i de tre bind med Frølichs tegninger, som kom 1870, 1871 og 1874. Bogen hedder Femten Eventyr og Historier af H.C. Andersen, Ny Udgave. Med Illustrationer af Lorenz Frølich.
Formatet var større end i 1862, udstyrelsen efter danske forhold prægtig, selv om den tekniske gengivelse af tegningerne undertiden kunde have været finere. Indhold: Tolv med Posten, Barnet i Graven, Suppe paa en Pølsepind, Noget, Hurtigløberne, Pebersvendens Nathue, Abe-Bogen, Sneemanden, Klokkedybet, Skarnbassen, Psychen, Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige, Børnesnak, Anne Lisbeth og Pen og Blækhuus. Det må vel være Frølich selv der har bestemt, hvilke eventyr der skulde med i denne omgang, og man synes ikke, at han har tilgodeset alle sider af sit talent. Måske er der her nærmest tænkt på et fransk publikum; specielt danske eventyr med nogle af hans allerbedste tegninger mangler: Dyndkongens Datter, En Historie fra Klitterne. Heller ikke Vinden fortæller om Valdemar Daa og hans Døttre, som han tilmed havde korresponderet med Andersen om, er med. Iisjomfruen har han nok ikke på dette tidspunkt fået helt færdig; først i eftersommeren 1867 har Frølich og fru Lina været en sviptur i Schweiz, terra incognita, skriver han;[31] jeg tænker, at der undervejs er taget skitser til eventyret. Pigen som traadte paa Brødet har nok været for uhyggelig for sarte franske børn. Den har derimod gjort lykke i familien Frølich. Andersen havde fra Bordeaux sendt sit fotografi med et vers bagpå til den lille Edma, 6½ år gammel. Frølich takker på datterens vegne 18.4.1866:
„om nogle Aar kan den Lille der fik det, ogsaa sætte Værd paa det. Jeg kyssede hende til Hilsen fra Dem og spurgte hende, hvad jeg skulde sige fra hende: „tusinde Kys, og Tak for den lille Pige, som traadte paa Brødet; den glædede mig, saa jeg græd“.
Bogen udkom 10. december 1867 og Frølich var tilfreds med det smagfulde udstyr og det gode tryk, selv om han fandt enkelte af billederne noget urene og undrede sig over, at andre ikke var kommet med, f.eks. den gode slutningsvignet, hvor snemanden smelter. Til Reitzel skrev han:
„I de Tegninger, jeg har søgt at give Virkning, har jeg ej naaet hvad jeg vilde; derimod findes at slige som dem i „Psychen“ er kommet fortrinligt; ved et saa soigneret Tryk see de ud som Raderinger; om jeg vidste at De og Publicum synes om det, vilde jeg behandle mange Tegninger paa den Maade. Det vil jo interessere mig at høre, hvorledes Bogen er blevet modtaget: hvad siger Andersen, Critiken, Publicum og De selv; har De havt et ønskeligt Salg af Bogen?“[32]
Brevet er skrevet kort efter nytår. På dette tidspunkt forelå der allerede 7 anmeldelser, men Frølich så dem ikke. Først 9. februar 1868 fik H.C. Andersen skrevet til ham. Hans brev og Frølichs svar er nogle af de vigtigste dokumenter til belysning af forholdet Lorenz Frølich – H.C. Andersen.
Andersen undskylder sig med, at hans tid har været så optaget; han burde for længe siden have skrevet. Og så kommer det et godt stykke nede i brevet:
„Kritikken i alle de betydeligste Blade maa jeg sige Dem, hvis De ikke allerede veed det, omtaler Deres Arbeid med fuld Anerkjendelse og De hører til de lykkelige Landsmænd, man tilfulde vurderer og udtaler sig varmt om. Fra Deres tidligste Tid, da De tegnede de smaa yndige Billeder til „den lille Havfrue“, Billeder som aldrig kom ud i Publicum, var det mit inderligste Ønske, at De, just De, vilde faae Lyst til at illustrere Eventyrene, det er nu skeet, men først i de sidste Dage. Flere forsøgte det forud men ikke med det afgjorte Held som Leutenant Pedersen. Hans Illustrationer er tilfulde trængt ind i det danske Publicum, de ere givne med Lune og med inderlig Kjærlighed til den lille Digtning selv; det er altsaa blevet en mindre let Opgave for dem som kommer efter ham at hævde samme Plads, end sige skaffe sig een endnu høiere, jeg henvendte derfor Reitzel paa den Eeneste jeg saae kunde gjøre det: Lorenz Frølich. Jeg takker Dem hjerteligt fordi De har paataget Dem dette Arbeide, og vilde have været end mere glad der ved om De havde været i Stemning og faaet Tid til at udføre Hefte for Hefte, som disse fulgte og ikke sprunget, som Tilfældet er blevet, dog det er mindre væsentligt! De vil, som sagt, i alle ret betydende Blade kun læse Ros og Beundring, det vi ellers ikke er saa ubetinget riig paa, men foruden Redacteurernes Dom er der ofte en anden, den i Publicum selv, denne smælter her i det Væsentlige sammen med al den Erkjendelse De erholder for de smukke Billeder til de femten Eventyr, men De sammenstilles, som man maatte vente, altid med Petersen og medens De hos Kunstnere f. Ex. Bloch og Andre særdeles roses for at have givet det meest kunstneriske, fremhæve Lægfolk at der er noget Fremmet, noget ikke Dansk, i flere af Billederne, og dersom De, ved at blive gjort opmærksom herpaa, giver disse Ret, da vil jeg ikke fortryde at jeg har taget Mod til mig for at sige det til Dem, der saa let kan rette sligt. Den eneste Anmældelse jeg har truffet paa som nærmer sig den stille Folke-Udtalelse, har jeg klippet ud og lagt heri Brevet, idet jeg veed, at en Kunstner af den Betydning som Dem, kan man aabent tale med om hans Værk og han selv bedst afgiøre om Dommen er heel forfeilet eller der er en Gran Sandhed i den. Det vil dybt bedrøve mig om der i dette skrevne, skulde synes Dem en kold, kritisk Luftning, fra de nordlige Lande hvor Kritikken altid blæser skarp og kold. – Maaskee er det keitet af mig at udtale mig saa frit og aabent hvor jeg maaskee er paa galt Spor, men det vil og maa De indsee at det er i Kjærlighed til Sagen og Forvisningen om Deres Kunstner-Magt og Sjæl jeg har gjordt det. – . . .[33]
Den brevet, i et blad-udklip, vedlagte anmeldelse stod i Dagbladet 16.12.1867. Den lyder således:
Bognyt. Femten Eventyr og Historier af H.C. Andersen. Ny Udgave. Med Illustrationer af Lorenz Frølich (C. A. Reitzel). Disse femten Eventyr er blandt dem, der ikke er illustreret af V. Pedersen. De heldigste af Illustrationerne forekomme os at være: Tolv med Posten, Pebersvendens Nathue og Hvad Fatter giør, det er altid det Rigtige. Som naturligt er, leverer en Kunstner som Frølich ikke noget i og for sig daarligt i sit Fag; men Grundtonen i Andersens Eventyr og Historier er ikke heldig truffen i Illustrationerne, og de staae f. Ex. i denne Henseende langt tilbage for V. Pedersens, deres kunstneriske Værd ufortalte. Saagodtsom alle Pedersens Illustrationer ere anlagt gemytligt, humoristisk; i Frølichs skinner Satiren mere igjennem, de minde en Del om Charivari-Maneren. Dertil kommer, at flere af Personerne mangle det hjemlige Præg, saaledes i Skarnbassen, Klokkedybet, Abe-Bogen o. fl. Udstyrelsen er særdeles smuk.
Frølich svarede 16. februar:
Deres Brev kom for seent til at faae nogen practisk Betydning, thi Arbeidet er næsten færdigt fra min Haand. – Men selv om det var kommet i Tide, tvivler jeg om, at det vilde hjulpet stort; thi, om jeg ogsaa vilde tænkt paa vort Publicums Smag og Ønsker, havde det næppe forandret meget. – Naar man, som jeg har gjort, fordyber sig i et Æmne, som ret tiltaler, og Billederne præsentere sig af sig [selv], dobbelt saa mange, som jeg kunde anvende; naar jeg derefter udfører dem med Fornøielse uden noget som helst andet Hensyn, er det rimeligt, jeg gjør det bedste, jeg kunde.
– Om saa Folk synes bedre om Pedersens, maae jeg sige „hver nyde, som han nemmer, da Ingen skeer Uskæl“, uden derfor at være ligegyldig for Andres Dom.
Jeg holder ogsaa af Pedersens Billeder, deres Troskyldighed og Hjemlighed gjøre dem vist især kjære for det Danske Publicum. – Der er meget Lune; ofte finder jeg ham rigtignok triviel, især i det ideelle, og der fattes Skjønhed. –
Den fordeelagtige Critik, som De omtaler, men, som jeg ej kjender til, da jeg ej har Tiid at gaae i Caffeen efter de danske Blade, hjælper ej stort, naar Publicum er af en anden Mening. Jeg vil imidlertid haabe, at de dog gjøre Fornøjelse, hvilket De ogsaa siger i Deres Brev, – og at ej for Mange vil underskrive den Critik, De sender mig uagtet De sender mig den som en omtrentlig Udtalelse af Publicums Mening. – At sammenligne mine Billeder med Charivaris, forekommer mig barokt. – Er det muligt, at jeg, som henrives af Hjertet, Lunet, Gemyttet i Deres Fortællinger frem for alt andet, skulle gjengive Satiren?; jeg, der aldrig har dyrket dette Element udelukkende, og har har opnaaet min Kunstnerstilling ved Gjengivelsen af Barnets Naivitet; ideelle inderlige Fremstillinger.
Men, hvad der havde interesseret mig særdeles, skriver De ej et Ord om, nemlig, Deres egen Mening, særligen, og uafhængig fra Andres. Havde blot Reitzel eller De udtalt det Ønske at faae Tegningerne i den en Gang givne Orden, kunde jeg saa let have opfyldt det. – [34]
Andersens brev har givet anledning til mange spekulationer og 5. april 1868 skriver Frølich igen:
Naar man fordyber sig i en Opgave for at modtage det fulde Indtryk af samme, og saa gjengiver det med fuld Lyst uden at tænke paa andre Bihensyn, saaledes som jeg har gjort med Deres Fortællinger, — da gjør man vist det bedste ud af det, man formaaer. — De vil gjøre mig selv til Dommer i min Sag; det er en vanskelig Sag; – var det enda i kunstnerisk Henseende, men derom er ej Tale; Spørgsmaalet er om jeg har opfattet Aanden i Deres Fortællinger. – Skal Nogen være Dommer deri, er det nok Dem. – Men De taler om Andres Dom, „tout le monde“ er ogsaa en Person man maae have Respect for, – endnu mer for Tidens Dom. – Havde jeg faaet Deres og Reitzels Brev i Tide, havde de sikkert havt Indflydelse paa mit Arbeide, men om det havde gjort Arbeidet bedre, forekommer mig som sagt tvivlsomt -, for Intet kan udrettes, naar man ej captiverer [altsaa: fængsler’] det Publicum, man arbeider for.
– Hvad den Artikel, De sendte mig, angaaer, da undrede det mig, at man finder det Satyriske Element fremtrædende hos mig, medens det Naive og det Ideale vist ere de fremstaaende Elementer i mit Talent. Jeg kan blot see det i et Par Tegninger, hvor jeg synes Texten berettiger det. – Det samme er Tilfældet med Dragterne i „Skarnbassen“. – Den Artikel var vist af Dagbladet?
Skal jeg udtale min Tro om Publicums Forkjærlighed for Pedersens Billeder, da søger jeg den i 2 Ting – De holde meer af Træsnittets Regularitet end af mine Raderingers livligere men undertiden noget bruske Behandling; – Dernæst kan det ligge i at Pedersen er mere local, der i mine Øine hverken er en Anke eller et Berøm, naar det Locale udtrykker det Universelle (som hos Dem) giver det dette Sidste meer Liv, men man kan ogsaa gjøre Lykke med noget localt, blot fordi det er localt.
Jeg haaber De ej finder nogen Bitterhed i min oprigtige Udtalelse. – Jeg kan ej dømme [i] dette Spørgsmål, men antager ej heller Publicums Dom for afgjørende -Derimod gjør det mig naturligvist ondt af mange Hensyn, naar mit Arbeide ingen Lykke gjør. —“
På dette tidspunkt vil det være nyttigt at undersøge spørgsmålet: hvorledes blev Frølichs billeder til eventyrene modtaget hjemme? Det er vist den almindelige opfattelse, at modtagelsen var dårlig, men dette er ikke rigtigt. Men det er rigtigt, at sammenligningen mellem hans og Vilhelm Pedersens tegninger spiller en meget stor rolle, og derfor har det tidshistorisk interesse at se, hvad bladene skrev omkring 1870. Jeg tager et samlet overblik over, hvad der blev sagt i dem fra 1867 og ned til 1874, da det sidste bind med Frølichs tegninger forelå.
Allerførst må man huske på, at den digter, der har skrevet Nye Eventyr og Historier, har gennemgået en meget betydelig og interessant udvikling, siden han 1835 begyndte med Eventyr, fortalte for Børn. H.C. Andersen, som hans samtid opfattede som et naturgeni, var i virkeligheden lige det modsatte, en meget forfinet og meget tålmodigt arbejdende artist, og jo ældre han blev, desto mere bestræbte han sig for at forny sin mønt, des rigere instrumenteret blev hans fortællemåde, des videre var den emnekreds, han tog op til behandling i sine eventyr. Der er et stort spring fra den geniale simpelhed i de ældste eventyr til komplicerede og dristige tankedigtninger som Dyndkongens Datter eller lsjomfruen. Og det er en selvfølge, at Vilhelm Pedersen trods sine udmærkede egenskaber ikke vilde have slået til, når det gjaldt eventyr som de to her nævnte. Men kritikken og læserne tænkte dengang uvilkårligt, når man sagde H.C. Andersen, på de elskede gamle eventyr og på billederne til dem, som føltes uløseligt forbundet med teksten. Man forstod ikke, at H.C. Andersen ikke var den samme nu som før og ikke kunde illustreres på samme måde. Også selve billedfremstillingens ny teknik generede, som Frølich selv var klar over. Man var vant til de pyntelige træsnit og brød sig ikke om raderinger.
Men der ligger ikke deri, at man ikke var klar over, at de nye illustrationer havde fine kunstneriske kvaliteter. 1867 skriver Dagstelegrafen om de „udmærkede Illustrationer“: „der kan ikke udtales nogen større Roes over Kunstnerens Tegninger end den, at de danne et værdigt Sidestykke til de Eventyr, de illustrere“.[35] Berlingske Tidende skriver 1867: „Den bekjendte aandrige Tegner af ’Hvorledes Dagen gaar for lille Lise’ er, som det var at vente, her, hvor han har at gjøre med en beslægtet Phantasi, i sit rette Element. Illustrationerne er derfor næsten heelt igjennem fortrinlige“.[36] Og avisen fortsætter 1870: „Det behøver neppe at bemærkes, at disse nye Illustrationer skyldes en sjeldent talentfuld Kunstner, og at de ere i Besiddelse af characteristisk Composition, af Skjønhed og phantasifuld Eiendommelighed“.[37]
Og 1870 skriver Erik Bøgh i Folkets Avis i en af sine kroniker (de kaldes Dit og Dat): „Hans Albumer til ’Mlle Lilis’ Historie har opnaaet Verdensberømthed, og han er ubestridelig for Øjeblikket den danskfødte Kunstner, hvis Navn i Børnenes Verden er nærmest ved at genlyde lige saa vidt som Andersens. Man kan derfor gerne sige, at han omtrent var selvskreven til den ledige Plads som Tegner til Digterens Æventyr“.[38]
Det er også ganske interessant at se, hvad særligt fremhæves. I Berlingske Tidendes første anmeldelse i 1867 er det billedet af Raisonneuren og Mo’er Magrethe ved Himmeriges Port i „Noget“, den smukke illustration til Saltarelloen i Psychen og de rask skizzerede småpiger i titelvignetten til Børnesnak. Også Figaro fremhæver „Noget“ og Psychen.[39] Da første bind af 3-bindsudgaven kommer 1870, gentager Berlingske Tidende de rosende ord om billederne til „Noget“ og til Børnesnak og nævner som et eventyr, der kendeligt har ligget for Frølichs evner, „’Dynd-Kongens Datter’, hvis rige, phantasifulde Motiver ere benyttede med en vis Forkjærlighed“ -, ja, sådan kan det jo også siges! „Det er en Selvfølge, at den berømte Illustrator af Børnebøger, ogsaa i Billederne til denne Bog har givet Prøver paa sin smukke Evne til at skildre Børn og deres Liv“.[40] Mærkeligt nok påskønnes Frølichs sjældne talent som dyretegner ikke; Fædrelandet 1870 finder, at: „I det Hele ere Menneskebillederne bedre end Dyrebillederne; Musene i den første Fortælling [Suppe paa en Pølsepind), ligne saaledes forskjellige andre Dyr næsten ligesaa meget som Mus; derimod svarer det første Storkebillede til „Dyndkongens Datter“, der ogsaa pryder Omslaget, fortræffelig til de ypperlige Storkesamtaler i Fortællingen“.[41]
Men så er det altså det brændende spørgsmål: Vilhelm Pedersen contra Lorenz Frølich. Fædrelandet siger kort og ikke meget træffende 10.12.1867: „Frølichs Billeder staae ikke over Pedersens i frit og kækt Lune, men flere af dem udmærke sig ved Finhed og Ynde“.[42] Illustreret Tidende tre dage senere er høfligere: „De geniale Tegninger, hvormed denne Bog er prydet, kunne ikke bringe den uerstattelige Vilhelm Pedersen i Glemme, skjøndt de paa en, en ægte Kunstner værdig Maade, illustrere Digterens Værk“.[43] Og så kom 16. december Dagbladets før citerede anmeldelse, det var den værste; Carl Reitzel var også vred. Han sagde, at „det var første Gang han havde bedt Bille skrive velvilligt om en af Firmaets Bøger, og saa slog han i sin Visdom det Hele ned til mindre end Intet“.[44] Det var unægtelig hårde ord!
Dagbladet skrev ikke noget om det bind, der kom 1870, men ved juletid 1871 prøvede bladet på at bøde lidt på sin første affejende dom:
„Vi have ikke særdeles fordelagtig bedømt de tidligere Frølichske Tegninger, det forekom os, at han ikke var gaaet rigtig ind i Digterens Aand, og at man i de simple V. Petersen’ske Konturtegninger havde et smukkere og mere poetisk Udtryk for Digterens Fantasi. Om nogle af Billederne her maae vi sige det Samme, saaledes om dem, der ledsage Heftets første Fortælling om „Skarnbassen“. Men der er andre Steder, hvor vi tilstaae, at Frølich paa en overordenlig tiltalende Maade har vidst at iklæde de poetiske Skikkelser en ydre Form; Tegningen til „det nye Aarhundredes Musa“, som er holdt i Frølichs allerbedste Stil, er et saadant Billede, alle Tegningerne til „Isjomfruen“, som er særdeles vanskelig at illustere, synes os ligeledes ypperlige, og der er flere af de rent humoristiske Fortællinger, i hvilke Tegningerne ligeledes smelte fortræffelig sammen med den lunefulde Text. Dette Bind forekommer os derfor ubetinget at staae højest i Rækken af de Frølichske Illustrationer“.[45]
Illustreret Tidende og nu Dagstelegrafen, der har skiftet mening siden 67, holder dog i 1870 mest af de gamle billeder. Illustreret Tidende skriver:
„savner man end hos Frølich noget af den naturlige Simpelhed, hvormed Vilhelm Pedersen saa uforligneligt gjengav for det legemlige Øie, hvad Andersen havde fremstillet for Fantasien, maa man dog indrømme, at han i Tankeflugt, fornemmelig hvor Emnet løfter En til højere Syner, overgaaer sin Forgænger. Et Spørgsmaal bliver det dog, om ikke den første Konstner med endnu mere Samklang er gaaet op i Andersens Tankegang, end den senere“.[46]
Og Dagstelegrafen:
„Skjøndt det vilde være urimeligt at negte, at Frølichs Illustrationer i og for sig ere ypperlige, forekommer det os dog, at Petersens Tegninger til de ældste Eventyr alligevel mere udtalte, hvad der var Andersens Mening, om vi saa maa sige hans Hjertelag. Frølich har nærmest grebet de grelle Momenter, Petersen greb de hjertelige, og deri tro vi, navnlig ligeoverfor en Digter som Andersen, at han havde Ret“.[47]
Selv Berlingske Tidende indleder 1870 sin meget positive anmeldelse med nogle forsigtige ord:
„Om det end muligviis kan siges, at Petersen i høiere Grad end Frølich passede som Illustrator for Andersen, og navnlig eiede et vist Humor, der var beslægtet med Digterens, saa kunne Frølichs Billeder dog være sikkre paa at blive modtagne med Anerkjendelse og Glæde af de Mange, der ønske at eie en Forsættelse af den smukke illustrerede Samling af Andersens Eventyr“.[48]
Men kan ikke begge illustratorer, hver på sin måde, være gode? Dette spørgsmål besvarer Erik Bøgh 1870 i sin førnævnte kronik. Han begynder med at konstatere: „Man kan ikke tænke sig to mere forskjellige Tegnere end de to, der har arbejdet paa eet Værk. Naar man sammenligner deres Billeder, faar man et klart Vidnesbyrd om, at Blyanten kan tale forskellige Sprog, ligesom Pennen. Begge har forstaaet Digteren, men Frølich har optegnet sin Forstaaelse paa Fransk, mens Pedersens Billeder taler saa udpræget Dansk, at de ingen Døbeseddel behøver“. Men dette er, mener Bøgh, ingen indvending mod billederne, for det er en kendsgerning, at Frølichs tegninger er blevet forstået og beundret verden over, selv hos franskmændenes arvefjender tyskerne og deres ikke-venner – vi er midt i den fransk-tyske krig! – englænderne. Han finder en af forklaringerne på forskellen mellem de to kunstnere i den forskellige teknik:
Hvilken besynderlig Modsætning danner alligevel Frølichs løst henkastede, raderede Billeder til Pedersens omhyggeligt udførte Træsnit! Betragter vi f. Ex. det yndige lille Maaneskinsbillede, hvorpaa den dræbte Munk rider gennem Natten med „Dyndkongens Datter“ og hendes Moder bag paa Dødningehesten, fristes man til at udbryde: „Ja, saaledes skal et Æventyr illustreres!“ Det er denne Lethed, dette Taageagtige, denne Stemningsfylde, der er Hovedsagen, mens den Korrekthed, hvormed Pedersen gengav enhver Smaating, næsten kan genere i et fantastisk Billede – men kommer man siden til at sammenligne de to Tegneres Dyrebilleder og ser den uforlignelige gravitetiske Hane, Pedersen har tegnet til „Det er ganske vist“, ved Siden af den besynderlige, skrogløse Fugleskikkelse, hvormed Frølich har illustreret „Gaardhanen og Vejrhanen“, saa kan vor nøgterne Kritik næppe tilbageholde det Spørgsmaal: „Skal det være en levende eller en udstoppet Hane, der er tegnet?“ — Enhver Sit! — Den nye Del er paa et Par mislykkede Billeder nær udmærket illustreret, og man har al Grund til at glæde sig over de smukke Billeder, men ikke den mindste Ret til at forlange, at Frølich foruden sine egne Fortrin ogsaa skulde besidde sin ypperlige Forgængers.[49]
Og diskussionen har for så vidt været fortsat i de hundrede år, der er forløbet. Kunstkenderne står på den ene side, men hvad Andersen kalder den stille folke-udtalelse, kan man møde den dag i dag. Herom skriver en senere illustrator af eventyrene, Herluf Jensenius, i en lille artikel: Om at illustrere, – især H.C. Andersen:
„Frølich var en strålende begavelse, en blændende dygtighed. De kvaler og skuffelser, Vilh. Pedersen måtte døje med reproduktionen, overvandt han med elegance. Han udførte sine tegninger i pen, hvorved overgangen til træsnit ikke blev så skæbnesvanger. Iøvrigt havde reproduktionstekniken i den forløbne tid gjort betydelige fremskridt. Frølichs erfaring og rutine, hans kunstneriske og manuelle færdighed var Vilh. Pedersens langt overlegen. Ligeledes var hans fantasi langt frodigere. Og når hans eventyrtegninger ved deres fremkomst ikke gjorde ublandet lykke, skønt de faktisk er bedre – både teknisk og kunstnerisk – skyldtes det foruden publikums konservative indstilling, som gerne er lidt uretfærdig over for det ny, der afløser det gamle og tilvante, at man savnede noget hos Frølich, noget som Vilh. Pedersen havde“.
Jensenius citerer saa Andersens Brev. Og han konkluderer:
„Såvel af brevet som af anmeldelsen får Frølich altså at vide, hvad det er publikum savner hos ham. Det er først og fremmest danskheden. Det forblev ikke ustraffet, at han i en menneskealder havde været borte fra sit lille fædreland. Han kendte ikke de sjove borgere bag det gamle Københavns volde, men heller ikke den danske tone, den danske hygge, som Vilh. Pedersen var fuldt fortrolig med“.[50]
Frølich tog sig Dagbladets anmeldelse meget nær, og ikke mindre nær den omstændighed, som han med rette læste ud af Andersens forsigtige brev: at publikum ikke brød sig om billederne. 3.4.1868 havde han skrevet til Reitzel, at det gjorde ham ondt at erfare, at denne ikke havde haft et bedre resultat med udgaven. „Jeg vil haabe for Deres og for min og for Publicums egen Skyld at de faae Øinene lidt bedre op for mine Tegninger“.[51] „Uagtet Dagbladets Critik“, hedder det et halvt år senere, „ej gjælder saa meget for mig, – samme kan fattes ligesaavel Evne som Villie til at vurdere mine Billeder, – saa er det jo klart af Deres Brev, at det smukt udstyrede Hefte ej har behaget hjemme . . . Da dette træffer de Tegninger, som jeg har gjort med den største Lyst og Interesse, hvad tør vi saa vente af de andre . . . uagtet jeg gjerne vil komme Dem imøde saa vidt muligt, især naar jeg derved kunde hjælpe Dem ved hele Udgavens mislige Stilling, saa bliver det med mindsket Lyst og Tillid, og det er et Spørgsmaal om det da ej vilde svare bedre Regning at vælge en anden Kunstner til at complettere Udgaven, hvis Løsning mere kunde opnaae vore Landsmænds Sympati“.[52]
Heldigvis besluttede han sig til at fortsætte. I samme format som udgaven 1862-63 med Pedersens tegninger kom i tre bind 1870, 1871 og 1874 alle eventyrene efter 1858 og de få tidligere – Den onde Fyrste og Marionetspilleren – som Pedersen ikke havde illustreret, med billeder af Frølich.
I korrespondancen mellem Frølich og Andersen savnes der breve mellem 1868 og 1872. Fru Lina Frølich var død 22.2.1872; Frølich tog denne sommer med sin datter til København og besøgte sin gamle mor i Fredericiagade, og han vendte først i oktober tilbage til Paris. Bd. I og II af eventyrene var nu fra hånden og bd. III stod for tur. Andersen boede denne sommer, den sidste, hvor han var rask, på Rolighed hos Melchiors og skrev her sine sidste fem eventyr. 12.8. sendte han Frølich en liste over indholdet af bd. III;[53] Frølich havde gjort de første udkast -„den videre Udførelse tager jeg først fat paa, naar jeg atter er i Paris“, men han fortæller i sit svar 14.8., at han endnu mangler tekster sendt fra Reitzel. De mødtes 19.8. hos maleren Thorald Læssøe ude i Rosenvænget, hvor Andersen, som han siger i dagbogen, gav ham opskrift på Dryaden etc. og læste for ham de to sidste eventyr „med Tante Tandpine, som ret henrev ham“. Samme år skrev han småvers til to tegninger af Frølich i børnebladet.[54]
Begge var klare over, at det nye bind tidligst kunde komme til julen 1873. Frølich var igen i 73 i København, var 8.8. ude på Rolighed og fortalte, at han nu havde fuldendt alle billederne til sidste bind af eventyrene.[55] Andersen takkede i et lille brev 19. august for de smukke tegninger og længtes meget efter at få besøg for at tale med Frølich om dem.[56] Mod et par havde han indvendinger: Den store hval i Den store Søslange skulde se ud som en heel svømmende koral-ø.
„Een stor Misforstaaelse er indtruffet, den maa rettes. De har fremstillet „Helhesten“ med fire Been, det er mod Sagn og al folkelig Tanke. Helhesten har kun tre Been og saaledes maa han nødvendigviis gjengives“.
Frølich havde tegnet en udmærket hest med fire ben, men jeg synes ikke, at der er grund til at tage så tungt på det, som Karl Madsen og Hendriksen gjorde, fordi digteren bad om en ny tegning — som også blev morsom — når bæstet nu engang, hvad der var vitterligt for alle, kun gik på tre.[57] Frølich var denne sommer hele tre gange ude hos digteren; sidste gang talte de særligt om tegningerne til Gudfaders Billedbog (hvor jo også Helhesten forekommer), og Andersen ønskede en tegning til hvert af billedbogens blade.[58]
Det lykkedes ikke at få bindet færdigt til julen 73. Det var stadig Gudfaders Billedbog, der manglede, og da den skulde åbne bindet, begyndte det at haste. Andersen skrev to gange, 8.3. og 28.4.74, Frølich forklarede, at tegningerne var færdige, tilbage stod den tekniske behandling og rejsen hjem. Fra juni til november kom der korrektur på bindet. Andersen var syg og gnaven denne sommer og derfor vanskelig at stille tilfreds. Han skrev 14. august 1874 til fru Collin:
„Med det tredie Bind af de ved Frølich illustrerede Eventyr og Historier gaaer det langsomt frem; men værre er det endnu, at Billederne ere ringere end alle de tidligere; nogle ere saa smaa at man maa bruge Kikkert; ’Thorvaldsens Museum’ er givet i Størrelse saa at det kan ligge paa Neglen af min Tommelfinger, lige saa er det med ’Frihedsstøtten’“.[59]
Han havde åbenbart glemt, at han havde forlangt billeder til hvert blad i Gudfaders Billedbog og hvordan skulde det i det lille format have været muligt, hvis ikke de mange billeder havde været små? Og Gudfaders Billedbog er nok, hvad illustrationerne angår, det mest vellykkede i bd. III. Til Edvard Collin hedder det 15. september, at femte bind udkommer nu til julen, med mindre heldige billeder af Frølich.[60] Ja, bd. III er måske det mindst morsomme, men det ligger da først og fremmest i de opgaver, som eventyrene har budt tegneren!
I sommeren 1875 forlod Lorenz Frølich for bestandig Paris og kom i juni til København. På dette tidspunkt lå digteren syg på Rolighed og 4. august døde han. Allerede i numret for 15. august af Illustreret Tidende kom der som tillæg et stort mindeblad, som Frølich havde tegnet.
Foliobladet er sikkert meget lidt kendt, og det skal her kort omtales. Omkring et træsnit efter et fotografi af digteren fra Budtz Müller & Co., taget 1866, har kunstneren skabt en dristig og figurrig komposition. På siderne af portrættet og over det dukker der i planteornamentiken nisser, elverpiger og småbørn fra hele verden op, mellem dem figurer og optrin fra eventyr som Den lille Havfrue, Hyrdinden og Skorsteensfeieren, Den standhaftige Tinsoldat, Barnet i Graven, Lille Claus og store Claus, Fyrtøiet etc. etc., Årstal peger på berømmelsen i en fjern fremtid. Forneden bringer tilhøjre feerne barnet deres rige gaver, mens faderen i baggrunden er optaget ved sin skomagerlæst. Tilvenstre ridser en ung kvinde, sikkert poesiens genius, datoen IV. august i en mindesten, foran hvilken der sidder en anden ung, sørgende kvinde, medens tiden, en høj gammel kone med sin stav, ser til, støttet til stenen. Det er en afskedshilsen fra en stor kunstner til den mand, om hvilken han et par år senere til sin tilkommende anden hustru Benedicte Withusen skrev:
„Hvorfor jeg sætter Andersen saa meget høit, ja jeg troer som den genialeste danske Digter i vort Aarhundrede, det er fordi han er saa stor i sit (maaskee mindre) men selvdannede Retning, at han ej er den første deri i Danmark, men i Verden; og det er vel og Grunden at han er den eneste verdensberømte, vi have siden Holberg, og enda meer end han“.[61]
