Vindmøllen fra Maderup på Nordfyn er en af de mest karakteristiske bygninger i Den Fynske Landsby. Møllen blev købt til museet så tidligt som 1942, og den var dermed blandt de første bygninger, der blev indkøbt til det planlagte ’landbygningsmuseum’, der skulle etableres i udkanten af Odense. Da museet fire år senere åbnede dørene for offentligheden for første gang, var vindmøllen en af de otte bygninger, der stod klar til at modtage de mange museumsgæster. Vindmøllens markante silhuet i landskabet var altså helt fra begyndelsen et opmærksomhedspunkt for Den Fynske Landsbys besøgende.
Og Maderup Vindmølle står endnu – sådan da. I sommeren 2015 blev møllen nemlig en hat kortere, da vinger og møllehat blev nedtaget i forbindelse med et større restaureringsprojekt, som pågår nu og i de kommende år. Allerede med den store storm, der ramte Danmark i 1999, blev møllen beskadiget på en måde, der betød, at dens vinger ikke længere kunne dreje. Flere storme tillige med slitage, insektangreb og råd betød, at Den Fynske Landsby i 2015 påbegyndte det aktuelle restaureringsprojekt. Når projektet er tilendebragt, vil vingerne på Maderup Vindmølle igen dreje, og en flok frivillige møllersvende vil kunne male Den Fynske Landsbys eget korn til mel på møllen. Ganske som Maderup Vindmølle arbejdede i de godt 100 år, den eksisterede, før den kom på museum. Det er om disse 100 år, denne artikel handler.
Maderup Vindmølle blev bygget i 1832 og blev første gang forsikret i Landbygningernes Brandforsikring i 1833. Møllen, der omtales som ”Hans Jensens hollandske Mølle”, beskrives således:
”Møllen er 8-kantet, bygget af Fyrretømmer, 15 alens Stolper med Vindfang paa 35 alen, Straatag med Brædder 4 alen fra Grunden. Den bestaar af 4 Lofter eller Afdelinger, hvoraf det underste eller 1ste fra Stolpe til modstaaende Stolpe ved Gulvet holder i Gennemsnit 15 alen. 2. Loft 13 alen, 3. Loft 10 alen, 4. Loft 8 alen, samt Hatten 8 alen. Møllen er indrettet til 1 Skalkværn og 1 Brækkværn med tilhørende Drev, Kasser og Sten. … Forsvarlig mod Ildsfare, og ikke før forsikret.”
Møllen havde altså fire ’lofter’ (etager) og var indrettet med en skalkværn og en brækkværn. ’Skalkværnen’ (også kaldet pillekværn eller grubbekværn) bestod af en enkelt cirkelrund sten, omgivet af ’kippen’ (’kassen’ uden om stenen). Imellem sten og kip skete afskalning og grubning af kornet. Produktet, der kom ud af en tur i skalkværnen og den efterfølgende rensning, hedder perlegryn. ’Brækkværnen’ (også kaldet grynbrækker eller grynkværn) blev benyttet til brækning af perlegrynene til gryn eller grynmel.
Det var grynmøller Hans Jensen, der byggede Maderup Vindmølle i 1832, og i 1833 besad han også den nærliggende gård på samme matrikel (matr. 7). Hans Jensen var 38 år, da han byggede møllen, og i 1834 fortæller folketællingen, at husstanden bestod af ham selv, hans kone Ane Marie, deres 17-årige søn, to møllerkarle, en tjenestepige og en plejedatter. Hans Jensen og hans familie kom kun til at besidde møllegården kortvarigt, for i 1836 brændte den ned til grunden. Ved besigtigelsen efter branden konstateredes det, at alle gårdens fire længer var ”total afbrændt”. Hvad der var tilbage af brugbart materiale fra gården, skulle efterfølgende sælges, blev det noteret i taksationsprotokollen, ”da Eiendommen efter giort Execution skal bortsælges”.[1]
Hvorfor Hans Jensen solgte gården (eller det, der var tilbage af den), ved vi ikke. Måske havde familien ikke råd til genopbygningen? Måske kom nogle i familien til skade i branden? Om Hans Jensens videre skæbne vides kun, at han døde i januar 1840, 47 år gammel. Han fik dette eftermæle: ” … har en Gang boet i Maderup, byggede der en Veirmølle, men maatte gaa fra den da den blev solgt.”[2] Om hans sidste år står i kirkebogen: ”Han havde neppe nu noget fast Opholdssted, døde under et Besøg hos Gmd. Lars Rasmussen i Askebye.” Hans hustru Ane Marie genfindes i folketællingen i 1840 i et hus i Maderup som ”Inderste, lever af at spinde”.
Køber af den nedbrændte ejendom blev Jørgen Hansen Larsen, der var ejer, da den nye gård blev brandforsikret den 29. august 1837. Den nybyggede møllegård blev beskrevet således:[3]
”Jørgen Hansen Larsens Gaard. A: Stuehuus i øster 10 Fag eller 20 Alen langt og 12 Alen dybt af 1 Steens Grundmuur med Fyr Overtømmer, Straatag til 1 Stue og 2 Kamre med Bræddegulv, Dagligstue, Forstue, Kiøkken og Spiisekammer samt Pigekammer og Ølkammer, alt med Mursteens Gulv, Loft overalt, engelske Vinduer, hollandske Døre, 2 Skorstene.”
Den 1. december samme år blev yderligere to bindingsværkslænger til gården forsikret – en længe mod syd til bryggers, karlekammer, stald og foderlo samt en længe mod nord til kornhus (lade).[4] I 1838 købte Jørgen Hansen Larsen også den tilhørende vindmølle.
Den mølle, som Jørgen Hansen Larsen blev ejer af, var en hollandsk vindmølle. Møllen var ottekantet og bygget i træ med stråtag, som det var almindeligst på de første hollandske møller i Danmark. Siden blev mange møller tækket med spåntag i stedet for strå. Med sin oprindelse helt tilbage i 1832 er Maderup Vindmølle blandt de ældste bevarede hollandske møller i Danmark.
Den første hollandske vindmølle i Danmark blev bygget i 1619 i København, men først i 1700-tallet begyndte den nye mølletype langsomt at brede sig. Før den tid var alle danske vindmøller stubmøller, der i Danmark kendes fra 1200-tallet.[5] En stubmølle er karakteriseret ved, at selve møllen er placeret på og drejer omkring en stor egetræsstub (3-4 meter lang). Når møllevingerne skulle drejes op mod vinden, var det hele møllehuset, der drejedes omkring stubben. Stubmøllerne var helt i træ og havde som regel kun to etager og en enkelt kværn. Det var essentielt, at møllehuset ikke var for stort og tungt, fordi det jo skulle kunne drejes.
De hollandske vindmøller afviger fra stubmøllerne ved det, at de netop IKKE skal drejes. På denne ’nye’ type vindmølle var det kun ’hatten’ (den øverste del af møllen) med vinger, der drejedes op mod vinden, når den skulle arbejde. Fordi de hollandske vindmøller stod fast på jorden, var der ingen begrænsning på, hvor store møller man kunne bygge. Og de hollandske møller var typisk en god del større end stubmøllerne med deraf følgende større kapacitet – altså flere etager og flere kværne. Til at dreje møllehatten benyttede man et manuelt ’krøjeværk’, der gjorde det muligt at holde vingerne ret op mod vinden. Herefter rullede man vingernes ’kludesejl’ (lærredssejl) ud, så de kunne fange vinden og få vingerne til at dreje. Omkring 1850 havde de fleste hollandske møller kludesejl og manuelt krøjeværk, men det var besværligt og tidskrævende, og fra midten af århundredet begyndte man at eksperimentere med en ny vingetype, ’selvsvikkere’, der kunne justeres, mens møllen var i gang. På selvsvikkeren var lærredssejlene udskiftet med ’klapsejl’ (træklapper, der kunne åbnes og lukkes fra møllen, uden at man skulle arbejde med selve de fire møllevinger). Selvsvikkeren var en engelsk opfindelse og var både tidsbesparende og gav en mere jævn hastighed. Til gengæld var de noget dyrere på grund af de mange jernbeslag, der var nødvendige.
Den hollandske vindmølles fremkomst hang sammen med et øget behov for formaling af korn i den periode, som ofte benævnes kornsalgstiden (ca. 1830-75). I denne periode steg afkastet af de dyrkede jorder markant, og afsætningsmulighederne for kornet var gode.
De eksisterende vandmøller og stubmøller kunne ikke følge med den stigende mængde korn, og derfor blev det pludselig for alvor interessant at bygge møller med en større kapacitet.
Den hollandske vindmølle er opfundet i Nederlandene, hvor stor økonomisk vækst i 1500-tallet befordrede en udvikling og effektivisering af møllerne. Resultatet blev den hollandske vindmølle, der havde en langt større kapacitet end de traditionelle stubmøller. Den første hollandske vindmølle i Danmark blev bygget til Chr. IV i 1619 af den frisiske møllebygger Martin Jacobs – og derfor kom møllerne naturligvis til at hedde hollandske møller.
Maderup Mølle og Møllegård fik ny ejer allerede i 1839, da den unge Christian Duus overtog møllen. Dermed var Maderup Vindmølle ejet af den familie, der skulle komme til at besidde møllen, frem til den kom på museum – og møllegården endnu længere.
Christian Duus var søn af Christen Duus, der var forpagter på Hartsø Pumpeog Kornmølle på Als, så han havde nok en del erfaring med mølledrift, allerede før han kom til Maderup.[6]
Christian og Cathrine må være kommet til Fyn allerede i sommeren 1838. Den 13. april 1838 blev de trolovet på Als, og den 6. juli 1838 blev deres første søn, Christen Hansen Duus, født i Maderup, hvor han også blev døbt i august måned. Dato og sted for selve vielsen findes hverken i kirkebogen for Kegnæs Sogn på Als eller for Særslev Sogn på Nordfyn – måske er de blevet gift på rejsen? I hvert fald har det jo hastet en smule, hvis vielsen skulle være veloverstået, inden lille Christen så dagens lys!
I 1840 bestod Duus-familien på møllegården af Christian Duus på 26 år, hans kone Cathrine på 23, deres søn Christen på 2 år, foruden Cathrines søster Ane på 12 år og to ”Betjente ved Møllen”, Morten og Mads. Samme år omtakseredes Maderup Vindmølle, men beskrivelsen ligner den fra 1833, så møllen var i det store og hele uforandret med skalkværn og brækkværn.[7]
Til møllegården hørte, ud over vindmøllen, også et stykke jord på lidt over 1 tønde hartkorn.[8] En landejendoms størrelse blev regnet i tønder hartkorn (td. htk.), som var en betegnelse for, hvor mange tønder ’hårdt korn’ (byg eller rug) en gård kunne producere. Antallet af tønder hartkorn fortæller om en kombination af jordens areal og bonitet (ydeevne), forstået på den måde, at hvis jorden havde meget høj bonitet, krævedes kun et lille areal for at opnå 1 td. htk., mens jordarealet på dårlige jorde skulle være langt større. Et jordtilliggende på 1 td. htk. markerede en form for grænse mellem husmænd og gårdmænd. Husmanden havde under 1 td. htk. land og kunne ikke brødføde sig selv og sin husstand ved landbrug alene, men måtte have lønarbejde ved siden af. Maderup Vindmølles jordtilliggende var altså lige på den ’rigtige’ side af grænsen, og landbruget må have bidraget med en ikke uvæsentlig del af fødevarerne til husstanden sideløbende med mølleriet.
Christian og Cathrine Duus besad møllen med deres familie og 2-3 tjenestefolk i 24 år, mens de drev landbrug og mølleri. I den tid fik de yderligere fire børn, men som det var helt vanligt i 1800-tallet, mistede de flere af dem, før de blev voksne. Christen Hansen Duus, deres førstefødte, døde som toårig den 11. april 1840. Kun tre dage senere kom deres andet barn – også en dreng – til verden. Som det ofte skete, blev den nyfødte opkaldt efter sin afdøde storebror, så han kom også til at hedde Christen Hansen Duus. Denne Christen levede, indtil han blev voksen, og i folketællingen fra 1860 betegnes han som ”medhjælper”. Mon ikke det var meningen, at han skulle overtage møllegården, når faderen engang ikke kunne mere? Men det blev ikke sådan, for den 9. oktober 1861 døde han, 21 år gammel, af ”Brystsyge” – formentlig tuberkulose.
Efter den anden Christen fik Christian og Cathrine to piger – Anne Margrete Duus, født i november 1841, og Inke (også nævnt som Inker, Inger), født i juni 1844. Anne Margrethe døde som niårig i 1850, men Inger voksede op, blev gift og fik ni børn med bolsmand Lars Bertram Frederiksen i Bro (Brenderup Sogn). Som en rigtig efternøler kom Hans Peter Duus til i oktober 1853, og han var således det eneste barn, der endnu boede hjemme, da møller Christian Duus den 27. august 1863 døde af brystsyge, ligesom mange andre i sognet det år.
For at nedsætte sig som møller på landet – hvad enten det var med en vandmølle eller en vindmølle – krævedes indtil 1852 en kongelig tilladelse, et privilegium. Privilegiet skulle beskytte de eksisterende møller, så der var et stort nok kundegrundlag til den enkelte mølle, ikke mindst for at kongen kunne sikre sig, at møllerne tjente penge nok til at betale de skatter, der påhvilede møllen. Ud over at styre antallet af møller i en egn bestemte privilegiet også, hvilke bønder og husmænd i området der skulle benytte en bestemt mølle. Der var altså ikke mange frie markedskræfter involveret, men til gengæld var prisen også fast! Den blev bestemt af møllerlauget, der fastsatte én takst for købstaden og én for landet. På landet betalte man i naturalier, så bonden måtte afgive 1/18 af det malede korn til mølleren. Tolden blev målt med en toldkop, og alle møllere skulle have en stemplet toldkop, så man sikrede sig, at der blev målt korrekt af. Møllersvenden kunne dog godt få drikkepenge, hvis kunden var godt tilfreds med malingen.
Da kornproduktionen begyndte at stige i første halvdel af 1800-tallet, blev der behov for større malekapacitet, end de eksisterende vandog vindmøller kunne klare. I 1825 kom som følge deraf en forordning, der gjorde det lettere at udvide allerede privilegerede møller. Og i 1852 vedtog man lov om møllenæring, som bestemte at:
Møllenæringsloven kan betragtes som et forvarsel om den generelle næringsfrihedslov, der blev vedtaget i 1857 og trådte i kraft i 1862. Møllenæringsloven medførte en udvidelse af mange eksisterende møller, men også mange nye hollandske møller blev bygget. Naturligt nok øgede dette konkurrencen møllerne imellem. Nogle møllere tilbød nu at hente og bringe korn og mel til bondens gård. Det havde tidligere været fast kutyme, at bønderne selv hentede og bragte, men nu kunne den service måske betyde, at bønderne valgte én mølle frem for en anden. Andre steder bød man på ’møllesnaps’, mens man ventede på at få sit korn malet.
Fra midten af 1800-tallet blev der i købstæderne etableret handelsmøller med eksport for øje. Disse nyere møller generede derfor ikke det mølleri, der foregik på landet. De store handelsmøller i byerne gik forrest i automatiseringen af erhvervet. De begyndte at køre på damp, siden olie eller el og var dermed mere stabile end vandog vindmøllerne på landet, der var underlagt naturens luner. På Fyn er Svendborg Dampmølle (1876) og Munke Mølle i Odense (grundlagt i 1100-tallet og med dampkraft ca. 1880) eksempler på sådanne handelsmøller.
Da eksporten af korn begyndte at svigte fra 1870’erne, markedsførte købstædernes handelsmøller i stedet deres mel og gryn billigt indenlands, og det medførte en hård konkurrence for landmøllerne. Mange bønder opgav efterhånden selv at have hele processen fra korn på marken til brød på bordet, og de købte i stedet rugbrødet hos bageren og havde dermed ikke længere behov for møllerens ydelser. De mindskede muligheder for eksport af korn medførte i den sidste del af 1800-tallet, at dansk landbrug fik mindre fokus på kornproduktion og større på animalsk produktion. Andelstiden nærmede sig lige så stille, og med en mindre kornproduktion var der også mindre behov for møller. I begyndelsen gruttede møllerne dog korn til dyrefoder, men efter elektricitetens fremkomst på landet (lidt ind i 1900-tallet) fik mange gårde egne kværne til den opgave. De mange møller på landet blev efterhånden arbejdsløse, og efter 1950 var der kun få aktive vindmøller.
Christian Duus’ enke Cathrine sad i uskiftet bo på møllen indtil februar 1865, da hun giftede sig med Johan Peter Julius Hansen, der var 38 år gammel og møllersøn fra Vester Lunde (Lunde Sogn). I 1870 bestod husstanden – foruden møllerparret – af Christian og Cathrines søn Hans Peter, der var 12 år, da hans mor giftede sig igen. Derudover var der ved møllen en tjenestekarl og en pige. I 1880 var der derimod kun en enkelt tjenestepige på gården, for Hans Peter var blevet voksen (26 år), og han havde dermed erstattet den tjenestekarl, der tidligere var ved møllen. Antallet af tjenestefolk på en gård i 1800-tallet hang altid sammen med, hvor mange voksne (eller halvvoksne) hjemmeboende børn, der var i husstanden. Var børnene store nok til at hjælpe til i gårdens drift, var det ikke nødvendigt med tjenestefolk – dermed kunne man spare en ekstra mund at mætte. Foruden de voksne boede der også en niårig dreng på Maderup Mølle. Det var Christian Frederik Frederiksen, som var den ældste søn af Hans Peters søster Inger.
Fra 1865 er bevaret en regnskabsbog fra Maderup Mølle, som er doneret til Odense Bys Museer af Sigrid Duus, der er oldebarn af den sidste møller på møllegården i Maderup, og som selv boede på gården med sine forældre og søskende som barn. Regnskaberne giver et sjældent indblik i, hvordan mølleriet forløb hen over knap et år. Regnskabsbogen må være ført af Johan Peter Julius Hansen, der jo blev møller i Maderup ved ægteskabet med Cathrine i februar 1865, men der er også flere længere notater i bogen, som er indført af Christen Hansen Duus og måske af andre. Regnskabsbogen opregner, hvem der har fået malet korn ved Maderup Mølle i perioden marts til december 1865, og hvor meget rug, byg, blandkorn[9] og malt, der blev malet til hver enkelt. Efter hver måned optælles mængden ”af haardt Korn formalet”, så man kan se, hvordan mængden varierer over året. Figur 1 viser tydeligt, hvordan der var størst søgning til møllen i månederne fra september til april (bemærk, at december måned ikke er komplet). Det er ikke noget overraskende billede af årets gang på møllen, som tegnes via regnskabsbogens tal, for før kornet var klar til møllen, skulle det igennem en hel række arbejdsprocesser. Først kom høsten, som fandt sted i august, og dernæst skulle kornet tørre, før det var klar til at blive tærsket. Ved tærskningen skiltes kernerne fra avnerne, så kernerne blev klar til at blive malet til gryn eller mel. Tærskning var vinterarbejde, og i tiden før tærskeværkernes udbredelse (de blev først for alvor almindelige i slutningen af 1800-tallet) kunne det tage lang tid for gårdens mænd og evt. hyrede daglejere at tærske hele årets høst. Derfor er det ikke overraskende, at det er om vinteren og i det tidligere forår, der var flest kunder på Maderup Mølle. Det er også en tydelig tendens, at de samme kunder kom igen flere gange. I løbet af marts måned 1865 var der eksempelvis gårdeller husmænd, der kom til møllen helt op til fem gange. Man har altså – naturligvis – fået malet sit korn løbende og ikke på en gang. Det er der mange gode grunde til. For det første blev det hele jo som nævnt ikke færdigtærsket på en gang. For det andet var det ikke muligt at transportere hele sin kornhøst til møllen på en gang. Og for det tredje var kornets holdbarhed størst, så længe det var i ’naturens indpakning’, så der var ingen grund til at fremskynde malingen.
Det var ikke alle sognets gårdog husmænd, der søgte Maderup Vindmølle, når de skulle have deres korn malet. I hvert fald ikke i 1865. Mange kan have haft husmøller, hvor de selv kunne male mel, og desuden var der andre møller i Særslev Sogn og i nabosognene.[10]
Kunderne på Maderup Mølle kom især fra landsbyerne Maderup, Moderup, Sdr. Esterbølle, Hemmerslev og Særslev, fra samme byers udmarker samt fra Koløkke, Brolund, Vierne Mose m.fl. Alle disse steder ligger i den vestlige del af Særslev Sogn. Gårdog husmænd i den østlige del af sognet må have søgt andre af sognets møller eller nabosognenes møller, som i nogle tilfælde var nærmere end Maderup. Afstanden til møllen har naturligvis haft en betydning for, hvilken mølle man søgte, nu da der efter næringsfrihedsloven var blevet frit valg. Besværlighederne med at få fragtet sit korn til møllen afspejler sig i regnskaberne på den måde, at flere gårdog husmænd fra samme sted ofte søgte møllen samtidig – de er i hvert fald indført lige efter hinanden i regnskabsbogen. Så når ni personer fra Hemmerslev og Hemmerslev Mark figurerer samtidigt, og når ”Høkeren”, ”Lorensen” og ”H. Ibsen” fra Særslev er noteret lige efter hinanden, så er det nok, fordi de har fulgtes ad og delt en vogn.
I de næsten ti måneder, som vi har regnskaber fra, maledes 1117 td. og 3 skp. hårdt korn på Maderup Mølle. Byg udgjorde den største del – nemlig næsten 460 td. (ca. 41 %), som blev malet især i månederne august-december. Dernæst kom rugen, som udgjorde næsten 350 td. Rugen blev malet mere jævnt fordelt over året, men også mest i efterårsmånederne. Der blev malet knap 200 td. blandkorn, absolut hovedsageligt i månederne marts og april, hvor blandkornet udgjorde ca. 36 % af den samlede mængde malet korn. Endelig udgjorde malten lige over 100 td., som blev malet nogenlunde ligeligt fordelt over året, om end der var et lavpunkt i sommermånederne. Så byg var altså hovedafgrøden, som den også fortsat var på landsplan i midten af 1800-tallet. Byggen havde nemlig mange anvendelsesmuligheder; den blev brugt i øl, til mad og til eksport. Rug var til gengæld det vigtigste brødkorn gennem hele 1800-tallet – også selv om det nogle steder (blandt andet på Fyn) blev presset noget af hvededyrkningen, der var efterspurgt især til eksport.[11] Hvede, som ikke er blandt de hårde kornsorter, er ikke med i det regnskab, vi har bevaret fra møllen, så vi kan ikke se, hvor stor en mængde hvede, der blev malet.
I 1907 blev ’Meterloven’ vedtaget og dermed skulle man: ”i Handel og Vandel … ikke anvende gammelt dansk Maal og Vægt, men skal maale og veje efter Metersystemet.” Før metersystemets indførelse blev korn målt i tønder. 1 tønde (td.) = 8 skæpper (skp.). 1 skæppe = 4 fjerdingkar (fjdk.). 1 fjerdingkar = 2 ottingkar (otk). Læs mere om mål og vægt: Poul Thestrup: Pund og alen: danske målog vægtenheder fra 1683-reformen til i dag. København 1991.
Møllen udvides I Johan Peter Julius Hansens tid som møller skete der en del forandringer på Maderup Mølle. I 1869 tilkøbte han et nabojordstykke på lidt over en skæppe af Hans Jørgensen i Maderup. Det tyder på, at Johan satsede lidt mere på landbrug, end den tidligere møller havde gjort. På den anden side fik han i 1872 brandforsikret vindmøllen på ny efter at have foretaget større forbedringer og udvidelser. Så der var altså også fortsat stort fokus på mølledriften. I 1872-taksationen beskrives møllen således:[12]
”Vindmøllen, Johan Peter Julius Hansen tilhørende.
Møllen er ottekantet af hollandsk Facon. Den staar på tilhugne Kampesten. Skroget er af Fyrtømmer, i en Højde af 4 alen fra Jorden beklædt med Brædder, i øvrigt tækket med Straa. Hatten er af Egetræ, ligeledes nogle af de indvendige Stykker. Vindfanget er 35 alen, drejes med Krøjeværk. Møllen har 4 lofter: Det 1. eller Gulvet er fra Krog til Krog 15 alen. Det 2., Kværnloftet, er fra Krog til Krog 13 alen. Det 3., Lodderiloftet, er fra Krog til Krog 10. Det 4., Hatteloftet, er fra Krog til Krog 8 alen. Samt Hatten 8. Der er 4 [sic] Kværne, nemlig: Rugkværn, Sigtekværn – baade Hvedesigte og Bygsigte, Skraakværn, Grynkværn, Grubbekværn. Møllen med Tilbehør i meget god Stand, vel vedligeholdt i alle Maader … ”
Her får vi en lidt mere detaljeret beskrivelse af møllens indretning og udstyr end i de tidligere brandtaksationer. De fire etager på møllen er navngivet efter deres funktion. Nederst var ’gulvet’, hvor indgangen til møllen var, og ovenover var ’kværnloftet’, hvor de store kværne var placeret. Den næstøverste etage kaldes ’lodderiloftet’ efter lodderiet, som blev brugt til at hejse de tunge sække med korn og mel op og ned i møllen. Og allerøverst ’hatteloftet’ – her var det store hattehjul, som var det første led i kraftoverførslen fra vingerne til møllen.
I stedet for de kun to kværne, som møllen rummede, da den blev opført 40 år tidligere, nævnes i taksationsprotokollen nu fem forskellige. ’Skalkværnen’ og ’brækkværnen’ fra de tidligere beskrivelser findes stadig, nu kaldes de bare hhv. ’grynkværn’ og ’grubbe-kværn’. Derudover nævnes en ’rugkværn’, der naturligvis var en kværn særligt til at male rugmel på. ’Sigtekværnen’ betegner en kværn, der er knyttet til en sigte, så det malede korn bliver sigtet, før det kommer i sække. Maderup Mølles sigtekværn havde særskilte sigter til både byg og hvede. Sigtekværnen er den, der takseres højest i forsikringspapirerne. Den forsikres for 300 rdl., mens grynkværnen kun forsikres for 100 rdl. ’Skråkværnen’ er en kværn med to sten, hvor malingen af kornet sker mellem de to stens flader. Skråkværnen kunne bruges til forskellige former for malearbejde alt efter, hvordan den var bildet – altså hvordan møllestenene var tilhugget.
Johan Peter Julius Hansen og hustruen Cathrine Duus ejede og drev landbrug og mølle sammen i 20 år, indtil Cathrines yngste søn, Hans Peter, i januar 1885 blev gift med Charlotte Dorthea Rasmussen. Charlotte Dorthea var en gårdmandsdatter fra landsbyen Ore, som i 1880’erne var tjenestepige i Maderup, hvor de to sikkert har mødt hinanden. Inden Hans Peter kunne overtage den fædrene gård, blev der underskrevet en aftægtskontrakt mellem ham og hans stedfar, som med ret høj detaljeringsgrad fastslog, hvilke ydelser det unge møllerpar forpligtede sig til over for de kommende aftægtsfolk. Aftægtsordningen var den almindeligste form for alderdomsforsørgelse siden i hvert fald 1600-tallet. Aftægt betød, at den ældre generation på en gård eller et hus overdrog ejendommen til en yngre generation (oftest søn eller svigersøn) mod til gengæld at få kost og logi mv., så længe de levede. Der var flere ’fordele’ ved denne ordning i en tid, da offentlig alderdomsforsørgelse endnu ikke var indført. ’De unge’ fik mulighed for at overtage en ejendom uden at skulle vente på, at forældregenerationen døde – dermed blev de ikke selv alt for gamle, før de fik foden under eget bord. Og ’de gamle’ kunne blive i husstanden og hjælpe til med det daglige arbejde, i det omfang de kunne. For at sikre sig mod eventuelle konflikter generationerne imellem var det meget brugt at lave aftægtskontrakter, hvori det blev fastsat, hvilke vilkår ’de unge’ skulle tilbyde ’de gamle’. Ofte behandlede kontrakterne nogle fastlagte områder: kost, logi, nogle gange del af ejendommens afkast, fra slutningen af 1800-tallet pengeydelser og endelig begravelsesomkostningerne.[13]
I Cathrine og Johans tilfælde rummer aftægtskontrakten (som er tinglyst i skødeog panteprotokollen) aftaler om følgende[14]: Aftægtsparret skulle have lov at bo i to sammenhængende værelser i stuehuset – det ene til haven og det andet til gården – som de frit kunne møblere med det nuværende bohave. Indtil deres død skulle den overtagende familie yde dem ”al fornøden Pleie og Opvartning, brygge, bage og vadske for os … ” Desuden skulle de køre dem til og fra familie og venner, med mindre der var over 2 mil hver vej (godt 15 km). I så fald skulle de køres til den nærmeste jernbanestation.[15] Desuden skulle aftægtsparret have 400 kr. årligt. Herefter følger i aftægtskontrakten overvejelser over, hvad der sker, hvis aftægtsfolkene bliver ”utilfredse med at leve sammen med vor Søn” og derfor gerne vil holde sig for sig selv i deres værelser. Så ordner de selv vask og bagning og alt det andet, men skal i stedet have 600 kr. årligt og til brændsel både tørv, ”storslaaet Bøgebrænde” og kul. Hvis de slet ikke kunne holde ud at bo på gården og derfor flyttede ud, skulle de i stedet have 800 kr. årligt. Endelig er der aftaler om, at deres søn og svigerdatter skulle forestå deres ”hæderlige Begravelse efter Egnens Skik og Brug”, når den tid kom.
Det var en lille landsby, som familien Duus rejste til for at nedsætte sig som møllere i 1830’erne. Den bestod af otte gårde og ca. 20 huse.[16] I 1700-tallet ejede Gyldensteen Gods otte gårde og et hus i landsbyen, men da Duus’erne flyttede til, var alle gårdene og langt de fleste af husene selvejere. Navnet Maderup fortæller os, at landsbyen er grundlagt som en udflytterby (en torp, der i byendelser kendes som -rup, -drup, -strup) engang i middelalderen. Udflytningen er formentlig sket fra landsbyen Hemmerslev, der ligger 2-3 km nordøst for Maderup. Forreste del af navnet, ’Made’, henviser til de store moseområder, der ligger syd for landsbyen.[17]
I løbet af 1800-tallet udviklede Maderup sig meget lig andre landsbyer i perioden: Der skete en stigning i befolkningstallet fra 90 personer ved folketællingen i 1801 til 141 i 1901. Denne befolkningsstigning var generel for hele Danmark i perioden. På Fyn alene steg befolkningstallet fra ca. 130.000 til ca. 280.000 i løbet af 1800-tallet. I samme periode var en større del af befolkningen flyttet til byerne, hvor nu ca. 31 % af fynboerne boede. De mange nye indbyggere i Maderup afspejlede sig i bygningen af mange huse, de fleste med lidt jord til, mens antallet af gårde lå fast på de otte. I løbet af 1800-tallet udviklede landsbyen sig med nye funktioner og elementer, og der kom en mølle, en skole, et teglværk, friskole og missionshus til. Måske kom der endda to møller til Maderup By, for på højkantskortet er markeret både Maderup Mølle og endnu en mølle, der ligger på et højdedrag i den sydøstlige del af landsbyen. Om denne mølle har det dog ikke været muligt at finde information om hverken alder, ejere eller andet.[18]
Hans Peter Duus og Charlotte Dortea Rasmussen blev gift i januar 1885, og derefter overtog de – på de i aftægtskontrakten fastlagte betingelser – Maderup Mølle og Møllegård. Hans Peter fortsatte sin stedfars taktik med udvidelser af jorden og tilkøbte i 1893 og igen i 1919 landbrugsjord til ejendommen. Jordstykkerne (hhv. matr. 23a og matr. 22 a+b) lå op ad møllens hovedmatrikel nr. 7, og de udgjorde tilsammen 6 skp., 2 alb. Med de nye jordstykker kom møllegårdens landbrugsareal op på noget over 2 td. hartkorn.[19] Om møllens udvikling og brug i den periode, da Hans Peter var møller, ved vi ikke meget, for der er ikke bevaret forsikringspapirer i arkiverne efter brandforsikringen i 1872.
Hans Peter og Charlotte Dorthea fik tre børn. Først to piger: Julie Catrine, født i 1889, og Marie Kristine, født i 1893. Begge de to små piger døde i løbet af 14 dage i januar 1894 af difteritis.[20] Knap to år senere – i november 1895 – fik de endnu et barn, denne gang en dreng, der blev kaldt Christian Julius Duus. Familiehistorien i Duus-slægten fortæller, at denne søn blev passet ekstra på og meget beskyttet, netop fordi hans to ældre søstre var døde som små.
I 1901 bestod møllerhusstanden af otte personer: møllerparret Hans Peter og Charlotte og lille Christian. Johan Peter Julius Hansen boede fortsat på aftægt, mens hans kone – Hans Peters mor – var død. Til at hjælpe med arbejdet på gården boede der desuden en møllebestyrer, Kristian F. Frederiksen (søn af Hans Peters søster Inger), og tre tjenestefolk.
Charlotte Dorthea døde som 59-årig i 1914, og fordi man ikke kunne drive en gård ene mand, kom der en husbestyrerinde i huset. Det blev Kristine Olsen, der var midt i 20’erne og født i Billeshave Skov. Kristines bror Peter var forlovet med en datter fra en anden gård i Maderup, og familien her samledes til konfirmation kun en måned efter Charlotte Dortheas død. Måske var det ved den lejlighed, at Kristine blev opmærksom på, at møllegården havde behov for en husbestyrerinde?[21] Snakken gik i den lille landsby, da den unge giftemodne pige kom i huset hos mølleren, der på det tidspunkt var 61 år. For ville det mon ske – som det var helt sædvanligt stadigvæk i begyndelsen af 1900-tallet – at husbestyrerinden ville ende som frue på møllegården? Og ville hun mon gifte sig med ’den gamle’ møller, eller ville hun vente på ’den unge’ møller, Christian Julius Duus, der i 1914 var 19 år og formentlig ikke boede på gården.[22] Men Kristine forstod at vente, og hun var husbestyrerinde, indtil hun i 1919 blev gift med Christian Duus og dermed blev husmoder på Maderup Møllegård.
Man siger ofte om møllere, at de havde en særlig status og betydning i landsbyerne, blandt andet fordi de som møllere havde evner og muligheder, som ikke var alle forundt. De var nødvendige i landsbyens drift. Den særlige status gjorde sig i hvert fald gældende for Hans Peter Duus i al den tid, han levede. Han var i en periode medlem af sognerådet i Særslev Sogn, han sad i menighedsrådet (ligesom både hans søn og sønnesøn også kom til det), og han blev til sin død omtalt som ’mølleren’ eller ’den gamle møller’, også selv om han i princippet havde overladt drift af mølle og gård til Christian Julius. Dette skete i første halvdel af 1920’erne, men Hans Peter blev boende på gården med sin søns familie til sin død i 1942.
I folketællingen fra 1925 nævnes Christian Duus første gang som husfader på møllegården. Ud over ham og hans kone bestod husstanden af deres indtil da tre børn: Arne, Dorthea og Karl Peter samt af Hans Peter, en husassistent og en tjenestekarl ved landbruget. Hans Peter benævnes fortsat som ”møller”, og i familien er også overleveret den historie, at det i realiteten var ham, der drev mølle og gård indtil sin død. Derfor er det formentlig også ham, der har ført den regnskabsbog over mølleriet, som er bevaret for perioden fra november 1931 til maj 1940.[23]
Regnskabsbogen er ført på en anden måde end den bog, Hans Peters stedfar førte i 1860’erne, og den giver derfor nogle lidt andre oplysninger. Det er eksempelvis ikke noteret, hvorfra møllens forskellige kunder kommer, så det er ikke til at se, hvor stort et opland der benyttede Maderup Mølle. Det er heller ikke samme slags korn, der laves regnskab for – i den gamle regnskabsbog var det udelukkende det hårde korn, der blev holdt regnskab med, men i 1930’erne drejer det sig primært om hvede, blandkorn, majs, grut (grovvalset korn, primært byg, til svinefoder) og det noget udefinerbare ’korn’. Til gengæld indeholder regnskabet et faktisk regnskab, der fortæller om, hvilke indtægter der var ved mølleriet. Derudover kan man ved at gennemgå regnskabet se den nedgang i mængden af malet korn, som skete i løbet af de knap ni år, som regnskabet dækker. Alene antallet af gange, møllen var i funktion, viser, at mølleriet var for nedadgående. I året fra juni 1932 til maj 1933 kørte møllen i gennemsnit knap 47 gange om måneden, mens det tilsvarende tal for året fra juni 1939 til maj 1940 kun var 16.
Figur 2 viser desuden tydeligt, at indtægten fra mølleriet i 1939-40 var markant mindre end syv år tidligere, til trods for at priserne på formaling var steget i samme periode. I 1931 kunne man få malet 20 kg hvede for ca. 1,30 kr., mens det kostede 2,20 kr. i 1940. Prisen på formaling af 20 kg blandkorn fordobledes, og samme tendens gør sig gældende for de andre produkter. Mølleri-indtægten for året 1932-33 var i alt knap 950 kr. I året 1939-40 var indtægten knap 500 kr., så mølleindtægten må på dette tidspunkt have været en biindtægt.
Maderup Vindmølles dage som fungerende mølle var talte, og ejendommens indtægt via landbrug havde for længst overgået mølleindtægten.
Ved siden af alle tallene fortæller regnskabsbogen os desuden noget andet – lidt overraskende. Nemlig at mølleriet fortsatte så længe, som det gjorde! Helt frem til 1940 – formentlig så længe som Hans Peter Duus stadig orkede det. På et billede fra 1942 ser møllen så nedbrudt ud, at man forestiller sig, at den har stået ubenyttet i flere årtier. I virkeligheden viser billedet måske bare, hvor hurtigt en bygning forfalder, når den ikke er i brug.
Af et notat til Udvalget for det fynske Landbygningsmuseum fra november 1941 ses, at man havde påbegyndt forhandlinger om køb og flytning af Maderup Vindmølle til det planlagte landbygningsmuseum i Odense.[24] Ejeren af vindmøllen omtales som ”Møller H.P. Duus” – hvilket stemmer godt overens med, at det var Hans Peter, der bestemte, selv om han i princippet var indtrådt i en form for aftægtsordning til fordel for sin søn og svigerdatter. Prisen for møllen var sat til 500 kr.[25], og udgiften til flytning af hele herligheden samt genopførelse i Den Fynske Landsby vurderedes til 15.000 kr. Møllen ”anvendes ikke mere og kan erhverves for Materialprisen.” Som sagt så gjort, og møllen blev købt til museet i 1942 og genrejst i årene efter. Historien fortæller, at der mange år efter fortsat var noget ’gammelt træ fra møllen’ gemt væk i en lade på møllegården. Træet brugte Christian Duus’ søn, Carl Peter[26], mange år senere til at dreje syv sæt trælysestager – et til hvert af sine børn samt et sæt til ham selv og hustruen. På den måde forblev en lille del af Maderup Vindmølle i Duus’ernes eje, selv længe efter den var kommet på museum.
Efter frasalget af møllen fortsatte møllegården som almindelig landbrugsejendom. Men efter Hans Peter Duus’ død i februar 1942 gik det (iflg. hans oldebarn Sigrid Duus) ikke så godt med driften af gården. Sønnen Christian havde aldrig rigtig lært, hvordan man skulle drive en gård, fordi faderen altid havde været der. I stedet blev den næstældste søn, Carl Peter[26], kaldt hjem – sammen med sin forlovede, snart efter hustru – for at overtage og drive slægtsgården. Det gjorde de, frem til de begge døde kort tid efter hinanden i december 2011, hvorefter Maderup Møllegård – efter 172 år i slægtens eje – blev solgt.
Og nu har Maderup Vindmølle så stået og knejset over Den Fynske Landsby i mere end 70 år, og med den gennemgribende restaurering, som foretages i disse år, er det håbet, at den vil stå lige så mange år endnu. Efter endt restaurering håber vi, at møllen igen vil blive ’levende’ med en gruppe frivillige møllere, der skal være med til at lade møllevingerne dreje og stenene kværne Den Fynske Landsbys korn til mel.
