Torsdag, den 15. januar 2015 var lydniveauet markant højere end sædvanligt på Brandts. Det unge fremadstormende black metalband Solbrud gav en kort, intens koncert i auditoriet i stueetagen på den gamle klædefabrik i anledning af åbningen af Mediemuseets udstilling Marks of Metal – logodesign og visualitet i heavy metal. Koncerten leverede lydtapet til metalgenrens særegne visuelle æstetik og gav publikum mulighed for at opleve den musikalske kultur, der var emnet for forårets særudstilling på Mediemuseet.
Artiklens forfattere tilrettelagde i samarbejde med adjunkt, ph.d. Vitus Vestergaard, der er ankermand på forskningsprojektet ”Investigations of Metal Music and Visuals: Logo, Cover, Brand” på Syddansk Universitet, samt musikanmelder og mangeårig metalfan Johnny Harboe udstillingen om den grafiske designtradition og -kultur, der findes inden for denne musikgenre. Formålet var at belyse og afsøge de mange referencer til typografi og kalligrafi, der findes inden for metallogoer, og undersøge, hvordan logoer på forskellig vis benyttes på fx pladecovers og T-shirts, samt hvordan disse visuelle udtryk bliver til samlerobjekter for dedikerede fans.
Formålet med en særudstilling om visualitet inden for en musikgenre, der for mange er forbundet med larmende guitarer og sortklædte mænd, var desuden at bygge bro mellem mainstreamkultur og subkultur. Vi ville gerne – som et led i arbejdet med at række ud til nye brugergrupper – præsentere en musikkulturel æstetik med rødder i en smal musikgenre for et bredere publikum og bringe forskellige brugergrupper sammen på museet, nemlig medie- og kulturhistorisk interesserede og metalmusikinteresserede. Udstillingen og de events, der var knyttet til den, skulle dermed skabe nye relationer mellem Mediemuseet og dets besøgende – nye såvel som nuværende.
Mediemuseet havde igennem Vitus Vestergaard fået kontakt med logodesigner, og selvudnævnt ’Lord of the Logos’, Christophe Szpajdel fra Belgien, der gennem årene har designet mere end 8.000 logoer til metalbands. Det er også Szpajdel, der har designet Marks of Metal-logoet til udstillingen. Szpajdels designs var gennemgående indslag i udstillingen som eksempler på den visuelle kultur i metalmusikken. Noget af det første, publikum mødte, når de trådte ind i udstillingen, var en væg af Szpajdels designs i en sort/hvid grafisk præsentation, da det monokrome er den primære farvepalet i denne kultur.
Med disse eksempler kunne vi illustrere nogle af Vitus Vestergaards foreløbige forskningsresultater omkring logoernes æstetiske udgangspunkt i typografi – især de gotiske skrifter – og kalligrafi. Derudover viste udstillingen også udviklingen inden for albumcovers i metalgenren, og hvordan logo og cover art bliver et samlet kunstnerisk udtryk. Udstillingen kom desuden omkring den kreative proces og viste de mange referencer til design- og kunsthistorien, såsom art deco og art nouveau, der optræder i designet af albumcovers og bandlogoer. Både metalfans og ikke-fans tog godt imod udstillingen, der var velbesøgt i de fire måneder, hvor den var åben for publikum på museet.
Det var dog ikke slut med Marks of Metal, da udstillingen blev pakket ned efter sidste åbningsdag den 31. maj 2015. Mediemuseet fik mulighed for at lade udstillingen genopstå på den københavnske metalmusikfestival Copenhell, årets store begivenhed for danske metalfans. Her kunne vi bringe museet ud til et nyt publikum efter en periode, hvor vi havde arbejdet med at bringe nye brugere ind på museet. Outreach – det at kunne tilbyde aktiviteter og services til personer, der ellers ikke har mulighed for at deltage i disse aktiviteter – har længe været et satsningsområde inden for museumsverdenen[1], hvor der har været politisk fokus på at åbne institutionerne og gøre dem nærværende for alle typer publikum.
Uagtet det opportune i at kunne bidrage til et aktuelt fokusområde og diskussionsfelt syntes vi, at det kunne være spændende at bringe en udstilling om visualitet i metalmusik ud til dens kernepublikum i forbindelse med en festival, hvor der samtidig ville være rig mulighed for publikum for at trække paralleller til musikken i koncerterne og reflektere over denne æstetiske kultur. Vi fik transporteret de 14 plancher, der udgjorde hovedparten af udstillingen, til Refshaleøen, hvor festivalen fandt sted den 18.-20. juni 2015. Placeret strategisk mellem madboder og toiletvogne var der konstant trafik omkring plancherne, der blev nærstuderet med stor nysgerrighed af festivalgæsterne. ’Logovæggen’ med Szpajdels designs blev naturligvis en yndet baggrund for portrætter og selfies.
Museets faglige personale var til stede under festivalen for at tale med festivalgæsterne og observere deres interesse for og brug af udstillingen. Med placeringen af udstillingen in mente – på en larmende musikfestival midt mellem afdelinger for diverse fysiske behov – kan det naturligvis diskuteres, hvor koncentrerede festivalgæsterne var om udstillingens pointer. Men det er absolut vores indtryk, at publikum fik lejlighed til at reflektere over logodesign og grafisk kultur inden for deres musiske interessefelt.
Det publikum, der så udstillingen på Copenhell, og som på udstillingens åbningsaften fyldte Brandts’ auditorium og Mediemuseet op, havde længere hår og var mere sortklædte end museets publikum på vanlige torsdagsaftener. Der var naturligvis en faglig interesse blandt metalfans for at se deres visuelle kultur på museum, men vi havde også gjort en indsats i forbindelse med Marks of Metal for metodisk at inddrage metalfans i forlængelse af det arbejde med brugerinddragelse, der i forvejen pågår på Mediemuseet[2]. Da denne brugergruppe netop besidder en specialviden inden for dette felt, var det oplagt at have en tæt dialog om udstillingsprojektet. Museet samarbejdede med den lokale forening Metal Mekka, der har til formål at fremme metalmusikkulturen i Odense ved bl.a. at arrangere koncerter. Vi bad foreningens brugere om hjælp til at vælge udstillingens titel ved at sætte en afstemning op på foreningens facebookside, hvor sidens følgere kunne stemme blandt fem forslag[3]. Netværket blev også brugt til at fremskaffe såkaldte battle jackets, som er denimveste med påsyede lapper med bandlogoer fra de metalkoncerter, som ejeren har deltaget i. En battle jacket udgør en meget vigtig del af identifikationsarbejdet for metalfans, da den repræsenterer en form for trofæ og samtidig signalerer, hvor dedikeret en metalfan ejeren er.
Da det tillige var udstillingens erklærede mål at formidle metalkulturen til ikke-metalfans, forsøgte vi at inddrage de besøgende i den færdige udstilling – fans eller ej. I et udstillingsafsnit, Wall of Names, inviterede vi publikum til at designe deres egne logoer inspireret af de designs, de netop havde set i udstillingen. En del tog imod denne opfordring og placerede sig ved skrivebordet for at kaste sig over monokrome designs for mere eller mindre fiktive bands med navne som Thomkath, The Fuckers og Hvalfangerne, og der var jævnligt udskiftning af logoer i de rammer, der var dedikeret til de besøgendes designs. I dag kan alle de brugerskabte logoer ses i et billedalbum på Mediemuseets facebookside.
Som det fremgår, har vi haft mange intentioner om at skabe relationer museet og brugerne imellem omkring udstillingens emne og indhold – logodesign og visualitet i metalmusik. Men hvordan responderede museets besøgende på, at metalkultur kom på museum?
Da en af hensigterne med udstillingen var at nå ud til en ny gruppe af brugere, nemlig metalfans, ved at præsentere deres subkultur på museet, var vi naturligvis nysgerrige efter at finde ud af, hvordan de opfattede udstillingen. Ligeledes ville det være interessant at se, hvorledes museets almindelige brugere så på dette indblik i en fremmed subkultur. Derfor iværksatte vi en spørgeskemaundersøgelse. Besøgende valgte selv, om de ønskede at deltage i undersøgelsen efter at have set udstillingen. Vi modtog 20 besvarelser på åbningsaftenen og yderligere 95 besvarelser i løbet af udstillingsperioden, altså 115 besvarelser i alt. Generelt fordeler deltagerne i undersøgelsen sig nogenlunde ligeligt mellem kvinder og mænd, samt hvorvidt de anser sig selv som værende metalfans eller ikke-fans. Men som det fremgår af figur 1, så er der en overvægt af mænd blandt fans og kvinder blandt ikke-fans. Aldersmæssigt er alle grupper fra under 18 år og til 60+ repræsenteret, men 70 % af besvarelserne placerer sig i aldersgruppen 18-39 år med et gennemsnit på 31 år.
Vi bad de besøgende om at beskrive Marks of Metal-udstillingen med fem ord. Figur 2 og 3 er en visualisering af samtlige af disse beskrivende ord via værktøjet Wordle, der gør ordene større eller mindre, alt efter hvor ofte de optræder. Det mest iøjnefaldende ved disse visualiseringer er, at både fans og ikke-fans fandt udstillingen ’spændende’ og ’interessant’, da disse beskrivelser optræder oftest. Ikke overraskende er fansene begejstrede for udstillingen om ’deres’ kultur, som de beskriver som ’god’, og de finder yderligere oplevelsen ’inspirerende’. I datamaterialet gemmer sig også et væld af mere kraftfulde positive tilkendegivelser som ’megafedt’, ’pissefedt’, ’fucking fedt’ og ’mega motherfucker fed’. Hos ikke-fans er det mødet med det ukendte, som sætter sig spor med beskrivelser af udstillingen som ’tankevækkende’, ’anderledes’, ’aha-oplevelser’, ’overraskende’, ’nyt’, ’øjenåbnende’, ’nyskabende’, ’nytænkende’ og ’ny horisont’. Dette møde opleves ofte som noget positivt, og ikke-fans beskriver også udstillingen som ’god’. En enkelt kvindelig ikke-fan gik endda så langt som til at kalde Marks of Metal for en ’hyggelig, rar kulturel oase’. Bemærkelsesværdig udtalelse, når man tager den konstante lydkulisse med korte eksempler på metalmusik i udstillingen i betragtning. Mødet med det ukendte kan dog også fremkalde negative følelsesmæssige reaktioner, da andre ikke-fans beskriver udstillingen som værende ’brutal’, ’skræmmende’, ’mørk’ og ’dyster’.
Sådanne negative reaktioner finder vi ikke hos fansene, der heller ikke vægter det nye i deres beskrivelser. Tværtimod er indholdet ’velkendt’ og ’genkendeligt’. Flere beskriver også udstillingen som værende ’true’. Inden for metalkulturen er det populært at diskutere, hvorvidt et givent band lever op til de ’sande’ metalværdier. At udstillingen får dette prædikat af besøgende fans indikerer, at den overholder de givne genrekonventioner og tager sit emne seriøst. De negative reaktioner fra fans går på, at udstillingen var ’lille’, ’kort’, ’begrænset’ og ’kunne være større’. Nogle fans måtte også kigge forgæves efter deres yndlingsband: ”Hvor er Sacrificial Forever Entangled?”, som en skriver. En anden fan mente, at der var ”ikke nok battle jackets. Min egen slår alle dem, I har udstillet!”. Både fans og ikke-fans finder udstillingen ’oplysende’, ’seriøs’, ’informativ’ og ’lærerig’. I den forstand har museet opfyldt sin forpligtelse som vidensinstitution til at formidle kultur på en måde, hvor der er noget at komme efter for både de indviede og de uindviede.
Endelig var udstillingen om bandlogoer en måde at vinkle typografi, som er et af museets kerneområder, på en ny måde. I de beskrivelser, der angår udstillingens indhold, nævner både fans og ikke-fans typografi i form af ’skrift’, ’skrifttyper’, ’bogstaver’ og ’krøllede bogstaver’. Det er særlig ikke-fans, der nævner dette aspekt, mens musikken fylder mere hos fans. For en enkelt ikke-fan er den typografiske forbindelse den eneste formildende omstændighed ved udstillingen, som beskrives som ”kedelig, ensformig, spændende med sammenligning af skrifttyper fra 1300-tallet”.
Et af elementerne i udstillingen var en væg med indrammede udgaver af det danske musikmagasin Metalized ophængt i kronologisk orden. Metalized er et såkaldt fanzine, et magasin skrevet for fans af fans og ikke af professionelle journalister. Magasinet blev startet i 1987 og er i dag Skandinaviens ældste heavy metal-magasin. Ophængningen af Metalized-forsider afslørede tydeligt den udvikling, der har været inden for grafisk design af magasiner i perioden. Der sker en overgang fra sort/hvid til farvetryk, og layoutet bliver stadig mere avanceret med udviklingen af teknologier til desktop publishing, som bliver et almindeligt redskab for grafikerne. Desuden viser forsiderne, hvordan Metalized langsomt finder sin identitet gennem forskellige stilistiske eksperimenter i begyndelsen. For eksempel afprøves forskellige logoer, indtil det nuværende logo finder sin form i 11. udgave af magasinet. Derfor valgte museumsinspektør Christian Hviid Mortensen at analysere disse Metalized-forsider nærmere i et egentligt forskningsprojekt.
Magasinets titel er med tilføjelsen af endelsen ’-ized’ til metal en sproglig nydannelse, som på engelsk indikerer en forandringsproces i betydningen ’forvandlet til metal’ eller ’givet metal-karakter’. Logoet forsøger at anskueliggøre denne betydning ved at benytte forskellige ’metalagtige’ visuelle udtryk. Version 02 og 03 ligner, at logoet er blevet udstanset af en stålplade. Version 03 spiller i stedet på den udtalemæssige lighed mellem metalized og metaliced med sine visuelle konnotationer af is i de isblå takkede bogstaver med istapper på. Det nuværende logo har kantede bogstaver i en metallisk farvenuance med et tofarvet airbrushed look, der deler logoet horisontalt. Bogstaverne har smalle skygger, som indikerer, at logoets ydre kanter er ’skarpe’ som bladet på en økse. T’et har form som en hakke, hvilket yderligere konnoterer metalarbejde. Logoet har bilateral symmetri, hvilket er almindeligt for metalband-logoer. Yderligere er det første og sidste bogstav i logoet forlænget nedad på samme måde som logoet for Metallica, et af de mest kendte metalbands i verden. Selv om logoet bevarer sin form fra nr. 11, kan farven godt variere, fx på jubilæumsudgaven nr. 50, hvor logoet får en gylden toning, eller nummer 57 og 60 med forskellige flammeeffekter.
| Version | Nummer | Metalized-logo |
|---|---|---|
| 01a | #01 |  |
| 01b | #02 |  |
| 02a | #03 |  |
| 02b | #06 |  |
| 03 | #08 |  |
| 04a | #11 |  |
| 04b | #50 |  |
| 04c | #57 |  |
| 04d | #60 |  |
 |
Logoet er den primære identitetsmarkør på coveret og sammen med coverfotoet de mest fremtrædende elementer. Analysen viser, at hvert unikt cover komponeres ud fra en lille gruppe af tekstmæssige og visuelle elementer, som sammensættes på forskellige måder. Hvert element har en bestemt kommunikativ funktion, men disse funktioner kan overordnet inddeles i tre kategorier: Identifikation (logo og slogan), metadata (udgavenummer, pris, dato) og indholdsvisning (billeder, indholdslister). Kompositionen sammensættes ikke på en ny måde fra cover til cover, men benytter forskellige layoutskabeloner, som definerer, hvor de enkelte elementer er placeret. Fra nr. 01 til nr. 96 findes der ti forskellige skabeloner, hvoraf nogle kommer i forskellige variationer. Der er en tendens til, at layoutet bliver stadig mere kompliceret med flere billeder og andre elementer frem til nr. 92, hvor man går tilbage til en simplere form.
Marks of Metal-projektet viser tydeligt synergien mellem forskning og formidling på museet som vidensinstitution samt det gavnlige i at samarbejde med andre vidensinstitutioner for at optimere museets begrænsede ressourcer. Afsættet for udstillingen var Vitus Vestergaards forskning, men udstillingen gav også selv anledning til yderligere forskning i Metalized-projektet. Christian Hviid Mortensen har præsenteret projektets foreløbige resultater på de to internationale konferencer NordMedia 2015 i København i august og Mind over Metal i Odense i december. Resultaterne bliver samlet i en engelsksproget forskningsartikel, som vil blive udgivet i et fagfællebedømt tidsskrift.
Yderligere er Marks of Metal det eneste eksempel på en kulturhistorisk udstilling på en musikfestival, som vi kender til. Copenhell har endda fået så megen positiv respons på udstillingen fra festivalgæsterne, at de gerne ser en ny lignende udstilling på festivalen i 2016. Vitus Vestergaard, Johnny Harboe og Christian Hviid Mortensen arbejder videre med at udvikle idéer til næste års festival. Vi glæder os til at se reaktionerne fra fansene, når de igen møder Mediemuseet på festivalen.
Endelig blev udstillingen en bekræftelse på, at et svært tilgængeligt og ’tørt’ emne som typografi kan gøres interessant for et bredere publikum ved at give det en skæv og skarp vinkel. For museets medarbejdere har det været en positiv oplevelse at indgå i dialog med dedikerede fans og prøve at ’oversætte’ deres subkultur til en museal sammenhæng og til et museumspublikum.
