I anledning af H.C. Andersens 150-årsdag den 2. april 1955 har firmaet Thomas B. Thrige og N. M. Knudsens Fond, Odense, givet H.C. Andersens Hus tilskud til udgivelsen af publikationen „H.C. Andersen, mennesket og digteren”. Fra samme tidspunkt overtager H.C. Andersens Hus „Anderseniana” som museets årbog, der fremtidig sendes H.C. Andersen Samfundets medlemmer som medlemsbog. Ovennævnte tilskud har gjort det muligt at bringe museets festskrift som årbog, således at det deles i to bind med 1. halvbind i 1955 og 2. halvbind i 1956.
„Mellem Østersøen og Nordhavet ligger en gammel svanerede, og den kaldes Danmark; i den er født og fødes mange svaner, hvis navne aldrig skulle dø.”
Således lyder de første ord i H.C. Andersens hyldest til fædrelandet. Selv blev han den berømteste af svanerne fra den danske svanerede, og vi kan i år — 150 år efter hans fødsel — med rette anvende hans egne eventyr-ord om svaneflugten: „Det lyste gennem luften, det lyste hen over verdens lande”.
Hans eventyr har i stilhed — uden ydre virkemidler — erobret verden og er nu et element i alle nationers fælles arv; men vi, der er født i samme land som han, har visse naturlige forudsætninger for at gøre opmærksom på det særegne i hans kunst.
Vi finder, at denne kunst, der har øst af så mange kilder, i sind og stil, i sansen for det store i det små, i foreningen af vision og virkelighed, i enestående grad er dansk. Bag de mange forklædninger, som eventyret benytter, er der danske mennesker. Konger og nøddeknækkere, prinsesser og springgåse taler vort eget sprog, — og selvom eventyrets skueplads er henlagt til fjerne lande, er det dog i Odense og København, det foregår.
Når hans kunst i dag forekommer os mere suveræn end nogensinde, skyldes det vel især den frie menneskelighed, der har magt til at menneskeliggøre selv de tungeste erfaringer. På sin løbebane fra fattigbarn til etatsråd lærte han alle stænder at kende; han kunne med selvoplevelsens sandhed fabulere om menneskers fejl og nederlag, deres naragtighed og fin-fornemme selvtilstrækkelighed — men uden at forjage dem fra det fælles menneskeland. Han hørte ikke til hine satirikere, der bliver stikkende i satiren. Når han fortalte om den lille pige, der nytårsaften fryser ihjel foran vinduet til det lune hjem, var det uden politisk sigte. Han tog mennesket ved hånden for at føre det dybere ind i sin egen menneskelighed. Selv midt i det kritiske opgør, der leger himmelspræt med åbenlyse og skjulte fjender, er han den livsnære og livsfortrolige, der ydmygt ved, at livet dog er og forbliver et under.
Han voksede op i en tid, der dyrkede de nordiske helte og i nogen grad havde trang til det patetiske. Selv valgte han sine „helte” i det oversete og skjulte. Han fik laserne til at tale. En rusten stoppenål, et par kasserede flipper i en skarnbøtte, en æggeskal, der flyder i rendestenen, kan fortælle en historie, der gør os til livets medindviede. Den lille mus og vi har vore små hemmeligheder sammen.
H.C. Andersen tog sin fattige barndom, dens virkelighed og drømme, ind i sin kunst. Ovenfra set er det hele ikke meget bevendt. Hans Christians mor, Marie Traes, var et knoglet fruentimmer, der sled med det groveste arbejde og nu og da tog sig en tår over tørsten. „Hun duede ikke”, hed det sig. „Det er sørgeligt med den klasse af folket”, sukkede byfogeden. Men Hans Christian vidste, at de var rigtige indeni. De duede alligevel. Man kunne bare ikke vide det, hvis ikke man havde levet de menneskers liv. Det var mennesker, der skjulte deres følsomhed med ord, der ikke var tilgængelige for enhver.
H.C. Andersens følelser strømmer varmest, når han fortæller om det store i den oversete og mangelfulde form. Det morede ham at lade de stumme ting få mæle — at forråde, hvad tingene gemte „indeni”.
Som børn er vi optaget af denne spændende kunst, der udvider vor dagligverdens virkelighed, så at den til slut spænder fra jord til himmel. Som voksne overraskes vi påny ved at læse de samme eventyr, thi nu tegner en idé sit dybe perspektiv bag det farverige spil.
Det enkle og det dybe hører sammen i denne kunst. Der er skrevet titusinder af romaner om de særegenheder, der knytter sig til kærligheden, men simpelthen at fortælle om kærligheden som den livsretning, der tror alt, håber alt, tilgiver alt, — det er kun de ganske få beskåret. Et budskab som H.C. Andersens kan bedst udtrykkes i den korte form — og det viser hans mesterskab, at han fandt den.
Han, den store fornyer, har mere end de fleste været med til at fastholde traditionen i vor kultur. På det litterære felt har hans kunst været et stadigt kald ind mod det væsentlige, og hans humor er også i vore dage en frigørelsens kraft. Han skrev et sprog, som alle kan forstå, og som selv de fineste kendere kan nyde, og det er vel ikke mindst årsagen til, at hans eventyr uden at tabe deres charme har kunnet gå ind i alverdens sprog.
I Danmark, hvor hans digtning er fundamentet i vore børneskoler, har han været digtningens — og dermed kulturens — fornemste formidler overfor nye befolkningslag, der arbejdede sig frem til større selvstændighed, og i den store verden har intet jerntæppe kunnet hindre hans kunst i at fortælle eventyret om mennesket. I en splittet og urolig verden er hans levende ord et vidnesbyrd om, at der trods alt er noget, som er fælles.
