Til C.J. Becher på firsårsdagen den 3. september 1995
Da Erling Albrectsen en septemberdag i 1966 sluttede sin syvårige udgravning på Møllegårdsmarken hos kammerherre Sehesteds sønnesøn, var det Danmarks største oldtidsgravplads han forlod, overbevist om at den nu var totalt udgravet (Albrectsen 1971,12). Albrectsen sluttede, hvad Broholms ejer Frederik Sehested havde begyndt 91 år tidligere med udgravningen af 381 grave (Sehested 1878,135ff).
Albrectsens optimisme holdt imidlertid ikke stik. Udenfor de 7749 kvadratmeter, som han og Sehested havde undersøgt, trak de stadigt mere effektive traktorplove i 1970erne og firserne skærene gennem ukendte urner.
Det blev derfor en af opgaverne for det store forskningsprojekt om Gudmes jernalderbygd fra 1988-1993 at grave Møllegårdsmarken færdig én gang for alle (Nielsen & al. 1994). Museet på Hollufgård har derfor gravet videre fra 1988 til 1993 for projektets penge. Siden har vi fortsat på vågeblus, d.v.s. at en museumsassistent (CM) bistået af trofaste amatører har fordybet sig i nogle af de uløste problemer gennem 1991-1994. Først skulle pladsens omfang og varighed afklares. Var der virkelig ingen grave efter omkring 400-425 (Jensen 1977; Christoffersen 1985)? Havde Albrectsen fået det hele med? Der er jo sket et og andet siden 1966, som får os til at stille nye spørgsmål. Hvilken rolle spillede denne store gravplads i Gudme-bygden (Thrane 1991)? Vi regnede med, at gravene var pløjet sønder og sammen, men håbede at finde dybereliggende skeletgrave, som kunne føre gravpladsen ind i germansk jernalder. Denne artikel skal ikke referere alle resultaterne, hvoraf nogle er nævnt (Fynske Minder 1988 og Henriksen 1991; Lambertsen 1992). Vi koncentrerer os om to punkter, som kan have en indre sammenhæng, nemlig veje og de såkaldte dødehuse.
I 1989 skete det uventede. Øst for Albrectsens felter, lidt ned ad hældet mod øst, d.v.s. ned mod Tange ådal, som her er bred og flad, kunne en underlig stenlægning frempensles. Når urner o.s.v. var pløjet sønder næsten overalt, kan det synes underligt, at så små sten (to til tre cm store) kunne ligge urørt. Det er de kun, fordi muld er flyttet ned fra markens top af markredskaberne. Vi finder kun vejsporene, hvor de er dækket af extra tykke muldlag. I Stenlægningen var der regelmæssige, parallelle render som må være hjulspor. Så var vi klar over, at det måtte være rester af en gammel vej. Den fine belægning afviger fra de solide brolægninger, som man ellers kender fra jernalderens veje (Kunwald 1961; Schovsbo 1987,139ff; Jørgensen 1993).
Nu galdt det selvfølgelig at finde mere, så vi kunne se, hvor vejen førte hen. Søgegrøfter blev lagt mod nord og øst med delvist positivt resultat. Fra et vejkryds ud for gravpladsens nordøsthjørne går en vej nordpå, op mod nabogravpladsen over den fugtige lavning, som danner gravpladsens nordgrænse. En anden vej går vest-øst langs åens venstre bred. Mod vest er desværre kun en stump bevaret. Den har formentlig buet, så den kom norden om gravpladsen og fortsatte mod vest ind mod Gudme. En anden nord-sydgående stump blev senere observeret.
Ved gravpladsens sydøsthjørne var vejene fint bevaret ned mod Tange Å i et andet område med dækkende jordlag. Det er dette stykke, som har givet de bedste oplysninger, så vi koncentrerer os om det i det følgende.
Vejene er ca. 1,8-2 m brede, hjulsporene holder en indbyrdes afstand på ca. 1,15-1,2 m, hvilket passer pænt med den sporafstand, som de såkaldte Tranebær- og Astrup-Jelling-typer skulle have (Schovsbo 1987, I33ff, 135ff). Vejbelægningen er op til 10 cm tyk, de små sten lagt i op til fem lag. Der er ingen kantsten eller andre former for afgrænsning af vejene. I sydøst falder terrænet ganske stejlt ned mod åen. Her lå et gråsort jordlag langs gravpladsens sydøstlige grænse. Det voldte i begyndelsen en del tolkningsproblemer. Da opgaven først og fremmest var at undersøge gravene, blev problemet udskudt til sidst. I ledige stunder gravede amatørarkæologer 1m brede søgegrøfter på tværs af jordlaget. Den opgravede fyld blev vandsoldet og viste sig at indeholde ret store mængder stærkt forbrændte oldsager.
Det gråsorte lags overflade blev renset af under pløjelaget. Hvor laget var tyndt i kanterne, sås mulige vejspor som et gråligt fyldskifte i undergrunden. I vest- og østsiden af fyldskiftet lå der med ca. 1 m’s mellemrum, en bræmme af 3 – 10 cm store sten.
Disse sten lå dog på ingen måde jævnt og ordentligt som i de sikre vejspor, men de lå i de områder; hvor eventuelle hjulspor har været. Umiddelbart virker fylden for udvasket og gammel til, at der kan være tale om en ageren fra nyere tid. Så formentlig er det en ødelagt vejstrækning.
I søgegrøfterne i det gråsorte lag længere nede mod åen lå vejbelægningen intakt indtil 0,7 m nede i undergrunden, d.v.s. oprindeligt i en meters dybde. Terrænfaldet har ikke været jævnt nok til at man kunne køre op ad det, så her ligger vejene i hulninger. De er blevet til hulveje. Der var kun gråsort jord i den vestlige hulvej. For en vurdering af vejens formål er sydøsthjørnet væsentligt. Her kunne vejene enten fortsætte sydpå over Tange Å, eller bøje mod sydvest langs åens venstre bred med retning mod Lillesø og Gudme.
I stedet for at grave hver vej ud, snød vi og gik ned til åen for at se, om der i dens brinker skulle være rester af vejenes fortsættelse at spore. Hvor hulvejene munder ud i Tange Å, sås i åbrinken tydeligt et bredt stenbelagt område. Åen er reguleret, og ligger nu i en gravet kanal tæt op langs vådområdets nordvestre bred. Åløbet har formentlig i den ældste smeltevandstid skabt den markante skråning i lavningens sydside, og senere har åen snoet sig tæt langs den højre bred, indtil reguleringen.
Først ryddedes de tilgroede åbredder for brændenælder og andre ubehageligheder; så foretog vi en grundig oprensning over et ca. 20 m bredt område. I den sydvendte bred opmåltes profilen med ganske tydelige vejspor. Tolkningen af profilen er bestemt ikke problemfri, men det står dog klart, at de to veje her løb sammen til et ca. 12 m. bredt vadested, som er belagt med samme stenmateriale som de øvrige vejspor. De sikre vejspor kan deles op i to dele. Den østlige del er jævn og plan i overfladen. Her ligger stenene, næsten som om de var tromlet på plads, ensrettet sådan, at en plan side altid vender opad, ganske som det sås i vejsporene, hvor underlaget var stabilt på tørt land. Et ca. 80 cm. bredt og 12 cm. højt, jævnt ophøjet parti på den ellers jævne bane antyder formentlig midterstykket imellem køresporene i vej AFY Den vestlige del er langt mere rodet, stenene ligger i en svagt konkav form, som om de har været grundigt opkørt i et mudret lag. I østsiden afgrænsedes stenbelægningen af et markant mørkegråbrunt fyldskifte, som ved første øjekast virkede recent. Det er nok ikke rigtigt, idet der i fylden er tydelige aludskillelser. Laget løber skråt op ad en leret tunge, som syntes at skyde sig et stykke ud i vådområdet langs østsiden af vadestedet. Det er formentlig opstået ved afgravning af lertungen til opfyldning af lave områder i vadestedet. Lag 7 under stenlaget kunne passende være materiale hentet herfra, opblandet med det daværende gamle muldlag, og sidenhen udvasket og omdannet. Stenene i den sikre del af vejforløbene ligger i blandet klægt fast sand med grå og okkergule lerklumper.
Mere problematisk er forholdene imod vest. Afgrænsningen er diffus, idet der ligger et ret tæt stenlag i samme niveau mindst 20 m. længere mod vest. Dets overflade er betydeligt mere ujævn, og flere af stenene sidder i tilsyneladende ren undergrund. Stenene ligger mest på et lyst okkergråt lerlag, hvorunder der stedvis ses lag af løst "søsand?", som hurtigt skylles bort af åvandet. Sandlaget stiger opad længere mod vest. Sporadiske sonderinger i åen længere mod vest har også vist stenlag, men det er vanskeligt at afgøre, om de er naturligt aflejrede.
Stenlaget vestpå kan være spor efter en simplere slags vejforløb langs bredden imod sydvest. Jorden over vadestedets stenlag er mørkegråbrun, lidt klæg tørveagtigt fyld, hvor der nederst fandtes svage spor efter organisk materiale, mest i form af barkflager fra tynde grene, dog slet ikke sådan, at der er belæg for gisninger om rester fra en eventuel gren/risarmeret vejbane. De samme spredte spor efter smågrene sås også over stenlaget mod vest. Det er endnu ikke lykkedes at finde vejen i bredningen, men vi mener at den er gået sydpå. Der er antydninger på sydbredden, som skal kigges efter. Ganske besynderligt var det i hver hulvej at finde en solid pæl.
Imellem stenene midt på vej ADF stod en pæl, som så ud til at gå i dybden. Der blev sat en nord-syd gående profil AFU, og gravet ned. Pælen viste sig at være 13 cm tyk, af eg, og var nedrammet til en dybde af 0,5 m. med en hældning på 10 nygrader mod nord. Den var så velbevaret, at den blev hjembragt i håb om dendrokronologisk datering. Den nederste tilspidsede del var mindre velbevaret, hvilket nok skyldtes udvaskning i lag 4, som var ret vandførende.
Pælen lod sig på Nationalmuseet dendrokronologisk datere til 1112-1190 e.Kr, men kun kærneved var bevaret, og fældningstidspunktet skønnes til ca. efter 1210 e. Kr (Bonde 1994,19). Det var en overraskelse.
Ved afdækningen af den østlige vej fremkom et hulrum ind i den ene profil. Hulrummet forløb ca. 45 nygrader skråt fra vestlige kørespor ind mod vejmidten. I niveau med vejbanen viste det sig, at profilen var lagt så heldigt, at stolpen stod lige midt i den. Såvel i fladen som i selve hulrummet kunne den måles som en rund stolpe med en diameter på omkring 20 cm. Da snittet var ført helt til bunds, viste det tydeligt, at stolpen oprindelig har stået lodret omtrent midt mellem hjulsporene. Stolpens flade bund var 63 cm under vejoverfladen, og selv om det ikke var muligt at se noget spor efter det, må man formode, at stolpen er gravet ned. Det forekommer usandsynligt, at en så kraftig, ikke tilspidset stolpe selv i fugtig bund kunne rammes så dybt ned. Årsagen til, at udgravningen ikke længere kunne ses, er nok, at undergrunden i denne zone til stadighed er meget vandførende. Derfor er det lysegrå sand udvasket med vandrette rustbrune alfarvninger I vestsiden, ned imod bunden, sad endnu lodrette splinter fra selve stolpen, men det meste af stolpesporet var så svampet, at det ikke kunne tages helt op. Oppe i hulrummet var der spor af næsten papirtynde træflager i sortbrunt fedtet fyld. Stolpen kan spores ca. 25 cm op i fylden over vejbanens niveau, hvor den ser ud til at ende brat. I lodret stilling må stolpen have raget mindst 35 cm, op over vejbanens midterrabat. Formentlig har den været mandshøj. Af en eller anden grund er stolpen siden blevet presset mod vest ind over det vestlige kørespor; – måske har en tungt lastet vogn kørt på den i en fugtig periode, hvor vandet fra Tange å har stået langt op i hulvejene. Vi erfarede ved selvsyn, at det sker efter en regnfuld periode. Pælene har formentlig haft det formål at markere vejsporene i vadestedet, når vandstanden i åen var høj. En sammenhæng med pælene har formentlig de tre store sten, som lå nede på vejbelægningen i den vestlige hulvej.
De to lå oven på hinanden syd for pælen. Hvor mange sten, der ligger på vejen, kan ikke siges, da der jo kun er afdækket små stykker. Tilsammen må pæle og sten vise, at vejenes tid var forbi. Nok var datidens vogne høj-akslede, men de kunne næppe passere pæle og sten på vej op ad en våd skråning, så spærringen har sikkert været effektiv. Dendrodateringen viser, at vejene endnu fungerede i tidlig middelalder, hvor områdets godser formentlig begynder.
Inden vi ser på vejenes forhold til gravene, skal den anden nyhed fra Møllegårdsmarken – husene – beskrives.
I flere omgange er der fundet stolpehulsarrangementer på gravpladsen. De er blevet tolket som "dødehuse". Det første blev iagttaget mod nordvest, næsten ude ved landevejen (Henriksen 1991). Otte stolper dannede en firkant på 5,2 × 4,7 m, hvert stolpehul mellem 30 og 50 cm i diam. og 20-40 cm dybt nedgravet. Indenfor stolperne var det eneste spor af en grav en noget atypisk, aflang, beskadiget samling brændte ben med nogle få lerkarskår. I stolpehul LL lå smeltet bronze, i flere af hullerne var der sort jord m. brændte ben og lerkarskår, som må stamme fra en ligbrænding i nærheden.
Det andet "hus" lå mod sydøst, vest for vejene, der ikke var erkendt, da huset blev undersøgt. Her stod stolperne i kreds om ialt fire urner; hvoraf de tre stod så tæt sammen, at de må være sat ned samtidigt – grav 2214. Den fjerde urne stod næsten i kredsens centrum – grav 2213 med benkam, bronzenål og smeltet bronze og glas (Lambertsen 1992b). De ialt ni stolpehuller var fra 30 til 45 cm i diam. og 30 til 70 cm dybe. Flere af dem var firkantede, hvilket vel afspejler selve de tilhuggede stolper. Anlægget var 5,2 meter i udvendigt tværmål.
I sommeren 1991 blev gravpladsens sydøstlige randområde renskovlet. Området er ekstremt stenet og var stærkt udtørret og desuden fuldt af dyre- og rodgange og muldfyldte huller efter oppløjede sten. Derfor var det svært at vurdere, hvilke fyldskifter der med rimelig sikkerhed kunne tilskrives oldtidsanlæg, og hvilke der stammede fra nyere aktiviteter, stenopgravning, dræning osv. Først sammentegningen af planerne viste en samling stolpehuller Da området endnu ikke var tildækket, foretoges en finafrensning med graveske. Det kom der et nydeligt anlæg ud af. Ialt tolv stolpehuller danner tilsammen et næsten kvadratisk anlæg på ca. 3×3 m, lidt smallere over den nordlige langside. Anlægget er orienteret omtrent solret, og ligger lige midt imellem de to veje, netop hvor vejsporene i nordgående retning holder op, fordi de er pløjet væk. Stolpehullerne er nogenlunde lige store og dybde, ca. 35 cm i tværmål og 18 – 25 cm dybe med flad bund. Formen varierer fra rund til firesidet med afrundede hjørner. Afstanden mellem hullerne er ret ensartet, omkring 1m. Fylden er ligeledes ensartet gråbrunt, lidt klægt sand, som går over i okkergrågult mod sider og bund, hvor grænsen til den udvaskede okkergule undergrund er en smule diffus. Kun i et enkelt af stolpehullerne var der enkelte svage trækulsspor.
En enkelt sikker grav blev fundet i centrum af anlægget – grav 2212. Det er en urnegrav med kun bunden bevaret, uden fund. Den ligger i sydkanten af en tæt samling urnegrave og behøver nødvendigvis ikke at hænge sammen med AGA.
En anden mere tvivlsom grav, også kun en lerkarbund med. br ben, 2185, fandtes 65 cm inden for midten af anlæggets sydlige side. En mindre skårsamling i et fyldskifte kan stamme fra grav 2185, eller fra en anden bortpløjet grav. Det gælder også de spredte skår og brændte ben i et tydeligt stenspor 80 cm fra det nordøstlige hjørne. Hele anlægget og området vest, nord og øst for var stærkt nedpløjet, helt ned i undergrunden. Det var derfor umuligt at skaffe sikkerhed for hvor mange urnegrave der har været i eller tæt uden for anlægget.
Ved finafrensningen fremkom fire tydelige pælehuller indenfor stolpehulrammen. De ligger i den nordvestlige kvadrant, og danner en omtrent ligesidet trekant med en afstand mellem hullerne på 1,45, 1,6 og 1,7 m. Det fjerde hul ligger 0,5 m vest for sydvesthjørnet, forskudt 12 cm mod nord fra den sydlige linie. I fladen tegnede hullerne sig tydeligt kantede, fordi pælene var tilspidsede. Dybden varierer fra 17 til 24 cm. De tre af hullerne var alle fint tilspidsede, mens det fjerde – AGM – var meget gennemrodet af dyregange og endte fladt på en undergrundssten. Fylden i hullerne bestod af næsten helt rene ligbålsrester i form af trækul med små fragmenter og spor af brændte ben.
Det er fristende at kæde disse spor efter en ligbrænding sammen med urnen og stolpesætningen i centrum (jvfr Lusehøj, Thrane 1984,136), men fylden i stolpehullerne burde nok have båret tydeligere præg af bållaget på jordoverfladen.
Det fjerde hus fremkom ved detailundersøgelserne af vejen syd for hus tre. Felterne i det gråsorte lag, som på nær to var stoppet lidt over den stenbelagte hulvej ADF, blev finafrenset. Herved blev der konstateret stolpehuller i begge sider af vejen, fire i hver side med en indbyrdes afstand på ca. 1m. I østsiden sad de et godt stykke op ad hulvejens skråning, medens de i vestsiden lå helt tæt ind til de stenfyldte vejspor. Midt i kørebanen kunne der i den sydlige ende ses forstyrrelser af vejbelægningen, hvorved trækulsfyld var kommet ned imellem det forstyrrede stenlag. Da hulvejens stenlag var fjernet, fremkom to stolpehuller fra anlæggets sydlige gavl. I den nordlige ende fandtes ligeledes to stolpehuller på tværs midt i vejforløbet, samt et tredie dobbelthul, der er opfattet som en udskiftning af den nordøstlige hjørnestolpe. Da hullerne i den nordlige gavl lå i en af de grøfter som allerede var gravet i bund, var det ikke muligt at få fuldstændig klarhed over forholdet til vejen. I den urørte fyld over anlæggets midte blev der lagt tre nye profiler for at rette op på de nedskredne profiler. Profilerne viste tydeligt, at hulvejen, dengang brændingsanlægget blev opført, har været helt fri for bålrester Imellem hulvejens stenlag. og ca. 0-3 cm over dem er fylden gråt udvasket sand, som må være naturligt nedskyllet i regnvejrsperioder mens vejen endnu var farbar og i brug. Den grå vejfyld skilte knivskarpt fra den ovenliggende rene bålfyld, men ud mod siderne er der imellem vejfyld og bållag tynde lag af fyld svarende til undergrunden. Ved stolpehul AJT sås tydeligt, at disse tynde lerlag er opgravet jord fra hullerne i anlæggets ældste stolpesætning.
Hele anlægget er rektangulært, og måler 3,53×2,80 m med langsiderne parallelt med hulvejen. De 12 stolpehuller, som ser ud til at udgøre den oprindelige bærende konstruktion, er placeret således: Fire hjørnestolper hvorimellem der er to stolper jævnt fordelt på hver langside. Stolpehullernes dybde er ret ens; alle har været tæt ved 60 cm dybe. Stolperne har været omkring 20 cm tykke, og alle lodrette. I næsten alle stolpehuller kunne det påvises, at stolpen var udskiftet indtil flere gange. Især i den nordlige del var udskiftningerne omfattende. I det nordøstre hjørne har stolpe AHK været udskiftet eller stabiliseret med en kraftig, ca. 80 cm dybt nedrammet, tilspidset pæl. Hertil kommer dobbeltstolpehullet AKJ og AKK lidt uden for det nordøstlige hjørne. Det må formodes at have erstattet hjørnestolpen AHK. Er denne antagelse rigtig, er dette hjørne blevet udbedret ikke mindre end tre gange. Noget lignende ses ved det nordvestre hjørne. Samtlige udskiftningsstolper skiller sig på flere punkter fra de oprindelige. De er knapt så dybt nedgravede, og snittene viser tydeligt, at de har stået skråt med hældning ind mod den oprindelige stolpe. Desuden er pakfylden her, i modsætning til de første stolpehuller, opblandet med bålrester.
Ud over stolpehullerne indgår der i anlægget et stort antal tilspidsede pælehuller. De er lodret nedrammede, og mere eller mindre fyldt med sorte bålrester. De synes nært knyttet til stolpekonstruktionen, fordi de overvejende var nedrammet tæt ved stolperne, eller i linien midt imellem disse. Tre af pælehullerne, AH, AJX og AJN, ligger længere inde imod den centrale del, og har måske tjent til ekstra understøtning omkring askepletten AKV, som tidligere var fundet midt i anlægget.
Anlægget tolkes som et stationært ligbrændingsanlæg. Det er mærkeligt nok sjældent, at den slags er observeret, så derfor er det en særdeles spændende iagttagelse (Klindt-Jensen 1978, 8flf). Vejen må være opfyldt, inden "huset" blev bygget. De talrige stolpeudskiftninger viser, at bygningen må have været i brug flere gange over en længere periode. Formentlig er stolpehullerne spor efter en slags platform med et hul i midten, så der kunne komme godt med træk op i ligbålet på platformen. Selve platformen kan have været beskyttet mod ilden ved et lag græstørv eller lignende. I den hvid-grå askeplet AKV sås der hvidbrændt sand, som kunne tænkes at stamme herfra, -eller fra andre jordbyggede dele af selve bålkonstruktionen.
Det ca. 20 cm tykke lag af bålfyld i hulvejen tyder på et stationært anlæg, som har været brugt i en lang periode. Bållaget fylder jo næsten hele hulvejen fra udpløjningen i nord og næsten helt ned til vadestedet. Den øvre del af hulvejenes bålfyld kan meget vel stamme fra anlægget. Lignende anlæg kan gemme sig i den urørte del af det gråsorte lag.
Denne tolkning gjorde den gråsorte jord interessant, så det gjaldt om at få en datering. Al den øvrige bålfyld blev nu holdt nøje adskilt fra den underliggende vejfyld, og begge lag blev vandsoldet. Den sorte bålfyld indeholdt, foruden en del kraftigt efterbrændt keramik fra sen yngre romertid, en hel del stærkt fragmenterede oldsager af glas, bronze, sølv, jern, guld og bjergkrystal. Brændte ben forekom næsten kun som små fragmenter. Som en prøve blev der ved vandsoldningen af en mindre portion bålfyld fra området imellem profil AHE og AJR, sat en spand under afløbet for at kontrollere, hvor meget der løb igennem 1mm soldet. Da spanden var fyldt op, blev indholdet spulet grundigt igennem, og det øverste lette materiale hældt fra gentagne gange, indtil bundmaterialet var helt rent. Herefter blev resten hjembragt til videre behandling i mindre portioner og eksperimentering med sortering i diverse skåle og fremkalderbakker. Resultatet var foruroligende: mikroskopiske stumper guld! Hundredvis af smeltedråber og fragmenter så små, at de nok skal måles i l/l00 mm. Vægtmæssigt er det bagateller – milligram -, men fundet fortæller en del om høje temperaturer i dette brændingsanlæg, og om ødelæggelsen af det medgivne gravudstyr. Efter denne opdagelse blev der sat spande under soldafløbet ved resten af bålfylden, med henblik på senere slemning. Der blev også indsamlet en slemmeprøve fra bålfylden i hulvejen helt nede i felt AFO. I vejfylden fandtes med metaldetektor et formodet pyntesøm af bronze til en vogn og en lille fod til et bronzekar. Det vigtigste fund fra vandsoldningen var en afstødt smykkedel, i form af en lille guldindfattet granat med to koncentriske cirkler inddrejet om centrum, kun 0,65 cm i diameter. Formentlig stammer den fra et fornemt smykke lignende sværdknappen fra guldbrakteatskatten fra 1982 (Fynske Minder 1988 s.275). Dateringen af det gråsorte lag til overgangen mellem yngre romertid og ældre germansk jernalder synes dermed sikret.
Gamle veje er altid interessante, men hvad har de med grave at gøre? I første omgang drejer det sig om at datere dem i forhold til hinanden.
Vejene går ikke hen over grave, og gravene berører ikke veje, så der er ingen direkte stratigrafiske forhold mellem de to (bortset fra AGH, se nedenfor). Manglen på overskæringer kan tolkes som udtryk for samtidighed. Der er ganske vist aldrig påvist nogen overjordisk afmærkning af gravene, men den må have existeret, fordi yngre grave aldrig er gravet ned i ældre (Albrectsen 1971,17). Så tæt som gravene ligger må man præcist have kunnet se, hvor der lå grave. Ellers kunne man ikke undgå at grave ned oveni ældre grave.
De dækkende jordlag over det meste af gravpladsen er pløjet af. Hvor der nu er tykkere muld, skyldes det udpløjning fra de højere arealer. Kun i syd og sydøst lå der endnu urørte jordlag fra jernalderen – det gråsorte lag. Det forsegler hulvejene, og giver dermed en datering af dem. Laget må være aflejret naturligt over lang tid takket være vind og vejr. Så længe vejene var i brug, må det gråsorte lag være holdt på plads af et gærde eller hegn, så det ikke flød ned i hulvejene. De store sten på den vestlige vej kunne være rester af et sådant gærde. Da man opgav vejen, smed man stenene ned i hulvejen, og så var der fri bane for det tykke jordlag vest for vejene. Laget må altså være havnet i vejen efter at brændingen (se nedenfor) var holdt op, d.v.s. engang efter 400. Bygning AGH giver altså en terminus ante quem for den vestlige hulvej til sidst i 4’årh.
Skal vi følge dendrodateringen af pælen fra den vestlige hulvej, var vejen endnu tilgængelig i middelalderen, d.v.s, at det gråsorte lag først da kan være flydt ned i hulvejen. Herimod taler anbringelsen af hus AGH oveni netop denne vej. Bygningen har naturligvis spærret for kørsel.
Oveni bygning AGH er der i profilerne spor som næsten ikke kan være andet end hjulspor. Formen passer; og det gør hjulafstanden også. Det er altså tydeligt, at vejen var taget i brug igen efter at brændingsanlægget var forsvundet, d.v.s. mellem 400 og 1100.
Den østlige vej kan naturligvis have fungeret videre, men hvorfor så sætte pæle i begge? Et andet problem er at vejene ser så ens ud. Der er ikke nogen forskel på belægningen i det flade terræn og i hulvejene. Belægningerne ser ikke nedslidte og reparerede ud, og hvordan undgik de det? Så fine de er, måtte kørsel med tungt læssede vogne splitte belægningen, skulle man tro. 400-500 kg. vægt skulle være rimelig for jernalderens vogntyper, men finere vogne til ligfærd har naturligvis ikke haft tilnærmelsesvis samme vægt. Hulvejene bliver ikke gravet ud. Både de og resterne af det gråsorte lag ligger så langt nede ad skrænten, og dækkes af så tykt et muldlag, at de vil kunne ligge uden fare fra fortsat dyrkning.
Derimod vil vi søge efter vejens fortsættelse ud i landskabet som led i en bredere undersøgelse af Gudme-bygdens indre kommunikationsnet.
Detailundersøgelserne har vist, at der flere steder i gravpladsens udkant lå stolpebyggede huslignende konstruktioner, som hænger sammen med grave på en eller anden måde. Det er ikke stedet at gå ind i en nærmere redegørelse for sådanne grav- eller dødehuses historie og funktion (i sten- og bronzealder kalder man dem kulthuse (Becker 1969; Kaliff 1995). Mere interessant er det, at de fire huse på Møllegårdsmarken ligger i gravpladsens udkant, og ved siden af vejene[1]. Ganske vist er vejsporene væk mod nord, men den vestgående vej må have passeret tæt forbi hus I. I syd er der ikke færre end tre huse. De kan vel ikke have stået samtidigt, men må have afløst hinanden.
Det er vel ikke usandsynligt, at gravpladsen i århundredet før Kristi fødsel blev lagt på den naturligt afgrænsede højning, fordi de naturlige vejforløb krydser her. En østgående vej fra bopladsen på Ejsemoseløkken vest for Møllegårdsmarken (Sehested 1878, 229ff) har forbundet bopladsen med kysten. Den nord-sydgående vej må være parallel til den gamle bronzealdervej mellem Hesselagergård og Tangegård, og fører op til gravpladsen på bakken nord for Møllegårdsmarken (Sehested 1878,190 no.3) – og videre nordpå? Vejen over åen fører vel videre ned mod Oure, hvor vi endnu ikke kender så meget til jernalderbebyggelsen. Vejen vestpå langs åens nordbred kan føre til den i 1995 udgravede 4′-5′ århundredes boplads vest for Lillesø.
Indtil videre opfatter vi nok vejene som led i Gudme-bygdens indre kommunikationsnet (infrastruktur), men vejene må jo også (og vel især) have fungeret i forbindelse med brugen af gravpladsen. Allerede i Langå blev den rigeste af mændene begravet med sin pragtvogn, der vel bar ham det sidste stykke vej. Ligfærd til vogns formodes at være karakteristisk for folk i samfundets højeste lag i den tidlige jernalder. Det er ikke svært at forestille sig ligkørsler i romersk jernalder fra den centrale boplads øst for Gudme Sø med endestation på Møllegårdsmarken (se kortet Thrane 1993 fig. 13). Her stod de små "huse" og markerede gravpladsens grænser. Det er nok ikke tilfældigt, at denne særmarkering synes at høre til gravpladsens sidste periode, hvor også gravskikken undergår flere forandringer. Men det er en anden historie.
