Som nævnt flere gange i det foregående afsnit, havde Fyns Folkemuseum i Eiler Rønnovs gård, Nørregade, lige siden sin etablering i 1910, måttet kæmpe med alvorlige pladsproblemer. Ca. 150 m2, fordelt på 2 etager med 2 rum i stueetagen og en »sal« på førstesalen, var det disponible udstillingsareal. Hertil kan føjes et trappehus, som var blevet tilføjet ved restaureringen 1908-10, samt kælder og loft i forhuset. Inden for disse snævre rammer skulle dokumenteres den nyere fynske kulturhistorie, fra reformationen og fremefter, bondekultur og købstadskultur. Rammerne var for snævre fra starten, og bedre blev det naturligvis ikke, når indsamlingen bragte nye kulturlevn frem.
En løsning på dette museums pladsproblem øjnedes i 1930, da Odense kommune købte den store ejendom Møntergården på hjørnet af Overgade og Møntestræde, opført 1646 af Falk Gøye til Hvidkilde og endnu 1930 ganske velbevaret, når bortses fra forhusets stueetage. Odense kommunes køb var angivelig foranlediget af bevaringshensyn, idet den hidtidige ejer havde ansøgt Det særlige Bygningssyn om tilladelse til nedrivning af den lange sidefløj, hvis fine, rigt udskårne renaissancebindingsværk var ualmindelig velbevaret. Foreløbig blev ejendommen dog kun administreret som kommunal bygning – sammen med andre fredede bygninger som Odense Slot og Sct. Knuds kloster, og lejemålene fortsatte. Men tanken om museumsanvendelse var blevet ventileret.
Nogle år senere, 1934-35, tog man museumsplanerne op til fornyet overvejelse og nu som led i en større plan, der på lidt længere sigt skulle løse pladsproblemerne for ikke blot Folkemuseet, men også de forhistoriske og historiske samlinger på Stiftsmuseet, incl. mønt- og medaillesamlingen. Til bearbejdelse af de vidtløftige planer nedsattes et særligt underudvalg, som undersøgte de forskellige muligheder. Man søgte inspiration i købstadmuseet »Den gamle By« i Århus og hos dettes stifter, Peter Holm, ligesom der indhentedes erklæringer fra Nationalmuseets direktør, M. Mackeprang, og Det særlige Bygningssyn.
Efter behørig forelæggelse for byrådet fik man bemyndigelse til at kontakte arkitekt Mogens Clemmensen og bede denne om bistand til udarbejdelsen af et egentligt projekt. Mogens Clemmensen var den tids mest fremtrædende restaurerings arkitekt, han var fast arkitekt for »Den gamle By«, og netop i disse år var han ved at færdiggøre ombygningen og udvidelsen af Nationalmuseet, i tilknytning til Prinsens Palæ.
Nu kom det til at gå stærkt. Byrådsbemyndigelsen forelå 30/3 1936, og allerede samme sommer fremsendte Clemmensen sine forslag. Først en dispositionsskitse kaldet »Forslag til Møntestrædes omdannelse til museumsgade«, gående ud på placering af samtlige byens historiske samlinger i og ved Møntestræde. Sidenhen, i september s.å., fulgte et mere detailleret forslag vedr. den del af projektet, som man helst så udført som 1. etape, nemlig indretningen af et folkemuseum i Møntergården.
Forinden sidstnævnte forslag skal nærmere beskrives, må det understreges, at den ejendom, Odense kommune købte i 1930, kun omfattede hjørneejendommen – Overgade 50, Møntergården, matr. nr. 1834, altså ca. halvdelen af det areal, som i dag hører til Møntergårds-museet. Naboejendommen, Overgade 48, blev først erhvervet i efteråret 1939. Det projekterede nye folkemuseum11 var tænkt som et firlænget kompleks, hvori Møntergårdens Overgade-fløj og Møntestræde-fløj udgjorde den sydlige og østlige længe, idet dog sidstnævnte skulle forlænges yderligere med Eiler Rønnovs gård. Denne – altså Nørregade-forhuset – kunne netop klemmes ind mellem Møntestræde-fløjens nordgavl og Pernille Lykkes Boders sydgavl. Som nordlænge skulle nu opføres en grundmuret bygning med et gotisk hvælvet »kapel«, og i det vestlige ejendomsskel – ind mod Overgade 48 – langs en høj brandmur en lang smal »galleribygning«, til hvis forside man ville genanvende »forhåndenværende bindingsværk«. Det fremgår af korrespondancen, at man havde fået lovning på en endnu ikke nedrevet Assensejendoms sidelænge i bindingsværk. At den fredede Eiler Rønnovs gård kunne flyttes, havde man på forhånd sikret sig. Bygningssynet anbefalede det endda, med henvisning til den latente brandfare på den hidtidige plads.
I det projekterede forlængede kompleks ville der blive en række rundtløbende museumsrum, både i stueetagen og på 1. sal, og rundgangen i museet skulle begynde til højre – og slutte til venstre – for porten i Eiler Rønnovs gård. Og inden for disse rammer skulle anbringes 1) samtlige middelaldergenstande, 2) interiører fra reformationstiden til ca. 1800, ordnet i stil- og tidsmæssig rækkefølge, 3) samlinger til belysning af Odense bys historie, 4) tekstil- og dragtsamlingen samt 5) ovne, belysningsmidler m.m.
Mogens Clemmensens forslag fik Chr. Axel Jensens velsignelse, og museumsbestyrelsen gjorde også forslaget til sit. Forslaget kom ikke til udførelse – hvad enhver kender af den nuværende Mønter gård vil vide – og det er nok også godt det samme. Eiler Rønnovs gård blev flyttet og placeret som foreslået, men det gotiske »kapel« og »galleribygningen« kom ikke længere end til arkitektens tegnebord og museumsbestyrelsens og byrådets borde.
Ved vurderingen af 1936-forslaget må det understreges, at det som sin forudsætning havde den lange smalle Møntergårdsgrund. En anden forudsætning er den, at Møntestrædes østlige side tænktes anvendt på samme måde, til belysning af kulturhistorien efter år 1800, dels i de bestående bygninger, dels i andre gamle bygninger, som med tiden ville blive »disponible«. Møntestræde ville altså blive en virkelig museums gade, og indgangen var logisk nok placeret midt i gaden.
Ejendommeligt nok tænkte man sig, at Pernille Lykkes Boder fortsat skulle tjene boligformål. Om det skyldtes en i og for sig tiltalende respekt for den ærværdige milde stiftelse og ønsket om dennes beståen, eller et ønske om, at dens beboere skulle bibringe museumsgaden en smule liv, det får stå hen. Nord for, ud mod Sortebrødretorv, skulle der i hvert fald også disponeres med museumsformål for øje, jvf. dispositionsplanen. Her skulle en nyopført toetages bygning afgive plads til både oldsagssamling og møntsamling foruden til arbejds- og kontorlokaler, og igennem denne skulle en port give adgang til museumgaden »Møntestræde«. Strædets navn skulle også være museets navn – og var det faktisk i ret så lang en årrække.
Det nye museumsudvalg, der som følge af socialdemokratiets sejr ved byrådsvalget 1937 blev anderledes sammensat end det gamle, fastholdt det én gang vedtagne projekt. Byrådet approberede, hvorefter man tog fat på de bygningstekniske problemer og økonomien. Til rekonstruktion af Møntergårdens opr. facade mod Overgade (stueetagen) måtte der skaffes gammelt tømmer. Det fik man fra Nørre Aaby præstegård og fra kommandantgården i Nyborg, ja selv bolværkstømmer fra Nyborg blev indkøbt til formålet.
Foreløbig havde arkitekt og håndværkere nok at bestille med selve Møntergårdens restaurering. Først ind i året 1939 blev der tid til at arbejde med flytning af Eiler Rønnovs gård. Samtidig hermed dukkede imidlertid forslaget om at erhverve naboejendommen Overgade 48 op – d.v.s. udvide museumskomplekset til den dobbelte størrelse. Man må sige, der blev handlet hurtigt. Overgade 48 var knap nok erhvervet, før museet 25/10 39 fremlagde sit »foreløbige forslag til rummenes anvendelse i museumskomplekset med angivelse af cirkulationen«, ialt 29 rum beliggende i Overgade 48, Overgade 50 og Eiler Rønnovs gård, med indgang i Overgade 48’s port og således at rundgangen begynder og ender dér. Altså som det blev disponeret ved museets åbning 1941 og som det kendes i dag.
Mogens Clemmensen var på det tidspunkt på grund af sygdom kommet noget på distancen, og i hans sted blev det Odenses dav. bygningsinspektør (sen. stadsarkitekt) M. Rix, som allerede længe havde haft fast opsyn med byggeriet, der kom til at færdiggøre arbejdet. Mogens Clemmensen døde i 1941, og allerede juni 1941 var museet færdigt til indvielse og publikums ibrugtagning. I de sidste måneder må man have haft meget travlt! Lejemålene i Overgade 48 kunne først opsiges til oktober flyttedag 1940; men mere end godt et halvt år var der ikke til de nødvendige bygningsmæssige ændringer og selve museumsindretningen. Og uvæsentligt var det vel ikke, at der var kommet krig til landet – med materialeknaphed og visse prisstigninger til følge – samt at museernes leder Chr. M.K. Petersen gik af p.gr.a. alder, overladende ansvaret for det samlede museumsvæsens vé og vel plus den ufærdige byggesag til Svend Larsen.
De bygningsmæssige ændringer i Overgade 48 var ganske omfattende. Trapperummet blev ændret, gulvet i sidefløjens stueetage måtte sænkes – for at muliggøre en »kirkesal« til udstilling af høje altertavler, og etageadskillelsen måtte forstærkes og brandsikres. 2. sal reserveredes til Odense Bys Museers kontor – fra nu af kaldet museernes fællesadministration – og i kælderen blev der publikumstoiletter. Alt dette måtte bygningsinspektøren tage sig af.
Ved dispositionen af museets udstilling fulgte man stort set det førstnævnte »foreløbige forslag« fra 1939. Dette byggede forsåvidt på det ældre forslag fra 1936, gældende det mindre firlængede museum i snæver tilknytning til Møntergården. Ved en rundgang gennem museet skulle man kunne få en forestilling om kulturhistorien – naturligvis specielt den fynske – fra middelalderen til ca. 1800. Stiludviklingen fra gotik til rokoko, Louis XVI og empire skulle også kunne iagttages, og endelig skulle der være plads til specialsamlinger omkring emner som Odenses håndværkerlav, Odenses bystyre samt kunsthåndværk og -industri.
Ved studier i det 1938 genåbnede Nationalmuseum, specielt dettes 2. og 3. afdelinger, og ved en studierejse til svenske og norske museer gjorde Svend Larsen sig bekendt med den sidst anvendte udstillingsteknik, og den altid hjælpsomme tilsynsførende Chr. Axel Jensen bidrog med råd og dåd, på hjemlig grund godt hjulpet af Peder Hansen, der i mellemtiden var avanceret til kustode og fik bolig i selve museumskomplekset.
Der skulle naturligvis anskaffes nyt inventar til det nye museum. Det hidtil anvendte – på Stiftsmuseet og i Folkemuseet – var ikke brugbart. I mangt og meget kom museumsmontrerne til at ligne Nationalmuseets; Mogens Clemmensen »genbrugte« simpelthen sine tegninger fra Nationalmuseet. De var jo heller ikke ret gamle.
Efter en koncentreret indsats, som kalder på den dybeste respekt, lykkedes det at få museet næsten færdigt til indvielse 19/6 1941, med nationale og lokale autoriteter som gæster og omgærdet af Dansk historisk Fællesforening og Dansk kulturhistorisk Museumsforening, hvis årsmøder samtidig afvikledes i Odense. Herved fik »kirkesalen« sin premiere som foredragssal.
Det lille forbehold, udtrykt ved »næsten«, gælder 1. salen i sidefløjen til ejd. Overgade 48. Hér skulle udstilles – og blev siden udstillet – tekstiler og dragter samt »folkekunst«. Det blev også den eneste afdeling, hvor bondekulturen kom til orde i dette museum. Landbygningsmuseet »Den fynske Landsby« var i mellemtiden blevet til, i det mindste som idé og plan, hvorfor året 1941 også her – som på Nationalmuseet – markerer den definitive opdeling af et oprindeligt »helt« folkemuseum i to museer, hvis samlinger har sine rødder i henholdsvis købstaden – »højere stand« – og landdistrikterne – »bondestanden«. 12 Foreløbig gjaldt adskillelsen dog kun for udstillingerne. I magasinerne blandedes kulturlevnene stadigvæk, uanset deres forskellige proveniens.
Økonomien i restaureringen, ombygningen og museumsindretningen i 1938-41 er forsåvidt af meget overskuelig størrelsesorden. Den forholdsvis dyreste del var erhvervelsen af ejd. Overgade 48 (175.000 kr.) og istandsættelsen af samme (80.000 kr.). Istandsættelsen af Møntergården og flytningen af Eiler Rønnovs gård kunne mestendels finansieres ved den sum, der fremkom ved salget af den grund i Nørregade, hvor Eiler Rønnovs gård havde ligget siden 1540’erne, samt et par legater eller testamentariske gaver, som i tiden forud var tilflydt Odense-museerne fra behjertede venner af museumssagen (købmand Simon Haible og hvidgarver L.C. Petersen). Det var ganske flot klaret, må man sige!
Nu skulle det nye museum »sælges« til sit publikum. Navnene »Møntestræde« og »Møntergården« brugtes lidt i flæng. Efter den ændring af indgangsforholdene, som tilkoblingen af ejd. Overgade 48 bevirkede, kom museet til at vende ryggen til Møntestræde, hvilket nok er årsagen til, at »Møntestræde« aldrig rigtigt har vundet hævd. Kort efter museumsåbningen holdtes i august 1941 museets første særudstilling, omfattende det fynske materiale af udstillingen »Folkelige Vævninger«, tidl. vist i København. I forbindelse hermed demonstreredes folkedans på gårdspladsen, og der blev arrangeret aftenomvisninger. Publikumstilstrømningen var da også betragtelig, ca. 11.500 det første år, næsten en 10-dobling af det besøg, Fyns Folkemuseum havde kendt til. Til fastholdelse af publikum, men først og fremmest for at give en bred orientering om bygningshistorien og samlingerne udsendtes året efter en fyldig vejledning på 32 sider, forfattet af Svend Larsen.13
Vejledningen gælder kun Møntergården – altså hele komplekset – men har undertiden »Fyns Stiftsmuseums historiske Afdeling«. Herved var det tilkendegivet, at meget fortsat stod tilbage. Ufortrødent forsøgte man at gå videre efter den 5-6 år tidligere lagte plan. Den anden side af Møntestræde skulle inddrages og bebygges med ældre Odense-ejendomme til belysning af 1800-tallets kultur og historie, og som kronen på værket skulle der rejses en større bygning til oldsagssamlingen – Fyns Stiftsmuseums forhistoriske Afdeling – og til møntsamlingen. Nu gik arbejdet imidlertid i stå. Usikkerhed omkr. den fremtidige udvikling på det østfor beliggende areal (dengang Hotel Postgården, nu Hans Mulesgade med Politigården) gjorde sit til at standse den museale fremmarch. Krigen gjorde sit – og opbygningen af Den fynske Landsby har nok også gjort sit. Ingen kan både blæse og have mel i munden! Endnu én bygning blev dog føjet til, den såkaldte Østerbyes gård. Denne lå opr. i Vestergade som nr. 76, hvor den i 1631 var opført af sognepræst Christen Hansen fra Nr. Lyndelse. I 1904 var den blevet nedbrudt, men forinden var gården, d.v.s. forhuset, blevet behørigt opmålt, tømmeret blev opmagasineret, og da Møntestræde-planerne kom frem 1935 blev dens genopførelse aktuel. Efter Mogens Clemmensens død havde den stedlige kgl. bygningsinspektør, arkitekt Knud Lehn Petersen – siden 1940 »særligt sagkyndigt« medlem af museumsudvalget, men uden for byrådets kreds – fået overdraget den overordnede ledelse af museets byggeri. Han forestod derfor genrejsningen af Østerbyes gård, som i lighed med genrejsningen af Den fynske Landsbys gårde og huse gennemførtes som beskæftigelsesforanstaltning med særlige statstilskud. Gården blev lagt skævt i forhold til Møntestræde. Dette har siden vist sig at være uheldigt, af flere grunde, hvorfor bygningen igen i de seneste år er blevet flyttet, så den nu ligger med facade mod det nye Sortebrødrestræde. Østerbyes gård blev indviet i 1945, og taget i brug til udstilling, med et par rokokointeriører på 1. sal og et drejerværksted i stueetagen.
