I forbindelse med industriregistreringen på Langeland fremkom der en del arkivmateriale om motorfabrikken Danmark i Rudkøbing. De bevarede protokoller giver os mulighed for at følge fabrikkens produktion og dermed afdække et lille stykke af det spændende – men temmelig upåagtede – kapitel i industriens historie, som hedder de danske marinemotorer.
I årene omkring århundredskiftet oplevede det danske fiskeri en vældig fremgang. Der var gode fangster og tilgang af nye fiskere til erhvervet. Mange fiskeriforeninger blev stiftet. Fiskeeksporten især til Tyskland blev sat i system. Men selve fiskeriet var et slid, og det blev ikke drevet nær så effektivt som man ønskede – det foregik stadig med åbne sejljoller, og garnene blev røgtet med de bare næver. Dampmaskinen havde ikke kunnet løse fiskeriets og den mindre industris behov for maskinkraft.
Dampmaskiner var alt for kostbare i anskaffelse, installation og drift. I de mindre træskibe var der simpelthen ikke plads til en dampmaskine. Men i 1890-erne kom en ny maskintype på markedet – en 4-takts lavtryks-motor – den såkaldte glødehovedmotor. Uden at vi skal fortabe os i teknik skal det siges, at glødehovedmotoren er en eksplosionsmotor. Brændstoffet – petroleum eller solarolie – indsprøjtes i cylinderen, men modsat hvad der er tilfældet i moderne benzinmotorer med tændrør antændes det komprimerede brændstof ved opvarmning af et glødehoved monteret i cylinderens top. Når motoren er kold, må glødehovedet opvarmes ved hjælp af en blæselampe, men så snart motoren er igang, holdes glødehovedet rødglødende ved eksplosionerne. De første glødehovedmotorer var 1 cylindrede. De havde alle de fordele, dampmaskinerne savnede. De fyldte ikke så meget, lod sig forholdsvis let installere og var overkommelige i pris. Når dertil lægges, at de var solide og enkle i konstruktion, var meget driftssikre og lette at betjene, er det klart, at der var et stort marked for glødehovedmotorer. Smedierne, landbruget, møllerne og fiskeriet kunne bruge den nye motor. Med en glødehovedmotor i jollen kunne fiskeren overkomme mere fiskeri. Garn og ruser kunne lettere røgtes, og når det satte ind med modvind eller vindstille, undgik man tidsspilde og det sure slid ved årerne.
Under dette efterspørgselspres kom der hurtigt skred i udviklingen af egnede motorer. Den danske marinemotorfabrikation blev i en årrække førende i Europa. De der kom først fra start havde det lettest. Efterhånden som marinemotorfabrikker skød op overalt i landet, blev konkurrencen hård. Fabrikant P. Jørgensen i København var den første, der fremstillede en motor, der var velegnet til brug i fiskefartøjer. Hans fabrik, der startede 1893 i Sortedamsgade på Østerbro, var den første specialfabrik for petroleumsmotorer i Skandinavien. Der blev produceret såvel stationære motorer som marinemotorer. De første motorer var 4-takt motorer på 3-4 HK. Efterspørgslen var stor, og det gik strygende for DAN, som Jørgensen kaldte sin fabrik. DAN-motorerne blev prisbelønnet på mange udstillinger (Bergen 1898, Odense 1900, Trondhjem 1902) og i 1907 var der allerede solgt 426 motorer. I 1910 var antallet nået op på 2000 stk. Men DAN kunne ikke klare efterspørgslen alene. Af 13.781 reg. fiskerifartøjer i 1908 havde kun 1.495 faet installeret motor. Der var plads til mange flere fabrikker, og snart skød de op rundt omkring i landet. I København fik DAN konkurrence fra TUXHAM, startet 1905, VØLUND 1909 og NORDDAN 1914.[1] I Hørve startede de to ingeniører Jens Bukh og Johannes Gry 1904 en motorfabrik, der senere flyttede til Kalundborg og blev til motorfabrikken BUKH. Også i Jylland kom der gang i motorfabrikationen. RAP i Ålborg fremstillede allerede fra århundredskiftet marinemotorer, Houmøller i Frederikshavn sendte i 1898 sin første 4 HK petroleumsmotor på markedet, og i 1911 var antallet af leverede ALPHA-motorer oppe på 2000 stk. Fra 1917 fik ALPHA lokal konkurrence af motorfabrikken Frederikshavn, der fremstillede en råoliemotor ved navn GAMMA.
Længere sydpå lå HEIN i Randers og Kramper og Jørgensen i Horsens, som solgte marinemotoren GIDEON. Endelig var der i Åbenrå – dengang syd for grænsen – CALLESEN’s motorfabrik.
I det fynske område startede produktionen af marinemotorer i Rudkøbing i 1906 i det ene afbyens to gamlejernstøberier – Ole Knudsens jernstøberi
i Ahlefeldtsgade – senere kaldt Rudkøbing jernstøberi og Maskinfabrik. Omkring århundredskiftet var der ikke længere grundlag for at opretholde støberiets alsidige produktion, og i 1906 omdannedes virksomheden til motorfabrikken DANMARK A/S. Fabrikkens hovedaktionær var byens matador – købmand, skibsreder, konsul Alfred Nielsen. Dermed var kapitalen sikret. Den faglige arbejdskraft var til stede. Samtidig var der gode muligheder for lokal afsætning af motorer til det store langelandske fiskeri. Fra Marstal fik man en dygtig konstruktør. Han hed Boye og var mester for konstruktionen af den robuste glødehovedmotor DANMARK.
Den første DANMARK-motor blev afleveret i februar 1906. Det var en 6 HK 4-takt glødehovedmotor, der blev installeret i dæksbåden »Laura« af Aasø. »Laura« var en af de mange mindre dæksbåde, der på den tid sejlede fragtfart mellem Svendborg og anløbspladser på Langeland. Med sin nye motor kunne den gøre en fart af 6 knob. I de følgende år gjorde en hel del langelandske dæksbåde »Laura« følge og fik indlagt 4, 6 eller 8 HK motorer fra fabrikken i Rudkøbing. Fiskerne i Spodsbjerg, Rudkøbing, Lohals og Bagenkop viste sig dog snart at blive motorfabrikkens bedste kunder. Her var det små glødehovedmotorer på 2½, 3, 4 og 5 HK til brug i fiskernes damjoller som var efterspurgte. Endelig blev der solgt en del stationære motorer – små 2½ og 3 HK motorer til langelandske smedier og større 8 og 10 HK til øens møllerier.[2]
Motorfabrikken havde sin bedste tid i 10-året 1906-1916, da virkningerne af 1. verdenskrig gjorde sig gældende. Produktionen udvidedes til i snit 35 motorer årligt, og kundekredsen voksede betydeligt – en trediedel af motorerne gik dog stadig til fiskere og bådførere på Langeland. Kort 1 viser den geografiske udbredelse af Danmark-motoren i perioden 1906-1916. Som det ses var salget af Rudkøbing-motorerne, som de blev kaldt af fiskerne, koncentreret til øerne og især Sydfyn med øerne og Sydsjælland, Lolland-Falster og Møn. Når Rudkøbing-motorerne slog an i dette område, var forklaringen, at man stort set drev det samme kystfiskeri med små joller. Bortset fra Jegindø i Limfjorden, hvortil der gik en del motorer, havde fabrikken ingen videre afsætning i Jylland. Også i det nordsjællandske og københavnske område var det sløjt med afsætningen. Årsagen til det var dels et fiskeri drevet med større fartøjer med behov for mere motorkraft og dels, at DANMARK her mødte stærk konkurrence.
I det sydfynske og på Lolland, Falster og Sydsjælland havde fabrikken ingen større konkurrenter. I årene før verdenskrigen eksporteredes desuden en del motorer til Tyskland. Det var især fiskere i Travemünde, som købte motorer fra Rudkøbing. Fabrikken leverede også motorer til staten gennem Kongelige Grønlandske Handel, der lagde motorerne i lægebåde og andre både, som skulle sørge for forbindelsen mellem de grønlandske pladser.
I motorfabrikkens bedste tid var der i perioder over 30 mand beskæftiget på fabrikken, der var Langelands største industrielle virksomhed. Fabrikken havde eget støberi, hvor man selv støbte godset til motorerne. I støberiet arbejdede støbemesteren og 3 formere. I maskinfabrikken arbejdede værkføreren, 6-8 maskinarbejdere og 10-11 læredrenge. Læredrengene var en vigtig og billig del af arbejdskraften. De udførte ca. 45% af alt arbejde, men fik kun 19% af lønnen. I gennemsnit var lærlingenes timeløn i 1906 6 øre, mens svendene fik 31 øre i timen. Læretiden var 5 år. Ved fremstilling af en motor kalkulerede fabrikken med lønudgifter på knap 40% af salgsværdien og materialeudgifter på nogle og 50%. Foruden de nævnte arbejdere beskæftigede fabrikken også en grovsmed, en pladesmed og en modelsnedker. Pladesmeden fremstillede bl.a. brændstoftanke. Den daglige ledelse blev forestået af en direktør, som på sit kontor havde en kontordame. Endelig var der ansat 3 rejsemontører, som lagde motorerne i fiskefartøjerne, hvor disse nu befandt sig.[3]
DANMARK-motorerne var encylindrede 2 og 4-taktsmotorer. Gløde-hovedet blev inden start opvarmet af en blæselampe. De 4-takts 4 og 6 HK motorer var de mest solgte. Motorerne var enkelt konstrueret og bestod af forholdsvis få dele, nemlig: cylinder, fundament, svinghjul, stempel, krumtap, skrue, stævnrør, kobling, glødehoved og hætte. På motorerne var endvidere brændstofpumpe og kølepumpe, der med rør ned til en søventil i bunden af skibet sørgede for kølevandet til cylinderen. Omstyring og regulator blev i større både ført til dæks. Brændstoffet til motorerne var solarolie eller petroleum. Med udbruddet af 1. verdenskrig blev der efterhånden knaphed på petroleum. Petroleum blev rationeret. På Grønland var det rent galt, men her kom fabrikken staten til assistance. Der blev lavet en lille beholder oppe ved glødehovedet til at hælde tran på for at holde det tyndt, og så kørte motorerne ellers på tran.
Mangelen på petroleum blev for alvor følelig, da tyskerne erklærede uindskrænket ubådskrig i 1917. Selv om fiskerne fik gode penge for deres fisk, kunne de ikke få petroleum, og efterspørgslen efter motorer faldt. Samtidig blev konkurrencen skærpet. Flere motorfabrikker gjorde sig gældende på markedet, Tuxham og Vølund i København satte sig på en stor del af markedet. Alliance i Slagelse fik kunder ved Storebælt og i smålandsfarvandet. I Præstø startede V. Palm produktionen af en bådmotor ved navn KOLON, og R. Sigvardts motorfabrik på Orehoved fremstillede mindre motorer specielt med henblik på afsætning i fiskeriet.
Endelig startede A/S Holeby Dieselmotorfabrik i 1918 og direktøren, Justesen, fik man fra DANMARK. Som det ses af diagrammet blev fabrikkens produktion hårdt ramt, og det tegnede til en alvorlig krise, men en anden udvikling, som skyldtes krigen, kom fabrikken til hjælp. Det var de gode tider for sejlskibssøfarten. Den sydfynske sejlskibssøfart, der havde ført en hensygnende tilværelse i årene op til 1. verdenskrig, oplevede pludselig stigende fragtrater og gode fortjenester. Sejlskibene blev under denne udvikling moderniseret, og til moderniseringen hørte på de større skibe anskaffelse af motordrevne lossespil. Her lykkedes det snart fabrikken at blive leveringsdygtig. I 1912 havde DANMARK leveret en del spil til nedramning af bundgarnspæle, og året efter leveredes det første motorspil til Svendborg Skibsværft – en 4 HK 2-takts motor. Derefter gik det slag i slag. I 1914 leveredes 7 spil, 1915: 5, 1916: 25, 1917: 12, 1918: 18, 1919: 9 og i 1920: 1.
Spillene blev fortrinsvis solgt til Svendborg, Marstal og skibsværftet i Nakskov – enkelte til sejlskibsrederiet J.J. Larsen i Odense. Et par spil gik om bord i nybyggede Rudkøbing-skibe – f.eks. i Alfred Nielsens tremastede bramsejlskonnert »Alf« og i den 3-mastede 300 tons store sletskonnert »Agathe«.
Efter krigen blev det atter dårlige tider for sejlskibene. De blev i stort tal solgt til udlandet, og for motorfabrikken var det slut med bestillinger på lossespil. Samtidig fortsatte konkurrencen på marinemotormarkedet -hvor der var en stigende efterspørgsel efter større og kraftigere motorer, og dem lavede man ikke i Rudkøbing! Resultatet var en alvorlig krise for motorfabrikken. Produktionen indskrænkedes til et minimum, og en stor del af de ansatte blev afskediget. En af firmaets læredrenge og senere rejsemontør gennem mange år fortæller: »I 1920 var vi to der var udlært på samme tid. Vi havde 2 ugers arbejde og så var det ud af klappen. Der var næsten ikke noget arbejde dengang, og de kunne ikke holde os gående«. Støberiet blev helt nedlagt og fabrikken måtte sælge en del af sin grund og bygninger.[4]
Først omkring 1923 kom der så småt gang i produktionen igen. Det var atter fremstillingen af bådmotorer til fiskeriet, der var alfa og omega, men da afsætningen ikke gik så godt som tidligere, var en stor del af fabrikkens arbejde indstillet på reparation og renovering af ældre motorer. Fabrikken tog også sin produktion op til revision. I starten havde man kun fremstillet mindre motorer: 2½-3 HK litra A, 3-4½ HK litra B, 4-6 HK litra C, 5-7½ HK litra D, 7-10 HK litra E og F, 8-12 HK litra F og 10-15 HK litra G. I 20-erne byggede man større motorer – 12-18 HK litra H – og motorerne blev leveret med wirespil. Der blev sat en remskive på enden af krumtappen og en rem op til dæks, hvor spillet stod. Fiskerne ønskede imidlertid stadig større motorer, og i 30-erne blev derfor fremstillet 20-25 HK litra I motorer, 30-35 HK litra K og 35-40 HK litra L motorer. Den sidste motortype blev lanceret i 1937. Det var en 2-taktsmotor tegnet af en finsk konstruktør Rimann, som havde bosat sig i Rudkøbing. Den første nye 35-40 HK motor blev leveret til fisker Edvard Larsen i Bagenkop og installeret i hans kutter. Flere andre Bagenkop-kuttere fik denne motor. I det hele taget gik der mange »Rudkøbinger« i Bagenkop, og der var en tid, da næsten alle bagenkopperne havde en 12-18 HK Danmarkmotor i deres fartøj.
30-erne var atter krisetid for fabrikken. Produktionen af ny motorer kom igen ned på laveste gear. I 1934 overtog konsul Alfred Nielsen fabrikken som eneejer. Forholdene bedredes noget mod slutningen af 30-erne, men under 2. verdenskrig blev der påny vanskeligheder. Dels skabte brændstofmanglen afsætningsvanskeligheder og dels var der en stigende konkurrence fra dieselmotorer på markedet. Indtil 1926 var dieselmotorer udstyret med trykluftforstøver som krævede kompressorudstyr, hvilket vanskeliggjorde dieselmotorens anvendelse på små fartøjer, men med overgangen til trykforstøvning bortfaldt denne vanskelighed, og dieselmotoren kunne fremstilles i størrelser, der var egnede til installation i fiskefartøjer. På fabrikken i Rudkøbing så man også skriften på væggen og begyndte at fremstille dieselmotorer. Den første dieselmotor blev fremstillet i 1945. Det var en 8 HK motor. Fabrikationen af dieselmotorer blev dog yderst beskeden. I 1953 overtog A.C. Olsen fabrikken. Han havde været værkfører på fabrikken i mange år. Fabrikkens dage var imidlertid ved at være talte. Der var ikke foretaget den nødvendige investering i produktionsapparatet, bl.a. fordi overskuddet havde været for lille. Det hele var blevet for gammeldags. I årene 1953-1959 blev der i gennemsnit kun fremstillet 3 nye motorer årligt. Efter A.C. Olsens død i 1958 fortsatte fabrikken et halvt år, så måtte man lukke. Den beskæftigelsesmæssige effekt af lukningen var ringe. Der arbejdede ved lukningen 2 mand på fabrikken.
Det lykkedes Langelands Museum – i sidste øjeblik – at erhverve en DANMARK-motor. Det er en 5-7 HK fra 1957. Motoren er nu udstillet i renoveret stand på museet. Der findes nu kun få DANMARK-motorer.
Den fynske motorfabrikation stod og faldt dog ikke med motorfabrikken DANMARK. I 1908 startede Lars Jørgen Jørgensen Fjellebro motorfabrik. Han fremstillede glødehovedmotorer fra 2½-15 HK. De fleste af de motorer han fremstillede var stationære 2-takts motorer, som blev solgt til de sydfynske øer, hvor de blev brugt til tærskeværker m.v. Enkelte 4-takts motorer blev dog også fremstillet til både. Lars J. Jørgensen druknede i 1918. Han fremstillede ialt ca. 30 motorer. Fabrikken blev overtaget af sønnerne Herman og Carl Jørgensen. De fremstillede motorer op til 50 HK. I 1931 omkom Carl Jørgensen ved en motorcykelulykke, og Herman Jørgensen førte fabrikken videre. Han flyttede den ned til havnen i Fjelle-broen. Der blev nu også fremstillet benzinmotorer. Fabrikken kaldte sine motorer IDEAL. Fra 1945 til 1965 byggede man fortrinsvis semidieselmotorer. Produktionen ophørte i 1965.
Søby motorfabrik blev startet i 1931 af Arthur Jørgensen, der var bror til Herman og Carl Jørgensen i Fjellebroen og havde arbejdet sammen med dem. Han begyndte da også med Fjellebromotoren som model. Motorfabrikationen startede med Jørgensen selv, 1 svend og 1 dreng, men allerede i 1938 beskæftigede fabrikken 15 mand. Den første motor blev solgt til Tankefuld ved Svendborg og var en lille 8-10 HK glødehovedmotor. Efterhånden blev motorerne fremstillet i serier, de små serier på 50 stk., de store i serier på 5-10 stk. I 1948/49 begyndte stålskibsbyggeriet. Glødehoved-motorerne var 2-taktsmotorer. I 1950 gik man over til koldstart. Koldstartmotoren var den samme, blot med et nyt topstykke. I 1950-erne byggede man også dieselmotorer på 150 HK. Produktionen nåede et anseligt omfang. Ialt er der fra Søby motorfabrik fremstillet og solgt 1500 motorer samt 2000 små luftkølede motorer, som er solgt til Brasilien. Motorproduktionen ophørte i 1965.[5]
Til gengæld fortsætter den anden store ærøske marinemotorfabrik produktionen. Marstal Motorfabrik blev startet i september 1934 af Åge Hansen. Han var udlært på motorfabrikken DANMARK i Rudkøbing. Der fremstilles først og fremmest benzinmotorer i størrelserne 4-24 HK. Desuden foretages reparationsarbejde på større skibsmotorer. Støbegodset laves ikke på fabrikken. Der er siden fabrikkens start fremstillet 10-20 motorer årligt.[6]
Alfred Hansen fra Fjellebroen startede i 1935 et maskinværksted på havnen i Ærøskøbing i en bygning, som kommunen havde opført til værksted. Når det kneb lidt med reparationsarbejdet fremstillede man små 2½ HK benzinmotorer til småjoller og lystbåde. Motorerne kaldtes Ærø. De var kopier af svenske Solo-motorer. Værkstedet ophørte i 1959. I alt blev der fremstillet omkring 100 motorer.[7]
Motorfabrikken Faaborg blev startet i 1950-erne i et gammelt træskur på Lillestrand af Marius Thomsen, en svoger til Arthur Jørgensen i Søby. Faaborg-motorerne var små benzinmotorer – efterligninger af Göta motoren. Reparation var dog langt den vigtigste del af virksomheden. Ialt blev der kun fremstillet en halv snes motorer – 4 HK benzinmotorer. Marius Thomsen døde i 1960-erne.
I Middelfart lavede N.P. Jørgensens Motorfabrik en marinemotor. Fabrikken startede i 1934, og indtil 1962 da den lukkede blev der fremstillet ialt ca. 2000 motorer. ENERGI, som motoren blev kaldt, var en benzinmotor, der dog kunne køre på petroleum, når den blev varm. Den fandtes i 4 størrelser 3-5 HK encylindrede og 6-10 HK tocylindrede. Den første ENERGI motor var en 2½ HK 2-takt motor fremstillet i vinteren 1934. Mange motorer gik til østjyske byer – Fredericia, Kolding, Horsens, og så langt væk som i Ålborg og Karrebæksminde havde fabrikken kunder. En del motorer blev købt af danske rederier til installation i redningsbåde.[8]
I Hjallese ved Odense begyndte Lohman Rasmussens Maskinfabrik efter 2. verdenskrig en produktion af en 2-takt 8 HK benzinmotor, som Rasmus Lohman Rasmussen selv havde konstrueret. Motoren blev kaldt BOREAS. Den blev solgt til brug i lystbåde. Produktionen standsede i 1970.
Motorfabrikken Korshavn har fremstillet mange motorer. Valdemar Christiansen begyndte i sin fars værksted i Dalby i 1938-39. Det var 2½ HK benzinmotorer som blev fremstillet. I 1948 flyttede produktionen til Munkebo. Her var 4-5 ansatte, og der blev nu også fremstillet små dieselmotorer på 7 HK. Under krigen blev lavet en 1 HK benzinmotor til skydepramme. Motorerne blev solgt til kunder i Munkebo, Bregnør, Kerteminde – en del blev også eksporteret. Ialt blev der fremstillet ca. 3000 motorer indtil produktionen af motorer blev indstillet i begyndelsen af 1960-erne. Motoren blev kaldt KORSHAVN, fordi den første motor blev leveret til en fisker i Korshavn.[9] Når så mange af de mindre motorfabrikker måtte indstille produktionen af marinemotorer i begyndelsen af 1960-erne, så skyldtes det, at de store udenlandske fabrikker sendte udenbordsmotorer på markedet. Det var påhængsmotorerne, som slog de små motorfabrikker og deres håndværk ud. To motorfabrikker er dog stadig leveringsdygtige foruden MARSTAL. Det drejer sig om Lundeborg Motorfabrik og motorfabrikken DEMPO. Begge laver små benzinmotorer. Søren Sørensen startede i Lundeborg med at bygge modeller til en motor i ledige stunder. Hans første LUNDEBORG-motor blev lagt i en jolle d. 9. april 1940 – samme dag tyskerne angreb Danmark. Det var en 5 HK 4-takt benzinmotor. Efter krigen blev der solgt en del motorer – bl.a. til Korsør, men de fleste købere var fiskere i Lundeborg, Svendborg, Nyborg samt nogle på Samsø, Dyreborg og i Odense Fjord. Efterhånden byggede man motorer på 8 HK. På fabrikken har der været lærlinge, bl.a. Søren Sørensens 2 sønner. Ialt er der blevet fremstillet ca. 100 motorer.[10] Motorfabrikken DEMPO i Nordenbro på Langeland blev startet af Alfred Hansen, der var født på Strynø. Produktionen af marinemotorer tog sin begyndelse i 1930. Alfred Hansen tegnede og fremstillede selv Nordenbro-motorerne. Den første blev lavet til værkstedet. Det var en 5 HK stationær petroleumsmotor, som skulle trække maskinerne. Kort efter blev den første bådmotor bygget. Den blev leveret til gårdejer Harald Petersen på Strynø. Denne motor var en 5 HK -4-takt benzinmotor. Der blev fra 1930 til 1949 fremstillet 55 motorer. I 1949 døde Alfred Hansen, og sønnen Hans Hansen overtog virksomheden. DEMPO motoren er blevet fremstillet i 3 typer: 5 HK – 1 cylinder, 10 HK – 2 cylindre og 15 HK m. 3 cylindre. Der er til 1980 lavet ca. 150 motorer, som især er blevet solgt til Strynø, Ærø, Svendborg, Bagenkop, Lohals, Spodsbjerg og Strandhuse.[11]
De tilbageværende motorfabrikker har for tiden vanskelige kår. – Som følge af stigende benzinpriser er det blevet vanskeligere at afsætte benzinmotorer. Forhåbentlig finder fabrikkerne nye udveje – så fynske marine-motorer ikke bare bliver industrihistorie.
(Kortet, fig. 3., medtager kun de i teksten nævnte fabrikker samt de større og mere kendte fabrikker).
