I en populistisk form mødes ofte beskrivelsen af museer som støvede huse, der rummer montrer med gamle ting. Ligeledes bruges ordet museumsagtig som synonym for gammeldags eller utidssvarende. Trods mange museers forsøg på at ryste dette ‘støv’ af deres image, så hænger det ved. Man må da også erkende, at mange arkæologiske og historiske museer ikke lige just har de nyeste udstillinger, og begrænsede midler gør det vanskeligt løbende at forny sig og tilføre moderne formidlingsteknikker. Hertil kommer, at mange kulturhistoriske museer har til huse i gamle bygninger, der oprindeligt er opført til helt andre formål. Disse rammer er med til at fastholde det bedagede indtryk af museumsinstitutionen, og er museumsmedarbejderne tillige som vokset sammen med stedet, ja så bliver billedet totalt. For mange borgere er et besøg på det lokale museum derfor ikke lige det, der trækker mest i konkurrencen med de mange andre fritidstilbud. Shopping står højt på listen, det samme gør TV og internet, sports- og koncertbegivenheder foruden selvfølgelig en række selvudfoldelsesaktiviteter. Er man derimod på ferierejse, som for mange danskere er blevet en begivenhed, der sker flere gange årligt og til mere og mere eksotiske lokaliteter verden over, så skal stedets attraktioner besøges. Er det arkæologiske eller historiske museum fremhævet som særligt seværdigt i rejseguiden, lægges turen ofte forbi. For mange turister er netop museumsbesøget en vej til at få et indtryk af det pågældende lands eller bys oprindelse og kultur. Og det er for mange turister, ikke mindst i forbindelse med de senere års enorme udbredelse af storbyferier, et stort mål. Faktisk er et museum ofte det eneste sted, man kan komme indenfor og få viden om det pågældende sted. Underligt nok har man kun få steder opført besøgscentre, hvor turisten kunne få udbygget kendskabet til pågældende by eller region. Hvad producerer man egentlig her? Hvordan er levevilkårene for almindelige mennesker? Og hvordan har stedet udviklet sig til det, man i dag kan se? Selvfølgelig kan man gå eller køre rundt i området og iagttage, men kun sjældent får man fyldestgørende svar.
Uanset at mange museer gennem adskillige år har forsøgt at kaste støvet af sig, så hænger det som nævnt fast. Og ikke mange museer kan påstå, at de jævnligt besøges af et bredt udsnit af deres lokalbefolkning. Tager man Odense Bys Museers årlige besøg på 300.000-400.000 gæster, så er det ikke hele Odenses befolkning, der to gange har været på et af museerne, eller den fynske befolkning, der hver har besøgt et af dem i årets løb. En stor del af gæsterne er turister fra ud- og indland, som besøger primært H.C. Andersens Hus og Den Fynske Landsby i sommermånederne. Selvfølgelig udgør fynboerne en pæn andel, enten det er som uddannelsessøgende eller særligt interesserede, der vil se de nyeste særudstillinger. For mange forbindes en tur i Den Fynske Landsby ikke med et traditionelt museumsbesøg, derimod med en udflugt til æstetisk smukke huse, haver og landskab og muligheden for at se køer, heste, grise, får og geder – ganske tæt på. En oplevelse, som er blevet meget sjælden mange steder efter at eksempelvis køer er noget, man har i Jylland, hvis de da ellers ikke er på stald hele året som grisene i de store fynske svinefabrikker.
Langt det største antal besøgende i Odense kommer således enten til den højt klassificerede turistattraktion H.C. Andersens Hus eller til den smukke gamle Fynske Landsby Et lignende billede kan ses over resten af landet, hvor særlige attraktioner som Vikingeskibshallen i Roskilde og oplevelsescentrene som Den Gamle By i Århus eller Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg med sælarium trækker mange turister.
Burde dette billede ikke straks føre til, at man revurderede museumslandskabet? Hvorfor holde liv i de mange ‘støvede’ museer, når det faktisk kun er et fåtal af dem, der virkelig har mange gæster? En sådan reaktion fra den økonomisk rationelt tænkende er naturligvis forståelig. Selvfølgelig skal museumsudbuddet til stadighed vurderes. Det har da også været nærværende skribents opfattelse gennem snart mange år, at strukturen i den danske museumsverden, herunder antal og fordeling, ikke var et for én gang givet mønster. For at sætte handling bag ord har Odense Bys Museer over årene foretaget såvel omfattende strukturændringer, udbygning af de ‘attraktionsprægede’ museer som direkte nedlæggelse af et museum. Disse indgreb er dog så langt fra sket alene ud fra en økonomisk rationalitet. Tværtimod har der bag hvert skridt ligget et mål om at sikre udvikling af museerne, hvorved de bedre kan tjene formålet som interessante historieformidlere og forvaltere af vores kulturarv. Desværre har de økonomiske eller politiske realiteter ikke altid været til stede til at opnå de opstillede visioner, men som det fremgik af indledningsartiklen i Fynske Minder 2006, har Odense Bys Museer gennem de seneste ti år opnået ganske betydelige resultater og placeret sig som en central aktør i den danske museumsverden. Samfundet udvikler sig dog hurtigere og hurtigere, og det er ikke muligt at hvile på laurbærrene ret længe. Som det blev beskrevet i 2006-artiklen, trænger der sig nye behov på, så museerne kan leve op til formålet om at tage vare på kulturarven på en forståelig og kvalificeret måde og gøre historien umiddelbart tilgængelig for en bred befolkning. For at opnå denne situation er det efter min opfattelse nødvendigt at ændre ‘museernes mentale model’ – hos museumsfolk, hos politikere, i medierne – og dermed på sigt bredt i samfundet. Begrebet den ‘mentale model’ er hentet fra Lars Kolinds meget inspirerende bog, Kolind Kuren —fra bureaukrati til vækst, som udkom i 2006. I bogen sættes bl.a. fokus på, hvorledes virksomheder, organisationer og institutioner ofte fanges i en meget fast og næsten ubrydelig opfattelse af deres kunder, produkt, miljø, medarbejdere og ledelse. Denne grundlæggende opfattelse er utrolig svær at bryde, uanset om det omgivende samfundet og dets behov har ændret sig radikalt.
Uagtet at der gennem årene er gjort forskellige forsøg blandt danske museer på at ‘bryde museumsmurene’, fastholdes billedet – den mentale model – af museet som et hus med støvede montrer, og hvis succes afhænger af antallet af gæster. I tider med stigende besøg jubler museumslederne, medens nedgangstider forklares med en for varm sommer, regnvejr eller hvad der ellers kan hentes frem. I gamle dage var det normalt landmændene, der klagede over vejret, uanset hvordan det var, i dag er det vist museumsfolkene – fulgt godt op af turistbranchen! Besøgstallenes store betydning – selvom mange museumsfolk gerne vil underkende deres afhængighed deraf – viser sig i mange sammenhænge. Da Folketinget vedtog en lov om at give gratis adgang til de to store statslige museer, Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst, og for børn og unge op til 18 år på øvrige statslige og statsanerkendte museer, afspejlede debatten i museumskredse hurtigt, hvem der havde mange gæster og dermed gode indtægter, og hvem der ikke havde. Fra f.eks. Den Gamle By i Århus og Statens Museum for Kunst beklagedes indgrebet, hvilket næppe var baseret på en større kulturpolitisk ideologi, men snarere det faktum, at kompensationen for tabte entréindtægter skulle baseres på 2004-tallene og dermed være låst fast i de kommende år. Det ville således ikke være muligt at tjene ekstra enten på flere gæster eller højere indgangsbillet. For Statens Museum for Kunst blev det dog afgørende, at gratis adgang alene var til de permanente samlinger, ikke til særudstillinger. Fra andre, som Nationalmuseet, var begejstringen for gratis adgang meget stor. Her var en mulighed for at lokke flere ind og dermed styrke besøgstallet. For nogle museer er besøgstal en meget vigtig faktor af økonomiske grunde, f.eks. Fiskeri- og Søfartsmuseet og Odense Bys Museer, medens det for andre på grund af relativt få gæster ikke fylder så meget i regnskabet. Men alligevel er disse museer også påvirket af tallene. Når årets tal offentliggøres, hænder det mange steder, at medier og politikere sætter fokus herpå. Eksemplerne er mange, og blandt de seneste kan nævnes, at en borgmester i en fynsk kommune allerede som formand for sammenlægningsudvalget har stillet i udsigt, at der for den nye kommunes to museer skal stilles krav til størrelsen af besøgstallet. Et andet aktuelt eksempel er det nybyggede Naturama – det tidligere Svendborg zoologiske museum – som i sit første år ikke opnåede et tilstrækkeligt antal betalende gæster. Politikerne i Svendborg diskuterer i skrivende stund, hvad man så skal gøre.
Besøgstal er så afgjort et parameter, som skal vurderes. Men inden man når så langt, skal museumsfolk og politikere – og dermed den lokale befolkning – have opnået en fælles forståelse for, hvilken rolle dette eller hint museum skal spille. Ønsker man at museet skal fungere primært som en markant turistattraktion som f.eks. Den Gamle By eller Naturama? I så fald er besøgstal og salgsindtægter af stor betydning. Men satser man på, at museet primært skal tage vare på andre historiske opgaver, er det nødvendigt, at der opnås en klar afstemning af forventningerne til resultater og succes heraf.
For mange af aktørerne er den – sagt eller usagt – mentale model fastlåst i billedet af, at museet indsamler genstande, udstiller disse i montrer, og publikum kommer i stort tal for at se tingene. Denne mentale model stammer helt tilbage fra de tidligste museer i 1800-tallet. Naturligvis har udstillingsformen og de tilhørende forklaringer udviklet sig, nogle gange i en meget pædagogisk retning som i 1970’erne, hvor al tekstning i udstillinger skulle ligge på 7. klasses niveau. Andre gange har andre kriterier spillet ind som de i 1990’erne næsten forklaringsløse udstillinger, arrangeret af udstillingsarkitekter, der satte æstetikken over formidlingshensynet. Men grundlæggende har man ikke forandret den mentale model, som tilsiger museet at indsamle og udstille genstande. Jeg er naturligvis ikke uenig i museernes basale opgaver, som disse er beskrevet i museumsloven: indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling. Disse fem nøglebegreber, som enhver museumsansat kan fremsige i søvne, bør fastholdes. Til gengæld bør målet med indsatsen og måden, man griber det an på, forandres. Vi hænger stadig fast i en museumsform, som er op mod 200 år gammel. Vi har kun i begrænset omfang udfordret den traditionelle tankegang og stillet den over for, at vi i dag lever i et fuldstændigt anderledes samfund end i 1800-tallet eller 1900-tallet. Vi lever i det 21. århundrede, hvor tilgangen til informationer og viden er enorm, hvor globaliseringen udstrækkes med forrygende hast, hvor vi teknologisk ikke blot har forladt traditionelt landbrug og håndværk, men tillige har passeret industrialiseringen, til dels informationssamfundet og er på vej ind i videns- og følelsessamfundet. Vi er blevet højt uddannede, vi flytter rundt, og vi har en rigdom, som hvert 30. år fordobles.
Udviklingen i museernes mentale model – den måde vi opfatter museerne på – er som da hestevognen blev til en bil. Man satte en motor på hestevognen. Længe kunne man se de umiddelbare træk fra hestevognens tid. Først efter en længere årrække blev springet taget fra hestevognen og frem til køretøjer, som var udviklet som konsekvens af den nye drivkraft. Det er, som om mange museer stadig holder sig til ‘hestevognen’, måske shinet lidt op og tilsat nogle ekstra pyntelister og andet krom. Men man har ikke grundlæggende nytænkt institutionen i forhold til den nye situation. Naturligvis kan man hævde, at museer, som netop skal værne om fortiden, bør holde sig tro til udgangspunktet. I så fald bør man dog næppe have ca. 150 statsanerkendte institutioner til at tage vare på denne opgave. Jeg mener, at museernes mentale model helt skal nydefineres baseret på et andet og bredere sigte. Og ikke alene målet skal ændres. Det skal også gælde opfattelsen af ‘kunderne’, dvs. borgere og turister, og det produkt, som skal leveres. For at gøre dette skal skiftet indledes i en fælles forståelse mellem politikerne, som på borgernes vegne administrerer kulturmidlerne, og de daglige aktører i form af museumsmedarbejdere. Fra dette udgangspunkt skal den nye situation formidles ud til det øvrige samfund.
Hvad er det så for en ny mental model, som skal skabes for museerne? For det første skal denne model næppe gælde alle museer. Mange ‘attraktions-museer’ er inde i en rivende udvikling inden for den såkaldte oplevelsesøkonomi, som beskrevet ovenfor. Disse bør ikke indtænkes her. For det andet skal jeg kort skitsere nogle relevante træk fra nutidens samfund som baggrund for mine forslag til ændringer. Den historiske bevidsthed er et almenmenneskeligt træk, der har eksisteret så langt tilbage, vi kan følge. Til forskellige tider og i forskellige sociale miljøer har historien haft forskellig betydning. Vi kender kongers og adelens behov for at sætte varige monumenter og nedskrive historien, vi kender almuen som fastholdt både den ‘store’ historie og slægtshistorien i sang og fortælling, vi kender virksomheders og institutioners jubilæumsmanifestationer, politikeres dagbøger og erindringer og faghistorien bedrevet af universiteterne, hvor interessefeltet har skiftet med samfundsudviklingen fra politisk historie over social og økonomisk historie til dagens store fokus på biografier over markante berømtheder i vort samfund. Historie fik tidligt en plads i skoleundervisningen, og det har gennem generationer været en forventning, at man havde styr på kongerække og perioder. Sidstnævnte blev dog stort set afskaffet i kølvandet på studenteroprøret i 1968. Op gennem 1970’erne og 80’erne blev vi mere eller mindre ‘historieløse’ forstået på den måde, at tidligere tiders ‘historiske skelet’ i form af kronologi og hovedbegivenheder ikke længere var i centrum i undervisningen, men derimod meget specifikke – og nogle gange yderst perifere – problemstillinger. Selv læste jeg historie på universitet i en periode, hvor de lange linier var afskaffet til fordel for f.eks. den senmiddealderlige agrarkrise i England – et ganske interessant emne. På det tidspunkt svævede den historiske metode mellem den tidligere kildekritiske lærdom og den funktionalistiske brug af kilder, som vandt stærkt indpas i den tid, hvor socialhistorien var ‘hot’. Desværre vandt den postmodernistiske tilgang til historieundervisningen sit indtog også i folkeskole og gymnasium, så mange voksne i dag ikke har et ordentligt ‘skelet’ til at hænge historien op på. Som med så mange andre fag er det vigtigt for videre forståelse og fordybelse, at man har et sådant grundlag. Selv oplevelsen af et kunstværk kan forstærkes af, at man har en indsigt i, hvilken kunstnerisk sammenhæng værket er blevet til i. Det er ikke kun Danmark, der har gennemløbet en sådan ‘ahistorisk periode’. I England må mange historiske attraktioner give en kronologisk introduktion for at forklare, at jernalderen var før middelalderen eller at renæssancen lå før 1. verdenskrig. I dag er historieundervisningen i folkeskolen, gymnasiet og på universiteterne tilrettelagt således, at man både får indblik i de lange linier og i spørgsmål og kildeproblemer, man møder, når historien skal afdækkes på et konkret, detaljeret niveau.
Et ønske om en historisk bevidsthed i samfundet i dag er ikke mindre end tidligere. Måske føler mange, at med de mængder af informationer, vi får om helt aktuelle begivenheder fra den ganske verden, kombineret med en travl hverdag og et aldrig tidligere set udbud af aktiviteter til at udfylde fritiden, at så bliver ‘gamle dage’ sat tilbage i køen. Interessen fejler dog ikke noget. Med enorme seertal bliver Matador endnu en gang vist i TV. Ikke alene er familiehistorierne spændende, men mange fascineres også af, at serien fortæller et stykke Danmarkshistorie – lige på. En undersøgelse gennemført af Kulturarvsstyrelsen og Realdania i 2005 viser, at endog en meget stor del af befolkningen er meget interesseret i kulturarven og gerne vil medvirke til at bevare spor af fortiden i lokalområdet.[1] I USA benytter op mod halvdelen af befolkningen sig årligt af historiske tilbud, enten dette er i form af lån af bøger, besøg på arkiver og museer eller ikke mindst brug af historiske webportaler.
Jeg vil postulere, at vi netop i disse år har en endnu større chance for at skabe interesse for historien og historiske sammenhænge end tidligere. Ganske vist vil konkurrencen om opmærksomhed være stor, f.eks. fra medieverdenen hvor der nu udsendes nyheder 24 timer i døgnet, og hvor gratisaviser konkurrerer med de gamle, etablerede dagblade om læsernes gunst. Alligevel viser Kulturarvsstyrelsens analyse en stor basal interesse, og hertil kommer, at flere og flere mennesker interesserer sig for oprindelsen af dette eller hint. Lidt banalt sagt, så skal ‘historien’ være nærværende både for den paté, man sidder og spiser og for den specialfremstillede øl, man drikker til. Vi er også gode til at udbygge vore hjem ikke alene med designmøbler, som har en historie, i og med de er skabt af en kendt arkitekt, men også med ting, som vi køber i udlandet, og som vi over for venner og bekendte kan berette om. Grobunden for en historieinteresse er til stede.
Det vil dog næppe være muligt at aktivere en betydelig del af denne interesse ved at fortsætte den traditionelle udstillingsform på de arkæologiske og historiske museer eller at indbyde til endnu et foredrag i den historiske forening. Vi bliver nødt til at erkende, at hvis vi vil aktivere historieinteressen blandt borgere, så skal det ske på anden vis. I det øjeblik, vi er turister, så er sagen anderledes. Her er der som nævnt en umiddelbar interesse for at opleve det besøgte steds oprindelse og kultur, og et museumsbesøg er en naturlig del heraf.
Mit bud på fremtidens mentale model for de kulturhistoriske museer er, at de skal ændre deres grundlæggende opfattelse af at være huse, der udstiller ting fra gamle dage. I stedet skal museernes bærende koncept være at fungere som historieformidlere i det offentlige rum. Den fornemste opgave skal være at gøre den historiske dimension nærværende for borgerne, hvor de færdes, om dette er i byen eller på landet. I stedet for kun at lægge kræfter i en ny særudstilling skal der bruges en stor indsats på at sikre elementer, der kan trække tråde tilbage i tiden. Det kan være kranspor i et havnemiljø, bygningsdele fra et gammelt industrianlæg eller rester af et middelalderligt kloster, som frilægges og skaber forundring hos forbipasserende. En og anden kunne straks nævne, at sådan har man gjort i årtier ved f.eks. fredede fortidsminder rundt i landskabet. Selvfølgelig er dette korrekt. Bevaringen bør dog ikke alene gælde særligt spektakulære monumenter. Og nok så vigtigt så skal der sikres en historisk formidling af stedets historie. Kransporene skal lede tilbage til dengang, hvor havnen udbyggedes som følge af den gryende industrialisering. I det hele taget er det meget vigtigt, at ved de enkelte historiske spor, uanset om disse er fysiske levn, gadenavne eller blot findestedet for en særlig genstand, skal ikke blot den konkrete historie fortælles, men denne skal sættes ind i en større sammenhæng. Museerne må uanset deres oprindelige speciale og særlige genstandssamlinger påtage sig den samlede histories tjeneste. Netop her ligger en anden meget vigtig pointe i den nye mentale model. Museerne skal formidle den samlede historie – fra de ældste tider til i dag – og naturligvis med udgangspunkt i den lokale situation sætte denne ind i en større sammenhæng, om denne så er regional, landsdækkende eller endnu større. Museerne skal turde påtage sig rollen som historieformidlere over for den pågældende lokalbefolkning og dermed også for turister. I folkeskolen og gymnasiet undervises i historie. Skal denne viden fastholdes og udbygges, må den historiske dimension gøres umiddelbart tilgængelig i dagligdagen. Man skal konfronteres med den, hvor man færdes. Og netop ved at bruge det åbne rum kan man opfylde den interesse, som faktisk findes. Formidlingen af historien i det offentlige rum behøver på ingen måde at være statisk: Som med særudstillinger vil det være oplagt, at man ændrer sin ‘udendørsformidling’. I én periode sættes der f.eks. fokus på byens middelalder, i en anden på byens rolle som handelscentrum.
Et konkret eksempel kunne være Sortebrødre Torv i Odense. Her lå i middelalderen et kloster. Dele af klostrets fundament kan frilægges, og der kan fortælles om hele anlægget og om klostrenes betydning i middelalderen. På et andet tidspunkt kan der sættes fokus på Odense gamle teater, der på H.C. Andersens tid lå på Sortebrødre Torv, og som gjorde et så stort indtryk på den unge Andersen. I tæt tilknytning til torvet var der i 1800-tallet kvægtorv, senere opførtes Fyns Forum, og i dag ligger Odense Koncerthus på stedet. Sortebrødre Torv er spækket med historie, som kan gøres nærværende for de mange mennesker, der dagligt færdes i området. Vi bygger lag på lag — nye generationer fortsætter, hvor tidligere slap, og derfor ser vort samfund, landet og byerne ud, som de gør. Nutidens rammer er i vid udstrækning skabt af beslutninger truffet længe før vores tid. Skal vi til fulde forstå, hvorfor tingene ser ud i dag, som de gør, skal de historiske forudsætninger ridses op. De kulturhistoriske museer bør tage denne udfordring op og ikke blot være hjemsted for genstande fra menneskets materielle kultur.
Det offentlige rum er i dag ikke blot gader, stræder og det åbne land. Det er i høj grad også medieverdenen. Vi ved alle, at internettet har udviklet sig til den ultimative vidensdatabase. Det er her, man slår op, hvis togtider skal checkes, forskudsskemaet ændres eller ferierejsen bestilles. Lige så let og naturlig en adgang bør der være til vores historie. Men edb-registreringer og digitalisering af samlinger er ikke nok. For at skabe viden ud af de mange tusindvis — eller rettere – millionvis af data skal der analyseres og kombineres for at skabe viden – og en reel historie. Visionen må for museerne være at skabe en ‘historisk vidensportal’, hvor borgeren kan hente den historiske sammenhæng, konkrete data og stille spørgsmål, når man ønsker.Vi lever i en meget hastig verden med mange gøremål og mange tilbud. Hertil kommer, at vi ikke længere blot ønsker at iagttage, hvad andre har bestemt at vise os – vi vil gerne selv bruge vores nysgerrighed aktivt. Næppe et dansk museum har ikke i dag et website, men kigger man nærmere på disse, så er de bygget op om den gamle mentale model: hvornår museet har åbent, hvad det koster at komme ind, hvilke særudstillinger der afholdes, eller hvornår der er rundvisninger i udstillingerne. Er museet lidt længere fremme i skoene, vil man kunne finde digitale registreringer af samlingerne. I fremtidens mentale model bør museet i vid udstrækning arbejde på at gøre historien umiddelbart tilgængelig på internettet. I første omgang naturligvis lokalområdets, men man bør også sikre sig sammenhængen til den store historie. I det arbejde vil det være oplagt, at museerne som samfundets historieformidlere i langt højere grad end i dag samarbejder. Alt for mange kræfter bruges på at forsvare egne institutionelle positioner i stedet for at tjene formålet – historieformidlingen.
Ovenstående er blot eksempler på, hvorledes de ‘nye’ museer skal tjene formidlingen af historien i det offentlige rum. Kreativiteten skal på banen for at udvikle nye måder at gøre dette på. Som i andre innovative virksomheder skal man ikke blot betjene ‘kunderne’ ved at give dem det, de efterspørger i dag, men i lige så høj grad udvikle tilbud, som borgere og turister endnu ikke har tænkt på. Dermed vil museerne kunne være med til at forme fremtidens tilgang til den historiske dimension. Udfordringerne ligger forude. Forudsætningen er blot, at man er klar til at omformulere den mentale model.
I beskrivelsen har jeg i den grad lagt vægt på formidlingen af historien. Det er her, at museerne i fremtiden vil få deres væsentligste nye rolle. Men det er ikke muligt at formidle historien, medmindre at man har den nødvendige viden eller kan producere denne. I mit forslag til museernes fremtid skal de have en meget kvalificeret stab, som er i stand til at producere denne viden og at omsætte den til en umiddelbart tilgængelig form, enten dette er i virtuel eller konkret form. For at kunne dette, skal man kunne magte at udnytte den historiske forskning, uddrage fra den enorme historiske litteratur, fra genstandssamlinger, arkiver, fotosamlinger med meget mere. Der er tale om en egentlig vidensproduktion. Ofte vil det være nødvendigt at iværksatte yderligere forskning, men vel at mærke en indsats på områder med et relevant perspektiv i forhold til vidensformidlingen.
Vil denne vægtning af historieformidlingen i det offentlige rum betyde, at traditionelle udstillinger helt skal opgives? Naturligvis er dette ikke tanken. Også i en fremtid vil der være et betydeligt behov for at have rammer, hvor originale genstande og en mere detaljeret historie kan fortælles. Det vil dog være en særlig udfordring at placere disse udstillinger på steder, hvor de vil falde naturligt ind i en større sammenhæng. Som eksempel kan nævnes de planer, som Odense Bys Museer har i forhold til at udvikle Møntergårds-firkanten til et museum for Odenses og Fyns historie fra de ældste tider og til i dag. Dets placering i byens stærke kultur-, turist- og konferenceområde med H.C. Andersens Hus, Carl Nielsen Museet, Koncerthuset, det kommende musik- og teaterhus og musikkonservatorium vil sammen med de mange historiske bygninger i kvarteret give en optimal placering. Det er planen, at de mange fine, gamle bygninger i Møntergårds-komplekset hver skal indrettes med udstillinger, der beskriver en given periode, f.eks. oldtiden, middelalderen og renæssancen. Målet er at gøre Møntergårds-firkanten til et åbent og i bykvarteret integreret museum, hvor gårdrummene vil være oaser i byen, som kan rumme cafémiljøer eller danne ramme om optræden, leg eller historisk levendegørelse.
Ovenstående tanker om de kulturhistoriske museers fremtidige mentale model er på ingen måde et færdigt oplæg, tværtimod en ramme, som det er planen at udkrystallisere i langt mere konkrete initiativer i de kommende år. Denne ramme vil sammen med de fire innovative indsatser, vidensportalen, vidensproduktion, den unikke formidling-/oplevelse og kulturarven i fremtiden, der omtaltes i min artikel i Fynske Minder 2006, være det afsæt, som museumsarbejdet i Odense i de kommende år skal forsøge at omsætte til håndgribelige handlinger.
