Mystiske medicinmænd, religiøse ceremonier; trylleformularer og troldomsurter; det okkulte har til alle tider tiltrukket vores opmærksomhed. Det er også tilfældet inden for arkæologien, hvor oplysninger om vore forfædres hedenske religion altid har haft stor bevågenhed i befolkningen. Men lige netop på dette område har forskningen ladet meget tilbage, utallige spørgsmål er aldrig blevet besvaret og endnu flere aldrig blevet stillet. Det er derfor en fornøjelse her at kunne bringe et nyt forskningsresultat fra denne spændende sfære.
Mod sommermånen
de tusind mil
padderok vender
sit urtidssmil.Tove Meyer
Som den opmærksomme læser måske kan erindre, blev der i dette tidsskrift i 1993 bragt en artikel om ofringer fra Båg herred (Andersen I993:65ff). Heri beskrives, at de mosefundne lerkar kunne havde indeholdt blod eller mælk fra de ofrede køer. En proteinanalyse blev derfor venligst foretaget af Ejvin Mørtz, Odense universitet. Resultatet af analysen viste imidlertid, at der intet protein var at finde i den tynde skorpe, på lerkarrenes inderside. I de mellemliggende år har det været et åbent spørgsmål, om det negative resultat af denne analyse skyldtes en reel mangel på protein eller tilstedeværelsen af for meget salt i materialet. Som det vil fremgå af nedenstående, er det nu endeligt bekræftet, at lerkarrene ikke har indeholdt proteinrigt materiale.
Takket være et legat fra Japetus Stenstrups fond[1], har det været muligt at sende karrene til en massespektrometrisk analyse på Nationalmuseets bevaringsafdeling i Brede. Denne metode går i store træk ud på at opløse massen til enkeltstående komponenter, der efterfølgende kan analyseres og identificeres hver for sig. Analyserne er foretaget af cand. scient Jens Glastrup, og viste sig at være næsten identiske, for de to kar Indholdet i offerkarret 7504 x 46, der er dateret til førromersk jernalder[2], har været det samme som i 7504 x 20, der er fra ældre romersk jernalder. Dette er i sig selv ganske interessant og falder ganske godt sammen med offerfundene i Bukkerup Langemose.
Bortset fra et enkelt element (i begge kar) er det lykkedes Jens Glastrup at identificere samtlige komponenter. De mest markante fund viser således, at der har været både sukkerstof, palmitinsyre samt stearinsyre i det organiske materiale. Da der desuden er fundet sitosterol men ikke colosterol, betyder det, at lerkarrene udelukkende har været brugt til at koge af plantemateriale i (R. R Evershed et. al. 1992:187ff). Altså en form for urteafkog, men af hvilke urter? Ja, selv dette kan analysen give et svar på. Den ene af de identificerede komponenter viste sig nemlig at være nikotin, hvilket kun kendes fra én af de planter der voksede her i jernalderen, nemlig padderok der indeholder en meget ringe koncentration[3]. De to typer af denne art, der kan komme på tale, er equisetum arvénse/ager padderok og equistum hiemále/skavgræs.
Det er mig der består
Hvor er du
og din gård
om titusind år?Valdemar Rørdam
Nu er der naturligvis chance for at lige netop nikotin kan stamme fra moderne forurening, men som et held i uheld fik kar nr 7504 x 20 en bog ned over sig, faldt på gulvet og gik i stykker. Derved blev det muligt at udtage en prøve fra midten af skærven på et af disse skår. Denne prøve skulle således være ubesmittet af moderne tiders tobaksrøg og derfor give et troværdigt analyseresultat. Men nikotinen var der stadig. Jens Glastrup mener derfor at kunne konkludere, at “det fundne nikotin stammer fra stadig brug af potten til behandling af nikotinholdigt materiale”.[4] Padderokken er ofte nævnt i de skriftlige kilder og værker om plantemedicin. Den tidligste kilde stammer fra Plinius (23-79 f.Kr), der giver den sit latinske navn equisetum/hestehale. Senere får planten en lang række andre navne; her bringes en række eksempler fra forskellige steder i Danmark. De mest interessante i denne sammenhæng, d.v.s. navne der kan sættes i forbindelse med frugtbarhedsofringer af kvæg i Bukkerup, er nok kopatte, kodød, kvægdød, koknæ samt nøgne piger og kuttegræs, hundepik, rævepik, præstepik og -skæg (Brøndegaard 1978:50f).
Padderokken har tidligere gjort sig bemærket på den arkæologiske arena, jeg tænker her på den badwill, planten har fået gennem de sidste års udgravninger i Nydam mose, hvor den i store mængder optræder med sine lange hurtigt voksende skud, der ubesværet borer sig gennem alle former for ellers velbevarede oldsager af træ. Men planten bliver også anvendt indenfor eksperimentalarkæologien. På grund af sit store kiselindhold bruges den i tørret form som slibemiddel ved afpudsning af trægenstande som f.eks Langåvognen eller mere almindelige genstande som drejede træskåle. I denne sag kan den derimod hjælpe os til at få indsigt i oldtidens medicin eller drogeudtræk. Men netop det brede spektre af anvendelsesmuligheder er bemærkelsesværdigt ved denne plante.
Plantens dårlige egenskaber viser sig specielt, hvis den gives i køers og fårs foderhø. Den skulle efter sigende[5] være årsag til både diarré, opkastning, blodpis, skøre eller lamme ben, forgiftninger og dårlig mælk eller dårligt kød.
Imidlertid lyder ordsproget “koens død, hestens brød”. De modstridende opfattelser skyldes dog, at det ikke er planten selv, men en lille svamp, der forårsager forgiftningen. Det har derfor været vigtigt at sørge for ordentlig tørring af høslet med megen padderok. Blandt de gode egenskaber planten skulle være i besiddelse af, kan nævnes evnen til at standse blødninger og diarré, den er sårhelende, vanddrivende samt frugtbarhedsfremmende og et godt middel mod fedme.
“Seksuel træthed, hjernetræthed og lignende symptomer kan aldrig helbredes, uden at der gives tilstrækkelig med kisel. Kisel stimulerer kærlighedslivet ved at gøre manden og kvinden attråværdige for deres type. Det giver ild og liv til sindet. Det er et element, som ingen kan undvære – og dog må utallige millioner mangle det.” (Bergmark 1965:117).
Fra Tommerup på Fyn er der endog beretninger om, at midlet skulle være ufejlbarligt, hvis menses skulle ophøre. Endnu en af de modstridende evner viser at man kan malke korsvis over en padderok, når mælken ikke vil blive til smør. Til alle de nævnte behandlinger anvendes et urteafkog, enten til indvortes brug eller udvortes som omslag. I tilfælde af hæmorroider eller bulne kønsdele anbefales det, at man sætter sig på en spand/krukke, hvorfra det varme afkog damper. Hvis man imidlertid har en tyr; der ikke er parringslysten, kan man lede røg af tørret padderok i dens næsebor (Brøndegaard 1978:49f). Der skulle således være nok af anvendelsesmuligheder.
Nyere videnskabelige undersøgelser har imidlertid fastslået at, planten kun har en svag vanddrivende effekt (Tyler 1989:28). Det er også den oplysning, man får ved henvendelse på apoteket i dag, hvor 100 g. tørret padderok koster ikke mindre end 23,75 kr. De mangeartede skriftlige beretninger om plantens medicinske effekt, der kan følges gennem hele middelalderen tilbage til Plinius, sammenholdt med dens giftvirkning ved indtagelse i store mængder, sandsynliggør at de ofrede lerkar udelukkende har været anvendt til drogefremstilling, evt. i en religiøs sammenhæng, hvor frugtbarhedskulten har været i højsædet.
