Blandt Sct. Hans kirkes mange prægtige gravsten – de naive, men gribende figursten og de rigt fabulerende heraldiske – er der een som særligt fængsler.
Paa en stor blaaliggraa, stærkt nedslidt stenplade anes en helt ejendommelig scene. I vage, ligesom famlende konturer forsøger billederne af en mand og en kvinde, en ridder og hans frue, at træde frem i stenen – som genfærd, der forgæves kæmper for at materialiseres. De er i fuld figur, og der udspilles en lille handling, idet fruen vender sig mod sin mand med en blomst i haanden.[1]
Gravstenen er meget anselig, men desværre stærkt medtaget af fødders slid i de mange aar, den laa i kirkegulvet. Havde middelalderens sko ikke haft tynde saaler, ville vore gravsten være endnu mere ødelagt. Indhugningerne er i hovedtrækkene efter det sædvanlige skema: i hjørnerne evangelist-symboler, randindskrift og – inden for denne – en billedlig fremstilling. Som i en portaabning flankeret af halvsøjler og overdækket med to flade buer staar ridderparret.
Manden bærer fuld rustning. Mens overkroppen dækkes af et harnisk, er underlivet beskyttet med en slags „skørt“, som – paa grundlag af Magnus Petersens tegning i Løfflers bog om middelalderlige gravsten[2] – kan tydes forskelligt, enten som smalle, sammennittede tværskinner eller „af Ringpanser“. Den sidste tydning er Løfflers. Ligeledes mener han – paa grundlag af Abildgaards tegning fra 1760 (fig. 2),[3] at halskraven har været „forarbejdet paa samme Maade“. Har rustningen foruden plader haft udvendigt ringpanser, har den været noget gammeldags. – Over skuldrene er lagt en aabenstaaende kappe, som rækker til midtvejs paa underbenet. Ved hans højre side støtter et stort slagsværd mod jorden, det holdes i stilling ved et greb om fæstet. Venstre arm er bøjet ind mod kroppen, og haanden støtter en spinkel lanse smykket med en vimpel.
Fruen bærer en lang, folderig kjole, som slæber og har dybt nedhængende ærmer. Forbredden er længere end bagbredden, saa kjolen maa løftes, naar hun skal bevæge sig. Over hendes hoved er lagt et lin med lange fint draperede ender. Den venstre haand hviler let mod underlivet, og med en yndefuld bøjning af hoved og overkrop rækker hun blomsten frem mod gemalen.
Ægteparret er ridderen Gert Hartvigsen Bryske og hans hustru Elsebe Henningsdatter Kabel. Bryske er en gammel fynsk, ikke særlig talrig adelsslægt, hvis sidste mand døde 1653.[4] Slægten stammer rimeligvis fra Brusk herred i Jylland, deraf navnet. Fra Gert Bryske stammer alle senere Bryske’r, to af hans sønner grundlægger slægtens to linier. Den ene, som kun talte faa medlemmer, var nærmest knyttet til Flintholm i Sydøstfyn. Den anden linie blev ejer af et stort og samlet godskompleks, da Iven Bryske ægtede den rige arving til Dallund, Margaard og Langesø. Disse tre nabogaarde bevaredes for slægten i flere generationer.[5]
Bryskernes vaabenskjold er meget dekorativt og farverigt. En halv sort ørn og halv rød lilje side om side i et sølvskjold. Skjoldholderen er meget ejendommelig og helt enestaaende: en giftiggrøn drage med rød, spillende tunge holder i sine kløer skjoldet og omklamrer det med sin hale. Dragen dukker dog først op fra midten af 1500-tallet, forud havde en ørn holdt skjoldet. Hjelmtegnet er en sort ørn med udspilede vinger, i færd med at lette til flugt.
Det er gisnet, at det maaske kunne være den mystiske drage, som havde fremkaldt det mærkelige udsagn, at Bryske’rne skulle være onde. I de gamle rim om adelen hedder det nemlig: „De vare faa Bryske’r og de vare onde.“ De har vel neppe været værre eller bedre end andre af deres standsfæller dengang.
Gert Bryske var fra 1432 rigsraad og blev benyttet som sendemand ved udenrigske forhandlinger. Hans segl staar under vigtige politiske dokumenter, som opsigelsen til kong Erik af Pommern. Senest var Gert Bryske høvedsmand paa Næsbyhoved slot. Han døde i Odense 1441 og blev begravet i Sct. Hans klosters kirke. Han var første gang gift med en dame af Rønnow-slægten, anden gang med Elsebe Henningsdatter Kabel, som forud havde været i ægteskab to gange. Hendes fader var ridderen Henning Kabel, lensmand paa Ørkel ved Svendborg. Fru Elsebe stiftede sjælemesser for sine tre ægtefæller og flere af sin slægt. Hun døde 1462 og blev gravlagt hos sin sidste mand.
Under figurerne paa gravstenen anes Bryskes og Kabels vaaben-skjolde. Den latinske indskrift er blevet oversat saaledes:[6]
„I Herrens Aar 1441 paa selve den salige Jomfru Marias Himmelfartsdag [døde Gert Bryske] og hans Hustru Fru Elsebe, Hr. Henning Kabels Datter.“
Øjensynlig er billedet paa gravstenen en kærlighedsscene, og i saa fald med lidt forskudt fortegn, idet det er kvinden, som viser manden opmærksomhed. Men kan en fremstilling – saadan opfattet – have fundet plads paa en middelalderlig gravsten i en kirke?
Helt grelt er billedet blevet mistydet af en nyere dansk kunstner, som med forkærlighed har villet behandle middelalderlige emner. I hendes omdigtning – et maleri betitlet „Unge danske Adelsfolk“ – staar ridderfruen med et nærmest faaret smil og rækker en kæmperose frem mod riddersmanden, som ganske udeltagende staar og smaasover i sin rustning. Og for at man ikke skal tage fejl, har billedet som underskrift: Mit hiertes røde rose er min kierest. – En mere afslørende misopfattelse ville neppe være mulig.
Saa kommer en dag den svenske kunsthistoriker Ingvar Bergströms bog „Den symboliska nejlikan“[7] én i hænde. Heri omhandles den nellike, som ofte ses baade paa religiøse billeder og paa portrætter. Den tydes som et religiøst symbol, billedet paa Christi korsfæstelsesnagle og paa portrætterne som et udtryk for, at personen maa have faaet part i frelsen. – Fra bogens mange gengivne kunstværker fæstner billedet af stiliserede nelliker sig i bevidstheden.
Næste gang man besøger Sct. Hans kirke, sker der ligesom et lille under. Man ser nu, at det ikke er en tilfældig blomst, fru Elsebe rækker ridder Gert, men en nellike. Med eet forvandles billedet og faar mening.
Naar hun rækker ham blomsten, er det ikke en tilfældig lille gestus, men en ophøjet handling. Med nelliken udtaler hun for ham ønsket om det største af alt, om at han maa faa part i Christi offerdød og med den vinde syndernes forladelse og livets krone – den evige salighed.
Det er ikke mere en, omend nok saa skøn, lille blomst plukket i en dejlig jordisk eng, men et symbol – nelliken – das Nägelchen – korsfæstelsesnaglen – billedet paa Christi lidelse og død. Hendes gestus er fra et ligegyldigt jordisk løftet op paa et højere plan. Nu udgaar der fra billedet et særligt lys, et budskab om middelalderens altbeherskende livsmagt – troen.
Alle de tidligere famlende, lyrisk-romantiske eller erotisk-prægede udlægninger er vejret bort. Det halvt henaandede rids i den blaalig-graa sten er forvandlet til et mysterium, en forkyndelse af livets sejr over døden.
