Skønt jeg havde gjort mig stor umage – og ulejliget mange venlige mennesker – for at finde det mest mulige stof frem til belysning af H.C. Andersens forhold til Frankrig, før jeg skrev min afhandling i Anderseniana (2. række, bind II, side 136-206), anede det mig nok at der kunne være mere endnu. Hensigten med de følgende blade er at fortælle om et par fund der er gjort for nylig i franske tidsskrifter.
Det kendte gamle tidsskrift L’Illustration, Tome X, 1847, bringer på side 126 i sin Bulletin bibliographique en anonym artikel om Improvisatoren. Den er ikke nogen egentlig anmeldelse. Anmelderen (der om sig selv oplyser at han ikke kan dansk) takker Madame Camille Lebrun fordi hun gør det muligt for franske læsere at værdsætte Andersens „originale, enkle og sande talent”. Han mener at Improvisatoren ikke er Andersens mesterværk, men at „man foretrækker O. T., ja endog Kun en Spillemand.” Og han vil vide at næsten hele Andersens produktion foreligger på tysk, russisk og engelsk.
Hovedindholdet af artiklen (ca. 220 linier af 250) er et uddrag af „Das Märchen meines Lebens”, som han, tydeligt nok, gengiver efter Mary Howitt’s oversættelse „The True Story of My Life”, som var udkommet i 1847. Han mener at Madame Lebrun burde have indledt sin oversættelse med en sådan ekstrakt af selvbiografien, som han anser for nødvendig for den fulde forståelse af bogen.
Blader man videre i L’Illustration, vil man i årgang 1851 (på siderne 346-47 og 362-63) finde en hidtil upåagtet oversættelse af et stort stykke af Billedbog uden Billeder (hvis titel står anført på dansk i overskriftens 3. linie). Fortællingerne optræder i følgende orden: indledningen, 1., 16., 10., 14., 31., 7., 22. og 4. aften. Gengivelsen er rigtig god.
Oversætteren underskriver sig J. Laprade og er vel Jules de Laprade, om hvem en fransk håndbog oplyser at han var „propriétaire” og født i 1820 i Mas d’Agennais.
Men af større interesse end disse to tidlige vidnesbyrd om en begyndende fransk interesse for vor eventyrdigter og romanforfatter er dog et bidrag som fremkom i 1848, i 2. årgang af et tidsskrift ved navn L’Image, Revue mensuelle illustrée d’éducation, d’instruction et de récréation (som senere blev til Revue catholique pour la jeunesse).
Her står på siderne 77-82 og 97-102 „Nattergalen” oversat fra tysk af Madame Aragon, der ikke oplyser sine læsere om at eventyret er af en dansk digter ved navn H.C. Andersen. Oversætterindens fulde navn var Anne Alexandrine Goux Aragon. Hun var født i 1798 i Paris og har udgivet 1) Dictionnaire universel de géographie moderne, 2) Histoire pittoresque de la Suisse, 3) Molly ou l’Aire des aigles précédé de Deux mois en Suisse (1842), samt 4) en fortsættelse af Abbé Louis-Pierre Anquetil’s ikke særlig højt vurderede Histoire de France.
Når det lykkedes at komme på sporet af dette dokument, skyldes det summus Andersenianus H. Topsøe-Jensen, som har fundet frem dertil ved sit arbejde med Henriette Wulffs breve. Hun skrev den 30. marts 1849: „Her sender jeg Dem, kjære Andersen, l’Illustration de Paris, hvori staaer „le rosignol, traduit de l’Allemand.” Quelle bêtise af Oversætteren ikke at vide af hvem den er!” På Topsøe-Jensens initiativ har førstebibliotekar, mag. art. André Nicolet fremdraget den gengivelse som stod i L’Illustrations 12. årgang fra 1848-49, p. 283-84.
Lad os straks sige at det ikke er nogen god oversættelse; det er snarere en art genfortælling med talrige udeladelser og tilføjelser. Den er gennemillustreret med 17 tegninger af M. Gérard-Séguin (1805-75); de minder noget om moderne tegneserier, men er bedre end adskilligt inden for denne banaliserende genre.
På de følgende sider vil vi gennemgå nogle særlig karakteristiske steder af denne oversættelse.
„I China veed Du jo nok er Keiseren en Chineser, og alle de, han har om sig, ere Chinesere. Det er nu mange Aar siden, men just derfor er det værd at høre Historien, før man glemmer den!”
Sådan lyder den særprægede begyndelse vi kender (og som Maxim Gorkij mindedes da han skrev „Min barndom”). Madame Aragon springer denne festlige optakt over og begynder:
„Der var engang i Kina en kejser som boede i et porcelænsslot som var berømt for sin pragt og sine vidunderlige haver som var prydet med de sjældneste blomster. De fleste af dem var bemærkelsesværdige ved de små sølvklokker som ringede så snart man gik forbi dem, som for at sige til enhver: se på mig!”
Enhver kan straks uden kommentar mærke den stilistiske forskel på den begyndelse og H.C. Andersens:
„Keiserens Slot var det prægtigste i Verden, ganske og aldeles af fiint Porcelain, saa kostbart, men saa skjørt, saa vanskeligt at røre ved, at man maatte ordentlig tage sig iagt. I Haven saae man de forunderligste Blomster, og ved de allerprægtigste var der bundet Sølvklokker, der klingede, for at man ikke skulde gaae forbi uden at bemærke Blomsten.”
Lad os derefter se på afsnittet hvor nattergalen indføres:
„store Skibe kunde seile lige ind under Grenene, og i disse boede der en Nattergal, der sang saa velsignet, at selv den fattige Fisker, der havde saa meget andet at passe, laae stille og lyttede, naar han om Natten var ude at trække Fiskegarnet op og hørte Nattergalen. „Herre Gud, hvor det er kjønt!” sagde han.
Det hedder på fransk:
„I denne skov var der en beboer som var endnu vidunderligere end slottet, havet, søerne og skovene, det var en nattergal der sang så dejligt at enhver der hørte den glemte alt for at lytte til den, og selv brændehuggerne og de fattige fiskere i timevis lod deres nyttige arbejde ligge for den fornøjelse at høre nattergalens røst.”
„Og de Reisende fortalte derom, naar de kom hjem, og de Lærde skrev mange Bøger om Byen, Slottet og Haven, men Nattergalen glemte de ikke, den blev sat allerøverst; og de, som kunde digte, skrev de deiligste Digte, Allesammen om Nattergalen i Skoven ved den dybe Sø.”
Dette afsnit synes fru Aragon trænger til at udvikles lidt nærmere:
„De rejsende kom snart med utrolige beretninger om den. De lærde udgav uforståelige værker: nogle udstyrede den med guldfjer, andre med et diamantnæb og smaragdben, nogle sagde at den havde seks, andre at den kun havde ét. Digterne skrev vers i alle versemål, og alle rigets trykpresser gik for den uforlignelige fugls skyld.”
Da nu kejseren får en bog om fuglen i hænde, har den franske dame den idé at fremstille ham som noget i retning af en analfabet:
„Ja, der blev skrevet så mange bøger derom at én af dem en skønne dag kom kejseren i hænde. Han læste ikke ret meget, men da denne bog indeholdt storslåede beskrivelser af hans slots og hans havers skønhed, havde han med en kraftanstrengelse der blev rost som noget bemærkelsesværdigt besluttet sig til at gennemløbe denne bog.”
Kort derpå følger beskrivelsen af den hovne Cavaleer. Fru Aragon tror at han bliver anset for rigets klogeste mand på grund af sin imponerende fåmælthed. Hun tror at den er konstitutionel og har slet ikke set at den kun gør sig gældende over for de underordnede. Hun lader ham sige „peuh, peuh” hvert øjeblik, også til kejseren. H.C. Andersen siger:
„saa svarede han ikke Andet end „P!” og det har ikke Noget at betyde.”
Dette narreri går hen over hovedet på Madame Aragon.
Som hos H.C. Andersen truer kejseren også med at hele hoffet skal dunkes på maven; men den fransk-kinesiske kejser glemmer den raffinerede detalje at det skal være:
„naar det har spiist Aftensmad!”
De replikker de forskellige medlemmer af ekspeditionen der leder efter fuglen kommer med er ikke individualiserede som de er hos H.C. Andersen. Da frøerne kvækker i kæret, lader han den kinesiske slotsprovst sige:
„Deiligt, nu hører jeg hende, det er ligesom smaa kirkeklokker.”
Hos fru Aragon er det bare hofmændene der synes at det er „en dejlig melodi”.
Vi springer nu frem til det sted hvor nattergalen er blevet indfanget:
„ „Skal jeg synge endnu engang for Keiseren?” sagde Nattergalen, der troede at Keiseren var med.”
Denne sætning er sprunget over.
Da scenen atter henlægges til slottet og H.C. Andersen igen omtaler at vægge og gulv var af porcelæn, vil den snusfornuftige børneveninde ikke tro på det; det kan da kun være væggene der er af porcelæn!
Bemærkelsesværdig er også beskrivelsen af damernes opførsel:
„de tog Vand i Munden for at klukke naar Nogen talte til dem: de troede da ogsaa at være Nattergale”
, siger H.C. Andersen; men de franske kineserinder synger vokaliser og roulader.
Den nattergal vi kender får
„Frihed til at spadsere ud to Gange om Dagen og een Gang om Natten.”
Det får den franske ikke.
Så kommer vi til kunstfuglen. Den franske dame glemmer fuldstændig at den skal komme fra kejseren af Japan med den morgenlandske kompliment:
„Keiseren af Japans Nattergal er fattig imod Keiseren af Chinas.”
De små danske ord er nu svære at forstå. Der står om fuglen at
„den kunde synge et af de Stykker den virkelige sang, og saa gik Halen op og ned og glimrede af Sølv og Guld.”
Oversætterinden tror at det er et mimisk nummer fuglen giver når den er færdig med sin sang: „apres quoi il remua la queue avec beaucoup de grâce et battit des ailes!”
Da den rigtige nattergal er fløjet bort, forklarer vor tænksomme franske veninde at hans tolv lakajer var faldet i søvn. På billedet man ser hvordan.
„Nu blev kunstfuglen vist frem for folket som råbte Oh! og stak pegefingrene i vejret, og gik hen og drak sig fulde i te på sin kinesisk.”
En sådan beskyldning ligger forfatteren fjernt, og hans skildring af ballet-divertissementet er også mere vellykket:
„og de hørte den, og de bleve saa fornøiede, som om de havde drukket sig lystige i Theevand, for det er nu saa ganske chinesisk, og Alle sagde da „o!” og stak i Veiret den Finger, man kalder „Slikpot”, og saa nikkede de.”
Vi kommer nu til Spillemesterens femogtyvebinds værk,
„det var saa lærd og saa langt, og med de allersværeste chinesiske Ord, saa alle Folk sagde, at de havde læst og forstaaet det, for ellers havde de jo været dumme og vare da blevne dunkede paa Maven.”
Denne gang mavedunkning synes vist Madame en overflødig gentagelse; hun fastslår til gengæld at værket bliver en salgssucces.
Ironi er hun ikke med på, eller også mener hun at det ikke er noget for børnebladets læsere. I hvert fald udelader hun den beske bemærkning om at Spillemesteren efter at kunstfuglen var blevet sat nogenlunde i stand „holdt en lille Tale med de svære Ord og sagde at det var ligesaa godt som før, og saa var det lige saa godt som før.”
Man vil måske også bebrejde hende en noget for aristokratisk indstilling når hun, da kejseren ligger for døden, undlader at omtale de mere inferiøre personer:
„Kammertjenerne løb ud for at snakke om det, og Slotspigerne havde stort Kaffeselskab.”
„Men Fuglen stod stille, der var Ingen til at trække den op, og ellers sang den ikke.”
Denne bevidst barnlige kommentar udelades ligeledes af fru Aragon.
Det allersidste afsnit bør gengives i sin helhed i hendes fortolkning:
„Kejseren som, mens fuglen talte, havde klædt sig på og som igen havde sat kronen på hovedet, lovede at bevare hemmeligheden, og fuglen fløj bort.
„I samme øjeblik åbnedes dørene til kejserens gemak, og hofmændene myldrede ind for at se deres døde kejser og vise ham den sidste ære så hurtigt som muligt for at kunne udråbe den nye kejser. Men til deres store forundring fandt de ham stående op med kronen på hovedet, scepter i hånden og sabel ved siden:
„God dag, mine herrer, sagde han til dem. Det er altid med en fornyet glæde jeg igen befinder mig iblandt jer.”
„Og alle hofmændene bøjede sig til jorden og råbte i kor: Leve det himmelske riges allernådigste hersker!”
Det er det H.C. Andersen sagde kortere og bedre:
„Tjenerne kom ind for at see til deres døde Keiser; — jo der stod de, og Keiseren sagde: „god Morgen!”
Formålet med denne artikel har ikke været at foretage nogen fuldstændig sammenligning mellem original og genfortælling.
Det har blot været at give nogle eksempler på hvad oversætteren misforstår, ændrer og udelader, især når hun overser eller vrager noget vi synes er særlig vellykket. Det vil måske forekomme nogle at være et pedanteri eller en pervers fornøjelse.
Men der kan vel dog komme noget værdifuldt ud af en sådan gennemgang. Man kan få øjnene op for pointer som man hidtil selv har overset.
