Odense har siden 900-tallet – midt i vikingetiden – været en central by i Danmark. Både geografisk og politisk. Ringborgen Nonnebakken blev opført af kong Harald Blåtand i begyndelsen af 980’erne, og i de efterfølgende godt 1.000 år var byen løbende under forandring og udvikling. Dels på eget initiativ, dels påvirket af udefrakommende nationale og internationale strømninger. Igennem de seneste par årtier har forvandlingen fra en klassisk industriby til en uddannelsesby og et regionalt kulturcentrum forårsaget et sandt byggeboom med det overordnede tema Fra Gade til By. Som bifangst har det medført en stor arkæologisk aktivitet for at redde de spor fra tidligere tiders Odense-liv, der ellers ville have været gået tabt. Herved har vi i betydelig grad fået suppleret vores viden om Odenses tidlige historie. En viden, som Odense Bys Museer efter bedste evne forsøger at formidle videre til byens borgere og besøgende. Et af initiativerne er ved hjælp af bronzemodeller at beskrive den udvikling, som Odense gennemgik fra 988, hvor byen nævnes første gang i de skriftlige kilder, til 1593, hvorfra vi har den ældste, realistiske kartografiske fremstilling af byen.[1]
Der eksisterer ingen kort over Odense i vikingetiden. Byens udbredelse, struktur og bygningernes udseende må – stort set – baseres på arkæologiske kilder. Det lille forbehold gælder husenes udseende, hvor der fra bl.a. tidlige helgenskrin og gravsten,[2] smykker[3] og samtidige billedfremstillinger, som f.eks. Bayeux-tapetet,[4] kan hentes ret gode informationer om datidens arkitektur. I det centrale Odense er der flere steder lokaliseret spor efter verdslige huse.[5] Det drejer sig først og fremmest om bygninger beregnet til beboelse, som det kendes fra samtidens gårde ude på landet. Hertil kommer mindre værkstedsbygninger, der har været anvendt til blandt andet vævning.
I denne Odenses tidligste fase eksisterede der to bygningskonstruktioner, der kan betegnes som magtens bygninger. Det drejer sig om Albani Kirke, der repræsenterer den katolske kirke og den magt, som den havde på dette tidspunkt. Og så er det ringborgen Nonnebakken, der var et meget markant og synligt udtryk for kongens magt.
Den ældste Albani Kirke var opført i træ.[6] Der er to sikkert daterede faser af denne kirke opført henholdsvis i begyndelsen af 1000-tallet og omkring 1100. Der har dog sandsynligvis været mindst én tidligere udgave.[7] Et tungtvejende argument herfor er tillige, at Odense i 988 er så betydningsfuld, at byen nævnes i et såkaldt gavebrev, hvori den tyske kejser ” … fritager alle besiddelser i danernes rige, som enten indtil nu ses at tilhøre, eller i fremtiden erhverves af de kirker, der er bygget til Guds ære i Slesvig, Ribe, Aarhus og Odense, fra al skat eller tjeneste, som hører til vor ret …”. [8] Først i midten af 1100-tallet erstattes trækirken af en stenkirke, der sideløbende med naboen – domkirken – fungerede som sognekirke, indtil den blev revet ned i 1542.
Nonnebakken var en af mindst seks såkaldte ringborge, som blev opført af kongemagten under Harald Blåtand.[9] Tidspunktet for opførelsen kendes ret nøjagtigt, da fældningstidspunktet for bygningstømmer fra borgene ved analyse af årringene – dendrokronologisk datering – kan bestemmes til år 980/81. Meget tyder på, at borgene kun var i brug i en kortere periode på 10-15 år, men dermed på det tidspunkt, hvor den tyske kejser udfærdigede sit gavebrev. Ringborgenes udbredelse fra Sydsverige til Nordjylland mere end antyder, at der på byggetidspunktet eksisterede et samlet dansk rige regeret af én konge. At en af borgene blev placeret i Odense vidner om byens betydning i riget. Modellen af Odense 988 er første gang, hvor det med sikkerhed gengives, at Nonnebakken i vikingetiden faktisk var bebygget med de for borgene så karakteristiske langhuse. Indtil en serie tekniske scanninger af udvalgte områder på borgbanken blev udført i 2019, har det ikke med sikkerhed været muligt at dokumentere rester af bygninger på stedet.[10] Meget tyder nu på, at Nonnebakken har mindet om Fyrkat ved Hobro med 16 huse fordelt på fire karréer.
For så vidt angår Odense i år 988 er der tydeligvis ikke tale om nogen markant og tydelig bylignende bebyggelse. Pga. kildesituationen – små og spredte udgravningsfelter – er det vanskeligt helt at få hold på den tidlige bys struktur. Meget tyder dog på, at byen er vokset frem på næsset nord for åen og umiddelbart over for Nonnebakken. Her er der såvel grubehuse som langhuse; de tidligste dateringer ligger i det sene 700-tal. De to næs støder sammen, hvor den naturlige overgang over åen har været. Albani Kirke anlægges øst for det gamle bycentrum – der var ikke plads i det gamle. Begrænsningerne i kildesituationen betyder således også, at modellen over Odense i 988 er baseret på en høj grad af skøn.
Ud over de institutionsrelaterede konstruktioner – kirken og borgen – er det værd at bemærke, at der i byens allernærmeste (ved Ejby Mølle) og lidt fjernere opland har ligget en række bopladser, hvor der er gjort mange flotte metalfund. Disse pladser har været med til at skabe basis for Odenses bystatus i en samtidig kontekst.
I modsætning til år 988 er Odense i 1593 en rigtig og tæt bebygget by. År 1593 er valgt, fordi der det år for første gang blev fremstillet en afbildning af byen, stukket i kobber, til et storværk med afbildninger af flere hundrede byer rundt om i verden.[11] Flest fra Europa – Odense var en af dem – men også enkelte fra andre steder i verden som eksempelvis Cairo og Calcutta. Civitates Orbis Terrarum, som værket hedder, blev udgivet af Georg Braun (1541-1622), der skrev og redigerede, og Franz Hogenberg (1535-1590), som tegnede og fremstillede de kobbertryk, der blev udgivet i bogform. Braun & Hogenbergs værk udkom i seks bind i perioden 1572-1617.
Fremstillingen er mere et prospekt end et kort, for Odense vises fra en vinkel, som står man på en (ikke-eksisterende) meget høj bakke syd for byen og kigger ned på denne mod nord. Bystrukturen er let genkendelig med centrale bygninger, gader, lokaliteter og geografi. Men en 100 % korrekt gengivelse af Odense i slutningen af 1500-tallet er der ikke tale om. Faktisk skal man helt frem til 1861 og Trap Danmarks første udgave, før der foreligger et nøjagtigt opmålt kort over Odense.[12]
Til trods for de godt 250 år imellem de to gengivelser er der påfaldende stor overensstemmelse. Dette sammenholdt med den aktuelle bystruktur er Braun & Hogenbergs 1593-præsentation imponerende god. Tilstedeværelsen af en galgebakke med galge vest for byen, vikingeborgen Nonnebakken som ruin lige før prospektet slutter mod syd, og – helt ude i horisonten mod nord – kirkerne i Trøstrup, Allesø, Broby, Lumby og Østrup er detaljer, der vidner om grundig research.
Når det er sagt, så skal enkeltheder i det ellers meget detaljerede kort tages med forbehold. Eksempelvis er der gengivet flere af de middelalderlige institutioner, som på kortets tilblivelsestidspunkt var nedlagt og nedrevet. Mest prominent i den sammenhæng er Skt. Albani Kirke, der blev revet ned i 1542[13] – altså et halvt århundrede før, prospektet af Odense blev stukket i kobber i Köln. På de farvelagte udgaver af Braun & Hogenbergs prospekt kan man se, at huse og tage har forskellige farver. Det kunne afspejle, at der for eksempelvis tagenes vedkommende var tale om enten bly/skifer (gråblå) eller tegl (rød), men det er ikke tilfældet. Koloreringen blev foretaget af æstetiske hensyn for at styrke salgbarheden.[14]
Braun & Hogenbergs prospekter blev til på basis af indberetninger fra lokale personer. I Danmark spillede adelsmanden Henrik Rantzau en stor rolle i så henseende, og det er da også fra ham, at Braun modtog det kildemateriale, der ligger til grund for Odense-prospektet.[15] Ud over tegninger drejede det sig også om faktiske oplysninger som f.eks. indbyggertal, der for Odenses vedkommende opgives til 3.000. Et postvæsen havde man ikke på det tidspunkt, så der måtte vælges andre metoder til transporten. Henrik Rantzau prioriterede sin rolle så højt, at han havde sin egen kurér, der bragte tegninger og papirer til enten videretransport fra Hamburg eller sågar hele vejen til Köln. I et brev dateret 6-7-1586 nævner Braun, at han – med stor glæde – har modtaget tegninger af Odense og Ribe: ” … hvilke velkomne og vigtige breve, der er kommet fra Danmark”.
Braun & Hogenberg er således det centrale udgangspunkt for fremstillingen af bronzemodellen Odense 1593. Supplerende er der gjort udstrakt brug af de mange arkæologiske resultater, der er fremkommet igennem de seneste tre-fire årtier. Endelig har gamle tegninger og nye iagttagelser og fotos af eksempelvis byens kirker bidraget. Alt i alt er der således tale om en model, der i sagens natur ikke er 100 % korrekt, men ikke desto mindre gengiver et rimeligt retvisende billede af Odense for godt 400 år siden.
Begge modeller er støbt i bronze, og de er beregnet på opstilling udendørs. Målestoksforholdet 1:1000 er valgt, fordi det giver et godt overblik med en rimelig detaljeringsgrad. Selve den valgte støbemetode hedder cire perdue – det er fransk og betyder ‘tabt voks’. Teknikken er – forenklet beskrevet – den, at man laver modeller i voks, som pakkes ind i en fast form. Voksen smeltes og drænes, og i det hulrum, den efterlader, hældes varm, flydende bronze. Når bronzen er afkølet, slås formen i stykker, og det færdigstøbte element frigøres.
De færdige modeller måler 120 cm i højden og 140 cm i bredden. Odense Bys Museer har stået for den historiske research, mens selve arbejdet med den fysiske udformning er udført af to firmaer i Sverige. Firmaet Olifant, der består af middelalderarkæologerne Chatarina og Anders Ödman, har modelleret. Selve støbningen er foretaget af kunstner og bronzestøber Ludvig Ödman, som driver firmaet Konstla AB.
Odense 988 og Odense 1593 supplerer hinanden og er tænkt placeret tæt sammen for at formidle den betydelige vækst – i moderne byudviklingsterminologi: rivende udvikling – som Odense gennemgår i denne periode. Betragteren vil således lynhurtigt få et indtryk af, hvor Odense kommer fra, og hvor hurtigt den bliver en rigtig by, der findes værdig til optagelse i et internationalt bogværk som Braun & Hogenberg.
I første omgang placeres Odense 988 og Odense 1593 i Sortebrødre Stræde ved indgangen til den nye museumsbygning på Møntergården. På længere sigt kan andre placeringer bringes i spil, i det omfang formidlingen af Odenses historie synliggøres i bybilledet. Dels er der konkrete planer om en styrket formidling af vikingeborgen Nonnebakken, der i skrivende stund er under behandling som en del af et verdenskulturarvsprojekt omhandlende de danske ringborge fra vikingetiden (læs evt. mere i artiklenVikingeborgen Nonnebakken i Odense på side 113). Dels er der tanker om at fortælle Odenses ældste historie i et trappeforløb ved domkirken – heri vil modellerne passe som fod i hose.
