I det tidlige forår 1997 tog Odense Bys Museer de første spæde skridt på en international EU-finansieret kultursti, der har vist sig farbar i en række museale sammenhænge. Tre projekter har museet deltaget i. Det første blev gennemført med succes, det næste fandt ikke nåde for EU’s skarpt bevogtede og overrendte pengekasse, og det tredje tog sin begyndelse i december 2000 og vil køre frem til udgangen af 2003.[1]
Projekt Kultursti blev indledt i maj 1997 som et samarbejde mellem fem regionale arkæologiske projekter i Danmark, Estland, Tyskland, Norge og Sverige. Alle projekter beskæftiger sig med formidling af kulturlandskaber, der er blevet formet under kraftig påvirkning af menneskelige aktiviteter i forhistorisk tid. Der er tale om landskaber, som i dag kan fremvise velbevarede arkæologiske lokaliteter og monumenter. Projekt Kultursti blev iværksat med afsæt i Europarådets bronzealderkampagne, og ansøgningen henvendte sig til kulturstøtteprogrammet Raphael.[2] Der fokuseredes på bronzealderen og specielt på spor fra den nordiske bronzealder, men alle spor af menneskelige aktiviteter fra stenalder til nutid blev taget i betragtning. Formålet var således ikke kun at videreformidle "Europas første guldalder", men også at skabe et generelt koncept for formidling af kulturlandskaber og forhistoriske monumenter inden for kronologiske og geografiske rammer.
For Odense Bys Museers vedkommende var formålet med ECP-projektet at beskrive bronzealderlandskabet i perioden 1800-500 f. Kr. som primære arbejdsområder. Som henholdsvis udgangspunkt og afslutning på en kultursti blev Voldtofte og Alléskoven/Pipstorn ved Fåborg valgt. Begge områder er karakteriseret ved mange forhistoriske monumenter. Projektet søgte at imødekomme behovet for aktiv kulturturisme med en bred målgruppe samt formidling af kulturlandskabet til fynboerne og dermed en mere smal og lokal målgruppe. Intentionen var at lære de besøgende på kulturstien at "læse" de synlige tegn fra tidligere tider i landskabet og kæde dem sammen med den aktuelle viden om bronzealderen gennem brochurer, bøger og museumsbesøg. Brochurer skulle helt konkret vise "stiforløbet" og skabe basis for forståelse af bronzealderens grave og bopladser. Ved de udvalgte lokaliteter – gravhøje, dysser, jættestuer, middelalderagre m.m. – skulle informationstavler med tekst, illustrationer og kort formidle de forhistoriske monumenter. Det var opgaven, som Odense Bys Museer kastede sig ud i, da en bevilling på 140.000 euro blev tildelt.
Fra den lidt famlende start i 1997, hvor det især drejede sig om at finde ud af, hvilke muligheder det EU-baserede Raphael-program indebar, viste det sig at være et yderst interessant arbejde at deltage i. Dels rent indholdsmæssigt, hvor Odense Bys Museer pludselig fik mulighed for at gennemføre et formidlingsprojekt på Sydvestfyn, som igennem en årrække har stået højt på ønskesedlen. Dels på grund af det internationale netværk og samarbejde på tværs af grænserne, som naturligt fulgte med EU-projektet.
På det praktiske område fik Odense Bys Museer opfyldt ambitionerne og udført opgaverne inden for såvel de tidsmæssige som økonomiske rammer. Første skridt var udarbejdelsen af en fælles international brochure. Arbejdet med denne udgivelse gav en god erfaring med de mange tilgange, som fem forskellige institutioner fra lige så mange lande selvfølgelig altid vil have. Konklusionen blev, at selvom brochuren ikke kom til at se ud, som man havde forestillet sig, før arbejdet gik i gang, så kan der altid findes en absolut brugbar løsning, som alle i sidste ende kan bifalde. Næste skridt blev færdiggørelse af den nationale danske brochure, der lå færdig i december 1998. Det viste sig at være en mere tidskrævende opgave end først beregnet, fordi man i denne fase skulle til at inddrage lodsejere og diverse offentlige instanser, nemlig Fyns Amt, Skov- og Naturstyrelsen og kommunerne. Sidste del af arbejdet var udarbejdelse, fremstilling og opstilling af informationstavlerne i kulturlandskabet, hvilket blev fuldført i september 1999. Igen måtte det konkluderes, at arbejdet viste sig mere tidskrævende end beregnet, men til gengæld blev det færdige produkt tilfredsstillende for hele tre instanser: Odense Bys Museer, Fyns Amt og Skov- og Naturstyrelsen. Hermed kunne Odense Bys Museer konkludere, at vi i første omgang fik opfyldt vores ambition om kulturlandskabsformidling.
Den officielle afslutning på ECP-projektet blev forestået af Odense Bys Museer med et internationalt seminar på Hollufgård i september 1999. Over to dage blev kulturlandskabet med foredrag og ekskursioner sat på dagsordenen for politikere, arkæologer og andre forvaltere af kulturlandskabet. Det håndgribelige resultat heraf blev en seminarrapport, ligeledes udgivet af Odense Bys Museer.[3]
På det afledte område, som kan beskrives med nøgleord som netværkseffekt, internationalt samarbejde, inspiration og påvirkning udefra, blev konklusionen helt klart, at det var et område, der skulle satses på fremover. Det kan være svært at veje og måle effekten i tal og faste størrelser, men i det daglige arbejde har vi siden ofte gjort brug af de personlige kontakter, som ECP førte med sig. I den henseende er det ligeledes blevet klart, at de situationer, hvor man mødes ansigt til ansigt, danner grundlaget for det videre samarbejde. Meget kan ordnes med post, e-mail, telefon og fax, men disse hjælpemidler kan ikke afløse det personlige møde.
ECP-samarbejdet lærte os tillige den lektie, at der må og skal være én person, som står som øverste projektansvarlig.
Flosklen "fælles ansvar er ingens ansvar" får dobbelt så stor værdi, når barrierer som sprog og kulturforskelle bliver en del af et projekt. Dette kom til udtryk allerede i ansøgningsfasen, hvor kun koordinatorens ihærdige problemknusen kombineret med udholdenhed helt frem til målstregen gjorde, at projektet overhovedet blev til noget.[4] I projektforløbet kunne vi konstatere, at det var tilsvarende vigtigt, at fælles beslutninger blev fastholdt korrekt i referater, at disse beslutninger nåede ud til alle i god tid og endelig at de blev ført ud i livet under hensyntagen til fælles beslutninger og aftalte deadlines.
Således rustet og optændt af den hellige ild begav vi os i 1999 i kast med det næste EU-projekt, allerede før ECP var afsluttet.
I et par år havde Odense Bys Museer arbejdet med planer for et større udstillingsprojekt med arbejdstitlen "Alle veje fører til Rom”. Udstillingen skulle handle om Romerrigets påvirkning på samfundsudviklingen i Europa, blandt andet på Fyn. Centralt i udstillingsoplægget stod visning af de bedste Gudme-fund suppleret med romertidsfund fra det øvrige Danmark. Med erfaringerne og kontakterne fra ECP-projektet i bagagen så vi pludselig muligheden for at internationalisere udstillingen, så den kunne komme til at dreje sig om ikke bare Fyn og Danmark, men hele Europa. Målet var at lave en stor international vandreudstilling med premiere på Hollufgård – og dermed ændrede udstillingen titel fra "Alle veje fører til Rom" til "All roads lead to Rome".[5]
Ligeledes belært af allerede høstede erfaringer besluttede vi os for at skrive ansøgningen på Odense Kommunes EU-kontor i Bruxelles.[6] Det var en proces, der strakte sig over seks dage og 80 arbejdstimer! Hertil kom de mange timer, som kontorets ansatte investerede i arbejdet. Sammen med kolleger fra Tyskland, Italien, Spanien og Estland ansøgte vi om en bevilling på 250.000 euro fra Kommissionens kulturstøtteprogram Raphael.
Vi syntes selv, at "All roads lead to Rome"-projektet havde store kvaliteter og internationalt potentiale, men desværre delte Kommissionen ikke vores opfattelse og afviste ansøgningen. Herefter kunne vi koncentrere os om at afslutte ECP og skue frem mod nye projekter lidt længere ude i horisonten. Et sådant viste sig på initiativ af vores EU-samarbejdspartner på museet i Aschaffenburg i Bayern, der havde tænkt sig længere ud ad kulturstien med projektet "European Pathways to the Cultural Landscapes".
I december 1999 ved et møde i Aschaffenburg og februar 2000 ved et opsamlende møde i Kilkenny i Irland besluttede det "gamle" European Cultural Pathsnetværk sammen med yderligere en række potentielle samarbejdspartnere at formulere et nyt kulturformidlingsprojekt i EU-regi. Ved udgangen af Kilkenny-mødet lå det fast, at der ville blive deltagelse af samarbejdspartnere fra Italien, Tyskland, Irland, England, Estland, Danmark, Sverige, Tjekkiet og Finland.
Efter endelig formulering af en fælles ansøgning og en del forudsigelig forsinkelse og bureaukrati på diverse kontorer i EU, blev det nu, med underskrivelse af kontrakten den 4. januar 2001, bekræftet, at Odense Bys Museer også de kommende tre år kunne glæde sig over at være deltager i et EU-finansieret formidlingsprojekt, denne gang med titlen "European Pathways to the Cultural Landscapes". Ansøgningen blev honoreret med 95% af det ansøgte beløb – og det er faktisk meget for EU-ansøgninger.
Odense Bys Museers udgangspunkt for at deltage i "European Pathways to the Cultural Landscapes" er arkæologifunktionens igangværende publikationsprojekt Fynske Jernalderbopladser.[7] De bevilgede midler skal blandt andet gå til en brochure om de fynske jernalderbopladsers placering i landskabet, deres værdi som kilde til forståelse af samfundsforholdene i jernalderen samt til udgivelse af seminarrapporter i løbet af projektperioden, og selvfølgelig de bøger, der er det endelige mål. Arbejdet er gået i gang, og det første synlige resultat blev udgivelse af en seminarrapport omhandlende problematikken omkring de mange detektorfund, der fra især jernalder og vikingetid er dukket op i løbet af de sidste ca. 20 år.8 I maj 2001 blev det første koordinerende møde afholdt i Lancashire i England.
Ud over de nævnte fordele ved at være deltager i EU-projekter kan der nævnes en række følgeeffekter. Deltagelsen i et internationalt formidlingsprojekt med stor bevågenhed fra såvel publikum som pressen kan medvirke til at sætte fokus på emner, der ikke traditionelt fylder særlig meget i den offentlige bevidsthed. Set fra en arkæologisk synsvinkel kan det eksempelvis være spørgsmålet om at sikre fortidsmindernes bevaring for fremtiden. Her er der ingen tvivl om, at ECP-projektet har haft en positiv effekt i forbindelse med eksempelvis de fynske fortidsminder og nødvendigheden af at søge varige løsninger i bevarings- og formidlingsmæssig henseende. De koordinerende møder afholdes på skift imellem de deltagende lande og institutioner, og på den måde åbnes der automatisk for nye indtryk og inspiration på en række arbejdsområder.
Der er imidlertid også nogle forhold og krav, som man skal være opmærksom på i forbindelse med gennemførelse af EU-finansierede projekter. Eller egentlig burde man sige medfinansierede, for de deltagende institutioner og partnere skal stille med egne midler svarende til mindst 50% af det samlede engagement. Og ordet mindst skal tages alvorligt, for kun yderst sjældent bevilger EU det fulde ansøgte beløb. Man skal tillige tage højde for, at EU-bureaukratiet ofte forsinker indkaldelsen af ansøgninger til nye programmer, uden at ansøgningsfristen forlænges tilsvarende. Det medfører et stort tidspres i ansøgningsperioden -især hvis man ikke har alle projektdeltagere på plads i forvejen. Hertil kommer, at det ikke er ualmindeligt, at et projekt nok har fået positivt svar på en ansøgning, mens selve frigørelsen af EU-midlerne først kommer måneder efter at projektarbejdet faktisk er påbegyndt. Her er det en stor fordel – ja, næsten nødvendigt – at have en institution med en god "kassekredit" i baghånden. Det samme gør sig gældende med de deadlines for faglig og økonomisk afrapportering, der er indlagt i projekterne. Det er nødvendigt at have en stærk organisatorisk base. Hertil skal lægges de forberedende møder forud for samt selve udarbejdelsen af en ansøgning, som jo i sagens natur ikke behøver at blive (og i virkeligheden kun sjældent bliver) honoreret. I Odense Bys Museers tilfælde har det været tilfældet to gange, at medarbejdere har deltaget i internationale møder på forventet efterbevilling.
Uanset hvordan regnestykket gøres op med argumenter for og imod, så er det en uomtvistelig realitet, at også inden for kunst, kultur og historie er EU kommet for at blive. For Odense Bys Museer har EU-arbejdet så absolut været en berigende oplevelse – vi forbliver på kulturstien nogle år endnu!
