For Odense Bys Museer blev 2005 et meget bemærkelsesværdigt år. Som det fremgår af årsberetningen sidst i denne bog, opnåedes på en lang række områder resultater og succeser i et hidtil uset omfang. Aldrig tidligere har så mange mennesker besøgt museernes udstillinger, aldrig tidligere har Odense Bys Museer med særudstillinger og udlån af originale genstande været repræsenteret i så mange lande verden over, aldrig tidligere er der blevet gennemført så mange arkæologiske og historiske undersøgelser som led i bevaringen af den fynske kulturarv, og aldrig tidligere har benyttelsen af internettet som adgang til Odense Bys Museers digitale samlinger været så stor. Således kunne der fortsættes med andre store tiltag og begivenheder som åbningen af det nye Besøgscenter ved Den Fynske Landsby eller de nye faciliteter ved friluftsscenen samme sted. Mest markant set i forhold til fremtiden var det dog, at kulturminister Brian Mikkelsen i august 2005 tildelte Odense Bys Museer status som §16-museum. De statsanerkendte museer i Danmark er opdelt i §15-museer, som indgår i et lokalt museumsnetværk, og §16-museer, der er markante fyrtårne og del af en sammenhængende national museumsstrategi. Det er flere år siden, at et museum er rykket fra den ene status til den anden. Opgraderingen er baseret på en faglig vurdering af museets formål, samlinger, faglige bredde og forskningsniveau. Udover anerkendelsen ligger der i denne status også en række muligheder med hensyn til at opnå større andel i statslige midler og få tillagt varetagelsen af nationale opgaver. Netop i disse år lægges mere af den udførende del af kulturarvsforvaltningen fra Kulturarvsstyrelsen og ud på et antal større museer rundt i landet. Odense Bys Museer har allerede fået del i denne udvikling.
Når Odense Bys Museer med udgangen af 2005 markant kippede med flaget over den meget positive udvikling, var det i høj grad med tanke på det lange, seje slæb, som lå bag. I 1996 var de kommunalt ejede museer i Odense stort set selvstændige enheder med egen ledelse, egen økonomi, eget personale og en udvikling, som fastlagdes internt hvert sted. Allerede i midten af 1990’erne blev man på flere af museerne klar over, at der skulle ske en nyudvikling, hvis de enkelte museer i Odense ikke blot skulle være sammenlignelige med de øvrige mange små provinsmuseer rundt i landets større eller mindre byer. I 1994 bad daværende kulturminister Jytte Hilden nærværende forfatter om at udarbejde en vision for fremtidens museer. Resultatet blev publikationen “Tanker om en ny museumslov”, der præsenteredes i starten af 1995.[1] Heri skitseredes, hvorledes man i fremtiden skulle skabe en samlet kulturarvslov, og hvorledes der skulle etableres en statslig myndighed som overordnet instans og et regionalt netværk til at forestå den direkte forvaltning af vores kulturarv. I den danske museumsverden vakte ideen så langtfra opbakning. Først i 2001 kom der skred i sagerne med skabelsen af Kulturarvsstyrelsen, og udviklingen er fortsat siden med begyndende strukturelle omlægninger i museumsverdenen. Rigtig mange af de elementer, der indgik i visionen fra 1995, er faktisk blevet til realitet, og det er for nærværende forfatter interessant at følge, hvorledes flere og flere af tankerne fra dengang omsættes i realiteter. I nogle museumskredse synes man, at udviklingen går for stærkt, og der stilles forslag om, at situationen kræver udarbejdelse af en udredning af museernes fremtidige rolle. Det er selvfølgelig altid vigtigt at skabe et overblik, men det kan undre, at man først nu, mere end ti år efter museumsdebatten indledtes, vil diskutere museernes fremtid.
Med baggrund i Odense-museernes egen erkendelse af behovet for nytænkning og i forsøget på at realisere et ’regionsmuseum’ jævnfør det museumspolitiske oplæg, udarbejdedes en udviklingsplan, som Odense Byråd tiltrådte i juni 1996. Med virkning fra 1. januar 1997 skulle de kommunale museer samles i ét museum, og arbejdsområder, udstillingssteder m.m. skulle drives af tværgående afdelinger. Omlægningen af de daværende §15-museer til et samlet museum skete i regi af de regionale kulturforsøg, som kulturminister Jytte Hilden tog initiativ til som konsekvens af, at det på kort sigt ikke var muligt at gennemføre større lovinitiativer.
Under overskriften “Odense Bys Museer på vej ind i et nyt årtusind…” formuleredes i foråret 1996 den plan, som for de kommende år skulle sikre, at Odense Bys Museer “kan udvikle sig til en stor, markant kulturinstitution, der er baseret på brugerrettethed, service, international bevågenhed og samarbejde”. Tillige skulle der satses på, “at Odense Bys Museer kan stå stærkt rustet som samlet museumsorganisation i forhold til den aktuelle landsdækkende museumsudvikling, og at Odense Bys Museer fortsat kan have en dynamofunktion i det fynske område”.[2]
Realiseringen skulle ske gennem nydefinering af opgavesæt, organisationsomlægning, skabelsen af et samlet museumssystem, omfattende brug af informationsteknologien og en kvalificering af personalet. Styringsmæssigt skulle der indføres et rullende flerårigt plansystem, etableres udbredt brug af projektorganisering og gennemføres en ressourceprioritering i forhold til særlige satsningsområder. De betydelige omlægninger organisatorisk, personalemæssigt, økonomisk, arbejdsmæssigt og ikke mindst lokalemæssigt gennemførtes i slutningen af 1996. En så omfattende omlægning gav naturligvis en række arbejdsmæssige udfordringer, og ikke altid kunne pressen og bekymrede kolleger rundt i landet se perspektivet og resultaterne. Omlægninger koster tid, så reaktionen er naturligvis forståelig, men for at skabe en professionel museumsverden måtte vi starte med at bringe orden og system i samlinger og arkiver. Forud havde eksisteret et betydeligt efterslæb og mange små, uhensigtsmæssige magasiner. Flere års stor og ihærdig indsats førte til, at Odense Bys Museer fik en af landets mest velordnede og velopbevarede samlinger. Da disse basale museumsopgaver var på plads, indledtes satsningen på at udvikle formidlingsområdet med nye udstillinger og en stærk udvikling af det digitale område. Fra denne fase kan nævnes den totale ombygning og nyindretning af H.C. Andersens Hus, Carl Nielsens Barndomshjem og H.C. Andersens Barndomshjem, opførelse af Besøgscentret i Den Fynske Landsby, indretning af H.C. Andersens Kvistkammer i København og etablering af interaktiv formidling i museerne og på Odense Bys Museers website.
Med afslutningen på året 2005 kunne ses tilbage – ikke blot på et fantastisk år med et hidtil uset højt aktivitetsniveau på alle områder, men også tilbage på en stribe af resultater af den omfattende organisationsomlægning og den enorme indsats, der var ydet siden 1996. Det lykkedes! – endog på meget fornem vis. Listen over succeser, faglig udvikling, økonomisk og politisk opbakning, national anerkendelse er lang. Odense Bys Museer var efter omlægningen i 1997 ’den grimme ælling’ i dansk museumsverden – den, næsten alle pegede fingre ad. Sådan er det så sandelig ikke længere.
Odense Bys Museer er således målsætningsmæssigt, strukturelt og udviklingsmæssigt velkørende set i forhold til det danske museumslandskab. Men vi kan desværre ikke blot hvile på laurbærrene. Det omgivende samfund udvikler sig med stor hast, nye forventninger og krav stilles – og hertil kommer, at der i de kommende år vil blive skabt flere større museumsenheder, som vil tage konkurrencen op. Odense Bys Museer må derfor opstille nye udviklingsmål og sikre en fortsat dynamik.
Med henblik herpå er det i foråret 2006 vedtaget 1) at opstille et antal innovative mål for de næste 5-6 år, 2) at nybeskrive de faglige mål og udarbejde strategier i forlængelse heraf og 3) at gennemføre organisatoriske korrektioner, der kan understøtte Odense Bys Museer som en kreativ vidensarbejdsplads. Odense Bys Museer skal i de kommende år – igen – turde tage nogle store, komplekse udfordringer op. Der skal oplistes et antal innovative mål, som virkelig rykker, er unikke og holdbare – ikke blot efterligninger af, hvad andre gør.
De innovative områder, som Odense Bys Museer vil sætte på dagsordenen i de kommende år, er følgende:
– den ultimative anvendelse af de digitale og interaktive muligheder. Museer og andre historiske institutioner ligger inde med enorme mængder af samlinger og viden. Store dele af det er vanskeligt tilgængeligt på magasiner og i arkiver.
Internettet, de digitale medier, databaser og GIS-teknologi giver uanede muligheder for at omsætte de mange informationer til viden – og på en måde, som er umiddelbart tilgængelig for såvel voksne som børn. Det nye website Historisk Atlas Fyn er et første forsøg på at kombinere og udnytte de mange teknologier og de mange vidensdatabaser.[3] Man kan dog nå langt videre. Det kræver kreativitet, samarbejde og ressourcer. Odense Bys Museer står stærkt rustet med en meget dygtig stab af såvel IT-medarbejdere som af fagfolk inden for de museumsfaglige områder. Gennem flere initiativer fra Kulturministeriet og Undervisningsministeriet er der skabt puljemidler, som forhåbentlig kan blive det økonomiske grundlag.
– forskning, der afgørende sætter Odense Bys Museer ‘på landkortet’. Regeringen lægger op til en markant styrkelse af forskningen i Danmark i de kommende år. Milliarder vil blive afsat. De naturvidenskabelige forskningsområder er naturligvis i centrum, men hvis vi fra den humanistiske og samfundsvidenskabelige verden kan vise, at ny viden i høj grad er at hente i de kulturelle og menneskelige dimensioner, så vil der givet være midler at hente. Det kræver vidensproduktion væk fra en introvert forskning og over til emner, der er væsentlige set i samfundsperspektiv. I forståelse heraf må vi selv gøre en markant indsats, og dette skal ske i alliancer og netværk nationalt som internationalt. Odense Bys Museer vil i de kommende år udbygge disse netværk, både i den syddanske region, på nationalt plan og ikke mindst internationalt. Erfaringer fra tidligere forskningsprojekter om migration og kulturlandskabet vil være gode afsæt.
– ‘fremtidens udstilling’ – hvad kan vi tilbyde, hvad efterspørges? Museernes formidling har hidtil været koncentreret om udstillinger, historisk levendegørelse og publikationer. Hvorledes kan formidlingen udvikles i en moderne tid, hvor hastigheden i teknologiske nyskabelser og mediernes fremadstormen sætter mere traditionelle formidlingsformer under enormt pres? Hvorledes kan kunst- og kulturhistorien formidles i en tid med så mange tilbud, og hvor shopping, nyhedskanaler og internettet er de største konkurrenter? Aktuelt står Odense Bys Museer over for at skulle nyindrette Carl Nielsen Museet og skabe en ny formidling af Fyns og Odenses historiske udvikling. Megen inspiration kan hentes fra de nyeste museer og udstillinger rundt i verden, men et plagiat er ikke nok. Vi skal selv kunne give vores eget bud på en unik oplevelse af f.eks. Carl Nielsens og Anne Marie Carl-Nielsens verden og kunstneriske udtryk.
– hvordan kan vi udvikle varetagelsen af kulturarven fra den ‘driftsagtige karakter’ til en vidensopbyggende og i offentligheden let forståelig indsats? Gennem en målrettet indsats over de sidste par årtier er der i Danmark opbygget en betydelig systematik, som sikrer registrering af truet kulturarv under og over jorden. Den eksplosive vækst i byerne ’spiser’ nye jordarealer, og det er nødvendigt at foretage arkæologiske udgravninger af oldtidspladser, der ellers ville blive destrueret. For at fastholde forståelsen for at redde historiske spor fra tusinder af års bosættelse skal vi sikre, at den indsamlede viden straks stilles til rådighed i en forståelig form – og at et områdes kulturhistorie, f.eks, gamle, bevarede bygninger, kan gøres aktive og ’historiefortællende’. Interessen i samfundet vender sig mere og mere mod at bevare spor af fortiden som del af nutiden. Dette kan ses i Danmark og spores i mange andre lande. Eksempelvis var de gamle industrikvarterer langs Mississippifloden i den amerikanske by Minneapolis i en lang årrække totalt forladte, og folk var flyttet til nye forstadskvarterer. I de seneste år er denne udvikling forvandlet. De gamle industribygninger restaureres og bliver til butikker, cafeer og kulturinstitutioner. Medens de store shopping malls gennem flere årtier har været de mest attraktive indkøbssteder – og faktisk fungeret som ramme for den mest populære fritidsbeskæftigelse – så mærker man rundt i hele USA en afmatning i de store centre. I stedet for de totalt ens centre, hvor man ikke kan se forskel på, om man er i Phoenix, Arizona, eller Richmond, Virginia, er der en stigende interesse for butikker indrettet i de gamle bykerner i oprindelige miljøer. Selv i Minneapolis, der har kolde vintre med sne og frost, foretrækker flere og flere at lægge vejen forbi de tidligere industriområder i byens centrum.
Undersøgelser har vist, at der er en meget stor interesse og bevågenhed for kulturarven i Danmark i dag.[4] Denne situation skal vi meget gerne udnytte og udbygge til gavn for såvel bevaringsindsatsen som for den enkelte borger. Skal denne status fastholdes og udbygges, kræver det nytænkning og nye veje. Fra en historieløs tid er vi på vej ind i en tid med mere og mere fokus på det historiske element. Vi skal som museer forstå at tilgodese denne interesse og gøre det på en måde, som opleves forståelig og er let tilgængelig.
Ud over de innovative mål skal Odense Bys Museer have nybeskrevet de faglige mål og strategier samt foretaget en organisatorisk tilpasning. Mål og strategier skal ses i forhold til Odense Bys Museers betydelige resultater og i forhold til den samlede, nationale museumsstrategi. Internationalt skal der også arbejdes endnu mere målrettet med samarbejder og netværk. Globaliseringen er over os, og Odense Bys Museer har med en stribe af internationale vandreudstillinger, udstillingssamarbejder, forskningsprojekter og EU-projekter allerede opbygget mange relationer i Europa, USA og Asien. I de kommende år skal denne indsats gøres langt mere systematisk bl.a. i et samarbejde med de øvrige afdelinger i den nye By- og Kulturforvaltning i Odense Kommune. Der ligger mange spændende perspektiver forude. Skal der oprettes en H.C. Andersen-filial i Japan, og skal migrationsforskningen udbredes til ikke blot at omfatte danskamerikanske relationer? I dette indgår en klar stillingtagen til, hvilke nationale og internationale samarbejder og netværk, som vil være af særlig interesse for Odense Bys Museer.
Den organisatoriske tilpasning omfatter en ændring af den overordnede struktur, der hidtil har været afdelingsbaseret, til en mere åben og flad organisation, hvor chefgruppen sammen med medarbejderne i et direkte samspil sikrer udviklingen inden for de basale museumsområder og i konkrete projekter. Som vidensarbejdsplads satses der på en meget fri og kreativ samarbejdsform på tværs af tidligere fag- og funktionsgrænser. Odense Bys Museers organisationsplan vil i fremtiden blive mere enkel.
Korrektionen af den organisatoriske opbygning har til formål
Der ligger mange spændende opgaver forude. Forhåbentlig vil Odense Bys Museer med disse mål og justeringer være gearet til at tage udfordringerne op på lige så god vis, som vi har klaret de seneste år. Museer har til formål at være samfundets hukommelse og i kraft heraf, er det fortiden, vi primært beskæftiger os med. Men i arbejdet med forvaltning, bevaring og formidling af kulturarven må museer som organisation være nutidige og udnytte det moderne samfunds teknologier og driftsformer. Odense Bys Museer har som mål at være en moderne virksomhed i balance med det omgivende samfund og i front fagligt, innovativt, teknologisk og ledelsesmæssigt. Heri ligger efter vores opfattelse en nødvendig forudsætning for, at samfundet også i fremtiden umiddelbart vil forstå betydningen af museernes virke.
Skulle man en enkelt stund være i tvivl om museernes store betydning i dag – museer er immervæk en kulturel opfindelse fra 1800-tallet – kan en rundrejse til andre lande feje denne tvivl totalt af bordet. Jeg har inden for det sidste halve års tid haft mulighed for rejser til Wien, London, Berlin og flere byer i USA. Nationen Østrig og hovedstaden Wien satser utroligt meget på byens museer. I forbindelse med starten på Mozart-året genåbnedes den 27. januar 2006 et udbygget Mozarthaus med nye udstillinger og nyeste formidlingsteknologi. I marts kunne det store, smukke og totalt restaurerede Albertina Museum åbne dørene for en stor udstilling om Mozarts Wien. I London er der som bekendt mange museer, og de statslige museer alle med gratis adgang. British Museum er blevet udbygget og restaureret, bl.a. med genskabelse af det gamle, smukke bibliotek. I det nye udviklingsområde – Docklands -åbnede for blot et par år siden Museum of Docklands, der giver en meget flot historisk fortælling om havneområdet og havneindustrien og dens betydning for London. I Berlin, som igen er blevet hovedstad, er museumsbyggeriet af et niveau, som næppe er set andetsteds i verden. De gamle museer på Museumsinsel er alle ved at blive smukt restaureret, og flere andre museer, som det historiske museum, er blevet restaureret og har faet store tilbygninger – selvfølgelig tegnet af verdens førende arkitekter. I USA kan det anbefales at lægge turen forbi det nyindrettede Mill City Museum i Minneapolis skabt i verdens største kornmølle ved Mississippifloden. I hovedstaden Springfield, Illinois, åbnede sidste år et kæmpe kompleks – The Abraham Lincoln Presidential Library and Museum. I to hen over gaden sammenbyggede store bygninger rummes arkiv, bibliotek og museum om USA’s mest kendte præsident. Museet skildrer præsidentens liv og betydning for USA før og under borgerkrigen og ikke mindst hans status som et amerikansk ikon for det moderne USA. Gennem enorm avanceret teknologi i teatre og udstillinger ledes man på en yderst fascinerende måde ind i Lincolns univers. På vejen derind får man i et kombineret levende og teknologisk teater en spændende tur ind i museets ’indre’ – i arkivet, magasinet og biblioteket. Der lukkes op for hemmeligheder i skabe, montrer og reoler, og såvel nationens som mennesket Abraham Lincolns historie vælder frem. Man er ikke i tvivl om, at hvad arkivalier, genstande og bøger gemmer, er utroligt fascinerende og lærerigt. I det hele taget er det meget slående, at store museer i disse år bruger det fysiske arkiv, magasin og bibliotek som ramme for formidlingen. Den besøgende skal ikke være i tvivl om, hvor viden kommer fra. Dette sker på British Museum, hvor den store originale bibliotekssal er genskabt, i Abraham Lincoln-museet og ved indretningen af det nye William J. Clinton Library & Museum i Little Rock, Arkansas. I sidstnævnte museum er udstillingsarealet bygget op omkring store reoler, der rummer arkiver, magasin og bibliotek med Clinton-periodens mange dokumenter, billeder, genstande og bøger. Under rundgangen fornemmes straks, at man er i ’det helligste’, der hvor alle de originale samlinger er opmagasineret.
Fra disse og lignende museer kan hentes spændende inspiration. Man kan næppe overføre et helt koncept, men selv et lille museumsvæsen som Odense Bys Museer kan ved rejser hente gode ideer. Dette er da også sket. Ved nyindretningen af H.C. Andersens Hus er omdannelsen af det lille gule hus foregået med inspiration fra Mozarts lejlighed i Wien og Shakespeares fødehjem i Stratford-upon-Avon, skatkammeret i kælderen med udstillede ’kronjuveler’ og bankbokse bag sikkerhedsgitre – boksene rummer faktisk de ikke-udstillede H.C. Andersen-genstande – er hentet fra Tanzmeisterhaus i Salzburg, det nye Besøgscenter i Den Fynske Landsby med film og interaktiv udstilling har forbilleder i store nationalparker i Nordamerika, og lige i disse måneder er der ved at blive indrettet et utrolig smukt bibliotek på Møntergården. Biblioteket skal – sammen med studiesamlinger – udgøre kernen i den fremtidige formidling af Odenses og Fyns historie fra de ældste tider og frem til i dag. Det er planen, at Møntergårds-firkanten – dvs. stort set hele blokken mellem Sortebrødre Torv, Claus Bergs Gade, Overgade og Hans Mules Gade – skal udgøre det kommende hovedmuseum. I forbindelse med nybyggerier vil hovedindgangen fremover blive mod Sortebrødre Torv, og i de mange gamle, smukke huse vil man kunne vandre gennem historien. I Nyborgladen åbnedes allerede i juni udstillinger om oldtiden, og forhåbentlig vil middelalder og renæssance kunne besøges i løbet af næste år. Der er ingen tvivl om, at Møntergårds-firkanten vil kunne skabe ramme om et ganske unikt museum i dette smukke område. Der er tale om en yderst attraktiv placering – tæt på H.C. Andersens Hus, Børnekulturhuset Fyrtøjet, Carl Nielsen Museet, Koncerthuset og ikke mindst det nye musik- og teaterhus og musikkonservatorium, som skal opføres i de kommende år. Området omkring Sortebrødre Torv bliver utroligt attraktivt. Den gamle bydel med dens fantastiske bymiljø er allerede Odenses største turistområde. H.C. Andersen Julemarkedet viste, at der kan skabes endnu mere liv. Som nævnt er gamle, velbevarede bykerner meget tillokkende. Der er ikke tvivl om, at det også vil gælde for Odenses gamle centrum. I Stockholm er ’Gamla Stan’ den mest attraktive del af byen. Med ikke mindre end tre markante museer i Odenses gamle bydel står Odense Bys Museer med et ganske unikt udviklingspotentiale. H.C. Andersens Hus blev gennemgribende renoveret i 2003-2004, de første skridt er taget for nyindretning af Carl Nielsen Museet, og inden længe kan udbygningen af det historiske museum i de gamle rammer i Møntergårds-firkanten forhåbentlig påbegyndes. Målene for de kommende år er sat, nu kan realiseringen gå i gang.
