Odense Kanal – et af Danmarks ældste fund

Vi må se i øjnene, at menneskehedens vugge næppe har stået i Danmark, og vi kan ej heller opvise fund af fossile mennesker, der er årmillioner gamle. Vi må derimod lade os nøje med enkelte spredte mere eller mindre usikre fund, som antyder, at der har været bosættelser i landet så sent som under sidste istids tilbagetrækning for mere end 14.000 år siden. Selvom de ældste fund og bosættelser fra denne periode eller senpalæolitikum, som er den arkæologiske betegnelse for den seneste del af ældre stenalder, nok er sporadiske, så vidner de alligevel om, at selv de nordligste egne af Europa langsomt var ved at blive befolket.

Historisk set

Studiet af senpalæolitikum har igennem mere end hundrede år optaget de danske arkæologer. Allerede i 1896 gjorde Sophus Müller opmærksom på, at periodens noget særegne redskaber af rentak, de såkaldte rentakslagvåben, måtte henregnes til en rensdyrtid eller egne, hvor renen var almindeligt forekommende. Fundet af en såkaldt skafttungespids og et rentakslagvåben ved Nørre Lyngby i Nordjylland gav anledning til, at den norske geolog P.A. Øyen lancerede begrebet Lyngby-kultur.

Betegnelsen Lyngbykultur og Lyngbyøkser vandt siden indpas i litteraturen og ses for alvor anvendt op gennem 1930’erne ikke mindst påvirket af udgravninger ved Meiendorf og Stellmoor i Nordtyskland, hvor både Hamburg- og Ahrensburgkulturerne udskiltes. Med fundet af en anden skafttungespids ved Bromme på Sydsjælland i 1944 og Therkel Mathiassens efterfølgende publikation af fundet fra 1946 blev der for alvor kastet nyt lys på Lyngby-kulturen. Pladsen blev pollendateret til Allerødtid, hvilket placerede Bromme i et ældre tidsafsnit end Ahrensburg, men samtidig med Lyngbykulturen. Mathiassen indførte herefter betegnelsen Bromme-kultur, som han dog ikke lod indgå som en del af Lyngbykulturen alene af den årsag, at der i fundet fra Bromme ikke indgik rentakslagvåben, selvom fund af såkaldte stikler – flintredskaber, der fungerede som knive til bl.a. takbearbejdning – vidnede om brugen af takredskaber. I slutningen af 1960’erne kom det afgørende gennembrud i udforskningen af dette efterhånden omfattende nordvesteuropæiske senglaciale fundmateriale med den tyske arkæolog Wolfgang Tautes bearbejdning af materialet.^[1]

I et mere lokalt perspektiv, men med videre rækkende betydning, gennemgik Jørgen Skaarup, Langelands Museum, i 1974 en stor del af de danske fund, men en væsentlig begrænsning lå i, at der ikke forelå nogen absolutte dateringer. Siden er både økserne fra Arreskov på Fyn samt det klassiske fund fra Nr. Lyngby blevet c-14-daterede, og senest er et nu mere end hundrede år gammelt fund fra Odense Kanal også blevet dateret.^[2]

Rentakvåben i Odense Kanal

Året efter fundet af det første rentak-slagvåben fra Nørre Lyngby fandtes under udgravningen af et havnebassin ved Odense Kanal i 1890 endnu en forarbejdet rentak. Allerede ved fundets fremkomst blev det overgivet til professor Japetus Steenstrup, København, til zoologisk bestemmelse, hvorefter det i november 1896 blev afgivet af museet i Odense til Nationalmuseet i København, hvor det i dag indgår i museets faste udstilling.^[3]

Takken fra Odense Kanal er dannet af en robust tak fra det højre gevir af en ren og har en svag S-krumning. Den måler ca. 47 cm i længden og har en skafttykkelse på op til 4 cm. Skaftets nedre ende er lige afskåret og har spor af tilglatning. Den øvre ende af skaftet er tydeligvis tilskåret og er ligeledes tilglattet. Fra nakkepartiet helt ned til skaftets basisende løber en ca. 38 cm lang stikkelfure, der er opstået under selve forarbejdningsprocessen. På bredsiden af skaftet tæt ved isgrenen ses flere slag- og knusemærker fremkommet efter gentagne kraftige slag, hvilket også ses på selve nakkepartiet. Den sidste tredjedel af skaftet er desuden forsynet med et godt 10 cm bredt omløbende bånd med runde og stedvist aflange slagmærker. Isgrenen er skråt afskåret, så den danner en tværæg velegnet som hakke eller slagflade.

Brugt til hvad?

Om funktionen af dette og de øvrige fund af såkaldte rentakslagvåben eller Lyngby-økser fra både Sydskandinavien og Nordtyskland har der siden fundene fra hhv. Odense Kanal og Nørre Lyngby været foreslået flere muligheder. Imidlertid har alle fundene det til fælles, at de er tildannet af rensdyrtakkens hovedgren, hvor tydelige tildannelses- eller brugsspor, som skære-, slag- eller knusemærker, genfindes på enten skaftet, nakkepartiet eller isgrenen, der i flere tilfælde kan være forsynet med en ret- eller tværæg. Kun sjældent findes der spor af ornamentik, som eksempelvis på rentakken fra Nørre Lyngby, der er forsynet med et ca. 15 cm langt lodretgående zigzag-bånd ned langs skaftets ene side. Netop fundet fra Nørre Lyngby har flere gange tiltrukket sig forskernes opmærksomhed, idet det ofte er blevet hævdet, at isgrenen på slagvåbnet har været forsynet med en flintskærpe i lighed med de nordvestamerikanske Tanaina-indianeres brug af tilsvarende redskaber.

I årene mellem 1836 og 1840 indsamlede den russiske guvernør for Alaska og Yukon, Vladimir Kuprianoff, en stor mængde genstande fra disse arktiske og subarktiske indianerstammer, deriblandt også flere forarbejdede rentakker, hvis lighed med de langt ældre senpalæolitiske rentakslagvåben er slående. Imidlertid er der ikke gjort fund af rentakslagvåben med en isiddende flintskærpe hverken i de sydskandinaviske eller nordtyske fund. Desuden er gruben i isgrenen på stykket fra Nørre Lyngby ikke mere end godt 1 cm dyb, så det er mere end tvivlsomt, om dette stykke har været forsynet med en flintskærpe. Dernæst er der ingen af de øvrige fund af rentakslagvåben fra Sydskandinavien eller Nordtyskland, der har spor af en grube eller hulning. Lignende fund af rentakslagvåben fra de mere end 18.000 år gamle mammutrige ukrainske yngre palæolitiske pladser Goncy, Mezin og Kosoutsy langs floderne Desna og Dnieper antyder ligeledes, at slagvåbnene ej heller herfra har været forsynet med flintskærper.

På baggrund af de her skitserede brugsspor må vi konstatere, at i hvert fald rentak-slagvåbnene fra Nordvesteuropa overvejende har været anvendt som en art slag- og økselignende redskaber. Funktionen af tværæggen på bl.a. rentakken fra Odense Kanal må tolkes som en art mejsel til flækning af mindre grene eller knoglestykker. Ved hjælp af slag på selve nakken af rentakken med en trækølle eller en sten har det været muligt at flække mindre trægrene eller knoglestykker. Dette forklarer også de knusninger, der ses på selve ægfladen og omkring spidsen af isgrenene samt nakkepartierne. Træk som i øvrigt også genfindes på andre fund af rentakslagvåben fra det øvrige Europa.

Udbredelse og datering

Vender vi sluttelig blikket mod rentak-slagvåbnenes kulturelle indpasning, støder vi imidlertid på det problem, at langt hovedparten af fundene er enkeltfund. Ingen af de sydskandinaviske eller nordtyske fund – med undtagelse af de sluttede fund fra Stellmoor – er gjort i kontekstuelle sammenhænge. Dette vanskeliggør unægtelig den kulturelle indplacering, men som nævnt i starten af denne artikel, foreligger der nu hele tre c-14-daterede rentak-slagvåben fra Danmark, som sammen med de øvrige c-14-daterede fund fra Nordvest-europa er med til at tegne et billede af denne redskabsgruppes tidshorisont. Fundet fra Odense Kanal er netop blevet dateret til ca. 11.000 f.Kr., dvs. engang i Brommetid og dermed i Dryas III pollenhorisonten.^[4] Samme billede tegner sig også med fundene fra Arreskov, Earls Barton i Sydengland, to rentakslagvåben fra Stellmoor og Mickelsmossen i Skåne, mens fundet fra Klappholz ved Slesvig er det hidtil ældste fund fra Nordeuropa på overgangen mellem Federmesser og Bromme-tid. Fundet fra Nørre Lyngby viste derimod noget overraskende en meget sen datering til begyndelsen af Maglemosetid.^[5] Ikke desto mindre kan vi med nogenlunde sikkerhed konstatere, at rentakslagvåben eller Lyngbyøkser har været en del af det senpalæolitiske jagtmiljø i store dele af Nordvesteuropa, hvilket i Sydskandinavien og i Nordtyskland svarer til perioderne Federmesser, Bromme og Ahrensburg, dvs. fra sen Allerødtid til i hvert fald ind i Dryas III og muligvis så sent som ned i tidlig præboreal tid repræsenteret med fundet fra Nr. Lyngby. Hovedparten af fundene falder således inden for det af Taute udskilte nordvesteuropæiske skafttungekompleks, men har allerede været i brug på de mammutrige østeuropæiske stepper endnu tidligere og fortsatte muligvis til engang ind i den tidlige mesolitiske periode. Rentak-slagvåbnene er således en del af en flere tusinde år fælleseuropæisk kulturel udvikling, hvori fundene fra Danmark indgår og er tilmed nogle af vore ældste oldsager.

Noter

1. ^ Taute 1968. Publikation var definitivt med til at placere rentakslagvåbnene, der i den ældre litteratur også gerne benævnes Lyngbyøkser, i det nordeuropæiske såkaldte skafttungekompleks.
2. ^ Skaarup 1974, s. 37ff. En undersøgelse foretaget af forfatteren i 2004-2005 af de danske og nordtyske fund af rentakslagvåben viste, at blot 7 fund fra Danmark havde brugsspor og spor af menneskelig forarbejdning, der svarer til fundene fra Odense Kanal, Nr. Lyngby og tilsvarende fund fra Stellmoor ved Meindorf. De øvrige fund er: Arreskov på Sydfyn, Lundeborg i Storebælt, Løgeskov på Sydfyn, Stestrup ved Holbæk og Tranebjerg på Samsø. Hovedparten af de tidligere klassificerede Lyngbyøkser eller rentakslagvåben, som eks. Fauderup ved Tønder, Horsens Havn, Kallerup ved København, Vejleby ved Holbæk og Århusegnen må derimod karakteriseres som affaldsprodukter eller er så fragmentariske, at en bestemmelse ikke er mulig.
3. ^ NM I Topo. j.nr. 714/96, reg. som Odense Kanal, Odense Amt. inventarienr. Al6679. Ingen yderliggere fundoplysninger foreligger. Müller 1896, s. 307ff; Stensager 2004, s. 32f.
4. ^ Prøvenr. AAR-9298: 10.815+/-65BP. Prøven er foretaget med velvillig støtte fra Dronning Margrethe og prins Henriks Fond, der takkes for sin generøse imødekommenhed for nærværende projekt.
5. ^ Stensager 2004, s. 32f.

Litteratur

• Clausen, Ingo 2004: The Reindeer Antler Axe of the Allerød period from Klappholz LA63, Kreis Schleswig-Holstein. In Thomas Terberger et al.: Hunters in a Changing World. Side 141-164. Rahden.
• Fischer, Anders 1996: At the Border of the Human Habitat. The Late Palaeolithic and Early Mesolithic in Scandinavia. In Lars Larsson (red.): The Earliest Settlement of Scandinavia and its relationship with neighbouring areas, s. 157-176. Stockholm 1996.
• Müller, Sophus 1896: Nye Stenalders Former. In Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie. Side 303-313. København.
• Skaarup, Jørgen 1974: Et rentakslagvåben fra Storebælt. Fynske Minder 1974. Odense.
• Stensager, Anders Otte 2004: Lyngby-rentakken er fra Maglemosetid. In Aktuel Arkæologi nr. 6. Side 32-33. Kalvehave.
• Taute, Wolfgang 1968: Die Stielspitzen-Gruppen im Nördlichen Mitteleuropa. Köln.