Af alle inventargenstande i vore gamle landsbykirker er døbefontene uden al tvivl de mest trofaste. Medens alt andet inventar i tidens løb er udskiftet og fornyet, er fonten som oftest nogenlunde jævngammel med kirken selv. I henved tretten hundrede kirker står der endnu romanske granitfonte. Mange af disse 800-årige stenhuggerarbejder er smukke og ejendommelige kunstværker, og sammen med de jydske granitportaler og de gyldne altre er granitfontene valdemarstidens betydeligste kunstneriske manifestation. Til granitfontene, der alle er hjemligt arbejde, slutter sig en gruppe på noget over hundrede importerede fonte, næsten alle fra de store fonteværksteder på Gotland, der spillede en betydelig rolle i det 13. og 14. århundrede.
Disse gamle stenfonte har med alderens autoritet og ikke mindst i kraft af deres massive soliditet hævdet sig vel mod senere tiders anslag. Det hænder vel, at man i landsbykirker møder smedejernsfonte og smukt udskårne træfonte fra renaissancetiden eller dåbsengle fra barokkens og klassicismens tid. Og hist og her har forrige århundredes store lidenskab for middelalderlige stilarter givet sig udtryk i en »nyromansk« sandstensfont, formet og udhugget med geometrisk præcision — og derfor som regel dødsens kedsommelig. Men dette er som sagt kun undtagelser. Det store flertal af fontene er stadigvæk middelalderlige.
Fonten i Ørslev kirke, et par miles vej sydøst for Middelfart, virker ved første øjekast som en slet hugget og dårligt proportioneret granitfont. Ser man imidlertid nærmere til, og letter man på det store, tunge messingfad, der dækker den uanselige font som en alt for stor hat, vil man snart opdage, at fonten er blevet til ved sammenstykning af dele fra vidt forskellig tid (fig. 1).
Fontens fod, der ved en flygtig betragtning synes at være en granitblok, er i virkeligheden en pudset munkestensklods, hvis granitskær skyldes en behændig maler. På denne klods er med oversiden nedad anbragt et ægte stykke granit, et velformet romansk trapezkapitæl, der oprindelig må have tjent som søjlehoved for en hvælvingspille eller portalsøjle i en tidligmiddelalderlig bygning. Fra Ørslev kirke selv, der er en senromansk munkestensbygning, kan kapitælet ikke stamme, og det må da formodes, at det på et eller andet tidspunkt er hentet fra en af omegnens nedbrudte kirker eller borgtomter.
Mærkeligst er dog fontekummen, der er anbragt løst, uden fastgørelse eller bindemiddel af nogen art, på det omvendte kapitæl. Den er et lavt, tilnærmelsesvis halvkugleformet kar med et tværmål af 59-59,5 cm og en højde af kun 23 cm. Kummen er ganske tyndvægget, 2-2,5 cm, og så let at man uden større besvær kan løfte den af foden. Den er da heller ikke af granit, men fremstillet af norsk klæbersten.
Klæberstenen, også kaldet vegsten, er en gråliggrøn stenart, der ikke findes herhjemme, men optræder i betydelige mængder mange steder i Norge. Stenen er på grund af sit indhold af talk og klorit så blød, at den kan saves eller skæres ud af klippen og forarbejdes med kniv (fig. 2). Da den endvidere er særdeles vejrbestandig, har den i Norge været meget anvendt som bygningsmateriale, især hvor finere dekorative enkeltheder skulle udformes. Mange af middelalderens norske pragtbygninger — bl.a. den berømte Nidaros-domkirke — er således i hovedsagen bygget af klæbersten.
Den letforarbejdelige sten blev allerede i stenalderen taget i brug af menneskene. Norges første indbyggere anvendte den til økser og køllehoveder, og da bronzen kom i brug, fandt man hurtigt ud af, at man kunne lave støbeforme af klæber-stenen, der foruden sine andre fortrin også er ildfast. I jernalderen begyndte man at tildanne kogekar af stenen. Dertil viste den sig særdeles velegnet, og klæber-stenskarrene fik snart en vid udbredelse. I løbet af vikingetiden fortrængte de næsten helt de almindelige lerkar i Norge.
Langt de fleste af vikingetidens norske klæberstenskar er af én og samme type. Det er lave, bolleformede kar uden egentlig bundflade; som regel har de smukt glattet yderside, men en råt behandlet inderside, der ofte ved en skrå rifling af mere eller mindre dybe, parallelle snit bærer spor af stemmejernet, hvormed stenene udhules.
Disse karakteristiske træk – bolleformen såvel som den polerede yderside og riflingen på indersiden – genfinder vi på fontekummen i Ørslev kirke, og der kan da heller ikke være tvivl om, at denne kumme er nært beslægtet med vikingetidens husholdningskar.
Desværre er det ikke muligt at foretage en blot tilnærmelsesvis nøjagtig datering af klæberstensbollerne. Kar af denne enkle type var i brug gennem hele vikingetiden. I Norge forekommer de i enkelte eksemplarer allerede i grave fra 800-tallet, men er dog især hyppige i yngre og yngste vikingetid, altså i 900-tallet og et stykke ind i 1000-tallet. Derimod kendes de ikke i historisk tid. Middelalderens cirkelrunde klæberstenskar har stejlere, ofte helt lodrette sider og affladet bund.
I Danmark kendes kar af norsk klæbersten fra nogle vikingetidsgrave, og ved de store udgravninger af vikingetidsbopladser og -borge, der er foretaget i de senere år (Trelleborg, Aggersborg, Fyrkat og Lindholm Høje), er potteskår af klæbersten fundet i så stort tal, at man tør formode, at der har været en særdeles betydelig import af disse kar. Denne import synes imidlertid at være strengt begrænset til vikingetiden. I hvert fald er det påfaldende, at klæberstenen næsten helt mangler i fund fra Danmarks middelalder. Hvad årsagen så end kan være, ophører indførslen af klæberstensgenstande til Danmark som ved et trylleslag engang i 1000-tallet.
Det vil derfor næppe være urimeligt at hævde, at fontekummen i Ørslev må være fremstillet og exporteret fra Norge i hvert fald før år 1100. Ørslev kirke kan imidlertid først være opført henved år 1200, og det er således givet, at klæberstenskarret må have eksisteret i mindst 100 år – og måske endog adskilligt mere – før det anbragtes i munkestenskirken i Ørslev.
Blandt andet af denne grund er det naturligt at rejse det spørgsmål, om karret oprindeligt har været tiltænkt dette hellige formål. Kronologisk skulle der ikke være noget i vejen herfor. Både Danmark og store dele af Norge blev kristnet i løbet af 900-tallet, altså i en tid, hvor klæberstensbollerne var i almindelig brug i Norden, og karret kan således meget vel have stået i en af de stavkirker eller missionskapeller, om hvilke vi endnu ved så lidt.
Vort kendskab til de romanske døbefontes forgængere indskrænker sig til den berømte afbildning fra o. 1200 af Harald Blåtands dåb på det gyldne alter fra Tamdrup kirke (fig. 3). Kongen modtager her sin dåb i en trætønde – et net, men simpelt bødkerarbejde. Og da iøvrigt ingen anden før-romansk font er bevaret, tør vi nok tro, at de gerne har været af træ. Men derfor kan der jo godt hist og her have været et klæberstenskar imellem.
Alligevel må det betvivles, at Ørslev-kummen altid har været font. I middelalderen foregik barnedåb ikke som i vore dage ved overøsning, men ved neddykning af barnet i fontekummen. Ville man være helt sikker på, at djævlen var drevet helt ud, måtte barnet omsluttes helt af det indviede dåbsvand. Stak blot en finger eller en tå ovenud, kunne djævlen endnu sidde der, og dåben var omsonst. De romanske granitfonte har derfor næsten altid ret dybe kummer med flad bund. Men i den lille Ørslevfont har der kun kunnet stå ca. 18 cm vand. Dette er for lidt til at muliggøre en effektiv neddykning i det sfærisk formede kar, og alene af den grund må det betvivles, at klæberstensbollen fra begyndelsen har været tænkt som font.
Noget helt almindeligt kogekar er Ørslev-kummen imidlertid heller ikke. Dertil er det for stort. Mig bekendt er der overhovedet ikke bevaret noget klæberstenskar fra vikingetiden, der i størrelse kan hamle op med dette kar. Flertallet af de 463 klæberstensboller, der iflg. Jan Petersen findes på norske museer, er mellem 20 og 30 cm i tværmål. Kun 40 kar er større end 30 cm, og kun 3 er over 40 cm. Størst er en smuk bolle, der sammen med fire andre er fundet ved Landvik i Aust-Agder. Den er 46 cm i diameter – altså en del mindre end Ørslev-kummens 59 cm.
Et kar af denne størrelse har naturligvis repræsenteret en betydelig værdi, og flere af de største norske klæberstensboller er da også fundet under omstændigheder, der kunne tyde på, at de er blevet gemt væk i ufredstid. Om anvendelsen af de store kar har vi ingen sikker viden. De kan være brugt i husholdningen ved madtilberedning, som ølboller eller som forrådskar. Og det er vel også rimeligt at antage, at en del af dem kan have gjort tjeneste som offerkar ved blotet i storbondens hov.
Er Ørslev-kummen da et gammelt blotkar, der ved trosskiftet er båret fra hovet over i kirken for dér at tjene den nye Gud? Har der før dåbens hellige vand flydt blod fra hedenske ofringer i karret? Det er en fascinerende tanke, der vel ikke helt kan afvises, men som dog ej heller uden videre kan godtages.
Det er nemlig på ingen måde givet, at klæberstenskarret er kommet til kirken allerede ved dens opførelse. Som allerede nævnt er kummen ikke videre velegnet til barnedåb i den middelalderlige form. Hertil kommer, at fontens mærkelige, sammenstykkede fod måske slet ikke er middelalderlig – romansk er den i hvert fald næppe. Men den oprindelige fod kan selvfølgelig være kasseret, da man kort tid efter reformationen flyttede fonten bort fra indgangsdøren, hvor den efter katolsk skik må have stået. Da biskop Jacob Madsen i 1589 visiterede i kirken, fandt han fonten – som han desværre ikke beskriver – stående i koret.
I Ørslevs annekskirke, Føns, findes en smuk lille romansk døbefont af granit. Men på pladsen foran kirken ligger de søndrede rester af endnu en romansk granitfont. At begge fonte skulle være oprindelige i kirken, er ikke tænkeligt. En af dem må være hentet fra en anden kirke – og denne anden kirke kan meget vel være Ørslev. I hvert fald kan der være grund til at overveje, om der er nogen mulighed for, at klæberstenskummen er kommet så sent til Ørslev, at den har fordrevet en anden stenfont fra kirken. Man kunne for eksempel tænke sig, at den var fundet i jorden ved markarbejde eller sløjfning af en gravhøj. Denne mulighed kan vi dog sikkert se bort fra. Et så stort og forholdsvis skørt kar ville næppe have megen chance for at komme op af jorden i hel stand under sådanne omstændigheder. Jordfundne klæberstenskar er kun yderst sjældent hele ved optagelsen.
Ikke desto mindre findes der på flere danske museer klæberstensboller, der er lige så velbevarede som Ørslev-kummen. På Nationalmuseet opbevares to kar, der er fisket op ved Hals Barre. To lignende klæberstensboller i Randers Museum (fig. 4) er fundet på stranden ved Sødringholm, hvor de var drevet i land, overgroet med tang. I Grenå Museum findes et ualmindelig smukt, højt klæberstenskar, der buer ud under mundingen og når en diameter af ikke mindre end 41 cm; det er fisket op udfor Grenå havn. Ikke langt herfra, udfor Katholm på Djursland, har en lollandsk stenfisker for kort tid siden fundet en anden stor klæberstensbolle.
Disse kar må være skyllet over bord fra eller gået til bunds med handelsskibe fra Norge. De vidner om intensiteten i den norske klæberstenseksport i vikingetiden, og sammen med en række andre strand- og havfund viser de, at en vigtig handelsrute fulgte den jydske østkyst. De lave, tungt lastede handelsskibe skyede rum sø og sejlede hellere i læ under kysterne – stormen var trods alt en farligere fjende end sørøverne. En stor del af de skibe, der fra Norge krydsede Skagerrak og lagde sig ind under Jyllands kyst, skulle utvivlsomt til Hedeby ved Slien, ved denne tid et af Nordens vigtigste handelscentrer. Her mødtes norske handelsfolk med købmænd fra hele Vesteuropa, og Nordens varer udveksledes med Sydens.
Vejen til Hedeby gik for de norske skibe gennem Lillebælt, der med sin stærke strøm og mange grunde var vanskelig at besejle, og hvor en fjende kunne lure bag hvert næs. Det skulle være mærkeligt, om ikke en og anden af de norske Hedebyfarere har endt sin færd her, besejret af vind og strøm eller af ugæstfrie Jyder og Fynboer. Med de seks klæberstenskar fra Kattegat i erindring må vi derfor også regne med den mulighed, at fontekummen i Lillebæltskirken Ørslev kan være et stykke vraggods, der på et eller andet tidspunkt er fisket op i Lillebælt eller drevet i land på den fynske kyst og bragt til kirken som en Guds gave.
Denne sidste mulighed er næppe den mest usandsynlige af de her fremførte teorier. Men den må fremføres med al mulig forbehold — det skal indrømmes, at der også i denne hypotese er mere tankeleg, end der er realiteter. Af kendsgerninger har vi kun vor viden om karrets alder og oprindelse at holde os til. Det må derfor forblive en gåde, hvorledes dette klæberstenskar, der i ælde næppe overgås af nogen anden inventargenstand i Danmarks sytten hundrede middelalderlige kirker, er havnet som døbefont i Ørslev kirke.
Læsere, der måtte ønske at vide mere om klæberstenskar, henvises til Jan Petersen: Vikingetidens redskaper (Oslo 1951, med mange litteraturhenvisninger), og Sigurd Grieg: Norske kleberstensbrudd fra vikingetiden (Universitetets Oldsaksamlings Årbok 1930). Om døbefonte er hovedværket M. Mackeprang: Danmarks middelalderlige Døbefonte (København 1941).
