I Langemose ved Bukkerup og en eng umiddelbart vest for Turup, begge lokaliteter på det sydvestlige Fyn, blev der ved tørvegravning under 2. verdenskrig fundet en del knogler af kvæg nedlagt sammen med lerkar fra romersk jernalder. fig 1.
Knoglerne i Bukkerup repræsenterer mindst 15 individer af kvæg samt enkelte knogler af svin og hest, mens der i Turup er fundet mindst 7 individer af kvæg samt enkelte knogler af får.
Knoglerne af de 15 individer er hovedsageligt af unge dyr med frie epiphyser. De fleste knogler er hele og bevaringstilstanden er for en del af knoglerne god. Der ses dog tegn på, at en del har ligget overfladisk, så afskalninger og sprækkedannelser har givet ødelæggelser på mange af knoglerne. For et enkelt individs (304) vedkommende er de fleste knogler marvspaltede. fig. 2.
De knogler, der er mest beskadigede, er skulderblade og bækkenknogler. Den proximale del af de fleste skulderblade er som oftest stærkt ødelagte, hvilket kan skyldes, at disse dele er skrøbelige og let ødelægges af taphonomiske kræfter, men kan også være resultat af en partering af dyret.
Bækkenknoglerne er på alle individerne brækket. Disse knogler er kraftige, og de voldsomme brud kan kun skyldes vold ved parteringen af dyrene. To fragmenter af hoftebenet er fundet, det ene i forbindelse med bendyngen (ZM nr. 4), det andet ved ZM nr. 16.
Der er fundet påfaldende få snitmærker på knoglerne. Et tydeligt tværgående snit sidder på forsiden af den proximale ende af mellemfodsbenet på individet fra urne 7. De fleste snit og især skrabemærker er fundet på indersiden af mange af skulderbladene, hovedsagelig placeret på halsen, men der ses også skrab på den proximale del af bladet. På enkelte overarmsben er der fundet lignende skrab på diaphyserne.
De fire individer fra Turup er knap så eensartede, som dyrene fra Bukkerup. Dels er et af dyrene (nr. 4) klart større end de øvrige og må anses for at være et handyr, dels er to af dyrene gamle dyr med fastvoksede epiphyser (nr. 2 og 4) fig. 3.
I lighed med Bukkerup-fundets knogler er de fleste af knoglerne i Turup-fundet hele og velbevarede, mens bækkenknoglerne er sønderslåede. Også her er de fleste af småknoglerne bevaret, omend ikke så fuldstændigt som i Bukkerup-fundet.
I sammenligning med andre jernalderokser fra Danmark er disse fynske dyr ualmindeligt små. Deres skulderhøjder kan beregnes til mellem ca. 98-115cm med et gennemsnit på 105 cm. Fra de samtidige bornholmske bopladser Dalshøj og Sortemuld kendes kvæg med en skulderhøjde, der varierer mellem ca. 110-130 cm (Møhl 1957). Også fra Vejleby på Lolland finder man kvæg af denne størrelse (Møhl 1971).
De ofrede dyr fra Bukkerup og Turup er harmonisk byggede dyr. De bærer ikke tegn på misvækst som man kender det fra middelalderen, hvorfra man har fund af lige så småvokset kvæg. Specielt på kanonbenene (metacarpus og metatarsus) kan man se, om kvæget har haft dårlige vækstbetingelser under opvæksten. Mens de sunde dyrs knogler er kraftige og ligesidede, har de vanrøgtedes knogler en meget smal diaphyse. fig. 4.
Dette småvoksede kvæg er blevet tolket som en specielt indført, lille kvægrace. Størrelsesvariationen af dyrene er imidlertid så ringe, at man fornemmer en udvælgelse af små individer fra en bestand med en mere normal variationsvidde. Fra jernalderbopladser i Mellemeuropa er der fundet kvæg med en skulderhøjde, der svinger mellem 97 og 140 cm, og det vil være naturligt at tænke, at det kun er et spørgsmål om manglende fund, der gør, at disse små individer falder udenfor variationsvidden af danske kvægfund (Boessneck et al. 1971, Ekkenga 1984, Wiesmüller 1986) fig 5.
Det faktum, at der i de to fund ikke er knogler fra kroppen og hovedet, men kun lemmeknogler, kan forklares ved, at man ved slagtningen af dyrene har afhugget de fire lemmer og ofret disse sammen med lerkarrene og tøjret. Da de fleste af knoglerne er til stede, selv de små hånd- og fodrodsknogler, sesamknoglerne og tåleddene, og der desuden kun findes få snitmærker, må man formode, at lemmerne ikke er parterede.
Imidlertid ligger knoglerne ikke i anatomisk korrekt sammenhæng, og i flere tilfælde er der bundet halmsimer omkring bundter af knogler, der ikke er sammenhørende med hinanden. (Se f. eks. lårben og skulderblad i fund nr. 12). Man må formode, at lemmerne har ligget en tid efter slagtningen, før de er nedlagt sammen med lerkarret. De bløde dele er rådnet bort, før man har samlet knoglerne sammen, før man ved ofringen nedlagde dem sammen med offerkarrene.
