Pastor Manders: “[…] familjelivet er visseligen ikke altid så rent, som det burde være.”
Henrik Ibsen: Gengangere (1881) i Samlede Digterverker IV, 1930 247.
“En fader er et nødvendigt onde, sagde Stephen, som kæmpede med håbløsheden.”
James Joyce: Ulysses, 1922, da. 1970 198.
Den fantasi, hvorefter barnet forestiller sig, at han eller hun ikke er barn af sine faktiske forældre, kalder Sigmund Freud (1856-1939) for familieroman.[1] Fantasien, der er baseret på Ødipus-komplekset,[2] indebærer, at barnet på romanagtig måde omdigter eller omformer sin oprindelse, idet barnet ofte forestiller sig, at det har forældre af mere betydningsfuld, ja ædlere byrd, f.eks. adelige eller ligefrem kongelige forældre.[3] Familieromanfantasien, som kan tjene flere funktioner, gør først og fremmest forholdet til den biologiske familiefader lettere håndterlig. Mens man hos voksne neurotikere ofte finder rester af denne fantasi,[4] vil man hos paranoikere en gang imellem ligefrem kunne se familieromanen udviklet i detaljeret, konkret skikkelse. Som illustrativ baggrund for de fortsatte og udbredte forestillinger om Hans Christian Andersens royale og adelige familiebaggrund, der står i skarp kontrast til den fattige skomagerfamilie, skal en række velkendte familieromanfantasier i fortrinsvis skønlitterært regi anføres, hvorved der forhåbentlig kan kastes nyt lys over drivkraften i denne fantasi.
Samtidig med at Mattæus og Lukas redegør for Jesu menneskelige afstamning, der bliver ført tilbage til Abraham og David (Matt. 1,17), fremhæver de efterfølgende hans guddommelige herkomst. Om Jesu fødsel går det ifølge Mattæus (1,18-25) således til: “Hans moder, Maria, var trolovet med Josef; men førend de var kommet sammen, viste det sig, at hun var frugtsommelig ved Helligånden.” Men dette forhold fører ikke til, at Josef, der er af Davids slægt, forkaster sin forlovede, eftersom Herrens engel formidler en autoritativ fortolkning af forløbet, som Josef derefter holder sig efterrettelig:
“Nu var Josef, hendes mand, retsindig og ville ikke bringe skam over hende; derfor havde han i sinde at skille sig fra hende i stilhed. Mens han tænkte på dette, se, da viste en Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: “Josef, Davids søn! frygt ikke for at hjemføre Maria som din hustru; thi det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og ham skal du give navnet Jesus; thi han skal frelse sit folk fra dets synder.” […] Da nu Josef var vågnet op af søvnen, gjorde han som Herrens engel havde befalet ham, og hjemførte hende som sin hustru. Og han kendte hende ikke, før hun havde født en søn; ham gav han navnet Jesus.”
Mens Mattæus er optaget af at afværge de forventede følger af et trekantsforhold, er Lukas (1,26-38) mest optaget af at formidle Marias jomfrunalske reaktion på den uventede undfangelse:
“Og engelen [Gabriel] kom ind til hende [Maria] og sagde: “Vær hilset, du benådede, Herren er med dig!” Men hun blev forfærdet over de ord og tænkte ved sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde engelen til hende: “Frygt ikke, Maria! thi du har fundet nåde for Gud, og se, du skal undfange og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans faders, trone. Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.” Maria sagde til engelen: “Hvorledes skal dette gå til? jeg ved jo ikke af nogen mand.” Og engelen svarede og sagde til hende: “Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig; derfor skal også det, som fødes, kaldes helligt, Guds Søn. Og se, også Elisabet, din slægtning, har undfanget en søn i sin alderdom; hun, som kaldes ufrugtbar, er nu i den sjette måned. Thi for Gud er ingenting umuligt.” Da sagde Maria: “Se, jeg er Herrens tjenerinde; mig ske efter dit ord!” Så forlod engelen hende.”
Da Jesus som voksen prædiker for de forsamlede folkeskarer, kommer spørgsmålet om hans sande familieforhold op, hvilket fører til en benægtelse af hans biologiske familie. Markus (3,31-35) gengiver forløbet således:
“Og hans moder og hans brødre kommer, og de stod udenfor og sendte bud ind til ham for at kalde ham ud. Og en skare sad omkring ham, og de siger til ham: “Se, din moder og dine brødre og dine søstre er her udenfor og spørger efter dig.” Da svarer han dem og siger: “Hvem er min moder og mine brødre?” Og han så omkring på dem, som sad rundt om ham, og han sagde: “Se, her er min moder og mine brødre! Den, som gør Guds vilje, er min broder og søster og moder.””
I en anden forbindelse fortæller Lukas (8,19-21) et lignende forløb, hvori Josef glimrer ved sit fravær:
“Og hans moder og brødre kom til ham, men de kunne ikke nå frem til ham for skaren. Og det blev meldt ham: “Din moder og dine brødre står udenfor og ønsker at se dig.” Men han svarede og sagde til dem: “Min moder og mine brødre, det er dem, som hører Guds ord og handler efter det.””
Den amerikanske forfatter Norman Kingsley Mailer (f. 1923), der er af jødisk afstamning, gestalter i jegromanen Evangeliet ifølge sønnen (1997, da. 1998) familieromanen, hvilket fra først af tager form af en konflikt mellem Maria og Josef, som ikke har formået at forsvare hende mod “Herrens herlighed” (13). Men Jesus, der omtaler Josef “som min mors mand” (8), kommer først i tanke om sin oprindelse i sit tredivte år, mens han beder ved Josefs begravelse, hvorunder han husker hans forpinte ansigt, da Josef i hans tolvte år fortæller ham, at han ikke er hans sande fader.
“Da Josef fandt ud af, at hun var gravid, kastede han sig på jorden og græd. “Hvilken bøn kan vi nu sige,” spurgte han, “for hendes skyld og for min? Hun var jomfru, og jeg beskyttede hende ikke.”
Men så blev Josef vred og sagde: “Hvorfor bragte du denne skam over dig selv?”
Hun begyndte at græde. “Jeg er uskyldig,” sagde hun, “og jeg har ikke været sammen med en mand.”
Josef vidste ikke, hvad han skulle gøre. At hemmeligholde hendes synd ville være et brud på Loven. Men hvis han fortalte det til de essæiske præster, risikerede Maria at blive stenet til døde. Han sagde til sig selv: “Jeg vil skille hende fra mig i al stilhed.”
Derfor gjorde Josef forberedelser til at gemme hende hos slægtninge, der boede i bjergene mod vest. Imidlertid besøgte Maria sin kusine, Elisabeth, der boede i bjergene mod øst, for Elisabeth var gravid i sjette måned. Og da Maria var væk, talte en stemme til Josef, mens han sov: “Gør den unge kvinde til din hustru. For det barn, hun venter, er ikke undfanget ved en mand, og hendes søn er velsignet.”
Da Josef vågnede, var han overbevist om, at de måtte gifte sig. Så snart Maria vendte tilbage til Nazaret, giftede han sig med hende, men han var retsindig. Josef lå ikke med hende, og han ønskede heller ikke at komme til det, før jeg var født. Og de gav mig navnet Jesus, som på vore uspolerede Nazaret-dialekt bliver til Jeshua.” (13)
Også Alexander den Store har ophøjede forfædre, hvorom Peter Bamm (1897-1975), som oldtidshistorikeren Rudi Thomsen (1918-2004) karakteriserer som en velfunderet og spirituel popularisator af det historiske stof, fortæller i Alexander den Store (1965, da. 1966):
“Gennem sin moder Olympias nedstammede Alexander fra Achilleus, hvis vrede Homer besynger i Iliaden. Da Achilleus’ moder var en havgudinde, og Herakles, der hørte til faderens aner, var søn af Zeus, kunne Alexander gøre krav på, at der allerede i kraft af hans afstamning flød nogle dråber udødelighed i hans årer.” (41)
Efter at Olympias’ ægteskab med Philip af Makedonien var gået i stykker, har Olympias, der “havde en finger med i spillet ved mordet på Philip” (44), ifølge Peter Bamm bibragt Alexander den forestilling, at han ligefrem skulle være søn af Zeus. “Sandsynligvis har hun også i Alexanders unge år ved hemmelighedsfulde antydninger næret den formodning hos ham, at han virkelig var en søn af Zeus” (43). Da Alexander på sit erobringstogt kommer til Ægypten, får han mulighed for at få sit afstamningsforhold klarlagt:
“Fra Memphis foretog Alexander sit berømte ridt gennem den libyske ørken til Zeus-Ammons tempel i oasen Shiwa.[5] Dette besøg må for ham have været en virkeliggørelse af en ungdommelig ønskedrøm. Allerede hans moder havde antydet over for ham, at han ikke var kong Philips søn, men en søn af Zeus. Det er forståeligt, at Alexander gjorde et forsøg på at skaffe sig vished på dette punkt. Det var med denne hensigt, han begav sig på vej. Ammons præster var kloge nok til at hilse kongen af Makedonien som en ny farao. Dermed var spørgsmålet om Alexanders guddommelighed afgjort. I Ægypten blev enhver farao, der besteg tronen, søn af Amon Râ.” (133)
Til stort ubehag for udgiveren Helge Topsøe-Jensen (1896-1976), der tilsyneladende har internaliseret victorianismens moralsystem, gestalter Adam Gottlob Oehlenschlåger i det romantiske læsedrama Aladdin, eller den forunderlige Lampe (1805) familieromanfantasien.[6] Mens Mustapha betragter Aladdin som en doven lømmel, forsvarer Morgiane sønnen: “Altid har du / Saameget nu imod den stakkels Dreng”.[7] Forældrenes skænderi om Aladdin, der er fanget i en ødipal konflikt, fører faktisk til, at Mustapha i et forgæves forsøg på at afstraffe Aladdin dør, hvilket Aladdin tager sig forbavsende let. Den afdøde fader, hvis ligfærd Aladdin betragter som interesseret tilskuer, skulle ifølge Aladdin være taknemlig. “Han maa takke / Mig til, fordi jeg skaffed ham et Paaskud / Til at forføie sig herfra.” Hvortil Noureddin, der er Mustaphas broder, bemærker: “Det var / Ey sønlig talt.” Men denne irettesættelse giver Aladdin anledning til at åbenbare det virkelige faderskab, som forklarer baggrunden for hans erotiske og sociale stræben:
Den store Allah veed
Om jeg just var hans Søn. Han var alt gammel
Da han min Moder tog, og hun var ung
Og smuk, hvis man kan troe hvad Rygtet siger.
Al Semi, en Emir, kom tit i Huset;
Han havde mig ret kier; jeg lignte ham;
Han gav mig ofte før Foræringer;
Nu er han dræbt i Krigen af en Tyrk! (82)
En variant af familieromanfantasien bliver gestaltet i hittebarnsmotivet. Om Moses’ fødsel (2. Mos. 2,1-10) hedder det således:
“Og en mand af Levis hus gik hen og tog en Levi datter til ægte, og kvinden blev frugtsommelig og fødte en søn. Da hun så, at det var en dejlig dreng, skjulte hun ham i tre måneder; og da hun ikke længer kunne holde ham skjult, tog hun en kiste af papyrusrør, tættede den med jordbeg og tjære, lagde drengen i den og satte den hen mellem sivene ved Nilens bred. Og hans søster stillede sig noget derfra for at se, hvad der ville ske med ham. Da kom Faraos datter ned til Nilen for at bade, og imedens gik hendes jomfruer ved flodens bred. Så fik hun øje på kisten mellem sivene og sendte sin pige hen for at hente den. Og da hun åbnede den, så hun barnet, og se, det var et drengebarn, der græd. Hun ynkedes hun over det og sagde: “Det må være et af hebræernes drengebørn!” Hans søster sagde nu til Faraos datter: “Skal jeg gå hen og hente dig en amme hos hebræerkvinderne til at amme barnet for dig?” Faraos datter svarede hende: “Ja, gør det!” Så gik pigen gik hen og hentede barnets moder. Og Faraos datter sagde til hende: “Tag dette barn med dig og am ham for mig, jeg skal nok give dig din løn derfor!” Og kvinden tog barnet og ammede ham. Men da drengen var blevet stor, bragte hun ham til Faraos datter, og denne antog ham som sin søn og gav ham navnet Moses; “thi”, sagde hun, “jeg har trukket ham op af vandet.””
Med henvisning til Otto Rosenfeld alias Otto Ranks (1884-1939)[8] myteforskning om heltes fødsel fremsætter Sigmund Freud, der forestiller sig Moses være en fornem ægypter, i afhandlingen Manden Moses og læren om én Gud (1939, forkortet da. 1969) følgende fortolkning af Moses’ fødsel:
“Udsættelsen i sivkurven er åbenbart en symbolsk skildring af selve fødslen, kurven er livmoderen, vandet er fostervandet. I utallige drømme bliver forholdet mellem forældre og barn skildret i forbindelse med udsættelse på vandet og bjærgning derfra.[9] Når den folkelige fantasi knytter denne myte til en personlighed, betyder det, at han anerkendes som helt og opfylder kravene til et helteliv. Og kilden til hele denne digtning er barnets såkaldte “familieroman”, hvor sønnen regerer ud fra en ændring i sit følelsesmæssige forhold til forældrene, især til faderen.” (24f)
I den engelske forfatter Henry Fieldings (1707-54) roman Tom Jones. Et hittebarns historie I-III (1749, da. 1967), der er blevet karakteriseret som en af verdenslitteraturens bedste romaner,[10] finder den agtværdige godsejer og fredsdommer Allworthy til sin store overraskelse et lille drengebarn i sit soveværelse. Fredsdommeren drager omsorg for barnet, og først efter mange dramatiske begivenheder og forviklinger bliver det afsløret, hvem der er forældre til Tom Jones. Sønnen til Allworthys ven, hr. Summer, som fredsdommeren behandlede som sin egen, og som døde af kopper, var faderen, mens moderen var Allworthys egen søster, frk. Bridget. Allworthy gør Tom Jones til sin arving.
Hvis et barn af en eller anden grund mister sine biologiske forældre, kan det føre til, at det ikke alene vokser op i et fremmed men også et laverestående miljø. For det opvoksende barn består projektet, der kan være mere eller mindre bevidst, følgelig i at genfinde det tabte, hvilket som oftest betyder, at de mistede rettigheder i forhold til arv og miljø bliver generhvervet. Som et eksempel på denne specielle gestaltning af familieromanfantasien kan anføres den amerikanske forretningsmand Edgar Rice Burroughs’ (1875-1950) succesroman Tarzan. Abernes Konge (1914, da. 1919), der handler om den kolonialistisk farvede reintegrering af det af kulturen fortrængte naturunivers.[11]
I forbindelse med bogen H.C. Andersen — En sand myte (1967) bliver forfatteren Jens Jørgensen (f. 1942), der er rektor ved Slagelse Gymnasium og HF-kursus, præsenteret som historiker. Men under dække af en kildekritisk fremstilling overfører Jens Jørgensen familieromanfantasien på H.C. Andersen, hvorefter han bliver afskediget som censor i historie ved Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Odense Universitet. Jens Jørgensen tager udgangspunkt i, hvad han betegner som en myte:
“Hans Christian Andersen er født d. 2. april 1805. Fødebyen angives at være Odense. Hans far var en fattig skomager, der døde inden drengens konfirmation.
Moderen tjente sit brød som vaskekone. Også hun var fattig, og med årene ovenikøbet temmelig fordrukken.” (9)
Om opløsningen af denne myte, der i praksis former sig som en omvending, hedder det videre:
“Men når jeg igen og igen er stødt på oplysninger, der fører i retning af nye konklusioner, så er jeg efter min bedste overbevisning forpligtet til at fremlægge disse konklusioner samt den argumentation, der danner grundlaget.
Jeg taler altså ikke om absolutter. Heller ikke om, at selve sandheden -ubetinget og indiskutabelt – er fundet.
I denne bog ønsker jeg at pege på nogle andre måder at vurdere kildematerialet på. Vel at mærke måder, der virker væsentligt bedre underbyggede end de hidtidige forklaringer.
Det er desuden mit håb, at en ny indfaldsvinkel til H.C. Andersens liv kan åbne for en ny måde at læse hans eventyr på. Det kan give inspiration, både til ny forskning og til de millioner af mennesker, der verden over stadig glædes ved hans eventyr.” (10-12)
Selv om Jens Jørgensen ikke gør krav på at have fundet den absolutte sandhed, håber han ligefrem, at hans nye synsvinkel kan åbne for en ny måde at læse eventyrene på, hvilket vil glæde millioner af mennesker. Dermed placerer han indirekte H. C. Andersen – En sand myte (1987) som epokegørende i Andersen-forskningen. Om det kildemateriale, som han fremlægger, hedder det: “Der vil gå adskillige år endnu, før alt det kildemateriale, der er fremkommet blot i det sidste års tid, er gennemarbejdet. Når en ny teori kommer frem, skal helt nye kildegrupper med i undersøgelserne. Det er materiale, som man ikke tidligere har benyttet i forbindelse med H.C. Andersen-forskningen, fordi man ikke tillagde det betydning overhovedet.
Naturligvis fremlægger jeg i denne bog også helt nyt kildemateriale. Men jeg har følt det som en meget vigtig opgave at gennemlyse allerede kendt materiale og afprøve dets bærekraft.
Faktisk mener jeg, at meget af det materiale, som forskere har arbejdet med i over hundrede år, giver et særdeles godt grundlag for at bryde nye veje. Mulige veje.” (14)
Samtidig med at Jens Jørgensen gør opmærksom på, at hans centrale kilder består i udsnit af H.C. Andersens “dagbøger, betydelige dele af hans brevvekslinger, men især af hans erindringer” (15), løfter han sløret for sin hypotese, hvorefter “H.C. Andersen i tidsrummet mellem “Levnedsbogen” og 1843 fik kendskab til, hvem der var hans biologiske far” (15). Efter Jens Jørgensens opfattelse er der “næppe tvivl om, at H.C. Andersen bevidst forsøgte at tilsløre eller fortie sit fødested” (22). “Jeg fremsætter derfor den arbejdshypotese, at H.C. Andersens fødested må findes uden for de sociale lag, hvori han voksede op” (22). Men fortællingen om H.C. Andersens fødested afbryder Jens Jørgensen til fordel for en ekskurs om dåbsindførslen i kirkebogen.
“Jeg er overbevist om, at dåbens tilknytning til Sankt Hans Kirke fortæller noget væsentligt om hele denne bogs emne: H.C. Andersens herkomst.
Allerede nu vil jeg nævne, at Odense Slot lå i denne kirkes sogn, og det er en kendsgerning, at slottet havde en stor indflydelse på de kirkelige handlinger i sognet under enevælden.
Hvis man vil holde fast i den klassiske fremstilling af H.C. Andersens herkomst, bliver det i hvert fald nødvendigt at lægge en kildefast og kildeunderlagt begrundelse frem for, at dåben fandt sted netop dér. I et fremmed sogn!” (27)
Om H.C. Andersens angst for at ligne farfaderen Anders Hansen, kaldet Traes (ca. 1751-1827), der blev regnet for en landsbytosse, fortalte H.C. Andersen til Nicolai Seidelin Bøgh (1843-1905) som ældre mand, hvilket Jens Jørgensen afviser:
“En enkelt forsker har benyttet netop denne sætning som et argument for, at H.C. Andersen faktisk var rundet af skomagerslægten. Men det holder ikke.
For det første er påstanden en mundtlig sætning, der refereres på anden hånd, ikke af H.C. Andersen selv. For det andet holdt H.C. Andersen livet igennem fast i historien om skomagerdrengen udadtil – bortset fra et enkelt tilfælde.
Og for det tredje var datidens opfattelse af arv og miljø, at man blev påvirket og dannet af de mennesker, man boede sammen med – og disse igen på samme måde af forrige generation.” (33; jf. 120)
Efter at Carsten Johannes Hauch (1790-1872) i romanen Slottet ved Rhinen (1845) har karikeret H.C. Andersen i den forfængelige digter Eginhard, der ender som sindssyg, skriver H.C. Andersen til Bernhard Severin Ingemann (1789-1862) i brev af 16.9.1845, som Jens Jørgensen af gode grunde blot nævner men ikke inddrager:
“Hvad der har rystet mig, hvad der enkelte Øieblikke brænder mig i Tanken, er den ulykkelige Poets Endeligt. – For flere Aar siden talte Ørsted til mig om een af vore yngere Poeter og sagde at der i hans Digtninge var noget febrilt, udtalte det Muelige, at da hans Moder havde været sindssvag, kunde dette engang gaae ned paa ham, at den unge Digter vist tidt følte sig rystet ved selv at have denne Tanke, om hvormeget der nedarvedes og i Tiden udviklede sig; jeg blev bevæget derved, men udtalte det ikke, min egen Bedstefader var sindssvag, min Fader blev det kort før sin Død – De vil forstaae mig, hvorledes saaledes Opløsningen bliver for den Ulykkelige i den hauckeske Digtning, Opløsningen hos ham, der er mit Billed. – Jeg har en febril Følelse ved Tanken om hvad jeg her har læst, ved den Berørelse paa een af mit Hjertes dybeste Strænge, i det Folk ideligt tale til mig om Hauchs Stemning for mig. Det er ubehageligt at beklages i det de som udtale denne Beklagelse ere opfyldt af den slaaende Sandhed i Skildringen af Eens Svagheder.” (BIngemann I, 204)
Ifølge Jens Jørgensens fremstilling levede den fattige skomagerfamilie “meget anonymt” (55), hvilket var betingelsen for en adoption af et fornemt barn, hvis familieforhold skulle forblive skjult.
“Hvis man på dette tidspunkt skal drage en meget foreløbig slutning angående en eventuel adoption af Hans Christian, må man erkende, at man næppe kan finde noget mere velegnet sted at gemme en dreng – så meget desto mere som jeg er overbevist om, at Anne Marie Andersdatter først flyttede tilbage til Odense i 1804-05 efter nogle år i Marslev.
I forrige århundrede finder man flere eksempler på, at børn adopteres bort til sådanne familier. Disse familier blev hjulpet, sådan at de lige kunne holde næsen oven vande, men aldrig mere end det. Det var familier, hvis eksistens var afhængig af, at de kunne holde mund – mod betaling!” (55)
At det ikke er den højere kildekritik, der er styrende for Jens Jørgensens fremstilling, men snarere tankeforbindelser, der har karakter af familieromanfantasi, kan det efterfølgende afsnit være et eksempel på:
“I “Levnedsbogen” fra 1832 fortæller H.C. Andersen selv, at han til en pige berettede, at han var et forbyttet grevebarn. Det nævner jeg kort her, selv om jeg bestemt ikke tillægger det betydning i denne sammenhæng.” (55f, jf. 66f, 182)
At den anførte scene ikke findes i H.C. Andersens Levnedsbog (skr. 1832, 1962) men i Mit Livs Eventyr I-II (1855, 1951) generer ikke Jens Jørgensen, der tilmed hævder, at han ikke tillægger oplysningen betydning. Samtidig med at det er H.C. Andersens familieromanfantasi, der bevirker, at Jens Jørgensen kan bruge ham som projektionsobjekt, forklarer det, hvorfor Jens Jørgensen anfører H.C. Andersens fantasi om det forbyttede barn:
“Min Moder satte mig i Hr. Carstens’s Drengeskole, hvor der dog befandtes een Pige, en ganske lille, men noget ældre end jeg; vi To sluttede os strax til hinanden, hun talte om det Nyttige og Gavnlige, om at komme i en god Tjeneste, og at hun gik i Skole især for at lære godt at regne, thi saa sagde hendes Moder, at hun kunde blive Meierske paa en stor Herregaard. “Det skal Du blive paa mit Slot, naar jeg bliver fornem!” sagde jeg, og hun loe ad mig og sagde, at jeg var en fattig Dreng. En Dag havde jeg tegnet Noget, som jeg kaldte mit Slot og forsikkrede hende ved den Ledighed, at jeg var et forbyttet, meget fornemt Barn, og at Guds Engle kom og talte med mig; jeg vilde forbause hende ligesom de gamle Koner, omme i Hospitalet, men hun tog det ikke som disse, hun saae ganske underlig paa mig og sagde til en af de andre Drenge, der stod nær ved: “Han er gal ligesom hans Fa’erfa’er!” – og det isnede igjennem mig; jeg havde sagt det Hele for ret at gjælde for Noget og nu slog det om til at de troede, at jeg var sindssvag som Fa’erfa’er. Aldrig talte jeg mere til hende om Sligt, men vi vare heller ikke mere Legekammerater, som før.” (I 36)
Om årsagen til H.C. Andersens mangel på almindelige legekammerater hedder det: “Det er højst ejendommeligt, at H.C. Andersen ikke fik mulighed for at lege eller bare være sammen med andre børn. Om han bevidst blev holdt hjemme, står hen i det uvisse. Men noget tyder på det!” (58). Men da moderen kommer til at arbejde på Odense Slot, tager hun drengen med, hvorved han kommer til at lege med prinsen. “Den læser, der stadig vil holde fast i den klassiske teori om H.C. Andersens biologiske ophav, må nu samtidig give en virkelig seriøs begrundelse for, at drengen Hans Christian får Odense Slot som legeplads og en prins som legekammerat” (60). Da H.C. Andersen kommer i skole betinger moderen sig, at han ikke bliver fysisk afstraffet.
“Groft sagt er de eneste, jeg kan se slippe for denne korporlige “undervisning”, kongehusets børn, enkelte adelssønner – og H.C. Andersen.
Selvfølgelig kan Anne Marie Andersdatter have haft nogle avancerede principper om opdragelse, som hun fulgte helt konsekvent. Men den forklaring lyder unægtelig søgt.” (66)
Efter Jens Jørgensens opfattelse eksisterer der et misforhold mellem H.C. Andersens talenter og den økonomiske understøttelse, som han modtager:
“Hvad havde denne skomagersøn vist af talent, som kunne berettige til støtte fra rigets fornemste hus? Eller fra andre huse, for dens sags skyld?
Det er dette spørgsmål, jeg vil forsøge at finde et svar på i det følgende. I modsætning til den traditionelle historieskrivning, der i vid udstrækning efterrationaliserer efter devisen: han fik kongelig understøttelse, ergo har han haft talenter! – i modsætning hertil vil jeg prøve at se, hvad kilderne viser om disse såkaldte talenter.” (79)
Ifølge Jens Jørgensens fremstilling har alle, der på en eller anden måde hjælper H.C. Andersen, forbindelse til kongehuset. “Skønt drengen ikke har udvist nogen form for talent, sørger Weyse – som er en nær ven af kongehuset – for, at H.C. Andersen får et økonomisk Livsgrundlag” (84). Jens Jørgensen sammenfatter situationen således:
“Den samlede sum af oplysninger om H.C. Andersens forbindelser til personer, der stod kongehuset nær – for ikke at tale om kongehuset selv – er svær at komme udenom.
Og man kan heller ikke forbigå det faktum, at de kongelige forbindelser tilsløres eller forties i de erindringer, som digteren selv har udgivet.” (92)
Om misforholdet mellem talenter og understøttelse hedder det videre: “På intet tidspunkt har han vist talenter, der berettiger til kongelig understøttelse” (94). Som forklaring anfører Jens Jørgensen afstamningsforholdet:
“[…] Og han formåede ikke at overbevise nogen om sit talent overhovedet.
Det er på denne baggrund – og ikke ved hjælp af efterrationaliseringer – at man skal vurdere støtten fra kongehuset og andre fornemme kredse.
I faglig forstand duede H.C. Andersen ikke. Alligevel åbnes en dør på klem.
På trods af tre års gentagne, eklatante fiaskoer vil kongehuset gå ind og hjælpe.
Han duede åbenbart i kraft af noget andet. Ikke i kraft af det han gjorde, men i kraft af det, han var.
I kraft af, at han var … skomagersøn?” (95)
Ifølge Jens Jørgensen kommer H.C. Andersen i Slagelse lærde Skole, fordi han derved kan blive holdt i anonymitet: “At gå i latinskole var dengang forbundet med en vis offentlighed – disciplene var kendt i byen. Hvis denne dreng i en vis forstand skulle holdes anonym, var Slagelse vel nok det bedst tænkelige sted” (97). Om årsagen til at H.C. Andersen ikke figurerer på en elevliste skriver Jens Jørgensen, der har svært ved at modstå såvel fristelser som formodninger, ja gisninger:
“Det er fristende endnu en gang at hævde, at drengen skulle holdes anonym.
Det kan også skyldes, at forudsætningen for at blive ført på discipelliste var – og stadig er i vore dage – at man kan fremvise en dåbsattest. Og H.C. Andersen forelagde ikke nogen dåbsattest efter kilderne at dømme.
Man kan gisne om, hvorfor han ikke gjorde det.
Det er mest nærliggende at sige, at han slet ikke havde sådan en attest, der i mange sammenhænge var et overordentligt vigtigt papir. Og faktisk tyder kildematerialet på, at det netop er årsagen.
Efter alt at dømme fik H.C. Andersen først udstedt en dåbsattest i november 1823.
Så enten har nogen tilkendegivet i oktober 1822, at man lige nøjagtigt i denne drengs sag skulle dispensere fra reglen om at udstede og forelægge en dåbsattest. Eller også har man ikke kunnet finde den originale – hvis dette har været tilfældet, hvad jeg nu ikke tror, så har dåben og dåbsstedet åbenbart været grundigt skjult.” (100f)
Med afsæt i H.C. Andersens Levnedsbog (skr. 1832, 1962) får Jens Jørgensen fremhævet H.C. Andersens forhold til kronprinsesseparret:
““Kronprind[s]sessen sendte mig nogle Lommepenge …” [110]
De lærde kan skændes om det i virkeligheden var hende, for hun havde næppe fri råderet over sine økonomiske midler. Kronprinsen kan have brugt hende som “stråmand”.” (102)
Samtidig med at Jens Jørgensen, der tydeligvis ikke har sans for H.C. Andersens humor, tillægger kronprinsens gennemrejser afgørende betydning, henviser han til lokalt arkivstof, som bare ikke bliver fremlagt.
““Naar Prinds Christian kom gjennem Byen, blev der hængte rene Gardiner op, og Christiane fik en nye Fløiels Sløife i Haaret; Moster stod derimod hele Dagen paa Loftet og stak Hovedet ud af Lugen og sagde kun “hi, hi!” til en Time efter at Prindsen alt var afsted. …” [119]
Noget tyder på, at prinsen kom hyppigt gennem Slagelse netop i årene 1823-26, men så godt som aldrig før eller siden. Det fremgår af det lokale arkivstof.” (102)
Om den åndelige tortur, som Simon Sørensen Meisling (1787-1856), der underviste i græsk, udsatte H.C. Andersen for, hedder det: “Denne opdragelsesmetode var ikke udbredt. Den blev kun benyttet i de meget fornemme kredse – og over for H.C. Andersen” (104). Efter at H.C. Andersen har udgivet Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829 (1829) og Digte (1830) fremkommer Carsten Hauchs stridsskrift mod Johan Ludvig Heibergs (1791-1860) vaudeviller Den babyloniske Faarnbygning i Mignature. Et Forsøg i den Aristophanske Comoedie (1830), hvori H.C. Andersens forfatterskab bliver kritiseret.
“Vi har hermed et modsætningsfyldt billede af den unge digter. På den ene side mangler han endnu virkelig anerkendelse fra de litterære spidser, og på den anden side kan han komme og gå i de fineste herregårdsmiljøer og borgerskabskredse.” (114)
Om H.C. Andersens udnævnelse i 1830 til underofficer i Kongens Livkorps skriver Jens Jørgensen: “Næppe nogen ville have drømt om, at den unge poet – lang, ranglet og ifølge mange kildeudsagn temmelig sygelig – skulle få en militær titel, der normalt var forbeholdt sønner af adel og kongehus” (114). Men H.C. Andersen fortæller ikke om sin militære pragtudrustning i sine erindringer. “For forklaringen kan kun være, at han ikke vil fortælle om en side af sit liv, der klart kan pege på en kontakt til kongehuset. En kontakt, der ellers aldrig blev en fattig skomagerdreng fra provinsen til del” (116). Om forskellen på H.C. Andersens uofficielle og officielle erindringer hedder det:
“Den afgørende forskel er, at der i “Levnedbogen” er en del direkte henvisninger til kongehuset. Især til kronprinsen og dennes familie. Der er stort set ingen i “Mit Livs Eventyr”.
Enhver forsker, der arbejder med H.C. Andersen, er nødsaget til at forklare denne ejendommelighed.
Ingen forsker har til dato fundet en forklaring.
Det nytter ikke at hævde, at Hans Christian åbenbart havde nogle særlige evner, der var værd at støtte. Det er, som jeg har vist, efterrationaliseringer.” (118)
“Derfor må man holde op med den bagvendte forklaring, at man støttede en talentfuld ung mand.
Faktum er, at kongehuset støttede Hans Christian på trods af, at han ikke fremviste kunstneriske og dannelsesmæssige evner.” (119)
“Hvis nogen stadig vil fastholde, at H.C. Andersen var biologisk søn af en sølle friskomager og dermed påklæbet en meget lav social status – så kommer de til at føre sandsynlighedsbevis for, at en sådan dreng bliver legekammerat på slottet med en dansk arveprins.” (119)
En vigtig del af Jens Jørgensens strategi består i at positionere sig som en kildekritisk historiker, der står i opposition til den hidtidige Andersen-forskning. Men f.eks. bliver etatsråd Niels Tønder-Lunds (1749-1809) datter Laura Frideriche Tønder-Lund (1803-31), som bliver konfirmeret sammen med H.C. Andersen, blot nævnt en passant.
“Den traditionelle historieskrivning har derfor kun ét holdepunkt tilbage: At Hans Christian Andersen boede i skomagerhuset i godt og vel 14 år – om ikke i det samme hus, så dog hele tiden med Anne Marie Andersdatter.
Det skal jeg ikke anfægte. Det har man. Og intet andet.
Det er derfor, at jeg i denne bog indtil nu har koncentreret mig om at påvise manglerne i den hidtidige forskning. Og jeg har forsøgt at drage nye, mulige konklusioner af det givne materiale.
Der vil altid mangle et eller flere elementer – også i denne bog. Nogle vil således savne at høre om en frøken Laura Tønder Lund. Denne udeladelse skyldes, at der stadig er mange detaljer, der skal undersøges nærmere, før jeg kan fremlægge alle delresultater.” (121)
Spørgsmålet om, hvem der var H.C. Andersens biologiske fader, er alfa og omega i Jens Jørgensens fremstilling.
““Mater semper certa, pater semper incertus est” – “Moderen er altid sikker, faderen altid usikker” – er et latinsk ordsprog, som de lægestuderende i gamle dage fik indprentet, så de havde noget at holde sig til ude i den brogede verden.
Ordsproget har bevist sin levedygtighed. Men i H.C. Andersens tilfælde gælder det kun halvt: Her er nemlig begge de forældre, han blev tilkendt, mere end tvivlsomme.” (126)
“I 1849 var H.C. Andersen allerede verdensberømt. Han sad forlængst på stigens øverste trin. Der var han sprunget op under enevælden – så at sige i et eneste hop fra et af de nederste trin.
Derfor er de begunstigelser, H.C. Andersen mødte før berømmelsen så uforklarlige – hvis man hævder, at friskomageren var hans kødelige far.” (127)
Om eftersøgningens retning og de deraf afledte vanskeligheder hedder det:
“Vi skal langt op ad stigen. Faktisk helt til tops.
Vi skal lede inden for kongehusets rækker.
Det er en uhyre vanskelig eftersøgning. Enevælden fik folk til at gå særdeles stille med dørene.
Majestætsfornærmelse var et meget levende og nærværende begreb dengang. Kongehuset vogtede om sit ry. Uoverlagte bemærkninger kunne straffes hårdt – og blev det nu og da.” (128)
Eftersom kongehuset kontrollerede pressen, fik rygter god plads i datidens mediebillede:
“Rygtesmede kan være gode eller dårlige. Nogle af de mere pålidelige kilder, som jeg skal referere til senere, talte allerede i sidste århundrede om en interessant tildragelse. De sagde, at prins Christian Frederik var far til en dreng, der blev født i marts-april 1805 og givet “i gode menneskers hænder”.” (128)
Som historiker udmærker Jens Jørgensen sig ved at antyde kilder, der af den ene eller den anden grund ikke bliver fremlagt. Ordet kilde har en signalværdi, som tjener til at fremhæve en form for troværdighed.
“De kilder, der peger på et hemmeligt ægteskab mellem prins Christian Frederik og komtesse Elise Ahlefeldt-Laurvig – med graviditet i 1804 og fødsel i 1805 til følge – er foreløbig ikke hug-og-stik-faste. Men der er mange af dem … Vi ved med sikkerhed, at prinsen og komtessen var meget forelskede. Og ingen af kilderne forhindrer, at ægteskab og graviditet kan have fundet sted.
Derfor inddrager jeg nu denne teori i arbejdet med at opspore H.C. Andersens biologiske ophav.
Men endnu må digteren vente lidt med at mødes med sine mulige forældre.” (136)
Inden Jens Jørgensen får etableret H.C. Andersens forældremøde med Christian Frederik og Elise Ahlefeldt-Laurvig, får han tildelt digteren to halvsøstre, idet Christian Frederik var en seksuel aktiv herre, der ikke forsømte en lejlighed til at sprede sin fornemme sæd.
“Jomfru Fanny og Adolphine Laurvig har efter alt at dømme været halvsøstre.
Og det er min bestemte overbevisning, at der hører en bror med i billedet.” (143)
“Mange mærkværdigheder i H.C. Andersens liv bliver forståelige, ja, nærmest selvindlysende, hvis man antager, at prins Christian Frederik er hans biologiske far.” (144)
Efter Jens Jørgensens opfattelse kan en kongelig fader i H.C. Andersens tilfælde forklare en lang række ejendommeligheder og sammentræf, som f.eks. “at han ikke måtte få klø i skolen” (145).
“Rækken af eksempler kan forlænges igen og igen – med prins Christian Frederik som far skabes for første gang en logisk sammenhæng i den lange række af sære sammentræf.
Indicerne er så talrige, så indholdsrige og så stærke, at jeg ikke er i tvivl om faderskabet. Teorien kan bære.” (145)
Ifølge Jens Jørgensens fremstilling, der kan karakteriseres som retorisk selvforstærkende, peger mange kilde på Elise Ahlefeldt-Laurvig som moder til H.C. Andersen.
“Der er belæg for, at hun og prinsen var dybt forelskede i 1803-04. Der er rygter – men ikke kun rygter – om at de fik et barn i marts-april 1805. Endelig er der vedholdende og udbredte påstande om, at de blev hemmelig gift og om, at ægteskabet blev opløst – det ægteskab, som kun kan være indgået i 1804.
Derfor mener jeg, at den gamle Rudkøbing-redaktør var på sporet. Eller sagt på en anden måde:
At Elise Ahlefeldt-Laurvig omkring den 1. april 1805 fødte en dreng, der i Sankt Hans Kirke den 15. april fik navnet Hans Christian Andersen.
Ingen ved med sikkerhed, hvor denne dreng blev født. De steder, han fik påduttet af mere eller mindre geskæftige personer senere i livet, afviste han selv pure. Og han nægtede at svare klart på spørgsmål om fødestedet.” (145)
Umiddelbart efter at Elise Ahlefeldt-Laurvig havde født et barn, sang hun ved en koncert i Odense; herom skriver Jens Jørgensen:
“Det afgørende for denne undersøgelse er, at Elise Ahlefeldt-Laurvig godt kan have født 18-20 timer før en koncert.
Og endnu vigtigere: Man kan ikke med usvigelig sikkerhed fastsætte H.C. Andersens fødselsdato til den 2. april.” (149)
Om fødestedet skriver Jens Jørgensen, der forstår at skabe sammenhænge:
“Naturligvis har Elise ikke født på godset i Tranekjær [sic]. Der fødte hun heller ikke sin datter to år senere. En ung og ugift komtesse føder i det skjulte, og derefter skal barnet sættes i pleje.
Der er træk i H.C. Andersens erindringer, der kan pege på Broholm Slot som fødested … Desuden er der nær kontakt mellem slægten Ahlefeldt-Laurvig og slægten Sehested. Det er derfor absolut rimeligt, at familien fra det langelandske Tranekær lader datteren Elise føde sit barn på det fynske Broholm.
Og der er sammenhæng i, at barnet overlades til Broholms gode bekendte, vaskekonen Anne Marie Andersdatter.” (149)
“Et andet fødested er blevet bragt i forslag: Ørbæklunde. Da H.C. Andersen gennem en nær bekendt bad om at få malet to små billeder, skulle det ene forestille barndomshjemmet i Odense. Det andet Ørbæklunde.
Dette ønske af H.C. Andersen er imidlertid det eneste spor, der peger på Ørbæklunde. Intet andet kan hjælpe med at forklare, hvorfor han var lige interesseret i denne fynske herregård som i sit barndomshjem.
Derfor er Broholm Slot stadig det sandsynligste fødested.” (150)
“Ifølge mundtlig overlevering fra nulevende kilder blev der født en dreng på Broholm Slot i 1805, hvortil den senere kong Christian den 8. var far. Dette barn blev anbragt i gode menneskers hænder.
“De “gode mennesker” er i dette tilfælde Anne Marie Andersdatter og hendes nyligt erhvervede ægtemand. De mange helt uafklarede spørgsmål om H.C. Andersens barndom og ungdom, og de mange gåder om hans nære kontakt til højadelen, spidsborgerskabet og kongehuset, bliver nu logisk rimelige at besvare.
Arbejdsteorien om H.C. Andersens biologiske forældre holder. Ikke som en endelig nagelfast sandhed, men som en meget sandsynlig og rimelig arbejdsteori.
Flere kilder vil snart give os flere belæg.” (152)
I spørgsmålet om H.C. Andersens afstamning fører Jens Jørgensen også arvelighedsforskningen i marken, hvilket sker på følgende måde:
“Og læserne kan med rette spørge: Vi kender portrætterne af den fyldige Christian den 8. – en rigtig monark med pondus. Hvad i alverden har han at gøre med den ranglede, skrøbeligt, ja af og til sygeligt udseende H.C. Andersen?
Ikke så lidt endda, hvis man skal tro breve fra flere arvelighedsforskere. De mener, at der er tale om flere iøjnefaldende ligheder i de to personers ydre. Men arvelighedsforskning er ikke mit gebet, så det nævner jeg bare som en del af den samlede debat.” (153)
Jens Jørgensen, der af gode grunde afholder sig fra at konkretisere den generelle henvisning til breve fra flere arvelighedsforskere, mener, “at H.C. Andersen på et tidspunkt i sit liv fik vished for, hvem der var hans biologiske forældre” (154). Spørgsmålet er, hvorfor H.C. Andersen ikke sagde noget om det. “Hvorfor gjorde den forfængelige og prestige-bevidste digter sig ikke til af sit blå blod?” (154). Men ifølge Jens Jørgensen har H.C. Andersen ikke brudt sig om at blive stemplet som “uægte barn”.
“Det kunne være pinligt for H.C. Andersen at afsløre sin viden. Sæt kongehuset ikke brød sig om det, sæt hans stjerne faldt fra det øjeblik, han begyndte at tale om det usagte! Nok var Christian den 8. en ansvarlig far, men han havde også sin kongelige værdighed at pleje.” (154)
Efter Jens Jørgensens opfattelse betror H.C. Andersen sig til sin søsterlige veninde Henriette Wulff (1804-58) om sin kongelige afstamning. I brev af 18.11.1848 skriver Henriette Wulff, der er utilfreds med, at H.C. Andersen pga. dårligt humør ikke ville blive og spise dagen før.
“Dersom jeg nu ikke seer Dem i Morgen eller meget snart, og De er meget venlig mod Søsteren, saa troer jeg, at De har opdaget at De er det Prindse-barn vi talede om forleden, og føler det for stærkt! Dog det haaber jeg ikke, thi om De stammede ned fra alverdens Konger, kunde jeg ikke holde af Dem som nu De er langt meer end alle Konger tilhobe!” (BHW I, 448)
Ifølge Jens Jørgensen, der forveksler billedlig tale med konkret virkelighed, efterlader disse linjer “ingen tvivl” (155).
“De to fortrolige har talt om et prinsebarn. Det kan kun være et prinsebarn, født i 1805, eftersom H.C. Andersen mener at være dette barn.
Han har opdaget, at han er søn af en prins. Og han har meget, meget stærke følelser over for den kendsgerning.
Fra og med 1848 – måske i forbindelse med kongens død – har han kendt sin biologiske far. Måske også før, for Henriette Wulffs brev siger jo intet om, hvornår han har fået det at vide.” (155)
Efter Jens Jørgensens opfattelse “kan man påvise, at H.C. Andersen har kendt sin biologiske far før 1848” (155). Som belæg peger han på,
“at prins Christian Frederik under et besøg i Odense i 1832 forlangte at få lejlighed til at bese Doktors Boder.
Dér boede på det tidspunkt Anne Marie Andersdatter, nu enke igen. Prinsen bad om at tale med hende. Og rent faktisk mødtes de.” (156)
Men dette møde “skal ikke overvurderes som bevis”, da besøget ikke kan “bære som selvstændigt argument, men må ses som en brik i et større puslespil” (156).
“Derimod er jeg overbevist om, at H.C. Andersen senest omkring prinsens tronbestigelse i 1839 fik de oplysninger, der formodentlig har præget ham og hans digtning. På det tidspunkt stod H.C. Andersen alene. Såvel skomageren som Anne Marie Andersdatter og hendes anden ægtemand var døde.
Endnu arbejder jeg med tråde, der kan sandsynliggøre dette årstal – men trådene er ikke samlet så passende, at jeg kan lægge dem frem foreløbig.” (156)
Som eksempel på den digtning, der er præget af H.C. Andersens viden om sin kongelige herkomst, anfører Jens Jørgensen eventyret “Den grimme Ælling” (1843), som almindeligvis bliver regnet for en slags selvbiografi.
“Den traditionelle fortolkning er, at det ikke gør så meget at blive født som grim ælling, der bliver kanøflet af omgivelserne, fordi den er anderledes, aparte. For hvis man har geni, vokser man sig til at blive en smuk svane. /[…]/
Vi har åbenbart brug for en myte om den ildesete, den kanøflede, der står uden for sine omgivelser, “samfundet”, fordi omgivelserne endnu ikke kan indse, at man rummer de allerbedste kvaliteter.
Men – siger myten – en dag vil talenterne komme til deres naturlige ret, og den talentfulde får oprejsning og bliver beundret. Uanset hvilket samfundslag hun eller han kommer fra.
Det virker, som om det er forhåbningerne fra vores egen tid, vi overfører til “Den grimme Ælling”. Og overfører med en styrke, der spærrer for enhver ny fortolkning.
Det er synd, for der er hårdt brug for en nyfortolkning.” (160)
Den såkaldte nyfortolkning består i, at Jens Jørgensen lægger vægt på, at svanerne bliver benævnt som kongelige fugle.[12]
“Her skriver H.C. Andersen tydeligt, at svanen er en kongelig fugl. Ud fra et meget stort materiale fra forrige århundrede kan det bekræftes: Svanen blev af alle betragtet som symbolet på kongelig værdighed!
Det vidste H.C. Andersen. Og han valgte ikke sine symboler tilfældigt.” (163)
“Og hvornår bliver svaneungen sig selv bevidst? Lige netop i mødet med “de kongelige Fugle”. Som den kort før betragtede med “forunderlig Sørgmodighed”, og som den følte sig draget hen imod trods alle farer.
I stedet for en historie om det kunstneriske geni har vi nu en ny: Om adoption – andemor har jo næppe selv lagt svaneægget – og om den kongelige arv, der ikke fornægter sig. Trods miljøets hårdhændede behandling af svaneungen bliver den uundgåeligt svane til sidst.
Alt i alt er “Den grimme Ælling” et meget stærkt indicium for, at H.C. Andersen selv kendte sin afstamning. Han kunne ikke sige det direkte. Ville måske heller ikke. Måske passede den myte, der allerede dengang var opstået, ham udmærket.
Efter min mening vidste H.C. Andersen uden tvivl, hvem der var hans far. Hvornår han fik det at vide, giver kilderne endnu ikke mulighed for at afgøre. Men jeg er overbevist om, at han vidste det, endnu mens Christian den 8. var konge af Danmark.” (164)
Som den amerikanske psykiater Harry Trosman (f. 1924), der er af jødisk afstamning, har anført i “Freud and the controversy over Shakespearean authorship” (Journal of the American Psychoanalytic Association XIIF3, 1965 47598): “The “best” literature seems to stimulate more opportunities for regressive identifications and projections. This combination of literary supremacy and the dearth of factual and documentary data enables a protagonist to fill out the image with attributes of his own” (491). Med sin elementære mangel på kildekritisk procedure var det til at forudse, at Jens Jørgensen ville føle sig kanøflet af H.C. Andersen-forskernes afvisende, ja sønderlemmende kritik. Men brugen af H.C. Andersen som spejlingsfigur bekræfter blot Jens Jørgensen i, at hans fremstilling må være epokegørende. Som miskendt geni kan han ligesom i familieromanen føle, at han ikke er kommet på sin rette hylde, hvorfor han blot må vente på anerkendelsen fra “de kongelige Fugle”. Derfor får H.C. Andersen-forskernes forsøg på korrektioner og tilbagevisninger af hans fantasifulde fremstilling i lighed med afskedigelsen som universitetscensor heller ingen betydning i virkelighedens verden. I Kraks Blå Bog, hvortil han selv har leveret oplysningerne, står han fortsat opført som censor i historie ved Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet. Ligesom Jens Jørgensen på det mytiske plan skelner mellem den anerkendte og ikke-anerkendte historiker, skelner han også mellem den fornemme og den fattige familie, hvorom Sigmund Freud skriver i afhandlingen Manden Moses og læren om én Gud (1939, forkortet da. 1969): “Den ene familie er den reale, i hvilken personen, den store mand, virkelig er født og opfostret, den anden familie er fiktiv, opdigtet af myten med en bestemt hensigt. Som regel falder den reale familie sammen med den fattige, den opdigtede med den fornemme.” (28)
Samtidig med at Rolf Dorset (f. 1938) viderefører Jens Jørgensens familieromanfantasi i Paradisbarnet – en bog om H. C. Andersens herkomst (2004), der er tilegnet Rolf Dorsets universitetslærer Aage Henriksen (f. 1921), kritiserer han Jens Jørgensens bog H.C. Andersen – en sand myte (1987) for at være “et skrabsammen af løse påstande, som han ikke har gjort sig den ulejlighed at verificere” (12). Selv om det endelige skriftlige bevis ikke foreligger, er Rolf Dorset sikker på, “at H.C. Andersens biologiske forældre var Christian VIII og Elise Ahlefeldt-Laurvig. Samtidig er jeg mig bevidst, at der i den metode, jeg har måttet benytte for at komme til dette resultat, ligger en indbygget risiko for selvbedrag” (8). Eftersom Rolf Dorset ligesom Jens Jørgensen projicerer familieromanfantasien over på H.C. Andersen, fremstår den såkaldte historiske argumentation og bevisførelse som efterrationaliseringer og gisninger, der er uden enhver form for beviskraft.
Ifølge Rolf Dorsets fremstilling skulle prins Christian Frederik (17861848), der efter at have været konge i Norge 1814 besteg tronen 1839, have haft et seksuelt forhold til Elisabeth Davidia Margrethe Ahlefeldt-Laurvig (1788-1855), kaldet Elise, i sommeren 1804.
“Den første betingelse for at Elise Ahlefeldt og Christian Frederik kan være H.C. Andersens biologiske forældre, er således opfyldt. De var – intimt – sammen omkring konceptionstidspunktet, der ret nøjagtigt må være tiden omkring 1. juli 1804, den aften Christian Frederik og “Laure” morer sig sammen i Rainvilles Have.
Heraf kan selvfølgelig ikke udledes, at hun blev gravid, og slet ikke, at frugten af forbindelsen var H.C. Andersen.” (36)
Ifølge Rolf Dorset, der forekommer at være ekspert i at dechifrere Christian Frederiks dæknavne, er Laure “sandsynligvis identisk med Frøk. Hedemann – som igen er identisk med Elise Ahlefeldt” (35). ““Laure” for Laurvig giver sig selv, men “Frøk. Hedemann”? Også det ligger lige for, eftersom hendes mors pigenavn var – Hedemann” (28). Om H.C. Andersens fødested, der bliver omdigtet til et fynsk gods, hedder det:
“Flere har som nævnt peget på Broholm som Andersens fødested, hvilket lyder plausibelt, fordi det mest nærliggende har været at lade Elise komme på diskret ophold på et af de fynske godser. Men det kan lige så godt have været et andet fynsk gods, som Ahlefeldt havde forbindelse til. Ørbæklunde har således også været på tale.
Udvælgelsen af plejeforældre må have været bestemt af, at et pludselig opdukkende spædbarn ikke tiltrak sig for stor opmærksomhed. I så henseende var Odense ideel.” (42)
Om valget af H.C. Andersens adoptivforældre, der bliver godt betalt for deres diskretion, hedder det:
“For et par som Hans Andersen og Anne Marie var det at blive udpeget til adoptivforældre et lykketræf. Helt uventet og uden de selv havde gjort noget for det, blev det stillet dem i udsigt at hæve sig over den sultegrænse, deres liv var og i al fremtid ville være en daglig kamp for at holde sig fri af. Velstående ville de for vist ikke blive, men det daglige brød var sikret og oveni midler til en beskeden bolig. De, der aldrig havde haft råd til at købe så meget som et skrabelod, stod pludselig med, hvad der for dem var den store gevinst: en fast månedlig udbetaling frem til barnets konfirmation, i 14 år! Den eneste betingelse var, at de opfyldte kravet om fuld diskretion og de få andre betingelser, der blev stillet, så som at barnet, grevebarnet, ikke måtte straffes korporligt. De skulde nok holde mund.” (48)
Om adoptivforældrenes valg af fornavne skriver Rolf Dorset, der ikke er tilhænger af korporlig afstraffelse:
“I de to familier, som officielt er hans forfædre, fandtes ikke en eneste Christian at opkalde ham efter, og hvis tidens og miljøets skik var fulgt, skulle Hans Andersens søn have heddet Anders Hansen, men han kommer til at hedde Hans Christian – af Anne Marie enten kaldt sådan eller mindst lige så ofte blot Christian, men aldrig nogensinde Hans. Det er derfor nærliggende at udlede, at hans biologiske far har heddet Christian.” (38f)
Samtidig med at Rolf Dorset opfatter H.C. Andersen som kongesøn, betragter han ham også som grevebarn. Eftersom eksempelvis Frederik Ahlefeldt-Laurvig (1760-1832) i sin egenskab af herremand har forlystet sig med egnens kvinder, har følgerne manifesteret sig i form af afkom, der ikke er blevet lyst i kuld og køn.
“Det er ikke noget, jeg kan dokumentere, men blandt de beviseligt mange børn, der langt op i århundredet blev født udenfor ægteskab, i 1800-tallet drejede det sig anslået om en tredjedel af alle fødsler, må der, specielt i Odense, have været en pæn procentdel grevebørn. H.C. Andersen har langt fra været den sjældne undtagelse, som Jens Jørgensen vil gøre ham til, og som hans kritikere argumenterer ud fra.” (43)
Som forklaring på at H.C. Andersen-forskerne fra Henrik Gerner Sneedorff Benedict Olrik (1876-1949) til Helge Gottlieb Topsøe-Jensen (1896-1976) ikke har beskæftiget sig med den såkaldte kongesønteori, angiver Rolf Dorset følgende:
“Traditionen med absolut tavshed omkring “kongelige affærer” har så langt efterliv, at den, mener jeg, udgør en del af årsagen til, at de mange forskere, som i tiden efter Andersens død har kortlagt hvert skridt i hans liv, alle har undladt at tage kongesønteorien op til undersøgelse.” (50)
Samtidig med at Rolf Dorset i sin selvforståelse fremstår som en forsker, der bryder tavsheden, forsøger han at forklare betingelserne for tavshedens opretholdelse:
“Når man betænker hvor mange flittige og udholdende arkivsøgere, der har beskæftiget sig med skomagerfamilien og dens aner, skulle man tro, at der et eller andet sted var dukket udsagn op, som bekræftede kongesønsteorien. Nok var det en ret isoleret familie, men ganske mange må allerede have vidst besked, og de skulle så være “bestukket”, som Dorrit Andersen mener, til at holde mund. For det var da en god historie at løbe med, at der gik en “kongesøn” lyslevende rundt i byen.
Det sidste først. Ingen udenfor den inderste kreds i familien Ahlefeldt, har måttet vide noget om graviditeten, så det er usandsynligt, at nogen af de få hjælpere, indbefattet skomagerparret, som nødvendigvis måtte involveres i forbindelse med høj graviditet, fødsel og anbringelse, er blevet delagtiggjort i den side af sagen. De, der vidste mest, kunne ikke vide andet og mere end at komtessen havde født en søn, men de anede intet om, hvem faren var; de øvrige involverede vidste næppe, at det var hende, der var moren, kun at det drejede sig om “et grevebarn”. Så er historien ikke så sensationel, og slet ikke i Odense.” (47)
Efter at H.C. Andersens forsøg som sanger, danser og skuespiller på Det kgl. Teater er slået fejl, indleverer han forskellige dramaer, der alle bliver forkastet.
“Kendt talentløs først af Siboni til sang, dernæst af Bournonville og Dahlén til dansen, så af Lindgreen til skuespillet og til slut af direktionen til det hele – det var, hvad han havde lagt for dagen i løbet af de tre år. Det kunne kun få én konsekvens, som eksekveredes i slutningen af maj 1822, da han modtog brev om, at han per 29. juni var “entlediget”, dvs. opsagt, fra al teatertjeneste. To måneder efter blev han på grund af sine “umiskendelige Anlæg” af samme direktion anbefalet til latinskole og understøttelse.
Det rimer ikke.” (58)
Efter Rolf Dorsets opfattelse kommer pengene til skolegangen fra en af kongehusets kasser, hvilket kun kan skyldes kongelig protektion:
“Hvis ellers præmisserne er i orden, dvs. at Andersen vakte pinlig opsigt og at han trods sin demonstrerede talentløshed helt uventet får tilbuddet om skolegang, kan pengene kun være kommet ét sted fra: fra en af kongehusets kasser, som kun åbnedes med kongens personlige tilladelse. Det var også ham, for hvem ingen sag var for lille, og ham alene, der uden videre kunne udstede sådanne garantier, som både dækkede skolegang og livsunderhold i en længere årrække.” (91)
Samtidig med at H.C. Andersen indleverer skuespillet Alfsol til Det kgl. Teater, tiltrækker han sig opmærksomhed, hvorved han ifølge Rolf Dorset bryder anonymitetens lov, der gælder for de øverste rangklassers illegitime afkom:
“Endnu engang var teatret tvunget til at tage stilling til Andersen, der på sin side holdt gryden i kog ved alt imens at læse værket op for enhver, han kom i nærheden af.
Hvad han overså, fordi han ikke kunne vide det, var, at han med den lige så ublufærdige som målrettede eksponering af sig selv overtrådte den benhårde sociale lov for de øverste rangklassers uægteskabelige børn: anonymitet. Med sin aparte person brød han tilmed loven på værst tænkelig måde. Han var til latter.” (76)
Ifølge Rolf Dorsets fremstilling bidrager H.C. Andersens adfærd i København blot til at forhøje det i forvejen spændte forhold mellem Frederik VI (1768-1839) og prins Christian Frederik:
“Så længe sagen gik sin rolige, diskrete gang har kongen ikke skænket barnet flere tanker end Christian Frederik gjorde, men da han blev bekendt med, hvem det var der stak sit urolige hoved op alle steder i hovedstaden, var det ham næppe ukært at benytte lejligheden til at give Christian Frederik et rap over fingrene. Forholdet mellem fætrene havde nemlig siden århundredets begyndelse skiftet temperatur fra varmt til særdeles køligt, først og fremmest foranlediget af Christian Frederiks optræden i Norge 1813-14, da denne ved at modsætte sig fredsbestemmelserne efter Napoleonskrigene og lade sig selv udråbe til konge af Norge, efter Frederik VI’s opfattelse havde sat selve nationens overlevelse på spil. På sin side kom Christian Frederik, som i et større historisk perspektiv havde ydet en glimrende indsats blandt andet ved at give Norge Eidsvollforfatningen, tilbage til Danmark med skrammer på sjælen og en slet skjult foragt for fætterens på alle områder mere indsnævrede horisont. /[…]/
Under disse omstændigheder var det ikke kongen ukært at kunne sætte den succesrige Prins Charming på plads ved at påvise, at end ikke sit afkom kunne han holde styr på. Den slags måtte kongen ordne for ham. Her og nu – inden prinsen selv dukkede op i den lille københavnske arena.” (92f)
Når H.C. Andersen bliver identificeret som Christian Frederiks afkom, beror det ifølge Rolf Dorset på, at Det kgl. Teaters øverste direktør Frederik Conrad von Holstein (1771-1853) også er tjenstgørende kommerherre hos dronning Marie Sophie Frederikke (1767-1852), der tilsyneladende er vidende om H.C. Andersens virkelige status.
“Så hvis der under direktionens diskussioner om Andersens stykke er dukket blot en antydning op om hans forbindelse med kongehuset, har han sporenstregs forelagt kongen oplysningen for at indhente retningslinier for sagens behandling.
Svaret har været: få ham væk så hurtigt som muligt og sørg for, at han aldrig mere vækker opsigt!” (93)
“Det var “kongens ønske”, ja ligefrem hans “ordre”, at Andersen så hurtigt det kunne lade sig gøre, skulle væk fra København for at blive gemt og glemt i Slagelse, har jeg hævdet ovenfor. Men, må den skeptiske spørge, er der overhovedet belæg for, at kongen blandede sig?
Papir på det har jeg ikke. Hvis et sådan var fundet, ville sagen jo være noget nær opklaret og alle forsøg på indirekte at påvise, at Frederik VI foretog en række ekstraordinære skridt for at få Andersen bort, overflødige. Nu kan hans indblanding kun udledes indirekte gennem det, der skete, men det var til gengæld også så ekstraordinært, at uden hans direkte ordre havde det været uladsiggørligt.” (102f)
Hvis H.C. Andersen havde haft den mindste anelse om sin fornemme byrd, ville han ikke have kunnet tilbageholde en sådan viden. Men først forholdsvis sent får han ifølge Rolf Dorset fuld besked om sit afstamningsforhold.
“Hverken i barndommen, mens han var i København 1819-22 eller i skoletiden synes Andersen at have haft nogen anelse om, hvem hans biologiske forældre var. Med sin erkendte “sladderagtighed” ville han ganske enkelt ikke have magtet at holde mund med en så god selvpromoverende historie. Hvis han på daværende tidspunkt havde vidst, eller bare anet noget, var det sluppet ud. Først i begyndelsen af 1830’erne kommer han på sporet, og der skulle gå endnu en halv snes år, før han vidste fuld besked.” (111)
Samtidig med at H.C. Andersen i Rom modtager Edvard Collins (1808-86) knusende dom over Agnete og Havmanden, som han har stillet store forventninger til, kommer han ifølge Rolf Dorset på sporet af sine biologiske forældre.
“Mit bud, som ikke har noget skriftligt belæg, er, at han for første gang bliver ledt på sporet af sin sande herkomst. For i Rom opholdt sig én, der både vidste, i det mindste delvis, besked, og som var ondskabsfuldt sladdervorn som få: prinsesse Charlotte Frederikke, prins Christian Frederiks første hustru og mor til hans eneste legitime barn, den senere Frederik VII.” (118)
“Til sine dages ende, som indtraf i 1840, var hun åbenmundet og intrigant, så det ville ligne hende dårligt, hvis hun har holdt tæt med sin viden om Andersens herkomst.
Hvor meget hun har haft kendskab til, er ikke til at sige. Christian Frederik førte som omtalt et særdeles aktivt erotisk liv, som hverken forlovelse eller ægteskab lagde nogen dæmper på, så han har næppe betroet sig til hende om følgerne af sine eskapader. Men at hun, der tilhørte hoffets inderste cirkler, ikke har hørt et og andet om Elise Ahlefeldts nedkomst er til gengæld usandsynligt, jvf. Vello Helks tidligere citerede vurdering af hoflivet.
Om hun også vidste, hvem faderen var, står hen i det uvisse, lige som det ikke er til at vide, om hun selv direkte dryppede Andersen giften i øret, eller om den kom til ham ad omveje.” (120)
Samtidig med at Charlotte Frederikke opfører sig uartigt under H.C. Andersens oplæsning af Agnete og Havmanden, hvorefter H.C. Andersens undgår hende, sker der i Rom et bemærkelsesværdigt omslag, som fører til en ny form for selvbevidsthed.
“Der er ingen skriftlige vidnesbyrd, der røber grunden, så at ville hævde, hvad jeg dristigt gør, at hendes erkendte “uartighed” har med herkomsten at gøre, er ren spekulation. Men den bygger dog på et faktum, at det mest markante omslag i Andersens forhold til andre mennesker fandt sted i Rom, og at det som påpeget gjorde det, inden konflikten omkring Agnete brød ud. Der må være indtruffet noget, som fik ham til at se anderledes på sig selv. Netop en selvhævdelse, som den han herefter lægger for dagen, falder i tråd med, at han får at vide, at han ikke er skomagersøn, men grevebarn.” (121)
Eftersom H.C. Andersen er kongesøn, afstedkommer forholdet til halvsøsteren Karen Marie Rosenvinge (1799-1846), der lever sammen med arbejdsmand Peter Kaufmann, blot unødige bekymringer, da de ikke er blodbeslægtede!
“Han var således stærkt motiveret for at få Jonas Collins beroligende oplysninger verificeret, da chancen for en samtale med dronningen tilfældigt viser sig på ballet. Da man ikke behøver at have læst ret meget i Andersens private optegnelser for at vide, at han livet igennem var offer for sine sindsstemninger, er det vanskeligt at forestille sig, at han under disse omstændigheder kunne brænde inde med noget, der i den grad optog ham. Det har været om noget, der var væsentligt for ham, de har talt, ellers ville han for det første ikke i den meget kortfattede almanak overhovedet have nævnt samtalen, der kun har været én af utallige ved en sådan selskabelig lejlighed med florerende konversation, og for det andet ville han ikke have skrevet det sigende “talt med”.
Hans totalt afvisende holdning over for Karen Marie og hendes samlever gennem de følgende måneder vidner da også om, at han var hundrede procent sikker på, at de ikke var blodbeslægtede. Uanset hvor stor tillid han havde til Collin, var dronningens bekræftelse dog bedre, og den fik han med stor sandsynlighed ved denne lejlighed.” (144f)
På en fuldstændig afslørende måde demonstrerer Rolf Dorset, hvordan H.C. Andersen får det endegyldige bevis for, at han er af kongelig byrd. Rolf Dorset, der er besat af familieromanfantasien, skriver:
“Men nok så meget dronning, kongen er hun ikke. Den endegyldige bekræftelse manglede stadig. Et langt senere notat i dagbogen antyder, at Andersen har bidt hovedet af al skam og blæst på alle sociale vedtægter for at få beviset i hænde. 15. marts 1870 skriver han: “Gik til Kongen (Christian IX) … derpaa til Kronprinsessens og til Enkedronningen, det vil sige til Frøken Rosen (Caroline Amalies mangeårige hofdame), som gav mig et Brev jeg for flere Aar siden havde skrevet til hende og hvorved laae et Par Ord fra Chr. VIII.”
Udlagt: Andersen har bedt Caroline Amalie om at skaffe sig Christian Frederiks skriftlige tilkendegivelse af, at han var hans far. Hun har opfyldt hans ønske, men – af hensyn til dekorum eller muligvis usikker på, hvordan Andersen ville håndtere oplysningen – har hun ventet næsten 25 år med at aflevere kongens “Par Ord”. Mere behøvedes heller ikke for at besvare spørgsmålet. Et var såmænd nok.
Når jeg skråsikkert knytter disse tågede oplysninger til herkomsten, selvom Andersens skriftlige henvendelse kunne dreje sig om meget andet, skyldes det, at den kryptiske omtale af dette brev klart skiller sig ud fra hans åbenmundethed i forbindelse med de andre breve, han skrev til Christian Frederik. Her spørger han i øst og vest, om han mon tør skrive direkte til majestæten, eller om et personligt brev mon ikke vil virke anmassende, og når han efter endt rundspørgen endelig griber pennen, skrev han først udkast, som han omhyggeligt bevarede, således at de også er kendt af eftertiden. Intet er holdt skjult.
Indholdet af det her omtalte brev er derimod ukendt, konceptet til det findes ikke, i dagbøgerne ikke en lyd om, at han har sendt det, og han røber heller intet, da han modtager svar efter et kvart århundrede.
Også hvad dette brev angår, kan det uimodsagt hævdes, at det kunne indeholde hvad som helst, men man kan med lige så god ret hævde, at det må angå noget betydningsfuldt. For det sidste taler ikke mindst, at Caroline Amalie har anset det for så vigtigt for Andersen, at hun har gemt på det i 25 år, for derefter at sørge for, at han får det i hænde.
Også det lidt, der siges om det, peger i den retning. I ingen af de andre breve, Andersen sendte Christian VIII, har han vovet at antyde, at han forventede svar. Bare det, at kongen ville modtage brevet, anså han for en udmærkelse, gjorde han med mange ord opmærksom på. Dette brev må derimod lægge op til et svar, som han også får i form af kongens “Par Ord”, en dristighed fra Andersens side, som må være begrundet i, at sagen er ham magtpåliggende.
Indrømmet: det kan flere ting være, og især have været dengang Christian Frederik sad på tronen. Men emnefeltet indskrænkes unægtelig, når dronningen efter 25 år og to konger senere mener, at det stadig har Andersens interesse.
Måske er min fantasi for indskrænket, men jeg har svært ved at forestille mig andet, end at kongens “Par Ord” har været den skriftlige bekræftelse på faderskabet, Andersen har bedt om at få.” (145)
Som forklaring på, at H.C. Andersen hemmeligholder sin kongelige herkomst, som han har gjort sig store anstrengelser for at få bekræftet, angiver Rolf Dorset, at det vil underminere den myte, som H.C. Andersen efterhånden har opbygget.
“Da han relativt sent i livet blev klar over den rette sammenhæng, ville det være ensbetydende med, at han trak tæppet væk under sig selv og sin med så store omkostninger opbyggede berømmelse, hvis han lod sive ud, at han slet ikke var skomagerbarn, men kongesøn.” (147)
Rolf Dorsets fremstilling af H.C. Andersens afstamning i form af den såkaldte kongesønsteori udmærker sig faktisk ved at være den fyldigste familieromanprojektion, der findes i dansk litteraturhistorie. Men afsløringen af Rolf Dorsets fremstilling som en ren og skær familieromanfantasi forhindrer ikke fantasiens fortsatte livskraft. Over for den fascinationskraft, der udgår fra familieromanfantasien in casu myten om det blå blod, som fortsat er levende i den folkelige fantasiverden, der fortrinsvis henter sin næringsforsyning i billed- og ugebladenes kongerøgelse, kommer enhver form for fornuft i form af historisk kildekritik i praksis til kort.
