Siden jeg i 1977 læste Aksel Dreslovs samme år udgivne bog: “H.C.Andersen og “denne Albert Hansen””, der giver næring til påstanden om Andersens homosexualitet, har jeg med mellemrum – med baggrund i mit fag: psykologi – overvejet problematikken omkring digterens sexuelle orientering. Dreslov meddelte der en oversættelse af den danske forfatter Carl Albert Hansen Fahlbergs lange artikel: “H.C.Andersen Beweis seiner Homosexualität” (fra ‘Jahrbuch für sexuelle Zwischenstufen”, 1901), hvori Fahlberg efter min opfattelse eensidigt – og uden et dybtgående kendskab til Andersens liv – focuserer på mulige beviser for dennes påståede homosexualitet. At psykiateren Hjalmar Helweg i sin bog fra 1927: “H.C. Andersen, en psykiatrisk Studie”, som Dreslov redeligt henviser til, hefter sig ved Andersens etisk-religiøse forestillinger som betydningsfulde for forståelsen af hans nedtonede forhold til kvindekønnet og iøvrigt afviser påstanden om hans homosexualitet, har yderligere stimuleret mig til at arbejde med ovennævnte problematik, og jeg skal i det følgende fremlægge nogle betragtninger fra mine overvejelser gennem de senere år vedrørende Andersens sexuelle orientering.
Som bekendt var H.C. Andersen digteren, der henlevede sin tilværelse uden kone og et dagligt familieliv – og dertil nu og da førte sig frem på en måde, der ikke virkede udpræget maskulin, – i modsætning til f.eks. N. F. S. Grundtvig, den decideret maskuline type, der, trods stor optagethed af digtning, præstegerning og forskning, opnåede “et helt menneskeliv” herunder børn i tre ægteskaber. Nu kan det være vanskeligt at afgøre, hvad der mere præcist skal forstås ved begreber som “maskulin” og “feminin”, men jeg tænker i herværende sammenhæng nærmest på nogle ofte omtalte forskelle i kønsrollemønstrene, således som disse synes videregivet i Norden fra forældre til børn i hele 1800-tallet og langt ind i det nuværende århundrede, – ja måske stadig i vidt omfang videregives. Der tillægges her mændene attituder, der demonstrerer mod og handlekraft (eventuelt knyttet til støjende adfærd) og indebærer forsøg på at bide fysisk smerte, sorg og angst i sig, – og kvinderne: attituder som: en vis tilbageholdenhed (måske en afventen af mandens udspil), stilfærdigt væsen, retten til at vedgå fysisk smerte, sorg og angst, – udholdenhed i menneskelig omsorg for andre, især den hjælpeløse (en barne- eller sygeplejerskes rolle) – samt måske: et stænk af demonstreret fromhed (muligvis et led i kvindens opdragerrolle). Det forventedes dertil, at 1800-tallets unge pige af “det bedre borgerskab” under hensyn til gældende sexualmoral ydmygt demonstrerede sin accept af at blive overvåget af forældre eller diverse “anstandsdamer”, hvorimod hendes broder frit kunne færdes uden for sammes synsvidde.
H.C. Andersen lagde ikke et i ovennævnte forstand udpræget maskulint væsen for dagen. Hans besvær med at skjule sin angst eller sorg var tilmed så iøjnefaldende, at han til tider kunne forekomme sine omgivelser direkte kvindagtig, ja nogle ville måske hævde, at han havde en kvindenatur, eventuelt som noget medfødt, uden at dette sidste dog skulle opfattes som en fejl fra naturens side.
At man kunne pege på noget kvindeligt i en mands almindelige fremtræden uden at give dette skær af noget negativt ser vi f.eks. også, når N. F. S. Grundtvig mener at kunne spore en vis kvindelighed hos sin ven B. S. Ingemann, eller når F. Rønning, biograf for såvel Grundtvig som Ingemann, endnu i 1927 ganske neutralt kan beskæftige sig med den naturlige sammenhæng mellem Ingemanns “fysiske natur” og noget “kvindeligt blødt og mildt” i dennes “aandelige Natur”(i bogen: “Ingemann, Liv og Digtning”). Det var bl.a. Ingemanns lidet udviklede kæbeparti og korte nakke, Rønning satte i relation til noget kvindeligt blødt, der – citat; “ikke godt taalte Verdens Kulde”. Tankegangen er ikke uden sammenhæng med den såkaldte “frenologi”, i hvilken den østrigske læge Fr. J. Gall i 1796 fremsatte sin teori om en nær sammenhæng mellem kraniets ydre facon og menneskelige evner og træk, en teori, moderne psykologisk forskning helt har måttet tilbagevise. (Set i relation til Rønnings bemærkninger om det kvindelige hos Ingemann er det forresten kuriøst, at Andersen hverken havde et svagt udviklet kæbeparti eller en påfaldende kort nakke.)
Problematikken omkring almenhedens vurdering af kvindelige adfærdstræk hos mænd er yderst kompleks. Den er delvis berørt i Wilhelm von Rosens disputats fra 1993: “Studier i dansk bøssehistorie 1628-1912” (“Månens kulør”). Man får der et godt indtryk af, i hvilken grad tabuforestillinger omkring det, vi idag kalder homosexuel adfærd, afholdt folk i 1800-tallet fra at forbinde kvindagtige adfærdstræk hos en mand med en sexuelt betonet tiltrukkethed af andre mænd, – og endnu mere: fra at udtale sig om mulige forestillinger i den retning. Alligevel kunne man naturligvis regne med, at forskellige personlige og samfundsmæssige faktorer kunne befordre mishagsytringer ved konstatering af en vis kvindagtighed hos en mand, – og det falder i øjnene, at historikeren dr.phil. Hermann Schwanenflügel i sin bog: “Hans Christian Andersen. Et Digterliv” fra 1905 under omtalen af, hvad digteren kan have taget i arv fra sin moder, afslutter med bemærkningen: “dertil noget Feminint, der berører os ubehageligt, naar vi beskæftiger os med hans Liv og Værker”. Hvad han præcist mener, må vi gætte os til. Muligvis hefter han sig ved nogle ydre manerer hos Andersen, – muligvis: ved dennes blotlæggelse af følelser, drenge blev opdraget til at skjule, – og for værkernes vedkommende bliver sagen helt uigennemskuelig. At han måske afslører noget om sine egne fordomme, er værd tage i betragtning, ligesom hans bemærkning er et fingerpeg om, at arvebiologien som fag var i sin vorden, og almenheden bagud med sin viden om denne videnskabsgrens resultater. Andersens påståede feminine træk kunne jo godt – rent arvebiologisk – stamme mere fra faderen end fra moderen. Med “arv” tænker Schwanenflügel muligvis også på begrebet: “påvirkning fra den ene generation til den næste”, men her er sagen også uklar. Nogle af faderens interesser (praktiske som åndelige) faldt ikke helt uden for den interessesfære, kvinder af det bedre borgerskab på den tid især bevægede sig indenfor, og faderens holdning over for sønnen var muligvis mindre mandhaftig end moderens. (Det bør dog for en ordens skyld bemærkes, at Schwanenflügel under skildringen af Andersens liv påkalder sig en vis opmærksomhed på grund af sin overvejende positive vurdering af dennes almenmenneskelige træk. Set i forhold til det, der hidtil havde været skrevet og sagt om Andersen, er hans bog noget af et forsvar for denne. Det kan tilføjes, at han ikke behøvede at læse sig til al sin viden om Andersen, eftersom han var en personlig bekendt til Ingeborg Collins søn: Viggo Drewsen (Edv. Collins svigersøn) og adskillige gange havde hørt Andersen læse sine eventyr op.)
Da faget “psykologi” er baseret på grundforskning vedrørende det almindelige sjælelivs tilblivelse og indhold, er det naturligt for mig som psykolog at focusere på H.C. Andersens mulige afvigelse fra et almindeligt sexualliv ud fra et bredt indblik i hans samlede sexualliv. Jeg har derfor disponeret det efterfølgende stof i 4 hovedafsnit:
Det er nu og da antydet, at Andersens (formodede) mangel på sexuelle erfaringer kunne bunde i en svagt udviklet sexualdrift. Når nogle til stadighed er “plaget” af deres stærke sexualdrift, kunne andre jo tænkes at mærke for lidt til denne drift. Da den foreliggende viden om H.C. Andersen ikke gør det muligt for os at tage udgangspunkt i et sexuelt betonet samvær med andre personer, må vi i stedet hefte os ved nogle tegn på, at Andersen har reageret sexuelt på påvirkninger udefra (hvadsomhelst der kan virke sexuelt ophidsende). Her kan vi have gavn af den opmærksomhed, der har eksisteret omkring tydningen af en række krydser, Andersen har anbragt rundt om i dagbogsteksten, idet en hypotese om, at de har tjent som en slags regnskab over hans selvtilfredsstillelse ved onani, netop er opstået, fordi adskillige af krydserne er placeret ved tekster, der kunne pege i retning af sexuel opstemthed hos forfatteren. Det er Hjaltnar Helweg, der i førnævnte bog om Andersen har lanceret hypotesen, og jeg skal nu anføre nogle eksempler, der kan have givet anlednnig til denne:
Jeg vil senere vende tilbage til et par af eksemplerne, – her skal blot understreges, at de ikke peger i retning af en svag sexualdrift. (Med artiklens hovedærinde i erindring (Andersens mulige homosexualitet) tør jeg ikke hævde, at alle eksemplerne lader en kvinde være årsag til de sanselige kampe.)
Om selve onani-hypotesen skal jeg benmærke, at jeg – uanset mange eksemplers sanseligt betonede indhold – finder den besynderlig. Der er nemlig langt flere krydser i dagbogen uden en samtidig omtale eller antydning af sanselig opstemthed end med en sådan omtale eller antydning, og dertil adskillige eksempler på sanselig opstemthed uden et kryds. (En gennemgang af kryds-stederne i almanakken viser samme billede.) Et eksempel på sanselig opstemthed uden en afkrydsning skal anføres på grund af Andersen helt store åbenhjertighed i dette. Mildt sagt peger dette forøvrigt heller ikke i retning af en svag sexualdrift:
(Palle Lauring har i den lille bog fra 1981: “H.C. Andersens kors”, antydet muligheden af, at krydserne tydede på alkoholberuselse, hvilket udfra samme argumentationsform som ovenfor heller ikke virker sandsynligt. Jeg er selv tilbøjelig til at opfatte krydserne som „korsets tegn”, der træder i stedet for en bøn til Gud om hjælp eller muligvis: tilgivelse, – anbragt, når Andersen var særlig nedtrykt, f.eks. på grund af ensomhedsfølelse, uinspirerethed eller oplevelse af, at Gud var forsvundet fra ham (gudløshed). Mange eksempler peger i denne retning, f.eks. det som nr. 4 anførte, hvor ensomheden omtales, og religiøs anger som følge af “sandselige Kampe” ligger inden for mulighedernes grænse. Hans afmagtfølelse i denne situation viser endvidere, at sexualdriften havde et hårdt tag i ham.)
Ud fra de anførte eksempler forekommer det mig oplagt, at H.C. Andersen ikke havde en svag sexualdrift. Ganske vist kunne man som et behovspsykologisk synspunkt fremføre, at hans sexualbehov netop plagede ham ofte fordi det ikke blev ordentlig tilfredsstillet, men må på den anden side regne med, at det ikke havde plaget ham med den beskrevne styrke, såfremt det havde været påfaldende svagt.
Selvom Andersens sexuelle driftsliv manifesterede sig tydeligt i hans tankeliv og kunne “plage” ham, når han var “sandselig” eller oplevede at “blodet var i stærk bevægelse”, var han afgjort ikke ungkarlen, der tyede til bordelbesøg. Måske blev der tale om nogle få besøg i hans yngre dage, man kan kun gisne om det -, men da han endelig i 1866 og 1868 nævnte et bordelbesøg i dagbogen, blev det den ene gang kun til at betragte den unge prostituerede medlidende, da hun “aldeles blottede sig”, og den anden gang kun til en snak med værtinden, medens hans ledsager – citat: “morede sig”.
De fire følgende dagbogscitater belyser forholdet:
Eksemplerne 8 og 9 kunne nogle tage til indtægt for påstanden om Andersens homosexualitet, men jeg selv oplever først og fremmest disse dagbogsnotater som udtryk for hans afhængighed dels af en idealiserende holdning til kvinden, dels af moralske skrupler (omend der spores en dobbeltmoral i hans tilsyneladende villighed til at ledsage Einar (= Einar Drewsen) til bordellet) .
Den prostituerede står muligvis stærkere for ham som den kvinde, man må agte og behandle ordentligt, end som: prostitueret, og hans moral (og religiøse holdning) kan tvinge ham til at betragte den prostituerede som et medmenneske, der har brug for medlidenhed og omsorg. At de prostituerede måtte antages at komme fra samme ende af den sociale rangskala som han selv kom fra, kan også have betydet noget, – om ikke andet: en skærpet opmærksomhed over for det pinlige i – at han som nuværende bedrestillet kunne komme til at udnytte en af sine egne.
Andersens forhold til kvindekønnet som sådant synes – trods de to omtalte bordelbesøgs forløb – at rumme klare heterosexuelle træk. Jeg kan i den forbindelse henvise til indholdet af eksempel 6, og til eksempel 5 fra forrige afsnit, der, set i lyset af eksempel 6 (som jo kun foregår 2 dage tidligere), peger i heterosexuel retning.
Følgende tre eksempler taler også for en heterosexuel disposition:
“ – i Casino hørt Fru Michaëli. Vild Lyst i Blodet uden Tilfredsstillelse.” citat slut. Andersen hørte hende forøvrigt ved en række forestillinger og var meget betaget af hende. Tre dage tidligere havde han haft fornøjelsen af at høre hende for 2. gang. Da lød dagbogsnotatet:
At en kvinde kunne virke sexuelt ophidsende på Andersen kan dårligt benægtes.
At en heterosexuel mand skulle kunne leve et helt liv uden for et fast heterosexuelt forhold uden at søge omgang med letlevende piger, ville nok undre en og anden. Ifølge dagbogen af 8/5 1866 opfordrede således hans vært (og ven) i Lissabon ham som den naturligste sag til at udnytte muligheden for at skaffe sig omgang med letvende piger, – dog uden at opfordringen blev taget tilfølge. Naturligvis er det dog muligt at leve et liv uden sexuel omgang med andre mennesker og i den forbindelse sætte sine moralske (herunder eventuelt: religiøse) modforestillinger ind, når afholdenheden bliver til en stor personlig belastning. I Andersens tilfælde kunne dertil tænkes nogle spærringer for egentlig sexuel omgang med kvinder, fremkaldt af hans eventuelt overdrevent idealiserede billede af kvinden (herunder også: “moderen”, som den lille dreng havde oplevet hende) en overidealisering, som folks forestillinger i Andersens barndom og ungdom om den ideelle kvinde absolut ikke lagde hindringer i vejen for. Endelig kunne Andersens klare erkendelse af, at han ret vanskeligt magtede at skjule de følelser, det normalt kun var tilladt kvinder at vise, have bibragt ham et mindreværdskomplex, der med kvinden som genstand kunne virke som endnu en spærring for sexuelle tilnærmelser (jævnfør mine indledende bemærkninger om kønsrollemønstrene i Norden).
I forbindelse med min tale om Andersens eventuelt idealiserede billede af ““moderen”, som den lille dreng havde oplevet hende”, forekommer en bemærkning af Georg Brandes fra hans artikel: “Andersens Eventyr” i “Illustreret Tidende” den 11. -18. og 25/7 -1869 mig særlig interessant. Han skriver her: “En Poet er en Mand, som tillige er Kvinde. Andersen seer i Manden og Kvinden kraftigst det Elementaire, det Fælles menneskelige, langt mindre det Særegne, det Interessante” citat slut. I forlængelse af denne påstand, der af Brandes fremholdes som en af siderne ved Andersens eventyrdigtning, kommer jeg til at tænke på, at Andersens agtelse for kvinden måske også kan føres tilbage til hans stærke oplevelse som barn af de almenmenneskelige personlighedskvaliteter, som skinner igennem den daglige omsorg for barnet, når denne er præget af den kærlige moders (og farmoders) hensynsfuldhed, medfølelse og opmuntrende bemærkninger. Måske øjner vi her noget af baggrunden for hans eventuelt idealiserede billede af kvinden. Man kan sige, at det fælles-menneskelige i hans oplevelse af hende “skyggede” for oplevelsen af hendes “særegne” køn med en nedtonet oplevelse af hendes særlige sexuelle sider til følge. Oplevelsen af moderskikkelsen blev i så fald en medvirkende spærring for sexuelle tilnærmelser til kvinden.
Selvom H.C. Andersen hverken blev gift – eller blot: forlovet, var flere kvinder genstanden for hans forelskelse eller: betagelse, og han syntes i nogle af tilfældene klart optaget af kvinden som en mulig livsledsager, skønt det, som bekendt, var hans lod via en beskeden herkomst og i mange år: usikre indtægter at fremstå som en uacceptabel frier i de herskabelige kredse, til hvilke han tidligt havde fået sit egentlige tilhørsforhold.
Andersens kendteste forelskelse i en kvinde var hans betagelse af den svenske sangstjerne Jenny Lind, men den kvinde, som vel nok rystede hans sjæleliv stærkest og ved hans erkendelse af de håbløse udsigter endog bragte ham til nervesammenbruddets rand (med svimmelhedsanfald og panikbetonet legemlig afmagt til følge) var Faaborg-storkøbmanden, agent L.P. Voigts datter Riborg. Hele denne affære er først og fremmest ridset klart op af Andersen selv i den såkaldte “Levnedsbog”, udgivet af Hans Brix i 1926, men også ret klart i Nicolaj Bøghs efterladte artikel: “H.C. Andersen og Riborg Voigt” i ‘Julebogen” 1906 (Hagerup). Formentlig først to år tidligere fik offentligheden for første gang sat navn på hende, nemlig da P. A. Rosenberg i “Provinsen” III, jan.-febr. 1904, skrev artiklen: “H.C. Andersen og hans Ungdoms Elskede”. Modsat Rosenberg, der dog havde opsøgt Riborgs datter, fru bankdirektør Lindberg, og drøftet sagen med hende, mente Bøgh ikke, at Riborg havde gengældt Andersens kærlighed. Hans Brix så i sin fortale til “Levnedsbogen” ikke bort fra muligheden af, at hun havde sit ‘Ja” på læben.
18/1 1831 skrev Andersen følgende til B. S. Ingemann: “I næste Maaned er hun Kone, da vil hun, da maa hun glemme mig! O, det er dræbende at tænke! O kjære, kjære Ingemann! Gid jeg var død, død, selv om Døden var Tilintetgørelse; men det kan den ikke være!” (Bille og Bøgh: “Breve fra Hans Christian Andersen” 1878).
Det skal erindres, at man ved hans bryst efter dødens indtræden fandt en skindpung, i hvilken der lå en note fra Riborg. Jonas Collin den yngres datter, Inga Nalbandian, bekræfter i sin kronik i “Politiken” 2/4 1928, at hendes fader brændte denne.
Alene ved at læse Andersens egen beretning i “Levnedsbogen” om forelskelsen i Riborg Voigt vil jeg påstå, at der skal fortolkning indtil fordrejning til for at fremstille denne forelskelse som en form for indbildt kærlighed. (Til Riborg skrev han iøvrigt i efterskriften til sit brev af 30/10 1830: ‘Tro, for Guds Skyid ikke, at det Hele er en Digterdrøm af mig!” (“Levnedsbogen”, 1926, s.170.). Forelskelsen ramte ham med stor kraft, og han tænkte ifølge samme brev til hende alvorligt på at tage et arbejde og dermed risikere at afbryde den digterbane, som ellers betød alt for ham.
Om Andersens tre andre meget beskrevne forelskelser i – eller betagelse af – kvinder skal jeg også fatte mig i rimelig korthed.
Hans forelskelse 1832 i Edvard Collins yngste søster, den 19 årige Louise Collin, var næppe en grille, selvom tanken om – via et ægteskab med hende – at blive medlem af Collin-familien kan have motiveret ham yderligere. Han sendte hende sin “Levnedsbog”, netop “færdiggjort”, og bad hende i et brev meget indtrængende om nogle venlige ord i den anledning. (Hans Brix mener, at “Levnedsbogen” blev skrevet direkte til hende, – H. Topsøe-Jensen ytrer sin tvivl om dette i “Omkring Levnedsbogen” fra 1943.) Louise var ikke interesseret i en forbindelse og undgik at tale med ham. At han alvorligt havde overvejet, om der kunne blive et parti af dem, erindres vi senere om fra disse ord i dagbogen af 25/11 – 65 – noteret efter at han var kommet hjem fra Louises sølvbryllupsfest (hun var nu fru kontorchef i Krigsministeriet Louise Lind): ‘Jeg fik mange Taksigelser for mit Bidrag til Munterheden, jeg havde et eget lykkeligt Hume(u)r den Aften, som fraperede selv Eduard og Theodor; og nu hjemme takker jeg Gud at jeg ikke blev Louises Mand, en ganske anden Digter Virsomhed Gud veed hvilken var da givet mig”.
I Andersens brev af 4/8 1836 til Edvard Collin i anledning af dennes bryllup med Henriette Thyberg er han inde på, hvorledes han selv to gange har oplevet følelser af den art, som Edvard nu har over for Henriette, og i betragtning af, at Edvard i mange år havde været hans medvidende ven, kan man vistnok regne med, at han tænker på sine skuffede forhåbninger om, at få henholdsvis Riborg Voigt og Louise Collin som livsledsager. Andersen skrev bl.a. følgende: ‘Jeg forudføler hele min Fremtid, med alle dens Savn, jeg skal blive ene, og maa blive det. Min Forstand haaber jeg vil altid vise mig det lige klart. Men mine Følelser ere stærke, som Deres, som De elsker Deres Jette, har ogsaa jeg elsket! to Gange har jeg elsket, men det var kun Selvskuffelse, dog den selvskuffede lider vist dybest, jeg glemmer det aldrig, men selv vi to tale aldrig derom. Det er af de Lidelser, man ikke selv kan tale med sin kjæreste Ven om.” (Fra “H.C.Andersen, Brevveksling med Edvard og Henriette Collin”, bind I, 1933.)
1837 var H.C. Andersen stærkt betaget af H.C.Ørsteds 16-17 årige datter, Sophie Ørsted, hvem han – som jævnlig gæst hos Ørsteds – havde kendt, fra hun var helt lille. Ifølge brev af 25/11 – 37 til Henriette Hanck kan han på grund af ringe indtægter ikke fri til en pige, ja, tør endog ikke forelske sig. Uden at nævne hendes navn skriver han desuden: “Hun har ikke Idee om, at jeg synes mere end ganske godt om hende, og hun behandler mig ogsaa som en ældre Herre, hun har kiendt i mange Aar; hun har Fortrolighed til mig og er i Stand til at fortælle mig, og det een af Dagene: “Andersen De maa gratulere mig, jeg er forlovet!” dog, det vil hun ikke sige; hun er for undseelig; ingen mere blufærdig Pige, end hun er, kjender jeg. O, hvor man dog allerede i denne Verden kunde være lykkelig!” Med hensyn til forlovelsen fik Andersen ret. Den unge cand.jur. Fritz (Frederik) Dahlstrøm friede, og 11/12 – 37 slutter Andersen sit dagbogsnotat sådan, efter at have fortalt hvor roligt han havde ønsket hende Tillykke: “Nu er jeg hjemme, jeg er alene – alene! som jeg altid skal være det! ved denne Juul, havde jeg vist sagt hende det, hvad der aldrig kunde have blevet godt for hende! Nu bliver jeg aldrig gift, ingen ung Pige voxer mere for mig, Dag for Dag bliver jeg mere Pebersvend! o jeg var endnu igaar mellem de unge – iaften er jeg gammel! Gud velsigne Dig kjære, elskede Sophie, aldrig skal du vide hvor lykkelig jeg, som formuende og med Dig kunde være blevet! ” – citat slut.
Hvor stærk forelskelsen i Sophie var, er vanskeligt at bedømme, men det er tydeligt, at hans betagelse af hende var stor, – og at han endnu på dette tidspunkt ikke havde været helt fremmed for tanken om at finde en mulig livsledsager.
Som nævnt var Andersens kendteste relation til en kvinde hans betagelse af sangerinden Jenny Lind. Fra flere erindringsbøger (f.eks. balletmester Bournonvilles og dennes datter Charlottes) får man indtryk af en heftig forelskelse hos Andersen, der for alvor skulle være blusset op under hendes 2. og 3. besøg i København i 1843 og – 45, og Andersen lægger ikke selv skjul på noget, ja, gør sig næsten umage for gennem årene at holde liv i myten om hans kærlighed til hende, – faktisk så meget, at jeg har ham mistænkt for at have været mere forelsket i selve tanken om denne virkelig eventyrlige forbindelse end i Jenny Lind selv (begge blev berømte, – de havde et ensartet idealistisk betonet forhold til kunsten og var begge børn af jævne folk).
Men Jenny så, som bekendt, kun en broder i ham. Om tanker vedrørende en egentlig forbindelse mellem dem har strejfet ham, er vanskeligt at afgøre. Jeg vil dog tro, at hans viden om den frie kunstnertilværelse, der lå foran dem begge, har nedtonet eventuelle overvejelser i den retning. At han næppe vidste, hvad han skulle mene om deres forhold, udtrykker han mellem linjerne i følgende ord fra dagbogen juleaften 1845 i Berlin, da hun har undladt at invitere ham til at fejre højtiden sammen med sig: “Intet hørt fra Jenny; jeg føler mig krænket og veemodig! – hun er ikke i Berlin mod mig, som en Søster;” – og lidt senere i teksten: “Hun har fyldt mit Bryst – jeg elsker hende ikke mere! hun har i Berlin skaaret det syge Kjød ud med en kold Kniv!”.
Jenny Lind bliver for mig at se næppe det afgørende lod i vægtskålen, når man skal bevise, at Andersens optagethed af en bestemt kvinde alvorligt havde bragt ham til at overveje ægteskab, men Riborg Voigt vejer tungt til i denne sammenhæng – og Louise Collin – og muligvis: H. C. Ørsteds datter Sophie vejer ligeledes til på ‘Ja-siden”.
Som nævnt i artiklens indledning har jeg valgt at vurdere, om H.C. Andersen med rette kunne opfattes som homosexuel, ud fra et bredt indblik i hans sexual-liv – herunder hans sexualdrifts styrke – hans forholden sig til kvindekønnet som sådant – samt hans eventuelle ønske om at indgå ægteskab. I det følgende vil jeg mere direkte focusere på tankerne om hans mulige homosexualitet og samtidig anlægge nogle betragtninger på selve begrebet: “homosexualitet”.
Det er praktisk at definere homosexualitet mere ud fra dette, at personen føler sig sexuelt tiltrukket af samme køn, end ud fra dette, at vedkommende praktiserer sexuel omgang med samme køn. Nogle homosexuelle har nemlig også – omend i mindre grad – sexuel omgang med det andet køn (- og nogle heterosexuelle også omgang med samme køn), hvilket skaber uklarhed om personens sexuelle orientering – et forhold, der har ført til opstilling af begrebet: “bisexualitet”. Der er iøvrigt en tendens til at reservere begrebet “homosexuel” til personer, som må formodes at kunne henføre deres sexuelle tiltrukkethed af samme køn til arveanlæg, – og det er i det store og hele ud fra en sådan opfattelse af begrebet, at påstanden om Andersens mulige homosexualitet har været fremført.
Selvom H.C. Andersen i flere af eksemplerne fra de foregående afsnit om hans sexualliv synes heterosexuelt orienteret, består der teoretisk den mulighed, at han kan have været bisexuel. I lyset af dette kunne man overveje, hvor udsat han ville have været for en indre tilskyndelse til homosexuel virksomhed i nutidens Danmark, hvor man i vide kredse ikke fordømmer noget sådant. Jeg vil tro, at hans moralske holdninger ville have “værnet” ham ganske meget, således som det jo synes at have været tilfældet i heterosexuel sammenhæng, men vil ikke udelukke, at en utilfredsstillet trang til nær samhørighed med et andet menneske kunne have bragt ham ind i et langvarigt varmt venskab med en mand, der via sine egne homosexuelle tilbøjeligheder kunne have ført ham over i homosexuel adfærd. Et nært venskab, forbundet med netop denne risiko, var han efter mit bedste skøn dog ikke involveret i, og det kan tilføjes, at han ikke selv bestyrker os i troen på, at han skulle have lagt an på mandlige bekendte, heri også indregnet de unge, mandlige rejseledsagere, som man anbefalede ham at “betrygge” sine rejser med fra 46 årsalderen (hverken Andersens dagbøger eller foreliggende skriftlige beretninger fra rejseledsagerne antyder det mindste i denne retning. Det svækker dog ikke mytedannelserne om homosexuel adfærd hos Andersen, at man på side 47 i Aksel Dreslovs bog fra 1977: “H.C. Andersen og “denne Albert Hansen”” under den der bragte oversættelse af Carl Albert Hansen Fahlbergs tidligere omtalte artikel.: “H.C. Andersen. Beweis seiner Homosexualität” kan læse bemærkningen: “Andersen elskede i det hele taget på sine hyppige rejser at tage unge ledsagere med som selskab”.).
E. Nyborg er i sin bog fra 1962: “Den indre linie i H.C. Andersens eventyr, en psykologisk studie” inde på, at der ikke hos Andersen var tale om en egentlig (manifest) homosexualitet, men at det foreliggende materiale næppe rækker til – citat: “at afsige nogen endelig dom med hensyn til muligheden for en sådan sexuel ejendommeligheds latente (skjulte) eksistens” – citat slut. Hermed siger Nyborg, at Andersen under særlige omstændigheder måske kunne være ført over i homosexuel adfærd. Nyborg er samtidig tilbøjelig til at lægge vægt på betydningen af, at Andersens “moder-billede” (hans idealforestilling om en moder) – et begreb med rod i C. G. Jungs terminologi – stod mellem ham og kvinden, hvorved en intim fysisk kontakt med en kvinde skulle være blevet ham en umulighed. (Nyborgs bog om Andersens eventyr er skrevet på basis af foredrag, holdt i 1961 i C. G. Jung-Instituttet i Zürich og helt relateret til Jungs personlighedsteoretiske overvejelser.) De bemærkninger, som jeg i slutningen af afsnittet om arten af Andersens forhold til kvindekønnet som sådant fremfører vedrørende den spærring for sexuelle tilnærmelser til kvinden, som Andersens barndomsrelaterede oplevelser af moderens fine, almene personlighedsegenskaber muligvis skulle have forårsaget, kan ikke sidestilles med C. G. Jungs tale om en personlighedsinfluerende “moder-arketype”, men Nyborg og jeg er dog fælles om understregningen af moderskikkelsens mulige “negative” indvirkning på Andersens frimodighed i et sexbetonet forhold til kvinder.
Jeg nævnte tidligere, at det er praktisk at definere homosexualitet mere ud fra dette, at personen føler sig sexuelt tiltrukket af samme køn, end ud fra dette, at vedkommende praktiserer sexuel omgang med samme køn, og henviste til problemerne med at udrede forholdene omkring en person med bisexuel adfærd. En anden grund til at lade definitionen være uafhængig af selve den sexuelle omgang med andre er den kendsgerning, at den i personen vitterligt eksisterende sexualdrift ikke nødvendigvis bringer vedkommende i en intim sexuel kontakt med et andet menneske. Alligevel kan vedkommende jo føle sig stærkt tiltrukket af et bestemt andet køn og i mange henseender indrette sit liv derefter. Under forsøget på at opfatte homosexualitet eller heterosexualitet udfra personens egen iboende tilstand kan man have glæde af tysk-amerikaneren Kurt Lewins socialpsykologiske feltteori, der understreger, at vores adfærd i udstrakt grad kan betragtes som reaktioner på de signaler, der møder os fra omgivelserne, herunder også andre menneskers erotisk prægede signaler. Man kan da sige, at homosexuelle reagerer på erotiske signaler fra andre af samme køn, – og heterosexuelle: på signaler fra andre af det modsatte køn.
I forbindelse med påstanden om, at unge Andersen skulle have været erotisk betaget af den 3 år yngre Edvard Collin, er talen om de nævnte erotiske signaler af interesse. Edvard Collin var nemlig spinkel og ikke udpræget maskulin af udseende, hvilket betød, at han kunne have udsendt kvindelige signaler, aldeles som det sker, når en ung mand med midlertidige kvindelige træk får en heterosexuel mand til at reagere på sit kvindelige udseende, -netop fordi denne mand er heterosexuel (føler sig tiltrukket af det andet køns normale signaler). Andersens eventuelle erotiske reaktion på unge Collin skulle således muligvis kunne tages til indtægt for en påstand om, at han reagerede efter et heterosexuelt mønster. Jeg finder det rimeligt at gøre opmærksom på dette, eftersom Andersens hengivenhed over for Edvard Collin af flere er beskrevet som et tegn på den homosexuelle mands tilbedelse af en bestemt anden mand.
Ikke mindst Andersens momentvis kærlige tiltale af Edvard Collin i breve er af nogle blevet opfattet som udtryk for homosexualitet. Jeg skal dog påpege, at ordvalget ikke ligger langt fra tiltalemåderne i breve mellem meget fortrolige mandlige bekendte i datiden med disses gensidige varme forsikringer om nært venskab og brug af indlednings- og afslutningsvendinger, der kunne nærme sig det sværmeriske.
Hertil kommer, at et ord som “elske” dengang ofte blev tillagt et mere åndeligt-betonet indhold end nutildags, frigjort af forestillinger om fysisk intimitet. N. F. S. Grundtvig – den udpræget maskuline – skrev således til præsten P. A. Fenger den 20/9 – 1828 efter at have advaret ham imod at gøre sig unødig bekymring for timelig næring: “Men sige Dem det, maatte jeg, fordi jeg elsker Dem” (fra Frederik Barfods: “Peter Andreas Fenger”, 1878, side 135).
Wilhelm von Rosen er i sin tidligere nævnte disputats fra 1993: “Studier i dansk bøssehistorie 1628 – 1912 (“Månens kulør”)” flere gange, bl.a. i hele kapitel 7, inde på spørgsmålet om H.C. Andersens mulige homosexualitet og hefter sig herunder også ved dennes stærkt personlige tone i breve til Edvard Collin og Ludvig Müller. I forbindelse med sin omtale af Andersens (af mig tidligere berørte) lykønskningbrev af 4/8 – 1836 til Edvard Collin i anledning af dennes bryllup med Henriette Thyberg udtrykker han den tanke, at Andersen i dette skulle have lagt den homosexuelles resignation ved tabet af den nære ven for dagen. Jeg selv oplever blot brevteksten som et vidnesbyrd om det indtryk, det gør på den ugifte, familieløse, følsomme Andersen, at hans nærmeste ven og fortrolige gennem en årrække nu skulle starte et dagligt samliv op med sin forlovede og hermed ganske naturligt komme på større afstand af ham end hidtil. Jeg erindrer om, at Andersen – som tidligere anført – i samme brev omtaler for Edvard, at han selv to gange har oplevet sådanne følelser, som Edvard nu har for Henriette, idet han sandsynligvis hentyder til sine følelser for Riborg Voigt og Louise Collin. At Andersen ikke har været styret af den resignation, en homosexuel i en lignende situation ville kunne opleve, tyder også hans dagbogsnotat af 5/8 – 36 på. Niels Oxenvad har i “Anderseniana”, 1989, påvist, at dette notat var fejldateret til 1830 i stedet for 1836. Notatet lyder: “Giv mig Udkomme! Giv mig en Brud! mit Blod vil Kjærlighed, som mit Hjerte vil det! -”.
Henriette fik forøvrigt også et lykønskningsbrev til brylluppet. Heri giver han hende i en munter tone et par gode råd angående behandlingen af Edvard, – og i modsætning til von Rosen opfatter jeg end ikke sætningen; “For det første giv ham nu et kjærligt Kys fra mig” som homosexuelt ladet, – jeg læser den som en munter bemærkning i en munter tekstsammenhæng om at begynde “opdragelsen” af Edvard til en god ægtemand med det gode (- citat: “men han maa sættes i Trit, tages paa den rigtige Maade. For det første giv ham nu et kjærligt Kys fra mig, siden begynder den huuslige Opdragelse”.)
Ved at nærlæse og sammenholde eventyret “Den lille Havfrue” med forskelligt “Anderseniana” får von Rosen den opfattelse, at Andersen gennem arbejdet med eventyrets særlige tema omkring netop det tidspunkt, hvor Edvard Collin, som han følte sig så knyttet til, holder bryllup med Henriette Thyberg, kommer til en stigende erkendelse af sin homosexuelle orientering. Den lille havfrue, der så inderligt gerne ville være et menneske, kunne kun få normale ben ved at give afkald på sin stemme og fik endda ikke den prins hun havde reddet fra druknedøden og elskede. Havfruen skulle i virkeligheden være Andersen, som ønskede sig at udmønte sin kærlighed til et menneske i fuldt omfang, hvilket ikke kunne lade sig gøre, al den stund han – som sexuelt “forkert” orienteret – var forhindret – ligesom havfruen – i at leve et helt menneskeliv. Von Rosens tanker i denne retning er interessante og knyttet til et grundigt analysearbejde, men det vil jo altid være en usikkerhedsfaktor i sådanne analyser, at man – uden klare direktiver fra forfatteren selv – kan havde vanskeligt ved at afgøre, hvornår stof, der kan pege tilbage på denne selv, overskygges af den fiktion som den digteriske frihed tillader. Der er for mig at se den interessante pointe i forhold til havfruen, der ikke kunne få del i et helt menneskeliv, at H.C. Andersen med en heterosexuel orientering, men med et aparte udseende og et af idealbilleder og moralske forestillinger hæmmet forhold til intim fysisk kontakt med det andet køn også kunne bære på en utilfredsstillet længsel efter et helt menneskeliv uden at øjne en mulighed for at få del i det (jævnfør, at han i omtalte lykønskningsbrev af 4/8 – 1836 nævner, at han ikke regner med at opnå den lykke, Edvard nu får). Forresten kommer man helt uden om fortolkninger vedrørende Andersens sexualliv i relation til nævnte eventyr, hvis man erindrer sig den gammelkendte tale om de store kunstnere, der må vælge mellem kunstnerkarriere og familieliv. Hvis Andersen skulle vælge “det hele menneskeliv”, så kunne han risikere at forspilde sin digtervirksomhed, – og var det derfor, han lod havfruen ofre netop sin stemme som betingelsen for at få menneskefødder?
Når man ikke kan sandsynliggøre en persons formodede homosexualitet ud fra et konstateret jævnligt sexuelt præget samvær med en anden af samme køn eller ud fra vedkommendes tilkendegivne lyst til et sådant samvær, har man for mandens vedkommende blandt andet interesseret sig for, om han forekommer kvindelig i sine attituder og følelsesmæssige reaktioner (jævnfør min omtale af begreberne maskulin og feminin i artiklens indledning). Jeg vil dog på baggrund af de senere årtiers forskydninger i kønsrollemønstrene herhjemme sætte spørgsmålstegn ved “kvindagtighed” som et brugbart kriterium for homosexualitet hos mænd. Når man ser, hvor stærkt opfattelsen af kvinderoller og mandsroller har ændret sig siden 1950’erne i takt med kønnenes stigende overtagelse af hinandens tidligere kønsspecifike erhverv, og bemærker sig kønnenes ønske om at leve helt op til de heraf følgende nye udfordringer, er der grund til at formode, at en væsentlig del af den adfærd, man tidligere – og altså også på Andersens tid – oplevede som typisk for personens køn, var meget lidt begrundet i de arveanlæg, som er med til at markere kønsidentiteten, – men i forbavsende grad begrundet i den enkelte persons villighed til at leve op til de forventninger, der blev stillet til vedkommende med udgangspunkt i dennes køn. Det er herefter nærliggende at forestille sig, at ligheden mellem det arveligt-kønsspecifikke, sjælelige indhold hos henholdsvis mænd og kvinder er væsentlig større end tidligere antaget, iøvrigt hvad enten det drejer sig om personer fra vores egen tid eller Andersens, – og i forlængelse af dette også nærliggende at forestille sig, at ligheden mellem det sjælelige indhold hos mænd med henholdsvis en arveligt bestemt homosexuel orientering og en arveligt bestemt heterosexuel orientering er større end tidligere antaget. Det er herefter mindre nærliggende end før antaget at relatere en mands påfaldende kvindelige attituder og følelsesmæssige reaktioner til en arveligt betinget homosexualitet, hvilket udbygger min skepsis over for den mytedannelse om H.C. Andersen, der med henvisning til et kvindagtigt væsen eller “et særligt kvindeligt sjælsindhold” vil fremstille ham som homosexuel. Jeg skal igen erindre om, at den form for homosexualitet, man i det store og hele – af mangel på manifeste homosexuelle tilnærmelser fra Andersens side til andre mænd – har drøftet som en mulighed vedrørende hans person, netop er den formodede arveligt betingede homosexualitet.
Lad mig afrunde mine tanker om Andersens sexuelle orientering:
Med henvisning til eksempler i de foregående afsnit på en heterosexuel orientering og et muligt ønske om at finde en kvindelig livsledsager er jeg tilbøjelig til at opfatte ham som heterosexuel. Muligheden for bisexualitet er nævnt (i så fald en arveligt betinget reageren på sexuelle signaler fra især kvinder, men også på mandlige signaler fra mænd, jvf. Lewins anskuelsesmåde), men vi befinder os på gætteriernes overdrev. Hvad der i form af idealforestillinger, moralske holdninger og andre opbyggede “spærringer” i sjælelivet (f.eks. mindreværdsfølelser over aparte udseende og ringere herkomst) kan have hindret ham i en helt utilsløret heterosexuel manifestation, der rækker ud over de heterosexuelt prægede udbrud i dagbog og almanak, er vanskeligt at gøre op, men jeg må tro, at sadanne spærringer har indvirket kraftigt på hans sexualliv.
Da en af mytedannelsens stærkest virkende faktorer er “gentagelsen”, er det sandsynligt, at myten om H.C. Andersens homosexuelle orientering snart vil bide sig fast på dansk grund. Efter min opfattelse bør det derfor til stadighed, når lejlighed gives, understreges, at påstanden om hans homosexualitet ikke står uimodsagt.
