I Erik Dals kritiske mønsterudgave af eventyrene er der medtaget en del af dem som forfatteren ikke selv befordrede i trykken. Det redaktionelle synspunkt er vel at sådanne udkast skulle have en nogenlunde afsluttet form for at optages, et ganske rimeligt princip.
Når jeg i det følgende offentliggør lidt flere, skyldes det at jeg, da jeg for et par år siden forberedte min udgave af Et Besøg i Portugal 1866, stødte på forskellige løse blade, som havde forvildet sig ind i trykmanuskripterne til dette værk. Og jeg fandt at nogle af disse småting nok kunne være af en vis interesse for specialister, da de kaster lidt lys over Andersens arbejdsmåde.
Den gamle Skolemester kender vi fra Kometen. Men Andersen var ikke færdig med ham. Han ville også gerne lade ham fortælle om Den ny Samson samt om den gamle (imaginære) indiske fabeldigter Bidpai eller Pil-pay med det fælles tema at alt gentager sig, ligesom en komet kommer igen.
Den ny Samson foreligger nu i Erik Dals udgave (bind V, side 245) efter et manuskript i den Collinske samling 36,4°, volumen 10. Men også det udkast som ligger i volumen 9 synes jeg fortjener at læses.
Det har overskriften Den ny Samson; men ovenover har Andersen senere tilføjet: Den gamle Skolemester.
Begyndelsen er næsten identisk med Erik Dals udgave. Derfor nøjes jeg med at bringe resten af dette manuskript:
Det sagde Skolemester og vi troede ham og jeg tror ham endnu, ja jeg tænker tidt frem i Tiden og ved en eller anden Ting som ret glæder eller bedrøver mig. See saa, det skal ogsaa vore Børnebørns Børn, komme [ogsaa] til at kende [det], paa et andet Sæt.
Nu skal jeg fortælle en Historie, som godt kan lave sig selv og vil maaske lave sig selv naar vi Alle ere døde (og) borte; det er saadan en Fremtids Historie, men derfor behøver den da ikke at være kjedelig. Det er Historien om den ny Samson; den gamle kjender Du jo nok af Din Bibelhistorie. Denne tænke vi er nu fortalt om to Tusinde Aar, saa fortæller de rigtignok i et ganske andet forandret Sprog end Du fatter den, men Du vilde ikke forstaa det og saa maa vi holde os til det nu gangbare.
Og der blev født en rigtig Digter og hans Forældre kaldte hans Navn Samson og Drengen blev stor og Herren velsignede ham. Men Landet var taget af usselige smaa Poeter og store Bladskribenter og den fornemste hedde {dvs. hedte) Modedukken (. . .) den førte det store Ord og slog strax paa Øret, for den maatte de neie sig. Jeg maa dog tage een af Landets Døttre! sagde Samson, hvorfor skulde jeg ikke kunde(!) gifte mig; . . . man maa holde sig til sin Tid og sin Omgang og han saae paa Philistrenes Døttre og fandt Een.
Og hun er den rette for mine Øine sagde han. Jeg skal digte hende sunde Sange, lægge dem paa hendes Tunge, for Gamle og Unge og saa tog han hende. Han brødes med (3) Tidens Lære. Tankens Bier . . . satte der sin Haanning men han blev dog til sidst lokket af Tidens Dalila Modedukkens Datter, og saa snart de turde det lemlæstede (de) ham og udstak Øinene og han maatte dreie deres Mølleqværn til han igjen i Nat og Smerte vandt sin hele Kraft og . . . omstyrtede deres Gudshuus og lod sig med begrave under de omstyrtede Rester. – (Hvori mon hans Kraft bestaaer, hvormed kan han bindes og man kan plage ham.) Og han slog Philistrene med et Asens Kjæbeben de var ei bedre værd. Og Skolemester fortalte den bibelske Parabel om den rige Mand der tog den fattige Mands eneste Faar, det passede den Gang paa Kong David, men Skolemester fortalte om hvor meget det passede i alle Tider, i vor Tid og i Tider som kommer. Han fortalte om Næverettens Tider, hvor kun den Stærkeste raadede, hvad han vilde skete og var Ret. Det passede for vore Tider og alle Tider. Skolemester fortalte om de gamle Fabler og Eventyr, for over tusinde Aar tilbage, de sagde forblommet og dog saa klart Verdens Gang den Gang og nu til Dags, altid det samme. Derved er Historien saa god at huske. Han fortalte om den gamle Eventyrdigter Bidpai, langt ude i Tiden, for over tusinde Aar, langt ude i Verden i Indiens Land, han lagde det over til Dyrene hvad Menneskene gjorde og saa fornærmede det jo ikke de Mægtige, men Sandheden blev sagt, hørt og forstaaet. Skolemester fortalte det for os Børn . . .
Jeg fik da jeg var ung Student Lyst til at ligne Bidpai, og skrive og jeg skrev, det kom aldrig i Aviserne, for det var mere sandt end høfligt mene de fleste Aviser men det kommer deri en Gang, det kommer igjen, altid igjen som Alt hvad engang sket er. Aviserne have et stort Regiment, men der duer tidt Regjeringen ikke, hvor stræng den end raader over alle de Mægtige som skulle regjere.
(4) Der er den tusindaarige gamle Historie om Bonden og hans Søn (osv., identisk med Erik Dals udgave indtil „i alle Tider“)
og saa tænker man over saadan en Fabel eller Eventyr.
Og Bidpais Fabler vare glemte af hele hans Folk, da var der en mægtig Konge, han drømte, at en Engel fra Gud kom og sagde Giv alle Dine Skatte til de Fattige, tøm hele dit Skatkammer, gaae saa ud i Ørkenen der skal gives Dig mere end Alt hvad Du giver og han gjorde hvad Engelen havde sagt og da han kom ud i Ørkenen mødte han en Eremit der sagde Jeg veed hvem Du er, jeg veed hvad jeg skal give Dig, mere end alle dit Skatkammers Rigdom og han gav ham en Pakke indsvøbt i et kostbart Klæde og i det laae et Skrin af duftende Træ, i det en (læs: et) Skrin af Sølv og deri et mindre af Guld, men i dette med en Pakke svøbt i den kosteligste Vævning med Perler og Ædelsten derinderst laae … et Pergament men der var skrevet Bidpais Fabler; læs dem.
I Collin 35,4° lå der endvidere følgende brudstykke på rectosiden af et løst blad. Det må være en foreløbig, mere mager, skitse.
Den (dvs. fabelen om den fattige mands eneste får) har senere peget paa andre og vil pege paa ny, saadan en Historie er en Hjelpetraad for Hukommelsen til at trække flere Begivenheder paa, forskjellige og dog de samme; man kan ved den digte frem i Tiden. (Overstreget: Forleden læste jeg om en stor Poet, sagde Skolemester). Det gjorde jeg forleden sagde Skolemester, jeg tænkte paa Samson i den bibelske Historie, hvor kom han igjen? eller hvorledes kan han komme; og saa var jeg midt inde i Fremtids Poesien. Man læser engang, ja det bliver nu i et ganske andet forandret Sprog, end det nu gangbare, men i det maa jeg nu fortælle det i.
„Og der blev født en rigtig Digter og hans Forældre kaldte hans Navn Samson, og Drengen blev stor og Herren velsignede ham. Men Landet var taget af smaa Poeter og store Bladskribenter og de førte det (overstreget: mægtige) stærke Ord og slog med det paa Øret naar man ikke var gaaet i Forbund. Det vilde Samson sætte sig ud over – slaa (Først skrevet: Han var sund og (overstreget: kraftig) sand? men blev dog til sidst lokket af Tidens Dalila, Frøken Modesmag, slog alle) Philisterne med deres eget Kjæbebeen, og det havde han mægtet var han ikke bleve(t) forlokket af Tidens Dalila, Frøken Modesmag kommet i hendes Baand, faaet Øinene (stukne) ud, sat i Trædemølle og blevet leet ud af Philisterne —
Kartoflerne
På verso-siden af Samson står følgende udkast. Da jeg først så det, troede jeg at det var en af de versioner som Helge Topsøe-Jensen har behandlet, først i Anderseniana 1953, senere i H.C. Andersen og andre Studier 1966.
Men det er faktisk en tredie gang kartofler.
Heller ikke denne version blev udgivet af forfatteren selv. Den vidner om hans stadige interesse for disse nyttige planter. Så tidligt som i 1845 havde han i Hyldemoer brugt den morsomme replik:
i Aften skulde der være rigtig Stads, de skulde have varme Kartofler som han gentager i Lysene (1871).
Kjøkkenhaven var tæt op til Blomsterhaven; de saae og kjendte hinanden men havde ikke Omgang, Blomsterne vare for Stuen, Urterne for Kjøkkenet. Vi skulle i Vase og Krystal-Glads sagde Blomsterne det er vor Plads, Urter og Rødder skulle i Gryde og Potter — de talte hver om deres Bestemmelse og talte lige godt, havde lige stor Bevidsthed. Kartoflerne fandt nu at de vare de interessanteste i Samfundet, de vare indvandrede fra Amerika, var større Velsignelse for Menneskene end Californiens Guld, det havde Menneskene selv sagt, men hvilken Trængsel havde de ikke prøvet. De vare komne over Tydskland, sagde de og vidste at fortælle om hvorledes deres Forfædre havde lidt. Den preussiske Konge havde ladet uddele de første Bær i Provindsen og giver Ordre at de skulle uddeles og plantes. Men hvorledes den Besked fik de ikke; strax paa Torvet da de uddeltes beed en og anden i det Jordæble: føi for en Ulykke, hvor det smagte, saa smeed de det. Hunden paa Gaden beed ogsaa deri og lod det strax ligge. Saa blev Kartoffelerne da plante(de), nogle gravede et Hul og kastede hele den Portion de havde faaet derned, andre lagde dem ganske ordenlig i Jorden og saa paa Toppen som skjød op, de ventede, at Træ Frugten kom frem, men der kom ingen Frugt, Toppen visnede, faldt, raadnede, ikke en Kartoffel fik Erkjendelse før efter mange Aar, men naar man døier Noget, saa kommer nok ens Tid, sagde Kartoflerne og nu er vi Herskabet.
Æselet i Trædemøllen
Denne ufærdige skitse, som har karaktér af et brev, er af tydelig portugisisk inspiration. Den lå da også i Collin 35,4°.
Fra hver Vandring her kan man fortælle et Eventyr, giv mit eet; jeg kommer ligefra en Aftenvandring før jeg slutter Brevet; jeg gik gjennem de nærmeste store Orangehaver, i hver er en Brønd stor og dyb, Vandet løftes ved et Mølleværk fra Dybden og gyder sig ud i de murede Kanaler, hele Mekanismen er meget simpel, en Indretning fra det flinke Maurerfolks Tid, Vandet øses fra Krukker paa et Hjul, een stakkels Hest med tilbundne Øine gaaer her i Trædemøllen, Nat og Dag, Retfærdigheden skyldes dog at sige, den afløses hver anden Time. Den gaaer med tilbundne Øine i det samme Trit Nat og Dag, altid samme lille Plet
Gaaer med tilbundne Øine seer ikke engang hvor deiligt Stjerner blinke ovenfor, seer ikke den Pragt af Granatblomster der skinne i det grønne Løv, Passsionsblomsterne der som et Ukrudt hænge hen over Muren, der oppe langs den dybe sandede Huulvei staaer Aloens Blomsterstilke høi og stor, den ene tæt ved den anden som Telegraphstænger, men med Skjønheds Form, som var det [den] mægtige Bronze Candelaber fra Pompei, i det fattige portugisiske Troja havde de dem vel ikke saa smukke. Asenet veed intet om denne Deilighed eller vil ikke vide derom, tænkte jeg, det talte til mig, et portugisisk Æsel taler det samme Sprog som eet dansk Æsel.
Det er et Held for Dyrene, hver Art har sit Sprog over hele Jorden, og det skal være en Dialect kun af det fælles Dyresprog, Æselet udtrykker sig kortest, Nattergalen har uendelig mange Ord-Tydninger, Jeg bestiller Noget, gjør I andre det samme, gloe og gloe ikke paa mig det tør kun mit Herskab, og det kjender jeg paa Pidsken og paa Høet i Huset, arbeide, æde og sove det er det jeg sat her for, den gule Tidselblomst under det skyggende Olietræ, æde den er dog deiligst af det hele.
Der er en slet Oversættelse af nogle af mine Eventyr hvor Oversætteren har tilføiet en Forklaring, Historiens Moral den ligger nu i selve Eventyret og skal ikke klemmes ud; fik han denne lille Historie han vilde sige, „Hvor mange Mennesker ere ikke som dette Æsel, de øve respectabelt deres Gjerning men gaae i Trædemølle, med tilbundne Øine midt i Guds deilige Natur, –
Hør hvor Frøerne qvække i Vand-Oaserne henne under Buen der omme, de har ogsaa deres travle Gjerning Py, Py siger Græshoppen inde i Muurnichen den har nok ogsaa sit at røgte, – den skal lugte af det fremmede, den er ikke mit Herskab, som jeg er født for at gjøre Gavn i Mølleværket – Er den under et høiere Herskab – jeg vilde gjerne give et Høitids Skrig, naar jeg kun vidste at det var velseet af mit nærmeste Herskab, det er klogest at tie og gjøre sin Gjerning saaledes taler et hvert rigtigt Asen.
I margen af recto-siden står:
Jeg gik fra Trædemøllen. Citrontræets Blomster duftede, Stjerner skinnede saa klare i en rig Stue mellem Malerier og Statuer, Roser og en Cactus(?)
Mange enkeltheder, især naturindtrykkene, er brugt i Et Besøg i Portugal.
Og påstanden om at hver dyrearts sprog er fælles overalt på jorden, lader han Storkefa’er fyre af i Skrubtudsen:
Menneskene . . . kroe sig af deres Talegaver, deres Sprog! det er et rart Sprog: det løber over i det Uforstaaelige for dem ved hver Dagreise vi gjøre; den Ene forstaar ikke den Anden. Vort Sprog kunne vi tale over hele Jorden, baade i Danmark og i Ægypten.
Ædelstenen i Skruptudsens Hoved
Det er kun en ufærdig kladde, måske den første til Skrubtudsen. Skrubtudsens tilblivelseshistorie fremgår i øvrigt af følgende oplysninger.
Dagbogen 22. juni 1866 : Begyndt Eventyret om Skruptudsen.
Brev til E. Collin 12. juli 1866: Jeg har skizzeret to Eventyr: Diamanten i Frøens Hoved, ligesom ogsaa „Kløverblomsten“; men de maa gjennemarbejdes.
Brev til samme den 21. oktober 1866: Idag skriver jeg vist ned et Eventyr „Ædelstenen i Frøens Hoved“, jeg har i mit Hoved baaret dette Eventyr, der ikke er nogen Ædelsteen, fra jeg gik i Alkantaradalen og ved Setubal
Dagbogen 22. oktober 1866: Begyndt paa Skruptudsen.
Dagbogen den næste dag: Endt Skruptudsen og læst den høit.
(Slettet: Diamanten) Ædelstenen i Skruptudsens Hoved.
Dette er en Fortale des værre trykt med nu i Dag da jo saa mange aldrig læser Fortaler.
Det er en Historie fra Portugal (Slettet: Du nu skal høre, men der kjende de den endnu ikke, jeg fortæller den først for dig; men det var i Portugal) de kjende den ikke der, men de komme nok til at kjende den for den er passeret og her i (slettet: det) vort danske Land har jeg selv fra jeg
var en lille Dreng hørt og vidst af en gammel Kone der kunde de yndigste Eventyr, at der i (slettet: Skruptudsens Hovede Skru) Hovede(t) paa Skruptudsen det Dyr der seer saa fæl ud fandtes (slettet: det vil sige hos En og Anden) fandtes (slettet: en Diamant) en Ædelsten.
Du kjender vel (eller nok) Portugal? Tag Landkortet frem, Europa seer ud som en Jomfru (slettet: og) Spanien er Hovedet, men Ansigtet (slettet: paa det) med den høie Pande, det er Portugal og det har ogsaa den største Poet imellem Portugiserne sagt i deilig Sang, som det er meget vanskeligt at synge om i et andet Tungemaal (verso) Det er Ansigtet paa Jomfruen, tag Europas Kort frem, Europa seer ud som en Jomfru, Spanien er Hovedet, Portugal er hendes Ansigt (slettet: og det er deiligt velsignet godt). Men det kommer altsaa slet ikke Historien ved.
Jeg troer paa Historien, for jeg
troer paa Ædelstenen i (slettet: selv det
ynkeligste Dyr) den grimme Skruptudses Hoved,
jeg vil ganske omstændeligt
give dig det.Setubals Indtægtskilder er deels Saltet, som Solen kaager fra Havvandet, deels Orange Høsten, (slettet: paa) de sidste Aar var den mislykket der var Sygdom (slettet: paa) i Træerne.
Jeg saae ikke den mægtige Drypsteens-Hule med sit Naturalter hvor engang hver Fisker der kom forbi lagde til Munkene i Offer nogle Fiske af sin Fangst
men jeg saae da det umaalelige Hav saae de skjulte Klipper om Kysten løfte deres sorte Hoved, saae Bølgerne sprøite tilbage, saae Vandets Rullen hen over Sandbankerne.
Adskilligt heri nikker man genkendende til.
Oplysningen om den gamle kone som fortalte eventyret i hans drengetid (den nævnes ikke i hans Bemærkninger!) er mere explicit end det han siger i det færdige eventyr:
Men er der ikke noget meget Smukt i den Folketroe, at Skruptudsen, det allergrimmeste Dyr, tidt gjemmer i sit Hoved den kosteligste Ædel-steen?
At den iberiske halvø ligner et hoved som vender næsen mod vest, har nok adskillige opdaget, uafhængigt af hverandre. Det er det billede han i Et Besøg i Portugal udformer sådan:
Høit, som Europas Pande,
Er Lusitania sat,
Her slippe Jordens Lande;
Og her i Havets Vande
Faaer Solen Ro hver Nat
efter Camoes’ Lusiadas, canto III, strofe 20:
Eis aqui, quasi cume da cabeca
De Europa toda, o Reino Lusitano,
Onde a terra se acaba e o mar comeca
E onde Febo repousa no Oceano.
Dryaden (1-2)
Det første brudstykke lå på to sammenhængende blade inden i manuskriptet til Et Besøg i Portugal.
den (fuldmånen) talte i Toner saa bløde og stærke, som Dommedags-Basunen, der kalder til Livet og Dommen. Du skal komme derind i Fortryllelsens Stad, Du skal der fæste Rod, fornemme de susende Strømninger der, det Solskin, den Luft. Hvor dit Liv vil forkortes derinde er alt Dine Aaringer talt; og svulmer din Længsel, stakkels Dryade, stiger Du ud i Nattens Timer, forlader Dit Hylster det grønne Træ og blander Dig mellem Menneske-Skaren, de faae Aar Du havde endnu at leve hensvundet til Maaneder kun og knap faar Du see det Foraar som kommer.
Saa klang det, saa sang det og Lysningen svandt og Træet bævet i Længsel og Lyst, jeg kommer dog hen, til Byernes By, Livet begynder, svulmer som Skyen, farer hen som Skyen, ingen veed hvor den farer hen! –
Dette var i den maaneklare Nat; men da Maanen blev bleg og Skyerne røde, slog Opfyldelsens Time, der kom Folk paa Marken med Spade og Stænger Træets Rod blev løsnet, der kjørtes (en) Vogn frem trukket af Heste; Træet blev løftet med Rødder og Jordklump, vel pakket ind, vel bundet fast, Grenene bævede, Dryadens Hjerte bævede, afsted! afsted! det næsten glemte at sige Farvel til det gamle Hjem(s Grund?). Hjulene dreiede, Reisen begyndte, det Fjerne blev nær blev lagt bag ved, Egnene vexlede (2) som Skyerne vexle, nye Viinmarker, Skove og Haver traadte frem, Gaarde og Landsteder reiste sig, men Seinefloden som Træet kjendte fra sin Hjemstavns Mark, var altid med, forsvandt og kom atter, med Skibe og Baade. Paa Jernbaneveien bruste Locomotiv ved Locomotiv, forbi hinanden og krydsende hinanden, der var Damp og Brusen Liv og Travlhed. Locomotiverne sendte Skyer der formede Skikkelser der fortalte om Paris som de kom fra, de farer derhen og Dryaden derhen, til Paris! til Paris! var deres Sang havde de kunnet synge. Den syntes at hvert Træ den kom forbi strakte sine Grene ud mod den og bad: „Tag mig med! tag mig med!“ Hvilken Vexel hvilken Flugt, det var som Husene skjød op af Jorden, flere og flere, tættere og tættere; Skorstene løftede sig (som) Blomsterpotter Side om Side hen af (ikke ad!) Tagene, store Indskrifter, malede Skikkelser skinnede fra Kjælder til Gavl, hvor begynder Paris naar er jeg derinde! spurgte Dryaden sig selv og Tummelen tog til rundt om, Vogn ved Vogn! Stimmel af Mennesker, Boutik ved Boutik, Musik og Sang, Skrig og Tale. Den var midt i Paris, holdt stille paa en lille Plads beplantet med Træer, omgivet af Huse med Balconer foran hvert (3) Vindue; og det var som de ældre Træer herinde paa Pladsen og Menneskene som kom og gik hilste det velkommen; og der var gravet i Jorden et dybt Hul, der skulde det unge Kastanietræ plantes, det udgaaende Træ, laa uden Spire, henkastet foran. Og Dryaden fornam at den med Træet kastes (dvs. kastedes) fra Vognen og sagte stilledes paa sin Fremtids Plads, Jorden holdt fast om Rødderne, Græstørv der var bragt hele Læs blev lagt rundt om, Blomster i Potter, sattes som Træet ned i Jorden, den hele lille Plads var i faae Timer blevet en Gade, hvor det unge friske Kastanietræ med de store saftige Knoppe ved at folde ud sine Blade forkyndte Foraaret for de ældre Træer som i et Par Aar havde staaet herinde; og Folk kom og gik, satte sig paa de henstillede Bænke; hvor var her et Røre hvor var her snævert og begrændset syntes Træets Dryade, Husene stode saa høie, saa nær paa, forneden overklistrede med Placater, hver Dør næsten havde sit Skildt eller Mærke, der ved den fine Dør stod Soldater her læstes skrevet: Hjælp for de som komme til Skade, ja Liv og Lemmer gjaldt det for at naae fra Huus til Huus over Gaden hvor de lette Vogne fløi afsted, Omnibus som overfyldte Huse toge Fart, Ridende jagede (ikke jog!) forbi, Karrer og Lastvogne forlangte samme Ret. Det var Dag endnu da Løgterne tændes (ikke tændtes!), Gassen lyste ud fra Boutikkerne, lyste op mellem Træets Grene, de friske grønne Knopper syntes at udfolde sig, det fornam at det blev beskuet, kaldt en Deilighed fremfor alle de andre; det unge friske Træ fra Landet; og Stjernerne kom frem, de samme Træet kjendte derude fra, og der kom en Luftning, som et Kys fra Barndomslandet. Musik (4) fra Sidegaderne, her en Lirekasse, her blæsende Instrumenter, det var som Mennesker Heste og Vogne, Træer og Huse maatte dandse derved. Hvor livsaligt og deiligt! jublede Dryaden jeg er i Paris.
Den Dag som kom, den Nat som fulgte, og atter den næste igjen samme Færdsel, samme Liv, vexlende og dog det samme.
Nu kjender jeg hvert Træ, hver lille Blomst paa Pladsen, jeg kan den uden ad, jeg kjender hvert Huus, Boutik og Balcon, hvor er det dog lidt af det Hele, det Store, det Egentlige og hvor er Stedet der har kaldet Folk fra alle Lande, og hvor er Keiserens Slot, hvor er Alt det jeg har hørt om og veed om. Jeg længes, jeg bæver! jeg er som i Drømmenes Rige, jeg maa med i de Levendes Rækker, tumle mig der, røre mig, flyve som Fugle, være Menneske heelt, et Livs-Minut for en heel Drømmens Dag gav jeg gjerne og tag mine Leve-Aar i hvor faae de blive, forvandl dem til Maaneder, Livsens Maaneder og lad mig fare, kast den saftløse Stamme paa Ilden, lad mig fare hen i Røg som de Skyer farer hen. Leve vil og maa jeg, sprænge de Baand som holde mig fast og det susede i Træets Blade de havde foldet sig ud, hver Gren bevægede sig stærk, der gik som et Stormkast hen over Træets Krone og midt i den løftede sig en Qvinde-Skikkelse. Dryaden selv og i et Nu sad hun under de (slettet: bølgende) sittrende Grene, ung og smuk som stakkels Mari til hvem det blev sagt: den store Stad bliver Din Fordærv. Dryaden sad ved Træets Fod som sad hun ved sin Huusdør.
Det andet (mindre) fragment er skrevet på bagsiden af et af manuskriptarkene.
Kirken, Guds Huus hvor Præsten var Tjener, hvor de Fromme samledes, Ordet og Sangene bar op til Gud – Hun tænkte paa den gamle Præst og paa stakkels Mary ja derinde var hun vist, en af disse prægtige Vogne maatte være hendes. Dryaden længtes pludselig efter Mari, blot Synet af hende vilde gjøre hende godt og hun steg op af (!) Trinene.
Hvis man sammenligner disse stykker med de tilsvarende steder i den færdige udgave, vil man se at Andersens ændringer næsten altid er forbedringer.
Og Dryaden blev jo et godt eventyr. Det har fået fornyet aktualitet derved at H.C. Andersen, foruden at skildre tidens tekniske fremskridt, også taler om storbyens farer, deriblandt luftforureningen, ikke mindst ved gaslygterne.
Man må beklage at Dryaden ikke blev oversat til fransk med det samme. Vi ved at han har været i lag med journalisten Antoine Genevay (f. 1811). Det fremgår af et lakonisk dagbogsnotat fra 8. august 1869:
Genevay svarer at han ikke forstaar Dansk og kunde ikke oversætte Dryaden. Gjorte ingen Undskyldning for sin Tavshed paa alle mine Breve.
Dette brev findes ikke i Det kgl. Bibliotek, i modsætning til to andre, et der indeholder en middagsinvitation i Paris, og et hvori Genevay opfordrer Andersen til at levere et eventyr til et nyt påtænkt børneblad. Hvorfor mon det så ikke kunne være Dryaden? Og hvorfor mon han ikke henvendte sig til for eksempel Louis Demouceaux?
Først La Chesnais oversatte dette parisiske eventyr så sent som i 1943.
