Det er en kendt sag, at H.C. Andersen livet igennem nærede en ulykkelig kærlighed til teatret og især i sine yngre år gjorde sig store anstrengelser for at overbevise publikum og kritik om, at han var en god dramatiker. Hans mest ambitiøse forsøg på at nå dette mål var de to store skuespil „Mulatten“ og „Maurerpigen,“ begge opført i 1840. Af disse var det første en dramatisering af en fransk novelle der stod i Revue de Paris i 1838. Han må have læst den på fransk, thi først to år senere udkom en dansk oversættelse, trykt i Portefeuillen, 1840, II, sp. 155-215 og 218-58 og 265-72. Originalen havde titlen „Les épaves“ og var skrevet af den udmærkede forfatterinde Mme Charles Reybaud. Hun var født i Aix 1802 (død 1871) og hed oprindelig Henriette-Étiennette-Fanny Arnaud, men blev gift med litteraten og historikeren Joseph-Charles Reybaud (1801-64). H.C. Andersen traf hende i Paris 1843 (MLE I, 281) og omtaler hende morsomt nok som „en ældre dame“ (hun var 41 år). Han kunne glæde hende med at fortælle om den succes hendes novelle havde gjort i København i hans dramatisering, og hun blev efter dette „min særdeles beskytterinde,“ skriver han. Hun synes på det tidspunkt at have været en kendt og respekteret figur i litterære kredse i Paris. Hun skrev i de følgende år en lang række historiske romaner, som blev vel modtaget af kritikken.
„Les épaves“ er en ca. 70 sider lang novelle, der foregår omkr. 1720 på Martinique, den franske ø i Vestindien. Hvorvidt forfatterinden selv har opholdt sig der, er det ikke lykkedes mig at få oplyst, men man skulle tro det, så levende er billedet af landskab og klima: de vidtstrakte skove, de vilde bjerge, de tropiske tordenvejr. Hele skildringen synes desuden at vidne om personligt kendskab til sociale forhold og mennesketyper i dette fremmedartede land. En betydelig kvalitet har novellen endelig i sin levende og følsomme menneskeskildring.
Baggrunden for novellens begivenheder er de sociale tilstande: de hvide og delvis kreolerne udgør et rigt aristokrati, negrene et retsløst proletariat. De hvide ejer de vidtstrakte plantager, hvor negre og mulatter arbejder som slaver – hvis de ikke er stukket af og strejfer om i bjerge og skove som épaves, d.v.s. herreløse. Disse sidste kan være en trussel mod de hvide, og guvernøren må med mellemrum lade dem fange ind og sælge på slavemarkedet i St. Pierre, koloniens hovedstad.
Ved novellens begyndelse er vi på et gods en mils vej fra St. Pierre og møder her den stenrige godsejer Monsieur de La Rebelière, en midaldrende mand med stikkende grå øjne under de pindsvineagtigt strittende øjenbryn, en tarvelig opkomling med en vis fernis af gode manerer, — dernæst hans hustru Éléonore, en ung kreolerinde af rig familie, en mørkøjet skønhed med sort hår og den sarte, blege hud der er typisk for kreoler, og med den ligeså typiske gratiøse indolens i sine bevægelser og hele sit væsen. De har været gift i tre år, i hvilke han har forkælet hende og samtidig plaget hende med sin egoistiske og skinsyge kærlighed. Så er der en tredje person, hans 18-årige myndling Cécile de Kerbran, en nydelig ung pige med brunt hår og blå øjne og et varmt, roligt væsen; hun er opdraget på en klosterskole i Paris og nylig vendt tilbage til Martinique for som arving at overtage sin afdøde onkel grev Rethels gods. Monsieur de La Rebelière skal på forretningsrejse til St. Pierre, og hans hustru får da den idé at tage til „Les eaux chaudes,“ en art sommerresidens han har oppe i bjergene. Han er bekymret for hendes sikkerhed og forsøger at tale hende fra det: vejen derop gennem det vilde tropiske landskab er vanskelig og farlig, stedet øde, og der er herreløse slaver på egnen.
„Palème er der også. Det er en mulat,“ forklarer han Cécile, „søn af en eller anden indiansk eller caraibisk moder, eller hvad det nu var. Her er sådan et roderi med alle de racer, at Fanden selv ikke kan holde rede på sine børn. Palème har været slave hos mig. Men han er en stivnakke, og pisk måtte han have. Så stak han af. Han holder til deroppe.“
“Jeg er ligeglad, jeg keder mig,“ siger Éléonore. Hun er stædig, når hun har sat sig noget i hovedet, og ryster al sin indolens af sig, når det gælder afveksling fra hendes ensformige, forvænte tilværelse. Til sidst giver han efter, på betingelse af at hun tager Cécile med og desuden en talstærk slaveeskorte.
De rejser dagen efter, men på vejen må de på grund af uvejr søge nattely på en gård, der viser sig at tilhøre en fri mulat ved navn Donatien. Han er en høj, smuk mand med den let bronceagtige hudfarve der viser, at han er af blandingsrace. Han modtager dem gæstfrit, giver ordre til sine folk om, at de fremmede skal beværtes, og trækker sig derefter taktfuldt tilbage. Begge damerne er charmerede af hans kultiverede væsen og af husets smagfulde indretning, men Madame, der er et offer for sit milieus standsfordomme, er i begyndelsen noget reserveret og gør diskret Cécile opmærksom på den sociale afstand. Men Cécile er henrykt over dette møde, især da Donatien efter måltidet kommer tilbage og det viser sig, at han har boet mange år i hendes elskede Frankrig. Han fortæller også, at han har arvet denne ejendom efter sine nu afdøde plejeforældre, men er i øvrigt tavs om sin herkomst.
Næste dag når damerne frem til Les eaux chaudes, hvor de tilbringer den følgende tid med spadsereture i den vilde og yppige tropiske natur. De møder aldrig nogen, indtil de en dag bliver råbt an af en stor, grov mulat, der sidder ved vejkanten. Det er Palème.
Han ved, hvem de er, og har tydeligvis ikke godt i sinde. „Jeg har været i Deres tjeneste,“ siger han med et skævt grin. Trods sin ængstelse tager Madame den farlige situation med aristokratisk overlegenhed. „Nå, så må du adlyde mig,“ svarer hun, „lad os passere!“ Men han spærrer vejen. Den uerfarne Cécile forstår ingenting. De bliver reddet af Donatien, der er på jagt og har set dem på afstand og nu hurtigt kommer til stede. Han kender Palème, hvem han har hjulpet mere end een gang, og vinker ham til side, hvorefter han følger damerne hjem.
På tilbageturen møder han igen Palème og giver ham en skarp advarsel. „Hvis du havde rørt nogen af disse to damer, så havde jeg slået skallen ind på dig med et skud krudt. Du holder dig fra dem for fremtiden!“ Det lover han. „Jeg ved, at man kan stole på dig, og jeg regner, med, at du holder ord.“ Han råder Palème til at finde sig et stykke jord længere oppe i bjergene. „Hvis du får brug for redskaber eller udsæd, så kom til mig.“
Mødet med de to damer giver anledning til et nærmere bekendtskab, der uddybes ved lange spadsereture à trois, og som ender med begges forelskelse i den charmerende og varmhjertede mulat. Det varer ikke længe, før den kloge Éléonore har gennemskuet sine egne følelser, medens Cécile ikke er klar over, at den ømhed, beundring og medlidenhed hun føler, er kærlighedens forløbere.
Det er noget af et chok for dem begge, da La Rebelière kommer tilbage fra St. Pierre. Han mærker, at der er hændt et eller andet. Han er altid mistænksom og bliver ude af sig selv af raseri, da han ved et tilfælde og uden Éléonores vidende kommer til at se udkastet til et brev hun natten efter hans hjemkomst har forsøgt at skrive til Donatien. Nu ved han, hvordan det er fat, og han beslutter at tage en raffineret hævn over begge: han er ven af Martiniques franske guvernør og har derigennem fået en art halvofficiel nyndighed over det distrikt, hvor hans gods ligger, og så har han formel ret til at lade Donatien sælge på markedet som bortløben slave, så kan han selv købe ham og snart få lejlighed til at bruge sin pisk – og lade sin hustru se på det.
Dagen efter fører han damerne hjem til sit gods fra Les eaux chaudes, men rejser selv under påskud af forretninger videre til St. Pierre. Herfra foretager han efter aftale med sin ven guvernøren en natlig razzia hos Donatien, der efter voldsom modstand bliver lagt i lænker sammen med en halv snes herreløse slaver, der har haft et fristed hos ham. De skal nu alle sælges på slavemarkedet, men føres foreløbig til La Rebeliéres hus. Under transporten forsøger Donatien forgæves selvmord.
Ved hjemkomsten træder Monsieur med stor larm ind i galleriet (den overdækkede terrasse), smider sin ridepisk og sin hat på bordet og hilser oprømt på de to damer. Og nu fortæller han hoverende om sin bedrift, dog uden at nævne Donatiens navn. „Operationen var omhyggeligt planlagt og varede ikke længe, men den blev kvikt gennemført, når jeg selv skal sige det.“ Så giver han på sin selvbehagelige façon en detailleret skildring af, hvordan overfaldet gik for sig, og slutter: „Det var på tiden, at der blev rømmet op i alt det slaveuvæsen. Især denne mulat, ejeren af huset, han var farlig. Men De kender ham jo, min kære Éléonore – – – han hedder Donatien.“
De to kvinder stivner. Men Cécile bevarer sin åndsnærværelse og udtrykker ønsket om at købe denne slave. Ikke tale om. „Han har fornærmet mig, truet mig; jeg vil straffe ham. Det bliver mig der køber ham.“ Og så vender han sig mod sin hustru og ser lige på hende: „Jeg har svoret på, at han skal dø under min fogeds pisk. — Forresten lykkedes det ham på vejen at styrte sig ned fra hesten som han var bundet til; han har svære kvæstelser. Disse folk frygter hverken Gud eller det andet liv. De er i stand til hvadsomhelst, endog til at slå sig selv ihjel.“
Cécile forsøger at protestere mod en sådan behandling af mennesker. „Puh, franske fordomme! Herovre vil De snart komme til at forstå, at negre og mulatter ikke er andet end umælende dyr. Éléonore har mere fornuftige anskuelser i denne sag. Hun vil sikkert give mig ret – ikke sandt, min kære veninde?“
Ægteparret går tidligt til ro, men Cécile beslutter uden vaklen at skaffe sig adgang til fangerummet. Nøglerne ligger på Monsieurs natbord, og trods forfærdede advarsler fra hendes gamle skikkelige negerslavinde Fémi („Mademoiselle, De må ikke! Monsieur sover med åbne øjne!“) lister hun ind og henter dem, bestikker negervagten og kommer ned i det uhyggelige fangerum, der ligger ved indgangen til en gammel kloak. Hun finder den lænkede Donatien ilde tilredt – han er blevet pisket som gemen slave! – han der har levet i Frankrig og dermed ifølge loven er en fri mand! Han har protesteret, fortæller han, mod den ulovlige arrestation, men til ingen nytte. Nu ønsker han blot at dø, hellere end at blive solgt som slave. Men hun overtaler ham til at holde ud og stole på, at hun på slavemarkedet vil kunne skaffe ham friheden, og hendes sidste ord før afskeden er: „Jeg ser i Dem en ven, måske den kæreste jeg har i denne verden – forstår De ikke: det er det jeg er kommet for at sige Dem.“
Da hun skal tilbage med nøglerne, bliver hendes snarrådighed sat på prøve, thi nu er et tordenvejr brudt løs, og i det øjeblik hun lister ind i soveværelset, vækkes ægteparret af et øredøvende tordenskrald. Monsieur mærker, at der er nogen, og råber: „Hvem der?“ „Det er mig,“ svarer Cécile, „jeg er bange, jeg ville bede Éléonore om at låne mig St. Fulgence (helgenen der beskytter i tordenvejr).“ Hun får helgenbilledet, og ingen fatter mistanke.
Men i fængslet har Donatien fået endnu et besøg. Palème er krøbet gennem kloakken for at befri sin velgører. Men Donatien vil blive hvor han er, det har han lovet. „De vil altså ikke?“ siger Palème. , Ja, jeg forstår, man har sagt til Dem: Bliv her! og så bliver De. Hvor har De gjort af Deres forstand, Monsieur? Gal må man være, når man tror på en hvid kvindes ord. — Ja ja. Men skifter De mening senere, så stol på mig.“ Efter endnu et forsøg på overtalelse, slutter han mismodigt: „Når det er sådan, så kan jeg ikke gøre noget for Dem. Så går jeg – langt bort. Farvel, vi ses ikke mere.“
Næste dag mødes Monsieur og de to damer ved morgenbordet. „Vi skal til slavemarked på søndag,“ siger han med sin salvelsesfulde venlighed, „men jeg synes ikke Cécile skal med. Jeg er bange for, at hun skal byde mig over ved auktionen. Hun har lyst til denne mulat,“ tilføjer han muntert med et blik til Éléonore. „Forresten er han ikke meget værd som slave. Man kommer til at slå hårdt og længe for at vænne ham til at bestille noget.“
De to kvinder gør fortvivlede forsøg på at hindre denne himmelråbende forbrydelse, men de kan ikke tale sammen, thi godsejeren viger ikke fra sin hustrus side. De griber begge til samme udvej: at få en anden til at byde på Donatien ved auktionen; Éléonore engagerer bissekræmmerkonen Pélagi, Cécile sender sin godsforvalter besked om at gøre det. Imidlertid er Donatien ved at bukke under for sine lidelser, og La Rebelière bliver bange for, at han skal dø, før hævnen er fuldbyrdet. Han underholder sin hustru med alle detailler, også at den fængslede nu er så dårlig, at han er blevet overflyttet til godsets hospitalsrum.
Cécile vover ikke at besøge den syge, men sender om aftenen sin trofaste Fémi af sted for at give Donatien endnu en hilsen og opmuntring, og under samtalen med ham bliver Fémi klar over, at han slet ikke er mulat, men søn af grev Rethel, Céciles onkel, hvis arving hun er, og en indiansk slavinde! Da han er slavebarn og født på godset, tilhører han ifølge loven godset og altså nu Cécile, den nye ejer. Dette kan bevises gennem godsets beboerlister, og Cécile rider da i nattens mørke af sted for at få fat i dem.
Søndag formiddag er ægteparret La Rebelière i deres hus i St. Pierre, hvorfra de kan se ned på torvet, hvor slaverne føres ind til auktionen, som de om et øjeblik skal ned at overvære. Han nyder situationen. I sin uslukkelige jalousi har han med raffineret nederdrægtighed dag for dag dryppet saltsyre i Éléonores sårede sjæl. Nu kommer den sidste dråbe: Hun står ved vinduet, han nærmer sig stille, prikker hende på armen, peger ned på torvet og siger: „Ser De ham?“ Det er i det øjeblik Donatien føres ind.
„Ja,“ svarer hun iskoldt, „det er den slave De ønsker at købe. Han er den smukkeste mand jeg nogensinde har set.“
Monsieur bliver bleg af raseri, byder hende armen og siger: „Jeg vil bruge ham som bærer af min hamac (bærestol), min elskede.“
Det er krig på kniven mellem ægtefællerne. De går ned på torvet, auktionen begynder. La Rebelière kommanderer Donatien frem, Donatien nægter, et voldsomt ordskifte følger, La Rebelière slår ham med sin stok, Donatien griber den og brækker den over. Åndeløs spænding hos tilskuere og købere, alle kender La Rebelières brutalitet. Så træder hans hustru imellem, han behersker sig, og auktionen begynder igen. Turen kommer til Donatien. La Rebelière byder på ham, men til hans overraskelse og irritation bliver han budt over af Pélagi, højere og højere går budene, mere og mere forbitret bliver han – så afbrydes auktionshandlingen af Cécile og hendes forvalter, der kommer ridende med dokumenter der viser, at Donatien tilhører hende. La Rebelière vil købe ham af hende, hun siger nej, men han har endnu en trumf på hånden: ifølge negerlovene skal en farvet der har fornærmet en hvid mand, straffes med piskning, hvad der i praksis oftest ville sige piskes ihjel. Et øjebliks dødsstilhed. Så træder Cécile et skridt frem og erklærer i alles påhør, at hun ønsker at gifte sig med Donatien, og dermed er han ifølge loven en fri borger. Cécile og Donatien forlader markedet sammen. La Rebelière har i sidste øjeblik tabt spillet, og hans hustru minder ham ironisk om hans ord: at Donatien skulle dø under hans fogeds svøbe.
„Les épaves“ blev publiceret i Revue de Paris i februar 1838, og allerede i april samme år begyndte H.C. Andersen på sit drama (MLE I,446). I MLE (I,219) siger han, at ideen og handlingen havde opfyldt ham. Det kan man godt forstå, thi ideen er modsætningen mellem de foragtede farvede og de hovmodige hvide, handlingen fortæller om den mindreværdige, der efter mange genvordigheder bliver anerkendt som fuldværdig, og dette tema var ham som bekendt altid nærværende. Men det exotiske milieu har sikker også optaget ham, og han vidste tillige, at exotiske emner var i høj kurs hos publikum i disse år.
I sin dramatiske bearbejdelse følger han ret nøje Mme Reybauds novelle, dog med et par væsentlige ændringer:
Tidspunktet for handlingen angives intetsteds – måske for ikke at binde iscenesættelsen til nogen bestemt tidskolorit? Hovedpersonen hedder ikke Donatien, men Horatio – hvorfor H.C. Andersen har valgt dette navn, er svært at se; da milieu’et på Martinique er fransk, burde han dog i alt fald have heddet Horace. Endvidere ændrede H.C. Andersen familieforholdene: hos Mme Reybaud er Donatien som omtalt søn af grev Rethel (hos Andersen Ratél) og en indiansk kvinde, hos Andersen søn af en anden rig franskmand og en negerslavinde, en ændring han muligvis har foretaget for at skærpe modsætningen mellem Horatio og de hvide – hvis den ikke blot skyldes, at han har misforstået den franske tekst.
Hvordan Andersen i øvrigt har benyttet sit forlæg, vil fremgå af flgd. referat:
1. akt. Vi begynder med Eleonores og Cecilies ankomst til Horatios hus på uvejrsaftenen, og gennem samtalerne præsenteres milieu’et: den tropiske natur, forholdet mellem de hvide og slaverne, de herreløse slaver (som har organiseret sig under navnet „Hævnerne,“ et træk der ikke findes hos Mme Reybaud). Endvidere hovedpersonernes aktuelle situation: Eleonores ægteskab, Cecilies opdragelse i Frankrig og nylige ankomst til Martinique – kort sagt alt det Mme Reybaud fortæller på de første sider af novellen. Endvidere Horatios hjem og hans smukke faderlige forhold til sine slaver, hans interesse for natur og kunst. Endelig kimen til dramaets senere handling: de to damers vågnende sympati for den franskdannede mulat. Altsammen en udmærket baggrund for det der skal komme. Mindre vellykket er anbringelsen af et par digressioner, der bremser handlingens udvikling uden at oplyse ret meget om personernes karakter: digtet om negerprinsessen i sc. 3, samtalen om Paris og Horatios betragtninger om kunstnerens vanskelige kår (sc. 5).
2. akt sc. 1 og 3 indeholder to lange monologer af Palème (H.C. Andersen skriver fejlagtigt Paléme), der ikke findes hos Mme Reybaud, og en samtale mellem ham og Horatio, der er meget længere end de korte og præcise ordskifter i den franske original. Derefter samtale mellem Eleonore og Cecilie, der viser førstnævntes foragt for de farvede, men samtidig begges voksende forelskelse i Horatio, og endelig mødet med Palème, hvor Horatio redder deres liv og ære.
3. akt. Gennem samtalen mellem Femi og Pelagi forberedes tilskueren på La Rebellieres (sådan staver Andersen navnet) hjemkomst og det kommende slavemarked. Derefter følger en scene mellem de to damer og Horatio. Deres lange (fra dramatisk synspunkt alt for lange) samtale drejer sig om blomster og munder ud i den almene ide, at „Form og Farve maa for Snillet vige, Det fik første Rang i Skjønheds Rige“ — hvad der vel må betyde, at begavelse er mere værd end skønhed i det ydre, en lidt forstyrrende ide, al den stund Horatio netop omtales som en smuk og elegant mand. Herudfra udfoldes endnu engang de to damers betagelse af ham (sc. 3 og 4). Udtrykkene er ikke altid klare, og man undres desuden noget over, at Cecilies enetale (sc. 4) formulerer den romantiske pantheisme: Gud i naturen, og at hun ender med at blive klar over, at det er kristenkærlighed hun i dette øjeblik føler. I sc. 5 kommer La Rebelliere hjem, skældende og hundsende med sine slaver, sc. 6 og 7 bringer en vemodig afsked mellem Horatio og Cecilie, sc. 8 en konfrontation mellem Horatio og La Rebelliere, i sc. 9 mærker La Rebelliere sin hustrus sympati for Horatio, han bliver grebet af jalousi, ikke mod Horatio (en hvid kvinde kan ikke falde for en farvet mand), men mod den ham ubekendte hvide mand, som han mener Horatio må have bragt hende i kontakt med.
I begyndelsen af 4. akt beslutter han at tage en grum hævn: at lade Horatio piske ihjel for øjnene af Eleonore. I sc. 2 fortæller han damerne om razziaen mod Horatios hus, altimens man i baggrunden ser forberedelserne til det store bal, hvormed La Rebelliere vil fejre sin myndling Cecilies myndighedsdag. En virkningsfuld kontrast, der forstærkes i de følgende scener, der viser damernes fortvivlelse, Eleonores had til sin mand og Cecilies besked til Femi om at bringe et brev til Horatio. I sc. 6, 7 og 8 er vi i det skumle fængsel (her Horatios samtaler med Femi og opklaring af hans familieforhold ligesom hos Mme Reybaud og derefter samtalen med Palème), i sc. 9 tilbage i den strålende balsal, hvor Femi giver Cecilie svar på brevet.
I 5. akt, der foregår næste morgen, røber Eleonore hadet til sin mand og kærligheden til Horatio ved at tale i søvne (hos Mme Reybaud sker det anderledes og mere sandsynligt), La Rebelliere bliver yderligere forbitret, og så udvikler begivenhederne sig som i „Les épaves,“ bortset fra en samtale (sc. 7) mellem Cecilie og hendes godsforvalter, overfor hvem hun – overraskende nok – reciterer det kønne lille digt om fyrsten i Grækenland, der ville sikre sine undersåtter retfærdighed, og tilføjer, at hun her vil gøre det samme. I auktionsscenen er handlingen strammet sammen, og da Horatio er blevet reddet ved Cecilies dristige indsats, afsluttes dramaet med priselig korthed.
H.C. Andersen har, som man ser, udnyttet sit forlæg med betydelig sans for teatrets krav. Hans drama er, ligesom Mme Reybauds novelle, udmærket opbygget og leder konsekvent frem til forestillingens clou: det slavemarked, som iflg. MLE (I,221) begejstrede teaterchefen til at udbryde: „Slavemarked, det har vi nok ikke! Ja, det er noget! jeg skal være retfærdig mod Dem. Det slavemarked tiltaler mig!“
Også i andre henseender har Andersen vist godt dramatisk håndelag. For det første har han for at støtte tilskuernes indtryk af milieu’et givet detaillerede sceneanvisninger. Som Frederick Marker har gjort opmærksom på (Hans Christian Andersen and the Romantic Theatre, Toronto 1971, p. 96), er udstyret i Horatios værelse i den indledende scene nøje beregnet på at antyde ejerens uddannelse, sympatiske temperament og hans interesse for naturhistorie og filosofi. Dernæst er oplysninger, der i en novelle naturligt gives for sig, indarbejdet tvangfrit i dialogen (specielt i 1. akt, men også i 3. akt sc. 1, hvor man får oplysninger om spadsereturene med Horatio). Endelig er handlingen flere steder forenklet på god dramatisk vis. Cecilie besøger ikke Horatios fængsel, det er på scenen nok at lade hende sende et brev med den gamle Femi; der er kun eet besøg i fængslet og Horatio bliver ikke flyttet til hospitalsrummet som i „Les épaves.“
Til gengæld har Andersen udvidet og uddybet Palème-figuren med to monologer i 2. akt og desuden i 4. akt forøget handlingen med den ovenomtalte balscene. Denne følger umiddelbart efter optrinet i Horatios mørke fængsel – en velberegnet effekt, der demonstrerer modsætningen mellem de farvedes slaveelendighed og deres hvide herrers luksustilværelse.
Men der er også udvidelser der viser et mindre sikkert teaterinstinkt, først og fremmest de vidtløftige samtaler i 1. og 3. akt, de talrige monologer og det ikke meget heldigt anbragte digt i 5. akt. Samtaler om emner, der ikke bringer handlingen videre, er en uting i et drama, og monologer skal for at virke på scenen give et dybt perspektiv ind i den talendes psyke og have en overbevisende poetisk præcision i sin form. Det kan til nød siges om Palèmes monologer, men næppe om de andres. Og digtet om hesten og retfærdigheden i 5. akt gør denne scene helt umulig. Det bremser pludselig begivenhederne i deres fart mod klimax; og hvad skal dog den arme forvalter stille op med sig selv under denne umotiverede recitation? Han må bare stå og vente.
Endelig karaktertegningen. Den følsomme nuancering hos Mme Reybaud er der ikke noget af. Figurerne er bygget op af nogle få konventionelle karaktertræk, som uden større variationer gentages gennem de 5 akter, og som forøvrigt er i ikke ringe grad sentimentaliserede. Personerne vokser ikke under begivenhedernes udvikling, uddybes heller ikke meget. Af Mme Reybauds mangesidige portræt af Eléonore er der ikke andet tilbage end hendes forelskelse og den foragt for de farvede, som Mme Reybaud lader træde diskret frem, men som Andersen giver sine tilskuere ind med skeer. Overlegenheden ved mødet med Palème i skoven er forvandlet til en øjeblikkelig, ordinær pigeforskrækkelse. Den beslutsomme unge Cécile, der bevarer sin ro og handlekraft i de kritiske situationer, har hos Andersen blot to træk: forelskelsen og medlidenheden med de farvede – foruden nogle, delvis temmelig forvrøvlede, filosofiske betragtninger, som han ikke har fra sit franske forlæg. Forskellen mellem de to forfatteres figurer ses tydeligt i slutscenen: Da det viser sig, at Cécile er ejer af Donatien, trækker La Rebelière hende til side og tilbyder hende en meget fordelagtig pris for ham, men hun svarer blot:
„Nej Monsieur, jeg har ikke tænkt mig at sælge denne slave.“ H.C. Andersen har den flove replik: ,Jeg kan det ei.“ Da La Rebelière ved Céciles ægteskabserklæring endelig er blevet berøvet sit bytte, siger hun til Donatien: „Monsieur, lad os gå. Vil De byde mig Deres arm?“ og så forlader de markedet. Hos H.C. Andersen står følgende replikskifte: Cecilie: „Siig! vil Du være fri?“ Horatio: „Cecilie!“
Det kan tilføjes, at hendes kærlighed, således som Andersen formulerer den, er uden psykologisk sandsynlighed og dramatisk rimelighed: Hun omtaler sin forelskelse som kristenkærlighed (3. akt sc. 4), hun takker Horatio for brodersindet (3. akt sc. 2) og erklærer, at hun holder af ham som en søster (4. akt sc. 4) – hvad der annullerer hele det erotiske spil der må være drivkraften i hendes befrielsesaktion (Andersens eget forsigtige forhold til kvinder er let et genkende).
Også La Rebelliere er gjort efter en meget enkel opskrift: han er en firkantet egoist og materialist, intet andet. Han har taget sin hustru, fordi hun var af fornem familie, var rig og havde smukke former (5. akt. sc. 2), og han har givet hende alt hvad der kan købes for penge – så kan hun da ikke hade ham (5. akt sc. 2. ). Lykkes navn er guld, erklærer han (4. akt sc. 2). Hans stupide brutalitet overfor slaverne, den hvæsende hån hvormed han omtaler dem (3. akt sc. 5), gør ham til en ren karikatur, omend det ikke kan nægtes, at hans replikker har en afstumpethedens kraft, en grovhedens festivitas, som kan gøre virkning fra scenen. Mme Reybauds nuancering af nederdrægtigheden har Andersen ikke ment at kunne bruge.
Donatien fremtræder i „Les épaves“ som en taktfuld og diskret vært, en fint dannet mand, men tillige som et usentimentalt mandfolk, således som det fremgår af den djærve samtale med Palème efter mødet med de to damer i skoven. Dette kraftige, kompromisløse mandfolk, der forsvarer sig som en rasende mod La Rebelières overmagt af soldater, og som forsøger selvmord, fordi han ikke kan tåle fornedrelsen ved at blive solgt som slave — han er hos Andersen blevet en helt anæmisk figur.
I 3. akt sc. 6 opgiver han på nydeligste vis sin kærlighed til Cecilie -„hos Gud jeg hende eier,“ det vil han nøjes med. I 2. akt sc. 2 erklærer han uventet overfor Palème, at hans værste fjende er hans hjertes hovmod, en underlig selvkritik, der hænger i luften, thi der gøres i resten af stykket intet ud af dette træk. Et af hans motiver til ikke at følge Palème ud af fængslet, er at hvis de blev grebet sammen, ville han blive beskyldt for at „blæse til oprørsflammen“ (4. akt sc. 8.). Man kan ikke sige, at der er god psykologisk sammenhæng mellem hans gennemførte skikkelighed og det energiske selvmordsforsøg (4. akt sc. 2).
Den finhed og forståelse, hvormed Andersen så ofte i sine romaner skildrer jævne folk, mærkes der intet til i billedet af slaverne. Den naive, i sin trofasthed rørende gamle Fémi i „Les épaves“, er hos Andersen blot blevet en kluntet figur. Hendes udtryksmåde er ikke særlig smagfuld eller træfsikker (se f.ex. 1. akt sc. 3 og 3. akt sc. 1) og et par steder helt ude af karakter: I 5. akt sc. 5 beretter hun hemmeligheder for fruen, da La Rebelliere uventet kommer ind, hun lægger fingeren på munden og siger: „La Rebelliere“ – hvor et tyende dog naturligt ville sige: „Tys, Herren kommer.“ Da Horatios familieforhold opklares under fængselssamtalen, udbryder hun jublende: „Der staaer Biscuyas søn! O Seir! Seir!“ – et besynderligt udråb af en almuekvinde. Noget lignende gælder Pelagis forsikring i 5 akt sc. 4: „Hver hindring skal mit Snille aande bort.“
Mere gehalt er der i Palème-figuren, som den fremtræder i de to monologer i 2. akt. Tørsten efter hævn og tørsten efter kvinder er ganske vist de eneste følelser han her giver udtryk for, men de er dog formuleret med ikke ringe kraft og med fantasifuld variation. I fængselsscenen (4. akt sc.8) er der flere ret vellykkede replikker, men desværre også et par udtryk der er så kluntede, at de slår figuren i stykker (f.ex. det meget uheldige: „Villien er vor Vælde!“).
Som man ser, har H.C. Andersen foretaget en voldsom forenkling og tillige en forgrovning i karakteristikken af de personer han havde hentet i „Les épaves.“ At han har ønsket at give en stærkere understregning, mærkes selv i småting. I den franske novelle er det f.ex. Donatien der taktfuldt spørger, om hans gæster ønsker at deres egne slaver skal servere for dem, i „Mulatten“ er det Eleonore der selv udtrykker ønsket – en betegnende forskel. Ved mødet med Palème i skoven er han tydeligt på vej til at forgribe sig på de to kvinder, da Horatio kommer til stede, hos Mme Reybaud antydes blot muligheden af voldtægt. I „Mulatten“ truer Horatio med at skyde ham på stedet, i „Les épaves“ er Donatiens tilsynekomst nok til, at Palème trækker sig tilbage, og truslen kommer senere i mere diskret form.
Den hårdhændede forenkling og forgrovning af personernes psyke giver dem noget klichéagtigt, et indtryk der yderligere forstærkes af det konventionelle poetiske sprog de udtrykker sig i. Der er ganske vist en vrimmel af billeder, sammenligninger og metaforer, men de vokser ikke med nogen psykologisk nødvendighed ud af de enkelte personers karakter; de kan ligeså godt siges af den ene som af den anden. Disse poetiske krydderier på replikkerne virker ofte blot forvirrende, fordi de er hentet fra alle verdens hjørner. Man kan i replikkerne møde de forskelligste fænomener og personer: Laokoon, Cassandra, Columbus, Moses, ørknens panter, enkebrænding i Indien. I løbet af få linjer (3. akt sc. 2) nævner Cecilie Sabas dronning, hieroglyfferne og Beatrice Cenci. Eleonore drømmer, at hun ligger som mumie i en pyramide, og den skikkelige Femi sammenligner den svindende lykke med et snebjerg der smelter, et billede der ikke virker særlig træffende, selvom der måske kan ligge sne på Martiniques vulkaner. Flere steder modsiger metaforen det den skal oplyse. I Horatios ord: „Vor faste Villie er vor Fjederham, Den hæver os fra Undergangens Elv“ (3. akt sc. 6), strider „Fjederham“ mod „fast.“ Femi siger til Horatio i fængslet (4. akt sc. 7): „- – jeg øiner Frelsens Havn,“ hvor der netop ikke er tale om at falde til ro, men tværtimod at gribe til handling.
Men i øvrigt kan man i hver scene finde exempler på kluntet formulerede og dårligt gennemtænkte udtryk, undertiden så ubehjælpsomme, at de bliver uforståelige. Man må undres, når man betænker, hvor præcist digterens sprog er i eventyrene, og når man i brev til Chr. HøeghGuldberg kan læse, at han betragtede sit drama som noget af det „mest gjennemtænkte“ han til da havde skrevet (A & C 111).
Sproget røber, hvad det er der er galt med Andersens dramatiske figurer. Sproget ville aldrig have fået dette præg af tilfældighed, hvis han havde oplevet sine personer indefra som selvstændige, ejendommelige individualiteter. Men det kunne han ikke. Han var en genial iagttager, men havde ingen dybere interesse eller forståelse for de skiftende facetter i individuelt sjæleliv. At give et nuanceret portræt var ikke hans sag. Han kunne derfor heller ikke i en fremadskridende handling fordybe skildringen af en figur. Hans styrke var det forenklede, men suggestive billede af menneskelige egenskaber eller mennesker af ret enkel støbning. Derfor lykkedes de korte dramatiske bagateller bedst for ham, som f.ex. „Den ny Barselstue“ eller „I Vetturinens Vogn,“ der giver raske rids af komiske typer. At skabe et stort, kompliceret drama lå udenfor hans evner.
Det var der flere af hans samtidige der vidste. Molbech var een af dem, Fru Heiberg en anden. I Molbechs censur til teaterdirektionen (optrykt A & C 305-08) levnes der ikke „Mulatten“ ære for ret mange skilling: stoffet er trivielt og ideløst, karaktererne forskruede, ubestemt henflydende, affekteret opfattede og fremstillede. Karakterer og handlinger er lige lidt naturlige og rigtigt motiverede. Temaet (den kultiverede, frie mulat, der hensynsløst sælges som slave) „kunde vistnok være dramatisk benyttet, om Forfatteren havde forstået at gjøre sin Mulat til en virkelig interessant og ophøiet Skikkelse i sit Drama; men han er, som alle de øvrige, kun en sentimental Phrasemager.“ Molbech indrømmer, at man nok kan finde et og andet smukt i stykket, „en og anden Ytring af sand og ædel Følelse,“ men det hjælper jo ikke på den dramatiske kvalitet.
Fru Heiberg var enig med ham. Hun skulle spille Cecilie, og hun blev mere og mere fortvivlet over denne opgave, som det ikke var hende muligt at tage alvorligt. Hun syntes poesien i stykket var hul og forceret og hendes egne replikker ikke andet end højtravende passiar, som hun kun holdt ud ved at spille sin patetiske rolle som en art parodi (hvad publikum heldigvis ikke opdagede) (Et Liv, genoplevet – 5. udgave 1973 bd. I. 318-36)
Der var imidlertid mange der var af en anden mening. Skuespilleren Wilhelm Holst, der skulle spille Horatio, var begejstret og skrev et hyldest- og takkedigt til H.C. Andersen, der ikke undlod at optrykke det 15 år senere (MLE I,221f.). Og publikum modtog stykket med stormende bifald ved premieren 3.2.1840, og indtil 11.3.1848 gik det ikke mindre end 21 gange, hvad der efter tidens forhold var meget. Begejstringen fandt desuden privat udtryk i pressen. I Portefeuillen for 9.2. indrykkedes et lille vers af en vis J. Willstrup:
Til H.C. Andersen.
Til Fremtids Held, at finde Skatten,
studere Mange Nat og Dag;
Forskjelligt pleier hver sin sag:
Du grunded’, søgte, fandt – MULATTEN!
I samme nummer aftryktes digtet „Negerkongens Datter“ fra 1. akt.
Kritikken var gennemgående overordentlig velvillig. Man fremhævede publikums begejstring ved premieren, og Kjøbenhavns Morgenblad skrev (9.2.), at ikke blot teatret, men også litteraturen er blevet „beriget med et ægte genialt Digterværk,“ og videre: „Vi vide intet af Digterens tidligere arbeider, hvor han saa aldeles har været Herre over sit Stof, som i det nærværende.“ Flere recensenter betonede dramaets smukke idé, f.ex. i Portefeuillen 16.2.: „Oplysningens Seir over det materielle Liv,“ som det er udtrykt i Cecilies replik:
„Den bliver aldrig Træl,
Hvis Sjel har Adel! Aandsudvikling seirer,
Den sjæleløse Form som Fnug henveirer!“
„Ideen om Aandens Seier“ var også det som Andersen selv iflg. MLE I,226 havde tænkt sig at udtale i sit værk. Endvidere gjorde man opmærksom på de vellykkede lyriske partier.
Naturligvis var der blandt roserne også et par torne, der i digterens fantasi snart voksede op til store tidsler (MLE I,226). Det blev antydet, at der var for meget lyrik, og at de indlagte deklamationsstykker egentlig ikke passede i et skuespil, at 1. akt var lidt kedelig, at de deklamatoriske partier fyldte for meget i Horatios rolle (en anmelder påskønnede Hr. Holsts flid for at mildne „det Overmaal af Declamation, som findes i hans Rolle, især i første Act“), og at Horatio ikke får lejlighed til at vise sit mod, kun sin lidelse. Men flere anmeldere betoner elskværdigt, at det ville være urimeligt at vente, at stykket skulle være helt uden mangler. Portefeuillens recensent tager endog digteren i forsvar. Man har indvendt, skriver han, at Femi „taler for poetisk,“ men det er nødvendigt iflg. hele stykkets „lyriske Tone og Colorit,“ og den besynderlige scene i 5. akt, hvor Cecilie deklamerer vers for sin forvalter umiddelbart før slavemarkedet, er indlagt for at der kan blive tid til dekorationsforandringen.
De grundigste analyser af „Mulatten“ fremkom i Fædrelandet 16.2 og i Berlingske Tidendes Søndagsblad 8.3. I førstnævnte foretager anmelderen en detailleret sammenligning mellem „Les épaves“ og Andersens drama, som han gennemgår akt for akt. Undervejs noterer han sig visse af Andersens påfund, som han ikke altid finder heldige, f.ex. de botaniske reflexioner i 3. akt, der „hverken fra det lyriske eller dramatiske standpunkt kunne billiges,“ eller Eleonores talen i søvne i 5. akt. Resultatet af sammenligningen er, at hele handlingen stammer fra Mme Reybaud, ligeledes karaktererne, som dog på visse punkter er blevet ændret, ikke altid til det bedre.
Denne konstatering var naturligvis ikke behagelig for digteren, som jo lidt uforsigtigt havde givet „Mulatten“ undertitlen: „Originalt romantisk Drama i fem Akter.“ Men anmelderen sukrer dog pillen ved at tilføje, at Andersen har arrangeret scenerækken på en smagfuld måde for teatret, „saa at der deraf er fremgaaet et ret fuldstændigt og indholdsrigt Drama,“ og desuden har han „indaandet det en yndig Lyrik.“ Til slut udtaler anmelderen, at han opfatter dette skuespil som en art forskud på skønnere arbejder, der må følge sidenhen. – En betinget ros, må man sige.
H.C. Andersen ærgrede sig ikke lidet over denne recension. I sit brev til Henriette Hanck af 20.2. kalder han den en „hadefuld Stemme; i Fædrelandet stod en særdeles i Skygge sættende Anmældelse.“
Ydermere blev der i Portefeuillen omtrent samtidig publiceret en anonym oversættelse af „Les épaves,“ så kunne folk sammenligne (BHH 427, MLE I,226).
Mere tilfreds havde digteren grund til at være med den kompetente analyse i Berlingske Tidendes Søndagsblad, hvor recensenten (det var P. L. Møller) straks vælger et holdbart udgangspunkt, idet han erklærer, at han ville ønske, at forfatteren „havde kaldt sit Digt „Lyrisk Drama,“ og hverken originalt eller romantisk, da det første har vakt indsigelse, og det sidste næppe behøvedes. Det er nemlig kun som lyrisk drama, det kan forsvares mod de forskjellige Anker, man har fremsat; det er Lyrikken, der kan og maa bære de dramatiske Svagheder – -.“ At stoffet er taget andetstedsfra, er uden betydning, siger anmelderen. Ved et dramatisk arbejde kommer det an på formen, hvori det er omstøbt. Det lyriske drama tilsteder en mindre stringent scenekomposition, en mere skizzeret karaktertegning. Det må have været en sådan Calderon’sk form, der har foresvævet forfatteren. De lyriske partier er langt det bedste i stykket, og selvom versene ikke altid er vellykkede eller interessante, er værket dog i vor fattige dramatiske litteratur en gave man må „modtage med Velvillie og Taknemmelighed uden at ansee det for feilfrit.“
Fejlfri er heller ikke alle karaktererne i stykket. Horatio forekommer f.ex. anmelderen „negativt skildret,“ og hvorfor skal „hans Aandsudvikling vises ved udstoppede Fugle og tørrede Planter?“ Cecilie [som andre anmeldere var begejstret for] er heller ikke grundigt gennemtænkt. Hun siger, at hun føler „Christenkærlighed.“ Men hvad der her er i bevægelse, er „hverken meer eller mindre, end den os i det mindste fra Sibbern bekjendte Følelse, Elskov eller Kjærlighed mellem Mand og Quinde.“ Derimod finder han Eleonore og La Rebelliere „ypperligt og consequent skildrede.“ Gennem hele stykket går der i øvrigt en „ædel Indignation over den Behandling, den farvede Befolkning i Vestindien maa lide.“
Anmelderen mener, at stykket uden skade kunne reduceres til tre eller endog to akter (især i første akt kunne meget udelades), og at slutningen kunne blive mere effektfuld, hvis man sparede „Femis kjedelige Opdagelse, at Horatio i Grunden er Grevinde Cecilies Eiendom.“ Først ved auktionen skulle der ske noget: Cecilie skulle byde højere og højere, til sidst hele sin formue, og så, når alt var forgæves, have „benyttet det i Loven hjemlede Middel, at ægte den Ufrie.“ –
Såvidt samtidens kritik, der viser, hvor svært det er at bedømme et digterværks karat straks ved dets fremkomst. Digteren var selv overbevist om, at „Mulatten“s succes skyldtes, at det var et godt skuespil. I virkeligheden skyldtes den, at stykket imødekom tidens smag. Men smagen ændrer sig. I årene 1868-75 gik det endnu 10 gange på Casino (MLE I,446). Siden er det ikke blevet opført, og i vort århundrede har man svært ved at se dets gode sider. Det er næsten kun samtidens negative kritik, tiden har givet ret. Molbech og Fru Heiberg så klarere end de fleste.
– På H.C. Andersens digterbane var „Mulatten“ en episode, som man nu kun beskæftiger sig med, fordi den fuldstændiggør billedet af digteren. Den viser hans begrænsning og hans pudsige fejlvurdering af sig selv. Det mærkelige er, at medens han i eventyrene altid var bedre end sine forlæg, så er „Mulatten“ ringere end den novelle hvorfra han hentede sit stof. Der er siden 1840’erne næppe mange danske der har læst „Les épaves“ (Poul Høybye er en af dem, se Anderseniana 1952, s. 146-47). Det er synd, for den er værd at læse, dog ikke i den ovenomtalte oversættelse i Portefeuillen 1840, for den er ikke ganske tro mod teksten. Adskillige steder erstatter oversætteren originalens direkte tale (hvori ofte just karakteriseringen af personerne ligger) med indirekte, eller han forkorter simpelthen replikkerne. I øvrigt er oversættelsen ordentlig, omend lidt kedelig. Men kedelig er „Les épaves“ ikke. Det er en fortræffelig historie, velfortalt og fængslende, men man skal læse den på originalsproget for at vurdere den elegance i udtryksformen og den finesse i menneskeskildringen, som det ikke lykkedes hverken oversætteren eller H.C. Andersen at overføre til Dansk.
