Om H.C. Andersens moder, Anne Marie Andersdatter, bragte i sin tid G.L. Wads afhandling i Personalhistorisk Tidsskrift for 1903 de første helt sikre oplysninger[1], og de forøgedes med nye – navnlig med nogle af hendes breve til sønnen – da nuværende professor Hans Brix’ doktordisputats udkom i 1907[2]. Hermed var foreløbig de vigtigere data vedrørende hende bragt for lyset, og kun på et enkelt, men ganske vist også ret betydningsfuldt punkt, nemlig om hendes og hendes ægtefælles opholdssted umiddelbart før og de første år efter sønnens fødsel og om kirkebogsnotatet herom, der viste sig at være tilføjet så sent som i januar-februar 1868, kunde jeg i 1925 i en lille afhandling i Personalhistorisk Tidsskrift bringe noget helt nyt, der siden andetsteds efterfulgtes af enkelte oplysninger om moderen i anden forbindelse[3]. Desværre mangler endnu oplysning om, når og hvor hun er født og hvem der er hendes fader, mens det er lykkedes at skaffe ganske fyldige oplysninger frem om hendes moder, hendes søster og datter; det er disse, som bringes på de følgende sider.
Resultaterne af mine flerårige undersøgelser på dette særlige område fremkom for nogle år siden som led af en række kroniker i „Nationaltidende“, og det er nogle af disse[4], som her fremtræder i en på enkelte steder udvidet og rettet skikkelse, ligesom de nu er forsynede med de noter og kildehenvisninger, som kronikformen ikke tillod at bringe frem, og hvori også er nedlagt resultater af senere fortsatte undersøgelser.
Til mit undersøgelsesarbejde har jeg modtaget en understøttelse fra den Hjelmstjerne-Rosencroneske Stiftelse, for hvilken jeg herved aflægger min tak. Og uden den venlige støtte og gode hjælp, jeg i sin tid modtog fra H.C. Andersen-samleren, grosserer H. Laage Petersen, vilde jeg ikke have kunnet gennemføre de langvarige arkivstudier, som ligger til grund for, hvad der her offentliggøres.
Rostgaardshus, i oktober 1934.
H.G. Olrik.
Om H.C. Andersens moder er her kun nogle enkelte ting at meddele, som dog kan påregne en vis interesse. Når Hans Brix til brug for sine undersøgelser i sin tid eftersøgte Anne Marie Andersdatter i folketællingslisterne for Odense den 1. februar 1801 — og kun fandt een eneste af indbyggerne, der kunde være tale om, og hende var det afgjort ikke! — har hans eftersøgning taget for snævert sigte[5]. Var hun overhovedet i Odense på dette tidspunkt, måtte hun sikkert søges i en tjenende stilling og sandsynligvis endnu som amme, eller hvor der var spæde børn i huset, efter sin nedkomst knap ½ år før, den 22. september 1799, med datteren Karen Marie. Og af den slags pladser, besat med en Anne Marie, er der i hvert fald to — desværre uden angivelse af efternavnet — som kan komme i betragtning. Den ene er hos den 36-årige skuespiller Hans Rongsted og hans hustru Johanne, født Leth, 25 år gammel, der i februar 1801 bor på Nørregade, brandtaksations Nr. 431, og har en 28-årig tjenestepige Anne Marie. Hos dette ægtepar, som i november 1799 var flyttet fra Sortebrødretorv, nær Hans Jensens Strædes østre ende, var der den 14. december d.Å. født en lille pige, som 5 dage senere blev døbt med navnene Juliane Wilhelmine i overværelse af et fornemt opbud af faddere. Til at holde det rimeligvis svagelige barn i live kan der nok have været brug for en kraftig amme, som det ikke har været svært at fremskaffe fra det stærkt børnefrembringende Hans Jensens Stræde, men barnet døde allerede den 2. januar 1800[6], og ammen har da været overflødig, men kan naturligvis være blevet i huset og have ventet på dets næste barn, som så lyset omkring december s.Å. og den 11. d.M. blev døbt med navnene Peter Ludvig Theodorus og med ikke mindre end femten fornemme faddere om sig — men allerede døde og blev begravet den 1. august 1801[7]. Men H.C. Andersens moder kan også være identisk med den ugifte Anne Marie, 26 år, der i februar 1801 tjener hos den 40-årige eskadronfeltskær Peter Christopher Boock, der da bor på Nørregade i nr. 447 og som den 12. april 1799 havde ægtet portneren ved Gråbrødre Kloster, Nicolai Gomards 27-årige datter Elisabeth[8]; i dette ægteskab fødtes den 9. januar 1800 en søn Peter Nicolai[9], og året efter fik parret atter en søn, Adolph Ludvic, født den 15. januar 1801[10].
Til hvilken af disse tjenester man eventuelt vil kunne henføre H.C. Andersens moder, er foreløbig ikke let at afgøre. De to tjenestepigers aldersopgivelser siger ikke noget bestemt, da vi ikke med sikkerhed ved, når hun er født, men at hun ved opgivelsen har gjort sig yngre end hun i virkeligheden var, turde være ret givet; hun har i hvert fald været mere end både 26 og 28 år, da hun antagelig må være født o. 1768 og således i 1801 har været o. 33-34 år[11]. Når man uvilkårlig fæster sig mest ved den pige, der tjente hos familien Boock, er det naturligvis, fordi der et par år senere viste sig at bestå en vis forbindelse mellem Anne Marie Andersdatter og husmoderens fader, Portner Gomard, der i april 1805 stod fadder til hendes senere så berømte søn[12].
Hvor længe hun eventuelt er blevet i een af de omtalte pladser, ved vi naturligvis heller ikke — som amme vel næppe stort længere end til henimod udgangen af år 1801, og urimeligt er det således ikke, om hun fra 1. november d.Å. har søgt sig en ny plads. Derfor er det højst sandsynligt hende, der er tale om i en politiretssag i Odense, som blev påbegyndt og afsluttet den 27. april 1802, under hvilken gårdmand Rasmus Larsen i Svenstrup — i Stenløse Sogn, en mils vej syd for Odense — indstævner pigen Anne Marie Andersdatter — her har man i hvert fald det rette efternavn! — som på stævningstiden tjener hos Bager Michael Lund på Nedergade i Odense, men har taget tjeneste fra 1. maj 1802 hos klageren for en halvårsløn af 4 Rdl. og nu har ladet sig forlyde med — endog over for to betjente, der har præsenteret hende en beskikkelse fra klageren — at hun ikke vil komme i hans tjeneste. Indkaldt for retten erklærede hun dog at ville møde rettidig, og dermed var klageren fornøjet, men hun måtte dog overfor retten forpligte sig til at dække gårdmandens udgifter ved indstævningen med 5 Mk., som han skal have lov at afkorte i hendes fattige løn, når den til sin tid skal betales. Det skal i denne forbindelse nævnes, at hos hvedebrødsbager Michael Lund tjente Anne Marie ikke i februar 1801 — hans tjenestepige hed da Lovise Larsdatter[13].
Om Anne Maries forlover ved hendes trolovelse den 5. januar 1805, kromand — d.v.s. værtshusholder — Rasmus Nielsen, kan anmærkes, at han selv ikke længe før, den 12. november 1803, i Vor Frue Sogn var viet til pigen Kirsten Rasmussen[14]. Han er vistnok søn af den kromand Niels Rasmussen, der o. 1800 bor på østre side af Påskestræde i Odense; selv bor han i januar 1805 på søndre side af Vestergade og har to tjenestefolk og to logerende[15]. Det ligger i alt fald nær at antage, at Anne Marie har været en af de to førstnævnte og derfor har fået ham til at være forlover for sig på samme måde som skomager Poul Breineberg, der boede udenfor Skt. Jørgens Port, var det for hendes brudgom, skomagersvend Hans Andersen, som sandsynligvis var i hans brød[16].
Endnu skal her, bl.a. af hensyn til dem, der måske vil tage fat påny på det brydsomme arbejde at forske efter yderligere oplysninger om verdensberømthedens moder, peges på nogle forhold, som da kan have betydning.
For det første må man huske på, at hun var et uægte barn — født af en moder, som senere fik to sådanne til, før hun blev gift. Når hverken G.F. Wad eller Hans Brix førte deres fortræffelige undersøgelser helt tilbunds på dette felt, skyldes det vistnok bl.a. den omstændighed, at de opererede med forestillingen om, at digterens moder, skønt vel af yderst fattige kår, dog var runden af og hørte hjemme i legitime forhold. Dette er, som de tre følgende afsnit vil vise med al tydelighed, så langt fra tilfældet, at H.C. Andersens bitre betegnelse af sig selv som Sumpplanten[17] kun er alt for rammende — hvad der jo iøvrigt ikke kan forringe blomstens skønhed i vore øjne eller kaste nogen skygge over dens renheds mirakel. Dernæst skal man vistnok vogte sig for — hvad Hans Brix i sin doktordisputats har forsøgt[18] — at ville lokalisere Anne Maries oplevelser til egne øst for Odense — mod Ørbæklunde og Broholm. Det er dog vist ret givet — efter hendes søns udtalelser i „Mit Livs Eventyr“[19], at hans Moder som ung har tjent på en større gård „i Nærheden af hendes Fødeby Bogense“, og at det er derhen hun med sin dreng har begivet sig til fods fra Odense et år ved humlehøstens tid —- „til en Herregaard, hvor Fruen, hvis Forældre min Moder havde tjent, havde sagt, at vi dog engang skulde komme der i Besøg“[19]. Og når i „Kun en Spillemand“, hvor Marie, Christians moder, har så meget tilfælles med H.C. Andersens moder, talen er om gårdmandens søn i Ørbæk, der friede til Marie, som dog senere tog skomageren[20], bør man ikke lade det helt ude af betragtning, at Ørbæk også er en lokalitet i nærheden af Bogense, i Ore Sogn, der som Bogenses omegn i det hele taget har sine herregårde. Herved må også erindres, at „Fruen på Gaarden“, hvad det nu er for en gård, jo ikke netop behøver at være en ejers hustru, men for den fantasifulde dreng (der tror på, at Bogense er moderens fødeby) kan have stået som sådan — og at herregården nok kun har været en station på vejen, idet rejsen vist snarere, hvad digteren omhyggeligt fortier, er gået til selve byen Bogense for at gøre drengens dér boende mormoder et besøg[21].
Endelig er der i „Mit Livs Eventyr“ et fingerpeg i retning af Anne Maries slægt, som mulig kan føre til et resultat — det er dér, hvor digteren omtaler laugenes skilteflytning og fortæller om narren — Harleqvin kalder han ham — „en gammel Karl, Hans Struh, der ved sin lystige Snak og sit Ansigt, der var malet sort på Næsen nær, som havde sin naturlige røde Farve, gjorde stor Lykke. Min Moder var saa fornøjet over ham, at hun gjerne vilde faae ud, at han var af vor Familie, rigtignok meget langt ude, men det erindrer jeg endnu tydeligt [1854], at jeg med den stærkeste Følelse af Aristokratie protesterede imod at være i Familie med „Narren“ “[22]; i den i 1832 nedskrevne autobiografi nævner han også narrens navn og kalder ham også her Hans Strue, men fortæller ellers ikke om slægtskabet[23]. Jeg har heller ikke kunnet følge dette til noget resultat, men kan dog oplyse følgende om personen selv. Hans rette navn var Hans Andersen Drud; han døde i Odense den 28. august 1818 og var da 60 år gammel — altså født o. 1758; han betegnes ved sin død som daglejer, boede „ved Graabrødre Muur“ og begravedes i fri jord[24]; han efterlod sig enke og 6 børn, men kun et meget fattigt bo[25].
Trods den lavere aldersangivelse er han sikkert identisk med den Hans Andersen Drud, født i Fyen 1760, 65/2 tomme høj, der den 26. august 1782 blev enroulleret som dragon ved det fyenske dragonregiment, og hvis kapitulation på 8 år udløb 1794, hvorefter han blev demitteret[26]. Den 8. juli 1795 blev han trolovet og den 29. s.M. viet i Odense Skt. Hans Sogn til den ærlige og gudelskende pige Karen Hansdatter, en datter af smed Hans Jensen[27]; i 1806 boede familien på Horsetorvet i brandtaksations Nr. 642, Christian Huus’ Boliger, forhen „Doctors Boder“[28], og altså lige i nærheden af H.C. Andersens barndomshjem. Personer med tillægsnavnet Drud forekommer hyppigt i Odense og omegn, i Assens, Tommerup og Svindinge; der findes ejendomme med betegnelsen Drudgård i Kærum, Skydebjerg, Tommerup og Vissenbjerg; Feltet for undersøgelser om Hans Andersen Drud, hans herkomst og mulige slægtskab med Hans Christian Andersen er således ret vidt og kan mulig føre til et resultat af værdi. Om det fører i retning af Anne Marie Andersdatter eller hendes ægtefælles slægt, må foreløbig stå hen.
Få berømte mænd har mere ømt og pietetsfuldt skrevet om deres moder end H.C. Andersen, og det med velberåd hu, thi han kunde jo ikke være uvidende om, at hvilken målestok andre mennesker end anlagde, så kom hun i verdens øjne til at rangere grumme lavt; med hendes sædelighed stod det i hendes unge dage ikke synderlig godt til, og som gammel var hun forfalden til drik. Desto smukkere er sønnens rørende kærlighed til hende, og hvor han i sin digtning har benyttet motiver fra hendes liv — som i historien: Hun duede ikke — har han bestræbt sig for netop at undskylde og forklare det, som verden fandt angribeligt.
Til gengæld har han ganske undladt i sine autobiografiske arbejder, hvor han dog vier sin fædrene slægt og ikke mindst sin farmoder en ret indgående omtale, at tale om moderens herkomst. „Det har vist sig“, skriver professor Hans Brix i sin doktorafhandling i kapitlet om H.C. Andersens moder, „at overalt hvor det gjaldt Moderens Historie var Sønnen meget forbeholden“[1], og denne forf. har derfor ment, at på det eneste sted i hele digterens litterære produktion, hvor H.C. Andersen giver et fingerpeg, som kunde bidrage til at finde oplysning om moderens herkomst, foreligger der et forsøg på at dreje efterforskeren i stik modsat retning. Talen er her om det sted i Mit Livs Eventyr, hvor H.C. Andersen fortæller, at „i Høsten en Gang tog min Moder mig med fra Odense til en Herregaard i Nærheden af hendes Fødeby Bogense“[2]. Nu har både Professor Brix og andre i sin tid flittigt eftersøgt Bogense Bys kirkebøger for at finde moderens fødsel, men forgæves; også andre steder på Fyn, i Bogensø på Hindsholm og i landsbyen Bovense mellem Nyborg og Kerteminde, har en forskning efter Anne Marie Andersdatters fødsel vist sig resultatløs.
Og så er forholdet alligevel det, at digteren udfra sin viden har været i god tro og skrevet rigtigt; lige fra hans fødsel og til hans 20. år boede hans mormoder i købstaden Bogense — og hvor skulde han som dreng tænke sig andet (når der ikke blev givet ham bedre besked), end at hvor mormoderen levede og hendes mand lå begravet, var også moderen født? Således får alt så ofte en naturlig forklaring, og selv om forholdet nu i høj grad viser sig at være „Sandhed med Modifikation“, kan det ikke siges om den forsigtige digter, at han på dette punkt har udtalt sig forbeholdent eller vildledende. Vi skal nu se, hvorledes det i virkeligheden forholder sig med denne mormoder.
Hvor Anna Sørensdatter — mormoderen — stammer fra, kan ikke bestemt siges. Ved folketællingen 1. juli 1787 opgives hun at være 32 år gammel (altså født o. 1755) og i februar 1801 53 år (født o. 1748); overfor fattigvæsenet i Bogense erklærer hun i juli 1806 at være „henved 70 Aar gammel“ (født o. 1734), og ved sin død i 1825 opføres hun i kirkebogen som 88 år gammel (født 1737)! De to sidste angivelser er vitterlig forkerte — i 1806 gjaldt det navnlig for hende om at gøre sig gammel og ærværdig, så hun ikke kunde ventes ret længe at skulle falde fattigvæsenet til byrde ; de to opgivelser til folketællingen er vistnok rigtigere, skønt hun sikkert her så sin fordel ved at gøre sig yngre. Tager man gennemsnittet af de ovennævnte aldersopgivender, har hun antagelig første gang set dagens lys ca. 1745 — hvilket stemmer godt med, at H.C. Andersens moder, der antagelig er hendes ældste barn, må være født ca. 1768 — og mulig er da Anna Sørensdatter, hvis hun er født i Odense, det udenfor ægteskab af Gjertrud Andersdatter fødte pigebarn Anne, som den 2. maj 1745 blev døbt i Odense Vor Frue Kirke, og hvis fader var Søfren Rasmussen, rytter ved Schubarts Kompagni. En anden mulighed for at identificere hende som datter af en vis Søren Sørensen i Lille Ubberud vil blive berørt nedenfor — under omtalen af hendes datter Christiane. Men en efterforskning efter en Anne Sørensdatter på hin tid er en såre vanskelig sag; kun et heldigt tilfælde vil en gang kunne skaffe klarhed over, hvem der var H.C. Andersens mødrene oldeforældre.
Hovedkilden til vort kendskab til hans mormoder er den forklaring om sig selv og sin historie, som hun gav[4], da hun i 1806 kom under offentlig forsorg i Bogense, og i den går hun naturligvis med megen forsigtighed og dristig omgåelse af sandheden udenom de mørkere punkter i sine antecedentia. Således også med hendes ægteskabelige fata: sin sidst afdøde mand havde hun haft i 13 år, og med ham havde hun ingen børn, „men tilforn havde hun været gift med en Mand ved Navn Jens Persen, som havde været Skrædder og boede i Odense, og med ham havde hun avlet 4 Børn, hvoraf de tvende i deres spæde Alder ere døde, mens den ene, Anne Marie, lever og er gift med en Skomagersvend og boer i Odense ved Navn Hans Andersen, den anden hedder Christiane og opholder sig i Kjøbenhavn; om hun er gift, er hende ubeviist“.
Blandt disse personer vil man let genkende H.C. Andersens forældre; at Anne Sørensdatter har været gift og er blevet enke to gange, er også rigtigt, men bortset herfra er der så megen fantasi i historien, at den vilde have kunnet gøre hendes fantasifulde dattersøn ære!
Desværre har det ikke været muligt hidtil at udfinde sted og tid for H.C. Andersens moders fødsel; det må være en senere tid og en heldigere hånd forbeholdt. At hun er den ældste af de to døtre, er det vist berettiget at antage, og hun er da vel, ligesom søsteren Christiane (se nedenfor Side 37), født på Fyn og udenfor ægteskab. I 1764 blev et rytterregiment forlagt til Fyn; blandt dettes officerer eller mandskab – og da ikke usandsynligt en ikke-danskfødt — turde man antagelig finde hendes fader. Datteren Christiane, der vil blive nærmere omtalt i det følgende, var ikke af militær ekstraktion; hun er født 1778 og døbt 4. søndag i advent i Ubberud; Faderen var en tysk sadelmagersvend i Odense. Det tredje barn, som Anne Sørensdatter fødte — og fremdeles udenfor ægteskab — var på ny en datter, Marie Kirstine, som den 21. august 1781 blev døbt i Odense Vor Frue Kirke, og hvis fader var en rytter – Reiter Steensen, der tillige var hattemagersvend hos Heinrich Dorch i Odense; antagelig er barnet død som spæd[5]. Men for moderen var denne fødsel en farlig sag; tre børn udenfor ægteskab blev ret hårdt anset i hine tider; og medens faderen til det sidste barn slap med at afgøre sagen indenfor sit regiment, blev Anne Sørensdatter, efter i et års tid at have klaret sig fri, så længe hun ammede barnet, i foråret 1783 hensat i Odense Rådhus til afsoning af 8 dages fængsel på vand og brød for tredje gang begået lejermål[6].
Da hun slap ud fra denne straf, traf hun sin første mand, skrædder Jens Pedersen – han var lige sluppet løs fra Odense Tugthus, hvor han den 9. novbr. 1782 blev indsat for at afsone den bøde og de omkostninger, han var ifaldet for ubevisligt at have rejst sag mod grevinde Ahlefeldts skytte på Bjørnemose og beskyldt ham for at have skudt skrædderen et hul i hovedet. I Svendborg havde Jens Pedersen siden 1766 været gift og bosat — bl.a. i den fra „Kun en Spillemand“ berømte Hulgade; nu var han enkemand; sine Børn af første ægteskab synes han ikke at have været generet af[7]; vist er det, at den 22. november 1783 holdt han i Odense Vor Frue Kirke bryllup med Anne Sørensdatter efter at de den 11. oktbr. s.Å. var blevne trolovede[8], og den 3. maj 1785 døbtes deres fælles barn med de fornemt klingende navne: Samuel Gothlieb Ernst Conradt[9]. Med sådanne navne vilde det ikke have været nemt at leve i „Schiwes Gaard“ i Odense, hvor mest fattigfolk holdt til, men barnet døde også og blev begravet den 11. maj s.Å. Ved folketællingen 1787 boede familien i Adelgade nr. 40 og havde foruden en logerende, en ugift kvinde med et uægte barn, mandens søn af første ægteskab og konens uægte datter boende hos sig[10]. Kort efter døde skrædder Jens Pedersen og begravedes 13. maj 1790 i fattigjord på Skt. Knuds Kirkegård — og fire år efter, den 11. april 1794 giftede „den ærlige og gudsfrygtige Enke“ Anne Sørensdatter sig påny[11], denne gang med en 30-årig handskemagersvend Jørgen Rasmussen, søn af aftakket dragon Rasmus Iversen og derfor oftere betegnet ved faderens efternavn, der også blev skrevet Sieverts eller Sievertsen[12].
Jørgen Rasmussen blev ikke ved sit håndværk; han lod sig, som sin fader, hverve ved de fynske dragoner allerede året efter sit ægteskab og fuskede derhos sammen med denne i murerprofessionen; i forening fik de i 1795 3 andre håndlangere hos murermestrene i Odense til sammen med sig at erklære strike og forlange højere løn — 20 Skilling om dagen i stedet for 18½ om sommeren og 16 om vinteren — hvad de kom særdeles galt fra[13]. I februar 1802 blev Jørgen Rasmussen Sievert antaget som natvægter i Odense[14], men allerede inden jul s.Å. fik han sin afsked som følge af nogle gadeoptøjer, hvor han ikke havde udvist god konduite, men havde slået en lygte itu og ladet sin morgenstjerne gøre til bytte af nogle deltagere i en maskerade, som overfaldt ham. Man får af forhørene[15] det indtryk, at der blev gjort ham uret, og derpå tyder det også, at han i 1804 opnåede ansættelse som vægter i Bogense[16]. Anne Sørensdatter, der i 1801 havde sit barnebarn, H.C. Andersens uægtefødte halvsøster Karen Marie i pleje[17], og som fra januar 1803 til juli 1804 boede i den lejevåning i Bangs Boder på hjørnet af Hans Jensens Stræde, som en uhjemlet tradition senere har udpeget som H.C. Andersens fødested, forlod nu også Odense og drog til Bogense til sin mand[18]. Men allerede den 6. juni 1806 døde Jørgen Rasmussen[19], og i Bogense ønskede man, at hans enke vilde forlade byen — man forudså, at hun hurtig vilde komme til at ligge det offentlige til byrde. Og heri tog man ikke fejl[20]; skønt byfogden Niels Bang, der var hendes særlige protektor, forsikrede, at han nok skulde få hende fjernet[21], vidste han at dreje sagen, så hun fik lov at blive i byen — bl.a. fordi man heller ikke vilde have hende i Odense, eftersom hendes mand havde haft offentlig ansættelse i Bogense! Bang havde derfor — „da nu denne fattige Enke skulde ud af sit Sted (og ingen Mennesker bør ligge på Gaden)“ — lejet hende et værelse og hjulpet hende på anden måde, og året efter skaffede han hende en understøttelse af 4 Mark om ugen, „da hun altid havde vist sig beredvillig at opvarte de Syge, som hun og skal vedblive“[22]; senere fik hun plads i hospitalet, og hendes fattige indbo blev fattigvæsenets eje — hun havde dog i 1806 slet ikke så lidt både at sidde og ligge på og har nok kunnet bo i en helt hyggelig lille Stue i den sidste havn, hun omsider fandt sig i Bogense[23].
Utvivlsomt har H.C. Andersen og hans moder besøgt hende her i hans barndom. Når han ikke nærmere har omtalt hende, skyldes det nok en viden hos ham om, at hendes rygte i hans fødeby næppe har været godt, hvad der jo ikke er så underligt med den brogede fortid, hun havde bag sig. Da hun omsider døde den 2. december 1825, spillede den skæbne, som bistod hendes dattersøn i at holde hende og hendes Liv skjult for verden, den nyfigne eftertid det puds at lade hende få et urigtigt navn i kirkebogen; der kan man nemlig kun finde en Anne Pedersdatter, enke efter Jørgen Vægter, almisselem i hospitalet, som blev begravet den 6. december, 88 år gammel[24].
Folk, der mener sig beslægtet med H.C. Andersen, gør stadig forsøg på at finde tilknytning mellem deres og hans slægt. Særlig har disse ihærdige deres opmærksomhed rettet på sognene vest for Odense, idet man vil vide, at digteren under et besøg i Odense engang skal have lejet vogn og være kørt ud ad Sanderum og Ubberud til for at besøge nogle slægtninge dér. Såvidt vides, har disse efterforskninger (hvortil de pågældende må drives af meget ideelle grunde, thi noget praktisk udbytte vil selv et positivt resultat dog umuligt kunne hidføre) hidtil ikke bragt noget for dagens lys af betydning.
Helt hen i vejret er den tanke, der ligger til grund for dem, dog ikke, thi i Ubberud Kirke blev 4. søndag i advent 1778 døbt et pigebarn med navnet Christiane, hvis moder var H.C. Andersens mormoder, den da ugifte Anna Sørensdatter, medens faderen var en sadelmagersvend Johan Gottfred Meyer Fascher i Odense[1]. En svend af dette navn henvendte sig 3. november 1777 om hjælp ved sadelmagersvendenes lade i Odense; han hørte hjemme i Zeitz i Sachsen, og om hans senere skæbne foreligger der intet; han har sikkert snart forladt landet[2]. Blandt barnets faddere er mulig nogle af moderens slægtninge, men til sikkre resultater kan man ved en efterforskning af dem ikke nå[3]. Da Anna Sørensdatter i 1783 indgik ægteskab med skrædder Jens Pedersen og tog bolig i Odense, havde hun datteren med sig; hun kaldes da – ved folketællingen i juli 1787 – Christiane Gotlib, uvist med hvilken hjemmel[4]. Senere er hun vel kommet ud at tjene, og efter hendes moders forklaring til fattigvæsenet i Odense i 1806 levede Christiane på denne tid i København — om gift eller ugift vidste hendes moder ikke; det lød egentlig ikke betryggende. Hendes navn er så forholdsvis sjældent, at det kan betale sig at lede efter hende f.eks. i de Odense Pasprotokoller — thi uden pas kunde man dengang ikke rejse fra Odense til København — og vi finder da i den bevarede pasjournal for årene 1798—1811, at borgeren Sr. Jacob Knoblauch den 1. aug. 1799 fik pas for sig, sin hustru og sin tjenestepige Christiane til København[5]; det kan nok have været hende. *
Om hendes skæbne i hovedstaden ved vi intet; den synes på sin vis at have været gunstig, thi i sin levnedsbog fra 1832, udgivet 1926 af professor Hans Brix, fortæller H.C. Andersen om denne moster[6], at hun engang i hans tidligste barndom kom på besøg i Odense; hun var da „meget brillant, kom et Øjeblik ind til mine Forældre, og gav mig en Sølvskilling, men da min Moder, altfor hæftigt og med stærke Udtryk talte om hendes Rigdom og Stads, skildtes de ad som Fjender“. Først i 1819, da digteren var installeret i Ulkegade 108, (senere Holmensgade Nr. 8; Huset er nylig nedrevet) hos Madam Thorgesen[7], følte sig meget ensom blandt lutter fremmede og trængte til et hjem, kom han i tanker om, at han havde „denne Slags Tante“ — kalder han hende — der „var Enke efter en rig Søecapitain“ og som jo ingen skam kunde have af ham, hvem man alt havde vist så megen interesse. „Ved en Hændelse fik jeg hendes Bopæl opspurgt, uden at det siden har været mig muligt at erindre hendes Navn (!)“ og aflagde hende et besøg.
Blandt de mange slags huse, H.C. Andersen straks i sine første Københavns-år kom i berøring med, var Moster Christianes vel nok et af de mærkeligste — også et af de farligste og for ham, heldigvis, uhyggeligste. „Der var ret pynteligt i hendes Hus, hun tog også ret taaleligt mod mig, men det gik ud over min stakkels Moder, som hun for en pyntelig Dame dér i Værelset udskjældte for Raaehed, Mangel på Dannelse og sagde tilsidst: „og see, nu sender hun mig ovenikiøbet, efter at have behandlet mig slet, sit Barn på Halsen! og det en Dreng, var det endda en Pige!“
— Kort efter trådte en fremmed herre ind; „det er Jomfruens Kjæreste!“ hviskede Tanten, og bad mig følge sig. Vi gik nu op på et Loft, hvor hun opholdt mig med Tale om sine Midler og sagde, at jeg kunde imellem komme til hende. Men Maaden hun talte om min Moder på, den fremmede Dame og hendes Elsker, gjorde et underligt Indtryk på mig, og da jeg (senere) fortalte Madam Thorgesen derom, gruede min Sjæl, thi jeg saa nu, hvilken Maade den gode Tante levede paa“. „Og“, tilføjer han, „jeg saa hende aldrig siden, sikkert er hun død, eller ingen af os kjende hinanden“.
Den første formodning var, da H.C. Andersen skrev sin bl.a. for Louise Collins kyske øjne og øren bestemte levnedsbog, rigtig nok — såfremt den meget vanskelige efterforskning efter mosteren, hvis resultat nedenfor skal meddeles, da har fulgt det rette spor. Dette tror jeg dog at turde indestå for.
En skibskaptajns enke, hvis fornavn er Christiane, hvis efternavn som ugift må være Sørensdatter eller Sørensen, hvis fødeår man kender, og hvis død må være indtruffet efter 1819 og antagelig før 1832 — hun burde ikke være svær at finde i staden Københavns forskellige offentlige protokoller m.v. Navnlig måtte en gennemgang af skifterettens bøger kunne ventes at give et resultat, og ganske rigtigt; som den, hvis dødsbo var genstand for skiftebehandling i 1830, finder vi snart en kvinde, på hvem alle kriterierne passer: Christiane Jansen, fød Sørensen, enke efter skipper Gert Jansen, død 25. febr. og begravet 2. marts 1830, og 48 år gammel (hun skulde være 52 år, men derpå bør ikke lægges vægt). Som dødsårsag angives vattersot; hun boede i Borgergade nr. 172 (nu Gade nr. 65), begravedes på Assistens Kirkegård, Trinitatis Sogns afdeling. Med rigdommen var det ikke stort bevendt, — det hele bo vurderedes til 19 Rdl., som husværten lagde beslag på for resterende husleje; 50 Rdl. fra en ligkasse dækkede begravelsesomkostningerne, og der blev intet til hendes to døtre, den 18-årige Gertine og den 10-årige Lovise[8].
I alt dette er i og for sig intet mærkeligt. Men eftersøger man børnenes fødsel og faderens død, når man til et højst besynderligt resultat. Den ældste datter er utvivlsomt den Gertine, som den 5. septbr. 1813 er født og den 11. s.M. døbt på fødselsstiftelsen som barn af moder nr. 674; hendes navn er faldet kirkebogsføreren noget fremmed[9] — hun er jo opkaldt efter faderen — og ved hendes konfirmation den 18. april 1828 i Trinitatis Kirke kniber det endnu mere; da er Gertine Jansen blevet til Gertina Pahne, datter af koffardikaptajn Gerzie Pahne i Dr. Tværgade nr. 232; man må næsten antage, at pigebarnet — uden medbragt dåbsattest — har læspet stærkt, og at kirkebogsføreren har nedskrevet navnet, som det lød i hans øren![10]. Også den yngre datter er født på stiftelsen — det synes nemlig enten at være den Lovise, der som nr. 557 er født den 25. juli 1821 af moder nr. 553 eller den 10. oktober samme år som nr. 736 af moder nr. 734. Her er altså ingen oplysninger at finde om faderen — og moderen synes at være en „ugift fødende“ !
Men værre er det, at der overhovedet ikke synes at have eksisteret nogen skibskaptajn Gert Jansen. Han findes ikke i skipperlaugets bøger[11], hans enke heller ikke, og går man skifterettens protokoller efter, finder man ingen kaptajn af dette navn — kun — i 1807 — en bådsmand Giert eller Gert Jansen, der er død om bord på skibet „Bekkeskov“, Kaptajn Peter J. Clementz, og det så tidlig som den 13. juni 1806. Ikke færre end 12 af skibets besætning er døde og afregning for dem indleveret til skifteretten; der findes notater om, hvem af dem der var gift; — det var kun een —-og ikke bådsmand Gert Jansen. Da boets behandling sluttede i august 1808, tilkom der hans efterladte 114 Rdl. 3 Mk. 3 Sk., men ingen meldte sig efter proklamaet udover hans vært, der havde 21 Rdl. tilgode fra 1805 for kost og logi[12].
Skifterettens notater stemmer med, hvad der kan oplyses gennem Waterskouts-Protokollerne; heller ikke disse kender — i tiden fra 1804—1829 — nogen skipper af navnet Gert Jansen eller Gert eller Gerzie Pahne; derimod indeholder den den 25. maj 1805 afsluttede rulle for skibet „Bekkeskov“ oplysning om bådsmand Gert Jansen[13].
Man forstår nu bedre, at H.C. Andersens mormoder i 1806 kunde forklare, at hendes datter Christiane levede i København, „men om hun er gift, er mig ubeviist“. Forholdet er da antagelig det, at Christiane har været kæreste med bådsmand Gert Jansen; han er gået til søs i 1805 og aldrig kommet tilbage, og hun har derefter givet rollen som hans enke og, da bådsmand jo var så lidt, i det stille ladet ham avancere til kaptajn, alt medens hun efterhånden skænkede ham tvende døtre!
De stakkels pigebørn kunde man have ondt af; hun har dog sikkert, trods sin egen immoralitet, stræbt efter at holde dem pænt og oplære dem bedre, end hun selv var blevet. Efter hendes død averterede Gertine den 8. marts 1830 i „Adresse-Avisen“: „En Jomfrue, af god Opdragelse, hvis Forældre nyligen ere døde, ønsker en Condition til 1ste Maj som Sye- eller Kammer-Jomfrue, da hun kan alt hvad der fordres til dette Fag og tillige taler Tydsk. Man behage at mælde sig i Borgergaden 172, 1. Sal til Gaden“[14]. Og dagen efter indeholder samme avis et inserat fra kgl. fuldmægtig A.L. Schram[15] i Kattesundet No. 111, 2. sal, om beskæftigelse for „tvende forlængst faderløse, unge Piger, som for faa Dage siden have fristet den haarde Skjæbne også at miste deres Moder“ og hvoraf den yngste — den 10-årige Lovise! — „meget ønsker at maatte træffe et Sted, hvor der var smaae Børn, man vilde betroe til hendes Underviisning; om hendes Duelighed i denne Henseende vil man kunne forvisse sig i det Institut, hun skylder sin Dannelse“. —
Hvad mon der senere er blevet af de to, H.C. Andersens stakkels kusiner, hans nærmeste og måske eneste slægtninge? Blev deres liv en trist historie, som deres moders, eller et, trods alt, dejligt eventyr som deres fætters? Måske vil der engang herom kunne fortælles et og andet, der er glædeligere end hvad der ellers vides, og hvad jeg her har kunnet berette om kvinder af den verdensberømte digters mødrene slægt.
Selv den, der kun flygtigt gennemblader de to bind breve fra H.C. Andersen, som så lyset 1878, eller Rigmor Stampes bog fra 1918 om H.C. Andersen og hans nærmeste omgang, hvori også flere af hans breve er trykt, vil bevare et indtryk af, i hvilken grad digteren ynder at betegne sine jævnaldrende kvindelige korrespondenter som søster, hvorved han eo ipso bliver broderen. Både de Collinske damer, frøken Henriette Wulff og hendes navne, frøken Henriette Hanck i Odense, får denne tiltale; senere træder Jenny Lind ind i rækken af hans søsterlige veninder, og hun gjorde i hvert fald gengæld ved også at titulere ham broder og underskrive sig selv: Systeren[1]. Man fatter jo nok, at udtrykket antyder en resignation fra hans side, hvem elskovslykken bestandig blev nægtet — men hvilken mand bryder sig ellers om at spises af med et broderligt forhold til den kvinde, der har vraget ham som elsker? For H.C. Andersen betød dette med søsteren dog noget — og vel egentlig nok; for hans søsterlige veninder måtte det på den anden side stå som smuk opgave således at være noget for en mand, der – det vidste de jo ! — ingen virkelig søster havde, som kunde tage opgaven op.
Selv vidste han bedre besked — for ham var et vist søster- og broderforhold hans ungdom igennem en kilde til spænding og gru, og dog måtte han bestandig sysle dermed, måtte også sikre sig dem som søstre, der ikke på anden måde vilde stå ham nær. Derfor vil man overalt i hans produktion finde søskendeforhold med forviklinger og gåder, men også med lykkelig opklaring taget op til behandling, og næsten altid med trang til deri at lægge noget skønt og godt — noget ideelt, der på den ene eller den anden måde bryder ud i blomst. Eksemplernes tal er stort; her skal blot fra hans dramatiske digtning nævnes: Sverkel og Liden Kirsten i operateksten med hendes navn; fra eventyrkredsen: Kay og lille Gerda i Snedronningen, men i rækken af romanerne blev emnet til en hel bog: O.T. med dens dobbelt-par af søskende, hvis skæbne slynger sig i hinanden. Udenfor al tvivl er det, at H.C. Andersen til denne romans hovedemne har hentet kernen fra forhold i sit eget liv, fra noget forfærdeligt, der gennem mange år af og til var dukket truende op, og som han måtte igennem og frigøre sig for — neutralisere skrækken for den, der i kødet var hans søster, eller som han med de rette Ord i sin største vånde over forholdet betegner hende: Min moders datter.
Først da Carl St.A. Bille og Nic. Bøgh i 1877 offentliggjorde et bind Breve til Hans Christian Andersen, fik omverdenen gennem brevene til ham fra hans moder at vide, at han havde en gang haft en søster[2]. Og da Edv. Collin 5 år senere i sin bog om H.C. Andersen og det Collinske Hus offentliggjorde nogle af H.C. Andersens dagbogsoptegnelser fra Slagelsetiden, hvor han under 5. november 1825 omtaler sin frygt for, at den nye pige ved navn Marie, som Rektor Meislings ventede fra København, skulde være hans søster (hvad snart viste sig som en unødig frygt), tilføjer udgiveren i en forklarende note den oplysning, der mulig er bevidst urigtig: Datter af den Jørgensen, som var blevet gift med Andersens moder (nemlig i hendes 2. ægteskab)[3]. Men på den måde var Marie — eller som hendes rette navn var: Karen Marie — og Karen er hun oftest kaldt — ingenlunde digterens halvsøster. I 1903 oplystes det i G.L. Wads afhandling Om Hans Christian Andersens Slægt[4], at hans moder en søndag morgen den 22. september 1799 — altså seks år før sønnens fødsel og hendes eget ægteskab — havde født et pigebarn, hvis fader var en pottemagersvend ved navn Daniel Jørgensen Rosenvinge eller Rosenvind[5]. I 1907 kom professor Hans Brix i sin doktordisputats H.C. Andersen og hans Eventyr udførlig ind på spørgsmålet om denne søsters betydning for Andersens digtning og var i stand til ved hjælp af nogle hidtil utrykte breve[6] at give nye oplysninger om forholdet mellem moder og datter og gennem offentliggørelse af nogle af digterens kalenderoptegnelser[7] at meddele højst interessante efterretninger om den måde, hvorpå søsteren til sidst brød ind i sin halvbroders tilværelse.
En nøjere prøvelse og vurdering af den plads, professor Brix tildeler Karen Marie i H.C. Andersens digtning, kunde måske nok engang påkræves; her skal kun på grundlag af det foreliggende personalhistoriske stof og med tilføjelse af nogle nye oplysninger kortelig gøres rede for, hvad man ved om denne søster, der ikke med et ord eller blot en antydning nævnes i broderens levnedsbog, hans breve eller i Mit Livs Eventyr, skønt hendes blotte tilværelse gav ham stof nok til både eventyr og anden digtning, og som det derfor er nødvendigt at vide besked med for den, der vil søge at trænge ind i det dybeste af hans sjæleliv.
I modsætning til den afgjorte uvidenhed om, hvor i Odense H.C. Andersen er født, ved vi, takket være den omstændighed, at hans halvsøster er født udenfor ægteskab — hvorfor den fiscale interesse i lejermålsbødernes erlæggelse medførte fødestedets fastlæggelse — at Karen Marie blev født i „Hans Jensens Stræde hos Rasmus Iversen“[8]. Af de omhyggelig førte Odense mandtal ser man, at Rasmus Iversen — der var fhv. rytter, nu daglejer og kalkslager, og hvis søn Jørgen, oprindelig handskemagersvend, senere dragon og sluttelig vægter, i 1794 havde ægtet H.C. Andersens mormoder — se ovenfor — i 1799 boede på Hans Jensens Strædes nordre side — hinsides bækken, der engang løb midt i strædet — i en lejevåning, der tillige med 4 andre havde brandtaksationsnummer 542. I 1801, da Danmark blev skrevet i mandtal, havde pigebarnet ophold hos disse sine bedsteforældre, Jørgen Iversen og kone, der sammen med Rasmus Iversen nu bor i samme gade i nr. 540 —, og derefter er hendes spor i 20 år fuldstændig tabt — bortset fra, at hun i oktober 1814 blev konfirmeret i Skt. Knuds Kirke i Odense; hun kaldes her: Karen Marie Rosenvinge, fader pottemager Daniel Rosenvinge i Odense — opføres altså som „ægte Barn“ — og med vedtegningerne: har god religions kundskab, og viist sig sædelig; har havt de naturlige kopper. At hun skulde have haft ophold hos sin moder, efter at denne i 1805 havde ægtet skomagersvend Hans Hansen el. Andersen og fra januar 1806 var flyttet sammen med ham og havde fået bolig først i Holsedore, senere i Claregade og omsider på Klingenberg, er ganske usandsynligt; Karen Marie har sikkert været anbragt udenfor et hjem, hvori der var meget småt med plads, og hvor hun heller ikke hørte til; et par indirekte kriterier herfor ligger deri, at Hans Christian er vokset op og har udviklet sig som et udpræget enebarn, og dernæst i, at hans moder, som nu var kommet i havn i en efter hendes niveau pæn familie, sikkert ikke har skullet ønske at indbringe i de nye forhold dette minde om en fortid, der kun i altfor høj grad bar præget af, i hvilket milieu — de uægteskabelige forbindelsers, rådstuekælderens og tugthusets Odense — hun før sit ægteskab havde hørt til.
Først i 1822 dukker Karen op i de sparsomme dokumenter, som er bevaret fra H.C. Andersens ungdomstid — det sker i de ovenfor omtalte, af professor Brix fremdragne breve til H.C. Andersen fra hans moder[9]. I det første af disse, som er udateret, men skrevet efter 1. september og før 22. oktober 1822, hedder det: „din Søster kom her i Søndags og var så vre for ieg ikk vilde give hende din Adresse [nemlig i Kjøbenhavn], men vil du ikke give hende den selv for så haver ieg ikke noget at høre der om“; i det andet brev, af 2. november s.Å., oplyser moderen, at „din Søster er Ræste [ dvs: rejst] til dig, mens dog i Mod min villige Ligeledes som Du haver skrøvet mig til, mens det var ikke til at Endre“.
Da Hans Christian fik det sidste brev, var han omsider frelst fra den drøje tilværelse, han i lidt over tre år havde ført i København; nu sad han i sit lille kammer hos Madam Henneberg på Bredegade i Slagelse[10], og noget møde mellem ham og halvsøsteren var der ingen udsigt til, medmindre hun tog tjeneste der, f.eks. hos Meislings — men det blev der dog, som ovenfor nævnt, heldigvis for ham ikke noget af[11]. Beroliget med hensyn til søsterens rejse til København har han dog ikke været; i et brev til moderen, vist i svar på hendes ovennævnte af 2. november, har han sikkert med bitterhed udtalt sig herom, thi den 12. december s.Å. hedder det i det længste brev, hun som uskrivkyndig har fået en anden til at opsætte for hende: „Din Søster er i Kjøbenhavn, jeg veed ikke hos Hvem; men Du behøver ikke at gruble over hverken hendes Dyd eller Ungdommelighed; thi det er Altsammen vel bevaret her i Odense; jeg venter rigtignok med Længsel med det Første at see et Par Ord fra hende“[12].
Dette lød jo, som Vilh. Andersen et sted i sin omtale af søsteren skriver „ikke netop beroligende“[13], men med denne moderlige tilrettevisning — hvori man tydelig mærker penneførerens, digterens gamle lærer C.F. Welhavens[14] løftede pegefinger — måtte den Slagelse skoledreng slå sig til ro. Der skulde da også gå meget mere end år og dag, før de to sås igen.
Det var en novemberdag i 1822, da H.C. Andersen, den gang skolediscipel i Slagelse, fra København fik eftersendt brevet, hvori hans moder gav ham den overraskende og abehagelige meddelelse, at hans 23-årige halvsøster Karen havde fulgt sin broders eksempel fra 1819 og var rejst til København — rimeligvis også som „blind Passager“, thi hendes navn er hidtil forgæves eftersøgt i Odense Politis pasjournal for 1822 og i de officielle postlister over Store-Bæltspassanterne. Havde han humør dertil, kunde han have udbrudt, som da han 10 år senere ved Sorø byport mødte den fra skuespiller Phisters farlige nærhed fjernede Lotte Oehlenschläger: „Når Hjertets Kanariefugl begynder at skrige op, putter Fornuften Fingrene i Ørerne“[15], — men i 1822 har han næppe haft Humør til at satirisere. Thi samtidig fik han den højst ubehagelige Kommission at lade en vis „Hr. Løytnant v. Martisen“ læse „det Brøv“ — Moderens brev til H.C. Andersen eller et andet, medsendt? og stilet til løjtnanten selv? — med bøn fra moderen om, at „han opfylder sinne Løfter, da hun [dvs: Karen Marie] dog haver villit [o: hvilet] u[n]der mit Hiarte“[16].
Det er en bedrøvet og bekymret moders bøn om hjælp for et vildfaret barn, og sammenhængen er da nok den, at Karen Marie er rejst af by ikke så meget for at opsøge sin unge halvbroder i hovedstaden som for at opsøge en svigefuld og bortrejst elsker. Der kan ved „Løjtnant v. Martisen“ næppe være tale om nogen anden end den også af professor Brix i hans doktordisputats s. 49 påpegede sekondløjtnant Matheus Friederich Martens, hvis navn også officielt findes skrevet Martensen, en Holstener, der i 1817, 23 år gammel, var kommet fra landkadetakademiet til Odense som Løjtnant ved det Fynske Regiment lette Dragoner[17]. Her har han vel i sin smukke uniform bedåret den unge fynske pige, hvis moder i sin ungdom havde ladet sig besnære af en anden rød kjole med blanke knapper — thi da Karen Maries fader sidst i 1790’erne udfoldede sine Don Juan-evner i Fyns hovedstad og dens omegn, var han jo ikke blot pottemagersvend, men midlertidig hjempermitteret grenader i H.K. Højhed Kronprinsens Regiment og var — som det den gang var skik og brug — draget hjem til sin fødeø i sin røde mundur. Når H.C. Andersen i den selvbiografi, han nedskrev i 1832 (udgivet 1926 af professor Brix), om sin og Karens moder siger, at „hun yndet ikke de Militaire“[18], så har han, vist ubevidst, rørt ved et ømt punkt — den stakkels Anna Marie Andersdatter, hvis egen oprindelse højst sandsynlig står i forbindelse med et rytterregiments forlæggelse til Fyn ca. 1764, har haft grund nok til sin senere uvilje, både på sine egne og sin datters vegne! Hvad denne sidste angår, da må moderens forsikring i sit brev af 12. decbr. 1822 om, at Karens „Dyd og Ungdommelighed er vel bevaret her i Odense“, vel nok forstås derhen, at man i hendes fødeby ikke havde fattet mistanke om nogen forbindelse med dragonløjtnanten. Noget barn har Karen i hvert fald ikke fået i Odense — hun kunde jo også meget vel være rejst bort for at få en tjeneste i den store by, og hvem tænkte vel netop på at sætte hendes bortrejse i forbindelse med, at løjtnant v. Martens en rum tid forinden var rejst samme vej?
Det var han nemlig — allerede i januar 1821 fik han permission i 14 dage for at tage over og søge civilt embede på grund af svage øjne og svagt helbred, der i en alder af kun 27 år gjorde ham strabadserne ved eksercertiden uudholdelige, og i juni s.Å. drager han atter til København i samme ærinde[19]. I september og december fik han sin permission forlænget, hver gang med tre måneder, og således fremdeles med afbrydelser til langt ind i 1823, da han omsider den 2. september opnåede embedet som overtold- og consumptionsbetjent i Svendborg; fire Dage senere får han titel og rang som overkrigskommissær[20]. Så fast havde han slået sig ned i hovedstaden, at han i februar 1823 søger om et gratiale til hjælp ved opholdet, hvad kongen dog afslår, „da han er permitteret og alt for længe har været tjenstfri“, men i april opnår han dog at få 40 rbd. sedler med den forestående flyttetid for øje[21]. Om Karen Marie har fundet ham i den store by, om de har slået deres fattige pjalter sammen, hvorledes forholdet videre har udviklet sig — derom er intet oplyst, og rimeligvis sker det aldrig. har hun fået noget barn med ham, er det vel sket som hemmeligt fødende på fødselsstiftelsen — og dens arkiver er lukkede med syv segl. En søster til løjtnant Martens var i huset i Odense hos Andersens velynder, Oberst Guldberg, der havde antaget sig hende, da hendes forældre var døde, og på hans foranledning skulde H.C. Andersen under sin sommerrejse i 1830 være den forrige Løjtnant Martens’ gæst i Fåborg — besøget blev ganske vist ikke noget[22], men det tyder både på, at man hos Guldbergs ikke har kendt noget til det nu ganske vist for længst glemte forhold mellem digterens søster og den tidligere dragonløjtnant, og på, at der ikke for halvsøsterens skyld har været nogen forhandling mellem ham og digteren, som jo også i 1822 af gode grunde var forhindret i at lade løjtnanten læse moderens ominøse brev af 2. november.
Over Karen Maries skæbne efter episoden i 1822 er der nu et slør i et nyt spand af 20 år; den 27. februar 1833 skriver H.C. Andersens moder i sit sidste brev til sønnen, at „hvor Karen er, og hvorledes hun har det, derom kan jeg intet melde dig, da jeg ikke veed, hvor hun opholder sig“[23] Det er jo særdeles negativt. Når fhv. bibliotekar Julius Clausen har forsynet den i „Tilskueren“ 1925 af ham besørgede og med føje stærkt kritiserede offentliggørelse af H.C. Andersens Slagelse-dagbog med en fodnote s. 16, der oplyser, at digterens søster „skal en Tid have været Prostitueret i København“, da er dette kun gengivelse af sladder og så meget mere utilbørligt, som Vilh. Andersen allerede i 1905 netop har oplyst, at han forgæves har eftersøgt hendes navn i politiet bøger[24]. Det samme har jeg haft lejlighed til og ligeledes med absolut negativt resultat. Det stygge postulat kan derfor med føje afvises. Af det følgende vil man se, at hun notorisk har levet af at vaske for folk — ligesom hendes moder —, og det er en bestilling, som dybt faldne kvinder vist ikke plejer at have hverken kræfter eller lyst til.
Men i februar 1842 dukker Karen pludselig op i sin broders nærhed. I de af professor Brix offentliggjorte kalender-notater hedder det herom[25]:
Dette er alt, hvad digteren har noteret om sit gensyn med søsteren. Vor viden om hende kan nu suppleres med følgende:
I 1840 boede iflg. folketællingslisterne i ejendommen Borgergade matr. no. 97 (i Skt. Annæ Vester Kvarter; nu gade nr. 20) i den mørke sidestue ud til husets snævre gård et fattigt par: Peder Kaufmann, 39 år, ugift, arbejdsmand og Karen Marie Andersen, 32 år, ugift, vasker for folk. I 1845 er parret flyttet op på kvisten til gaden i samme hus, hvor der i hvert fald har været både bedre lys og luft. Peder Kaufmann er nu 45 år og viser sig at være født i Nykøbing på Falster[27]; Karen Marie Andersens alder er 39 år; hun er — som han — fremdeles ugift, er født i Odense og af livsstilling vaskerkone. Og året efter er hun død — den 18. november 1846 på kvisten i Borgergade; Trinitatis Kirkebog opgiver hendes alder til 40 år og som dødsårsag: Brystsyge. Her hedder hun dog arbejdsmand Kaufmanns kone, og som sådan begravedes hun søndagen den 22. november kl. 1 i fattigjord på Assistens Kirkegård. Men ved den hastigt sluttede skiftebehandling — der var jo intet at skifte —- og ingen begravelseshjælp at vente — var hendes samlever ikke til stede, og ved skiftet mødte kun husværten, der, gud ved hvorfor, opgiver, at hendes fornavn er Ane. Som Ane Kaufmann, født Andersen, går hun da i sin nu længst ukendte grav — et forhold, der just ikke har lettet eftersøgningen i kirke- og skifteprotokoller om hendes skæbne[28]. Børn ses hun ikke at have haft og navnlig ikke efterladt — så lidt som noget spor til at efterforske hendes indre eller ydre, udover hvad der kan læses mellem linierne. Hun blev 47 år, men opgiver sig selv — og opgives også af andre — bestandig noget yngre — og har vel set sådan ud, siden værten anslår hende til kun at være 40 år, da hun er død; det stemmer jo iøvrigt godt med broderens notat i almanaken for 30. september 1842.
I hans kalenderoptegnelser for den måned, da hun dør, er der ikke antydning af, at han har vidst besked hermed. Det er de sædvanlige notater om middag her og der; på hendes dødsdag den 18. novbr.: hos Ørsted; Dagen før: Middag hjemme; den 19. novbr.: hos Collins. 5 indbydelser den dag; på begravelsesdagen: Middag hos Collins. Intet bud har nået ham om hendes død; der var ellers ikke så lang afstand fra Borgergade no. 20 til Kongens Nytorv, hvor H.C. Andersen boede i Hotel du Nord, men desto længere mellem den fattige, døende vaskerkone, forladt endogså af sin samlever, og hendes halvbroder, den nylig fra en prægtig udenlandsrejse hjemvendte berømte digter, i hvis knaphul ordensbåndene begyndte flittigt at gro, den søgte selskabsmand, kongers og fyrsters hædrede gæst …
Nej, svælget mellem de to halvsøskende var uoverskrideligt — og havde ret beset altid været det. Da hun i 1842 brød ind i broderens tilværelse, som han i O.T. havde digtet hende ud af, var det for at slå lidt mønt af ham i virkelig eller løjet nød — når man opsøger hendes elendige bolig i Borgergade, tror man gerne det første — og det synes hurtigt at have afgjort hans følelser for hende. Naturligvis har politiet — og politiretsassessor Drewsen, Andersens ven — vidst, at Karen og hendes kæreste førte det, der kaldtes forargeligt samliv; men det entholdelsesdekret i henhold til D.L. 6 — 13 — 3 og plakaten af 12. juni 1827, som i den anledning hang over deres hoveder, har man, måske på broderens forbøn, ladet blive in suspenso, sålænge parret lod ham i fred — hun var jo dog bestandig „min Moders Datter“. Men hans rædsel for hendes dukken-op var besværget; hun var ham i virkeligheden nu ligegyldig — og for så vidt død længe før 18. november 1846.
Kun i hans digtning levede hun endnu og vil altid gøre det: i „De røde Sko“, i „Pigen, som trådte på Brødet“ og mange andre steder. Derfor vil der bestandig blive spurgt om hende, som ikke i åndfulde breve fra sin broder blev kaldt, men som virkelig var — H.C. Andersens søster.
* o. 1745, † 2.12.1825 i Bogense.
Havde med forskellige mænd de tre nedenfor nævnte børn, I—III, fødte udenfor ægteskab; hendes 4. barn var født i hendes 1. ægteskab.
⚭ Gift 1° 22.11.1783 i Odense Vor Frue Sogn med enkemand skrædder Jens Pedersen, * o. 1740, † maj 1790 i Odense Skt. Knuds Sogn.
⚭ Gift 2° 11.4.1794 i Odense St. Hans Sogn med ungkarl handskemager, siden vægter Jørgen Sigvard Rasmussen, * 24.10.1764 i Odense Skt. Hans Sogn, † 6.6.1806 i Bogense.
Børn:
* o. 1768, † 7.10.1833 i Odense Gråbr. Hosp.s Sogn.
Faderen ukendt.
Havde udenfor ægteskab et barn med pottemagersvend Daniel Jørgensen, kaldet Rosenvinge, ~ døbt 9.7.1773 i Lunde Sogn, † 10.3.1849 i Tranekær på Langeland.
⚭ Gift 1° 2.2.1805 i Odense Vor Frue Sogn med skomagersvend Hans Andersen eller Hansen, ~ døbt 22.12.1782 i Aalsbo, Rørup Sogn, † 26.4.1816 i Odense Skt. Knuds Sogn.
⚭ Gift 2° 8.7.1818 i Odense Skt. Knuds Sogn med friskomager Niels Jørgensen Gundersen eller Gundesø, * o. 1787, † 4.6.1822 i Odense Skt. Knuds Sogn.
Anne Maries Børn:
* 22.9.1799 i Odense Skt. Hans Sogn, † 18.11.1846 i København, Trinitatis Sogn. Ugift.
* 2.4.1805 i Odense Skt. Hans Sogn, † 4.8.1875 på „Rolighed“ ved København. Ugift.
~ Døbt 20.12.1778 i Ubberud; Fader: Sadelmagersvend Johan Gottfried Meyer Fascher.
† 25.2.1830 i København, Trinitatis Sogn.
Formentlig ugift, men kaldte sig enke efter „Skibskaptajn Gert Jansen“.
Hendes to nedenfor nævnte børn er formentlig fødte udenfor ægteskab.
Christianes børn:
? * 5.9.1813 på fødselsstiftelsen i København. Senere skæbne ukendt.
? * 25.7.1821 på fødselsstiftelsen i København. Senere skæbne ubekendt.
~ Døbt 21.8.1781 i Odense Vor Frue Sogn, fmtl. død som spæd; Fader: Hattemagersvend og rytter Reiter Steensen.
~ Døbt 3.5.1785 i Odense Skt. Knuds Sogn, begravet 11. s.M. sammesteds.
Kerre Søn din Skyvelse
haver ieg Rigtig Bekommet, ieg hørre der af at det gaar dig Kontrarig, mens teng velken hiarte Byrden Viller Paa det er og Bliver din troe og hulde Moder, Søvnens Øyge Obnes mod naar du dinne lokker, mens di torre der Øves maae skal dit harte oploke, den troskabe at ieg Ber for dig, mit hiart der for mod Boge, Din Søster er Ræste til dig mens dog i Mod min villige Ligeledes som du haver skrøvet mig til, mens det var ikke til at Endre, Gode Gode Søn du ved vel min Besverlihed som haver taget magt saa vel for dig som for din Søster, mens det skal dog glæed mig Naar ieg ser din skrivelse, da er det mig lige saa kert som ieg kan kosse di Paa Hond og Mond, udforglæmelig Søn. Lad Her Løynant v. Martisen det Brøv lese og Bed ham om at han opfylder sinne Løfter da han [hun] dog haver villit uder mit hiarte, din fader er mig ingen støde, den Almegtig og du skal verre min støde du helseses fra Her Oberste Lynant v Gulberg — og Regmester v Schov. og Regmester Schols tillig din gode Søster tusen gange fra mig din opr[i]gtig Moder en til Døden.
Odense den 2d Novenber 1822
Anne Marige Gonnesen
skryv mig Din Adrese vor Du Losere saaledes at Brøvet ikke skal gaae fæiel da min lensel er for Dig.
Foranstående brev fra H.C. Andersens moder er — med udeladelse af efterskriften — trykt i Hans Brix’ bog: H.C. Andersen og hans Eventyr, 1907, s. 61, og sammesteds er s. 62 de i brevets begyndelse indflettede verslinier opløst, således som verset antagelig har lydt:
Søvnens Øje åbnes maa
naar du dine lukker,
men de Taarer, som øves [øses?] maa,
skal dit Hjerte oplukke;
den Troskab at jeg bær’ for dig
mit Hjerte derfor [derunder?] maa bukke.
