At H.C. Andersen allerede som barn lærte Tusind og een Nat at kende, ved vi fra Levnedsbogen og Mit Livs Eventyr.
Disse fortællinger blev han så fortrolig med at han huskede mange af dem, ofte til de mindste detaljer. De har nok ligget så dybt i hans underbevidsthed at han næppe havde brug for at læse dem om igen.
Hans fader må have haft den danske oversættelse fra 1750’erne af Antoine Gallands franske udgave fra 1704-12. Andersen, der jo åbenhjertigt opgav sine vigtigste litterære kilder, nævner flere steder i sine Bemærkninger til Eventyrene at han har benyttet den gamle arabiske samling.
Det havde Oehlenschläger også gjort. Aladdin har, som bekendt, Galland som forudsætning. Det er for længst erkendt, et emne som er grundigt behandlet af C. Elberling i Oehlenschläger og de østerlandske Eventyr (1887).
Om Andersens benyttelse af 1001 Nat står der enkelte oplysninger i Hans Brix og Anker Jensens udgave af Eventyrene fra 1925. Men nogen samlet gennemgang er mig ikke bekendt. Jeg magter ganske vist ikke at udtømme emnet; men det er mit håb at mine undersøgelser vil blive anvendt og videreført af fremtidige kommentatorer.
Lad os begynde med Fyrtøiet.
Det er almindelig bekendt at Soldaten er en art Aladdin; hans fyrtøj er Aladdins lampe, og hulerne under træet ligner Aladdins hule. Men dermed er alt ikke sagt. Allerede portrættet af Hexen:
„Saa mødte han en gammel Hex paa Landeveien; hun var saa ækel, hendes Underlæbe hang hende lige ned paa Brystet“
-minder om en passage i Sindbad Søfarerens tredje rejse (75. nat), hvor fortælleren møder en Polyfemos-lignende kæmpe:
Midt i Panden havde han et Menneske-Øie, saa rødt og gloendes, som en tændt Glød: Fortænderne sadde langt uden for hans Mund, og vare lange og spidse, og var Munden ikke mindre breed end en Heste-Mule, saa at Underlæben hængde ham mit ned paa Brystet.
Beretningen om den indespærrede prinsesse:
„Hun er slet ikke til at faae at see!“ sagde de Allesammen, „hun boer i et stort Kobberslot, med saa mange Mure og Taarne om! Ingen uden Kongen tør gaae ud og ind til hende, fordi der er spaaet, at hun skal blive gift med en ganske simpel Soldat, og det kan Kongen ikke lide!
-svarer nøje til en skildring, ikke i 1001 Nat, men 1001 Dag, som jeg senere vil fortælle noget mere om.
Soldatens herreliv og dets bratte afslutning:
Han var nu rig, havde pene Klæder, og fik da saa mange Venner, der Alle sagde, han var en rar Een, en rigtig Cavaleer, og det kunde Soldaten godt lide! Men da han hver Dag gav Penge ud, og fik slet ingen ind igjen, saa havde han tilsidst ikke mere end to Skillinger tilbage og maatte flytte bort fra de smukke Værelser, hvor han havde boet, og op paa et lille bitte Kammer, heelt ind under Taget, selv børste sine Støvler og sye paa dem med en Stoppenaal, og ingen af hans Venner kom til ham, for der var saa mange Trapper at gaae op ad.
-har som kilde Historien om den opvakte Sovere (Le dormeur éveillé) (416. Nat) hvor der, efter en udførlig beskrivelse af Abou Hassans fester, står:
Allernaadigste Herre! sagde Scheherazade til Sultanen i Indien, alle saadanne Lystigheder, som daglig bleve formeret med ny Inventioner, bragte Abou Hassan i saa store Omkostninger, at den destinerte Summa ikke kunde strekke til længer end et Aar, ja det hendte sig ogsaa, at alle Pengene vare forødte, da det første Aar var omme. Men hvad skede? saa snart han ikke længer holdt aabent Taffel, saa forsvandt alle hans Venner, og han kunde ikke finde en af dem, hvor han end vilde lede efter dem; Kort at sige, enhver flyede for ham, naar de saae ham, førend han dem, og om han end undertiden traf en af dem, saa kunde han dog ikke komme til at tale med ham; thi saa snart han nærmere sig til ham, maatte han fornemme, at den som tilforn havde været hans Ven, undslog sig nu for at tale med ham, og betjente sig af adskillige Udflugter for at slippe ham.
Om det så er den sætning som skildrer Soldatens reaktion da han første gang ser den sovende prinsesse:
Soldaten kunde slet ikke lade være, han maatte kysse hende; for det var en rigtig Soldat.
-viser den sig at være af orientalsk oprindelse. Også dette vender jeg tilbage til.
Når den snedige hofdame „skrev et stort Kors paa Porten med et Stykke Kridt“, efterligner hun såmænd en af røverne i Ali-Baba og de fyrretyve Røvere (843. Nat):
Røveren gjorde altsaa et Tegn paa Dørren med et Stykke Kride.
Hunden var jo endnu snedigere end hofdamen:
da han saae, at der var skrevet et Kors paa Porten, hvor Soldaten boede, tog han ogsaa et Stykke Kridt og satte Kors paa alle Portene i hele Byen, og det var klogt gjort, for nu kunde jo Hofdamen ikke finde den rigtige Port, naar der var Kors paa dem allesammen.
Hunden er elev af den kloge slavinde Morgiane.
Men som Morgiane, ligesom tilforn havde et Ærende ud i Byen, saa slap dette Tegn ikke fri for hendes klarseende Øine, da hun igien skulle gaae ind i Huset; Hvorudover hun strax resolverede til at sætte selv samme Tegn paa Naboernes Dørre (845. Nat).
Når vi så fortsætter med Lille Claus og store Claus, bliver vi på ny mindet om Ali-Baba og hans dumme og begærlige broder Cassim.
Da lille Claus havde tjent sine første penge, sendte han en Dreng hen til store Claus, for at laane et Skjeppemaal.
„Hvad mon han vil med det!“ tænkte store Claus, og smurte Tjære under Bunden, for at der kunde hænge lidt ved af Det, som maaltes, og det gjorde der da ogsaa, thi da han fik Skjeppen tilbage, hang der tre nye Sølv-Otte-Skillinger ved.
-Hertil svarer den lange udredning i den 833. Nat.
At nu Ali Babas Kone dog kunde have den Fornøielse at maale Pengene, saa løb hun i en Hast hen til sin Svoger Cassim, som ikke boede langt derfra og som hun ikke fandt ham hjemme, addresserede hun sig til hans Kone og bad hende, at hun paa en kort Tid vilde laane hende et Maal. Man spurgte hende derpaa om hun vilde have et stort eller lidet, og da hun hertil svarede, at hun ikkun behøvede et lidet Maal, saa bad Cassims Kone hende at tøve nogle faae Øieblikke, da hun strax skulde faae det. Imedens hun nu var ude at lede Maalet op, blev hun nysgieerig efter at vide hvad hendes Broder-Kone vilde bruge Maalet til; Og naar hun forestilte sig, at de ikkun vare fattige Folk, og altsaa ikke kunde have meget at maale, saa blev hendes Nysgierrighed endnu større. Dog var hun tredsk, at hun ikke vilde spørge derom, men fandt paa et Middel, hvorved hun kunde faae det at vide, uden ringeste Forespørgsel. Hun smurte altsaa noget neden under Bunden paa Maalet, som klævede sterk, naar det rørte ved noget, da hun nu kom ind igien, undskyldte hun sig, at det havde varet saa længe, og foregav, at hun havde havt Umage med at lede det op.
Ali Babas Kone var ikke saa snart kommen hiem, at hun jo satte Maalet paa Pengene, og maalede hvor mange der var, og som hun var vel fornøiet med det gode Antal, som hun fandt for sig, saa gik hun hen, og gav hendes Mand Efterretning derom, som just samme Tid var bleven færdig med Hulen (som han agtede at grave pengene ned i). Imidlertid Ali-Baba saaledes var i Begreb med, at fylde Hulen med Pengene, løb hans Kone i en Hast tilbage med Maalet for at vise, hvor accurat hun var i at bære igien, hvad hun laante; Men hun gav dog ikke Agt paa, at der hængte et Stykke Guld-Mynt fast neden under Maalet, hvorudover det skedte at Cassims Kone faldt i en overmaade Forundring, da hun saae bemeldte Stykke Guld-Mynt; Ja Misundelse indtog hendes Hierte saa aldeles, at hun strax sagde: Hvad har Ali-Baba saa mange Penge, at han har fornøden at maale dem? Hvor mon den lumpen Hund kan have faaet dem fra? Som nu hendes Mand Cassim ikke var hiemme, og ikke heller kunde ventes hiem, førend om Aftenen, efterdi han om Dagen maatte være ved sit Kiøbmandsskab, saa var Tiden hende saa lang, som der kunde have været et heelt Seculum; Thi hun længtes efter, at bringe hendes Mand en Tidende, over hvilken han skulle blive saa bestyrtset, som hun.
Om Paradisets Have skriver Brix og Anker Jensen: „Anden Del af Eventyret har Træk fra 1001 Nat: Den 3. enøjede Kalenders Eventyr“.
Det står i den 53. Nat; men jeg har svært ved at se nogen egentlig lighed.
Reisekammeraten og Den flyvende Koffert fortjener begge en mere indgående undersøgelse. Væsentlige dele deri stammer fra Tusind og een Dag. Det er en samling af lignende art som Tusind og een Nat, med hvilken den ofte forveksles, for resten også af H.C. Andersen selv.
Den blev kendt i Europa takket være Gallands ven og kollega, Orientalisten F. Pétis de la Croix, som i årene 1710-12 udsendte en fransk oversættelse. Han udgav den for at være persisk; men man mener at han oversatte bogen efter den tyrkiske udgave af en arabisk text „Glæde efter trængsler“ (al-faradj bacd al-shidd).
Hans udgave blev oversat til dansk omtrent samtidig med 1001 Nat; den ser ud som et fjerde bind deraf. Forvekslinger er undskyldelige og hyppige. De går igen fra den ene danske bog til den anden. Det er knap nok at man ser den rigtige titel, selv i pæne opslagsværker.
Denne samling er i højere grad end 1001 Nat en enhed.
Hovedpersonen er prinsesse Faruchnaz i Caschmire, som ikke vil giftes. Hun føler sig ikke overbevist om „Mandkjønnets Bestandighed i at elske“. Hendes Hof-Mesterinde fortæller den ene historie efter den anden, og først på en af bogens sidste sider lader prinsessen sig overbevise og ægter den persiske prins Farukschad.
Et par af historierne har spillet en rolle for H.C. Andersen.
Jeg vil først nævne Historie om Prints Calaf og Printsessen af China.
Prins Calaf er søn af Timurtasch, Can iblandt de Nogaiske Tartarer. Calaf er på grund af voldsomme krigsbegivenheder kommet til Kina, nærmere bestemt til byen Canbalec (= Combaluc hos Marco Polo), som er identisk med Peking (Peguin). Man ved at han er prins, men ingen kender hans navn. Han har hørt om den skønne 18-årige prinsesse Turandocte, som er højlærd, men stivsindet, til faderens store fortvivlelse – han har ingen sønner.
Hun siger:
„Jeg vil ikke giftes, og jeg bærer Afsky for alle Mands-Personer.“
„Alle de Printser, som faaer i Sinde at begære mig til ægte skal, i Overværelse af alle Lovkyndige, besvare de Spørgsmaal jeg vil stille dem.“
De som ikke kan svare bliver øjeblikkelig halshugget. Hendes have er allerede fuld af lig. Alt det får Calaf at vide af den brave kone han har indlogeret sig hos. Men han går alligevel til kongen, som også advarer ham indstændigt.
Og så finder mødet sted i overværelse af alle mandariner og professorer (man kan ikke lade være at tænke på oldermændene i Klods-Hans – men skriverne er her to vidunderskønne unge kvinder!).
Turandoctes spørgsmål er altid meget spidsfindige gåder. Hendes første spørgsmål til Calaf lyder:
„Hvad er det for et Creatur, som er den ganske Verden behagelig, og dog ikke kan fordrage sine Lige?“
„Mester, svarede Calaf, det er Solen.“
Næste spørgsmål: „Hvad er det da for en Moder, som, efter hun har bragt sine Børn til Verden, opæder dem igien, naar de ere blevne store?“
„Det er Haved, svarede Printsen, efterdi Floderne som løber ud i Haved, har deres Oprindelse af det samme.“
Sidste spørgsmål: „Hvad er det for et Træ hvis Blade ere hvide paa den ene Side og sorte paa den anden?“
„Dette Træ betyder Aaret, svarede Calaf; Thi det bestaaer af lyse Dage og mørke Nætter.“
Han har altså vundet, og Turandocte må indrømme det.
Men så kommer overraskelsen. Calaf udtaler:
„Jeg vil gerne afstaae alle mine Prætentioner med det Vilkor, at I svarer mig rigtigt paa et eneste Spørgsmaal.“
Calafs kontraspørgsmål lyder:
„Hvad hedder den Prints, som efter tusende Slags udstandne Besværligheder til sidst har maattet gribe til Bettel-Staben, men nu i dette Øieblik finder sig overvældet med Ære og Glæde?“
Turandocte kræver betænkningstid, trods kongens protester. Alle frierne har jo skullet svare på stedet. (Han vil nødig gå glip af denne fortræffelige svigersøn, som kan løse det dynastiske problem).
Men Calaf indrømmer hende højmodigt respit. Næste dag gentager han sit spørgsmål. Og prinsessen svarer:
„Denne Prints hedder Calaf, og er en Søn af Timurtasch.“
Calaf forsøger at indvende:
„I bedrager Eder selv. Timurtasches Søn er jo ikke i dette Øieblik overvældet af Ære og Glæde.“
Men hun lader sig ikke slå af marken: „Det er dog Eder selv I mente. Tilstaae derfor godvillig at I har forlist al Eders Ret til min Person.“ Kort efter tilføjer hun:
„Men jeg har nu fattet en anden Resolution. Thi jeg erklærer offentligt for den ganske Forsamling, at det Venskab, som min Fader bærer til Eders, og Eders besynderlige Meriter har overtalt mig til at ægte Eder.“
Hvor vidste Turandocte dog svaret fra? Var hun tankelæser? Nej. I et fortvivlet øjeblik havde Calaf på sit værelse råbt: „Stakkels Calaf, stakkels Timurtasches Søn!“
Og Turandoctes Kammer-Jomfru (som var en fordreven prinsesse fra et fremmed land, og som selv var forelsket i Calaf) havde hørt det og røbet hans hemmelighed for at redde hans liv.
Hun dolker sig for øvrigt, men stedes til jorden med de største æresbevisninger. Hendes historie er et eventyr for sig selv.
Også i Mulatten (fra 1840) mobiliserer H.C. Andersen Turandot, nemlig i 3. akt, 2. scene, hvor Horatio blandt sine sjældne blomster viser Eleonore og Cecilie en „Venus Fluefænger“:
En Prindsesse Turandot tilvisse,
Deilig, men med Mord-Lyst i sit Sind,
Kommer Beilere, hun dræber disse,
Naar de røre hendes Rosenkind.
Qvinden, som var ingensinde Qvinde.
Turandot jo talte helst i Gaader.
Turandot-motivet var kendt i Danmark, før den italienske præromantiske digter (Goldonis modstander) Carlo Gozzi i 1762 skrev sit versificerede eventyrskuespil Turandot, som H.C. Andersens forhadte rektor, den fine filolog Simon Meisling, oversatte i 1825. Og det er den oversættelse der er H.C. Andersens direkte kilde.
Schiller havde følt sig tiltrukket af emnet og bearbejdede i 1802 Gozzis Turandot, som blev opført i Weimar på Goethes initiativ. Carl Maria v. Weber komponerede nogle scener dertil i 1809. I 1906 komponerede Ferruccio Busoni en hel opera efter Gozzis text.
Det bør også nævnes at librettoen til Giacomo Puccinis sidste (ufuldendte) opera Turandot, som blev dirigeret af Arturo Foscanini i Milano 1926, er en temmelig fri bearbejdelse af Gozzis Turandot.
Den sidste mig bekendte bearbejdelse af Gozzi er en dansk, nemlig Finn Methlings komedie i to akter „Den kinesiske Æske“, som i 1956 blev opført på Lille Scene i København.
At „Den flyvende Koffert“ er af orientalsk oprindelse, er ikke noget jeg har æren af at have opdaget. H.C. Andersen oplyser selv at den „har sit Motiv fra 1001 Nat“. – Det er nu 1001 Dag.
Hans Brix tilføjer i en kommentar til sin eventyrudgave at det drejer sig om „Historie om Malek og Prinsesse Schirim“ (skal være Schirine). Og han henviser til Elberling: Oehlenschläger og de østerlandske Eventyr.
Her drejer det sig ikke blot om partielle reminiscenser. Det er nok det eventyr hvor Andersen følger sin kilde tættest, men alligevel skaber en ny original. Derfor synes jeg at det er på sin plads at nærlæse de to versioner samtidig.
I det persiske eventyr efterlyser Kongen af Damasco et fuldkommen lykkeligt menneske. Og hans „Favorit“ finder en ung „Lindvever“ ved navn Malek, som „efter Naboernes Beretning ei holdt op at lee fra Morgen til Aften, saa længe han arbeidede.“ Da han kommer til hoffet, erklærer han dog: „endskjønt jeg ved Sang og Latter undertiden søger at forslaae Grillerne, saa er jeg dog maaskee det ulyksaligste Menneske, der er til udi Verden.“ Han indvilger imidlertid i at berette hvordan det er gået ham.
Optakten er den samme som hos H.C. Andersen. – Den eneste søn af en rig købmand bortødsler hurtigt sin arv og mister sine venner.
I det persiske eventyr skildres udførligt hvordan en „fremmed reisende Person“ hører om Maleks rejselyst og lover at lære ham hvorledes man „kan reise fra et Kongerige til et andet, uden at overfaldes af nogen“.
Han får Malek til at lade en snedker fremstille en kiste „sex Fod lang og fire Fod bred, overtrokken med Indianisk Tøi“, som den fremmede selv i enrum udstyrer med sindrige låse, hvorefter de foretager nogle prøveture.
Det bliver på dansk til at en af købmandssønnens få venner „sendte ham en gammel Koffert“.
„Det var en løierlig Koffert. Saa snart man trykkede paa Laasen, kunde Kofferten flyve; det gjorde den . . . Og saa kom han til Tyrkernes Land. Kofferten skjulte han i Skoven under de visne Blade og gik saa ind til Byen.“
Også i det persiske eventyr kommer Malek til „en stor Skov“, hvor der „ved Enden ligger et prægtigt Pallads.“ Han får af en bonde at vide:
„at det var den Stad Gazni (= Ghazni i Afganistan), hvor den tappere og retfærdige Kong Bahaman havde sin Residence; Og at det Pallads . . . var af Kongen i Gazna opbygt, for derudi at holde sin Datter Printsessen Schirine indsluttet, efterdi hun i sin Nativitet (dvs. sit horoskop) var truet med at skulle blive bedraget af en Mands-Person. For nu at giøre denne Prophetie til intet, har han rundt omkring Palladset ladet opkaste dybe Graver, og giort Porten af Chinesisk Staal, hvortil Kongen selv har Nøglen. Desuden er det baade Dag og Nat besat med en stor Vagt af hans Guarde, som er under Livs Straf forbuden at lade nogen Menneske komme der ind. Hun faaer en Besøgelse af Kongen engang om Ugen, og har til sin Opvartning alene en Hovmesterinde, og nogle faa Slavinder“.
Det meste af dette minder os næsten mere om Fyrtøiet end om Den flyvende Koffert. Men lad os vende tilbage til den.
Saa mødte han en Amme med et lille Barn. „Hør Du Tyrke-Amme!“ sagde han, „hvad er det for et stort Slot her tæt ved Byen, Vinduerne sidde saa høit!“
„Der boer Kongens Datter!“ sagde hun, „der er spaaet hende, at hun skal blive saa ulykkelig over en Kjæreste, og derfor maa der Ingen komme til hende, uden Kongen og Dronningen er med.“ (Jfr. Fyrtøiet.)
Det ugentlige forældrebesøg bliver hos Andersen (lidt længere henne) til at prinsessen siger:
„De maa komme her paa Lørdag“ . . . „da er Kongen og Dronningen hos mig til Theevand.“
Malek flyver op på taget af prinsessens palads.
Der stod til al Lykke et Vindue aaben, hvilket jeg betiente mig af, og kom saaledes i en Hast ind i det Kammer hvor Printsessen var. Jeg fandt hende liggende paa en Sofa, og som hun allerede var falden i Søvn gik jeg nærmere hen og fik en Deilighed at see, som var langt større end jeg kunde have indbildet mig. Dette Syn giorde mig saa forelsket, at jeg umuelig kunde holde mig, jeg maatte kysse en af hendes hvide Allabastes Hænder, hvorved hun vaagnede op, og gav et stort Skrig af sig, da hun saae mig staaende ved sin Side.
Malek skildrer nu prinsessens og hovmesterindens bestyrtelse, men fortsætter:
Imedens Printsessen og Hovmesterinden saaledes talede med hinanden, stod jeg og betænkte mig hvad jeg skulle svare og just faldt det mig ind, at jeg vilde give mig ud for at være den store Prophete Mahomed, thi svarede jeg dem omsider saaledes: Deilige Printsesse! lad det ikke komme eder forunderlig for, at jeg her lader mig see for eders Øine. Jeg er ikke en af de Elskere, som ved jordiske Midler og anden Erfarenhed søger at see deres Ønske opfyldt. Nei, jeg forlanger ikke noget af eder, som strider imod den sande Dyd; saadanne Tanker være langt fra mig! jeg er den Prophete Mahomed, og jeg har ikke uden Medlidenhed kundet see paa, hvorledes I skulle være bestemt til, at sidde som en Fange eders Livs Tid. Aarsagen til min Ankomst er derfor alene at forkynde eder Frihed, og forsikre eder, at I skal være ganske sikker for den Fatalitet, der saa meget har forskrekket Kong Bahaman, eders Fader. Vær altsaa ikke mere bekymret, men glæd eder, at I herefter skal være Propheten Mahomeds Gemal; Thi saasnart Rygtet om eders Bryllup udbreder sig i Verden, saa vil alle andre Konger frygte sig for den store Prophetes Sviger-Fader, og alle Printsesser misunde eder eders store Lykke.
Paa disse Ord begyndte Printsessen og Hovemesterinden at see paa hverandre, ligesom de vilde overlegge hvad de hertil skulde svare. Jeg havde vel billig Aarsag til at frygte, at de ikke skulde troe mig, men som Fruentimmerne gierne er mest hengiven til Overtroe, saa var de strax færdige at troe mig paa mine Ord. Natten fordrev vi Tiden med Fornøielse paa begge Sider, og imod Dagens Komme betienede jeg mig igien af min Kiste, for at komme ud i Skoven, efter at jeg først havde lovet, næste Dagen igien at indfinde mig udi hendes Kammer.
Alt dette forkorter Andersen stærkt. Men det bliver det ikke ringere af. – Efter samtalen med Tyrke-Ammen, siger købmandssønnen „Tak!“
og saa gik han ud i Skoven, satte sig i sin Koffert, fløi op paa Taget og krøb ind ad Vinduet til Prindsessen.
Hun laae paa Sophaen og sov; hun var saa deilig, at Kjøbmandssønnen maatte kysse hende; hun vaagnede og blev ganske forskrækket, men han sagde, han var Tyrkeguden, som var kommen ned igjennem Luften til hende, og det syntes hun godt om.
Saa sad de ved Siden af hinanden, og han fortalte Historier om hendes Øine: de vare de deiligste, mørke Søer, og Tankerne svømmede der som Havfruer; og han fortalte om hendes Pande; den var et Sneebjerg med de prægtigste Sale og Billeder, og han fortalte om Storken, som bringer de søde, smaa Børn.
Jo, det var nogle deilige Historier! saa friede han til Prindsessen, og hun sagde strax Ja.
„Men De maa komme her paa Løverdag,“ sagde hun, „da er Kongen og Dronningen hos mig til Theevand! de vilde være meget stolte af, at jeg faaer Tyrkeguden, men see til, De kan et rigtigt deiligt Eventyr, for det holder mine Forældre sædeles meget af; min Moder vil have det moralsk og fornemt, og min Fader lystigt, saa man kan lee!“
„Ja, jeg bringer ingen anden Brudegave, end et Eventyr!“ sagde han, og saa skiltes de, men Prindsessen gav ham en Sabel, der var besat med Guldpenge, og dem kunde han især bruge.“
H.C. Andersen får altså ordnet hele affæren i et enkelt møde.
Den persiske fortæller skildrer flere møder. Derved får han mulighed for at berette at prinsessen har fået et lille anfald af tvivl:
„sig mig hvorledes I kan see saa ung ud, da jeg dog stedse har bildt mig ind, at Propheten Mahomet var en gammel ærværdig Mand? I tager ikke feil, svarede jeg; Thi i saadan Skikkelse aabenbarer jeg mig undertiden for de Troende, og da seer de mig med et langt hvidt Skieg og et skaldet Hoved; Men jeg tænkte at I fandt større Behag i en ung Skikkelse, og dette er Aarsagen, hvorfor jeg saaledes har aabenbaret mig for eder. Deri har I giort ret, sagde Hovmesterinden; Thi dersom I havde kommen som en gammel Mand, saa skulle ikke mange have faaet Lyst til eder.
Hos perseren er kongen i nogen tid bange for at det er en falsk profet der er på spil. Men da han bliver konfronteret med ham, bliver han straks overbevist om at det er Muhammed selv.
Vi så lige før at H.C. Andersens prinsesse uopfordret hjalp købmandssønnen ud af hans finansielle vanskeligheder. I forbilledet må Malek først lægge snuhed for dagen ved at sige:
Min Printsesse! Vi har hidindtil forglemt en Formalitet ved vores Ægteskab, som bestaaer derudi, at jeg ikke har faaet nogen Medgift med eder. Ak min allerdyrebareste Skat! raabte Printsessen, jeg vil i Morgen tale med min Fader derom, og jeg er vis paa, at han med Fornøielse skal levere mig en anseelig Brude-Skat til eder. Nei langt fra, svarede jeg det giøres ikke fornøden, at tale til eders Fader derom, Thi jeg bekymrer mig ikkun lidet om Jordiske Skatter, efterdi Riigdom er mig til ingen Nytte: Altsaa er det nok naar I giver mig nogle af eders egne rare Klenodier. Schirine vilde paa disse Ord virkelig give mig alle hendes Juveler, men jeg lod mig nøie med to store Diamanter, hvilke jeg Dagen derefter solgte til en Juvileer i Gazna, og saaledes blev i Stand til fremdeles at spille Mahomeds Person.
Medens brylluppet i det danske eventyr bliver berammet fra lørdag til mandag, trækker det ud en måneds tid i det persiske. Der indtræder her den komplikation at nabokongen Cacem intetanende sender en gesandt til kong Bahaman for at forlange prinsessen til ægte. Da kong Bahaman afslår det med den motivering at han allerede har giftet sin datter bort til profeten, slutter gesandten at han må være gal. Den mægtige kong Cacem opfatter det som en fornærmelse og erklærer krig. Krigen tager en alvorlig vending for kong Bahaman, som derfor beder sin datter om at formå Muhammed til at gribe ind. Malek flyver den følgende nat ned i den fjendtlige lejr, går ind i Cacems telt og sårer ham (næsten) dødeligt ved at slå ham i hovedet med en stor sten. Derefter laver han fra luften et bombardement med store flintesten og spreder rædsel og død. Kong Cacem indser lige før sin død at kong Bahaman virkelig må have fået profeten til svigersøn.
Først efter den uheldige konges død og begravelse skal brylluppet fejres med pomp og pragt, og så er vi igen tilbage til noget der ligner det danske eventyr.
Tvende Dage derefter, blev den Afdøde Konge prægtig begravet, og samme Tid lod Kongen i Gazna befale at man over alt i Byen skulde anstille Lystigheder, i Henseende til Printsesse Schirines Forbindelse med Mahomed. Dette mærkede jeg, og altsaa besluttede jeg at giøre denne Fest berømmelig og merkværdig ved et nyt Mirakel, i hvilken Henseende jeg kiøbte mig en god Quantitet Bæg og Bomuld, samt et lidet Fyr-Tøi, som jeg kunde slaa Ild i. Dette præparerede jeg i den Stand det skulde være, og begav mig derpaa om Aftenen saa høit i Luften, som jeg kunde komme, hvor jeg lige over Staden stak Ild i det Bægede Bomuld, som gav en prægtig Illumination, dog saaledes, at man ikke ved denne Lysning kunde see mig i min Kiste.
Dagen derefter gik jeg ind i Byen for at høre hvad man sagde om mig, da jeg med Fornøielse fornam de adskillige Domme som bleve fældet over mit Foretagende. Nogle sagde at Mahomed dermed vilde vise hvor behagelig Festen var for ham, andre at de under dette Luft-Tegn havde seet Mahomed selv i sin ærværdige Gestalt og lange hvide Skiæg, ja jeg kan ikke erindre mig alle de Meninger som deres Phantasie faldt paa.
Imedens jeg ved denne Leilighed søgte at fornøie mig faldt min hele Høihed og Lyksalighed med et i Asken; Thi da jeg kom igien ud i Skoven var min Kiste opbrændt, som stedse var mig et Instrument til alle Mirakler jeg giorde! Jeg veed ikke hvorledes det gik til; Men jeg kan dog forestille mig, at der maa have ligget nogle Gnister i Kisten af mit Fyrverk, som har tændt Ild i den. Ak hvilken en elendig Tilstand saae jeg mig ikke her styrtet udi! Jeg opfyldte Luften med mit Skrig og Klagemaal, rykkede mit Haar af mig, og sønderrev mine Klæder, ja jeg veed ikke hvorledes jeg i denne fortvilede Tilstand sparede mit eget Liv.
Som nu min Skade var ulægelig, saa var der intet andet at gribe til for mig, end at søge min Lykke paa andre Stæder, og saaledes maatte Mahomed imod sin Villie skilles fra den yndige Schirine, som vel endnu den Dag i Dag ligger indtaget af en dødelig Bekymring for hans Skyld.
Kong Bahamans betænkeligheder og hele episoden med kong Cacems frieri og krigen har H.C. Andersen ikke haft brug for. I stedet for har han fortalt det ærkekøbenhavnske eventyr om Svovlstikkerne. Men bryllupsfyrværkeriet og den sørgelige slutning følger i de allerfleste træk 1001 Dag meget nøje:
Brylluppet var saaledes bestemt, og Aftenen forud blev hele Byen illumineret; Boller og Kringler fløi i Grams; Gadedrengene stod paa Tæerne, raabte Hurra og peb i Fingrene; det var særdeles pragtfuldt.
„Ja, jeg faaer vel ogsaa see til at gjøre Noget!“ tænkte Kjøbmandssønnen, og saa kjøbte han Raketter, Knaldperler og alt det Fyrværkeri, der tænkes kunde, lagde det i sin Koffert og fløi saa med det op i Luften.
Rutsch, hvor det gik! og hvor det futtede.
Alle Tyrkerne hoppede i Veiret ved det, saa deres Tøfler fløi dem om Ørene; saadant et Luftsyn havde de aldrig seet før. Nu kunde de da forstaae, at det var Tyrkeguden selv, som skulde have Prindsessen.
Saasnart Kjøbmandssønnen igjen med sin Koffert kom ned i Skoven, tænkte han: „Jeg vil dog gaae ind i Byen, for at faae at høre, hvorledes det har taget sig ud!“ og det var jo ganske rimeligt, han havde Lyst til det.
Nei, hvor dog Folk fortalte! hver evige Een, han spurgte derom, havde seet det paa sin Maade, men deiligt havde det været for dem Allesammen.
„Jeg saae Tyrkeguden selv,“ sagde den Ene, „han havde Øine, som skinnende Stjerner og et Skjæg som skummende Vande!“
„Han fløi i en Ildkaabe,“ sagde en Anden. „De deiligste Englebørn tittede frem fra Folderne!“
„Jo, det var deilige Ting, han hørte, og Dagen efter skulde han have Bryllup.
Nu gik han tilbage til Skoven, for at sætte sig i sin Koffert – men hvor var den? Kofferten var brændt op. En Gnist fra Fyrværkeriet var bleven tilbage, den havde tændt Ild, og Kofferten var i Aske. Han kunde ikke mere flyve, ikke mere komme til sin Brud.
Hun stod hele Dagen paa Taget og ventede; hun venter endnu, men han gaaer Verden rundt og fortæller Eventyr, men de ere ikke mere saa lystige, som det han fortalte om Svovlstikkerne.
H.C. Andersen tabte aldrig helt interessen for de orientalske eventyr, som han havde benyttet ret flittigt i sine allerførste eventyr. Derom vidner følgende linjer fra Mit Livs Eventyr (II, 111):
I Tusind og een Nat havde jeg læst et Eventyr: „Geschichte des Prinzen Zeyn Alasnam und des Königs der Geister“, der er særdeles egnede til en Opera-Text, men i hvor meget Stoffet endogsaa interesserede mig, opgav jeg det, da Trylle-Operaen blev saa lidt forstaaet og vurderet her til Lands.
Men i 1849 benyttede han stoffet til sin succes-ombruste Casino-komedie Meer end Perler og Guld. Dog brugte han hertil hverken 1001 Nat eller Gozzis eventyrkomedie II Re de’ Genj (fra 1765), men den østrigske teaterforfatter Ferdinand Raimunds version efter Gozzi „Der Diamant des Geisterkönigs“ (fra 1824).
Det seneste sted i H.C. Andersens produktion hvor 1001 Nat omtales udtrykkeligt er vistnok i 25. kapitel af I Sverrig (fra 1851), hvis begyndelse lyder sådan:
Skulde man male Digteren et Skilt, da vilde det vist være det meest betegnende at male af Tusind og een Nat Schehersad, som fortæller Historier for Sultanen. Schehersad er Digteren, og Sultanen er Publicum, der skal behageligt underholdes, thi ellers halshugger han Schehersad. Stakkels Schehersad! – Mægtigste Sultan!
Tydeligere kunne han ikke udtrykke i hvor høj grad han følte sig i slægt med de orientalske eventyrfortællere.
