Nu står den i reolen! En lille uanselig bog, nærmest et indbundet hefte, hvis titelblad er præget af pulterkammerophold. Ellers meget pænt bevaret og nu beskyttet af en nyere indbinding. 1853 er den trykt, står der bagi, tilligemed de manende ord: „Eftertryk af Sangene, saavel enkelte, som i Samlinger, forbydes“. Det er „Nøkken“, en operatekst af H.C. Andersen. En beskeden bog både af indhold og af ydre, men alligevel en originaludgave af Andersen. Og en sådan havde jeg længe ønsket mig.
Med den følgende lille redegørelse om og gennemgang af „Nøkken“ håber jeg at kunne skabe et overskueligt sammendrag fra foreliggende litteraturs omtale af emnet. Direkte arkivstudier har jeg desværre ikke haft mulighed for at gøre.
Da H.C. Andersen gik i gang med sit arbejde på teksten til „Nøkken“, var det på opfordring af komponisten Henrik Rung, denne Nordens sang-troubadour, der også skrev melodier til Andersens digte. Her skal bare nævnes „I Danmark er jeg født —“ og „Hvor Nilen vander Ægypterens Jord —“.
Nøkken, fabelvæsenet, måtte naturligvis tiltrække Andersen, som det sidder der i de nordiske vande og prøver at lokke menneskene til sig. Andersen har blandt sine digte et lille vers, der lyder således:
Man har et Sagn om Nøkken, jeg tror det er om mig selv!
Jeg sidder ogsaa med Harpen i Livets brusende Elv.
„Du bliver dog aldrig salig!“ tilraaber hun mig og gaar.
Ej ser hun, hvor dybt jeg græder,
– Bølgen over mig slaar.
Hos H.C. Andersen oplever man jo både havmænd, åmænd og i eventyret „Elverhøi“ træffer vi atter på nøkken:
– men Faderen den gamle Dovre-Trold, han var rigtignok ganske anderledes; han fortalte saa deiligt om de stolte, norske Fjelde og om Fosser, der styrtede skumhvide ned med et Bulder som Tordenskrald og Orgelklang; han fortalte om Laxen, der sprang op med de styrtende Vande, naar Nøkken spillede paa Guldharpe … – og saa skulle vi sidde i Steenstuen, hvor Fyrrespaanen brænder, og drikke Mjød af de gamle, norske Kongers Guldhorn; Nøkken har skjenket mig et par Stykker! …
I romanen „Kun en Spillemand“ fra 1837 hører vi også om eventyrvæsenet. Om Christians gudfader hedder det:
Som Ole Bull var ogsaa denne Normand, vi hørte ham saaledes nævne ved Ildebranden, hvor han reddede Naomi. Mellem Fjeldene med Fosser og Iisbræer havde hans Vugge slidt paa sine Gænger. Tidt fortalte han Christian om dette Hjem, om Nøkken, der boede i Elvene og ved Maaneskin sad med sit lange, hvide Skjæg i Fossen og spillede saa deiligt, at man følte Lyst til at styrte sig derud. Den stakkels Nøk, naar han spillede allerdeiligst, spottede Drengene ham. „Du kan jo dog ikke blive salig!“, sagde de, og da græd Nøkken store Taarer og forsvandt i Elven.
„Nøkken har nok lært din Gudfader at spille!“ sagde engang een af Naboerne til Christian, og fra den Tid maatte Drengen altid, naar han hørte Gudfaderens Violin, tænke paa Nøkken i den brusende Fos, og han blev taus og drømmende.
Fra rejsebogen „I Sverrig“ (1851) kan vi hente et par linjer om sagnskikkelsen:
– Vi følger Strømmen gjennem Siljan-Søen, hvor Overtroen seer Nøkken svømme som en Flodhest med tanggrøn Manke, og hvor Luftspeiling viser Trolddoms-Syner paa den varme Sommerdag …
– Det er her et Landskab i Midsommer for Nøkkens Leeg og Elverpigernes Dandse. Her i Fuldmaanens Glands maa Dryaden fortælle Eventyr, Nøkken gribe Guldharpen, og troe at man kan blive salig, idet mindste en eneste saadan Nat.
I operaen møder vi ikke nøkken selv, men Sveriges unge dronning Christine, der udgiver sig for dette væsen overfor stykkets to enfoldige unge. Allerede i 1837, 1839 og i 1840 havde Andersen besøgt broderlandet, hvortil scenen for „Nøkken“ er henlagt. Senere besøgte han landet i 1849, på den rejse som satte frugten „I Sverrig“.
Teksten til „Nøkken“ var indleveret til Det kgl. Teater 18. marts 1845. Der gik 8 år, inden førsteopførelsen fandt sted. Hvorfor nu det? Jo, en del komplikationer opstod. Lad os først se, hvad censor, prof. J. L. Heiberg sagde om librettoen (i et brev til Jonas Collin af 19. marts 1845): „Nøkken“ er ikke saameget en Opera, som et Par Opera-Scener. Inden man faaer gjort Bekjendtskab med Personerne, er det Hele forbi. Andersen kan ofte have en god Idee, men han har næsten aldrig Stadighed til at udarbeide den, og hans Arbeider faae derfor hyppigt et aphoristisk og fragmentarisk Præg, hvilket er i Strid med den Fordring, som Dramet gjør til Continuitet og Udvikling. De er ligesom ufuldbaarne Børn, der mangle væsenlige Lemmer, fordi de ere fødte før Tiden. Nærværende Operatext er usandsynlig som et Eventyr, og tviviel som Virkeligheden. Det var bedre, om den havde taget det Romantiske af Eventyret, og det Interessante af Virkeligheden. At Musiken kan gjøre en saadan Abort til en complet Skabning, betvivler jeg, men skal villig overlade Dommen herom til Compo-nisten“.
Andersen sendte teksten til Rung 17. maj, og senere foretog digteren nogle ændringer under et ophold på Nysø. Forbedrede vel. Forandringerne blev endt 5. juni, og den 6. juni blev librettoen afsendt til København. Rung fik teksten sidst i måneden.
„Rung lod i Dag spørge, om Deres Adresse med Hensyn til nogen Musik“, hedder det i et brev fra Jonas Collin 27. juni. Den 5. juli kom der brev fra Rung. Han kunne ikke gøre kompositionen færdig i september. Andersens almanak beretter 16. juli: „flaut Brev fra Rung“. Og 9. september skriver H.C. Andersen i et brev til hertuginde Louise Sophie af Augustenborg: „To smaa dramatiske Arbeider: „Nøkken“ og „Liden Kirsten“ ventede jeg sikkert at see paa Scenen i denne September; dette skeer imidlertid ikke; den Dame, som udfører en Hovedrolle i begge, er syg og træder ikke op før i October. Altsammen Udsættelse“.
Vor digter må af økonomiske grunde i 6 uger udsætte en større rejse, der skulle føre ham til Italien og derfra til Spanien, hvor han aldrig havde været (denne Spanienstur blev dog senere opgivet, men til Italien kom han og oplevede her en for ham uudholdelig varme). I oktober regnede Andersen med at få fortjeneste af sit stykke. Angående hævning af penge skriver han 28. oktober 1845 til sin ven Edvard Collin:
Fra Theatret faar De
a) efter Opførelsen af Liden Kirsten Syngestykke.
b) — Nøkken, Opera
c) – det –
d) Honorar, som i Saissonen tilfalde mig for de forskjellige af mine opførte Stykker.
Den store indtægt blev det nok ikke til. „Liden Kirsten“ blev også udsat. Først 1846 kom den på scenen. Sidst på året 1845 oplever Henrik Rung en fiasko på teatret, og han beslutter ikke at ville skrive for scenen mere. Han leverer H.C. Andersens „Nøkken“ tilbage. Er vel også bange for, at teksten ikke er god nok.
Endnu i julemåneden kunne Andersen skrive således til Jonas Collin: „Hils Rung fra mig og siig at jeg haaber at han er flittig med Nøkken, det bliver, haaber jeg, den af hans Compositioner, der lykkes ham bedst. Jeg har en Anelse …“, men så bliver den gal med Rung! Fra Jonas Collin den 23. dec.: „Over det Uheld, Rung havde med Aagerkarl og Sanger (Teksten af en Anonym | : H. P. H. :|)[1] skal han have besluttet, for det Første Intet af componere for Theatret….“.
Andersen, der nu opholder sig i Berlin, bliver gram i hu. Skriver d. 27. dec. hjem til E. Collin og beklager sig. Undrer sig over, at Rung uden at meddele ham noget opgiver teksten, som han dog har skrevet på dennes opfordring. Han har føjet sig efter komponisten i alle henseender og mener, at Nøkken passer bedre for ham end „Aager-karlen“, „som Gud veed, hvilken Begynder har lavet sammen“. Andersen ærgrer sig, og han vil ikke ærgre sig! Han tænker nok: Det kan være Rung synes, min tekst er dårlig, men der er da noget, der er mere elendigt.
Den 6. januar 1846 svarer Edvard Collin og siger, at det „frapperer“ ham meget, at Andersen kender historien med Rung og „Nøkken“. Han tror ikke, det havde nyttet, hvis han, Collin, havde prøvet at tale komponisten til rette og ville hellere vente, til mandens energi gik over som sædvanlig. Ville ikke meddele Andersen noget, der kun ville ærgre denne. Sidst i brevet giver Collin digteren et forslag: „Men endelig har jeg i Anledning af R. Tilbageleverelse gaaet og tænkt over,: mon ikke Gade skulle ville have denne Text, og kunde De ikke have Lyst til at corresponderé med ham derom; vil han, saa vil jeg lade Stykket afskrive, da det er saa maculeret, og sende ham det. At De har ærgret Dem i første Øieblik, kan jeg nok begribe, men ikke, at De kan vedblive at ærgre Dem, fordi der gives noget Rakkertøi her som allesteder; jeg synes, at saadanne Smaating maa forsvinde for Betragtningen ved Siden af de store Glæder, som De paa denne Reises Begyndelse har“.
På dette reagerede Andersen således (Weimar 21. januar 1846): „Jeg har, efter Deres Skrivelse, bestemt at tale med Gade om Nøkken, og skal da fra Dresden skrive Dem til om hvad han har sagt; En Componist er det let for mig at faae, var Meyerbeer i Tydskland, saa sagde jeg det til ham, han har dog sidst vi mødtes, bedet mig tænke paa ham med en Text og Nøkken er just en Text der kan interessere ude. Rung burde idet mindste skriftligt have gjort mig en Undskyldning, det var det ringeste han kunde gjøre, dog det er sandt i Danmark betragtes jeg jo, som et Nul, man kan rulle hvor man vil! Hvorledes leve de store Aander der? – Hvad sige Theatrets Udødelige? denne lille Verden der er Centrum i Europa. – Naa det var det! – der kom mig et Galæble paa Spidsen af Pennen, nu er det igjen i Blækhuset. Hartmanns Opera er vel nu i Scene!“ Og i Slutningen af samme brev: „… hils Deres Svigermoder og Ernst Weis[2], hvorledes har han det, hvad siger han til Rungs Nykke, han sagde dog noget til min Nøk, nu kan han ogsaa sige til den Andens“.
Den danske komponist Niels W. Gade havde succes i Tyskland på dette tidspunkt, var meddirigent hos Mendelssohn i Leipzig ved de berømte Gewandhauskoncerter og var også konservatorielærer. H.C. Andersen opsøger ham den 11. februar. I et brev til E. Collin fortæller han om mødet. Gade er villig, og Andersen beder nu Collin sørge for afskrivningen af „Nøkken“ og tilsendelsen til Leipzig. Digteren udtrykker håb om, at operaen måske kan blive den første danske, opført syd for Elben. Og i et svarbrev fra Edvard Collin (27. februar) står der: „Nøkken til Gade skal jeg nok besørge; jeg har begyndt selv at skrive den af, for at kunne sende den i et Brev. Jeg har desuden havt et Brev fra Gurlitt derom“.
Som flere andre gange påtog Collin sig afskrivningsarbejde for Andersen. Og det var i pen- og blæktiden! Et kæmpearbejde, og noget der allerbedst viser E. Collins venskab for digteren. Andersen giver også mange gange udtryk for sin taknemmelighed, som i følgende citat fra et brev dateret Wien d. 17. marts 1846: „Tak fordi De skriver Nøkken af, De er et mageløst Menneske og jeg skammer mig“.
Den føromtalte Gurlitt var en holstensk komponist og pianist, der havde studeret hos Weyse i København. I 1844 opholdt han sig i Hørsholm, hvor han bl.a. kom sammen med E. Collin. Nu var han stipendiat i Leipzig.
H.C. Andersen var naturligvis glad over Gades tilsagn og meddeler til kong Christian den Ottende: „Den danske Componist Gade, der lever i Leipzig, har jeg givet en original Operatext, som han nu componerer. Jeg selv arbeider flittigt paa min Biographie …“ (Wien d. 12. marts 1846). Men glæden fik en ende. Et halvt år efter, da Andersen vender hjemad og igen er i Leipzig, må han skrive i dagbogen d. 9. september 1846: „Besøgt Gade, der havde forlagt og glemt Nøkken“. – Det var jo en krank skæbne for det nordiske fabelvæsen!
H.C. Andersen har også måttet sande det gamle ord om, at alle gode gange er tre. Den tredie komponist, der kom til, fik virkelig skrevet musikken til „Nøkken“. Det var Franz Glæser. Han var født i Østrig 1798. Han havde været på konservatoriet i Prag, og i 1822 blev han kapelmester ved Josephstädter-teatret, 1828 ved Theater an der Wien. 1830 ved Königstädtisches Theater i Berlin. Hans egen opera „Ørnens Rede“ (1832) opførtes i England, Holland og Rusland samt 1835-44 13 gange på vort Kgl. Teater. 1842 bliver han kapelmester i København og sætter flugt og fart i vore operaforestillinger. Ledede Musikforeningen 1843-50. Foruden „Nøkken“ skrev han også operaen „Brylluppet ved Comosøen“ ligeledes til tekst af H.C. Andersen. Glæser døde 1861 i København.
Glæser betegnedes som „sympatetisk“ og elskværdig, og omtales også som en mand med militærisk myndighed, der så strengt til højre og venstre i kapellet. En dirigent på vagt mod den mindste fejl (Thrane: Fra Hofviolonernes Tid). Man havde netop ansat ham ved Det kgl. Kapel, fordi han var en dygtig dirigent. Selv ville han dog gerne komponere for dansk teater, men ydede ikke større indsats her i landet som komponist.
Lad os gå i Det kgl. Teater! Det er lørdag den 12. februar 1853. Endelig skal „Nøkken“ opføres for første gang. På programmet står dog allerførst et skuespil i tre akter af Carsten Hauch „Æren tabt og vunden“. Først derefter går tæppet for Glæsers og H.C. Andersens lille opera i een akt, med følgende optakt: Aftenstund i Sverige. Udenfor Jöran Arvedsons gård festes og leges der. I baggrunden ser man hofmester-inden, fru Sparres gård rejse sig med røde mure og et højt tårn. Jöran vil på denne aften trolove sin datter Hedda med fru Sparres slotsfoged Pehr Laurin, som også deltager lystigt i folkelegen
Pehr Laurin:
Jeg har lært Let og Svært
Af den første Dandsemester,
Neie sig,
Dreie sig,
Saa at Øster gaar i Vester, kan I Andre gjøre saa:
Pas paa!
Dandse vakkert, dandse vakkert,
Dandse vakkert, som jeg,
Gjøre Hanebeen i Dandsen,
Gjøre Hanebeen, som jeg!
(viser det).
Hedda holder dog af spillemanden Oluf, som nu kommer sammen med en fremmed. Under festen sniger Hedda sig ud for at mødes med Oluf. De mener, at alt er ude for dem. – Oluf kommer i tanke om, at måske kan nøkken hjælpe dem. Hedda råder ham dog fra at søge bistand der, han vil komme i nøkkens magt. Hellere bede den unge dronning Christine om hjælp:
Mit Hjerte veed en Vei!
Christine, Sverrigs Dronning!
Oluf:
Uden Nytte
gaaer did vor Vei! Hun vil os ej beskytte,
Nei, Nøkken!
Den fremmede er nu hos dem og trøster:
Husk! „hvor i Tugt og Ære
„To gav hinanden Tro,
„Der vil en Skytsaand være,
„Beskjærmende de To!
Lykken er med!
(iler ud)
Forinden har han givet Oluf en ring, som skal vises for fru Sparre, og alt vil forandre sig. Det unge par tror, at den fremmede er nøkken, men de kan mærke, at det er gode magter, der vil bistå dem.
Oluf går frejdig frem for fru Sparre, der er kommen til stede, og holder ringen frem for hende. Hun ser, det er dronningens ring og bliver klar over, at ungersvenden må have dennes gunst, siden han er i besiddelse af hendes ring, og hvem kan sætte sig op mod to unge, der har dronningens bevågenhed.
Nu ankommer dronning Christine med sit følge, og hun får det afgørende ord. De to unge og Jöran og Pehr Laurin taler hver sin sag. Selvfølgelig giver dronningen Hedda og Oluf til hinanden. Det sker med ordene:
Ja, „hvor i Tugt og Ære
To gav hinanden Tro,
Der vil en Skytsaand være,
Beskjærmende de To!“
Den fremmede har altså været dronning Christine i forklædning. Festlige blus bliver tændt rundt om ved elven. Under et jublende hurra, hvor en skare samler sig om dronningen, andre om de elskende, medens ungdommen danser i lystig kreds, falder tæppet hurtigt.
Lad mig citere et par andre sange fra stykket, jeg synes, de fortjener det:
Hedda,:
Det er et dejligt Maaneskin,
Det er saa høi en Luft,
Der er en sød Forfriskning
i Birkeskovens Duft!
Saa stille glider Baaden
Henad det dybe Vand,
Ung Elskovs Sjæl og Tanke
Er, som i Drømmenes Land.
Hør, Fjeldfossen bruser! – – –
Dog — hvor i Tugt og Ære o. s. v.Hedda og Den Fremmede:
Ung Elskov, Du gjør Verden
Saa deilig lys og klar,
Du har saa mange Tanker,
Som Himlen Stjerner har.
Som sød Musik i Natten
Gaar Talens søde Strøm,
Ved Drossel-Sang og Maaneskin,
Det er en deilig Drøm!
Hør, Fjeldfossen bruser! – – –
Dog – hvor i Tugt og Ære o. s. v.
Længere fremme i stykket:
Pehr Laurin:
Det var den Fløite piccolo,
Saa frøkenfin, saa sjælefro;
– Dog, hun blev Contrabassen tro,
Til Døden!Som Beiler kom hvert Instrument.
Valdhornet sværmed excellent,
„Duidu! Duidu! siig dog jo!“
„Nei!“ sagde piccolo!Trompeten stormed fremad da,
Og sang sin Seirens tra, ra ra!
Høit Pauken slog et Elskovs „Bum!“
Fagotten klang sit stille Brum!
Det var et Bruus, en Larm, en Klang,
De alle gik jo Frier-Gang,Men liden Fløite piccolo,
saa frøkenfiin, saa sjælefro,
Blev tro – blev Contrabassen tro
Til Døden!
Rollerne i operaen var fordelt således:
Om stykkets modtagelse beretter Th. Overskou i „Den danske Skueplads“ (bd. VI, s. 162): „Saa rhytmisk smukt og i Sprog og Tone poetisk H.C. Andersen end havde udført sin Eenactsopera „Nøkken“, blev den lille Handling, af Mangel paa afvexlende forskjellige Situationer, noget monoton, og Glæsers i mange Partier skjønne og melodiøse Musik savnede altfor meget Digtningens nationale Præg til hos Publikum at kunne fremkalde den af Digteren tilsigtede Følelse af fængslende nordisk Aand. Stykket modtoges derfor vel med Bifald, men kunde ikke, da Udførelsen tilmed i dramatisk Henseende var temmelig svag, vække nogen Interesse af Varighed.“ – Her er sagt på en diplomatisk måde, hvad Københavnerbladenes anmeldelser gav udtryk for.
To af bladene retter en hård kritik mod stykket. „Dagbladet“ taler om stykkets trættende længde som dets værste fejl. Omtrent den første halvdel mangler ethvert spor af handling. „Themaerne gjentages og udtværes, saa Publikum er træt, førend Handlingen egentlig er begyndt. Hvis Expositionen kunde forkortes, vilde Stykket vinde meget“. Om den musikalske side af sagen hedder det: „I Musiken gives vistnok endeel meget smukke Enkeltheder; men den fuldkomne Mangel paa Simpelhed og national Colorit kan ved et Sujet af den Natur ikke Andet end opvække et føleligt Savn af den mere gediegne Musik“ (14. 2. 1853, nr. 37).
Det var slet ikke rart, men det bliver værre endnu. I „Kjøbenhavnsposten“ står der ind imellem stiklerier til referenten for „Berlingske Tidende“ (dennes ros af stykket påstås betinget af autoritetstro, Glæser var hof-kapelmester) følgende: „Naar et saa uheldigt Arbeide som det i Løverdags for første Gang opførte Stykke „Nøkken“ er gaaet over Scenen, ønsker den dadlende Kritik helst at forholde sig taus, da Sagen selv er for ubetydelig til at give noget literairt Udbytte …. en stærk og almindelig Hyssen lod sig høre ved Teppets Fald …. Texten aldeles uforstaaelig …. Til en sådan Text kan der ikke leveres nogen god Musik. Passer Musiken til Stykket, bliver den slet som dette; men passer den ikke … ., ja maaskee passer den ikke? Men i saa Fald burde en Componist vælge sig en passende Text, og har han ikke Smag nok dertil, eller har han ingen saadan til Disposition, skulde han helst undlade at skrive for Theatret; hellere end at forcere en Text frem, der forgjæves har gaaet paa Vandring blandt samtlige danske Componister“ (16. 2. 1853, nr. 39).
Så er „Fædrelandet“ trods alt mere velvilligt indstillet. Her hedder det: „Vi hørte i Begyndelsen med Interesse og bleve paa flere Steder henrevne af de ikke faa virkelige Skønheder i Compositionen og den musikalske Behandling; men jo længere vi hørte, desto mere tabte sig vor Deltagelse, og da Teppet faldt, havde vi kun Totaludtrykket af en vis Flauhed og Kjedsomhed som Udbytte af det Hele. Skylden herfor maa saavel Texten som Musiken bære. Forfatteren har uden Tvivl begaaet et Feilgreb ved at behandle sit Stof som ren Opera (med Recitativer uden Dialog) . .. Recitativerne foranledige en trættende Brede ….“. Herefter er der ros til Glæser for „en særdeles smuk og iørefaldende Terzet“, og det indrømmes ham, at han har præsteret, hvad man var berettiget til at vente af ham som komponist. „Hans Musik mangler hverken Liv eller Skjønhed“, men han magter ikke rigtig den nordiske tone, som teksten fordrer. Instrumenteringen kaldes omhyggelig, vellykket og effektfuld, dog også på enkelte steder „lidt smagløst overlæsset“. Ouverturen er smuk, men minder for meget om Mendelssohns „En Skærsommernatsdrøm“. Anmelderen opfordrer forfatteren og komponisten til at foretage forandringer med „Nøkken“, for som det siges: „Det skulde gjøre os ondt, om et i mange Henseender saa fortjenstligt Arbeide skulde blive aldeles skrinlagt“. Der var intet at sige på den musikalske udførelse. Om spillet kunne der vel være meget at erindre. Bladet sigter særligt på hr. Schram (16. 2. 1853, nr. 39).
Den føromtalte autoritetstro mand fra „Berlingske Tidende“ indleder sin anmeldelse således: „Texten er aldeles affattet i Operaform med Recitativ og Sange, og taber derved i Interesse, da det er vanskeligt at opfatte Indholdet“. Så kommer en (ikke helt korrekt) gennemgang af handlingen, hvorefter referenten slutter: „Glaser har for-staaet at benytte Indholdet og især Situationen med meget Talent; Musiken er fortræffelig, baade fra Sangens og Instrumenteringens Side, og især har han været meget heldig i Alt hvad der angaaer Hovedpartiet, som blev ypperligt udført af Md. Fossum. Ikke mindre heldigt blev Spillemandens Parti udført af Hr. Hansen, ligesom ogsaa Hr. Schram udførte sin Rolle, baade fra Sangens og Spillets Side, meget godt. Chorene og Dandsen gjorde god Virkning, og Stykket fandt, baade under Spillet og efter Tæppets Fald, Bifald,, (14. 2. 1853, nr. 37).
„Flyveposten“ har næsten lutter søde ord tilovers for „et baade i poetisk og musikalsk Henseende vakkert Arbeide“. Handlingen er vistnok ubetydelig, skriver bladet. Det har forledt forfatteren til at anvende en vis bredde i behandlingen, der har haft indvirkning på musikken. Han har bødet på dette savn ved opfindelsen af flere musikalske situationer, der af komponisten er benyttede med talent og dygtighed. Glæser roses for melodirigdom og dramatisk karakteristik. Han er „den grundige Musiker“. Rosens højdepunkt nås her: „Som noget af det Skjønneste ikke blot i denne Opera, men i de senere Aars musikalske Frembringelser overhovedet, fortjener at fremhæves Scenen mellem den Fremmede og de to Elskende, der er beaandet af en høist eiendommelig romantisk Duft, og hvori Hovedpartiet navnlig blev fortræffelig udført af Md. Fossum. Den musikalske Udførelse var i det Hele taget, som man under Componistens egen Indstudering kunde vente det, særdeles tilfredsstillende“. Anmelderen mener, at rollerne ikke udelukkende skulle have været besat med operaens folk, men man burde have anvendt skuespillere også, bl.a. kunne han tænke sig Phister som Jöran, for så „tvivle vi ikke paa, at den Tørhed, der nu hvilede over enkelte fra Digterens Side velberegnede Situationer, vilde være forsvunden“. Ferslevs sang var i orden, men han manglede jovialitet i fremstillingen. „Hr. Schram forstaaer, som den forsmaaede Frier Pehr Laurin, bedre at lade Lunet spille“ (14. 2. 1853).
Både Overskou og to af anmelderne slår på en vis svaghed i den dramatiske udførelse. Hvordan var de ellers, de medvirkende? – Madam Rung, madam Fossum, Chr. Hansen og Schram regnedes alle for meget dygtige, ja fremragende i dramatisk sangudøvelse. Dog var madam Rung så småt ved at miste sin stemme på dette tidspunkt. Hun havde haft en ypperlig stemme, og md. Fossum og Chr. Hansen havde i hvert tilfælde i andre roller været henholdsvis „fortryllende“ og haft „et henrivende sjælfuldt sangforedrag“. Det ser ud til, at rollerne har været godt besatte, men antageligt har stykket ikke interesseret de medvirkende så meget, at de kunne give deres bedste. De syntes vel, at manglerne var for store.
Hvad siger Andersen selv om opførelsen? „Paa det kongelige Theater opførtes i Februar 1853 „Nøkken“; Professor Gläser havde over denne Digtning udgydt en Fylde af Melodier, en nordisk Tone klang i disse, og det erkjendtes“ (Mit Livs Eventyr).
I Overskous liste over opførelser i den 105. sæson på Det kgl Teater finder vi „Nøkken“ 6 gange i februar 1853, nemlig 12., 15., 16., 18., 20. og 23. februar. Sidstnævnte dag udkom det lille teksthefte på C. A. Reitzels forlag, trykt hos Bianco Luno, og det kostede 12 sk. Så var der blot een opførelse tilbage, torsdag d. 17. marts.
Der kan jo selvsagt ikke være megen handling i en sådan lille operaakt, og sangene og musikken må da have været det bærende. Altså bare ikke bærende nok! Gangen i stykket er ret letflydende, synes jeg, men det er jo vanskeligt at dømme efter tekstheftet alene. En vis ynde og charme har det og — som Overskou siger det — poesi. Ja, frem for alt poesi. Visen om „Contrabas og Piccolo“ er således et helt lille eventyr. Der er dog andre steder, der kan virke lidt komiske, uden at det vist er tilsigtet, men det er vel ikke ualmindeligt i ældre stykker.
Jeg kan ikke lade være med til slut at pege på det interessante, at både et savn, Andersen følte stærkt hele sit liv, og hans livsanskuelse kommer tydeligt frem i „Nøkken“. Først savnet af livsledsagersken:
Pehr Laurin:
Man leve kan, som eenlig Mand,
Man leve kan, som eenlig Pige,
Men Himlen er i Ægtestand,
Og hvo vil ei i Himmerige!
Ak Ægtestand
Er Himlens Land,
Det har jeg hørt fra ganske liden!
og endelig livsanskuelsen:
Hedda:
Du tør ei gaae! mit Kys
dig fast skal binde,
Der er en Gud, som naadig er og god!
Foruden de i teksten citerede værker er benyttet bl.a.:
