Udsprunget, som de er, af to vidt forskellige baggrunde har den forhistoriske og den klassiske arkæologi i Danmark traditionelt levet hver sit liv. For begge fags vedkommende har den bredere faglige kontakt alt overvejende været til udenlandske forskere inden for samme disciplin frem for til danske forskere inden for søsterdisciplinen. Som et forsøg på at få de to discipliner til at tale mere sammen arrangerede Henrik Thrane og undertegnede i 1988 i nordisk forskersymposie-regi et kursus i survey-teknik for både forhistoriske og klassiske arkæologer fra hele Norden og med yderligere deltagelse af to engelske forskere. Vi kaldte det kursus i overfladearkæologi, hvilket selvfølgeligt hurtigt blev til overfladisk arkæologi.
Forskningen løber hurtigt i disse år, så nu seks år efter vil jeg gerne præsentere Henrik – og læserne i øvrigt – for nogle af survey-arkæologiens seneste resultater i Middelhavsområdet. Eksemplerne er hentet fra det østlige Middelhavsområde, som netop i de år, hvor Henrik har været medlem af Statens humanistiske Forskningsråd, har været gjort til genstand for en særlig dansk forskningsindsats gennem et af Rådets initiativer: Hellenismen – den første internationale »massekultur«.
I den mediterrane arkæologi udvikledes survey-teknikken af en mere ekstensiv recognoscering efter pladser eller som det kaldes i det stærkt engelskprægede arkæologsprog »sites«. I Grækenland har en række større og mindre projekter begyndende med et amerikansk pionerprojekt i 1960’erne i Messenien med accellererende hast og gennem anvendelse af en stadig mere forfinet eller måske skulle man snarere sige »videnskabeliggjort« anvendelse af survey-teknikken i en række landskabs-undersøgelser søgt at afdække bebyggelsesmønstre og deres forandringer over lange tidsperioder (fig. 1). Forskningens focus er i høj grad flyttet fra den enkelte lokalitet over på hele regioner. I en stadig raskere strøm begynder resultaterne at blive offentliggjort. Og selvom mange af undersøgelserne endnu er præget af »begyndervanskeligheder«, tegner der sig efterhånden nogle klare billeder af bebyggelsemønstrene gennem tiden i forskellige regioner. Surveyteknikken har faktisk vist sig overordentlig velegnet i det mediterrane område, og det vil næppe være at tage munden for fuld at sige at sige, at den har frembragt nogle af den klassiske arkæologis væsentligste resultater inden for den sidste generation. Resultater som i disse år diskuteres af arkæologer og antikhistorikere og som betyder, at der på en række væsentlige punkter må foretages omskrivninger af antikkens sociale og økonomiske historie.
Ved de systematiske opsamlinger af materiale på et survey er den helt dominerende fundkategori fra den klassiske oldtid keramik og eventuelt tegl; sjældnere kan det være ting som mosaikstifter, stykker af glas, mønter m.m. Hvad keramikken angår, er vi i den heldige situation, at i hvert fald den finere græske keramik på grundlag af mange generationers intensive arbejde med de forskellige typers kronologi, er relativt let at datere. Dette er udgangspunktet for de overbevisende resultater, som mange af surveyarbejderne har fremlagt. Hvad surveys derimod også har vist, er nødvendigheden af, at der i langt højere grad end det hidtil har været tilfældet, må sættes ressourcer af til typologiske og kronologiske studier af mere simple levn såsom de grovere keramikvarer og tegl. Hovedparten af fundene på næsten alle surveys og ofte de eneste på en plads er nemlig skår af grov keramik og eventuelt tegl, som vi til tider kan have store vanskeligheder med at datere.
Grækenland var i perioden fra ca. 800 f.Kr. opdelt i en lang række poleis, d.v.s. bystater bestående af en by og dens opland (herunder mindre byer eller landsbyer). Historikere og arkæologer har været vant til at opfatte oldtidens grækere som mennesker, der primært boede i byer, hvorfra de dyrkede deres jord; det er det indtryk, som bl.a. de attiske komedier giver os. Det måske væsentligste resultat af de senere års surveyarbejder i Grækenland er påvisningen af, at dette billede for lange perioders vedkommende er fejlagtigt, at folk faktisk i vid udstrækning har boet på gårde og mindre bebyggelser ude i landskabet.
Et af de første virkeligt intensive surveys, der er gennemført i Grækenland (fig. 2) er det såkaldte Boiotiens, survey i årene fra 1979 og fremefter. Boiotien er et landskab i det centrale Grækenland, et bondeland med et af Grækenlands største agerbrugspotentialer, stadigt stærkt opdyrket og dermed gennem sine udstrakte pløjede områder ideelt for anvendelse af surveymetoden. Endnu er undersøgelsens resultater kun fremlagt i foreløbig form. Surveyet, der omfatter ca. 40 km2, har vist, at antallet af »sites« – helt overvejende gårdanlæg – er stort i perioden ca. 600-200 f.kr. (arkaisk-tidlig hellenistisk tid) for derefter at falde drastisk indtil ca. 300 e.Kr. (sen hellenistisk-tidlig romersk tid), hvor det igen begynder at stige som del af den generelle opblomstring af det østmediterrane område i den senromerske periode (fig. 3). Surveyet har også påvist, at mønstret med det stærkt faldende antal gårde på landet fra ca. 200 f.Kr. også afspejler sig i områdets mindre byer, der skrumper i udstrækning i den samme fase. Om der er virkelig er tale om en generel affolkning af området i den senhellenistiske-tidlig-romerske periode kan dog ikke siges med absolut sikkerhed, idet områdets hovedby Theben p.gr. af moderne overbyggelse ikke har kunnet undersøges.
Et andet interessant billede er fremkommet ved et survey på Kykladeøen Keos. Fra de skriftlige kilder ved vi, at øen i klassisk tid var opdelt i fire bystater. Ved surveyet blev både byen Koressos og det område, som efter al sandsynlighed udgjorde dens opland undersøgt. I hovedtrækkene tegner der sig det samme billede som i Boiotien: I klassisk og tidlighellenistisk tid (5.-3. årh. f.Kr.) er der tale om et »travlt« landskab med mange smågårde. Materiale fra den følgende periode, den senhellenistiske, er sjældnere i landskabet, og dette gælder i endnu højere grad den tidligromerske periode, mens den senromerske igen er vidne til en genbebyggelse i landskabet. Endvidere kunne det påvises, at den sammenlægning (synoikisme) med nabostaten Ioulis, som kendes fra skriftlige kilder, også klart spejles i det arkæologiske materiale. Mens antallet af »sites« d.v.s. bebyggelsen ude i landskabet i klassisk og tidlighellenistisk tid blev tættere, jo nærmere man kom Koressos by, ændredes billedet efter sammensmeltningen med Ioulis, således at bebyggelsesmønstret nu viste en bebyggelse, der blev tættere jo nærmere man kom byen Ioulis, eller dens havn ved Otziabugten (fig. 4).
Gennemgående peger undersøgelserne i det græske kerneområde på en kraftig affolkning af landskabet i den hellenistiske periode, hvadenten der nu er tale om en reel affolkning, f.eks. som følge af en ganske omfattende udvandring til de nye hellenistiske kongeriger i Ægypten og Den nære Orient, resultatet af Alexander den Stores erobringer, eller der er tale om en befolkningskoncentration i de større byer. Vor bedste skriftlige kilde til det hellenistiske Grækenlands historie, Polybios (ca. 200 – efter 118 f.Kr.), opfatter klart sit samtidige Grækenland som delvist affolket og med store forsømte landbrugsområder (Polyb. 36.17.5-9). Han giver en stærkt dalende fødselsrate skylden for miseren. At billedet ikke har været helt så entydigt, som det synes at fremgå af Polybios og de to omtalte surveys, antyder et amerikansk survey af byen Phleius, naboby til Korinth, som viser at byen vokser i omfang i den hellenistiske periode. Desværre foreligger der endnu ikke et survey af Phleius’ opland, og vi er således endnu ikke i stand til at sige, om byens vækst skyldes en affolkning af oplandet, eller om der her er tale om en generel væksttendens, modsat hvad vi ser i Boiotien eller på Keos.
Et helt afvigende mønster tegner sig i derimod klart i Vestgrækenland, i området Aitolien. Fra de græske og romerske historieskrivere, fra indskrifter m.m. ved vi, at Aitolien i den hellenistiske periode (specielt i 3.-2. årh. f.Kr.) kom til at spille en central rolle i græsk politik, i modsætning til i tidligere tid, hvor det blev betragtet som et tilbagestående område uden politisk betydning. En hollandsk landskabsundersøgelse har påvist en meget stærk ekspansion af bebyggelserne i Aitolien i hellenistisk tid. Aitolernes politiske entré på den græske scene skete i 279 f.Kr. som følge af den keltiske invasion i Grækenland. Kelterne søgte bl.a. at plyndre Apollon-helligdommen i Delfi, en af de vigtigste – og rigeste – græske helligdomme; men det lvkkedes – ikke mindst takket været aitolernes indsats – at slå angrebet tilbage. Herefter var aitolerne i lang tid reelt den bestemmende magt vedrørende helligdommen. Fra de antikke forfattere ved vi, at aitolerne i hellenistisk tid var frygtede som sørøvere, hvis de da ikke benyttede sig af den mere raffinerede teknik at opkræve »beskyttelsespenge« mod sørøveri af en lang række byer overalt i det græske område og langs Lilleasiens kyster. Det hollandske survey viser, at det aitoliske landskab var tæt bebygget i hellenistisk tid i fuldstændig modsætning til perioden efter romernes erobring af området, hvor der synes at ske en tvangsflytning til nye bygrundlæggelser på vestkysten, f.eks. Augustus’ Nikopolis grundlagt efter sejren ved Actium, som gjorde ham til eneherre over det romerske imperium, eller til områder uden for Aitolien (fig. 5).
Mange steder i Middelhavsområdet kan man gennem luftfotos klart se sporene af det antikke landbrugsland, ikke mindst fra romersk tid, hvor de romerske landmålere drog ud i de nyerobrede områder og opmålte og inddelte landskabet i marksystemer. Således tegner sporene af den romerske landbrugsudnyttelse i Tunesien og det østlige Algeriet sig stadig klart i landskabet – i nogle tilfælde ikke alene gennem markinddelingerne, men helt ned på det plan, at rodhullet efter det enkelte træ, f.eks. i olivenplantagerne, kan registreres. Fra græsk tid har vi de bedste eksempler på bevaring af et detaljeret billede af landbrugsudnyttelse ved Metapont i Syditalien og ikke mindst på den sydvestlige del af halvøen Krim på nordkysten af Sortehavsområdet, hvor russiske forskere har kunnet klarlægge dyrkningssystemet omkring den græske koloni Chersonessos med de enkelte gårde og deres tilhørende jord helt ned til iagttagelse af, hvad der blev dyrket på de enkelte marker (fig. 6).
Sådanne optimale bevaringsforhold er dog relativt sjældne, og for Grækenlands vedkommende endnu ikke dokumenteret nogen steder. Imidlertid har surveyteknikken også vist sig anvendelig til at registrere ikke blot »sites« forstået som bebyggelser, men også »non sites« eller »off sites«. Erfaringerne fra surveys efter sites har nemlig vist, at landskabet, også hvor der ikke var egentlige bebyggelser, ofte viser en svag forekomst af potteskår. Forklaringen er sandsynligvis, at disse skår er blevet spredt med gødning (inklusive diverse affald fra bebyggelser) på de gamle marksystemer. Et eksempel på et survey tilrettelagt direkte som »non site« survey er det danske Akamas projekt på det nordvestlige Cypern, hvor surveystrategien simpelthen var, at man med udgangspunkt i den kendte bebyggelse søgte at erkende det opdyrkede land, som hørte til denne i forskellige perioder. Det er blevet påvist, at den første større udbygning af terrassesystemet til dyrkning på Akamashalvøen hører til i hellenistisk tid (altså et billede der afviger fra, hvad man ser f.eks, i Boiotien), mens endnu en udvidelse af det dyrkede område finder sted i senantikken som led i den generelle blomstring af dette område i denne tid.
Hovedparten af surveyundersøgelserne i Middelhavsområdet er blevet udført af fremmede »ekspeditioner«. At også arkæologer fra andre lande arbejder i Middelhavslandene er der en århundredlang tradition for. På det punkt er klassisk arkæologi fra gammel tid en af humanioras mest internationale discipliner. Og netop surveyarkæologien har en karakter, som gør den velegnet til opretholdelse af denne tradition. Dels er den relativt billig i forhold til egentlige udgravninger, dels betyder det for værtslandet, hvis egne ressourcer til arkæologi næsten alle må gå til nødgravninger og restaureringsarbejder, at man får totalregistranter over betydelige områder til brug for planlægning. Udover det allerede nævnte Akamasprojekt på Cypern har danske arkæologer i vidt omfang deltaget i metodeudviklingen og gennemførelsen af surveys i Middelhavsverdenen, således f.eks. i Palaipaphosområdet på Cypern (i samarbejde med canadiske arkæologer), i Segermesområdet i Tunesien, på øen Kephallenia i Grækenland, og netop i disse dage har det nye danske institut i Athen gennemført et survey på den sydlige del af Rhodos.
