Odense bys historie er på en mærkelig måde blevet forsømt. Siden biskop C.T. Engelstoft i 1880 udsendte anden udgave af sin Odense Bys Historie er der ikke fremkommet nogen samlet fremstilling ved en enkelt forfatter. G.L. Wad har i Fra Fyens Fortid givet værdifulde bidrag til enkelte emners behandling, men bortset herfra er det overordentligt tilfældigt, hvad der har set dagens lys.
Denne ladhed fra historikernes side er så meget mere påfaldende som byen netop indenfor historisk forskning har store traditioner. Navne som Hamsfort og Bircherod minder om flittige forskere, og historikernes forsømmelighed må også tjene til undskyldning for det meget ringe kendskab til byens fortid og den deraf følgende beskedne forståelse af de værdier, der findes i et så gammelt bysamfund, selv om forholdet også må vurderes ud fra den omstændighed, at de mange tilflyttere ikke kan have de samme følelser overfor byen, som de, der i et eller flere slægtled har betragtet den som deres hjemby.
I den gamle bykerne kan man næppe passere et hus, hvis historie ikke rækker flere århundreder tilbage. Der er foretaget ombygninger, men de har fundet sted gradvis, og de afspejler derved en naturlig fornyelse efter skiftende tiders behov. Ofte skjuler der sig bag en moderne skal en gammel kerne. Huset er som et gammelt træ, hvis rod rækker langt ned i byens fortid. Med lidt tålmodighed kan man trække husets historie frem for dagens lys; man kan få spredte oplysninger om bygningens ændringer, og man kan i almindelighed skaffe sig megen viden om husets beboere.
Overgade 9 på hjørnet af Torvestræde ser ikke spændende ud. Facaden mod Overgade er ikke særlig præsentabel; den beherskes af de moderne butiksvinduer; mod Torvestræde er der restaurant og frugthandel. Men lader man øjet følge bygningens flader skal der ikke megen forstand til for at se, at det i sin tid må have været et fint hus. De flade lisener, de regelmæssige vinduer, den morsomme karnap i Torvestræde, der krones af vejrfløjen, giver karakter og rejsning. Vel er det indre tilsyneladende skamferet, men også her er der enkeltheder, der taler om svunden storhed og lokker historikeren til at dukke ned i fortiden og prøve at udrede det spegede spind. Man vil gerne vide, hvornår den gård er bygget, hvorfor den har et sådant udseende, og hvilke mennesker, der har færdedes her.
En undersøgelse af den art må som udgangspunkt tage de oplysninger, der foreligger om forholdene i nyere tid. Med skøde- og panteprotokoller, brandtaksationer og skifter som hovedkilder må man arbejde sig stadig længere ned. Af mange detailler skal billedet samles, og det, der for læseren kan serveres som en let anretning, er puslespillets resultat.
I 1540 fødtes i Helsingør Mogens Henriksen Rosenvinge, en søn af den derværende borgmester. Han må oprindelig have været bestemt for den lærde stand, thi han blev student i sit 15de år, var derefter i tre år hos Sjællands første lutherske biskop, den djærve Peder Palladius og blev 1558 immatrikuleret ved universitetet i Wittenberg, protestantismens højborg. Men han må have forandret sine tanker, for i slutningen af 1560’erne dukkede den unge mand op i Odense, hvor han blev gift med rådmand Jørgen Friis’ datter og han blev snart, på trods af sine unge år, en anset borger, der havde fået posten som den ene af forstanderne for Graabrødre Hospital, blev rådmand og borgmester, en meget velstående mand, hvis efterslægt i det følgende hundrede år prægede byens økonomiske og administrative liv.
Et af de første vidnesbyrd om hans virksomhed i Odense er en aftale af 1572, 16. okt. mellem Mogens Henriksen og Knud Jørgensen Seeblad[1]. Sidstnævnte havde en gård i pant af Peder Mule, og aftalen gik ud på, at hvis Mogens Henriksen kunde blive enig med Peder Mule om køb af Mules gård, skulde det komme både Mogens Henriksen og Knud Jørgensen tilgode, således at Mogens Henriksen skulde have så meget gårdsrum, som strakte sig fra hans lergaard (plankeværk af bindingsværk) og tværs over til Peder Mules stuehus, og i længden langs med samme stuehusvæg og langs ned ad gården til det andet stræde mod bispegården. Derimod skulde Knud Jørgensen have gavlhuset ud til gaden, stuehus og bryggershus samt noget gårdsrum langs med samme huse og ned ad gaden til det andet stræde mod bispegården.
Bispegården var dengang det nuværende Frøkenkloster, og aftalen mellem de to borgere må vistnok opfattes således at de blev enige om efter købet af Peder Mules gård at foretage en deling af denne gård, så de begge kunde udvide deres ejendomme. Byens ældste, nogenlunde bevarede skattemandtal fra 1578 viser, at i 15de rode boede en række velstående borgere side om side: Oluf Hansen, der var storkøbmand, derefter borgmester Mogens Henriksen, så Peder Mule, Hans Apoteker og rådmand Knud Jørgensen Seeblad. I 1607 blev næste mandtal optaget, og her nævnes Mogens Henriksens enke atter som en af de første i 15de rode. Da rodeinddelingen ligger nogenlunde fast langt ned i 1600’erne er det muligt at sige, at Mogens Henriksens gård må have ligget på Overgade på strækningen mellem nuværende nr. 1 og 19, og netop i tiden omkring 1580 blev gennembrydningen af strædet fra Overgade til Albani Torv foretaget. Strædet hed almindeligt ny stræde og fik først senere betegnelsen Torvestræde. Handelen mellem Mogens Henriksen og Knud Jørgensen har muliggjort gadegennembruddet og den bedre udnyttelse af arealerne. På det ældste Odense kort fra 1593 ses strædet afsat med endnu ubebyggede grunde.
Mogens Henriksen fik imidlertid flere ejendomme i Odense. Det vides med sikkerhed, at han opførte en gård på det sted, hvor Albani kirke nu ligger. »Rosenvingernes Gård« var i århundreder en af de mest ansete i byen. Her har han formentlig taget fast bolig, og det stemmer med, at sønnen Jens Mogensen i 1607 opføres som boende der, medens moderen som enke blev boende i gården på Overgade. Billedet ændres ikke, når man ser skattemandtallet fra 1624. I 15de rode opføres som nr. 6 Henrik Mogensen, lidt længere henne Knud Lauridsen Seeblad, derefter Barbara Willums – i nuværende Overgade 3 – og Augustinus Ebbell i nr. 1, alle velkendte personer i byen, og Jens Mogensen Rosenvinge bor stadig i gården på Albani torv.
Med vor gård på Overgade er blot sket den naturlige ændring, at Mogens Henriksens enke var afgået ved døden, og så flyttede sønnen Henrik Mogensen ind som ejer, medens de andre brødre fik forskellige andre gårde. Henrik Mogensen var i Rosenvingernes familie et sort får. Han var født 1585 og havde i overensstemmelse med slægtens traditioner slået sig på handelen, men i Kejserkrigen kom han i vanskeligheder. Han blev i 1627 gentagne gange hjemsøgt af sine kreditorer for gæld. De væltede ind over ham i april måned med den ene proces efter den anden. Værst var Claus Mule, der fik dom over ham for 1880 dlr. i 1631 og beløbet skulde være betalt 13. jan. 1626, men da var han over alle bjerge. Han forlod fødebyen, og mange år senere dukkede han op som ridefoged på Lundegaard og døde forgældet på Aagaard i Broby i 1655. Arvingerne fragik arv og gæld.[2]
Det er overvejende sandsynligt, at det er de økonomiske vanskeligheder, måske specielt Claus Mules krav, der har tvunget ham til at afstå gården i Overgade, thi umiddelbart efter 1631 finder vi Dines Jensen som gårdens ejer, og fra nu af har vi fast grund under fødderne med hensyn til ejendommens skæbne. Den ligger vel forankret i arkivernes materiale.
Medens Rosenvinge tilhørte rådsaristokratiet, var den nye ejer en tilflytter, der måtte tilkæmpe sig en plads i solen.
Han havde været foged på Ellensborg (Holckenhavn) hos Ellen Marsvin og i 1627 nævnes han som foged både på Ellensborg og Dalum, som Ellen Marsvin også havde i forlening, en stilling han beklædte endnu i 1630, men derefter må han være flyttet ind til Odense, hvor han blev gift med borgmester Jørgen Mules datter Mette og fra 1632 nævnes han bosiddende i Odense og netop i den gård, som vi ovenfor tillagde Henrik Mogensen Rosenvinge. Formentlig i kraft af sit ægteskab har han hurtigt fået betroet forskellige offentlige hverv. Han var 1635-38 kirkeværge for Skt. Knud, i 1640 nævnes han som oldermand for købmandslavet og i 1650 var han overkøbmand, det vil sige, at han fungerede som voldgiftsmand i handelsretslige sager. Først i 1648 blev han rådmand, en stilling, som han beklædte til sin død[3]. Han drev handel, uden at denne virksomhed dog synes at have antaget noget større omfang, og krigsårene i 1650’erne må have ramt ham hårdt, thi Jens Bircherod siger i sine dagbøger, at »han lod sin hustru og eneste datter efter sig i arm og slet tilstand. Men inden deres død blev de begge, moderen med en skøn arv og datteren ved tvende fornemme giftermål heel hjulpne og rige folk[4].« Oplysningen skal nu nok tages med forbehold. Datteren Barbara blev første gang gift med en køkkenskriver ved kommunitetet i København og anden gang med Peder Munck, der var kirkeværge ved Frue Kirke i København. Hvis moderen har fået nogen skøn arv, må det have været fra en af Muleslægten, men enten har den været beskeden, eller også har hun formøblet den, thi hun døde i fattigstiftelsen Doctors Boder 1701, hvortil hun umiddelbart var flyttet fra en af rådmand Niels Mules våninger, og hendes bo var så tarveligt som tænkes kunde[5].
Den 15. november 1665 døde den højtansete borgmester Thomas Brodersen Riisbrich, og hans dattersøn, den senere biskop Jens Bircherod noterer i sine dagbøger, at 7. december erfarede hans familie, at Jens Madsen Rosenberg, borgmester i Nyborg, »en fornemme mand af brav fornuft og conduite« var kaldet af kongen til at være borgmester i hans sted. Familien Bircherod boede skråt overfor Overgade 9, og efter Thomas Brodersens død flyttede den over i hans gård Overgade 11. Den ny udnævnte borgmester Jens Madsen var derfor ovre at se på Bircherodernes tidligere beboelse »efterdi samme gode mand var tilsinds, gården om den stod ham an, at leje.« Det er dog tvivlsomt, om gården har passet borgmesteren. I 1672 finder vi ham i hvert fald som ejer og beboer af Overgade 9, og dermed havde gården fået en ejer af format.
Også Jens Madsen Rosenberg havde begyndt sin løbebane som ridefoged. I 1620 havde han tjent Mette Hardenberg på Skovsbo, 1645 var han slotsskriver på Nyborg slot, og han blev rådmand i Nyborg 1653 og borgmester 1659[6]. Den særlige styreform, som Nyborg var undergivet med en præsident over borgmester og råd gav imidlertid anledning til adskillige vanskeligheder, i særdeleshed, da præsident Claus Rasch ikke var bange for at understrege sin myndighed. Forholdet mellem Claus Rasch og Jens Madsen var ganske særligt spændt, og sidstnævnte har nok draget et lettelsens suk, da han fik udnævnelsen til borgmester i Odense. Jens Bircherod berømmer ham og hans familie. »Iblandt alle de fremmede huse, hvilke jeg undertiden i min opvext besøgede, vaar der ingen mere honet og skikkelig i alle maader end deres, saasom foreldrene vaare gudfrygtig ærbarheds faure exempler for de gamle, og børnene vaare tugtig høviskheds exempler for de unge«[7].
Husets frue var Pernille Ottesdatter Langemach, en borgmesterdatter fra Kerteminde, og i hjemmet opvoksede otte børn, hvoraf sønnen Mads Jensen Rosenberg blev præst i Viby, en anden søn blev rådmand i Kerteminde, og de seks døtre blev alle godt forsørgede. Man kan forestille sig, at borgmestergården har været ramme om adskillige opsigtsvækkende begivenheder. I 1670 passerede kongens broder prins Georg Odense på vej fra udlandet, og medens man skiftede heste og vogne gjorde han et kort ophold i borgmester Jens Madsens hus, før rejsen gik videre til Nyborg[8], og samme sceneri havde udfoldet sig, da enkedronningens broder, hertug Georg Wilhelm rejste fra København og efter opholdet i Jens Madsens hus fortsatte til Assens[9]. Det har i datidens Odense været begivenheder, der har vakt opmærksomhed.
At Jens Madsen har været en nidkær borgmester er der vidnesbyrd nok om. Det var ikke let for en ny mand at komme ind i rådet, ovenikøbet uden at have gennemgået den sædvanlige karriere fra yngste rådmands plads til borgmestersædet. Allerede i 1668 gav han på rådstuen kirkeværgerne ved Skt. Knud en skarp reprimande for sløset embedsførelse, hvortil en af rådmændene — Henrik Jørgensen Rosenvinge — bemærkede, at borgmesteren »tager høyere commando end kgl. Mayestæt hafde givet ham«[10], men Jens Madsen fortsatte ufortrødent og ikke 14 dage senere befalede han samtlige rådmænd at møde alle fredage og onsdage til rådstuen uden undskyldning. De skulde først søge deres rådmandsstole i kirken og derefter samles på rådstuen[11]. Det var da kun naturligt, at de benyttede enhver gunstig lejlighed til at falde over ham, som tilfældet var i 1671, da man på rådstuen vedtog at lade alle udbygninger på fortove besigtige, især Jens Madsens borgmester. Synsmændene fandt, at den ikke kunde skade. De øvrige rådmænd protesterede, og de anklagede ham for overgreb, men han erklærede, at når andre borgere indhegnede deres fortov, kunde han også gøre det. Striden gik så vidt, at rådmændene lod læse et skrift op, at de ikke kunde forliges med borgmesteren, der foretog sig mange ting til skade for byen. Derfor begærede de nedsat en undersøgelseskommission, et forslag, som Jens Madsen med sindsro kunde billige[12]. – Det er muligt, at den karnap, der endnu er så karakteristisk for huset, har været stridens genstand, thi der blev for bytinget i 1672 aflagt vidnesbyrd om, at Jens Madsens porthus ikke stod længere ud mod torvet end M. Jacob Bircherods porthus. Jens Madsen Rosenberg døde i 1682, og en af hans svigersønner købmanden Søren Knudsen Ballov fik gården i Overgade. Med sin hustru Barbara fik han tre børn, der overlevede moderen. På skiftet efter hende i 1690 får man et indtryk af huset og dets indretning[13]. Der forklares, at det lå næst østen for strædet ved sl. Henrik Hønnes gård (Overgade 7) på søndre side Adelgaden på Overgade vest for sl. Doctor Jacob Bircherods enkes gård på østre side, og at man havde haverum ud til Torvet. Gården vurderedes til 730 rdl.
Ruminddelingen antydes, idet der tales om den store stue mod gaden, den grønne stue, en stue, som svogeren Otto Jensen havde, klædekammeret, vinterstuen, Søren Knudsens eget kammer, Luxdorphs kammer, kræmmerkammeret, Hans’s kammer, køkken, ammestue, den salig hustrus kammer og bryggerset. Indboet har været overordentligt fyldigt og fortæller om solid velstand, og efter at Søren Knudsen havde skiftet, så hans umyndige børn kunde få deres arvelodder, kunde han gifte sig igen og blive boende i gården, indtil han – vistnok i 1720 – solgte den til kgl. majestæts by-, rådstue- og skifteskriver Andreas Bendixen[14], der tidligere havde været ridefoged og administrerede Sorø Klosters gods, men allerede 1724 tilskødede han den til amtsforvalter Lauge Lunds fuldmægtig Morten Laursen Müller for 1200 rdl. Mod øst havde han haft rådmand Jacob Mortensen som nabo, men iøvrigt bemærkes det kun, at gården strakte sig fra Overgade langs strædet til Torvet. Heller ikke den nye ejer beholdt huset ret længe, thi 16. juni 1727 solgte han den til by- og rådstueskriver August Martfelt[15] – og dermed fik den en beboer, der både satte dybe spor i byen og selv fik en såre tragisk skæbne.
August Martfelt var netop i 1727 bleven byskriver i Odense, og han må have forstået at bringe noget ud af embedet, eftersom han i 1737 kunde købe prokurator Anders Hansens gård i Vestergade[16], som han ganske vist solgte det følgende år, men han havde også erhvervet en gård i Nørregade overfor Skt. Hans kirke, som han 1741 solgte til fru Charlotte Amalie Gersdorph[17].
Disse ejendomshandler var naturligvis kun mulige for ham ved at optage lån. For at købe gården i Overgade, måtte han således låne 250 rdl. af fattigvæsenet, en kapital, som »sl. velbyrdig hr. Hendrich Lindenov havde stiftet, da han skal have været udi hafsnød paa hans reise til Frankerige[18]«.
Martfelt blev viceborgmester 1743, og det ser ud til, at magtens sødme er steget ham til hovedet. Besjælet af iver for byen tog han fat på nogle omfattende foranstaltninger, som hans fjender siden bebrejdede ham. Byens gamle træporte lod han erstatte med nye, anseelige, men kostbare »Ære-Porte«, syv i tallet. For enden af rådhuset havde hovedvagten for garnisonen sine lokaler. Dette logement lod han afløse af en ny bygning »og ziire med stucatur arbejde, pillarer og andre forgyldte insignia«, formentlig den samme lille udbygning, som endnu var at se på rådhuset før ombygningen i 1883. Forskønnelsen kostede 1117 rdl. Provstegaarden, som garnisonen brugte, lod han ombygge for 2914 rdl. Vejen til og fra byen, som før var brolagt, ændrede han. Han brød brolægningen op, lagde andre sten i, »hvorved veyene alligevel ickun er bleven saa bedærvede, at de om vintertide fast er impenetrable«. Værst fandt man det, at denne foranstaltning blev truffet uden auktion eller forhandling med borgerskabets repræsentation, de eligerede mænd.
Men det var også Martfelt, der fik tillagt ansvaret for, at Skt. Knuds kirke blev bragt i svære økonomiske vanskeligheder. Det er bekendt, at Frederik V under et besøg i kirken fandt, at den trængte til en restaurering, og at han i en kancelliskrivelse til stiftsøvrigheden 1748, 27. maj havde givet tilkende, at altertavlen, prædikestolen med epitafia og andre kirkens ornamenter, som kunne være kirken til zirat, højlig kunde behøve nogen forbedring og renovation, og dette arbejde blev da iværksat fra 1750 og i de følgende syv år. Det tør siges, at der blev skredet grundigt til værks. På nordsiden anbragtes pulpiturer, omkring dåben anbragtes skranker, omkring orglet brystværk; prædikestol og orgel fornyedes, de mange gamle ligsten i gulvet blev fjernet eller omhugget, så gulvet dannede en glat flade – alt under magistratens tilsyn, og hele dette værk fik 1752 kongens godkendelse.
Martfelts angribere forklarede, at han omkalfatrede kirken indvendig, vendte op og ned på gravene »og de der hvilende dødes been, lode samme med gibsværk, nye pulpiturer, prædikestoel, orgelværk samt funt ganske forandre«. I betragtning, af at det hele var sket efter kongelig befaling erkendte man, at kirken var bragt i smuk og ziirlig orden, men også bragt i gæld for 7000 rdl. Men det kirkerum, som i mere end hundrede år viste sig for beskueren var altså i virkeligheden Martfelts værk[19].
Men for Martfelt blev hans borgmesterskabs tid skæbnesvanger. Efter hvad han selv forklarede, og hvad man ikke kunde bestride, havde han udlagt store midler til forskellige offentlige formål af sin egen lomme. Således havde han i 1743 for byen betalt den såkaldte stykhesteskat. Han opgjorde alene denne fordring til 1304 rd. 5 mk. 4 sk., og hertil kom tilskud til de offentlige arbejder, der ovenfor er nævnt, således at han mente at have 4136 rdl. 2 mk. 6 sk. tilgode.
Desværre for ham var hans regnskaber i en syndig uorden. Overfor stiftamtmand Chr. Rantzau bedyrede han i marts 1758, at han var færdig, »og det således at den ene med den anden alt har seet, at jeg i de tilfælde, Publicum angaaer, ikke bliver een skilling skyldig, men derimod kommer en anseelig summa tilgode«. Så let gik det ikke, for han havde måttet optage adskillige lån. I september 1758 måtte han udstede et skadesløsbrev til landsdommer Bondo Simonsen på Elvedgaard som cautionist for 2200 rdl., som han måtte optage dels hos Graabrødre Hospital, dels hos Ms. Andreas Schiøt. Som pant kunde han tilbyde gården i Overgade, der var vurderet til 2400 rdl., men der var desværre i forvejen en prioritet på 1150 rdl., så han måtte yderligere pantsætte sit bedste løsøre for 1639 rdl. og give pant i sin nævnte fordring på Odense by. I den anledning blev der foretaget en registrering af hans bo, som vi siden skal se på.
Han havde indsendt sine regnskaber 7. marts, men da han endnu ikke 23. oktober havde hørt noget til sagen, skrev han til magistraten for at få sine tilgodehavender, da han måtte pantsætte alt, hvad han ejede, anskaffe adskillige kautioner og dagligt blev plaget af sine kreditorer. Han skød skylden for sin ulykke på de eligerede mænd, der i otte måneder havde haft regnskaberne til revision, men »de bekymrer sig i saa maade kun lidet om, hvorledes det gaar mig« og befattede sig med uvedkommende ting, så han vilde gerne have i hvert fald 1000 rdl., så han kunde komme af med de værste kreditorer. Magistraten var rede til at komme en betrængt kollega til hjælp og meddelte de eligerede mænd, at den skat, som han i 1743 havde udlagt, kunde man i hvert fald godtgøre ham, »da vi finde det ligesaa uforsvarligt som uanstændigt for et honet og skikkeligt borgerskab, at han har sat sig i gæld for at bestride byens nødvendige udgifter« og derover skulde tilføjes tort og ulejlighed. Magistraten mente, at beløbet straks skulde udskrives i skat.
Men de eligerede mænd, der væsentligt bestod af repræsentanter for byens håndværkerstand, havde en anden opfattelse. De erklærede, at Martfelt kunde have aflagt årligt regnskab, og han havde heller ikke leveret bilag til indkvarteringsregnskaberne eller til kæmnerregnskaberne »og desårsag finder os meget fornærmede«, så de vilde ikke foretage sig noget, før de fik bilagene. I sin vånde henvendte borgmesteren sig nu til stiftamtmanden. Magistraten havde givet ham håb, men han trængte så højlig til hjælp, thi det kunde ikke skjules, »det jeg for nærværende tid, min credit er borte, ikke er i stand at jeg for mig og mine kand anskaffe det nødtørftige i min husholdning, eller at jeg selv kan få de fornødne tarvelige klæder, saa jeg derover fast skammer mig at komme i Guds hus eller blandt skikkelige folk«, og han bad stiftamtmanden om at pålægge magistraten at skaffe den begærede summa »at jeg icke, det Gud forbyde, af chagrin skal crepere«.
Begivenhederne blev mere og mere dramatiske. Martfelts henvendelse til stiftamtmanden var af 1. nov., og 8. nov. udtalte magistraten i sin erklæring til stiftamtmanden, at det var ganske nødvendigt at komme borgmesteren til hjælp. En uge senere forklarede magistraten, at man ikke kunde hjælpe Martfelt på grund af de eligerede mænds modvillighed, »der endog i andre tilfælde gaar saa vidt, at de sætter dem imod magistratens ordres«, idet de ikke vilde gå med til skatteudskrivningen.
Så rykkede stiftamtmanden i felten og befalede de eligerede mænd at se at blive færdige med deres revision, men de vilde ikke godkende hans regnskab for 1743 og protesterede på det skarpeste som Hans Kongelige Majestæts tro arve undersaatter og borgere. Det skete 21. november, og nu var der ved at blive oprør i byen. Den 3. eller 4. december mødtes repræsentanter for håndværkslavene med de eligerede mænd hos kromanden Jacob Holst i Vestergade; men da lavene ikke måtte samles uden magistratens tilladelse, benyttede den lejligheden til at kalde deltagerne til forhør på rådstuen den 14. december, og om disse dramatiske begivenheder har vi dels rådstueprotokollens oplysninger, dels magistratens redegørelse til stiftamtmanden i en skrivelse af 7. februar 1759. I den sidstnævnte indledes med nogle bemærkninger om, at »det er beklageligt, at saa godt og roligt Borgerskab, som Odense hidindtil frem for mange andre stæder, har kunnet roses af, nu med et er forfalden til sådan yderlig urolighed og opsætsighed, at de snart indbilde sig, ikke at have nødig, enten at svare byens skatter og tynger, eller at adlyde øvrigheds formaninger, ordrer og foranstaltninger«. Og derefter forklarer de, at da de eligerede mænd ikke kunde finde rede i Martfelts regnskaber antog de en person ved navn Christen Bager »hvis fornemmeste Idræt har været at indlede enfoldige folk i disputer og uenighed, for derunder selv at profitere«. Han var nu ellers en skikkelig prokurator, der siden var borger i byen i adskillige år. Men magistraten påstod, at han havde »confunderet« regnskaberne og var kommet til det resultat, at Martfelt skyldte byen 1000 rdl.
Et sådant resultat kunde kun glæde de eligerede borgere, »især nogle selvkloge og de som derunder fandt en egen fordel og interesse, såsom Jacob Holst i hvis hus sælges godt, stærkt øl og brændevin, som behøvende requisita til sådan et Collegium Politicum som der blev oprettet, der fornemmelig består af de eligerede mænd og Christen Bager, som derudi præsiderer«. På mødet oplæste Christen Bager resultatet af sin regnskabsundersøgelse, gjorde rede for de fornærmelser, som byen havde været ude for og de fordele, som hans reformplan vilde betyde, når den blev virkeliggjort, men da han jo ikke kunde gøre sit arbejde gratis, foreslog han, at der blev udskrevet en skat, »et oplæg« på byen. Mødedeltagerne forpligtede sig ved underskrift på et dokument til at medvirke til denne indsamling og forpligtede sig til at samle lavene for at få deres tilslutning, skønt der var dem iblandt dem, »som neppe havde Brød i Huset«. I de følgende uger fortsatte man med disse »kroe- og laugssamlinger« daglig, og imens var der sådan en tumult og sværm i byen »saa mand snart maatte frygte det skulde udfaldet til een revolte«. Derfor opkaldte magistraten oldermændene på rådstuen 14. december for at optage forhør. Magistraten bemærker klogeligt, at købmandslavets oldermand, Mogens Faber, der jo så at sige var en af deres egne, tog afstand fra hele sagen, men de andre enfoldige folk havde ikke vidst, hvad de underskrev, »thi med største bulder, støjen og allarm indtrængte de sig på os, så vi ikke uden årsag frygtede for voldelig at blive overfaldet, siden ingen formaning om stilhed og ingen advarsel om lydighed, hos disse til vrede ophidsede mennesker kunde finde sted, men de med hujen og råben enstemmigt råbte: at ingen af dem vilde lade dem separat afhøre, men at de var alle enige«.
Efter denne bevægede indledning til mødet på rådstuen lykkedes det dog at berolige gemytterne, så de kunde forhøres enkeltvis, og de tilstod ærligt, at de ikke havde forstået et ord af Christen Bagers forklaringer, men blot underskrevet dokumentet.
Hele revolten var baggrunden for, at de eligerede mænd nu ikke engang vilde efterkomme en befaling om at anvise nogle efterblevne rytterkoner frit kvarter, før de havde set kongens befaling, og borgerne vilde hverken modtage konerne eller give dem kvarter, sengeklæder eller tørv. Magistraten havde derfor ikke set anden udvej end at foretage udpantning hos de modvillige, skønt ligningen, som de besværede sig over, var foretaget af de af dem selv udnævnte takserborgere.
Imens alt dette stod på sad hovedmanden i affæren, borgmester Martfelt i sin gård i Overgade og funderede på sin fortvivlede situation. Han rykkede påny magistraten for et forskud, men nu var et af medlemmerne bleven betænkelig, og 31. jan. meddelte Martfelt påny amtmanden, at han intet havde fået, men han forholdt sig afventende til juni termin 1759 nærmede sig, da han meddelte, at han skulde bruge 2000 rdl. for at klare skærene, og han vedlagde en regning på sine krav, der nu var steget til 6418 rdl. 4 mk. 11 sk. »Det er Guds barmhjertighed allene at tilskrive, at jeg ikke creperer over den uhørlige omgang, jeg begegnes med« forsikrede han.
Endelig lysnede det for borgmesteren. Stiftamtmanden har formentlig heller ikke kunnet finde ud af sagen, og greb så til den almindelige fremgangsmåde at foranledige, at en kommission blev nedsat, der kom til at bestå af generalauditør J.E.E. Smit og krigsråd Hedegaard, og 22. november 1759 takkede Martfelt rørt for denne nåde. Han skulde nu indsende sit materiale til kommissionens revision, og det har åbenbart været en streg i regningen. Der foreligger en ydmyg skrivelse fra borgmesteren til stiftamtmanden af 7. juni 1760, hvor han undskylder, at han ikke var tilstede, da amtmanden sidst var i byen, men siden før jul— altså da kommissionen blev nedsat – havde han været skrøbelig, »først i begge mine øyne og siden over et fald ned af min trappe, hvoraf jeg nær havde sat livet til og endnu har meen deraf i begge mine arme, at jeg derover ikke har været i Guds hus til denne tid«, så han måtte bede om tilgivelse. – Men hemmeligheden var nok den, at han ikke kunde finde rede i sine papirer, for over et år efter fik han en kraftig irettesættelse af stiftamtmanden om snart at få dem afleveret, hvorpå Martfelt svarede, at »Deres Excellences naadige skrivelse af gaars dato, hvorved jeg saa alvorligt bliver reprimanderet, commissionen angaaende, at jeg længe kan hjælpe mig dermed« skulde han nok efterkomme. Men der skete ingen ting.
Stiftamtmanden havde slået hånden af ham, og nu kunde hans kolleger i magistraten heller ikke blive ved at hjælpe ham. Trods alt var han jo borgmester, og byens sager skulde varetages også med hans deltagelse. Den 12. febr. 1763 skrev viceborgmester Wolrat Holm til amtmanden, at Martfelts bedrøvelige omstændigheder havde afholdt ham fra at klage over opholdet i magistratens ekspeditioner, men nu kunde det ikke gå længere. I to år havde Martfelt ikke bivånet rådstueforsamlingerne, men stedse holdt sig inde »og givet til undskyldning dels svaghed og dels sådan årsag, som han undså sig for at være bekendt« — hvilket vel skal forstås sådan, at han ikke har haft ordentlige klæder på kroppen.
Man havde sendt byens sager til ham til ekspedition, men ikke kunnet få dem fra ham igen. »Manden er virkelig at beklage, og man kan vel forestille sig, at hans nedslagne sind over de mange vederværdigheder, som møder ham, at både lyst og kræfter til at ekspedere aftager og forsvinder«. Det kunde der bødes på, hvis han vilde forsyne sig med en god fuldmægtig, der kunde forestå hans skrivestue, så både han og de andre kunde blive fri for ansvaret.
Dermed havde Wolrat Holm på egne og kollegers vegne fralagt sig ansvaret for byens forretningsgang, og følgerne kom snart. Ikke engang kreditorerne vilde vente længere. Martfelt havde i 1759 pantsat alle sine embedsindkomster, så videre kunde det ikke drives. Den 31. maj 1763 skete der indførsel i embedsindkomster og sportler, den 5. juli måtte han på auktion sælge hele sit indbo og den 8. juli blev han afskediget. Så vidt gik det, at han 11. juli 1763 af Ernst Braat på Elved måtte leje en seng med dyner, som Braat købte på auktionen og han måtte betale 2 rdl. i årlig leje af den seng, der havde været hans egen[20]. Den 4. november samme år døde Martfelt, og den mest tragiske borgmesterskæbne i byens historie var dermed afsluttet.
Men Overgade 9 havde han måttet fraflytte og boede i de sidste måneder til leje hos glarmester Niels Steenhof. Gården gik en ny skæbne imøde.
Af de tørre arkivalier tegner sig da billedet af den ulykkelige mands skæbne. Den kaster et grelt strejflys over datidens forhold. Man ser for sig borgmesteren, der gerne vil virke for byens tarv, men som åbenbart har været temmelig egenrådig. Man ser hans magistratskolleger støtte ham, så længe som muligt, og – hvad der ikke er mindst interessant – man ser det menige borgerskab og dets repræsentanter til det yderste fastholde kravet om at få ordentlig rede på byens styre.
Kommissionen, der skulde klare begreberne, fortsatte virksomheden efter hans død. Martfelt havde allerede i maj 1762 opgivet kampen og rent ud erklæret, at han hellere vilde afstå fra sine krav, men kommissionen kom virkelig til det resultat, at der måtte tilkomme borgmesteren 1740 rdl. 11 sk. Det skete i 1766, men man kom også til det resultat, at omkostningerne ved den hele proces var bleven så store, at de langt vilde overstige det beløb, der skulde betales – og så kunde det jo ikke hjælpe arvingerne[21].
Men skæbnen er lunefuld. Arvingerne var tre døtre, af hvilke den ene blev præstekone i Ikast, og så sønnen Christian, om hvem man ved skifteforretningen vidste at han var studiosus, og hans opholdssted kendte man ikke. Samme studiosus havde gået til forelæsninger hos professor Sneedorff, var optaget af statsvidenskaberne og med understøttelse af grosserer Ryberg opholdt han sig i udlandet 1761-68, altså medens faderen stred sine sidste kampe. Da han kom hjem var han med til at stifte Det kgl. danske Landhusholdningsselskab og blev en fremragende nationaløkonom, hvis skrifter skaffede ham den ene udmærkelse efter den anden, til vanvid formørkede hans sind. Gribende er det, at læse en annonce i Berlingske Avis nr. 60, 1780, hvor han meddeler, at han vil underskrive sig »C. Martfelt — Elias efter Ordre af den Herre Zebaoth, hvis Sendebud han er ifølge hans Løfte ved Profeten Malachias«. Da var han forlængst afskediget fra sin stilling som chef for kommercekollegiets danske sekretariat. Han døde ugift 1790.
Med grund kan man nu spørge, hvordan den gamle hjørnegård kom til at se ud. Fra vurderingen i 1758 ved man, at den blev ansat til 2400 rdl., og fra indboets registrering, der blev foretaget i anledning af pantsættelsen, får man oplysning om, hvilke rum, der fandtes[22]. Der nævnes da følgende: Skriver kammer, Carnapkammeret næst ved, kammeret næst ved, skriverstuen. Derpå følger salen, borgmesters sovekammer, drengenes kammer, gangen næst ved, et lidet kammer mod gården, materialkammer, hjørnestuen kammeret næst ved, dagligstuen, carnappen, sengekammer, køkken, kammeret næst ved, pigernes kammer. — Så følger åbenbart udhuse med bryggerhus, mælkekammer, spisekammer, kostald, hestestald og endelig kælderen.
Da borgmester Martfelt havde sit kontor i sit eget hus, var bohavet stærkt præget af denne bestemmelse. I skriverkammeret, der åbenbart var borgmesters privatkontor, stod et skrivebord med 20 skuffer og tre reoler ovenpå. I reolerne på væggene fandtes ikke mindre end 600 bind af teologisk, filosofisk, matematisk og historisk indhold. Efter tidens forhold var det et anseeligt bibliotek, der umiddelbart giver indtryk af, at det var langt mere end embedet krævede. Martfelt har været en belæst og kultiveret mand. Vi må antagelig befinde os i stuen og går derfra ind i karnapkammeret, hvor der stod to slagborde og to lakerede og forgyldte canariebure. Han har altså haft kanariefugle. I det næste kammer stod bl.a. et klædeskab med 10 skuffer, et indlagt skrin med blomsterværk og messingbeslag og en rejsekuffert. I skriverstuen, som vel lå ud mod Overgade, stod et dobbelt skrivebord med 6 skuffer og endvidere 8 stole, betrukken med ryslæder.
Salen har sikkert været på 1. sal. I kammeret næst ved salen stod et sengested. Selve salen var småt møbleret, men der nævnes dog 12 stole med gyldenlæder og tre firkantede, aflange fyrborde. Borgmesters sengekammer havde et skaksengested med rødt machais-omhæng, en indlagt egdragkiste, en lænestol, et tebord og to skriveborde, samt et uhr. I drengenes kammer var der to sengesteder. Hjørnestuen blev åbenbart ikke benyttet. Der lå et nyt jernrækværk til gadedørstrappen og to jernstiver til vandrenderne på huset, men dagligstuen havde blandt andet et klaver, dragkister, opsatser på kaminen, en mængde nipserier og over døren var der tre små skilderier med forgyldt ramme. Også karnappen var der kælet for med en malet, forgyldt dragkiste med sølvbeslag. Den stod på fod og ovenpå den var anbragt en grønmalet trappe med nips og et lille, lakeret skab med sølvbeslag og ikke mindre end 37 små opsatser med kineserier samt 6 taburetter med rødt machaisbetræk. Sengekammeret synes at have stået fra fru Martfelts tid med en himmelseng, der må have virket imponerende i hele sin pragt. Den var rødmalet med forgyldt »garnité«, fint rødt machais-omhæng, tæppe og dobbelt kappe samt hovedstykke. Fyldingen i himlen var belagt med hvide snore. I sengekammeret så man yderligere to krogskabe, der var indlagt med blomster, et rundt slagbord, 6 nye ryslæderstole og et grønt skærmbrædt. Lad os endnu tilføje, at der i gården fandtes både en arbejdsvogn og en chaise, og at der i haven stod fire vildmænd af sandsten. — Den, der ikke kendte medaillens bagside, vilde næppe bemærke, at det var et hjem i dybeste forfald.
Ligesom byens andre ejendomme blev også Martfelts gård vurderet til brandforsikring i 1761, og der har man da for første gang en udførlig redegørelse for, hvilke bygninger, der fandtes på grunden. Der nævnes en bygning til gaden – hvilket må være Torvestræde – på 23 fag med to eller fire fag udbygning eller karnap i tre etager. I gården til nordre side var der en lille bygning på fire fag i to etager, god egebygning. Denne bygning må have ligget ud til Overgade, thi den søndre side af gården blev afgrænset af en anden fire fags bygning i to etager, også god egebygning. I skellet mod øst var der en lille halvtags bygning på 3 fag af fyrbindingsværk, en tværbygning på 10 fag i to etager, gammel egebygning. Derpå gik man ud i en baggård, hvor der på østre side lå en bygning på 6 fag i to etager, på venstre side, altså langs Torvestræde en gammel halvtags bygning på 6 fag med brandmur til gaden; på søndre side ud mod Torvet, var der et tværhus i to etager, en dårlig egebygning og syd for et halvtag på 12 fag, der var i meget slet tilstand og tjente som tømmerskjul.
Grundtrækkene må altså have været en anseelig hovedbygning med karnap ud mod Torvestræde og iøvrigt to lukkede gårde, af hvilke den mod torvet har været i afgjort forfald. Gården blev dog som helhed vurderet til 2800 rdl.
Da Martfelt var flyttet i 1763, forfaldt gården yderligere. Man prøvede at stille den til auktion; ikke mindre end 7 gange blev den udbudt uden at nogen køber meldte sig, og 23. juli 1764 hed det, at den i den forløbne tid var bleven mere og mere forfalden og »nogle af bygningerne ind mod cancelliråd Lindams gård, der har stået til hegn mellem begge gårdene, af sig selv er nedfaldet, tillige med heinet om haugen, saa at gården nu så got som er aaben og ståer exponeret for enhver som let kunde tage anledning til at tilføye den større skade.« Efter de syv auktioner meldte borgmester Wolrat Holm sig endelig som liebhaver og overtog gården for 1467 rdl., altså for næsten det halve af brandforsikringssummen fra 1761[23].
Når han var interesseret, har det sikkert hængt sammen med, at den gård, som han havde beboet og ejet, var blevet solgt til Postgaard i 1763, 15. nov., og købet blev afsluttet 1764, 5/9. Wolrat Holm fik 4200 rdl. for denne ejendom, der senere i et par århundrede kom til at tjene som postgård. Wolrat Holm døde den 31. december 1765. Han har med andre ord kun haft gården et år, men på skiftet efter ham foreligger en ny beskrivelse af gården[24]. Der tales her om hovedbygningen, som ud til Overgade havde 7 fag, men ud til strædet 20 fag, karnappen iberegnet, yderligere var der ud til strædet 3 fag side- eller baghusbygning på tre fag i to etager og 15 fag i en etage, ud til torvet lå et hus på 18 fag i en etage med portindkørsel, ligesom der var portindkørsel fra Torvestræde.
At Wolrat Holm i det år han har ejet gården virkelig har iværksat en omfattende istandsættelse fremgår af, at de mange bagbygninger ikke nævnes og at den følgende ejer, der havde sluttet købekontrakt med Holm om salg af gården skulde betale 2400 rdl. og dertil forpligte sig til at anvende yderligere 250 rdl. på »gårdens fuldstændige restauration«. Der kan næppe være tvivl om, at de grundtræk, der kendetegner bygningen idag er Wolrat Holms værk og at bygningens ydre kan dateres til 1764.
Om rummene oplyser registreringen efter Wolrat Holms død, at der fandtes følgende: dagligstuen, sengekammeret næst ved, køkkenet, pigernes kammer, spisekammer og tjenerens kammer. Derpå må man ved registreringsforretningen være gået ud og have taget bryggerhuset, vognporten, staldene og kuskens kammer, og så har man fortsat oppe på 1. sal med »gæstekammeret ovenpaa«, jomfruernes kammer, mr. Windings kammer, kammeret til gården, gangen, den store sal ovenpå, sengekammeret næst ved hjørnestuen og hjørnestuen ud til gaden.
Der er formentlig sket en ændring i rumfordelingen, som kun en bygningsundersøgelse nærmere kan klarlægge, men det kan være nyttigt i hovedtræk at skildre rummenes møblering.
Dagligstuen havde på væggen to store spejle med forgyldt ramme og 6 lampetter. Da der nævnes 3 optrukne vinduesgardiner, må det formentlig angive vinduernes antal. To consolborde har formentlig stået under spejlene, man havde et slagbord, der kunde sættes frem ved spisning, og et thebord med en procellænsplade, samt et andet med en malet plade. I et hjørne stod et krogskab med skænk. Af siddemøbler var der 12 stole med grønt betræk og en lænestol. Sengekammeret ved siden af havde to optrukne vinduesgardiner og to par grønne raskes gardiner. Det har formentlig været et rum med kun to vinduer, der var et lille topsengested og et skærmbrædt samt 2 lænestole og tre ordinære stole. Gæstekammeret ovenpå havde to par gardiner med kapper, et stort spejl med brun ramme, et tronsenge-sted med blåt og hvidt uldent blommet omhæng, et bord, to gueridoner og 8 gyldenlæderstole. I jomfruernes kammer var der fire par vinduesgardiner, et stort spejl med brun ramme, et rødt slagbord, fem ryslæderstole og to lænestole, samt seks skilderier. Kammeret næstved nævner 2 par vinduesgardiner og to optrukne gardiner, iøvrigt to spejle, af hvilke det ene betegnes som et Nürnberger-spejl, der var en feltseng med machais-omhæng, et natbord, et thebord og et firkantet bord med skuffe under, ikke mindre end 9 ryslæderstole og to lænestole.
I Windings kammer nævnes 2 optrukne gardiner, i kammeret til gården to par vinduesgardiner med kappe, et klædeskab og fem stole. På gangen stod et dækketøjsskab og et stort klædeskab og i salen 6 gamle, optrukne vinduesgardiner og 6 rullegardiner, et gammelt klaver, 2 lænestole og to aflange, forgyldte spejle, 3 gulvtæpper, en kikkert og en stor klædekurv samt forskelligt service. I gangen nedenfor et forbord med fløje til og i sengekammeret næst ved hjørnestuen to optrukne vinduesgardiner, et stort spejl med brun ramme, et indlagt bord med to gueridoner, en udsyet canapé, 7 gyldenlæders stole eg en tilsvarende lænestol, en tronseng med røde, vatrede taftes omhæng, en messingthekedel og en vandkande og fad af hollandsk tøj. løvrigt var der i sengen en madras, to stribede bolsters underdyner, 1 hoveddyne, en lille, gulstribet overdyne, en kattuns overdyne med dun, to olmerdugs hovedpuder og et par fine hørgarnslagen. Væggene var tæt behængt med skilderier; 6 store, to mindre og 28 små. Hjørnestuen ud til gaden var kun forsynet med to spejle med lakeret ramme, to consolborde af malm og 9 stole, hvoraf de 8 havde udsyede sæder.
Forøvrigt lå der i vinkælderen 300 bouteiller og to vinfade, og af linned var der bl.a. 23 manchetskjorter, tre hvide og 17 brogede lommeklæder.
Wolrat Holm ejede adskillige andre ejendomme, bl.a. Aaløkkegaarden, Mageløs og Sæbesyderiet i Overgade, så det virker ret ejendommeligt, at stiftamtmanden i 1759 indstillede ham til støtte af kommunitetet med den begrundelse, at han havde »haft en tynd skæbne«; han havde i sin tid været prokurator, men 1738 var han bleven fiscal over Fyns Stift, da han havde været fuldmægtig hos den forrige generalfiscal og havde »opført sig tilbørlig«. Han var da også viceborgmester, et embede, som han havde røgtet godt, men »det er et brødløst embede og han nyder aldeles ingen gage, de andre magistrats personer haver dog noget«. Ikke desto mindre befandt han sig i en temmelig beklagelig tilstand, og »den tiltagende alderdom, hvorudi han og har haft det ulykkelige tilfald, at han i afvigte år brød sit ene ben, har gjort ham ubekvem til at tjene godtfolk og følgelig til at tjene noget til hustrus og sine uopfødte børns nødtørftige underholdning«[25].
Betænker man hans omfattende ejendomsbesiddelser og det gode hus, som han fik indrettet i Overgade, må man vistnok betegne stiftamtmandens karakteristik af borgmesterens tilstand som noget overdreven, men ikke desto mindre fik han virkelig tillagt en årlig støtte af kommunitetets midler.
Som nævnt havde Holm umiddelbart før sin død skødet Overgade 9 til den nyudnævnte by- og rådstueskriver Jens Orten for 2400 rdl.,[26] og han solgte 1793 gården til kammerherre Frederik Juel til Taasinge[27]. Dermed indledtes en ny, strålende periode i gårdens historie. Netop i disse år var Odense ved at blive en kulturelt blomstrende by. Man havde gymnasiet med dets professorer, man havde betydelige mænd som biskop Bloch og stiftamtmand Buchwald, man havde klubber og læseselskaber, fornemme rådstueballer og teaterforestillinger — hele denne levende by, der havde tilnavnet »det lille København«, fængslende for historikeren, tillokkende for samtiden. Garnisonens officerer var ofte adelige junkere; de trak andre standsfæller til, og de gav tonen an. Det blev moderne for landadelen at have en gård i Odense, eller i det mindste en passende lejlighed, hvor man kunde opholde sig i vintermånederne og tage del i selskabslivets fornøjelser. Portrætmaler Hans Hansen har givet en munter skildring af dette liv i form af hans dagbogsoptegnelser.
Da Frederik Juel købte gård i Odense, var han 32 år; allerede som 20-årig havde han overtaget administrationen af stamhuset Taasinge, han var kaptajn i hæren og fra 1801 oberst og chef for det fynske landeværnsregiment. Hans bevarede regnskabsbøger netop fra disse første Odense-år fortæller om hans interesse for litteratur, musik og skuespilkunst. Netop for den sidste fik han en ganske særlig betydning.
I 1789 havde man i Odense stiftet et dramatisk selskab, der hver anden onsdag opførte comedier »hvori baade noblesse og borgerlige foreene sig i rollernes udførelse«, og selskabet gav sine forestillinger i baghuset til rebslager Leopolds gård »lige for Vor Frue Kirke«. – Rebslager Leopolds gård er nuværende Overgade 60, den gård, der ligesom Overgade 9 er en af de allerbedste repræsentanter for 1700’ernes arkitektur, og som nu også trues af nedbrydning. Her har det dramatiske selskab da givet sine første forestillinger.
Men de primitive præstationer tilfredsstillede ikke alle. En kreds, der navnlig bestod af adelen, anmodede skuespillerne ved det slesvigske hofteater om at gæste byen; det gav ikke resultat, men i stedet fik man fat i Friebach, der spillede i Glückstadt, og dette tyske selskab gav anledning til en veritabel teaterkrig, og resultatet blev, at der i 1793 blev rettet en ansøgning til kongen fra hele skaren af den i Odense besiddende adel om »under vores egen direction og for egen hazard« at lade opføre tyske skuespil i Odense. Den snurrige ansøgning motiveredes bl.a. med, at »huuse og gårde ere anseelig stegne i deres priis, fordi mange familier som tilforn sielden kom her til byen, nu har etableret sig her, og enten kiøbt eller leiet gårde, hvorved en gård, som tilforn kostede 1 a 2000 rdl., nu kiøbes for 4 a 5000 rdl«[28].
Blandt underskriverne var Frederik Juel, og henvendelsen var skrevet netop i de dage, hvor han havde købt Overgade 9. Han blev en ivrig støtte for teatersagen, der, som bekendt, resulterede i, at man 1795 opførte den første teaterbygning udenfor København. Bygningen kom til at ligge på Sortebrødre Torv, og Juel har mange gange ladet sig befordre hen til skuespilhuset og aktivt fulgt med i dets virksomhed.
Portrætmaleren Hans Hansen betegnede 1796 Frederik Juels gård i Overgade som den smukkeste i byen, og af et samtidigt billede, hvorpå man skimter huset, ser det ud til, at lisenerne har været lyse og givet huset en kraftig indramning, løvrigt har Juel næppe foretaget dybe indgreb i bygningen ud over, at han fornyede tre fag af forhuset, formentlig de sydligste, hvor portindkørslen var, og han indrettede køkken og kamre i kælderen.
I en kort periode — fra 1800 til 1807 — ejedes gården af landsdommer Hans Koefoed, der købte den med inventar af spejle, borde m.v. for 5300 rdl.[29], men derefter blev den for 6500 rdl. videresolgt til baron Ditlev Holsten til Holstenshus[30], nu med den bemærkning, at der i handelen medfulgte tre indskruede spejle i de bedste værelser, to borde med marmorplader, alle rullegardiner og gardinbrædter. Den nye ejer, der var født 1751, havde studeret i Braunschweig, Kiel og Strassbourg, og hans interesse for de lærde sysler fremgår også af, at der ved hans død i 1825 kunde holdes en auktion over hans bibliotek i Overgade 9, hvor der fandtes 5499 bind, og enken Sophie Dorothea Magdalene f. Rantzau solgte yderligere en del indbo, bl.a. et stort antal spilleborde, før gården 1826 blev afhændet til købmand Rasmus Østrup Kaarup[31]. Gården var assureret for 10.250 rdl., men baronesse Holsten fik kun 2800 rdl. for den, og fra nu af blev den en skikkelig købmandsgård. Købmanden havde ikke brug for den lange jordstrimmel med tarvelig bebyggelse, der strakte sig ud til Torvet, og den følgende ejer købmand og rådmand Chr. Jürgensen delte den 1844, så brændevinsbrænder A. Petersen kunde opføre en ny gård på hjørnet af Torvestræde og selve torvet. Den gamle gård blev i 1849 købt af Adolph Boesen, og dens storhedstid var slut.
Således afspejler Overgade 9 væsentlige træk i byens historie. Man kan fastslå, at den altid har haft facade til Torvestræde, at karnappen er et meget gammelt element i bygningen, og at husets udformning med lisener kan bestemmes til 1764. Derved slutter den sig både tidsmæssigt og stilmæssigt til en gruppe ejendomme i Overgade, Vestergade og Nørregade, der delvis er bevarede.
I årevis har beboerne af Overgade 9 været toneangivende. Borgmestre, by- og rådstueskrivere, adelige og købmænd har ejet den. Snart har den været i dybt forfald, snart har den gået for at være byens smukkeste hus. Det er selve byens pulsslag, der mærkes i dens fortid.
Nu har Odense kommune erhvervet gården, og den trues med nedrivning. Enhver, der har følelse for, hvad en bys kulturminder betyder, vil føle det som en smerte, om denne gård skal forsvinde og netop i en periode, hvor man i de krigshærgede lande med alle midler søger at genskabe eller bevare billedet af den svundne tid.
Anvendte forkortelser: Od. rbg = Odense rådstuebog, Od. rbg. stbg. = Odense rådstuebogs stævningsbog, Od. skbg. = Odense skiftebog, Od. sk. & pbg. = Odense skøde- og pantebog, Od. tbg. = Odense bytingsbog, alle i Landsarkivet for Fyn.
